I denne debutroman bringer Katarina Lewkovitch læseren helt tæt på mennesket i undtagelsestilstand, både nært og fjernt. Begynd din læsning af Stjernerne lyser for de vanvittige her.
I Katarina Lewkovitchs Stjernerne lyser for de vanvittige er krigen mod Islamisk Stat gået ind i sin sidste, voldsomme fase, og mellemøstkorrespondenten Paula Rosenstrøm sendes til den irakiske by Mosul. Hun er splittet mellem på den ene side arbejde og idealisme, og på den anden side ansvaret for sin aldrende far.
LÆS OGSÅ: Katarina Lewkovitch: Man siger jo, at når krybben er tom, bider hestene hinanden
I Irak vil Paula samtidig opsøge sin lillebror Johannes, der muligvis befinder sig i et kloster uden for Mosul. For to år siden brændte Johannes alle broer og forsvandt. I takt med at fronten nærmer sig Mosuls centrum, og hendes far trækker sig længere og længere tilbage fra livet, blottes familiens smertefulde mønstre i et spændingsfelt mellem sorg og befrielse.
LÆS OGSÅ: 10 helt nye bøger
Læs første del af Stjernerne lyser for de vanvittige af Katarina Lewkovitch herunder.
Stjernerne lyser for de vanvittige
af Katarina Lewkovitch
Skybruddet kommer med stor kraft, men er hurtigt overstået. Da jeg rejser mig for at lukke vinduet, er det allerede forbi. Jeg tørrer vandet i vindueskarmen af med underarmen, sætter mig ved skrivebordet og betragter solens sidste lys, der falder gennem træerne udenfor. Lukker øjnene og lader lyset synke ind i min vinterblege hud.
Så trykker jeg på full screen-ikonet på computeren og ser for tredje gang scenerne fra den gamle bydel i Vest- mosul i Irak. I baggrunden ses al-Nuri-Moskeen med den skæve minaret hælde faretruende ind over ruinerne.
Under den knaldblå himmel strømmer støvede mennesker ud af sammenstyrtede huse, udmattede af tørst og sult, nogle bærer sløve småbørn på armen og henvender sig desperat til det rystende, håndholdte kamera.
Billedet zoomer ind på moskeen, og den britiske speaker forklarer, at det var her, IS-lederen abu Bakr al Baghdadi for tre år siden udråbte området til islamisk kalifat. Billeder af en stor mand med langt fuldskæg, sort tøj og turban glider over skærmen. Han går højtideligt op ad trappen til talerstolen og skuer ud over forsamlingen af mænd, der ligger på knæ på gulvet.
På væggen bag ham hænger to grønne lamper, pæren er sprunget i den ene. Han løfter armen, peger op i luften og begynder at tale. Øjnene er sorte og hårde.
Jeg lukker computeren ned og ser hen over skrivebordets sirligt ordnede scenografi. En sort arkitektlampe fra halvtredserne, nogle få strandfund, en æske med særligt smukke sneglehuse i forskellige størrelser, som jeg fandt en varm eftermiddag ved bredden af Genesaret Sø.
En fjer fra en skovskadevinge, jeg fik med posten af en læser engang som tak for en artikel. Et støvet foto af min bror, Johannes, og mig til fest på en terrasse, han har armen om min hals, vi skåler til kameraet med kinderne trykket mod hinanden, øjnene stråler. Efter at have tørret støvet af med kanten af hånden lader jeg den hvile på billedet et øjeblik.
Så rejser jeg mig og går ud på badeværelset, hvor jeg vasker hænderne og ansigtet. Går tilbage og åbner skuffen for at finde et stykke papir blandt pas, møre pengesedler fra fjerne lande, et par uidentificerede mønter i forskellig størrelse, en håndfuld USB-stik, sammenfiltrede mikrofonkabler, udtørrede kuglepenne, postkort og fotos. Jeg lukker skuffen og går ind i stuen.
Papiret lander som en hvid due på spisebordet. Jeg trækker stolen ud og sætter mig til rette. Glenn Gould slår de første toner af arien fra Bachs Goldbergvariationer an, flammen fra stearinlyset står ubevægelig op i luften. Det hvide ark er glat og køligt mod min håndflade, jeg indgår som sædvanligt en lille pagt med det. En fortrolig samtale. Et ritual for at prøve at forhindre skriveblokering.
Der er mørkt i stuen bortset fra den gyldne cirkel fra stearinlysets flamme, der omslutter bordet. Bernhard ligger nedenunder, jeg hviler fødderne på hans langhårede ryg. Så griber jeg ud efter salmebogen, der ligger ved siden af. Min farmors gamle, med silketynde sider og guldkant, understregninger og mørke pletter nederst på siderne, hvor fingre har taget fat for at bladre tusindvis af gange.
Menneskelivet, hedder et afsnit. Jeg bladrer igennem siderne, noterer et nummer ned. Fortsætter, til der står tre salmenumre på papiret. Anden variation springer ud i stuen og begynder sin rytmiske flugt. Stemmerne filtrer sig ind og ud af hinanden, arbejder sig op og ned i stigninger og fald, spændinger og kadencer. Som perler, der regner ned over mig og falder på gulvet i en perfekt orden.
Min hvide skjorte, skriver jeg og fortsætter, vesten og de sorte bukser. Jeg læner mig tilbage i stolen, mens jeg spekulerer på, om man mon også skal have sko på. Den næste er svær.
Johannes, noterer jeg. Far … Prøver at komme i tanke om flere navne. Går videre til næste spørgsmål.
Arien fra Goldbergvariationerne. Så rejser jeg mig og henter min pung. Finder visakortet frem og skriver kontonummeret ned. Alt til Røde Kors. Så lægger jeg kuglepennen, folder papiret sammen og skubber det fra mig ind på midten af bordet. Flammen fra stearinlyset blafrer ganske let.
Tredje variation risler ud af højttalerne og slynger sig som gyldne ornamenter om mit hoved. Slanke tårne på en katedral vokser ind i himlen, bladguld drysser ud over min hjerne.
Bernhard kommer luntende, slår sin buskede hale mod mit ben og ser forventningsfuldt op på mig. Jeg overtog ham, da far kom på plejehjem.
I begyndelsen meget modstræbende, det var ikke særligt ideelt for mig at blive hundeejer. Jeg rejser meget og sætter stor pris på min uafhængighed. Pludselig bliver jeg sendt et eller andet sted hen for at dække en begivenhed og skal kunne rykke på det med det samme. Men at forestille sig Bernhard bag tremmerne i et hundeinternat eller som jaget vildt i en børnefamilie var ikke til at bære.
Nu er han min bedste ven og minder mig om, at jeg i bund og grund selv er et lille stykke natur. Nu kan jeg ikke undvære ham. Det betyder noget for min grundlæggende tillid til tilværelsen at se ind i hans dybe, gode blik. Et lille stykke evighed. Ligesom når man ser ind i en babys øjne. Og nå ja. Så handler det måske også lidt om ensomhed.
Jeg bukker mig og begraver hænderne i hans sorte pels, tager hårdt fat og rusker i fedtet. Han sætter sig, slikker sig om munden og stikker snuden i vejret i nydelse, misser med øjnene og pruster. Jeg ved det, vi skulle have været i skoven. Jeg åbner døren ud til haven, træder til side og kalder på ham, mens jeg klapper mig på låret.
En notifikation på min telefon plinger. Der er igen Breaking News på al-Jazeera. Situationen i Irak spidser til dag for dag, befrielsen af Mosul er begyndt. Jeg har brugt en del tid på at sætte mig ind i den komplicerede politiske situation, der omfatter irakiske regeringstropper, kurdiske peshmergakrigere, paramilitære grupper fra de sunnimuslimske stammer, kristne og turkmenske militser med opbakning fra luften fra den amerikanskledede anti-IS-koalition.
Det er en rotterede. På skærmen er der billeder af hængte kroppe, der dingler i lygtepæle, sorte flag med hvid kalligrafi, der vajer fra Toyotaer, og noget, der ligner gidsler i orange dragter, på hug på ladet. Halshugningsvideoer florerer rundtom på nettet. Jeg føler mig både opstemt og rastløs i en sær blanding. Der sker snart noget, det kan jeg mærke. Nu venter jeg bare på, at telefonen skal ringe.
Flere kolleger fra andre medier er allerede taget afsted. Det drypper vildt fra tagrenden. En solsort sidder og mimer i træet foran vinduet. Det må være første gang i år. Det er magisk, når solsorten begynder at synge i skumringen, en bebudelse, fuld af fortrøstning. Strube og næb går op og ned. Jeg hviler hagen på de foldede hænder, mens jeg lytter til musikken.
Efter et par minutter lægger jeg papiret i en konvolut, slikker på kanten, stikker den ind mellem to bøger i reolen og slukker for musikken. Det er overstået. Jeg har skrevet Min Sidste Vilje.
Katarina Lewkovitch: Stjernerne lyser for de vanvittige
Marts 2017: Krigen mod Islamisk Stat er gået ind i sin sidste, voldsomme fase, ogmellemøstkorrespondenten Paula Rosenstrøm sendes til den irakiske by Mosul.
Hun er splittet mellem på den ene side arbejde og idealisme, og på den anden side ansvaret for sin far, den aldrende billedhugger og familiens åndelige autoritet, hvis liv nu smuldrer på et plejehjem.
I Irak vil Paula samtidig opsøge sin lillebror Johannes, der muligvis befinder sig i et kloster uden for Mosul. For to år siden brændte Johannes alle broer og forsvandt.
I takt med at fronten nærmer sig Mosuls centrum, og hendes far trækker sig længere og længere tilbage fra livet, blottes familiens smertefulde mønstre i et spændingsfelt mellem sorg og befrielse.
I denne debutroman bringer Katarina Lewkovitch læseren helt tæt på mennesket i undtagelsestilstand, både nært og fjernt. Begynd din læsning af Stjernerne lyser for de vanvittige her.
I Katarina Lewkovitchs Stjernerne lyser for de vanvittige er krigen mod Islamisk Stat gået ind i sin sidste, voldsomme fase, og mellemøstkorrespondenten Paula Rosenstrøm sendes til den irakiske by Mosul. Hun er splittet mellem på den ene side arbejde og idealisme, og på den anden side ansvaret for sin aldrende far.
LÆS OGSÅ: Katarina Lewkovitch: Man siger jo, at når krybben er tom, bider hestene hinanden
I Irak vil Paula samtidig opsøge sin lillebror Johannes, der muligvis befinder sig i et kloster uden for Mosul. For to år siden brændte Johannes alle broer og forsvandt. I takt med at fronten nærmer sig Mosuls centrum, og hendes far trækker sig længere og længere tilbage fra livet, blottes familiens smertefulde mønstre i et spændingsfelt mellem sorg og befrielse.
LÆS OGSÅ: 10 helt nye bøger
Læs første del af Stjernerne lyser for de vanvittige af Katarina Lewkovitch herunder.
Stjernerne lyser for de vanvittige
af Katarina Lewkovitch
Skybruddet kommer med stor kraft, men er hurtigt overstået. Da jeg rejser mig for at lukke vinduet, er det allerede forbi. Jeg tørrer vandet i vindueskarmen af med underarmen, sætter mig ved skrivebordet og betragter solens sidste lys, der falder gennem træerne udenfor. Lukker øjnene og lader lyset synke ind i min vinterblege hud.
Så trykker jeg på full screen-ikonet på computeren og ser for tredje gang scenerne fra den gamle bydel i Vest- mosul i Irak. I baggrunden ses al-Nuri-Moskeen med den skæve minaret hælde faretruende ind over ruinerne.
Under den knaldblå himmel strømmer støvede mennesker ud af sammenstyrtede huse, udmattede af tørst og sult, nogle bærer sløve småbørn på armen og henvender sig desperat til det rystende, håndholdte kamera.
Billedet zoomer ind på moskeen, og den britiske speaker forklarer, at det var her, IS-lederen abu Bakr al Baghdadi for tre år siden udråbte området til islamisk kalifat. Billeder af en stor mand med langt fuldskæg, sort tøj og turban glider over skærmen. Han går højtideligt op ad trappen til talerstolen og skuer ud over forsamlingen af mænd, der ligger på knæ på gulvet.
På væggen bag ham hænger to grønne lamper, pæren er sprunget i den ene. Han løfter armen, peger op i luften og begynder at tale. Øjnene er sorte og hårde.
Jeg lukker computeren ned og ser hen over skrivebordets sirligt ordnede scenografi. En sort arkitektlampe fra halvtredserne, nogle få strandfund, en æske med særligt smukke sneglehuse i forskellige størrelser, som jeg fandt en varm eftermiddag ved bredden af Genesaret Sø.
En fjer fra en skovskadevinge, jeg fik med posten af en læser engang som tak for en artikel. Et støvet foto af min bror, Johannes, og mig til fest på en terrasse, han har armen om min hals, vi skåler til kameraet med kinderne trykket mod hinanden, øjnene stråler. Efter at have tørret støvet af med kanten af hånden lader jeg den hvile på billedet et øjeblik.
Så rejser jeg mig og går ud på badeværelset, hvor jeg vasker hænderne og ansigtet. Går tilbage og åbner skuffen for at finde et stykke papir blandt pas, møre pengesedler fra fjerne lande, et par uidentificerede mønter i forskellig størrelse, en håndfuld USB-stik, sammenfiltrede mikrofonkabler, udtørrede kuglepenne, postkort og fotos. Jeg lukker skuffen og går ind i stuen.
Papiret lander som en hvid due på spisebordet. Jeg trækker stolen ud og sætter mig til rette. Glenn Gould slår de første toner af arien fra Bachs Goldbergvariationer an, flammen fra stearinlyset står ubevægelig op i luften. Det hvide ark er glat og køligt mod min håndflade, jeg indgår som sædvanligt en lille pagt med det. En fortrolig samtale. Et ritual for at prøve at forhindre skriveblokering.
Der er mørkt i stuen bortset fra den gyldne cirkel fra stearinlysets flamme, der omslutter bordet. Bernhard ligger nedenunder, jeg hviler fødderne på hans langhårede ryg. Så griber jeg ud efter salmebogen, der ligger ved siden af. Min farmors gamle, med silketynde sider og guldkant, understregninger og mørke pletter nederst på siderne, hvor fingre har taget fat for at bladre tusindvis af gange.
Menneskelivet, hedder et afsnit. Jeg bladrer igennem siderne, noterer et nummer ned. Fortsætter, til der står tre salmenumre på papiret. Anden variation springer ud i stuen og begynder sin rytmiske flugt. Stemmerne filtrer sig ind og ud af hinanden, arbejder sig op og ned i stigninger og fald, spændinger og kadencer. Som perler, der regner ned over mig og falder på gulvet i en perfekt orden.
Min hvide skjorte, skriver jeg og fortsætter, vesten og de sorte bukser. Jeg læner mig tilbage i stolen, mens jeg spekulerer på, om man mon også skal have sko på. Den næste er svær.
Johannes, noterer jeg. Far … Prøver at komme i tanke om flere navne. Går videre til næste spørgsmål.
Arien fra Goldbergvariationerne. Så rejser jeg mig og henter min pung. Finder visakortet frem og skriver kontonummeret ned. Alt til Røde Kors. Så lægger jeg kuglepennen, folder papiret sammen og skubber det fra mig ind på midten af bordet. Flammen fra stearinlyset blafrer ganske let.
Tredje variation risler ud af højttalerne og slynger sig som gyldne ornamenter om mit hoved. Slanke tårne på en katedral vokser ind i himlen, bladguld drysser ud over min hjerne.
Bernhard kommer luntende, slår sin buskede hale mod mit ben og ser forventningsfuldt op på mig. Jeg overtog ham, da far kom på plejehjem.
I begyndelsen meget modstræbende, det var ikke særligt ideelt for mig at blive hundeejer. Jeg rejser meget og sætter stor pris på min uafhængighed. Pludselig bliver jeg sendt et eller andet sted hen for at dække en begivenhed og skal kunne rykke på det med det samme. Men at forestille sig Bernhard bag tremmerne i et hundeinternat eller som jaget vildt i en børnefamilie var ikke til at bære.
Nu er han min bedste ven og minder mig om, at jeg i bund og grund selv er et lille stykke natur. Nu kan jeg ikke undvære ham. Det betyder noget for min grundlæggende tillid til tilværelsen at se ind i hans dybe, gode blik. Et lille stykke evighed. Ligesom når man ser ind i en babys øjne. Og nå ja. Så handler det måske også lidt om ensomhed.
Jeg bukker mig og begraver hænderne i hans sorte pels, tager hårdt fat og rusker i fedtet. Han sætter sig, slikker sig om munden og stikker snuden i vejret i nydelse, misser med øjnene og pruster. Jeg ved det, vi skulle have været i skoven. Jeg åbner døren ud til haven, træder til side og kalder på ham, mens jeg klapper mig på låret.
En notifikation på min telefon plinger. Der er igen Breaking News på al-Jazeera. Situationen i Irak spidser til dag for dag, befrielsen af Mosul er begyndt. Jeg har brugt en del tid på at sætte mig ind i den komplicerede politiske situation, der omfatter irakiske regeringstropper, kurdiske peshmergakrigere, paramilitære grupper fra de sunnimuslimske stammer, kristne og turkmenske militser med opbakning fra luften fra den amerikanskledede anti-IS-koalition.
Det er en rotterede. På skærmen er der billeder af hængte kroppe, der dingler i lygtepæle, sorte flag med hvid kalligrafi, der vajer fra Toyotaer, og noget, der ligner gidsler i orange dragter, på hug på ladet. Halshugningsvideoer florerer rundtom på nettet. Jeg føler mig både opstemt og rastløs i en sær blanding. Der sker snart noget, det kan jeg mærke. Nu venter jeg bare på, at telefonen skal ringe.
Flere kolleger fra andre medier er allerede taget afsted. Det drypper vildt fra tagrenden. En solsort sidder og mimer i træet foran vinduet. Det må være første gang i år. Det er magisk, når solsorten begynder at synge i skumringen, en bebudelse, fuld af fortrøstning. Strube og næb går op og ned. Jeg hviler hagen på de foldede hænder, mens jeg lytter til musikken.
Efter et par minutter lægger jeg papiret i en konvolut, slikker på kanten, stikker den ind mellem to bøger i reolen og slukker for musikken. Det er overstået. Jeg har skrevet Min Sidste Vilje.
Katarina Lewkovitch: Stjernerne lyser for de vanvittige
Marts 2017: Krigen mod Islamisk Stat er gået ind i sin sidste, voldsomme fase, ogmellemøstkorrespondenten Paula Rosenstrøm sendes til den irakiske by Mosul.
Hun er splittet mellem på den ene side arbejde og idealisme, og på den anden side ansvaret for sin far, den aldrende billedhugger og familiens åndelige autoritet, hvis liv nu smuldrer på et plejehjem.
I Irak vil Paula samtidig opsøge sin lillebror Johannes, der muligvis befinder sig i et kloster uden for Mosul. For to år siden brændte Johannes alle broer og forsvandt.
I takt med at fronten nærmer sig Mosuls centrum, og hendes far trækker sig længere og længere tilbage fra livet, blottes familiens smertefulde mønstre i et spændingsfelt mellem sorg og befrielse.
Du kan købe Stjernerne lyser for de vanvittige online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: