Aktuelt Fagbøger

Sofie Hagen har ikke haft sex i 3000 dage: “INGEN skal føle sig som en ensom freak”

Sofie Hagen

INTERVIEW. I Får jeg nogensinde sex igen? dykker Sofie Hagen ned i, hvornår sex holdt op med at være sjovt og blev så kompliceret, at hun gik i ufrivilligt cølibat. I arbejdet med bogen opdagede hun, at hun ikke er alene – mange har ondt i sexlivet.


“Jeg bliver virkelig ked af det, når folk siger, at de kan relatere til min bog. Jeg håbede, det kun var mig, der havde et problem,” fortæller Sofie Hagen.

Får jeg nogensinde sex igen? udkom i en engelsk version sidste år, da den succesfulde standupper har været bosat i England. Sofie Hagen er ellers pæredansk og opvokset på Fyn, men har boet i London i 12 år. Hun har i den forbindelse skrevet for The Guardian, Stylist og Metro, optrådt for udsolgte huse i hele Storbritannien og Europa og medvirket i adskillige tv-shows for bl.a. BBC, ITV og Comedy Central.

Hagens TED Talk blev delt over hele verden, og hendes podcasts har millioner af lytninger. Hun udgav sin første bog Happy Fat på engelsk i 2019, der siden er udkommet på dansk, svensk og tysk. Nu er Sofie Hagen hjemme i Danmark igen og har selv oversat Får jeg nogensinde sex igen? til dansk.

Når Sofie Hagen bliver trist over alle de mennesker, der kan relatere til bogen, er det, fordi hun troede, hun var alene om at have et kompliceret forhold til sex. I hendes tilfælde er det så kompliceret, at det har ført til ufrivilligt cølibat i over 3000 dage.

LÆS OGSÅ: Læs et uddrag af bogen Får jeg nogensinde sex igen?

Væltede ind med svar

Under arbejdet med bogen sendte Sofie Hagen et spørgeskema ud via sine sociale medier og spurgte til, om folk havde udfordringer med deres sexliv. Hun fik over 1000 svar i løbet af 24 timer, og beskederne blev ved med at tikke ind. Mængden af tilkendegivelser overraskede Sofie Hagen.

“Jeg troede virkelig, jeg var alene om det. Men der er mange, der kan genkende det. Det er SÅ vildt. Alle typer – uanset køn, seksualitet og alder, er kommet til mig, eller har skrevet til mig, at de kunne genkende ting, der stod i bogen, og at de har nogle af de samme problemer med sex.”

Ud af de i alt 1800 svar på, hvorfor sex var blevet kompliceret, var der i alt 30, der ikke indeholdt et seksuelt overgreb af en eller anden art. Det var alt lige fra at blive udsat for en blotter i en bus til at blive voldtaget.

Mange har også delt med Sofie Hagen, at de er i et forhold eller ægteskab, hvor de ikke har sex, fordi de eller deres partner har lav sexlyst. Der kan være meget forskel i folks libido. Flere omtaler i deres svar til Sofie Hagen en særlig form for overgreb, hvor folk er gået med til sex, fordi det føltes uhøfligt at sige nej – en form for høflighedsvoldtægt, da de egentlig ikke havde lyst. Det foregår også i faste parforhold.

En anden udfordring, Sofie Hagen sætter fokus på i bogen, er presset for at have en bestemt type sex. Sex, hvor det handler om penetration og skal føre til orgasme. For begge parter. Chantal Gautier, der er sex- og samlivsterapeut og en af de eksperter, der er med i bogen, peger på, at vores opfattelse af sex kommer fra alle de budskaber, vi har fået, mens vi voksede op.

“Samfundet har for eksempel lært os, at hvis en kvinde ikke kan få orgasme ved penetrerende sex, er der noget galt med hende. I virkeligheden er det kun 4 procent af kvinder, der kan få orgasme ved penetration alene, uden nogen form for klitorisstimulering,” siger Chantal Gautier i bogen.

Det får Sofie Hagen til at pointere, at sex ville blive en mere sjov og behagelig oplevelse, hvis vi fjernede alt presset. Hvis vi kunne aflive myterne om sex og i stedet lære, hvordan sund sex føles.

Ingen skal føle sig som en ensom freak

Sofie Hagen har altid godt kunne lide at tage hul på tabuer og konfrontere indre dæmoner og “old ghosts of sexual trauma”, som hun selv kalder det. Hun er hudløst ærlig om sine dårlige erfaringer i Får jeg nogensinde sex igen? Det var summen af de erfaringer, der gjorde, at hun ikke var i stand til at have sex. Det var ikke sjovt og ukompliceret, som det havde været engang. Eller som hun troede, det havde været engang.

“Med ALT, hvad jeg laver, standup, bøger, podcast, whatever, er det vigtigste for mig at få folk til at føle sig mindre alene. Da jeg skrev bogen, brugte jeg tit de beskeder, jeg havde fået fra folk, når jeg tvivlede på projektet. Så læste jeg ti beskeder fra folk for at minde mig selv om, at jeg ikke var alene. Jeg kunne godt tænke mig, at folk på samme måde får følelsen af, at de ikke er alene med det her. Selv hvis jeg ikke kan fikse noget, så bare det, at man ikke føler sig som en ensom freak, synes jeg, er hele arbejdet med bogen værd.”

Både en del af problemet og løsningen

Aftenen før dette interview stod Sofie Hagen på en scene til et Lind & Lahme-bogklub-event i Empire Bio på Nørrebro i København og fortalte om bogen. En skov af hænder i salen viste, at næsten alle blandt publikum havde oplevet noget, der var seksuelt grænseoverskridende, hvor de ville ønske, at de havde sagt fra. Bagefter foredraget var der flere henvendelser fra publikum.

“Der var en kvinde, der fortalte, at hun virkelig havde brug for at høre min historie. Hun havde lige sagt til en veninde, at veninden trængte til at få noget sex. Veninden havde bedt hende om at slappe af og spurgt, om det ikke var ok, at hun ikke havde haft sex i et år. Det fik kvinden til at indse, at hun var med til at shame folk for ikke at have haft sex. At hun selv var en del af problemet. Det ville hun ikke være længere.”

Er vi alle sammen en del af problemet og løsningen?

“Netop! Der var en anden til foredraget i går, der sagde, at hun aldrig havde talt med sine veninder om sex, men at nu ville hun gøre det. Jeg sagde, gå endelig ud og tal med dine veninder! Det er SÅ vigtigt. Tal OGSÅ med din datter, din mor og din søster. Vi skal have alle generationerne med.”

Håbefuld på sexlivets vegne

I dag er Sofie Hagen håbefuld på sit sexlivs vegne.

“Der er rigtig meget styrke i at indse, at nogle af ens seksuelle oplevelser har været ubehagelige. Jeg tror, det kan skabe en tættere forbindelse med kroppen, fordi man nu anerkender det overfor sig selv.”

“Jeg “mødtes” med min krop og sagde: Hvad har du været igennem? For jeg huskede, at det hele bare havde været godt. Men min krop sagde, nej, du havde faktisk ikke lyst til at have meget af det sex, du har haft. Nu kan min krop og jeg gå fremad og forhåbentlig have et godt sexliv. Fordi jeg ikke længere vil tillade, at det ikke er godt.”

Sofie Hagen er ikke kun håbefuld på egne vegne.

“Alle de reaktioner, jeg har fået på bogen, viser, at jeg har sat noget i gang. En af interviewpersonerne i bogen fortalte, at mine spørgsmål havde sat mange tanker i gang og inspireret til en personlig seksuel revolution, hvor personen fik sin første full blown orgasme. Så jeg er VIRKELIG håbefuld – ikke bare for mig selv, men også for alle andre.”

Alle kroppe er smukke

Noget af det, der gjorde størst indtryk på Sofie Hagen i arbejdet med bogen, var hendes interview med transpersonen Juno Roche, der har truffet en beslutning om kun at have sex med andre transkønnede.

For Juno Roche er transpersoner de smukkeste i verden, og Sofie Hagen peger på, at vi alle kan lære noget af at vælge de folk til, der ellers ofte bliver valgt fra.

“Som non-binær, tyk og whatever, så er jeg så vant til at tænke, uh, jeg håber, det ikke irriterer folk for meget, at jeg er anderledes. Jeg håber, de kan acceptere det. Hvad nu, hvis det, der gjorde dig anderledes, var det smukkeste og det bedste, og det var det, der var eftertragtet? Det var SÅ smukt et budskab.”




Læs mere om Får jeg nogensinde sex igen?

får jeg nogensinde sex igen

Sofie Hagen har ikke haft sex i over 3.000 dage. Og hun er ikke den eneste…

I et forsøg på at finde ud af, hvorfor vi ikke har den sex, vi gerne vil have, stiller Sofie spørgsmålene: Hvad er det, der gør sex så kompliceret, når det burde være sjovt og simpelt?

Hvordan lever man med at være jomfru som 35-årig (når det gælder queer-sex)? Og hvordan har de socialt akavede og de neurodivergente sex?

Via en blanding af erindringer og samtaler med eksperter, terapeuter, sexarbejdere, pornostjerner og komikere undersøger Sofie Hagen de finurligheder og vanskeligheder, der er forbundet med at være ”ufrivillig cølibatær”.

Bogen et humoristisk og modigt forsøg på at skabe en bedre forståelse af, hvordan vi kan tænke, tale og føle om sex.

Du kan købe Får jeg nogensinde sex igen? online hos fx. Saxo.com eller i din nærmeste boghandel fra d. 19. marts.




Ser det som min fornemmeste opgave at sprede læseglæde og dele stærke læseoplevelser med andre læseheste. Det gør jeg som en del af presseteamet hos Lindhardt og Ringhof og i min fritid, hvor bogstakken på mit natbord er faretruende høj. Har en fortid som bogopsætter, journalist, kulturredaktør og kommunikations- og pressekonsulent og har altid valgt arbejdspladsen nøje efter, om jeg kunne dele min store kærlighed til bøger og kultur.