Sofie Hagen har i skrivende stund ikke haft sex i 3.229 dage. Og det er ikke med vilje. I Får jeg nogensinde sex igen? stiller Sofie Hagen spørgsmålet: Hvad er det, der gør sex så kompliceret, når det burde være sjovt og simpelt?
I Får jeg nogensinde sex igen? undersøger den danske standupper, årsagerne til hendes ufrivillige cølibat, og hvorfor sex er blevet så kompliceret gennem selvransagelse og samtaler med terapeuter, sexarbejdere, pornostjerner, komikere og offentlige personer.
LÆS OGSÅ: Nye bøger på vej: Se vores liste med kommende bøger
Får jeg nogensinde sex igen? er tidligere udkommet på engelsk. Nu udkommer den på dansk i Sofie Hagens egen oversættelse, d. 19. marts 2025.
Andre har sagt om Will I ever have sex again?
“Ærlig, intim og ekstremt sjov.” – Maria Jencel.
“En dristig og genial udforskning af moderne seksualitet. Ærlig, frygtløs og sjov – ligesom Sofie selv. Jeg må indrømme, jeg havde håbet på lidt mere tahin.” – Yotam Ottolenghi.
“Denne bog er en vigtig undersøgelse af intimitet, og jeg er så irriteret over, at den ikke blev udgivet, da jeg var yngre. Must read til alle aldre.” – Jameela Jamil
“Det er genialt, forfriskende ærligt og SÅ relaterbart. Jeg ville til enhver tid vælge denne bog frem for sex!” – Rosie Jones.
Læs introduktionen fra Får jeg nogensinde sex igen? herunder.
Får jeg nogensinde sex igen?
af Sofie Hagen
Introduktion
Efter mit allerførste knald – med en fyr med kælenavnet Fingers, da vi begge var 16 år gamle – ringede jeg til min storebror og fortalte ham det hele. Jeg var overrasket, da han viste sig at være mindre entusiastisk omkring det end jeg. Han havde forsøgt så hårdt at hjælpe mig med at blive en normal teenager, lige siden jeg første gang opdagede boybandet Westlife.
Da plakaterne dækkede hver centimeter af mit soveværelse, og jeg måtte tage loftet i brug, tiggede han mig om at tage med ham til København, til en af hans club nights. Han havde nok social kapital til, at han kunne medbringe sin nørdede taber-søskende til et af de events, han regelmæssigt arrangerede i København, uden at miste alt for meget street cred.
Han insisterede på, at de fleste teenagere ville være ellevilde med at have en storebror, som kunne skaffe dem adgang til de hotteste diskoteker og gratis drinks hele natten. Jeg insisterede på, at jeg ikke kunne lide høj musik, medmindre det var Westlife. På det her tidspunkt havde alle i min by allerede haft sex for flere år siden. Jeg hørte historierne om klassekammerater, der havde haft trekanter og analsex, som om det var helt normalt at gøre hele tiden.
Jeg havde ikke engang kysset nogen endnu. Og min storebror ville bare gerne have, at jeg følte, at jeg passede ind. Derfor var jeg også lettere fornærmet, da han ikke jublede, efter at jeg fortalte ham, at jeg havde mistet min mødom. I stedet begyndte han at nynne højlydt for at få mig til at holde mund. Men jeg havde så meget at fortælle.
”Var det dét? Virkelig? Er det dét her, som jeg i årevis har følt mig presset til at gøre? Det her? Altså, det var fint. Det var da også rart, ja ja. Men det var bare sådan … nemt. Og simpelt. Jorden stod ikke stille, og jeg føler mig egentlig som den samme person som før.”
”Lalalalaa,” svarede min storebror og lagde på.
Når jeg tænker tilbage, husker jeg faktisk ikke, om Fingers stadig var i lokalet, og om han overhørte min samtale med min bror. Jeg kunne godt forestille mig, at det ville farve hans første gang-historie en lille smule. Jeg tror ikke, at ”var det det?” er det, som en teenagedreng har lyst til at høre, første gang han har penetreret en vagina. Men jeg har hørt nok forfærdelige første gang-historier til at vide, at vores nok var bedre end gennemsnittet:
Efter skole var vi gået hjem til ham og (Fingers) havde spist nachos og set ”Shrek 2”. Cirka halvvejs igennem filmen lagde han et håndklæde på sofaen, for vi havde hørt, at man godt kan komme til at bløde. Jeg lagde mig på ryggen, og så havde vi sex i missionærstilling, mens Shrek gik på eventyr inde i fjernsynet. Det varede i okay lang tid, det gjorde ikke særlig ondt, og jeg blødte ikke.
Bagefter bandt han en knude på kondomet og smed det ud i en skraldespand udenfor, så hans mor ikke ville finde det i skraldespanden inde i lejligheden. Jeg tog mit tøj på igen og ringede så til min storebror med det meget oprigtige spørgsmål: Var det dét?
Hvis jeg kunne vende tilbage og tale direkte til mit 16-årige jeg, ville jeg fortælle hende – ja okay, faktisk ret mange ting, men mest af alt, at hun skulle holde fast i netop den følelse. At sex er simpelt og sjovt og noget, der ikke behøver at ændre en. At det kan være blidt og med en person, som man er tryg ved.
Men jeg ved, at hun ikke ville lytte til en hysterisk 35-årig, der brager igennem hoveddøren og insisterer på, at hun skal købe noget, der hedder ”BitCoins”, og at hun ikke skal sige nej til at tage til en fest i Man-
chester i 2014, fordi sangeren Prince kommer til at være der, og hun vil fortryde det for evigt, hvis hun siger nej. Hun ville i stedet fortsætte med at leve sit liv præcis, som hun havde lyst til, og hun ville komme til at lave præcis de samme fejl.
Og jeg ville ende med at blive præcis den samme person, som jeg er i dag. En, som stadig forsøger at finde svaret på spørgsmålet: Hvad er det, der gør sex så kompliceret, når det jo bare burde være sjovt og simpelt?
Forskellen er, at jeg nu står på den anden side. Jeg husker skam godt, at sex engang var sjovt og simpelt, men det er ikke længere min oplevelse. Nu er sex blevet overskygget af dårlige oplevelser,
en masse ny viden om patriarkatet og voldtægtskultur og spørgsmål, som jeg ikke helt ved, om jeg har svarene på. Sex plejede at være sjovt og nemt. Hvor blev det af?
Så hej til dig, der læser denne bog. Lad mig præsentere mig selv. Jeg er en tyk, queer, hvid, ikke-handikappet, nonbinær person. Hvis du allerede nu har tusindvis af spørgsmål, så vær tålmodig. Jeg skal nok forklare det hele senere. Jeg er født i 1988 af en enlig mor og opvokset på Fyn.
De første 13 år af mit liv var overskygget af en ret totalitær, sadistisk bedstefar, som i dag er grunden til, at jeg kæmper med nogle psykiske problemer. Angst, depression, C-PTSD. Der er et helt kapitel om traumer, hvor jeg kommer til at forklare nærmere.
Efter at jeg gik ud af gymnasiet, arbejdede jeg kort som fundraiser i en del forskellige velgørenheds-organisationer, før jeg opdagede standupcomedy. Jeg optrådte på dansk på den danske comedyscene i København fra 2010 til 2012, hvorefter jeg flyttede til London, England. Mit stjernetegn er Skorpion (sol,
måne, Pluto og Merkur, sgu) og jeg elsker musicals og faglitteratur om psykologi og true crime. Jeg har en stædig, smuk hund, der hedder Hank.
I denne bog vil jeg udforske, hvordan min krop, hjerne, seksualitet og mit køn spiller en rolle i mit (mangel på) sexliv. Jeg vil undersøge, hvordan misogyni og patriarkatet påvirker vores sexliv. Og jeg vil genlære, hvad jeg troede, jeg vidste om sex.
Denne bog er en dokumentation af min proces og den research, jeg har lavet undervejs for at prøve at forstå, hvad der gør sex så svært for mig. Det hele startede som en dagbog – små personlige noter, som jeg tog for at føle mig mindre alene. Da et forlag i England viste interesse, følte jeg kun ren og skær panik.
Det er folk sgu da ligeglade med. Det hér er der da ingen, der kan relatere til. Jeg lavede et spørge-skema, som stillede spørgsmålet: Hvis du ikke har særlig meget sex, men du rigtig gerne vil have mere sex, hvorfor tror du så, at du er i denne situation? Jeg bad folk om at reflektere over deres liv – deres gode og dårlige seksuelle oplevelser – og bad dem fortælle mig deres historier. Jeg delte spørgeske-
maet på sociale medier og sendte det ud i mit nyhedsbrev.
Jeg vidste godt, at jeg var nødt til at sende det til rigtig mange mennesker for at få bare et par svar. Jeg vidste, det ville blive svært, hvis ikke nærmest umuligt, at finde andre mennesker, der heller ikke har
særlig meget sex, selvom lysten er der.
48 timer efter at jeg publicerede spørgeskemaet, måtte jeg lukke ned for det igen. 1.800 mennesker havde sendt mig deres historier, og der tikkede en ny mail ind hvert minut. Så mange mennesker
har ikke sex. Så mange. Af alle mulige forskellige grunde.
Alt fra religiøs opdragelse, fysiske handikap, seksuelle traumer, kønsforvirring, fattigdom, at være en ny forælder og skam over ens seksualitet til at være sammen med en person, man ikke er tiltrukket af. Og hundredvis af andre grunde. Jeg har haft ret mange mennesker inde i mig, siden jeg var 16.
Nogle var mere velkomne end andre – som for eksempel den kirurg, der fjernede min blindtarm, og den ufattelig lækre hollandske fotograf, som jeg havde sex med i en Airbnb-lejlighed i Utrecht (og som jeg ville have givet min blindtarm til, hvis han havde spurgt).
Andre har kun været inde i mig med deres ord eller i mine fantasier. Nogle af oplevelserne har føltes som feberdrømme, som den fyr, der kaldte sig selv for ”Big Mike”, og som påstod, at han flyttede til Finland dagen efter, selvom der ikke var nogen flyttekasser i hans rodede hjem. Jeg husker ikke engang, hvor-dan han så ud. Havde han mørkt hår og brune øjne, eller er det bare ønsketænkning?
Jeg befinder mig et sted mellem to versioner af den historie. I den ene var jeg i tyverne, vild og selvsikker og single. Og jeg mødte den her vildt lækre fyr på en bar og tog med ham hjem til
Herne Hill i London. Han læste nogle af sine digte op for mig, og jeg var røvlækker, idet jeg tog mit tøj af, og vi havde sex. To gange.
Næste morgen var mit hår helt rodet og sexet, og jeg havde tømmermænd, og jeg syntes, det var vildt sejt, at vi ikke engang udvekslede telefonnumre. Hold kæft, mand, det er ren Sex & The City, jeg knaldede bare lige en lækker mand og gik. Og så er der den anden version.
Den version, hvor jeg følte mig beæret over, at en traditionelt attraktiv mand var interesseret i mig. Den version, hvor jeg var ufattelig bevidst om, at jeg var en af de eneste personer tilbage i baren, da han gik op til mig. Og jeg ignorerede alle de røde flag – den tydelige løgn om, at han var ved at flytte til Finland, som han kun fortalte, fordi jeg virkelig skulle vide, at det her aldrig ville blive romantisk. At det bare var sex.
Den version, hvor jeg faktisk gav ham mit telefonnummer – han ringede bare aldrig. Men et par dage senere sms’ede hans ven til mig og bestilte sex, fordi han havde hørt, at jeg var ”villig til at
knalde med alle og enhver”. I denne version, imens jeg stadig var i baren, drak jeg så meget alkohol, som jeg kunne få ned, fordi jeg desperat var nødt til at drukne den stemme, der fortalte mig, at jeg faktisk ikke havde lyst til at have sex med ham.
Jeg ville gerne føle mig eftertragtet, jeg ville gerne have en orgasme, jeg ville gerne føle mig tryg. I stedet tog jeg, hvad jeg kunne få – for det var vel bedre end ingenting? Hvad, hvis ingen nogensinde vil have sex med mig igen? Jeg kommer til at fortryde, at jeg sagde nej i aften.
Begge versioner føles sande. Der er en del af mig, som er spontan. Jeg elsker sex, det gør jeg. Og jeg søger ikke et forhold. Jeg elsker min tykke krop, og jeg behøver ikke at have følelser for nogen for at have sex med dem. Men en anden del af mig er pisse bange. For intimitet og afvisninger. For, at ingen finder mig seksuelt tiltrækkende.
Og jeg undrer mig over, hvor hurtigt jeg – efter at jeg havde sex med Fingers for allerførste gang – holdt op med at være rigtig til stede under sex. På et eller andet tidspunkt undervejs blev sex til en utryg og usjov aktivitet. Og jeg begyndte at føle mig panisk, hver gang jeg mærkede, at sex var på bordet. Indtil det til sidst føltes helt umuligt at indgå i det med et andet menneske.
Idet jeg skriver denne bog, har jeg ikke haft sex i 3.229 dage. Og det lader til at være ret tabubelagt. I teorien synes jeg ikke, det burde være et tabu ikke at være seksuelt aktiv, men det er det tilsyneladende. For jeg kan se det på folks ansigtsudtryk, når jeg fortæller dem det. Og jeg kan mærke, hvor lidt jeg har lyst til at fortælle dem det.
Folk gisper. Gisper!
”Hvad? Hvordan?” spørger de helt skræmte, som om jeg ikke kunne stille dem det samme spørgsmål, når de siger, at de havde sex for nylig. Hvordan? Hvordan havde du bare sådan sex? Uden at gå helt i panik, altså? Hvordan gjorde jeg det selv, dengang?
Hvis jeg havde vidst, at sidste gang jeg havde sex, var sidste gang jeg havde sex, havde jeg kigget lidt mere på penissen. Jeg havde givet den et lille, kærligt klem og hvisket ”Pas godt på dig selv”, som var jeg en kvinde, der siger farvel til sin elsker i 1941, før han drager afsted i krig. Ikke for at være dramatisk, men på nuværende tidspunkt er der ingen sex i sigte. Jeg er 35 år gammel. Jeg blev lovet, at dette
var mit seksuelle højdepunkt.
Mænd peaker åbenbart, når de er 18. Jeg ved ikke helt, hvem dette refererer til. Det kan umuligt
være nogen af de 18-årige, jeg selv havde sex med, da jeg var teenager. For hvis dét var deres seksuelle højdepunkt, så har jeg ondt af de folk, som de kanin-knalder med lige for tiden. Bør jeg skrive til min allerførste kæreste og spørge, om han har lyst til at prøve igen? Det er jo kun 19 år siden … Har man ikke en eller anden form for rettighed som ekskæreste til lige at have sex én gang til?
Det er jo ikke, fordi jeg ikke har lyst til at have sex. Jeg har et sex drive. Jeg kan godt lide orgasmer. Jeg kan godt lide berøring. I teorien vil jeg gerne have sex. Og jeg mener ikke ”solosex” – jeg har alt det maskineri, jeg har behov for, bare rolig. Når jeg siger ”sex”, mener jeg sex, hvor et andet menneske (eller flere) er til stede og tager del i sexen. I ved, reproduktive kropsdele, hænder, kys, alt det dér.
Og jeg mener ikke bare ”sex med mænd”. Jeg kalder mig selv for ”queer”, hvilket egentlig bare betyder: Jeg er ret ligeglad med, hvilket køn du er eller ikke er, jeg er frisk. Men jeg har kun været i
seng med cis-penisser.
( Fodnote: Cis betyder, at man er det køn, man blev tildelt som barn. Så altså, hvis du blev født med en penis, og lægen sagde ”det er en dreng”, og du i dag stadig føler, at du er en dreng,så er du ciskønnet. Cis betyder egentlig bare ”alt er, som det plejer!” Hvis du blev født med en penis og i dag godt ved, at du ikke er en dreng men en pige, så er du transkønnet. Der er så alt muligt inde i midten, hvor dit køn kan være konstant flydende, eller hvor du hverken er mand eller kvinde. Så kan du enten identificere dig som trans eller ej. Men hvis du er helt ny i al den her snak om køn, så tager vi det bare ét skridt ad gangen. Et ”skridt” ad gangen – get it?)
Jeg er queer-jomfru i en alder af 35.
(Fodnote: Hvis vi lige tager de feministiske briller på igen, gider vi faktisk slet ikke ord som ”jomfru” og ”mødom”. Det er patriarkalske ord, der tit betyder, at når en penis har været i en vagina, er vaginaen ødelagt og brugt og alt sådan noget. Mødom og jomfru er ”rene” ord, og man er mindre værd, hvis man har ”mistet” sin mødom. Vi gider ikke lade vores værd som mennesker afhænge af, hvor mange penisser der har været inde i os, så de her ord er gammeldags nu. Så når jeg bruger disse ord, mener jeg såmænd bare ”har haft sex” eller ”har ikke haft sex”.)
Jeg har forsøgt mig frem. Jeg har lavet en profil på en datingapp og sagt ”ja tak” til alle, som virkede som nogle, jeg kunne føle mig tryg ved, hvilket – lad os nu være helt ærlige – ikke var særlig
mange. Så jeg kan altså godt mærke den, lysten. Til at møde et menneske og måske have sex med dem.
Med den her fremmede, som på sit billede holder en fisk eller aer en tiger på hovedet. Min seksualitet er rigtig meget i live. Jeg er relativt selvsikker – jeg er god til at sexte, jeg synes, det er sjovt at flirte. Og når jeg får et match på en datingapp, har jeg som regel en stærk åbner. Men så svarer de. Og så … Er det, som om jeg bliver opslugt af en tsunami af ubehag.
Min mave strammer til, jeg begynder at svede, mine øjenlåg føles tunge, og jeg har ikke længere lyst til sex. Jeg sletter appen og kravler ned under dynen, hvor der er trygt. Og jeg bliver under dynen. Helt uknaldet og alene.
Og pludselig er der gået lidt under et årti, og jeg ved ikke, hvad der sker med mig eller hvorfor Jeg har forsøgt at læse bøger for at finde svar. Jeg troede at ”Come As You Are” af Emily Nagoski ville blive min redning, eftersom tusindvis af anmeldelser på internettet og hver evig eneste person, der nogensinde har anbefalet den, siger det samme: at den her bog er præcis, hvad vi alle har brug for.
I en af de første sætninger i bogen fortæller Emily Nagoski mig, at bogen kommer til at transformere mit sexliv. Hvilket jo er skønt, hvis … jeg havde et sexliv. Jeg lægger den væk til en dag, hvor jeg rent faktisk har et sexliv at transformere.
Lige nu har jeg mest af alt brug for en bog, der kan formere mit sexliv. Jeg har brug for en bog, der kan hjælpe mig med at få alt til at give mening. Jeg har ikke brug for at lære 416 måder, jeg kan tilfredsstille min partner på, og jeg har ikke brug for at lære om nye sexstillinger, der hedder ting som ”Den
Tørstige Pelikan” eller ”Bagvendte Bjørneangreb”. Jeg har bare brug for at vide, hvordan jeg kan gå fra ”wow, den der person er lidt sød” til at være nøgen med dem.
Og så kan vi prøve alt det sjove og vilde. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at prøve at penetrere en cismand med en strap-on. Og der er sikkert en masse, der ville lade mig gøre det. Men så snart jeg tænker nærmere over det, bliver jeg udmattet. Jeg orker ikke at skulle finde ”plus size strap-ons”, og jeg kan ikke helt komme mig over det mentale billede af mig, der løfter min mave op over en mands numse.
Undskyld mig, må jeg hvile mit fedt på din ryg? Jeg har ikke lyst til at gøre det til en vane at bruge folks kroppe som belejlige overflader. Det var allerede ved at gå helt galt, da jeg lærte, at jeg kunne bruge min mave som et bord. Mine roommates bad mig om at placere min dåsesodavand på det rigtige bord i ste-
det.
Jeg tror bare, de er jaloux. Jeg forsøger at forklare situationen til mine venner: ”Det er noget tid siden, jeg har haft sex.” Min veninde afbryder straks, ”Det samme her! Jeg har ikke haft sex i to måneder!”. Hun sukker dybt. Jeg forstår slet ikke, hvordan hun er i stand til at trække vejret efter så lang tids intenst afsavn.
”Samme her,” siger jeg. Og det er jo sandt. Jeg har ikke haft sex i så mange gange to måneder. Hun ryster på hovedet, ”Det er så frustrerende”, mens hun swiper igennem Tinder og siger nej til personer, hvis de har de forkerte sko på.
Jeg husker ikke, hvordan det er at vide, hvad mine grænser er. Jeg tror aldrig, jeg helt har vidst, hvordan man siger nej, så jeg har gjort nogle ret frygtelige ting. Jeg har engang knaldet med en mand i en busk, imens hans gravide forlovede sad derhjemme. Alene fordi han pegede på busken og sagde, ”Skal vi have sex i den dér busk?”, og jeg nikkede og sagde ”Ja” – for hvad skal man ellers sige?
Øh, nej. Man siger selvfølgelig nej. Man siger ”Nej tak, jeg vil ikke have sex i en busk med en middelmådig, forlovet komiker i København på en tirsdag”.
Jeg ville ønske, jeg kunne afvise folk, kun fordi de har de forkerte sko på. Da jeg var ung, var jeg meget aktiv på diverse online-fora, hvor emnet var sex. Jeg var en af de yngste brugere derinde, og jeg
stillede regelmæssigt spørgsmål som: Hvordan barberer man sig dernede? Gør det ondt at have sex? Hvorfor bliver man kun våd nogle gange? Har folk sex med tykke mennesker?
Der er en ældre mand, der vil have, at jeg skal være nøgen på mit webcam, er det normalt? Jeg har skrevet en erotisk novelle om Westlife – kan nogen læse den for mig og fortælle, om jeg lyder, som om jeg ved, hvad sex er?
Folk var rigtig søde. De passede på mig og forklarede alt med stor tålmodighed. Jeg blev venner med en 40-årig sexarbejder, som åbent og ærligt fortalte om sit job og sine oplevelser. På et tidspunkt fortalte jeg hende, at jeg gerne ville være sexarbejder. Hun snakkede længe med mig om fordelene og ulemp-erne og forklarede, at hun bestemt syntes, jeg skulle vente, til jeg blev meget ældre.
Hun sagde, at hvis jeg stadig gerne ville, når jeg var gammel nok, og hvis jeg var parat til at kæmpe med eventuelle lortekunder, stigmatisering og en sexarbejderhadsk regering, måtte jeg meget gerne kon-takte hende til den tid. Hun ville bare gerne have, at jeg var tryg og sikker.
En dag mødtes jeg med en mand fra et af de her online-sexfora. Han arbejdede på min lokale togstation, hvor det var hans job at køre togene hen på de rigtige skinner.
(Fodnote: Hedder det et cockpit? Sikkert ikke …)
Han tog mig med ind i et tomt togs cockpit og lukkede døren bag os. Han havde rare, brune øjne og mørkt hår. Jeg var 16 år gammel og vidste bare, at han var ældgammel. Nu ser jeg, at han nok var i start-tyverne, hvilket er ældgammelt, når man er 16. Jeg var så tændt, og jeg vidste bare, at han vidste det. At han kunne se det.
Jeg havde læst nok erotiske noveller til at vide, at når man er tændt, bliver ens øjne helt blanke, og alle kan se det. Jeg har faktisk aldrig overvejet at dobbelttjekke, om det er sandt – i stedet har jeg igennem hele mit liv været rædselsslagen for, at min dørklokke ringer midt-porno-film, så en leveringsperson bare kan kigge på mig én gang og sige ”røde kinder, blanke øjne, jeps, hun kigger på step sibling porn”.
I England er det nemt at gætte, når jeg er tændt. Jeg begynder at tale dansk. Det er, som om der ikke er blod nok i min hjerne til at differentiere mellem de to sprog. Jeg har engang siddet ved siden af en fyr på en bar og sagt, ”You are godt nok a flot man”.
Men min erfaring siger mig, at deres første tanke sjældent er ”Hun må godt nok være liderlig”.
Togfyren lod mig trykke på et par knapper og sidde i togchaufførens stol. Heldigvis fandt det sted i Danmark, så det var ikke særlig afslørende, når jeg talte dansk til ham. Men han kunne se mine øjne, som var så blanke, at de nok bare lignede to spejle. Derudover vidste han, fra onlineforaene, at jeg netop havde opdaget, at jeg havde en helt ny fetich. At have sex i offentligheden.
Og dér var vi – på et tomt tog, på en tom platform. Det var bare os to, mig og en lækker mand i (neon-orange) uniform. Jeg kunne slet ikke være i mig selv af ren spænding – tænk, at jeg var så tæt på at
have sex i et togcockpit.
(Fodnote: Det hedder det 100 % ikke.)
Men det skulle ikke ske, til 16-årige migs store skuffelse. I stedet spurgte han mig om mit hjemmeliv og om, hvordan jeg havde det, og han talte om, at det online-sexforum var et rigtig godt sted at møde nye venner. Hvem ved, måske inviterede han mig ned til togstationen for at have sex, men opdagede så, at jeg bag min teenage-irriterende profil kun var 16 år gammel.
Måske så mine øjne slet ikke liderlige ud, måske var de bare uskyldige. Eller fortabte. Måske havde
han aldrig en intention om at have sex med mig. Måske ville han bare være sikker på, at jeg var okay. Som voksen sætter jeg pris på ham. Som teenager var jeg helt vanvittig seksuelt frustreret. Vi taler her om en mand i uniform. Ja ja, ikke én af de sexede uniformer: militær (fodnote: Hvis man ignorerer mord osv.), brandmand, Burger King.
Neon-orange er ikke den mest sexede farve, men det er trods alt stadig en uniform. Men som en voksen, der har brugt mange timer på at læse og høre true crime, er jeg selvfølgelig også meget bevidst om, at jeg kunne være 100 % myrdet lige nu. Så jeg takker den høflige DSB-medarbejder for ikke at dræbe mig for 21 år siden. I et tog-cockpit.
Det er sært, men jeg følte mig aldrig afvist af Togfyr. Selvom jeg havde ret lav selvtillid, var jeg alligevel rigtig selvsikker, når det kom til sex. Jeg vidste, at jeg var seksuelt eftertragtet, selvom jeg ikke følte mig attraktiv. Jeg antog, at Togfyr ønskede at have sex med mig, men at han nok bare var blevet bange i sidste øjeblik. Måske var det for koldt. At han ikke havde lyst, var bare ikke en mulighed i mit hoved.
Jeg kan virkelig ikke forstå, hvordan jeg kunne være så seksuelt fri som teenager, og hvordan jeg kan være så nedlukket nu. Jeg er gået fra seriøst at overveje at blive en 16-årig sexarbejder med speciale i feticher og kinks, helt sikker på, at hele verden havde lyst til at knalde mig – til at være en 35-årig, som går i panik, hvis nogen swiper ”ja tak” på min datingprofil.
Jeg havde sex den 19. november 2015. Når man Googler ”dage siden 19. november 2015”, foreslår Google, at man klikker på en side om Alt Der Skete På Denne Dato Nogensinde. Den side for-
tæller mig, at Barack Obama var præsident i USA, og David Cameron var premierminister i Stor-britannien. Adeles ”Hello” var et hit. Den 16. årlige Latin Grammy Awards fandt sted i Paradise,
Nevada.
Det var Jodie Fosters fødselsdag, og selvfølgelig, naturligvis, fejrede hele verdenen World Toilet Day. (Fodnote: Ifølge FN er der 419 millioner mennesker, som praktiserer ”open defecation”, og 653
millioner har slet ikke adgang til de mest basale sanitære faciliteter. Og det ville du også
have vidst, hvis du gad fejre World Toilet Day.)
Jeg kunne forsøge at glemme alt om det. Sex, altså. Ikke World Toilet Day. Jeg glemmer aldrig World Toilet Day. Jeg kunne forsøge at kvæle den sandhed, at jeg er et voksent, virilt menneske, som godt kunne tænke sig at have et aktivt sex-liv. Jeg kunne begrave mig selv i arbejde, distrahere mig selv med
Netflix og sociale medier, og jeg kunne få tiden til at gå så hurtigt, at jeg slet ikke havde tid til at tænke på sex.
Og der er som sådan intet i vejen med at gøre det – det hedder en forsvarsmekanisme, og det virker. Til tider er man bare ikke stærk nok til at stå ansigt til ansigt med det, som føles ret faretruende. Men jeg tror faktisk, jeg er klar, nu. Lige nu. Og jeg kan vælge at se min vagina i øjnene (øjet?) og sige:
”Hey,du fortæller mig relativt ofte, at du godt kunne tænke dig, at jeg delte seng med et andet menneske, som kan gøre dig glad. Og selvom jeg godt ved, at jeg har udstyret, talentet og et abonnement på skøn etisk feministporno, ved jeg godt, at du gerne vil se andre mennesker også. I get it. Så. Lad os kaste os ud i det.”
Et studie har identificeret 237 forskellige grunde til, hvorfor mennesker har sex, og det føles fair at antage, at der nok er lige så mange grunde til, hvorfor folk ikke har sex. I denne bog har jeg ikke haft mulighed for at afdække dem alle. Det er også vigtigt at sige, at selvom jeg omtaler aseksualitet i kapitlet om seksualitet, handler denne bog ikke om aseksualitet. Jeg har været nødt til at fokusere på problematikken, som er ikke at have sex, når man har lyst til at have sex.
Jeg er også klar over, at der er mange mennesker, som har lyst til at have sex, men som ikke kan på grund af sygdomme eller andre lidelser. Jeg føler ikke, at jeg er den, der kan tale om dette, men jeg respekterer fuldt ud, at det er vigtigt og fortjener folks opmærksomhed. At være forælder er et andet
emne, som jeg ikke har kunnet afdække. Jeg kan ikke love, at du i denne bog finder præcis det problem, du har, men forhåbentlig kan du stadig lære en masse.
Jeg har inkluderet nogle af de 1.800 historier, folk sendte til mig, som jeg håber kommer til at hjælpe
dig, som de har hjulpet mig, til at føle dig mindre alene. Du vil opdage, at der er to typer kapitler i denne bog. Der er De Store Kapitler – de, der dækker nogle af de store emner, jeg taler om i bogen. Seksual-undervisning, seksuelle traumer, seksualitet, køn, kroppe og neurodiversitet. I disse kapitler har jeg talt med Kloge Mennesker Som Ved En Masse.
Jeg har talt med sexunderviser Justin Hancock, sex- og forholdsterapeut Chantal Gauter, transforfatter og aktivist Juno Roche, tidligere sexarbejder, kunstner og podcaster Miranda Kane, drag king og komiker Jodie Mitchell og flirteekspert Jean Smith. Midt imellem De Store Kapitler finder du nogle dagbogsindlæg– mine tanker om tidligere seksuelle oplevelser og fortællinger fra nogle af de oplevelser jeg har haft, imens jeg har skrevet denne bog.
Jeg reflekterer over min fortid, imens jeg besøger et tysk pornobureau eller tager på BDSM-workshop i London. Jeg hopper lidt rundt i tid og sted, idet jeg forsøger at få alt til at give mening. Jeg kommer til at være så smertefuldt ærlig, som jeg overhovedet kan være uden selvfølgelig at komme i problemer med loven – selvom det ikke altid stiller mig i et godt lys. Jeg ved, jeg har en masse fejl, og jeg tror ikke, at jeg kan komme videre, hvis ikke jeg anerkender dem og fortæller alt.
Når du læser denne bog, skal du ikke forestille dig, at jeg står ved et podium foran dig og underviser. I stedet sidder jeg ved siden af dig i sofaen med et glas vin og fortæller dig alt, jeg har lært, og alt jeg (tror jeg) ved. Og så fortæller jeg dig min egen historie og alle mine egne oplevelser (hvis det hjælper, må du godt svare mig, så det føles mere som en rigtig samtale. Du kan skrive i marginerne, ringe til en ven, skrive i en dagbog.)
Mange af mine egne oplevelser havde jeg aldrig rigtig tænkt over, sådan, i dybden, før jeg skrev denne bog. Meget gik først op for mig, da jeg skrev det ned. På samme måde kommer du sandsynligvis til at tænke over din egen historie og dine egne oplevelser, mens du læser. Det kan godt føles lidt over-vældende. Da det skete for mig, havde min psykolog en rigtig fin måde at berolige mig på.
Hun sagde: “Se dig selv som en tekst. Du skriver din egen tekst. Andre kan – og det gør de – læse din tekst og fortolke den på forskellige måder, det er uundgåeligt. Du kan ikke kontrollere, hvordan folk for-tolker dig. Der vil være folk, der skriver din biografi, og de skriver hvad som helst, de vil, og du kan intet gøre, andet end at slå dem ihjel. Hér taler jeg i metaforer, Sofie.”
Jeg var en smule fornærmet over, at hun følte, hun var nødt til at gøre det klart for mig. Men så fortsatte hun:
“Vi lever i en verden, hvor vi lægger mest vægt på observatøren frem for den observerede. Desværre. Men det er bare endnu en grund til at holde fast på din egen tekst. Din tekst var ikke skrevet i din barn-dom, og den kan skrives om. Vi forandrer os konstant. Din barndom er en del af din historie, men den er ikke hele din historie. Så – sæt dig ned med din fjerpen, og skriv de dele af dig selv, du gerne selv vil bestemme over.
Spørg dig selv: ’Hvem vil jeg egentlig gerne være?’ og så skriver du det. Du lader ikke andre skrive det. Og en gang imellem kan du se, at noget af din tekst er skrevet af andre, og så kan du bare sige ‘Hov! Det er slet ikke mig, det her’, og så kan du slette og erstatte det.”
Når du læser denne bog, håber jeg, at du kan gøre det samme. Tag, hvad du kan bruge, hvad end der ræsonnerer i dig – og efterlad resten.
Sofie Hagen har ikke haft sex i over 3.000 dage. Og hun er ikke den eneste…
I et forsøg på at finde ud af, hvorfor vi ikke har den sex, vi gerne vil have, stiller Sofie spørgsmålene: Hvad er det, der gør sex så kompliceret, når det burde være sjovt og simpelt?
Hvordan lever man med at være jomfru som 35-årig (når det gælder queer-sex)? Og hvordan har de socialt akavede og de neurodivergente sex?
Via en blanding af erindringer og samtaler med eksperter, terapeuter, sexarbejdere, pornostjerner og komikere undersøger Sofie Hagen de finurligheder og vanskeligheder, der er forbundet med at være ”ufrivillig cølibatær”.
Bogen et humoristisk og modigt forsøg på at skabe en bedre forståelse af, hvordan vi kan tænke, tale og føle om sex.
Sofie Hagen har i skrivende stund ikke haft sex i 3.229 dage. Og det er ikke med vilje. I Får jeg nogensinde sex igen? stiller Sofie Hagen spørgsmålet: Hvad er det, der gør sex så kompliceret, når det burde være sjovt og simpelt?
I Får jeg nogensinde sex igen? undersøger den danske standupper, årsagerne til hendes ufrivillige cølibat, og hvorfor sex er blevet så kompliceret gennem selvransagelse og samtaler med terapeuter, sexarbejdere, pornostjerner, komikere og offentlige personer.
LÆS OGSÅ: Nye bøger på vej: Se vores liste med kommende bøger
Får jeg nogensinde sex igen? er tidligere udkommet på engelsk. Nu udkommer den på dansk i Sofie Hagens egen oversættelse, d. 19. marts 2025.
Andre har sagt om Will I ever have sex again?
“Ærlig, intim og ekstremt sjov.” – Maria Jencel.
“En dristig og genial udforskning af moderne seksualitet. Ærlig, frygtløs og sjov – ligesom Sofie selv. Jeg må indrømme, jeg havde håbet på lidt mere tahin.” – Yotam Ottolenghi.
“Denne bog er en vigtig undersøgelse af intimitet, og jeg er så irriteret over, at den ikke blev udgivet, da jeg var yngre. Must read til alle aldre.” – Jameela Jamil
“Det er genialt, forfriskende ærligt og SÅ relaterbart. Jeg ville til enhver tid vælge denne bog frem for sex!” – Rosie Jones.
Læs introduktionen fra Får jeg nogensinde sex igen? herunder.
Får jeg nogensinde sex igen?
af Sofie Hagen
Introduktion
Efter mit allerførste knald – med en fyr med kælenavnet Fingers, da vi begge var 16 år gamle – ringede jeg til min storebror og fortalte ham det hele. Jeg var overrasket, da han viste sig at være mindre entusiastisk omkring det end jeg. Han havde forsøgt så hårdt at hjælpe mig med at blive en normal teenager, lige siden jeg første gang opdagede boybandet Westlife.
Da plakaterne dækkede hver centimeter af mit soveværelse, og jeg måtte tage loftet i brug, tiggede han mig om at tage med ham til København, til en af hans club nights. Han havde nok social kapital til, at han kunne medbringe sin nørdede taber-søskende til et af de events, han regelmæssigt arrangerede i København, uden at miste alt for meget street cred.
Han insisterede på, at de fleste teenagere ville være ellevilde med at have en storebror, som kunne skaffe dem adgang til de hotteste diskoteker og gratis drinks hele natten. Jeg insisterede på, at jeg ikke kunne lide høj musik, medmindre det var Westlife. På det her tidspunkt havde alle i min by allerede haft sex for flere år siden. Jeg hørte historierne om klassekammerater, der havde haft trekanter og analsex, som om det var helt normalt at gøre hele tiden.
Jeg havde ikke engang kysset nogen endnu. Og min storebror ville bare gerne have, at jeg følte, at jeg passede ind. Derfor var jeg også lettere fornærmet, da han ikke jublede, efter at jeg fortalte ham, at jeg havde mistet min mødom. I stedet begyndte han at nynne højlydt for at få mig til at holde mund. Men jeg havde så meget at fortælle.
”Var det dét? Virkelig? Er det dét her, som jeg i årevis har følt mig presset til at gøre? Det her? Altså, det var fint. Det var da også rart, ja ja. Men det var bare sådan … nemt. Og simpelt. Jorden stod ikke stille, og jeg føler mig egentlig som den samme person som før.”
”Lalalalaa,” svarede min storebror og lagde på.
Når jeg tænker tilbage, husker jeg faktisk ikke, om Fingers stadig var i lokalet, og om han overhørte min samtale med min bror. Jeg kunne godt forestille mig, at det ville farve hans første gang-historie en lille smule. Jeg tror ikke, at ”var det det?” er det, som en teenagedreng har lyst til at høre, første gang han har penetreret en vagina. Men jeg har hørt nok forfærdelige første gang-historier til at vide, at vores nok var bedre end gennemsnittet:
Efter skole var vi gået hjem til ham og (Fingers) havde spist nachos og set ”Shrek 2”. Cirka halvvejs igennem filmen lagde han et håndklæde på sofaen, for vi havde hørt, at man godt kan komme til at bløde. Jeg lagde mig på ryggen, og så havde vi sex i missionærstilling, mens Shrek gik på eventyr inde i fjernsynet. Det varede i okay lang tid, det gjorde ikke særlig ondt, og jeg blødte ikke.
Bagefter bandt han en knude på kondomet og smed det ud i en skraldespand udenfor, så hans mor ikke ville finde det i skraldespanden inde i lejligheden. Jeg tog mit tøj på igen og ringede så til min storebror med det meget oprigtige spørgsmål: Var det dét?
Hvis jeg kunne vende tilbage og tale direkte til mit 16-årige jeg, ville jeg fortælle hende – ja okay, faktisk ret mange ting, men mest af alt, at hun skulle holde fast i netop den følelse. At sex er simpelt og sjovt og noget, der ikke behøver at ændre en. At det kan være blidt og med en person, som man er tryg ved.
Men jeg ved, at hun ikke ville lytte til en hysterisk 35-årig, der brager igennem hoveddøren og insisterer på, at hun skal købe noget, der hedder ”BitCoins”, og at hun ikke skal sige nej til at tage til en fest i Man-
chester i 2014, fordi sangeren Prince kommer til at være der, og hun vil fortryde det for evigt, hvis hun siger nej. Hun ville i stedet fortsætte med at leve sit liv præcis, som hun havde lyst til, og hun ville komme til at lave præcis de samme fejl.
Og jeg ville ende med at blive præcis den samme person, som jeg er i dag. En, som stadig forsøger at finde svaret på spørgsmålet: Hvad er det, der gør sex så kompliceret, når det jo bare burde være sjovt og simpelt?
Forskellen er, at jeg nu står på den anden side. Jeg husker skam godt, at sex engang var sjovt og simpelt, men det er ikke længere min oplevelse. Nu er sex blevet overskygget af dårlige oplevelser,
en masse ny viden om patriarkatet og voldtægtskultur og spørgsmål, som jeg ikke helt ved, om jeg har svarene på. Sex plejede at være sjovt og nemt. Hvor blev det af?
Så hej til dig, der læser denne bog. Lad mig præsentere mig selv. Jeg er en tyk, queer, hvid, ikke-handikappet, nonbinær person. Hvis du allerede nu har tusindvis af spørgsmål, så vær tålmodig. Jeg skal nok forklare det hele senere. Jeg er født i 1988 af en enlig mor og opvokset på Fyn.
De første 13 år af mit liv var overskygget af en ret totalitær, sadistisk bedstefar, som i dag er grunden til, at jeg kæmper med nogle psykiske problemer. Angst, depression, C-PTSD. Der er et helt kapitel om traumer, hvor jeg kommer til at forklare nærmere.
Efter at jeg gik ud af gymnasiet, arbejdede jeg kort som fundraiser i en del forskellige velgørenheds-organisationer, før jeg opdagede standupcomedy. Jeg optrådte på dansk på den danske comedyscene i København fra 2010 til 2012, hvorefter jeg flyttede til London, England. Mit stjernetegn er Skorpion (sol,
måne, Pluto og Merkur, sgu) og jeg elsker musicals og faglitteratur om psykologi og true crime. Jeg har en stædig, smuk hund, der hedder Hank.
I denne bog vil jeg udforske, hvordan min krop, hjerne, seksualitet og mit køn spiller en rolle i mit (mangel på) sexliv. Jeg vil undersøge, hvordan misogyni og patriarkatet påvirker vores sexliv. Og jeg vil genlære, hvad jeg troede, jeg vidste om sex.
Denne bog er en dokumentation af min proces og den research, jeg har lavet undervejs for at prøve at forstå, hvad der gør sex så svært for mig. Det hele startede som en dagbog – små personlige noter, som jeg tog for at føle mig mindre alene. Da et forlag i England viste interesse, følte jeg kun ren og skær panik.
Det er folk sgu da ligeglade med. Det hér er der da ingen, der kan relatere til. Jeg lavede et spørge-skema, som stillede spørgsmålet: Hvis du ikke har særlig meget sex, men du rigtig gerne vil have mere sex, hvorfor tror du så, at du er i denne situation? Jeg bad folk om at reflektere over deres liv – deres gode og dårlige seksuelle oplevelser – og bad dem fortælle mig deres historier. Jeg delte spørgeske-
maet på sociale medier og sendte det ud i mit nyhedsbrev.
Jeg vidste godt, at jeg var nødt til at sende det til rigtig mange mennesker for at få bare et par svar. Jeg vidste, det ville blive svært, hvis ikke nærmest umuligt, at finde andre mennesker, der heller ikke har
særlig meget sex, selvom lysten er der.
48 timer efter at jeg publicerede spørgeskemaet, måtte jeg lukke ned for det igen. 1.800 mennesker havde sendt mig deres historier, og der tikkede en ny mail ind hvert minut. Så mange mennesker
har ikke sex. Så mange. Af alle mulige forskellige grunde.
Alt fra religiøs opdragelse, fysiske handikap, seksuelle traumer, kønsforvirring, fattigdom, at være en ny forælder og skam over ens seksualitet til at være sammen med en person, man ikke er tiltrukket af. Og hundredvis af andre grunde. Jeg har haft ret mange mennesker inde i mig, siden jeg var 16.
Nogle var mere velkomne end andre – som for eksempel den kirurg, der fjernede min blindtarm, og den ufattelig lækre hollandske fotograf, som jeg havde sex med i en Airbnb-lejlighed i Utrecht (og som jeg ville have givet min blindtarm til, hvis han havde spurgt).
Andre har kun været inde i mig med deres ord eller i mine fantasier. Nogle af oplevelserne har føltes som feberdrømme, som den fyr, der kaldte sig selv for ”Big Mike”, og som påstod, at han flyttede til Finland dagen efter, selvom der ikke var nogen flyttekasser i hans rodede hjem. Jeg husker ikke engang, hvor-dan han så ud. Havde han mørkt hår og brune øjne, eller er det bare ønsketænkning?
Jeg befinder mig et sted mellem to versioner af den historie. I den ene var jeg i tyverne, vild og selvsikker og single. Og jeg mødte den her vildt lækre fyr på en bar og tog med ham hjem til
Herne Hill i London. Han læste nogle af sine digte op for mig, og jeg var røvlækker, idet jeg tog mit tøj af, og vi havde sex. To gange.
Næste morgen var mit hår helt rodet og sexet, og jeg havde tømmermænd, og jeg syntes, det var vildt sejt, at vi ikke engang udvekslede telefonnumre. Hold kæft, mand, det er ren Sex & The City, jeg knaldede bare lige en lækker mand og gik. Og så er der den anden version.
Den version, hvor jeg følte mig beæret over, at en traditionelt attraktiv mand var interesseret i mig. Den version, hvor jeg var ufattelig bevidst om, at jeg var en af de eneste personer tilbage i baren, da han gik op til mig. Og jeg ignorerede alle de røde flag – den tydelige løgn om, at han var ved at flytte til Finland, som han kun fortalte, fordi jeg virkelig skulle vide, at det her aldrig ville blive romantisk. At det bare var sex.
Den version, hvor jeg faktisk gav ham mit telefonnummer – han ringede bare aldrig. Men et par dage senere sms’ede hans ven til mig og bestilte sex, fordi han havde hørt, at jeg var ”villig til at
knalde med alle og enhver”. I denne version, imens jeg stadig var i baren, drak jeg så meget alkohol, som jeg kunne få ned, fordi jeg desperat var nødt til at drukne den stemme, der fortalte mig, at jeg faktisk ikke havde lyst til at have sex med ham.
Jeg ville gerne føle mig eftertragtet, jeg ville gerne have en orgasme, jeg ville gerne føle mig tryg. I stedet tog jeg, hvad jeg kunne få – for det var vel bedre end ingenting? Hvad, hvis ingen nogensinde vil have sex med mig igen? Jeg kommer til at fortryde, at jeg sagde nej i aften.
Begge versioner føles sande. Der er en del af mig, som er spontan. Jeg elsker sex, det gør jeg. Og jeg søger ikke et forhold. Jeg elsker min tykke krop, og jeg behøver ikke at have følelser for nogen for at have sex med dem. Men en anden del af mig er pisse bange. For intimitet og afvisninger. For, at ingen finder mig seksuelt tiltrækkende.
Og jeg undrer mig over, hvor hurtigt jeg – efter at jeg havde sex med Fingers for allerførste gang – holdt op med at være rigtig til stede under sex. På et eller andet tidspunkt undervejs blev sex til en utryg og usjov aktivitet. Og jeg begyndte at føle mig panisk, hver gang jeg mærkede, at sex var på bordet. Indtil det til sidst føltes helt umuligt at indgå i det med et andet menneske.
Idet jeg skriver denne bog, har jeg ikke haft sex i 3.229 dage. Og det lader til at være ret tabubelagt. I teorien synes jeg ikke, det burde være et tabu ikke at være seksuelt aktiv, men det er det tilsyneladende. For jeg kan se det på folks ansigtsudtryk, når jeg fortæller dem det. Og jeg kan mærke, hvor lidt jeg har lyst til at fortælle dem det.
Folk gisper. Gisper!
”Hvad? Hvordan?” spørger de helt skræmte, som om jeg ikke kunne stille dem det samme spørgsmål, når de siger, at de havde sex for nylig. Hvordan? Hvordan havde du bare sådan sex? Uden at gå helt i panik, altså? Hvordan gjorde jeg det selv, dengang?
Hvis jeg havde vidst, at sidste gang jeg havde sex, var sidste gang jeg havde sex, havde jeg kigget lidt mere på penissen. Jeg havde givet den et lille, kærligt klem og hvisket ”Pas godt på dig selv”, som var jeg en kvinde, der siger farvel til sin elsker i 1941, før han drager afsted i krig. Ikke for at være dramatisk, men på nuværende tidspunkt er der ingen sex i sigte. Jeg er 35 år gammel. Jeg blev lovet, at dette
var mit seksuelle højdepunkt.
Mænd peaker åbenbart, når de er 18. Jeg ved ikke helt, hvem dette refererer til. Det kan umuligt
være nogen af de 18-årige, jeg selv havde sex med, da jeg var teenager. For hvis dét var deres seksuelle højdepunkt, så har jeg ondt af de folk, som de kanin-knalder med lige for tiden. Bør jeg skrive til min allerførste kæreste og spørge, om han har lyst til at prøve igen? Det er jo kun 19 år siden … Har man ikke en eller anden form for rettighed som ekskæreste til lige at have sex én gang til?
Det er jo ikke, fordi jeg ikke har lyst til at have sex. Jeg har et sex drive. Jeg kan godt lide orgasmer. Jeg kan godt lide berøring. I teorien vil jeg gerne have sex. Og jeg mener ikke ”solosex” – jeg har alt det maskineri, jeg har behov for, bare rolig. Når jeg siger ”sex”, mener jeg sex, hvor et andet menneske (eller flere) er til stede og tager del i sexen. I ved, reproduktive kropsdele, hænder, kys, alt det dér.
Og jeg mener ikke bare ”sex med mænd”. Jeg kalder mig selv for ”queer”, hvilket egentlig bare betyder: Jeg er ret ligeglad med, hvilket køn du er eller ikke er, jeg er frisk. Men jeg har kun været i
seng med cis-penisser.
( Fodnote: Cis betyder, at man er det køn, man blev tildelt som barn. Så altså, hvis du blev født med en penis, og lægen sagde ”det er en dreng”, og du i dag stadig føler, at du er en dreng,så er du ciskønnet. Cis betyder egentlig bare ”alt er, som det plejer!” Hvis du blev født med en penis og i dag godt ved, at du ikke er en dreng men en pige, så er du transkønnet. Der er så alt muligt inde i midten, hvor dit køn kan være konstant flydende, eller hvor du hverken er mand eller kvinde. Så kan du enten identificere dig som trans eller ej. Men hvis du er helt ny i al den her snak om køn, så tager vi det bare ét skridt ad gangen. Et ”skridt” ad gangen – get it?)
Jeg er queer-jomfru i en alder af 35.
(Fodnote: Hvis vi lige tager de feministiske briller på igen, gider vi faktisk slet ikke ord som ”jomfru” og ”mødom”. Det er patriarkalske ord, der tit betyder, at når en penis har været i en vagina, er vaginaen ødelagt og brugt og alt sådan noget. Mødom og jomfru er ”rene” ord, og man er mindre værd, hvis man har ”mistet” sin mødom. Vi gider ikke lade vores værd som mennesker afhænge af, hvor mange penisser der har været inde i os, så de her ord er gammeldags nu. Så når jeg bruger disse ord, mener jeg såmænd bare ”har haft sex” eller ”har ikke haft sex”.)
Jeg har forsøgt mig frem. Jeg har lavet en profil på en datingapp og sagt ”ja tak” til alle, som virkede som nogle, jeg kunne føle mig tryg ved, hvilket – lad os nu være helt ærlige – ikke var særlig
mange. Så jeg kan altså godt mærke den, lysten. Til at møde et menneske og måske have sex med dem.
Med den her fremmede, som på sit billede holder en fisk eller aer en tiger på hovedet. Min seksualitet er rigtig meget i live. Jeg er relativt selvsikker – jeg er god til at sexte, jeg synes, det er sjovt at flirte. Og når jeg får et match på en datingapp, har jeg som regel en stærk åbner. Men så svarer de. Og så … Er det, som om jeg bliver opslugt af en tsunami af ubehag.
Min mave strammer til, jeg begynder at svede, mine øjenlåg føles tunge, og jeg har ikke længere lyst til sex. Jeg sletter appen og kravler ned under dynen, hvor der er trygt. Og jeg bliver under dynen. Helt uknaldet og alene.
Og pludselig er der gået lidt under et årti, og jeg ved ikke, hvad der sker med mig eller hvorfor Jeg har forsøgt at læse bøger for at finde svar. Jeg troede at ”Come As You Are” af Emily Nagoski ville blive min redning, eftersom tusindvis af anmeldelser på internettet og hver evig eneste person, der nogensinde har anbefalet den, siger det samme: at den her bog er præcis, hvad vi alle har brug for.
I en af de første sætninger i bogen fortæller Emily Nagoski mig, at bogen kommer til at transformere mit sexliv. Hvilket jo er skønt, hvis … jeg havde et sexliv. Jeg lægger den væk til en dag, hvor jeg rent faktisk har et sexliv at transformere.
Lige nu har jeg mest af alt brug for en bog, der kan formere mit sexliv. Jeg har brug for en bog, der kan hjælpe mig med at få alt til at give mening. Jeg har ikke brug for at lære 416 måder, jeg kan tilfredsstille min partner på, og jeg har ikke brug for at lære om nye sexstillinger, der hedder ting som ”Den
Tørstige Pelikan” eller ”Bagvendte Bjørneangreb”. Jeg har bare brug for at vide, hvordan jeg kan gå fra ”wow, den der person er lidt sød” til at være nøgen med dem.
Og så kan vi prøve alt det sjove og vilde. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at prøve at penetrere en cismand med en strap-on. Og der er sikkert en masse, der ville lade mig gøre det. Men så snart jeg tænker nærmere over det, bliver jeg udmattet. Jeg orker ikke at skulle finde ”plus size strap-ons”, og jeg kan ikke helt komme mig over det mentale billede af mig, der løfter min mave op over en mands numse.
Undskyld mig, må jeg hvile mit fedt på din ryg? Jeg har ikke lyst til at gøre det til en vane at bruge folks kroppe som belejlige overflader. Det var allerede ved at gå helt galt, da jeg lærte, at jeg kunne bruge min mave som et bord. Mine roommates bad mig om at placere min dåsesodavand på det rigtige bord i ste-
det.
Jeg tror bare, de er jaloux. Jeg forsøger at forklare situationen til mine venner: ”Det er noget tid siden, jeg har haft sex.” Min veninde afbryder straks, ”Det samme her! Jeg har ikke haft sex i to måneder!”. Hun sukker dybt. Jeg forstår slet ikke, hvordan hun er i stand til at trække vejret efter så lang tids intenst afsavn.
”Samme her,” siger jeg. Og det er jo sandt. Jeg har ikke haft sex i så mange gange to måneder. Hun ryster på hovedet, ”Det er så frustrerende”, mens hun swiper igennem Tinder og siger nej til personer, hvis de har de forkerte sko på.
Jeg husker ikke, hvordan det er at vide, hvad mine grænser er. Jeg tror aldrig, jeg helt har vidst, hvordan man siger nej, så jeg har gjort nogle ret frygtelige ting. Jeg har engang knaldet med en mand i en busk, imens hans gravide forlovede sad derhjemme. Alene fordi han pegede på busken og sagde, ”Skal vi have sex i den dér busk?”, og jeg nikkede og sagde ”Ja” – for hvad skal man ellers sige?
Øh, nej. Man siger selvfølgelig nej. Man siger ”Nej tak, jeg vil ikke have sex i en busk med en middelmådig, forlovet komiker i København på en tirsdag”.
Jeg ville ønske, jeg kunne afvise folk, kun fordi de har de forkerte sko på. Da jeg var ung, var jeg meget aktiv på diverse online-fora, hvor emnet var sex. Jeg var en af de yngste brugere derinde, og jeg
stillede regelmæssigt spørgsmål som: Hvordan barberer man sig dernede? Gør det ondt at have sex? Hvorfor bliver man kun våd nogle gange? Har folk sex med tykke mennesker?
Der er en ældre mand, der vil have, at jeg skal være nøgen på mit webcam, er det normalt? Jeg har skrevet en erotisk novelle om Westlife – kan nogen læse den for mig og fortælle, om jeg lyder, som om jeg ved, hvad sex er?
Folk var rigtig søde. De passede på mig og forklarede alt med stor tålmodighed. Jeg blev venner med en 40-årig sexarbejder, som åbent og ærligt fortalte om sit job og sine oplevelser. På et tidspunkt fortalte jeg hende, at jeg gerne ville være sexarbejder. Hun snakkede længe med mig om fordelene og ulemp-erne og forklarede, at hun bestemt syntes, jeg skulle vente, til jeg blev meget ældre.
Hun sagde, at hvis jeg stadig gerne ville, når jeg var gammel nok, og hvis jeg var parat til at kæmpe med eventuelle lortekunder, stigmatisering og en sexarbejderhadsk regering, måtte jeg meget gerne kon-takte hende til den tid. Hun ville bare gerne have, at jeg var tryg og sikker.
En dag mødtes jeg med en mand fra et af de her online-sexfora. Han arbejdede på min lokale togstation, hvor det var hans job at køre togene hen på de rigtige skinner.
(Fodnote: Hedder det et cockpit? Sikkert ikke …)
Han tog mig med ind i et tomt togs cockpit og lukkede døren bag os. Han havde rare, brune øjne og mørkt hår. Jeg var 16 år gammel og vidste bare, at han var ældgammel. Nu ser jeg, at han nok var i start-tyverne, hvilket er ældgammelt, når man er 16. Jeg var så tændt, og jeg vidste bare, at han vidste det. At han kunne se det.
Jeg havde læst nok erotiske noveller til at vide, at når man er tændt, bliver ens øjne helt blanke, og alle kan se det. Jeg har faktisk aldrig overvejet at dobbelttjekke, om det er sandt – i stedet har jeg igennem hele mit liv været rædselsslagen for, at min dørklokke ringer midt-porno-film, så en leveringsperson bare kan kigge på mig én gang og sige ”røde kinder, blanke øjne, jeps, hun kigger på step sibling porn”.
I England er det nemt at gætte, når jeg er tændt. Jeg begynder at tale dansk. Det er, som om der ikke er blod nok i min hjerne til at differentiere mellem de to sprog. Jeg har engang siddet ved siden af en fyr på en bar og sagt, ”You are godt nok a flot man”.
Men min erfaring siger mig, at deres første tanke sjældent er ”Hun må godt nok være liderlig”.
Togfyren lod mig trykke på et par knapper og sidde i togchaufførens stol. Heldigvis fandt det sted i Danmark, så det var ikke særlig afslørende, når jeg talte dansk til ham. Men han kunne se mine øjne, som var så blanke, at de nok bare lignede to spejle. Derudover vidste han, fra onlineforaene, at jeg netop havde opdaget, at jeg havde en helt ny fetich. At have sex i offentligheden.
Og dér var vi – på et tomt tog, på en tom platform. Det var bare os to, mig og en lækker mand i (neon-orange) uniform. Jeg kunne slet ikke være i mig selv af ren spænding – tænk, at jeg var så tæt på at
have sex i et togcockpit.
(Fodnote: Det hedder det 100 % ikke.)
Men det skulle ikke ske, til 16-årige migs store skuffelse. I stedet spurgte han mig om mit hjemmeliv og om, hvordan jeg havde det, og han talte om, at det online-sexforum var et rigtig godt sted at møde nye venner. Hvem ved, måske inviterede han mig ned til togstationen for at have sex, men opdagede så, at jeg bag min teenage-irriterende profil kun var 16 år gammel.
Måske så mine øjne slet ikke liderlige ud, måske var de bare uskyldige. Eller fortabte. Måske havde
han aldrig en intention om at have sex med mig. Måske ville han bare være sikker på, at jeg var okay. Som voksen sætter jeg pris på ham. Som teenager var jeg helt vanvittig seksuelt frustreret. Vi taler her om en mand i uniform. Ja ja, ikke én af de sexede uniformer: militær (fodnote: Hvis man ignorerer mord osv.), brandmand, Burger King.
Neon-orange er ikke den mest sexede farve, men det er trods alt stadig en uniform. Men som en voksen, der har brugt mange timer på at læse og høre true crime, er jeg selvfølgelig også meget bevidst om, at jeg kunne være 100 % myrdet lige nu. Så jeg takker den høflige DSB-medarbejder for ikke at dræbe mig for 21 år siden. I et tog-cockpit.
Det er sært, men jeg følte mig aldrig afvist af Togfyr. Selvom jeg havde ret lav selvtillid, var jeg alligevel rigtig selvsikker, når det kom til sex. Jeg vidste, at jeg var seksuelt eftertragtet, selvom jeg ikke følte mig attraktiv. Jeg antog, at Togfyr ønskede at have sex med mig, men at han nok bare var blevet bange i sidste øjeblik. Måske var det for koldt. At han ikke havde lyst, var bare ikke en mulighed i mit hoved.
Jeg kan virkelig ikke forstå, hvordan jeg kunne være så seksuelt fri som teenager, og hvordan jeg kan være så nedlukket nu. Jeg er gået fra seriøst at overveje at blive en 16-årig sexarbejder med speciale i feticher og kinks, helt sikker på, at hele verden havde lyst til at knalde mig – til at være en 35-årig, som går i panik, hvis nogen swiper ”ja tak” på min datingprofil.
Jeg havde sex den 19. november 2015. Når man Googler ”dage siden 19. november 2015”, foreslår Google, at man klikker på en side om Alt Der Skete På Denne Dato Nogensinde. Den side for-
tæller mig, at Barack Obama var præsident i USA, og David Cameron var premierminister i Stor-britannien. Adeles ”Hello” var et hit. Den 16. årlige Latin Grammy Awards fandt sted i Paradise,
Nevada.
Det var Jodie Fosters fødselsdag, og selvfølgelig, naturligvis, fejrede hele verdenen World Toilet Day. (Fodnote: Ifølge FN er der 419 millioner mennesker, som praktiserer ”open defecation”, og 653
millioner har slet ikke adgang til de mest basale sanitære faciliteter. Og det ville du også
have vidst, hvis du gad fejre World Toilet Day.)
Jeg kunne forsøge at glemme alt om det. Sex, altså. Ikke World Toilet Day. Jeg glemmer aldrig World Toilet Day. Jeg kunne forsøge at kvæle den sandhed, at jeg er et voksent, virilt menneske, som godt kunne tænke sig at have et aktivt sex-liv. Jeg kunne begrave mig selv i arbejde, distrahere mig selv med
Netflix og sociale medier, og jeg kunne få tiden til at gå så hurtigt, at jeg slet ikke havde tid til at tænke på sex.
Og der er som sådan intet i vejen med at gøre det – det hedder en forsvarsmekanisme, og det virker. Til tider er man bare ikke stærk nok til at stå ansigt til ansigt med det, som føles ret faretruende. Men jeg tror faktisk, jeg er klar, nu. Lige nu. Og jeg kan vælge at se min vagina i øjnene (øjet?) og sige:
”Hey,du fortæller mig relativt ofte, at du godt kunne tænke dig, at jeg delte seng med et andet menneske, som kan gøre dig glad. Og selvom jeg godt ved, at jeg har udstyret, talentet og et abonnement på skøn etisk feministporno, ved jeg godt, at du gerne vil se andre mennesker også. I get it. Så. Lad os kaste os ud i det.”
Et studie har identificeret 237 forskellige grunde til, hvorfor mennesker har sex, og det føles fair at antage, at der nok er lige så mange grunde til, hvorfor folk ikke har sex. I denne bog har jeg ikke haft mulighed for at afdække dem alle. Det er også vigtigt at sige, at selvom jeg omtaler aseksualitet i kapitlet om seksualitet, handler denne bog ikke om aseksualitet. Jeg har været nødt til at fokusere på problematikken, som er ikke at have sex, når man har lyst til at have sex.
Jeg er også klar over, at der er mange mennesker, som har lyst til at have sex, men som ikke kan på grund af sygdomme eller andre lidelser. Jeg føler ikke, at jeg er den, der kan tale om dette, men jeg respekterer fuldt ud, at det er vigtigt og fortjener folks opmærksomhed. At være forælder er et andet
emne, som jeg ikke har kunnet afdække. Jeg kan ikke love, at du i denne bog finder præcis det problem, du har, men forhåbentlig kan du stadig lære en masse.
Jeg har inkluderet nogle af de 1.800 historier, folk sendte til mig, som jeg håber kommer til at hjælpe
dig, som de har hjulpet mig, til at føle dig mindre alene. Du vil opdage, at der er to typer kapitler i denne bog. Der er De Store Kapitler – de, der dækker nogle af de store emner, jeg taler om i bogen. Seksual-undervisning, seksuelle traumer, seksualitet, køn, kroppe og neurodiversitet. I disse kapitler har jeg talt med Kloge Mennesker Som Ved En Masse.
Jeg har talt med sexunderviser Justin Hancock, sex- og forholdsterapeut Chantal Gauter, transforfatter og aktivist Juno Roche, tidligere sexarbejder, kunstner og podcaster Miranda Kane, drag king og komiker Jodie Mitchell og flirteekspert Jean Smith. Midt imellem De Store Kapitler finder du nogle dagbogsindlæg– mine tanker om tidligere seksuelle oplevelser og fortællinger fra nogle af de oplevelser jeg har haft, imens jeg har skrevet denne bog.
Jeg reflekterer over min fortid, imens jeg besøger et tysk pornobureau eller tager på BDSM-workshop i London. Jeg hopper lidt rundt i tid og sted, idet jeg forsøger at få alt til at give mening. Jeg kommer til at være så smertefuldt ærlig, som jeg overhovedet kan være uden selvfølgelig at komme i problemer med loven – selvom det ikke altid stiller mig i et godt lys. Jeg ved, jeg har en masse fejl, og jeg tror ikke, at jeg kan komme videre, hvis ikke jeg anerkender dem og fortæller alt.
Når du læser denne bog, skal du ikke forestille dig, at jeg står ved et podium foran dig og underviser. I stedet sidder jeg ved siden af dig i sofaen med et glas vin og fortæller dig alt, jeg har lært, og alt jeg (tror jeg) ved. Og så fortæller jeg dig min egen historie og alle mine egne oplevelser (hvis det hjælper, må du godt svare mig, så det føles mere som en rigtig samtale. Du kan skrive i marginerne, ringe til en ven, skrive i en dagbog.)
Mange af mine egne oplevelser havde jeg aldrig rigtig tænkt over, sådan, i dybden, før jeg skrev denne bog. Meget gik først op for mig, da jeg skrev det ned. På samme måde kommer du sandsynligvis til at tænke over din egen historie og dine egne oplevelser, mens du læser. Det kan godt føles lidt over-vældende. Da det skete for mig, havde min psykolog en rigtig fin måde at berolige mig på.
Hun sagde: “Se dig selv som en tekst. Du skriver din egen tekst. Andre kan – og det gør de – læse din tekst og fortolke den på forskellige måder, det er uundgåeligt. Du kan ikke kontrollere, hvordan folk for-tolker dig. Der vil være folk, der skriver din biografi, og de skriver hvad som helst, de vil, og du kan intet gøre, andet end at slå dem ihjel. Hér taler jeg i metaforer, Sofie.”
Jeg var en smule fornærmet over, at hun følte, hun var nødt til at gøre det klart for mig. Men så fortsatte hun:
“Vi lever i en verden, hvor vi lægger mest vægt på observatøren frem for den observerede. Desværre. Men det er bare endnu en grund til at holde fast på din egen tekst. Din tekst var ikke skrevet i din barn-dom, og den kan skrives om. Vi forandrer os konstant. Din barndom er en del af din historie, men den er ikke hele din historie. Så – sæt dig ned med din fjerpen, og skriv de dele af dig selv, du gerne selv vil bestemme over.
Spørg dig selv: ’Hvem vil jeg egentlig gerne være?’ og så skriver du det. Du lader ikke andre skrive det. Og en gang imellem kan du se, at noget af din tekst er skrevet af andre, og så kan du bare sige ‘Hov! Det er slet ikke mig, det her’, og så kan du slette og erstatte det.”
Når du læser denne bog, håber jeg, at du kan gøre det samme. Tag, hvad du kan bruge, hvad end der ræsonnerer i dig – og efterlad resten.
Sofie Hagen har ikke haft sex i over 3.000 dage. Og hun er ikke den eneste…
I et forsøg på at finde ud af, hvorfor vi ikke har den sex, vi gerne vil have, stiller Sofie spørgsmålene: Hvad er det, der gør sex så kompliceret, når det burde være sjovt og simpelt?
Hvordan lever man med at være jomfru som 35-årig (når det gælder queer-sex)? Og hvordan har de socialt akavede og de neurodivergente sex?
Via en blanding af erindringer og samtaler med eksperter, terapeuter, sexarbejdere, pornostjerner og komikere undersøger Sofie Hagen de finurligheder og vanskeligheder, der er forbundet med at være ”ufrivillig cølibatær”.
Bogen et humoristisk og modigt forsøg på at skabe en bedre forståelse af, hvordan vi kan tænke, tale og føle om sex.
Du kan købe Får jeg nogensinde sex igen? online hos fx. Saxo.com eller i din nærmeste boghandel fra d. 19. marts.
Andre læste også: