Mathias Gidsel og Simon Pytlick er to navne, der straks fremkalder billeder af fantastiske øjeblikke på håndboldbanen. Bogen Gidsel og Pytlick – Verdens bedste makkerpar af Troels Mylenberg kommer tæt på de to stjernespillere.
Mathias Gidsel og Simon Pytlick har sat nye standarder i håndboldsporten, hvor de har vakt opsigt med deres tempo, teknik og overblik. De to venner er vidt forskellige, men på banen har de et særligt bånd og samspil, der har fulgt dem siden ungdomsårene i GOG og frem til foreløbig to VM-titler og en OL-guldmedalje med Danmark.
Mathias Gidsel og Simon Pytlick beskriver da også selv samarbejdet som noget, der nærmest sker af sig selv.
“Mig og Mathias? Tjah. Vi kan finde hinanden i mørke. Det er ren intuition ”, som Simon Pytlick formulerer det
Selv om det danske håndboldlandshold er meget mere end en enkelt eller to unikke spillere, så rager netop de to op. Faste navne på både topscorerlister og All Star-hold, ligegyldigt hvor de spiller. Med Gidsel som den spektakulære og Pytlick som motoren, hvis de da ikke lige bytter roller, når kampen kræver eller tillader det.
”Uden Simon ville der ikke være en vild landsholdskarriere for mig. Og omvendt “, lyder det resolut fra Mathias Gidsel.
Foreningslivet og talentbrikken
Det stod tidligt klart for de fleste med bare minimal håndboldforstand, at der var tale om to ekstraordinære talenter, der i en ung alder mødtes i talentfabrikken GOG (Gudbjerg, Oure og Gudme) i det sydfynske. Begge udklækket i den bemærkelsesværdige cocktail af efterskole, gymnasium, foreningsliv og håndboldklub, som GOG og Oureskolerne har skabt. Her kan man i trygge rammer leve og ånde håndbold døgnet rundt, mens man også bliver dannet som menneske, omgivet af et blidt og bakket landskab. Og hvor både skole og håndboldklub er klar til at skære nogle hjørner for at få elitehåndbold og skoleafleveringer til at gå hånd i hånd.
Så blev det GOG’s succesfulde ligahold, som løftede makkerparret til nye højder. Hurtigt – også hurtigere end både de selv og omgivelserne havde forestillet sig – gik vejen til Nikolaj Jacobsens guldlandshold, hvor Gidsel og Pytlick brød igennem med fart og finesse som et skud fra Mikkel Hansen.
Landsholdets fællesrum på hotellet Foto: Privat / DHF
Udtaget til Landsholdet
Netop mødet med håndboldlegenden Mikkel Hansen var noget der gav Mathias Gidsel sommerfugle i maven da han første gang mødte op i Landsholdslejren. Mathias fortæller:
”Jeg havde spillet på gode ungdomslandshold og været til slutrunder med dem, hvor jeg fyldte meget, men det her var jo noget helt andet. Jeg var jo stadig i min egen bevidsthed bare en lille ungdomsspiller, der var god, og som måske blev ligaspiller. Men landsholdsspiller, det var helt utroligt for mig. Jeg kørte hjem til mine forældre i Skjern og fortalte dem det ansigt til ansigt. Min mor begyndte selvfølgelig at græde af glæde og stolthed”.
For andre kom det dog ikke som den helt store overraskelse. TV 2’s mangeårige håndboldekspert og kommentator Bent Nyegaard sagde det således, da nyheden om Mathias’ udtagelse kom ud: ”Jeg synes, det er velgørende, at Gidsel er med. Han har været den helt, helt store åbenbaring. Så det er et godt valg.”
Mødet med stjernerne
Mathias selv regnede dog udtagelsen til landsholdet som en engangsforeteelse. En af de første dage i november 2020 mødte Mathias op på Hotel Scandic i Herning fyldt med sommerfugle og ærefrygt i maven. Og fuld af spørgsmål om, hvad det her mon var for noget.
”Jeg tænkte bare, at jeg skulle møde ind og få en oplevelse ud af det. Jeg skulle møde Mikkel Hansen og Nicklas Landin og alle de andre. Jeg skulle ikke gøre noget forkert eller rigtigt, jeg skulle ikke forsøge at gøre alt muligt ekstraordinært, og omvendt skulle jeg jo heller ikke være helt ligegyldig – jeg skulle bare være med. Mine forældre sagde også til mig, at jeg skulle tage det som en oplevelse, det kunne jo være, at jeg aldrig kom med igen”, siger Mathias.
Hvordan blev du taget imod?
”Der var nok nogen i truppen, der ikke vidste, hvem jeg var. Jeg tror ikke, at Mikkel i Paris eller Niklas nede i Kiel rigtig vidste, hvem jeg var. Det var angstprovokerende. Jeg havde ligefrem øvet mig i, hvordan jeg skulle sige hej til Mikkel sådan afslappet og respektfuldt. Jeg havde gennemgået det så mange gange i mit hoved, for jeg havde jo set, at mange af dem krammede, når de mødtes, og skulle jeg virkelig give Mikkel Hansen en krammer? Og Niklas? Jeg var toppresset. Det var så angstprovokerende, lidt ligesom første gang man er hjemme hos svigerfamilien, og man virkelig prøver at være noget, man ikke er”.
Mikkel Hansens taske
”Mikkel sagde for sjov til mig, at jeg lige skulle bære hans taske. Men han nåede heldigvis at grine, inden jeg gjorde det. Hvis ikke han havde grinet, så havde jeg gjort det. Jeg var den nye dreng i klassen, men der var heldigvis også nogle, jeg kendte. Emil Jakobsen for eksempel, som jeg havde spillet med i GOG, inden han skiftede til Flensburg-Handewitt. Så der var nogen, jeg kunne læne mig lidt op ad. Han var normal, som han plejede, og vi to plejede altid at klovne rundt sammen, og det fortsatte vi så bare med. Jeg tror faktisk også, at mange af de gamle godt kunne lide, at vi klovnede rundt og grinede. De havde jo i januar samme år spillet EM og var røget ud inden mellemrunden, så der var brug for noget humør”, fortæller Mathias Gidsel.
Lufttur til Mikkel Hansen efter sin sidste landskamp. OL Finalen 2024. Guld til Danmark. Foto: DHF
Ikoniske spillere
I bogstavelig forstand gik de fra dag ét ind på holdet som bærende kræfter, og straks kaldte verdens største og stærkeste håndboldliga, Bundesligaen. Mathias Gidsel skiftede til opkomlingene Füchse Berlin, Simon Pytlick til den kendte storklub og danskerkoloni i SG Flensburg-Handewitt.
Der er – og har gennem tiden været – mange ikoniske spillere i håndboldsporten: fra svenske Magnus Wislander, over Kroatiens Ivano Balić og franske Nicolas Karabatić til de danske enere Niklas Landin og Mikkel Hansen. Men sjældent har to så unge spillere som Gidsel og Pytlick i kraft af deres evner ændret forudsætningerne for moderne håndbold. Dynamikken, tempoet, overblikket, sammenspillet og tankeoverførslen. Som de fortæller i bogen, så har der altid været en særlig forbindelse mellem dem på banen.
Hvis man drømmer stort
Fælles for Pytlick og Gidsel er, at de vil gerne inspirere andre til at gå efter det, der måske ser umuligt ud. Mathias, som alle sagde var for lille til at blive til en stor håndboldspiller. Simon, som man smilede overbærende ad, når han i skolen sagde, at han ville være professionel håndboldspiller. Man kan måske ikke alt, hvad man vil. Men man kan komme langt, hvis man drømmer stort og gør sig umage. Det budskab vil Simon og Mathias meget gerne sende ud i verden, samtidig med budskabet om, at selv om man er verdens bedste til håndbold, så er der meget andet, man ikke er særlig god til.
At lære gennem leg
Troels Mylenberg skriver i bogen, at han ikke har tal på, hvor mange gange de betoner, at det også skal være sjovt. Vi elsker jo spillet, siger de. Vi glæder os til at komme ned i hallen hver eneste dag. Ned og lære noget nyt. Ned og lege. Legen er et vigtigt element, og måske er legen også en af hemmelighederne bag deres succes på den 20 gange 40 meter store håndboldbane. Leg og kreativitet, som kan spores direkte tilbage til alle de tusinder af timer, de som små drenge har lagt i sportshallerne. Dengang hvor de var drengene, der forsøgte at efterligne de større drenges og mænds finter på den legeplads, som håndboldbanen alle dage har været for dem.
Nye finter
”Jeg går til træning hver dag for at blive bedre. Jeg øver finter, og jeg ved, at det kan tage mange måneder at få lært noget nyt. Det kan være et fodskifte, et løb, et indspil til stregen. Jeg vil gerne kunne Rasmus Lauges finte, hvor han kommer ind mod midten og skyder stående. Jeg prøver også at efterligne Mathias’ finte, hvor han bryder af på indersiden. Jeg gad sindssygt godt have den finte i mit spil. Han er så hurtig, og hans timing gør, at forsvarsspillerne ikke kan nå at dække ham op. Det er de små ting og de utrolig mange gentagelser, der gør, at man bliver bedre”, siger Simon.
Skud med håndleddet
”Da jeg var barn, var det Mikkels (Mikkel Hansens, red.) håndled, jeg prøvede at efterligne. Han kunne lave en rotation i håndleddet, lige inden skuddet blev sendt afsted, der gav en masse topspind i bolden, som han sendte hen over eller forbi forsvarerne og gjorde det svært for målmanden at placere sig rigtigt. Jeg øvede det igen og igen og igen, både derhjemme og i hallen og også i skolen. Jeg prøvede at lade være med at bruge armen, men kun skyde med håndleddet”, fortæller Simon.
Overtænker af natur
”Jeg arbejder meget med at visualisere det, jeg gerne vil gøre på banen. Jeg er en overtænker af natur, og her kommer det faktisk som en fordel. Jeg ser det, jeg gerne vil gøre på banen, for mig inde i hovedet. Et stående skud, et løbeskud, en finte. Jeg øver det i hovedet, og så kommer det lige pludselig med ud på banen”, fortæller Mathias og fortsætter:
”Jeg ser en masse håndbold og stjæler med arme og ben fra andre, når jeg ser noget nyt. Jeg har virkelig prøvet at arbejde på at kunne efterligne Simons skudafvikling, det der med armen ud til siden og håndledsvriddet, men det er ikke lykkedes. Jeg har virkelig prøvet”.
Venlige verdensstjerner
Nu er de ikke længere hverken talenter eller lovende. De er etablerede spillere, som de største hold i verden rækker ud efter. De er spektakulære håndværkere, der trækker tilskuere i hallerne. Trøjer med deres navne på ryggen er populære blandt klubbens fans, og hvor mange kendte sportsudøvere helst gemmer sig lidt væk eller skynder sig videre, når alles arme rækker ud efter dem, fremstår Pytlick og Gidsel som tilgængelige, venlige og ærlige.
Efter en kamp står de længe i hallen og sørger for, at store som små får en autograf, en kæk kommentar eller selfie, hvis de vil have det. Som det blev skrevet om dem og deres landsholdskammerater under VM-slutrunden i 2025: ”De er ikke bare verdens bedste, de virker også som en samling gutter, der altid vil være klar til at lade dig komme foran i køen hos købmanden.”
Mathias Gidsel og Simon Pytlick er to navne, der straks fremkalder billeder af fantastiske øjeblikke på håndboldbanen. De har haft afgørende betydning for, at Danmark kan kalde sig flerdobbelte verdensmestre og olympiske guldvindere.
I denne bog kommer man tæt på de to stjernespillere. De fortæller om afgørende valg og vendepunkter, der har formet dem og deres karriere. For Mathias Gidsel og Simon Pytlick er gamechangere. De har forandret sporten med deres dynamik, tempo, teknik og overblik. Og på landsholdet har makkerparret et helt særligt samspil, der har fulgt dem siden ungdomsårene. Med Gidsel som den spektakulære og Pytlick som motoren, hvis de da ikke lige bytter roller.
Mathias Gidsel og Simon Pytlick er to navne, der straks fremkalder billeder af fantastiske øjeblikke på håndboldbanen. Bogen Gidsel og Pytlick – Verdens bedste makkerpar af Troels Mylenberg kommer tæt på de to stjernespillere.
Mathias Gidsel og Simon Pytlick har sat nye standarder i håndboldsporten, hvor de har vakt opsigt med deres tempo, teknik og overblik. De to venner er vidt forskellige, men på banen har de et særligt bånd og samspil, der har fulgt dem siden ungdomsårene i GOG og frem til foreløbig to VM-titler og en OL-guldmedalje med Danmark.
Mathias Gidsel og Simon Pytlick beskriver da også selv samarbejdet som noget, der nærmest sker af sig selv.
“Mig og Mathias? Tjah. Vi kan finde hinanden i mørke. Det er ren intuition ”, som Simon Pytlick formulerer det
Selv om det danske håndboldlandshold er meget mere end en enkelt eller to unikke spillere, så rager netop de to op. Faste navne på både topscorerlister og All Star-hold, ligegyldigt hvor de spiller. Med Gidsel som den spektakulære og Pytlick som motoren, hvis de da ikke lige bytter roller, når kampen kræver eller tillader det.
”Uden Simon ville der ikke være en vild landsholdskarriere for mig. Og omvendt “, lyder det resolut fra Mathias Gidsel.
Foreningslivet og talentbrikken
Det stod tidligt klart for de fleste med bare minimal håndboldforstand, at der var tale om to ekstraordinære talenter, der i en ung alder mødtes i talentfabrikken GOG (Gudbjerg, Oure og Gudme) i det sydfynske. Begge udklækket i den bemærkelsesværdige cocktail af efterskole, gymnasium, foreningsliv og håndboldklub, som GOG og Oureskolerne har skabt. Her kan man i trygge rammer leve og ånde håndbold døgnet rundt, mens man også bliver dannet som menneske, omgivet af et blidt og bakket landskab. Og hvor både skole og håndboldklub er klar til at skære nogle hjørner for at få elitehåndbold og skoleafleveringer til at gå hånd i hånd.
Så blev det GOG’s succesfulde ligahold, som løftede makkerparret til nye højder. Hurtigt – også hurtigere end både de selv og omgivelserne havde forestillet sig – gik vejen til Nikolaj Jacobsens guldlandshold, hvor Gidsel og Pytlick brød igennem med fart og finesse som et skud fra Mikkel Hansen.
Udtaget til Landsholdet
Netop mødet med håndboldlegenden Mikkel Hansen var noget der gav Mathias Gidsel sommerfugle i maven da han første gang mødte op i Landsholdslejren. Mathias fortæller:
”Jeg havde spillet på gode ungdomslandshold og været til slutrunder med dem, hvor jeg fyldte meget, men det her var jo noget helt andet. Jeg var jo stadig i min egen bevidsthed bare en lille ungdomsspiller, der var god, og som måske blev ligaspiller. Men landsholdsspiller, det var helt utroligt for mig. Jeg kørte hjem til mine forældre i Skjern og fortalte dem det ansigt til ansigt. Min mor begyndte selvfølgelig at græde af glæde og stolthed”.
For andre kom det dog ikke som den helt store overraskelse. TV 2’s mangeårige håndboldekspert og kommentator Bent Nyegaard sagde det således, da nyheden om Mathias’ udtagelse kom ud: ”Jeg synes, det er velgørende, at Gidsel er med. Han har været den helt, helt store åbenbaring. Så det er et godt valg.”
Mødet med stjernerne
Mathias selv regnede dog udtagelsen til landsholdet som en engangsforeteelse. En af de første dage i november 2020 mødte Mathias op på Hotel Scandic i Herning fyldt med sommerfugle og ærefrygt i maven. Og fuld af spørgsmål om, hvad det her mon var for noget.
”Jeg tænkte bare, at jeg skulle møde ind og få en oplevelse ud af det. Jeg skulle møde Mikkel Hansen og Nicklas Landin og alle de andre. Jeg skulle ikke gøre noget forkert eller rigtigt, jeg skulle ikke forsøge at gøre alt muligt ekstraordinært, og omvendt skulle jeg jo heller ikke være helt ligegyldig – jeg skulle bare være med. Mine forældre sagde også til mig, at jeg skulle tage det som en oplevelse, det kunne jo være, at jeg aldrig kom med igen”, siger Mathias.
Hvordan blev du taget imod?
”Der var nok nogen i truppen, der ikke vidste, hvem jeg var. Jeg tror ikke, at Mikkel i Paris eller Niklas nede i Kiel rigtig vidste, hvem jeg var. Det var angstprovokerende. Jeg havde ligefrem øvet mig i, hvordan jeg skulle sige hej til Mikkel sådan afslappet og respektfuldt. Jeg havde gennemgået det så mange gange i mit hoved, for jeg havde jo set, at mange af dem krammede, når de mødtes, og skulle jeg virkelig give Mikkel Hansen en krammer? Og Niklas? Jeg var toppresset. Det var så angstprovokerende, lidt ligesom første gang man er hjemme hos svigerfamilien, og man virkelig prøver at være noget, man ikke er”.
Mikkel Hansens taske
”Mikkel sagde for sjov til mig, at jeg lige skulle bære hans taske. Men han nåede heldigvis at grine, inden jeg gjorde det. Hvis ikke han havde grinet, så havde jeg gjort det. Jeg var den nye dreng i klassen, men der var heldigvis også nogle, jeg kendte. Emil Jakobsen for eksempel, som jeg havde spillet med i GOG, inden han skiftede til Flensburg-Handewitt. Så der var nogen, jeg kunne læne mig lidt op ad. Han var normal, som han plejede, og vi to plejede altid at klovne rundt sammen, og det fortsatte vi så bare med. Jeg tror faktisk også, at mange af de gamle godt kunne lide, at vi klovnede rundt og grinede. De havde jo i januar samme år spillet EM og var røget ud inden mellemrunden, så der var brug for noget humør”, fortæller Mathias Gidsel.
Ikoniske spillere
I bogstavelig forstand gik de fra dag ét ind på holdet som bærende kræfter, og straks kaldte verdens største og stærkeste håndboldliga, Bundesligaen. Mathias Gidsel skiftede til opkomlingene Füchse Berlin, Simon Pytlick til den kendte storklub og danskerkoloni i SG Flensburg-Handewitt.
Der er – og har gennem tiden været – mange ikoniske spillere i håndboldsporten: fra svenske Magnus Wislander, over Kroatiens Ivano Balić og franske Nicolas Karabatić til de danske enere Niklas Landin og Mikkel Hansen. Men sjældent har to så unge spillere som Gidsel og Pytlick i kraft af deres evner ændret forudsætningerne for moderne håndbold. Dynamikken, tempoet, overblikket, sammenspillet og tankeoverførslen. Som de fortæller i bogen, så har der altid været en særlig forbindelse mellem dem på banen.
Hvis man drømmer stort
Fælles for Pytlick og Gidsel er, at de vil gerne inspirere andre til at gå efter det, der måske ser umuligt ud. Mathias, som alle sagde var for lille til at blive til en stor håndboldspiller. Simon, som man smilede overbærende ad, når han i skolen sagde, at han ville være professionel håndboldspiller. Man kan måske ikke alt, hvad man vil. Men man kan komme langt, hvis man drømmer stort og gør sig umage. Det budskab vil Simon og Mathias meget gerne sende ud i verden, samtidig med budskabet om, at selv om man er verdens bedste til håndbold, så er der meget andet, man ikke er særlig god til.
At lære gennem leg
Troels Mylenberg skriver i bogen, at han ikke har tal på, hvor mange gange de betoner, at det også skal være sjovt. Vi elsker jo spillet, siger de. Vi glæder os til at komme ned i hallen hver eneste dag. Ned og lære noget nyt. Ned og lege. Legen er et vigtigt element, og måske er legen også en af hemmelighederne bag deres succes på den 20 gange 40 meter store håndboldbane. Leg og kreativitet, som kan spores direkte tilbage til alle de tusinder af timer, de som små drenge har lagt i sportshallerne. Dengang hvor de var drengene, der forsøgte at efterligne de større drenges og mænds finter på den legeplads, som håndboldbanen alle dage har været for dem.
Nye finter
”Jeg går til træning hver dag for at blive bedre. Jeg øver finter, og jeg ved, at det kan tage mange måneder at få lært noget nyt. Det kan være et fodskifte, et løb, et indspil til stregen. Jeg vil gerne kunne Rasmus Lauges finte, hvor han kommer ind mod midten og skyder stående. Jeg prøver også at efterligne Mathias’ finte, hvor han bryder af på indersiden. Jeg gad sindssygt godt have den finte i mit spil. Han er så hurtig, og hans timing gør, at forsvarsspillerne ikke kan nå at dække ham op. Det er de små ting og de utrolig mange gentagelser, der gør, at man bliver bedre”, siger Simon.
Skud med håndleddet
”Da jeg var barn, var det Mikkels (Mikkel Hansens, red.) håndled, jeg prøvede at efterligne. Han kunne lave en rotation i håndleddet, lige inden skuddet blev sendt afsted, der gav en masse topspind i bolden, som han sendte hen over eller forbi forsvarerne og gjorde det svært for målmanden at placere sig rigtigt. Jeg øvede det igen og igen og igen, både derhjemme og i hallen og også i skolen. Jeg prøvede at lade være med at bruge armen, men kun skyde med håndleddet”, fortæller Simon.
Overtænker af natur
”Jeg arbejder meget med at visualisere det, jeg gerne vil gøre på banen. Jeg er en overtænker af natur, og her kommer det faktisk som en fordel. Jeg ser det, jeg gerne vil gøre på banen, for mig inde i hovedet. Et stående skud, et løbeskud, en finte. Jeg øver det i hovedet, og så kommer det lige pludselig med ud på banen”, fortæller Mathias og fortsætter:
”Jeg ser en masse håndbold og stjæler med arme og ben fra andre, når jeg ser noget nyt. Jeg har virkelig prøvet at arbejde på at kunne efterligne Simons skudafvikling, det der med armen ud til siden og håndledsvriddet, men det er ikke lykkedes. Jeg har virkelig prøvet”.
Venlige verdensstjerner
Nu er de ikke længere hverken talenter eller lovende. De er etablerede spillere, som de største hold i verden rækker ud efter. De er spektakulære håndværkere, der trækker tilskuere i hallerne. Trøjer med deres navne på ryggen er populære blandt klubbens fans, og hvor mange kendte sportsudøvere helst gemmer sig lidt væk eller skynder sig videre, når alles arme rækker ud efter dem, fremstår Pytlick og Gidsel som tilgængelige, venlige og ærlige.
Efter en kamp står de længe i hallen og sørger for, at store som små får en autograf, en kæk kommentar eller selfie, hvis de vil have det. Som det blev skrevet om dem og deres landsholdskammerater under VM-slutrunden i 2025: ”De er ikke bare verdens bedste, de virker også som en samling gutter, der altid vil være klar til at lade dig komme foran i køen hos købmanden.”
LÆS OGSÅ: Helt tæt på Thomas Frank – Danmarks største trænersucces
Mathias Gidsel og Simon Pytlick er to navne, der straks fremkalder billeder af fantastiske øjeblikke på håndboldbanen. De har haft afgørende betydning for, at Danmark kan kalde sig flerdobbelte verdensmestre og olympiske guldvindere.
I denne bog kommer man tæt på de to stjernespillere. De fortæller om afgørende valg og vendepunkter, der har formet dem og deres karriere. For Mathias Gidsel og Simon Pytlick er gamechangere. De har forandret sporten med deres dynamik, tempo, teknik og overblik. Og på landsholdet har makkerparret et helt særligt samspil, der har fulgt dem siden ungdomsårene. Med Gidsel som den spektakulære og Pytlick som motoren, hvis de da ikke lige bytter roller.
Du kan købe Gidsel og Pytlick online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: