Den danske stumfilmstjerne Emilie (Mille) Sannom fra Stefansgade på Nørrebro genoplives i ny roman. Mille blev en verdenskendt skuespiller, Danmarks første stuntkvinde og var både faldskærmsudspringer og luftakrobat.
I 1931 styrtede skuespiller og luftakrobat Emilie (Mille) Sannom i døden foran 8000 tilskuere, da hendes faldskærm ikke udløste sig. Sannom var Danmarks første stuntkvinde, og hun var en af stumfilmens største skuespillere. Nu vækker Lotte Garbers historien om Mille til live, i Frøken Sannoms vinger.
Tag med tilbage til København i begyndelsen af det 20. århundrede til en gribende fortælling om en kvinde, der nægtede at lade sig styre af tidens begrænsninger, og som var mere moderne, end hun selv var klar over.
LÆS OGSÅ: 34 bøger om stærke kvinder og utrolige kvindeliv
Mille navigerer i den tidlige filmbranches mange forhindringer, mens hun drømmer om at blive pilot og opleve friheden ved at flyve. I et liv fyldt med modsætninger, udfører hun farlige stunts, går til glamourøse fester og bor samtidig sammen med hele familien i en lille lejlighed på Nørrebro.
LÆS OGSÅ: 25 historiske romaner til din læsning
Læs første kapitel af Frøken Sannoms vinger af Lotte Garbers herunder.
Frøken Sannoms vinger
af Lotte Garbers
Kapitel 1
Januar 1912
Mille fryser. Hun skal tidligt hjem, det har hun lovet. Det er søndag. Hun prøver at trække Oscars store jakke over de bare skuldre, men har igen glemt, at hun har de åndssvage djævlevinger på. Hun skal også tisse, men hun er ikke helt klar over, om hun skal ind foran kameraet igen. De fleste andre fra holdet har allerede forladt filmatelieret.
Oscar passerer hende, spytter, mens han grinende fortæller hende, at nu går han sgu hjem. Hans fede ansigt glinser efter sine få anstrengelser foran kameraet. Hans rolle var alene at se forvirret ud. Han tager jakken fra hende og børster de mange hvide skæl af jakken. Det hjælper ikke. Så klasker han hende i røven.
Mærkeligt nok får hun varmen af det klask, selvom balderne kun er dækket af et tyndt, sort negligé over de løse silkebukser. Det svier lidt i huden, så unødvendigt et klask det var, og nu skal hun altså virkelig tisse. Hun kan nok godt nå det, uden de opdager, at hun er væk, hvis hun bruger det nye toilet ved skuespillernes garderober. Altså de skuespillere, der får deres navn på plakaten.
Hun sniger sig baglæns i sine små ballerinasko og når ud på trappen ned fra atelieret og ud mellem de små barakker i det, der engang var et par kolonihavehuse i en gammel mose. Regnen står ned i stænger, det er et mirakel, at der har været nok lys i dag til at optage.
Hun er der næsten, hun skal lige rundt om hjørnet. Valdemar Psilander kommer i det samme ud fra sin garderobe. Hun kan se, at han ikke genkender hende, da hun spørger, om hun lige må smutte forbi og besørge. Hun har lige stået foran kameraet og hamret løs på hans brystkasse, hvor hun skulle forestille en farlig djævlekvinde med horn i panden og natsorte vinger, en kvinde, der forgæves forsøgte at lede ham i fordærv. Hun har også stadig hornene på.
Psilander vender sig om og siger noget til sin assistent, der er ved at slå en paraply op, så Psilanders kjole og hvidt ikke tager skade. Mille kan ikke høre, hvad han siger, men for at undgå at blive fornærmet drejer hun rundt på hælen. Imens hun piler om på den anden side af atelieret og ned ad den lange havegang, kan hun høre, at instruktøren siger tak for i dag til resten af holdet. Hun løber nu, helt op til porten.
Hun tænker på sin lillesøster Thora, der altid siger, at hun kan løbe mellem dråberne, så Mille når frem til dasset i et snuptag. De hvide ballerinaer er næsten ikke blevet våde.
Men hun kan ikke komme ind på dasset. Vingerne er for brede. Hun kigger sig omkring, der er ingen at se. Hun bakker ind, forsigtigt, så vingerne langsomt folder sig ind mod hendes skuldre, hendes kinder, og nu skubber de til hornene, der er limet fast i panden. Hun flår dækslet væk bag sig og sætter i gang med vidtåben dør, vingespidserne stikker netop ud ad døren, så de er synlige, hvis nogen alligevel skulle forvilde sig forbi.
Hun kan høre, hvordan det plasker i det næsten fulde hul, hun tisser virkelig meget i de her måneder.Det ene horn glider ned mod øjenbrynet, mens hun drypper af, hun kan ikke nå avispapiret i denne her stilling. Da hun står oppe i atelieret igen, er de alle gået. Hun skal finde kostumieren, for vingerne er syet på, så hun kan ikke komme ud af kostumet selv.
Mille piler ud i regnen igen over til den anden scenebygning, hvor garderobestativerne er fyldt med klovnedragter, cowboykostumer, sigøjnerpailletkjoler. Hun rører ved symaskinens hjul. Det er lunt, så hun beslutter sig for at vente lidt. Hun fryser rigtig meget nu, men kan ikke tage mere tøj på, når hun stadig bærer vinger. Endelig kommer der nogen, det er heldigvis Axel.
Han har en frakke på, der er lidt for stor. Han ligner en konfirmand, der har lånt sin fars frakke. Det er noget, hun har lært ham. At låne, ikke at stjæle. Han vil kramme hende, men vingerne. Hun giver ham et ordentligt smækkys i stedet.
– Hvor er det dejligt, at du også er med i denne her, ja, jeg kan ikke huske, hvad den hedder, siger hun. – Noget med ære. Jeg har da ikke set dig på optagelserne?
– Jeg har været med på en udendørs i dag. Men regnvejret ødelagde vist det hele.
– Sikke vi knokler på en søndag, hvad?
– Skal du ikke af med dem der? spørger han og peger på vingerne.
– Kan du hjælpe mig?
Axel går om bag hende og hiver lidt på skrømt i dem.
– De er syet fast.
– Jeg må finde nogen, der kan tage de irriterende vinger af, men alle er vist gået.
– Ja, jeg så portvagten låse for lidt siden.
– Jeg kan jo ikke cykle hjem sådan her.
Hun peger på sit ultratynde kostume.
– Jeg har faktisk en bil. En af Olsens.
– En bil? Nå da. Hvordan har du solgt din sjæl i dag? Axel trækker på skuldrene og begraver hænderne i lommen, ligner pludselig den knægt, han jo egentlig er.
– Jeg endte med at være chauffør for ham på grund af vejret. Og jeg skal møde her i Valby igen i morgen tidlig. Så jeg havde tænkt mig at spille filmselskabsdirektør og køre i automobil til residensen. Skal jeg ikke køre dig hjem?
Lidt efter sidder hun i bilen, lænet forover, så hun ikke ødelægger vingerne. Hun vikler et tæppe om benene, mens han surrer hendes cykel fast bagpå. Da de drejer ned ad Stefansgade, skyder regnvandet ud af nedløbsrørene i så høj fart, at det får noget skrald fra rendestenen til at sejle ned mod Nørrebrogade.
– Skal du med op? spørger hun, da de holder foran nummer 41.
– Tjah.
– Kom nu, Axel. Vi skal have flæskesteg. Jeg købte en stor en til os i går.
– Jeg er ikke i kridthuset for tiden.
Hun slår ham på låret.
– Det var jo mig, der sagde nej til dig, siger hun. – Det ved de godt.
– Ja, så er du jo heller ikke i kridthuset. Og det smitter.
– Jeg har gode nyheder, så det glemmer de alt om.
– Hvad da? spørger han og drejer sin krop mod hende.
Klør sig under kasketten. Hans hænder er så dejligt store.
– Jeg har sagt ja til Filmfabrikken, siger hun.
– Har du virkelig? Hvad sagde Olsen?
– Ham snakker jeg jo ikke med. Han er for fin, jeg må nøjes med Frederik Molin.
– Men hvad sagde han så? Mille trækker på skuldrene.
– Ikke så meget. Det giver flere penge. Det kommer jo også dig til gode.
– Jeg lover dig, at jeg betaler hver en øre tilbage.
Hun sætter sin hånd for hans mund.
– Ved du, hvilke roller du skal spille? siger han gennem hendes fingre.
– Ja! nogle farlige nogen, tror jeg, siger hun uden helt at vide det og trækker sin hånd til sig.
– Og nogle roller med endnu mindre tøj på, vel? Hun trækker på skuldrene og kigger ud ad forruden.
– Er du da optaget af det?
Han lader hånden glide ned over kæberne. De kværner løs, som om han er ved at knuse noget derinde. Han slukker først for vinduesviskerne nu. Der bliver lidt for stille. Hun slår ham på skulderen. Han lader, som om det gør ondt.
– Du er go’, Mille, det ved du godt, ikke? Rigtig go’ til det, du laver.
Han tøver, så hun afbryder ham: – Især med vinger på.
– Er du sikker på, at Filmfabrikken er det rigtige sted for dig?
– Hvad ved du om det, grønskolling? siger hun. – Jeg vil op til mor og få de her vinger af. Sidste chance, skal du have mad med eller hvad?
– Hvad med det der? spørger han og peger på hendes mave. – Hvad siger de til det ude i Hellerup?
– Kan man se det? spørger Mille og holder sig på maven, den er ikke ret gravid at se på. 
– Jeg kan.
– Du er jo også faren.
– Hvis du siger det.
Hun slår til ham igen, han griner, og hun åbner bildøren og hopper over rendestenen. Vinker til ham, mens hun skubber opgangsdøren op og ser, at Axel stadig har hendes cykel bag på Olsens bil. Hun prøver at råbe ham op, hvilket er helt umuligt, men hun kender ham. Hun tæller til ti, så ser hun ham bakke, hoppe ud og afmontere hendes helt uundværlige cykel.
Da hun går op ad trappen til første sal, dasker de regn- tunge vinger mod lænden. Hun banker på. Seks gange, i en lille marchrytme. Om søndagen er døren mellem to af værelserne taget af, så den kan bruges til at forlænge spisebordet. Så flytter de farens lænestol ud i gangen, og så kan man stort set ikke komme ind ad hoveddøren, medmindre nogen hjælper. I dag er det Fritz. Han åbner, skubber døren op til den nødvendige sprække, men han ser ikke på hende, beder hende kante sig ind.
– Har du set, hvad jeg har på? Jeg kan ikke klemme mig igennem i dag.
Men han er allerede væk igen.
– Møgunge, råber hun, og nu står Ragnhild i døren.
– Hvordan er det, du ser ud i dag? Er du ikke kold? Fritz og far – flyt lige stolen, så vi kan få englen ind.
De flytter rundt derinde under meget postyr, og da hun kan komme ind, ser hun, at faren ikke har rejst sig for at hjælpe til. Hendes mor tørrer hænderne af i forklædet og beder hende vende sig. Thora har allerede hentet sygrejet, og mens moren piller vingerne fra hinanden, spørger Mille, om faren har en dårlig dag i dag.
– Vi skal have steg, så det er en god dag, svarer moren og får endelig afmonteret vingerne.
Mille lægger dem op på vitrineskabet i et klæde, så de ikke bliver krøllet inden i morgen. Hun skubber til skålen deroppe. Hun kan næsten høre, hvordan den igen er blevet tom for mønter. Hun klæder om i hjørnet, mens bordet bliver dækket.
Thora tæller: – Far, mor, Fritz, Dagmar, Mille, Ragnhild, Charlotte med Avec og lillepigen og MIG, siger hun, alt for barnligt.
Mille hilser på sin søsters anden ægtemand, Avec, som de kalder ham. Han er stadig lige mundlam. Det skal nok blive en katastrofe med ham som med den forrige. Alle tager hurtigt plads, selv møver hun sig ned på en skammel ved siden af sin far. Tager ham i hånden og spørger ham, om han har været ude i dag.
– Det er jo, der er jo optræk til varsel, det er ikke …
– Ja, det er et farligt vejr i dag, far.
– Jeg har været i kiosken.
– Men holder du ikke lukket om søndagen? spørger hun og ser, hvordan Fritz ruller øjne.
– Nå jo da.
Moren står stadig op, sikrer, at alle får sig et stykke steg, en svær og tre kartofler med smør og lidt pickles.
– Jeg har nyheder, siger Mille meget højt, da moren endelig har sat sig.
– Du vil fortælle os, at du alligevel ikke er en engel? siger Charlotte i et forsøg på at være morsom, hvilket hun sjældent er. Hun har snøret sig meget stramt i dag. Som den eneste af de fem søstre.
Mille ser fra moren til Charlotte og tilbage igen. De ligner jo ikke hinanden, moren er lige så lille som Mille selv, lidt rundere i det, Charlotte er statelig og rank. Men det er tydeligt, at Charlotte gør som sin mor. Med håret og med de gyselige kyser, når de skal ud – og altså også med snørelivet. Sådan viser Charlotte, at hun i hvert fald ikke er som sine sjuskede søstre.
– Heldigvis er jeg ingen engel! Jeg tror ikke, engle har det halvt så sjovt som mig. Og i dag var jeg i øvrigt en djævel. Jeg har fået fast ansættelse.
– Hos selveste Nordisk Film! udbryder moren og klapper i hænderne.
– Nej da, det er jeg ikke fin nok til. Men jeg får næsten det dobbelte i ugeløn på Filmfabrikken ude i Hellerup.
– Mester-Mille! råber Thora, og de andre stemmer i.
Dog ikke Charlotte. Men Mille ignorerer det, så Charlotte kan se det. Så lader moren stegen gå rundt endnu en gang.
– Hvad med den unge Axel, har han fået spurgt dig? spørger faren og lægger hånden over hendes.
– Er han virkelig god nok til mig? siger hun og kærtegner det blå anker, der er tatoveret på det bløde sted mellem tommel- og pegefinger på farens ru hånd.
Han giver hendes hånd et klem og ryster på hovedet. Hans kridhvide, velplejede skæg hopper lidt, da han smiler, ler til hende. Så synker han ind i sig selv igen. Senere står Mille over opvaskebaljen sammen med Dagmar.
– Mangler I noget herhjemme? spørger hun Mille.
– Penge, mener du? Vil du da hjælpe til?
– Alfred er blevet forfremmet. Det går slet ikke skidt hos os. – Han er her da ikke i dag?
– Nej, du ved, han synes, det er blevet svært med far.
– Ved du hvad, det skal du ikke bekymre dig om, siger
Mille og tørrer hænderne i sin kjole. – Vi har det helt fint, har du måske ikke lige fået steg?
Mille slår vinduet op og ser, at lagenerne stadig hænger på snoren, tungvåde af regnen. Hun kan ikke trække dem ind. Hun ruller strømperne af, sætter sig op i vinduet, smækker benene udenfor, så hun kan støtte på murstenskanten på vinduet i stueetagen. Så lægger hun kræfterne i og trækker lagenerne ind. Thora står allerede klar til at tage imod dem. Lagenerne fremstår ikke synderligt rene. Der har alligevel været for meget kul i luften i dag.
Det sidste lagen driller, så hun rejser sig og balancerer på murstenskanten, og Ragnhild råber:
– Pas på barnet!
Mille vender sig, så de lyse krøller virrer hende om hovedet, og ser dem alle stå og kigge på hende stående der i vinduet. Thora holder hånden for munden.
Så bryder hele bundtet ud i skraldlatter, selv Fritz trækker på smilebåndet.
Frøken Sannoms vinger
Grenå, 1931. Skuespilleren og luftakrobaten Emilie Sannom styrter i døden foran 8000 tilskuere, da hendes faldskærm ikke udløser sig.
Nu vækker Lotte Garbers historien om hende til live, historien om Mille fra Stefansgade på Nørrebro, der blev en af stumfilmens store skuespillere, Danmarks første stuntkvinde og faldskærmsudspringer.
Tag med tilbage til København i begyndelsen af det 20. århundrede til en gribende fortælling om en kvinde, der nægtede at lade sig styre af tidens begrænsninger.
Mille må navigere i den tidlige filmbranches udfordrende landskab, mens hun drømmer om at blive pilot og opleve friheden ved at flyve.
Hendes liv er fyldt af modsætninger, hun udfører halsbrækkende stunts og går til glamourøse fester, men bor med hele familien i en lille lejlighed i Stefansgade, hvor de hver dag må kæmpe for at få enderne til at mødes.
Mille gør alt hvad hun kan for at forsørge sin familie og sin datter, men prøver samtidig at stræbe efter sine drømme. Undervejs møder hun kærligheden, både den lette og den umulige.
Den danske stumfilmstjerne Emilie (Mille) Sannom fra Stefansgade på Nørrebro genoplives i ny roman. Mille blev en verdenskendt skuespiller, Danmarks første stuntkvinde og var både faldskærmsudspringer og luftakrobat.
I 1931 styrtede skuespiller og luftakrobat Emilie (Mille) Sannom i døden foran 8000 tilskuere, da hendes faldskærm ikke udløste sig. Sannom var Danmarks første stuntkvinde, og hun var en af stumfilmens største skuespillere. Nu vækker Lotte Garbers historien om Mille til live, i Frøken Sannoms vinger.
Tag med tilbage til København i begyndelsen af det 20. århundrede til en gribende fortælling om en kvinde, der nægtede at lade sig styre af tidens begrænsninger, og som var mere moderne, end hun selv var klar over.
LÆS OGSÅ: 34 bøger om stærke kvinder og utrolige kvindeliv
Mille navigerer i den tidlige filmbranches mange forhindringer, mens hun drømmer om at blive pilot og opleve friheden ved at flyve. I et liv fyldt med modsætninger, udfører hun farlige stunts, går til glamourøse fester og bor samtidig sammen med hele familien i en lille lejlighed på Nørrebro.
LÆS OGSÅ: 25 historiske romaner til din læsning
Læs første kapitel af Frøken Sannoms vinger af Lotte Garbers herunder.
Frøken Sannoms vinger
af Lotte Garbers
Kapitel 1
Januar 1912
Mille fryser. Hun skal tidligt hjem, det har hun lovet. Det er søndag. Hun prøver at trække Oscars store jakke over de bare skuldre, men har igen glemt, at hun har de åndssvage djævlevinger på. Hun skal også tisse, men hun er ikke helt klar over, om hun skal ind foran kameraet igen. De fleste andre fra holdet har allerede forladt filmatelieret.
Oscar passerer hende, spytter, mens han grinende fortæller hende, at nu går han sgu hjem. Hans fede ansigt glinser efter sine få anstrengelser foran kameraet. Hans rolle var alene at se forvirret ud. Han tager jakken fra hende og børster de mange hvide skæl af jakken. Det hjælper ikke. Så klasker han hende i røven.
Mærkeligt nok får hun varmen af det klask, selvom balderne kun er dækket af et tyndt, sort negligé over de løse silkebukser. Det svier lidt i huden, så unødvendigt et klask det var, og nu skal hun altså virkelig tisse. Hun kan nok godt nå det, uden de opdager, at hun er væk, hvis hun bruger det nye toilet ved skuespillernes garderober. Altså de skuespillere, der får deres navn på plakaten.
Hun sniger sig baglæns i sine små ballerinasko og når ud på trappen ned fra atelieret og ud mellem de små barakker i det, der engang var et par kolonihavehuse i en gammel mose. Regnen står ned i stænger, det er et mirakel, at der har været nok lys i dag til at optage.
Hun er der næsten, hun skal lige rundt om hjørnet. Valdemar Psilander kommer i det samme ud fra sin garderobe. Hun kan se, at han ikke genkender hende, da hun spørger, om hun lige må smutte forbi og besørge. Hun har lige stået foran kameraet og hamret løs på hans brystkasse, hvor hun skulle forestille en farlig djævlekvinde med horn i panden og natsorte vinger, en kvinde, der forgæves forsøgte at lede ham i fordærv. Hun har også stadig hornene på.
Psilander vender sig om og siger noget til sin assistent, der er ved at slå en paraply op, så Psilanders kjole og hvidt ikke tager skade. Mille kan ikke høre, hvad han siger, men for at undgå at blive fornærmet drejer hun rundt på hælen. Imens hun piler om på den anden side af atelieret og ned ad den lange havegang, kan hun høre, at instruktøren siger tak for i dag til resten af holdet. Hun løber nu, helt op til porten.
Hun tænker på sin lillesøster Thora, der altid siger, at hun kan løbe mellem dråberne, så Mille når frem til dasset i et snuptag. De hvide ballerinaer er næsten ikke blevet våde.
Men hun kan ikke komme ind på dasset. Vingerne er for brede. Hun kigger sig omkring, der er ingen at se. Hun bakker ind, forsigtigt, så vingerne langsomt folder sig ind mod hendes skuldre, hendes kinder, og nu skubber de til hornene, der er limet fast i panden. Hun flår dækslet væk bag sig og sætter i gang med vidtåben dør, vingespidserne stikker netop ud ad døren, så de er synlige, hvis nogen alligevel skulle forvilde sig forbi.
Hun kan høre, hvordan det plasker i det næsten fulde hul, hun tisser virkelig meget i de her måneder.Det ene horn glider ned mod øjenbrynet, mens hun drypper af, hun kan ikke nå avispapiret i denne her stilling. Da hun står oppe i atelieret igen, er de alle gået. Hun skal finde kostumieren, for vingerne er syet på, så hun kan ikke komme ud af kostumet selv.
Mille piler ud i regnen igen over til den anden scenebygning, hvor garderobestativerne er fyldt med klovnedragter, cowboykostumer, sigøjnerpailletkjoler. Hun rører ved symaskinens hjul. Det er lunt, så hun beslutter sig for at vente lidt. Hun fryser rigtig meget nu, men kan ikke tage mere tøj på, når hun stadig bærer vinger. Endelig kommer der nogen, det er heldigvis Axel.
Han har en frakke på, der er lidt for stor. Han ligner en konfirmand, der har lånt sin fars frakke. Det er noget, hun har lært ham. At låne, ikke at stjæle. Han vil kramme hende, men vingerne. Hun giver ham et ordentligt smækkys i stedet.
– Hvor er det dejligt, at du også er med i denne her, ja, jeg kan ikke huske, hvad den hedder, siger hun. – Noget med ære. Jeg har da ikke set dig på optagelserne?
– Jeg har været med på en udendørs i dag. Men regnvejret ødelagde vist det hele.
– Sikke vi knokler på en søndag, hvad?
– Skal du ikke af med dem der? spørger han og peger på vingerne.
– Kan du hjælpe mig?
Axel går om bag hende og hiver lidt på skrømt i dem.
– De er syet fast.
– Jeg må finde nogen, der kan tage de irriterende vinger af, men alle er vist gået.
– Ja, jeg så portvagten låse for lidt siden.
– Jeg kan jo ikke cykle hjem sådan her.
Hun peger på sit ultratynde kostume.
– Jeg har faktisk en bil. En af Olsens.
– En bil? Nå da. Hvordan har du solgt din sjæl i dag? Axel trækker på skuldrene og begraver hænderne i lommen, ligner pludselig den knægt, han jo egentlig er.
– Jeg endte med at være chauffør for ham på grund af vejret. Og jeg skal møde her i Valby igen i morgen tidlig. Så jeg havde tænkt mig at spille filmselskabsdirektør og køre i automobil til residensen. Skal jeg ikke køre dig hjem?
Lidt efter sidder hun i bilen, lænet forover, så hun ikke ødelægger vingerne. Hun vikler et tæppe om benene, mens han surrer hendes cykel fast bagpå. Da de drejer ned ad Stefansgade, skyder regnvandet ud af nedløbsrørene i så høj fart, at det får noget skrald fra rendestenen til at sejle ned mod Nørrebrogade.
– Skal du med op? spørger hun, da de holder foran nummer 41.
– Tjah.
– Kom nu, Axel. Vi skal have flæskesteg. Jeg købte en stor en til os i går.
– Jeg er ikke i kridthuset for tiden.
Hun slår ham på låret.
– Det var jo mig, der sagde nej til dig, siger hun. – Det ved de godt.
– Ja, så er du jo heller ikke i kridthuset. Og det smitter.
– Jeg har gode nyheder, så det glemmer de alt om.
– Hvad da? spørger han og drejer sin krop mod hende.
Klør sig under kasketten. Hans hænder er så dejligt store.
– Jeg har sagt ja til Filmfabrikken, siger hun.
– Har du virkelig? Hvad sagde Olsen?
– Ham snakker jeg jo ikke med. Han er for fin, jeg må nøjes med Frederik Molin.
– Men hvad sagde han så? Mille trækker på skuldrene.
– Ikke så meget. Det giver flere penge. Det kommer jo også dig til gode.
– Jeg lover dig, at jeg betaler hver en øre tilbage.
Hun sætter sin hånd for hans mund.
– Ved du, hvilke roller du skal spille? siger han gennem hendes fingre.
– Ja! nogle farlige nogen, tror jeg, siger hun uden helt at vide det og trækker sin hånd til sig.
– Og nogle roller med endnu mindre tøj på, vel? Hun trækker på skuldrene og kigger ud ad forruden.
– Er du da optaget af det?
Han lader hånden glide ned over kæberne. De kværner løs, som om han er ved at knuse noget derinde. Han slukker først for vinduesviskerne nu. Der bliver lidt for stille. Hun slår ham på skulderen. Han lader, som om det gør ondt.
– Du er go’, Mille, det ved du godt, ikke? Rigtig go’ til det, du laver.
Han tøver, så hun afbryder ham: – Især med vinger på.
– Er du sikker på, at Filmfabrikken er det rigtige sted for dig?
– Hvad ved du om det, grønskolling? siger hun. – Jeg vil op til mor og få de her vinger af. Sidste chance, skal du have mad med eller hvad?
– Hvad med det der? spørger han og peger på hendes mave. – Hvad siger de til det ude i Hellerup?
– Kan man se det? spørger Mille og holder sig på maven, den er ikke ret gravid at se på.
– Jeg kan.
– Du er jo også faren.
– Hvis du siger det.
Hun slår til ham igen, han griner, og hun åbner bildøren og hopper over rendestenen. Vinker til ham, mens hun skubber opgangsdøren op og ser, at Axel stadig har hendes cykel bag på Olsens bil. Hun prøver at råbe ham op, hvilket er helt umuligt, men hun kender ham. Hun tæller til ti, så ser hun ham bakke, hoppe ud og afmontere hendes helt uundværlige cykel.
Da hun går op ad trappen til første sal, dasker de regn- tunge vinger mod lænden. Hun banker på. Seks gange, i en lille marchrytme. Om søndagen er døren mellem to af værelserne taget af, så den kan bruges til at forlænge spisebordet. Så flytter de farens lænestol ud i gangen, og så kan man stort set ikke komme ind ad hoveddøren, medmindre nogen hjælper. I dag er det Fritz. Han åbner, skubber døren op til den nødvendige sprække, men han ser ikke på hende, beder hende kante sig ind.
– Har du set, hvad jeg har på? Jeg kan ikke klemme mig igennem i dag.
Men han er allerede væk igen.
– Møgunge, råber hun, og nu står Ragnhild i døren.
– Hvordan er det, du ser ud i dag? Er du ikke kold? Fritz og far – flyt lige stolen, så vi kan få englen ind.
De flytter rundt derinde under meget postyr, og da hun kan komme ind, ser hun, at faren ikke har rejst sig for at hjælpe til. Hendes mor tørrer hænderne af i forklædet og beder hende vende sig. Thora har allerede hentet sygrejet, og mens moren piller vingerne fra hinanden, spørger Mille, om faren har en dårlig dag i dag.
– Vi skal have steg, så det er en god dag, svarer moren og får endelig afmonteret vingerne.
Mille lægger dem op på vitrineskabet i et klæde, så de ikke bliver krøllet inden i morgen. Hun skubber til skålen deroppe. Hun kan næsten høre, hvordan den igen er blevet tom for mønter. Hun klæder om i hjørnet, mens bordet bliver dækket.
Thora tæller: – Far, mor, Fritz, Dagmar, Mille, Ragnhild, Charlotte med Avec og lillepigen og MIG, siger hun, alt for barnligt.
Mille hilser på sin søsters anden ægtemand, Avec, som de kalder ham. Han er stadig lige mundlam. Det skal nok blive en katastrofe med ham som med den forrige. Alle tager hurtigt plads, selv møver hun sig ned på en skammel ved siden af sin far. Tager ham i hånden og spørger ham, om han har været ude i dag.
– Det er jo, der er jo optræk til varsel, det er ikke …
– Ja, det er et farligt vejr i dag, far.
– Jeg har været i kiosken.
– Men holder du ikke lukket om søndagen? spørger hun og ser, hvordan Fritz ruller øjne.
– Nå jo da.
Moren står stadig op, sikrer, at alle får sig et stykke steg, en svær og tre kartofler med smør og lidt pickles.
– Jeg har nyheder, siger Mille meget højt, da moren endelig har sat sig.
– Du vil fortælle os, at du alligevel ikke er en engel? siger Charlotte i et forsøg på at være morsom, hvilket hun sjældent er. Hun har snøret sig meget stramt i dag. Som den eneste af de fem søstre.
Mille ser fra moren til Charlotte og tilbage igen. De ligner jo ikke hinanden, moren er lige så lille som Mille selv, lidt rundere i det, Charlotte er statelig og rank. Men det er tydeligt, at Charlotte gør som sin mor. Med håret og med de gyselige kyser, når de skal ud – og altså også med snørelivet. Sådan viser Charlotte, at hun i hvert fald ikke er som sine sjuskede søstre.
– Heldigvis er jeg ingen engel! Jeg tror ikke, engle har det halvt så sjovt som mig. Og i dag var jeg i øvrigt en djævel. Jeg har fået fast ansættelse.
– Hos selveste Nordisk Film! udbryder moren og klapper i hænderne.
– Nej da, det er jeg ikke fin nok til. Men jeg får næsten det dobbelte i ugeløn på Filmfabrikken ude i Hellerup.
– Mester-Mille! råber Thora, og de andre stemmer i.
Dog ikke Charlotte. Men Mille ignorerer det, så Charlotte kan se det. Så lader moren stegen gå rundt endnu en gang.
– Hvad med den unge Axel, har han fået spurgt dig? spørger faren og lægger hånden over hendes.
– Er han virkelig god nok til mig? siger hun og kærtegner det blå anker, der er tatoveret på det bløde sted mellem tommel- og pegefinger på farens ru hånd.
Han giver hendes hånd et klem og ryster på hovedet. Hans kridhvide, velplejede skæg hopper lidt, da han smiler, ler til hende. Så synker han ind i sig selv igen. Senere står Mille over opvaskebaljen sammen med Dagmar.
– Mangler I noget herhjemme? spørger hun Mille.
– Penge, mener du? Vil du da hjælpe til?
– Alfred er blevet forfremmet. Det går slet ikke skidt hos os. – Han er her da ikke i dag?
– Nej, du ved, han synes, det er blevet svært med far.
– Ved du hvad, det skal du ikke bekymre dig om, siger
Mille og tørrer hænderne i sin kjole. – Vi har det helt fint, har du måske ikke lige fået steg?
Mille slår vinduet op og ser, at lagenerne stadig hænger på snoren, tungvåde af regnen. Hun kan ikke trække dem ind. Hun ruller strømperne af, sætter sig op i vinduet, smækker benene udenfor, så hun kan støtte på murstenskanten på vinduet i stueetagen. Så lægger hun kræfterne i og trækker lagenerne ind. Thora står allerede klar til at tage imod dem. Lagenerne fremstår ikke synderligt rene. Der har alligevel været for meget kul i luften i dag.
Det sidste lagen driller, så hun rejser sig og balancerer på murstenskanten, og Ragnhild råber:
– Pas på barnet!
Mille vender sig, så de lyse krøller virrer hende om hovedet, og ser dem alle stå og kigge på hende stående der i vinduet. Thora holder hånden for munden.
Så bryder hele bundtet ud i skraldlatter, selv Fritz trækker på smilebåndet.
Frøken Sannoms vinger
Grenå, 1931. Skuespilleren og luftakrobaten Emilie Sannom styrter i døden foran 8000 tilskuere, da hendes faldskærm ikke udløser sig.
Nu vækker Lotte Garbers historien om hende til live, historien om Mille fra Stefansgade på Nørrebro, der blev en af stumfilmens store skuespillere, Danmarks første stuntkvinde og faldskærmsudspringer.
Tag med tilbage til København i begyndelsen af det 20. århundrede til en gribende fortælling om en kvinde, der nægtede at lade sig styre af tidens begrænsninger.
Mille må navigere i den tidlige filmbranches udfordrende landskab, mens hun drømmer om at blive pilot og opleve friheden ved at flyve.
Hendes liv er fyldt af modsætninger, hun udfører halsbrækkende stunts og går til glamourøse fester, men bor med hele familien i en lille lejlighed i Stefansgade, hvor de hver dag må kæmpe for at få enderne til at mødes.
Mille gør alt hvad hun kan for at forsørge sin familie og sin datter, men prøver samtidig at stræbe efter sine drømme. Undervejs møder hun kærligheden, både den lette og den umulige.
Du kan købe Frøken Sannoms vinger online hos fx. Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: