Aktuelt Krimi Steffen Jacobsen

Steffen Jacobsen om spændingsromanen MS Estonia: ”Konspirationer og konflikter er forfatterens brændstof”

Estonia

”Der er så mange sindssyge detaljer omkring den historie,” siger Steffen Jacobsen om Estonias forlis i 1994.

Klokken 00:22 natten mellem 28. og 29. september 1994 modtog færgerne MS Silja Europa og MS Mariella et mayday-nødkald fra den estiske bil- og passagerfærge MS Estonia, som var undervejs fra Tallinn til Stockholm. MS Estonias bro rapporterede en hastigt tiltagende og uforklarlig slagside mod styrbord.

28 år senere kommer en frygtelig sandhed op til overfladen i Steffen Jacobsens nye spændingsroman MS Estonia. Her bliver en russisk oberst og den tidligere teamchef i Special Air Service, Michael Sander jaget vildt af stærke magter, som for enhver pris ønsker Estonias hemmelighed bevaret på havets bund.

”Der er så mange sindssyge detaljer omkring den historie,” siger Steffen Jacobsen:

”Der var eksempelvis to kaptajner på skibet, begge uddannet på Leningrads Flådeakademi, begge estere. Den ene gik ned med sit skib, den anden blev bragt i land og forsvandt to timer efter. Man har aldrig set ham siden. Det er jo the russian way – han ligger nok begravet i den nærmeste skov.”

Inspiration fra dokumentar

Ideen til spændingsromanen fik han, da han så en dokumentar om Estonia på svensk Discovery.

”Der er mange modstridende oplysninger i sagen, hvilket altid er godt brændstof for en forfatter, for så er der en masse konflikter at tage hul på. Og der bliver ved med at være sammensværgelsesteorier omkring Estonia, som smuglede russisk militærkontrabande til Sverige, hvilket FSB (den russiske efterretningstjeneste) udmærket vidste,” forklarer han:

”Der har været lyst gravfred over vraget siden 1994. Og det er blevet håndhævet meget strengt af både den estiske, finske og svenske kystvagt. Så der har ikke været civile dykninger til vraget. Men af en eller anden grund lykkedes det journalisten at sende en ubåd ned og filme.

Man har hele tiden haft den hypotese, at grunden til, at Estonia kunne synke på 50 minutter, selv om skibet er 150 meter langt og ti dæk højt, var, at der måtte være et brud på undervandsskrogets integritet. Og de fandt så det her hul i styrbords skrog, præcis der hvor maritime eksperter forventede, at der ville være et hul i stævnen. Senere undersøgelser viser en 40 meter lang flænge. De passagerer, som overlevede, og som var tættest på styrbord bov, fortalte enstemmigt, at før slagsiden udviklede sig, var der en høj skærende lyd. Som om de sejlede gennem is.”

Konspiratorisk inspiration

Det spinder Steffen Jacobsen en teori om i romanen, som selv den vakse læser skal være ualmindeligt vågen for at kunne afskrive som fiktion. Lige som han i sin seneste roman Karthago placerede en blåkopi af tegningerne til en atombombe i et pengeskab under Shellhuset i København i 1944. Det virker ualmindeligt plausibelt, når man læser det. Ikke mindst på virkelighedens bagtæppe, som har mange skygger i folderne.

”Den daværende svenske statsminister Carl Bild var jo ude allerede få timer efter forliset og sige, at bovporten var faldet af. Men der havde man slet ikke fundet bovporten endnu. Desuden er der en vognrampe inde bag ved, og de sidste to estiske maskinfolk, som forlod skibet ved at klatre op gennem skorstenen, sagde at der kun var kommet ganske små mængder vand ind langs vognrampens sider. Der var så meget konspiratorisk inspiration i udmeldingerne fra den svenske regering. Først skulle færgen hæves, og de 500 lig have en ordentlig begravelse. Så man sendte et professionelt britisk bjærgningsselskab derned for at se, om det kunne lade sig gøre. Men de var hele tiden overvåget af den svenske efterretningstjeneste, og der var dele af skibet, de ikke måtte undersøge.,” forklarer Steffen Jacobsen.

Flytte historien op til nutiden

Udfordringen som forfatter var derfor for Steffen Jacobsen at modellere sit persongalleri og sit univers fra Sander/Jensen rundt om den historie.

MS Estonia er 6. bog i Sander/Jensen-serien, som indledtes med bestselleren Trofæ fra 2013. Her blev den forhenværende soldat og sikkerhedsagent Michael Sander nødt til at indlede et samarbejde med politikommissær Lene Jensen fra Rigspolitiet for at overleve en menneskejagt, hvor de selv endte med at være de jagede.

”Som forfatter vil du gerne have en vasketøjssnor, som er stærk, med en god grundkonflikt. Og hvis den er god, kan du hænge næsten hvad som helst på den. Først skal jeg jo flytte historien om Estonia op til nutiden og give det en aktualitet, som er interessant. Her er invasionen af Ukraine oplagt. Resten er mere eller mindre underbevidst alkymi, men det er en udfordring at have to hovedpersoner. Det vil jeg ikke anbefale nogen. De er jo kronologisk blevet ældre gennem serien, så i den her roman er Michael midt i halvtredserne og har selvpensioneret sig. Hans dag går med Aula og Rema. Og han har været sådan en highflyer før, så han er frustreret. Og hun er frustreret over ham,” smiler Steffen Jacobsen.

Men så sprænger der en bombe i Stockholm. Og så er monotonien brudt.


MS Estonia

krimi, krimimesse

Klokken 00:22 natten mellem 28. og 29. september 1994 modtog færgerne MS Silja Europa og MS Mariella et mayday-nødkald fra den estiske bil- og passagerfærge MS Estonia, som var undervejs fra Tallinn til Stockholm. MS Estonias bro rapporterede en hastigt tiltagende og uforklarlig slagside mod styrbord. 

28 år senere kommer en frygtelig sandhed op til overfladen, da en russisk oberst og den tidligere teamchef i Special Air Service, Michael Sander, bliver jaget vildt af stærke magter, som for enhver pris ønsker Estonias hemmelighed bevaret på havets bund. 

MS Estonia er bind nr. 6 i Sander/Jensen-serien, som indledtes med bestselleren Trofæ.

Du kan købe MS Estonia online hos fx. Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.


Trofæ

Steffen Jacobsen om spændingsromanen MS Estonia: ”Konspirationer og konflikter er forfatterens brændstof”

Elizabeth Caspersen er en hovedrig arving til et verdensomspændende dansk industriimperium.

Hun finder finder en dvd i sin afdøde fars pengeskab. Filmoptagelser skildrer en kynisk menneskejagt, der ender med en ung mands død.

Filmen kan ødelægge Elizabeth Caspersen, hendes familie og farens eftermæle. Hun hyrer den forhenværende soldat og sikkerhedsagent Michael Sander til diskret at identificere offer og bødler.

Sander indleder et tøvende og problematisk samarbejde med politikommissær Lene Jensen fra Rigspolitiet. Sammen tvinges de til at opbyde al deres kunnen og erfaring for at overleve den næste menneskejagt, hvor de selv er de jagede.

Trofæ er første bind i serien om Michael Sander og Lene Jensen.

Du kan købe Trofæ online hos fx. Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.