Anna Juul er tilbage med en sorthumoristisk roman om giftige gruppedynamikker og behovet for at slippe ud af en rolle, man ikke længere vil have.
Da Annes kæreste slår op med hende over et glas lunken glögg på et julemarked med beskeden om, at hun er for sød til ham, rammer det hårdt. Alle ved nemlig, at ”sød” bare er et andet ord for ”kedelig”, når man bor i en storby. Heldigvis har Anne en tæt venindegruppe, der tæller den kloge Rasmine, den sexede Katinka og den skøre My. De foreslår, at Anne starter i terapi for at bearbejde de uhensigtsmæssige tilknytningsmønstre til mænd, som hun tydeligvis render rundt med.
LÆS OGSÅ: 25 bøger der er bestsellere
Annes psykolog viser sig imidlertid at være mere interesseret i venindegruppen, som ifølge psykologen er fyldt med mikroaggressioner og interne magtkampe, og derfor skal Anne lære at sætte grænser. For måske vil Anne slet ikke være ”den søde pige”? Måske vil hun også udnytte sit fulde potentiale og ikke længere lade sig holde nede? Men hvordan bryder man ud af en rolle, man altid har haft, og er det overhovedet godt at grave efter traumer, man slet ikke vidste man havde?
Sød Tøs er en romantisk komedie, der går rogue. Romanen undersøger, hvad der sker, når terapisproget bevæger sig ind i vores hverdag og måske kan bruges som et våben. Og hvorfor det værste, man kan være, egentlig er helt og aldeles almindelig?
LÆS OGSÅ: 18 skønne bøger om kærlighed du (måske) ikke har læst
Læs uddraget fra Sød Tøs af Anna Juul herunder.
Objektivt set var Anne for kedelig til Carl. Alligevel kom det bag på hende, da han første søndag i advent slog op på et julemarked over et glas lunken gløgg med for mange rosiner. Han havde pli nok til at sige, at det var, fordi hun var for sød til ham, selvom alle ved, at sød er et andet ord for kedelig, når man bor i en storby. Måske var det derfor, at Anne var blevet sådan én, mændene forlod, når hun havde udtjent sin værnepligt som stabiliserende faktor i deres liv.
De havde haft en helt normal dag. De havde spist morgenmad, Anne havde lavet bananpandekager og støvsuget, fordi det var søndag. Det var ikke, fordi der havde været mange skænderier på det seneste, faktisk skændtes Anne og Carl aldrig, hvilket Anne nu kunne forstå havde været et problem for Carl, der ønskede sig mere passion i et parforhold. I stedet havde de talt om, hvem der skulle have hvad i julegave, og om de måske kunne nå at afholde et julearrangement for deres ikkeeksisterende fælles venner i løbet af december.
I bagklogskabens ulideligt klare lys kunne Anne godt se, at det mest var hende, der havde talt, mens Carl enten havde nikket eller mumlet et eller andet, der med Annes altid gode vilje kunne tolkes som et ja.
Nu sad de så på en bænk ved siden af en bod, der solgte filtede hjemmesko og indlæg til fodtøj. Der var åbenbart ingen nedre grænse for, hvad man kunne sælge på et julemarked, hvis bare man gjorde det iført nissehue. En kakofoni af julemusik og skrigende børn udgjorde underlægningsmusikken, mens Carl forklarede Anne, hvorfor det var klart mest fornuftigt, at de slog op. Anne kunne høre på ham, at det ikke var til diskussion, selvom han forsøgte at gøre det til en fælles beslutning ved at tale i ”vi”. ”Vi har det jo ikke godt sammen og har ikke haft det længe”, ”vi er meget forskellige”.
I noget, der sikkert bare var et sekund, kunne Anne se sit parforhold passere revy. Hvordan hun og Carl havde mødt hinanden til en, der hed Amandas fødselsdag. Langsomt og hen over et helt år var de blevet et par, fordi Carl havde haft svært ved at beslutte sig for, om han var klar til at stole på en anden kvinde igen. Det havde han sagt, da de en aften lå i Annes seng. Han havde fortalt om sin ”type”, altså smukke, men desværre også psykisk ustabile piger med store personlige problemer, og dem havde han altså brændt sig på alt for mange gange. Anne havde forsikret ham om, at han sagtens kunne stole på hende, hun havde ingen intentioner om at fucke med hans hoved. ”Det ved jeg godt,” sagde Carl, og havde Anne været mindre naiv, ville hun have hørt, at det allerede dengang lød, som om Carl fandt tanken om ikke at få fucket med sit hoved ulideligt dødbideragtig, men i stedet lagde hun sig bare til at sove.
Nogle måneder senere havde Carl så givet udtryk for, at Anne var den første kvinde, han følte sig tryg sammen med, og så var de officielt blevet kærester. Anne havde på daværende tidspunkt taget det som et kompliment uden at vide, at tryg – ligesom sød – også bare var et andet ord for kedelig.
En familie iført nissehuer og dårlig stemning passerede bænken, hvor Anne og Carl sad, mens Anne kastede et blik ind i fremtiden. Hun så, hvordan Carl flyttede ud af andelslejligheden, som hendes forældre ejede. Hvordan de delte deres ting, hvem der fik sofaen (hende), elkedlen (hende), Louisiana-plakaten (hende).
Hun tænkte på, hvem hun først skulle fortælle om bruddet, hvem skulle hun ringe til, når Carl inden for en overskuelig fremtid rejste sig fra bænken og forsvandt ud af hendes liv for evigt? Hvordan skulle hun fortælle, at hun endnu en gang var blevet slået op med på nogenlunde samme måde, som hun plejede at blive slået op med, og hvad ville personen sige til dét, ville personen dømme hende, ville personen sige ”hvad sagde jeg”, og hvad skulle hun selv sige til Carl, når hun engang ville møde ham og hans nye og gravide kæreste nede i Føtex, hvor hun selv ville være på jagt efter bind og æbleskiver, mens de ville være på jagt efter noget plantefars? Det ville helt sikkert blive akavet, for Carls nye kæreste ville være både pænere og mere spændende og mere gravid end Anne, og hvordan skulle Anne egentlig nogensinde selv få en ny kæreste, så hun kunne få et barn, alle de gode mænd var jo taget, og dem, der var tilbage, ville slet ikke have børn, hun ville oh skræk og ve blive nødt til at geninstallere diverse datingapps, fordi der ikke var nogen mænd på hendes arbejdsplads, og hvis det rent faktisk lykkedes hende at få en date og så efterfølgende få ham med hjem, så ville hun også blive nødt til at finde det pæne undertøj frem, gud hvor hun hadede g-strenge, for slet ikke at tale om at barbere ben, sikke et sisyfosarbejde, og selv hvis manden skulle forelske sig i hende, blive kæreste med hende, så ville han unægtelig også ende med at slå op med hende på en bænk på et julemarked, og så ville hun bare være blevet endnu ældre og for gammel til at blive solomor, og hendes forældre ville blive skuffede over ikke at få nogen børnebørn, Anne var enebarn, og en dag ville de dø, og resten af Annes venindegruppe ville have fået kærester og børn, selvom de sagde, at de ikke var interesseret i det småborgerlige lort, og derfor ville de glemme hende, hun ville blive venindegruppens paria og ultimativt dø alene i sin andelslejlighed, hvor hun først ville blive fundet flere uger senere, fordi hendes lig var begyndt at lugte.
På bænken på julemarkedet tog Carl en lang og frustreret dyb indånding, fordi det ikke var lykkedes ham at få Anne til at forstå præcis, hvad den udløsende faktor for hans beslutning om at slå op med hende havde været. Det eneste, han kunne sige, var, at han havde været i tvivl længe, og at han ikke ”følte den mere”, han kunne ikke forklare det bedre, sagde han.
Det havde Annes andre kærester også sagt. Valdemar havde sagt det i 3. g på en bænk i skolegården og så gentaget det ved at kysse med Josephine til gallafesten et par dage senere. Emil fra studiet havde sagt det på en bænk på Assistens Kirkegård. Han havde sagt, at han og Anne passede perfekt sammen på papiret, men at han ligesom havde brug for at tegne uden for papiret, hvis Anne forstod, hvad han mente, hvilket Anne ikke gjorde, men hun havde ikke sagt noget. I stedet havde hun nikket og taget en tår af sin medbragte latte.
– Jeg er ked af det, sagde Carl. (Det havde alle de andre kærester også sagt). Men Carl mente, at de begge to fortjente at være glade, det havde de jo ikke været længe, og det ville de aldrig igen blive sammen, for Carl var en fri fugl, mens Anne var mere tryghedssøgende, hvilket der ifølge Carl overhovedet ikke var noget galt med, men så havde de tydeligvis forskellige behov.
Carl anerkendte, at december måned ikke var det mest oplagte tidspunkt at forlade nogen på, de havde for eksempel allerede takket ja til at tage til jule frokost med Annes familie næste søndag i advent. Men når man virkelig tænker over det, er der så egentlig nogensinde et godt tidspunkt at slå op på, spurgte Carl.
Anne fornemmede, at det var et retorisk spørgsmål, så hun svarede ikke. Hun tænkte i sit stille sind, at hvis Carl alligevel havde været i tvivl så længe, så kunne han lige så godt have været i tvivl julen over også, for december var en værre måned at blive forladt i end januar. Det ville være nemmere at starte forfra i det nye år, hun kunne kalde det sit nytårsforsæt, new year new me og så videre.
Så sagde Carl, at han stadig elskede hende, men at der mere var tale om en slags platonisk kærlighed, en venskabelig kærlighed. Det havde alle de andre kærester også sagt, og Anne var ikke i kontakt med nogen af dem, så mere elskede de hende altså heller ikke platonisk.
Larmen fra julemarkedet var begyndt at blive distraherende, et kor stod og sang Det kimer nu til julefest, de var klædt ud som rensdyr og delte pebernødder ud for at få folk til at blive stående et par sekunder. Lugten af brændte mandler, som Anne ellers kun forbandt med noget positivt, var pludselig kvalmende. Hun elskede Carl, det gjorde hun virkelig. Hun elskede ham for at være klog på grænsen til det nørdede, hun elskede ham for at insistere på ikke at ville have noget fjernsyn, selvom det var irriterende for hende at skulle se Bachelorettepå sin computer, hun elskede ham for at købe plader i stedet for at have Spotify og for i hvert fald i begyndelsen at have tvunget hende til at lytte til dem. Hun elskede ham, fordi han var vildere end hende, mere udadvendt, men mest af alt elskede hun ham, fordi han var Carl. Hun kunne mærke kærligheden helt inde i sine knogler. Og hvordan kunne hun så have undgået at bemærke, at han ikke længere følte noget som helst? Måske skyldtes det, at Carl aldrig havde elsket hende, og at der dermed ikke som sådan var noget, der havde ændret sig. Måske havde hun bare været et valg, der virkede fornuftigt, når man som Carl havde været i slutningen af 20’erne, da de mødtes, måske var hun én, man kunne få børn med, fordi hun efterfølgende ville være god at blive skilt fra, hun blev nemlig aldrig vred.
I starten havde Carl givet udtryk for, at han satte pris på, at Anne var sød. Hun behøvede ikke at gøre sig til over for ham, sagde han. ”Jeg ville ønske, at jeg selv var sødere,” sagde han, og så var de begyndt at tale om ham i stedet for Anne. Det havde ledt over i den obligatoriske snak om ekskærester. Her fortalte Carl, at han havde været alle sine tidligere kærester utro, han understregede, at utroskaben altid havde været en exitstrategi for at komme ud af de dysfunktionelle forhold til de psykisk ustabile kvinder, han tidligere havde været kæreste med. Men, som han sagde, nu var han klar til at falde til ro, og det kunne han faktisk godt se sig selv gøre med sådan én som Anne.
Annes bedste veninder – My, Rasmine og Katinka – havde set Carls tidligere utroskab som et såkaldt red flag, da Anne havde nævnt det i en bisætning, mens hun var i gang med at fortælle om, hvor fantastisk han var. ”Once a cheater, always a cheater,” sagde Katinka, selvom hun selv primært bollede mænd med andre kærester. Hun ville så nødig se Anne ende i fosterstilling endnu en gang, sagde hun, men Anne bekendtgjorde, at hun kunne mærke, at Carl var den rigtige, at han virkelig havde ændret sig, og at hans ekskærester desuden lød helt vanvittige. Man er jo heller ikke rigtigt utro, hvis man kun gør det for at komme ud af et dårligt forhold. Er man vel?
Da det var svært at argumentere med logik imod en andens mavefornemmelse, havde veninderne ikke set nogen anden udvej end at støtte Anne i hendes valg. Da Anne proklamerede, at hun kun en måned efter, at de var blevet officielle kærester, ville lade Carl flytte ind i sin lejlighed, fordi han var blevet opsagt fra sit værelse i den anden del af byen, havde veninderne kun indledningsvist påpeget, at det unægtelig lød, som om Carl primært flyttede ind af praktiske årsager. De havde også kun bedt Anne om lige at overveje det en ekstra gang, da hun lånte Carl penge, så han kunne producere en kortfilm for at forsøge at komme ind på Filmskolen, og de havde for længst givet op, da Anne fortalte, at Carl havde sagt, at han lidt overvejede at flytte til Berlin, så de nu måske skulle have et langdistanceforhold.
Anne vidste godt, at veninderne ikke kunne lide Carl. Det gjorde ondt, særligt fordi Anne inderst inde havde på fornemmelsen, at de havde ret. Carl var med overvejende sandsynlighed bad news. Måske var det frygten for endnu en gang at have taget fejl, der fik Anne til at kæmpe for forholdet med næb og kløer og gå meget på kompromis med for eksempel ikke at føle sig værdsat i hverdagen.
Det var ikke, fordi Anne gik og troede, at hun og Carl var decideret lykkelige, hun troede bare, at de var ligesom alle andre. Hun var godt klar over, at de måske ikke havde det mest passionerede parforhold, men hun troede, at de var enige om, at det var rart. At det var sådan, man faldt til ro.
På den anden side var der i løbet af de senere måneder kommet en uro snigende, for kunne det virkelig passe, at Carl havde ændret sig? Han havde tidligere i sit liv jo trods alt været vidt omkring på det københavnske kødmarked, hans tidligere parforhold havde alle været fyldt med passion og sex og skænderier, og hvis Anne lige tænkte over det en ekstra gang, havde det på det seneste ikke også virket, som om Carl kedede sig mere end normalt?
Så efter lige at have overvejet det i et par minutter dér på bænken på julemarkedet, hvor koret nu havde kastet sig over Søren Banjomus, valgte Anne at spørge Carl, om der var en anden.
Carl lød fornærmet. Hvordan kunne Anne tro det, ville han vide, det handlede om ham og hende, det handlede ikke om en eller anden tredjepart, som han sagde uden som sådan at afkræfte spørgsmålet. Det var ham, der havde ændret sig, det var ham, der ikke havde lyst til at slå sig ned endnu, og Anne burde faktisk sætte pris på, at han havde respekt nok for hende til at afslutte det nu i stedet for at trække det unødigt ud.
Anne fik det med det samme dårligt med sig selv. Hun undskyldte til Carl, der sagde, at det var okay. Det var jo hårdt at blive slået op med. Han forstod det godt, det ville sikkert også være lettere for Anne at komme videre, hvis der var en anden, hun kunne være vred på, sagde han.
De var nu nået til det sted i samtalen, hvor der ikke var så meget mere at sige, men hvor Carl var smerteligt bevidst om, at det ville være uhøfligt at gå efter kun en halv time, så derfor blev han, selvom det havde været bedre for alle, hvis han var gået, fordi det eneste, han på nuværende tidspunkt var ude efter, var en lindring af hans dårlige samvittighed. Så for at gøre det sagde Anne, at det var okay. At hun godt forstod det.
Så rejste Carl sig, han ville sove hos en ven i et par dage, sagde han, men han ville skrive til hende, så de kunne aftale, hvornår han skulle komme og hente sine ting.
Så kiggede han på hende, overraskende ømt.
– Hey, det her betyder jo ikke, at vi aldrig ses igen, sagde han. Anne nikkede, de krammede farvel, Carl havde tårer i øjnene. Så gik han, og Anne vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv, så hun satte sig ned på bænken igen og gav sig til at kigge på den familie, der stod ved indgangen til julemarkedet. Forældrene skændtes hen over en barnevogn, mens et lidt ældre barn demonstrativt hev i morens lange frakke. Måske ønskede barnet sig opmærksomhed, måske ville barnet huske sine forældre på at bevare den gode julestemning og lade være med at blive skilt lige nu.
Anne havde aldrig ønsket noget så brændende som at stå og skændes med Carl hen over en barnevogn, og det smertede hende at vide, at de pågældende forældre sikkert syntes, at deres liv var forfærdeligt. De vidste ikke, hvor heldige de var, at de overhovedet havde nogen at skændes med og nogen at skændes om.
Da de fleste familier havde forladt julemarkedet, fordi det nu var langt over børnenes sengetid, rejste Anne sig endelig for at gå hjem og græde.
Hun så nu sin lejlighed med nye øjne, Carls øjne, og så kom skammen for alvor. Hun skammede sig over pyntepuderne og lysestagerne fra Hay, hun skammede sig over det runde gulvtæppe lavet af små, farvede kugler i filt, hun skammede sig over Mumi-kopperne og Stanley-drikkedunken i stål, hun skammede sig over yogatøjet og de mange hudplejeprodukter i skabet på badeværelset. Hvorfor skulle han også elske mig, tænkte Anne, jeg har ikke nogen personlighed, jeg ved ikke noget om musik eller film eller bøger, jeg har aldrig røget en cigaret eller taget stoffer eller haft analsex.
Hun vidste ikke, hvor længe hun græd, det var mørkt, da hun begyndte at græde, og det var mørkt, da hun holdt op med at græde, men i december var det jo mørkt hele tiden, så det sagde ikke så meget.
Sød Tøs
Anna Juul er tilbage med en sorthumoristisk roman om giftige gruppedynamikker og behovet for at slippe ud af en rolle, man ikke længere vil have.
Da Annes kæreste slår op med hende over et glas lunken glögg på et julemarked med beskeden om, at hun er for sød til ham, rammer det hårdt. Alle ved nemlig, at ”sød” bare er et andet ord for ”kedelig”, når man bor i en storby.
Sød Tøs er en romantisk komedie, der går rogue. Romanen undersøger, hvad der sker, når terapisproget bevæger sig ind i vores hverdag og måske kan bruges som et våben. Og hvorfor det værste, man kan være, egentlig er helt og aldeles almindelig?
Du kan købe Sød Tøs online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Anna Juul er tilbage med en sorthumoristisk roman om giftige gruppedynamikker og behovet for at slippe ud af en rolle, man ikke længere vil have.
Da Annes kæreste slår op med hende over et glas lunken glögg på et julemarked med beskeden om, at hun er for sød til ham, rammer det hårdt. Alle ved nemlig, at ”sød” bare er et andet ord for ”kedelig”, når man bor i en storby. Heldigvis har Anne en tæt venindegruppe, der tæller den kloge Rasmine, den sexede Katinka og den skøre My. De foreslår, at Anne starter i terapi for at bearbejde de uhensigtsmæssige tilknytningsmønstre til mænd, som hun tydeligvis render rundt med.
LÆS OGSÅ: 25 bøger der er bestsellere
Annes psykolog viser sig imidlertid at være mere interesseret i venindegruppen, som ifølge psykologen er fyldt med mikroaggressioner og interne magtkampe, og derfor skal Anne lære at sætte grænser. For måske vil Anne slet ikke være ”den søde pige”? Måske vil hun også udnytte sit fulde potentiale og ikke længere lade sig holde nede? Men hvordan bryder man ud af en rolle, man altid har haft, og er det overhovedet godt at grave efter traumer, man slet ikke vidste man havde?
Sød Tøs er en romantisk komedie, der går rogue. Romanen undersøger, hvad der sker, når terapisproget bevæger sig ind i vores hverdag og måske kan bruges som et våben. Og hvorfor det værste, man kan være, egentlig er helt og aldeles almindelig?
LÆS OGSÅ: 18 skønne bøger om kærlighed du (måske) ikke har læst
Læs uddraget fra Sød Tøs af Anna Juul herunder.
Objektivt set var Anne for kedelig til Carl. Alligevel kom det bag på hende, da han første søndag i advent slog op på et julemarked over et glas lunken gløgg med for mange rosiner. Han havde pli nok til at sige, at det var, fordi hun var for sød til ham, selvom alle ved, at sød er et andet ord for kedelig, når man bor i en storby. Måske var det derfor, at Anne var blevet sådan én, mændene forlod, når hun havde udtjent sin værnepligt som stabiliserende faktor i deres liv.
De havde haft en helt normal dag. De havde spist morgenmad, Anne havde lavet bananpandekager og støvsuget, fordi det var søndag. Det var ikke, fordi der havde været mange skænderier på det seneste, faktisk skændtes Anne og Carl aldrig, hvilket Anne nu kunne forstå havde været et problem for Carl, der ønskede sig mere passion i et parforhold. I stedet havde de talt om, hvem der skulle have hvad i julegave, og om de måske kunne nå at afholde et julearrangement for deres ikkeeksisterende fælles venner i løbet af december.
I bagklogskabens ulideligt klare lys kunne Anne godt se, at det mest var hende, der havde talt, mens Carl enten havde nikket eller mumlet et eller andet, der med Annes altid gode vilje kunne tolkes som et ja.
Nu sad de så på en bænk ved siden af en bod, der solgte filtede hjemmesko og indlæg til fodtøj. Der var åbenbart ingen nedre grænse for, hvad man kunne sælge på et julemarked, hvis bare man gjorde det iført nissehue. En kakofoni af julemusik og skrigende børn udgjorde underlægningsmusikken, mens Carl forklarede Anne, hvorfor det var klart mest fornuftigt, at de slog op. Anne kunne høre på ham, at det ikke var til diskussion, selvom han forsøgte at gøre det til en fælles beslutning ved at tale i ”vi”. ”Vi har det jo ikke godt sammen og har ikke haft det længe”, ”vi er meget forskellige”.
I noget, der sikkert bare var et sekund, kunne Anne se sit parforhold passere revy. Hvordan hun og Carl havde mødt hinanden til en, der hed Amandas fødselsdag. Langsomt og hen over et helt år var de blevet et par, fordi Carl havde haft svært ved at beslutte sig for, om han var klar til at stole på en anden kvinde igen. Det havde han sagt, da de en aften lå i Annes seng. Han havde fortalt om sin ”type”, altså smukke, men desværre også psykisk ustabile piger med store personlige problemer, og dem havde han altså brændt sig på alt for mange gange. Anne havde forsikret ham om, at han sagtens kunne stole på hende, hun havde ingen intentioner om at fucke med hans hoved. ”Det ved jeg godt,” sagde Carl, og havde Anne været mindre naiv, ville hun have hørt, at det allerede dengang lød, som om Carl fandt tanken om ikke at få fucket med sit hoved ulideligt dødbideragtig, men i stedet lagde hun sig bare til at sove.
Nogle måneder senere havde Carl så givet udtryk for, at Anne var den første kvinde, han følte sig tryg sammen med, og så var de officielt blevet kærester. Anne havde på daværende tidspunkt taget det som et kompliment uden at vide, at tryg – ligesom sød – også bare var et andet ord for kedelig.
En familie iført nissehuer og dårlig stemning passerede bænken, hvor Anne og Carl sad, mens Anne kastede et blik ind i fremtiden. Hun så, hvordan Carl flyttede ud af andelslejligheden, som hendes forældre ejede. Hvordan de delte deres ting, hvem der fik sofaen (hende), elkedlen (hende), Louisiana-plakaten (hende).
Hun tænkte på, hvem hun først skulle fortælle om bruddet, hvem skulle hun ringe til, når Carl inden for en overskuelig fremtid rejste sig fra bænken og forsvandt ud af hendes liv for evigt? Hvordan skulle hun fortælle, at hun endnu en gang var blevet slået op med på nogenlunde samme måde, som hun plejede at blive slået op med, og hvad ville personen sige til dét, ville personen dømme hende, ville personen sige ”hvad sagde jeg”, og hvad skulle hun selv sige til Carl, når hun engang ville møde ham og hans nye og gravide kæreste nede i Føtex, hvor hun selv ville være på jagt efter bind og æbleskiver, mens de ville være på jagt efter noget plantefars? Det ville helt sikkert blive akavet, for Carls nye kæreste ville være både pænere og mere spændende og mere gravid end Anne, og hvordan skulle Anne egentlig nogensinde selv få en ny kæreste, så hun kunne få et barn, alle de gode mænd var jo taget, og dem, der var tilbage, ville slet ikke have børn, hun ville oh skræk og ve blive nødt til at geninstallere diverse datingapps, fordi der ikke var nogen mænd på hendes arbejdsplads, og hvis det rent faktisk lykkedes hende at få en date og så efterfølgende få ham med hjem, så ville hun også blive nødt til at finde det pæne undertøj frem, gud hvor hun hadede g-strenge, for slet ikke at tale om at barbere ben, sikke et sisyfosarbejde, og selv hvis manden skulle forelske sig i hende, blive kæreste med hende, så ville han unægtelig også ende med at slå op med hende på en bænk på et julemarked, og så ville hun bare være blevet endnu ældre og for gammel til at blive solomor, og hendes forældre ville blive skuffede over ikke at få nogen børnebørn, Anne var enebarn, og en dag ville de dø, og resten af Annes venindegruppe ville have fået kærester og børn, selvom de sagde, at de ikke var interesseret i det småborgerlige lort, og derfor ville de glemme hende, hun ville blive venindegruppens paria og ultimativt dø alene i sin andelslejlighed, hvor hun først ville blive fundet flere uger senere, fordi hendes lig var begyndt at lugte.
På bænken på julemarkedet tog Carl en lang og frustreret dyb indånding, fordi det ikke var lykkedes ham at få Anne til at forstå præcis, hvad den udløsende faktor for hans beslutning om at slå op med hende havde været. Det eneste, han kunne sige, var, at han havde været i tvivl længe, og at han ikke ”følte den mere”, han kunne ikke forklare det bedre, sagde han.
Det havde Annes andre kærester også sagt. Valdemar havde sagt det i 3. g på en bænk i skolegården og så gentaget det ved at kysse med Josephine til gallafesten et par dage senere. Emil fra studiet havde sagt det på en bænk på Assistens Kirkegård. Han havde sagt, at han og Anne passede perfekt sammen på papiret, men at han ligesom havde brug for at tegne uden for papiret, hvis Anne forstod, hvad han mente, hvilket Anne ikke gjorde, men hun havde ikke sagt noget. I stedet havde hun nikket og taget en tår af sin medbragte latte.
– Jeg er ked af det, sagde Carl. (Det havde alle de andre kærester også sagt). Men Carl mente, at de begge to fortjente at være glade, det havde de jo ikke været længe, og det ville de aldrig igen blive sammen, for Carl var en fri fugl, mens Anne var mere tryghedssøgende, hvilket der ifølge Carl overhovedet ikke var noget galt med, men så havde de tydeligvis forskellige behov.
Carl anerkendte, at december måned ikke var det mest oplagte tidspunkt at forlade nogen på, de havde for eksempel allerede takket ja til at tage til jule frokost med Annes familie næste søndag i advent. Men når man virkelig tænker over det, er der så egentlig nogensinde et godt tidspunkt at slå op på, spurgte Carl.
Anne fornemmede, at det var et retorisk spørgsmål, så hun svarede ikke. Hun tænkte i sit stille sind, at hvis Carl alligevel havde været i tvivl så længe, så kunne han lige så godt have været i tvivl julen over også, for december var en værre måned at blive forladt i end januar. Det ville være nemmere at starte forfra i det nye år, hun kunne kalde det sit nytårsforsæt, new year new me og så videre.
Så sagde Carl, at han stadig elskede hende, men at der mere var tale om en slags platonisk kærlighed, en venskabelig kærlighed. Det havde alle de andre kærester også sagt, og Anne var ikke i kontakt med nogen af dem, så mere elskede de hende altså heller ikke platonisk.
Larmen fra julemarkedet var begyndt at blive distraherende, et kor stod og sang Det kimer nu til julefest, de var klædt ud som rensdyr og delte pebernødder ud for at få folk til at blive stående et par sekunder. Lugten af brændte mandler, som Anne ellers kun forbandt med noget positivt, var pludselig kvalmende. Hun elskede Carl, det gjorde hun virkelig. Hun elskede ham for at være klog på grænsen til det nørdede, hun elskede ham for at insistere på ikke at ville have noget fjernsyn, selvom det var irriterende for hende at skulle se Bachelorettepå sin computer, hun elskede ham for at købe plader i stedet for at have Spotify og for i hvert fald i begyndelsen at have tvunget hende til at lytte til dem. Hun elskede ham, fordi han var vildere end hende, mere udadvendt, men mest af alt elskede hun ham, fordi han var Carl. Hun kunne mærke kærligheden helt inde i sine knogler. Og hvordan kunne hun så have undgået at bemærke, at han ikke længere følte noget som helst? Måske skyldtes det, at Carl aldrig havde elsket hende, og at der dermed ikke som sådan var noget, der havde ændret sig. Måske havde hun bare været et valg, der virkede fornuftigt, når man som Carl havde været i slutningen af 20’erne, da de mødtes, måske var hun én, man kunne få børn med, fordi hun efterfølgende ville være god at blive skilt fra, hun blev nemlig aldrig vred.
I starten havde Carl givet udtryk for, at han satte pris på, at Anne var sød. Hun behøvede ikke at gøre sig til over for ham, sagde han. ”Jeg ville ønske, at jeg selv var sødere,” sagde han, og så var de begyndt at tale om ham i stedet for Anne. Det havde ledt over i den obligatoriske snak om ekskærester. Her fortalte Carl, at han havde været alle sine tidligere kærester utro, han understregede, at utroskaben altid havde været en exitstrategi for at komme ud af de dysfunktionelle forhold til de psykisk ustabile kvinder, han tidligere havde været kæreste med. Men, som han sagde, nu var han klar til at falde til ro, og det kunne han faktisk godt se sig selv gøre med sådan én som Anne.
Annes bedste veninder – My, Rasmine og Katinka – havde set Carls tidligere utroskab som et såkaldt red flag, da Anne havde nævnt det i en bisætning, mens hun var i gang med at fortælle om, hvor fantastisk han var. ”Once a cheater, always a cheater,” sagde Katinka, selvom hun selv primært bollede mænd med andre kærester. Hun ville så nødig se Anne ende i fosterstilling endnu en gang, sagde hun, men Anne bekendtgjorde, at hun kunne mærke, at Carl var den rigtige, at han virkelig havde ændret sig, og at hans ekskærester desuden lød helt vanvittige. Man er jo heller ikke rigtigt utro, hvis man kun gør det for at komme ud af et dårligt forhold. Er man vel?
Da det var svært at argumentere med logik imod en andens mavefornemmelse, havde veninderne ikke set nogen anden udvej end at støtte Anne i hendes valg. Da Anne proklamerede, at hun kun en måned efter, at de var blevet officielle kærester, ville lade Carl flytte ind i sin lejlighed, fordi han var blevet opsagt fra sit værelse i den anden del af byen, havde veninderne kun indledningsvist påpeget, at det unægtelig lød, som om Carl primært flyttede ind af praktiske årsager. De havde også kun bedt Anne om lige at overveje det en ekstra gang, da hun lånte Carl penge, så han kunne producere en kortfilm for at forsøge at komme ind på Filmskolen, og de havde for længst givet op, da Anne fortalte, at Carl havde sagt, at han lidt overvejede at flytte til Berlin, så de nu måske skulle have et langdistanceforhold.
Anne vidste godt, at veninderne ikke kunne lide Carl. Det gjorde ondt, særligt fordi Anne inderst inde havde på fornemmelsen, at de havde ret. Carl var med overvejende sandsynlighed bad news. Måske var det frygten for endnu en gang at have taget fejl, der fik Anne til at kæmpe for forholdet med næb og kløer og gå meget på kompromis med for eksempel ikke at føle sig værdsat i hverdagen.
Det var ikke, fordi Anne gik og troede, at hun og Carl var decideret lykkelige, hun troede bare, at de var ligesom alle andre. Hun var godt klar over, at de måske ikke havde det mest passionerede parforhold, men hun troede, at de var enige om, at det var rart. At det var sådan, man faldt til ro.
På den anden side var der i løbet af de senere måneder kommet en uro snigende, for kunne det virkelig passe, at Carl havde ændret sig? Han havde tidligere i sit liv jo trods alt været vidt omkring på det københavnske kødmarked, hans tidligere parforhold havde alle været fyldt med passion og sex og skænderier, og hvis Anne lige tænkte over det en ekstra gang, havde det på det seneste ikke også virket, som om Carl kedede sig mere end normalt?
Så efter lige at have overvejet det i et par minutter dér på bænken på julemarkedet, hvor koret nu havde kastet sig over Søren Banjomus, valgte Anne at spørge Carl, om der var en anden.
Carl lød fornærmet. Hvordan kunne Anne tro det, ville han vide, det handlede om ham og hende, det handlede ikke om en eller anden tredjepart, som han sagde uden som sådan at afkræfte spørgsmålet. Det var ham, der havde ændret sig, det var ham, der ikke havde lyst til at slå sig ned endnu, og Anne burde faktisk sætte pris på, at han havde respekt nok for hende til at afslutte det nu i stedet for at trække det unødigt ud.
Anne fik det med det samme dårligt med sig selv. Hun undskyldte til Carl, der sagde, at det var okay. Det var jo hårdt at blive slået op med. Han forstod det godt, det ville sikkert også være lettere for Anne at komme videre, hvis der var en anden, hun kunne være vred på, sagde han.
De var nu nået til det sted i samtalen, hvor der ikke var så meget mere at sige, men hvor Carl var smerteligt bevidst om, at det ville være uhøfligt at gå efter kun en halv time, så derfor blev han, selvom det havde været bedre for alle, hvis han var gået, fordi det eneste, han på nuværende tidspunkt var ude efter, var en lindring af hans dårlige samvittighed. Så for at gøre det sagde Anne, at det var okay. At hun godt forstod det.
Så rejste Carl sig, han ville sove hos en ven i et par dage, sagde han, men han ville skrive til hende, så de kunne aftale, hvornår han skulle komme og hente sine ting.
Så kiggede han på hende, overraskende ømt.
– Hey, det her betyder jo ikke, at vi aldrig ses igen, sagde han. Anne nikkede, de krammede farvel, Carl havde tårer i øjnene. Så gik han, og Anne vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv, så hun satte sig ned på bænken igen og gav sig til at kigge på den familie, der stod ved indgangen til julemarkedet. Forældrene skændtes hen over en barnevogn, mens et lidt ældre barn demonstrativt hev i morens lange frakke. Måske ønskede barnet sig opmærksomhed, måske ville barnet huske sine forældre på at bevare den gode julestemning og lade være med at blive skilt lige nu.
Anne havde aldrig ønsket noget så brændende som at stå og skændes med Carl hen over en barnevogn, og det smertede hende at vide, at de pågældende forældre sikkert syntes, at deres liv var forfærdeligt. De vidste ikke, hvor heldige de var, at de overhovedet havde nogen at skændes med og nogen at skændes om.
Da de fleste familier havde forladt julemarkedet, fordi det nu var langt over børnenes sengetid, rejste Anne sig endelig for at gå hjem og græde.
Hun så nu sin lejlighed med nye øjne, Carls øjne, og så kom skammen for alvor. Hun skammede sig over pyntepuderne og lysestagerne fra Hay, hun skammede sig over det runde gulvtæppe lavet af små, farvede kugler i filt, hun skammede sig over Mumi-kopperne og Stanley-drikkedunken i stål, hun skammede sig over yogatøjet og de mange hudplejeprodukter i skabet på badeværelset. Hvorfor skulle han også elske mig, tænkte Anne, jeg har ikke nogen personlighed, jeg ved ikke noget om musik eller film eller bøger, jeg har aldrig røget en cigaret eller taget stoffer eller haft analsex.
Hun vidste ikke, hvor længe hun græd, det var mørkt, da hun begyndte at græde, og det var mørkt, da hun holdt op med at græde, men i december var det jo mørkt hele tiden, så det sagde ikke så meget.
Sød Tøs
Anna Juul er tilbage med en sorthumoristisk roman om giftige gruppedynamikker og behovet for at slippe ud af en rolle, man ikke længere vil have.
Da Annes kæreste slår op med hende over et glas lunken glögg på et julemarked med beskeden om, at hun er for sød til ham, rammer det hårdt. Alle ved nemlig, at ”sød” bare er et andet ord for ”kedelig”, når man bor i en storby.
Sød Tøs er en romantisk komedie, der går rogue. Romanen undersøger, hvad der sker, når terapisproget bevæger sig ind i vores hverdag og måske kan bruges som et våben. Og hvorfor det værste, man kan være, egentlig er helt og aldeles almindelig?
Du kan købe Sød Tøs online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.