Islandske Ásta Sigurðardóttir fik som 21-årig novellen Søndag aften til mandag morgen trykt i et tidsskrift. Læs et uddrag her.
Islandske Ásta Sigurðardóttir var en stærk karakter i Island, og hun skrev et utal af noveller og digte. Ásta Sigurðardóttir skrev om tabubelagte emner: vold mod kvinder og børn, voldtægter, aborter, alkoholisme og fattigdom. Hun brændte sit lys i begge ender og døde som kun 41-årig efter et liv med alkohol.
LÆS OGSÅ: Bøger man skal læse: 30 virkelig gode bøger du skal læse
Novellerne og digtene i Søndag aften til mandag morgen er illustreret med linoleumssnit af den islandske forfatter selv.
Læs første del af Søndag aften til mandag morgen af Ásta Sigurðardóttir herunder.
Søndag aften til mandag morgen
af Ásta Sigurðardóttir
Hvis nogen havde bemærket, hvordan kvinderne kiggede på mig, lige inden jeg gik, hvordan de så på hinanden, når de passerede mig, ville vedkommende have konkluderet:
– Der er den skyldige, skøgen.
Hvordan skulle de kunne forstå mig? De gik der og lænede sig op ad deres ægtefæller og pludrede med dem i al fortrolighed, med uskyldige miner, velfriserede og sminkede med måde. Hver især havde de elsket én, kun én mand.
Jeg lignede en luder og kiggede begærligt på alle mænd, var nødt til at holde fast i stolene for ikke at løbe lige i favnen på dem. Jeg kiggede længe på håret af en af dem og ventede på en chance for at sætte mig hos ham.
– Du er påtrængende, sagde han. – Gå med dig.
Han rejste sig, da jeg satte mig hos ham. Hans hår bølgede som et ocean af skinnende metaltråde. Jeg greb fat i det med begge hænder, viklede det om mine fingre og trak i det. Det var vidunderligt, og jeg lagde ikke mærke til po styret, som opstod, hørte en uklar lyd af kvindemenneskernes stemmer og lyden af glas, som gik i stykker.
Jeg mærkede, hvordan hovedet bøjede sig nedad, da han gav efter for smerten. Snart ville det være mit, og jeg ville kunne bade mine hænder i dette brusende hår. Han trak imod, og jeg nød at stramme grebet, jeg mærkede, at jeg ikke måtte slippe det, ikke for alt i verden, så hellere miste livet. En eller anden tog fat i mine fingre og bøjede dem så meget, at det knasede.
Det gjorde ikke ondt, men hånden slap. Hårets ejer og en anden mand løsnede så min højre hånd, men imens lykkedes det mig at tage fat med den venstre igen. Sådan gik det for sig i et stykke tid. Det faldt ingen ind, at jeg havde mere end én hånd. Jeg var helt rolig, jeg vidste, at jeg ville sejre og tilegne mig
den dyrebare genstand.
Det gjorde slet ikke ondt, uanset hvor meget de hev og sled i fingrene på mig. Jeg behøvede heller ikke at tænke, for hænderne fandt håret, lige så snart de blev hevet fri. Lige med ét mærkede jeg en frygtelig smerte. En eller anden var i færd med at rive min hånd i stykker, tommelfingeren blev revet løs. Jeg mærkede, hvordan knoglerne i håndleddet gik fra hinanden.
– Slip så, din mær, hvæsede hårets ejer.
Jeg ville ikke slippe, hånden løftede sig modvilligt op fra håret, nogle iturevne, strålende kobbertråde fulgte fingrene. Ærmet på min kjole blev revet af, og en eller anden skubbede mig, så jeg faldt ned på gulvet. Tæppet var vådt, og det knasede i glasskårene under min krop. Jeg mærkede, hvordan de stak ind gennem tøjet, ind i kødet.
Ægtemandens ansigt svævede over mig, spækfed og med et fornærmet udtryk, en underlig måne. Han tog fat om min arm og trak mig op fra gulvet.
– Forsvind med dig, jeg vil ikke se sådan en gadepige herinde. Du er ikke blevet inviteret indenfor, min kone og jeg inviterer aldrig sådan nogle kvindemennesker, sådan nogle, sådan nogle tøjter.
Trappeskakten åbnede sit kulsorte gab mod mig, klar til at sluge mig levende. Jeg fornemmede, at den havde en bund et eller andet sted langt nede. En forfærdelig rædsel greb mig, og jeg trak i min plageånds anden arm. Jeg havde tænkt mig at bede om nåde, men kunne ikke få et ord frem gennem min hulken.
Jeg var på vej til at styrte ned i dette forfærdelige mørke, man styrter og styrter hele ens lange liv, og længst nede på bunden er der tjære, en tjæresump, hvor små mus tumler rundt og skraber i det seje dynd med deres bittesmå, spinkle fødder og kæmper mod døden. Tjæren gennembløder den dunede pels og fylder deres mørke, store øjne … Jeg var lige ved at falde, at styrte, da en eller anden tog om mig og holdt mig tilbage.
– Lad være med at smide hende ud, så smid også mig ud. Hun er model hos mig. Hun ryster jo som et skræmt dyr.
De sloges om mig et øjeblik.
– Slip hende, dine glas koster jo ikke mere end to en halv stykket.
Så hjalp han mig hen på en stol. Jeg turde ikke se op, tårerne løb i ét væk ned ad mine kinder og ud ad mine næsebor. De samledes i mit skød, hvor fløjlen opslugte dem. Jeg ville ikke have, at folk så, at jeg græd, og kiggede ned på tæppet, hvor de smadrede glas havde ligget. De fleste glasskår var blevet samlet op, men vinpletterne var ikke tørre.
Jeg kunne ikke holde op med at græde, for alt var så trist og rørende, glassene ville aldrig blive hele igen, vinen ville aldrig blive drukket, de iturevne sener i mine fingre ville aldrig igen kunne spændes.
Inden i mig lød det, at jeg havde fortjent at synke ned i tjæresumpen og lide en kvalfuld død i lige så høj grad som de stakkels, små, bløde mus, som aldrig havde gjort noget.
Jeg, som var morder, tyv og skøge. Over for mig stod adskillige dommere. De var alvorlige, strenge og utrolig kyndige. Jeg stod ubeskyttet for deres blik, som lyste igennem mig. Alle mine forseelser aflæste de, som stod de skrevet på min sjæl som en åben bog. Jeg krøb sammen af skræk og rystede af hulken. Jeg vidste, at det ikke nyttede noget at bede om tilgivelse, men som et sidste håb kom jeg i tanke om, at forbrydere nogle gange bliver benådet.
Jeg ventede i spænding. Pludselig blev den ene dommer forvandlet til en engel med briller, som kom og støttede mig. Hun førte mig ud på toilettet og strøg blidt håret væk fra mine øjne.
– Jeg begynder at græde, fordi du græder, sagde hun, og da hun tørrede mine tårer væk med håndryggen, så jeg, at der kom tårer i hendes øjne bag brilleglasset.
Jeg lænede mig ind mod hende og hørte, hvordan hjertet slog. Da mærkede jeg mine synder langt stærkere, for det var sådan en god kvinde. Jeg bekendte nogle af dem for hende, og hun tilgav mig og tænkte slet ikke på sin kjole, og jeg var ikke længere alene; en af de gode engle var hos mig. Sådan var Gud så betænksom.
Med ét var hun væk, og da jeg snøftende begyndte at lede, stødte jeg på en anden forvandlet dommer. Han var blevet til en sømand.
– Græder du, min kære Ásta, du, som er stærkest af os alle?
Han strøg mig over kinden med sin store hånd.
– Hvem har været ond mod dig? Jeg skal slå ham til plukkert, plukfisk, mener jeg.
– Ingen har været ond mod mig, hviskede jeg hulkende.
– Vi støtter dig alle sammen, min kære Ásta, sagde denne store mand og blev rørt til tårer.
– Lad være med at gå alene ud i mørket, jeg går med dig,
tilføjede han. – Det er trist at gå alene.
Så gik han for at hente sin frakke. Jeg ventede i et stykke tid udenfor og lyttede efter fodtrin på trappen. Det var en lang og farlig trappe, og man skulle træde forsigtigt. Jeg ventede længe, men der kom ikke nogen, og jeg løb afsted for at lede efter dem, som allerede var gået. Gaderne lå øde hen, og der var underligt stille. Husene havde lukket øjnene og sov dybt.
Gadelamperne stod ensomt vagt i mørket uden at blinke med øjnene. Overalt herskede en ildevarslende stilhed. Mine fodtrin gav mørkt genlyd mellem stenmurene omkring mig. Jeg stoppede brat ved butiksvinduet til souvenirforretningen på hjørnet af Austurstræti og Adalstræti. Da gik det pludselig op for mig, at der ikke var sne i gaderne og ingen spor at se. Jeg havde ingen kurs at følge, og ingen ville
kunne finde mig; jeg efterlod ingen spor.
Jeg forstod, at den verden, jeg ledte efter, var forsvundet, glæden borte og ingen at følges med. Jeg var blevet kastet ud i det dybeste mørke på grund af alle mine forseelser gennem tiden. Gud ville ikke tilgive mig. Jeg forstod, hvordan Jesus havde det på korset, da han kaldte og spurgte Gud, hvorfor han havde ladet ham alene tilbage.
Jeg var helt alene, forsvundet, fortabt, selv Jesus havde glemt, hvordan han havde haft det på korset, og havde glemt mig. Han havde det godt i himlen. Ingen steder kunne jeg hvile mig, ingen steder kunne jeg lytte til et andet levende væsens rolige hjerteslag og lukke øjnene og falde i søvn. Jeg var dømt til evig søvnløshed under disse stive, stirrende gadelamper.
Jeg begyndte igen at græde, højlydt og voldsomt, som et skrækslagent barn, som er blevet væk fra sin mor og ser, at mørket er på vej. Lyden blev kastet fra den ene stenkolos til den anden og ekkoede i det uendelige. Jeg lagde mig på gaden, opgav ethvert forsvar og lukkede øjnene, så jeg ikke kunne se det, som skræmte mig. Pludselig fornemmede jeg fodtrin et sted i nærheden. Jeg forsøgte at holde vejret og lytte.
Så havde Gud altså tilgivet mig og sendt endnu en ven i nøden. Der gik ikke lang tid, før han kom gående om hjørnet. Det var en midaldrende mand, vældig rar af udseende. Han standsede brat og veg tilbage, da han så mig ligge der. Så gik han hen til mig og tog fat om min hage.
– Er du kommet noget til, min lille tøs? spurgte han.
– Nej nej.
– Hvorfor græder du så sådan?
– Jeg ved det ikke.
– Du er vel nok en køn lille knop, sagde han. – Kom du med mig hjem og vask dit ansigt.
Så hjalp han mig op at stå og tog fat under min arm. Sådan er mennesker så rare. Jeg stod med ét i en vældig fin stue, havde vasket mig i ansigtet og ordnet mit hår. Foran mig stod et krystalglas fyldt med champagne og et stort fad med smurt brød.
Min ven i nøden havde taget frakken af, og først nu lagde jeg mærke til, hvor tyk han var. Han smilede faderligt til mig, og det knagede hjemligt i lænestolen, da han satte sig. Så tændte han en kæmpestor cigar og betragtede mig med sammenknebne øjne.
– Der er noget særligt ved dig, sagde han. – Du er en sjælden slags, min lille due.
Han trommede med fingrene på bordet. Det var, som om han skulle til at diktere et forretningsbrev.
– Hvor har du de øjne fra? Jeg har aldrig set så smukke øjne.
Han pustede ud, en søjle af røg, og betragtede mig fra top til tå.
– Hvilken farve har dine øjne? Er du synsk?
Jeg kunne ikke svare, men bøjede hovedet over champagneglasset. Der var stille for en stund. Han rømmede sig.
– Hvad laver du, min tøs? spurgte han.
– Jeg er model, sagde jeg kækt.
– Hvabehar, model? Hvad skal det betyde? spurgte han en smule overrasket.
– Jeg sidder foran folk, som tegner, altså sidder nøgen på en stol eller på gulvet, sagde jeg og poserede.
– Aha, på den måde, sagde han. – Jeg maler og tegner nogle gange.
Han pegede rundt på væggene.
– Der kan du se nogle af mine billeder, sagde han ganske selvtilfreds. – Det er hovedsageligt forestillinger.
Jeg kiggede op og så et stort billede i en temmelig storslået ramme. Det forestillede en pige i en minimal badedragt med vældig store bryster og en talje, som ikke var tykkere end hendes hals. Hun stod med en fiskestang i hånden. Bag hende var et mørklilla bjerg og en stille indsø med kapsejladsbåde. Hun var omgivet af roser. Billedet var temmelig ubehjælpsomt malet.
Der var flere billeder af samme beskaffenhed og lignende motiv, men noget mindre. Jeg for sammen, da han pludselig sagde:
– Vil du tage tøjet af, så jeg kan se din figur? Måske kan du være model for mig.
– Ja da, sagde jeg, inderlig glad for at kunne være en smule til gavn for ham.
Han havde gjort så meget for mig. Jeg kunne høre, at han snappede efter vejret.
– Skynd dig så lidt, min tøs, sagde han.
Jeg tømte champagneglasset og gik ud på badeværelset for at tage tøjet af. Min kjole var helt forrevet, bemærkede jeg, skørtet næsten hele vejen op, det ene ærme manglede, og halsen var gået op i sømmene. Det havde været min fineste kjole. Jeg var længe om at vikle pjalterne af mig, det gjorde så
ondt i hånden, som dommerne havde revet fra hinanden.
Endelig stod jeg nøgen på flisegulvet og lod hænderne glide ned over min krop. Det var lige før, jeg skammede mig i forhold til billedet af pigen inde i stuen. Jeg var så kraftig, mine bryster for små og ikke fikse, og hårene på mit skamben dannede ikke en ligebenet trekant …
Så stod han pludselig nøgen foran mig. Denne rare mand var blevet blålilla og oppustet i ansigtet. Øjnene skelede, og hans rystende hænder famlede over mod mig. Vommen hang ned til knæene, brysterne dinglede slapt fra den lodne brystkasse og sitrede med hjerteslagene. Jeg veg skrækslagen tilbage og fik kvalme af afsky.
Jeg havde opfattet ham som en ven i nøden, en faderlig engel, og nu havde han tænkt sig at voldtage mig. Han greb fat bag på mit ene lår, og jeg mistede balancen og faldt på det spejlglatte gulv. Han faldt også og lå og vippede på sin fede vom mellem mine ben. Så begyndte han at mave sig op på mig, frådende af iver.
Søndag aften til mandag morgen
Ásta Sigurðardóttir var en stærk karakter i Island. Hun brændte sit lys i begge ender og døde som kun 41-årig efter et liv med alkohol.
Da Ásta Sigurðardóttir som 21-årig fik novellen Søndag aften til mandag morgen trykt i et tidsskrift, var det klart, at hun var et unikt talent. I de følgende år skrev hun noveller og digte, som beskrev samfundets outsidere. Hun skrev om tabubelagte emner: Vold mod kvinder og børn, aborter, voldtægter, fattigdom og alkoholisme.
Ásta Sigurðardóttirs noveller, som aldrig før er oversat til dansk, er enestående, stærke og aktuelle, og illustreret med linoleumssnit af forfatteren selv. De er oversat til dansk af Susanne Torpe.
Islandske Ásta Sigurðardóttir fik som 21-årig novellen Søndag aften til mandag morgen trykt i et tidsskrift. Læs et uddrag her.
Islandske Ásta Sigurðardóttir var en stærk karakter i Island, og hun skrev et utal af noveller og digte. Ásta Sigurðardóttir skrev om tabubelagte emner: vold mod kvinder og børn, voldtægter, aborter, alkoholisme og fattigdom. Hun brændte sit lys i begge ender og døde som kun 41-årig efter et liv med alkohol.
LÆS OGSÅ: Bøger man skal læse: 30 virkelig gode bøger du skal læse
Novellerne og digtene i Søndag aften til mandag morgen er illustreret med linoleumssnit af den islandske forfatter selv.
Læs første del af Søndag aften til mandag morgen af Ásta Sigurðardóttir herunder.
Søndag aften til mandag morgen
af Ásta Sigurðardóttir
Hvis nogen havde bemærket, hvordan kvinderne kiggede på mig, lige inden jeg gik, hvordan de så på hinanden, når de passerede mig, ville vedkommende have konkluderet:
– Der er den skyldige, skøgen.
Hvordan skulle de kunne forstå mig? De gik der og lænede sig op ad deres ægtefæller og pludrede med dem i al fortrolighed, med uskyldige miner, velfriserede og sminkede med måde. Hver især havde de elsket én, kun én mand.
Jeg lignede en luder og kiggede begærligt på alle mænd, var nødt til at holde fast i stolene for ikke at løbe lige i favnen på dem. Jeg kiggede længe på håret af en af dem og ventede på en chance for at sætte mig hos ham.
– Du er påtrængende, sagde han. – Gå med dig.
Han rejste sig, da jeg satte mig hos ham. Hans hår bølgede som et ocean af skinnende metaltråde. Jeg greb fat i det med begge hænder, viklede det om mine fingre og trak i det. Det var vidunderligt, og jeg lagde ikke mærke til po styret, som opstod, hørte en uklar lyd af kvindemenneskernes stemmer og lyden af glas, som gik i stykker.
Jeg mærkede, hvordan hovedet bøjede sig nedad, da han gav efter for smerten. Snart ville det være mit, og jeg ville kunne bade mine hænder i dette brusende hår. Han trak imod, og jeg nød at stramme grebet, jeg mærkede, at jeg ikke måtte slippe det, ikke for alt i verden, så hellere miste livet. En eller anden tog fat i mine fingre og bøjede dem så meget, at det knasede.
Det gjorde ikke ondt, men hånden slap. Hårets ejer og en anden mand løsnede så min højre hånd, men imens lykkedes det mig at tage fat med den venstre igen. Sådan gik det for sig i et stykke tid. Det faldt ingen ind, at jeg havde mere end én hånd. Jeg var helt rolig, jeg vidste, at jeg ville sejre og tilegne mig
den dyrebare genstand.
Det gjorde slet ikke ondt, uanset hvor meget de hev og sled i fingrene på mig. Jeg behøvede heller ikke at tænke, for hænderne fandt håret, lige så snart de blev hevet fri. Lige med ét mærkede jeg en frygtelig smerte. En eller anden var i færd med at rive min hånd i stykker, tommelfingeren blev revet løs. Jeg mærkede, hvordan knoglerne i håndleddet gik fra hinanden.
– Slip så, din mær, hvæsede hårets ejer.
Jeg ville ikke slippe, hånden løftede sig modvilligt op fra håret, nogle iturevne, strålende kobbertråde fulgte fingrene. Ærmet på min kjole blev revet af, og en eller anden skubbede mig, så jeg faldt ned på gulvet. Tæppet var vådt, og det knasede i glasskårene under min krop. Jeg mærkede, hvordan de stak ind gennem tøjet, ind i kødet.
Ægtemandens ansigt svævede over mig, spækfed og med et fornærmet udtryk, en underlig måne. Han tog fat om min arm og trak mig op fra gulvet.
– Forsvind med dig, jeg vil ikke se sådan en gadepige herinde. Du er ikke blevet inviteret indenfor, min kone og jeg inviterer aldrig sådan nogle kvindemennesker, sådan nogle, sådan nogle tøjter.
Trappeskakten åbnede sit kulsorte gab mod mig, klar til at sluge mig levende. Jeg fornemmede, at den havde en bund et eller andet sted langt nede. En forfærdelig rædsel greb mig, og jeg trak i min plageånds anden arm. Jeg havde tænkt mig at bede om nåde, men kunne ikke få et ord frem gennem min hulken.
Jeg var på vej til at styrte ned i dette forfærdelige mørke, man styrter og styrter hele ens lange liv, og længst nede på bunden er der tjære, en tjæresump, hvor små mus tumler rundt og skraber i det seje dynd med deres bittesmå, spinkle fødder og kæmper mod døden. Tjæren gennembløder den dunede pels og fylder deres mørke, store øjne … Jeg var lige ved at falde, at styrte, da en eller anden tog om mig og holdt mig tilbage.
– Lad være med at smide hende ud, så smid også mig ud. Hun er model hos mig. Hun ryster jo som et skræmt dyr.
De sloges om mig et øjeblik.
– Slip hende, dine glas koster jo ikke mere end to en halv stykket.
Så hjalp han mig hen på en stol. Jeg turde ikke se op, tårerne løb i ét væk ned ad mine kinder og ud ad mine næsebor. De samledes i mit skød, hvor fløjlen opslugte dem. Jeg ville ikke have, at folk så, at jeg græd, og kiggede ned på tæppet, hvor de smadrede glas havde ligget. De fleste glasskår var blevet samlet op, men vinpletterne var ikke tørre.
Jeg kunne ikke holde op med at græde, for alt var så trist og rørende, glassene ville aldrig blive hele igen, vinen ville aldrig blive drukket, de iturevne sener i mine fingre ville aldrig igen kunne spændes.
Inden i mig lød det, at jeg havde fortjent at synke ned i tjæresumpen og lide en kvalfuld død i lige så høj grad som de stakkels, små, bløde mus, som aldrig havde gjort noget.
Jeg, som var morder, tyv og skøge. Over for mig stod adskillige dommere. De var alvorlige, strenge og utrolig kyndige. Jeg stod ubeskyttet for deres blik, som lyste igennem mig. Alle mine forseelser aflæste de, som stod de skrevet på min sjæl som en åben bog. Jeg krøb sammen af skræk og rystede af hulken. Jeg vidste, at det ikke nyttede noget at bede om tilgivelse, men som et sidste håb kom jeg i tanke om, at forbrydere nogle gange bliver benådet.
Jeg ventede i spænding. Pludselig blev den ene dommer forvandlet til en engel med briller, som kom og støttede mig. Hun førte mig ud på toilettet og strøg blidt håret væk fra mine øjne.
– Jeg begynder at græde, fordi du græder, sagde hun, og da hun tørrede mine tårer væk med håndryggen, så jeg, at der kom tårer i hendes øjne bag brilleglasset.
Jeg lænede mig ind mod hende og hørte, hvordan hjertet slog. Da mærkede jeg mine synder langt stærkere, for det var sådan en god kvinde. Jeg bekendte nogle af dem for hende, og hun tilgav mig og tænkte slet ikke på sin kjole, og jeg var ikke længere alene; en af de gode engle var hos mig. Sådan var Gud så betænksom.
Med ét var hun væk, og da jeg snøftende begyndte at lede, stødte jeg på en anden forvandlet dommer. Han var blevet til en sømand.
– Græder du, min kære Ásta, du, som er stærkest af os alle?
Han strøg mig over kinden med sin store hånd.
– Hvem har været ond mod dig? Jeg skal slå ham til plukkert, plukfisk, mener jeg.
– Ingen har været ond mod mig, hviskede jeg hulkende.
– Vi støtter dig alle sammen, min kære Ásta, sagde denne store mand og blev rørt til tårer.
– Lad være med at gå alene ud i mørket, jeg går med dig,
tilføjede han. – Det er trist at gå alene.
Så gik han for at hente sin frakke. Jeg ventede i et stykke tid udenfor og lyttede efter fodtrin på trappen. Det var en lang og farlig trappe, og man skulle træde forsigtigt. Jeg ventede længe, men der kom ikke nogen, og jeg løb afsted for at lede efter dem, som allerede var gået. Gaderne lå øde hen, og der var underligt stille. Husene havde lukket øjnene og sov dybt.
Gadelamperne stod ensomt vagt i mørket uden at blinke med øjnene. Overalt herskede en ildevarslende stilhed. Mine fodtrin gav mørkt genlyd mellem stenmurene omkring mig. Jeg stoppede brat ved butiksvinduet til souvenirforretningen på hjørnet af Austurstræti og Adalstræti. Da gik det pludselig op for mig, at der ikke var sne i gaderne og ingen spor at se. Jeg havde ingen kurs at følge, og ingen ville
kunne finde mig; jeg efterlod ingen spor.
Jeg forstod, at den verden, jeg ledte efter, var forsvundet, glæden borte og ingen at følges med. Jeg var blevet kastet ud i det dybeste mørke på grund af alle mine forseelser gennem tiden. Gud ville ikke tilgive mig. Jeg forstod, hvordan Jesus havde det på korset, da han kaldte og spurgte Gud, hvorfor han havde ladet ham alene tilbage.
Jeg var helt alene, forsvundet, fortabt, selv Jesus havde glemt, hvordan han havde haft det på korset, og havde glemt mig. Han havde det godt i himlen. Ingen steder kunne jeg hvile mig, ingen steder kunne jeg lytte til et andet levende væsens rolige hjerteslag og lukke øjnene og falde i søvn. Jeg var dømt til evig søvnløshed under disse stive, stirrende gadelamper.
Jeg begyndte igen at græde, højlydt og voldsomt, som et skrækslagent barn, som er blevet væk fra sin mor og ser, at mørket er på vej. Lyden blev kastet fra den ene stenkolos til den anden og ekkoede i det uendelige. Jeg lagde mig på gaden, opgav ethvert forsvar og lukkede øjnene, så jeg ikke kunne se det, som skræmte mig. Pludselig fornemmede jeg fodtrin et sted i nærheden. Jeg forsøgte at holde vejret og lytte.
Så havde Gud altså tilgivet mig og sendt endnu en ven i nøden. Der gik ikke lang tid, før han kom gående om hjørnet. Det var en midaldrende mand, vældig rar af udseende. Han standsede brat og veg tilbage, da han så mig ligge der. Så gik han hen til mig og tog fat om min hage.
– Er du kommet noget til, min lille tøs? spurgte han.
– Nej nej.
– Hvorfor græder du så sådan?
– Jeg ved det ikke.
– Du er vel nok en køn lille knop, sagde han. – Kom du med mig hjem og vask dit ansigt.
Så hjalp han mig op at stå og tog fat under min arm. Sådan er mennesker så rare. Jeg stod med ét i en vældig fin stue, havde vasket mig i ansigtet og ordnet mit hår. Foran mig stod et krystalglas fyldt med champagne og et stort fad med smurt brød.
Min ven i nøden havde taget frakken af, og først nu lagde jeg mærke til, hvor tyk han var. Han smilede faderligt til mig, og det knagede hjemligt i lænestolen, da han satte sig. Så tændte han en kæmpestor cigar og betragtede mig med sammenknebne øjne.
– Der er noget særligt ved dig, sagde han. – Du er en sjælden slags, min lille due.
Han trommede med fingrene på bordet. Det var, som om han skulle til at diktere et forretningsbrev.
– Hvor har du de øjne fra? Jeg har aldrig set så smukke øjne.
Han pustede ud, en søjle af røg, og betragtede mig fra top til tå.
– Hvilken farve har dine øjne? Er du synsk?
Jeg kunne ikke svare, men bøjede hovedet over champagneglasset. Der var stille for en stund. Han rømmede sig.
– Hvad laver du, min tøs? spurgte han.
– Jeg er model, sagde jeg kækt.
– Hvabehar, model? Hvad skal det betyde? spurgte han en smule overrasket.
– Jeg sidder foran folk, som tegner, altså sidder nøgen på en stol eller på gulvet, sagde jeg og poserede.
– Aha, på den måde, sagde han. – Jeg maler og tegner nogle gange.
Han pegede rundt på væggene.
– Der kan du se nogle af mine billeder, sagde han ganske selvtilfreds. – Det er hovedsageligt forestillinger.
Jeg kiggede op og så et stort billede i en temmelig storslået ramme. Det forestillede en pige i en minimal badedragt med vældig store bryster og en talje, som ikke var tykkere end hendes hals. Hun stod med en fiskestang i hånden. Bag hende var et mørklilla bjerg og en stille indsø med kapsejladsbåde. Hun var omgivet af roser. Billedet var temmelig ubehjælpsomt malet.
Der var flere billeder af samme beskaffenhed og lignende motiv, men noget mindre. Jeg for sammen, da han pludselig sagde:
– Vil du tage tøjet af, så jeg kan se din figur? Måske kan du være model for mig.
– Ja da, sagde jeg, inderlig glad for at kunne være en smule til gavn for ham.
Han havde gjort så meget for mig. Jeg kunne høre, at han snappede efter vejret.
– Skynd dig så lidt, min tøs, sagde han.
Jeg tømte champagneglasset og gik ud på badeværelset for at tage tøjet af. Min kjole var helt forrevet, bemærkede jeg, skørtet næsten hele vejen op, det ene ærme manglede, og halsen var gået op i sømmene. Det havde været min fineste kjole. Jeg var længe om at vikle pjalterne af mig, det gjorde så
ondt i hånden, som dommerne havde revet fra hinanden.
Endelig stod jeg nøgen på flisegulvet og lod hænderne glide ned over min krop. Det var lige før, jeg skammede mig i forhold til billedet af pigen inde i stuen. Jeg var så kraftig, mine bryster for små og ikke fikse, og hårene på mit skamben dannede ikke en ligebenet trekant …
Så stod han pludselig nøgen foran mig. Denne rare mand var blevet blålilla og oppustet i ansigtet. Øjnene skelede, og hans rystende hænder famlede over mod mig. Vommen hang ned til knæene, brysterne dinglede slapt fra den lodne brystkasse og sitrede med hjerteslagene. Jeg veg skrækslagen tilbage og fik kvalme af afsky.
Jeg havde opfattet ham som en ven i nøden, en faderlig engel, og nu havde han tænkt sig at voldtage mig. Han greb fat bag på mit ene lår, og jeg mistede balancen og faldt på det spejlglatte gulv. Han faldt også og lå og vippede på sin fede vom mellem mine ben. Så begyndte han at mave sig op på mig, frådende af iver.
Søndag aften til mandag morgen
Ásta Sigurðardóttir var en stærk karakter i Island. Hun brændte sit lys i begge ender og døde som kun 41-årig efter et liv med alkohol.
Da Ásta Sigurðardóttir som 21-årig fik novellen Søndag aften til mandag morgen trykt i et tidsskrift, var det klart, at hun var et unikt talent. I de følgende år skrev hun noveller og digte, som beskrev samfundets outsidere. Hun skrev om tabubelagte emner: Vold mod kvinder og børn, aborter, voldtægter, fattigdom og alkoholisme.
Ásta Sigurðardóttirs noveller, som aldrig før er oversat til dansk, er enestående, stærke og aktuelle, og illustreret med linoleumssnit af forfatteren selv. De er oversat til dansk af Susanne Torpe.
Du kan købe Søndag aften til mandag morgen online hos fx Saxo eller i din nærmeste boghandel.
Er du interesseret i at læse flere nye bøger fra L&R? Se vores liste med kommende bøger lige her.
Andre læste også: