Danske romaner Fiktion Historiske romaner Slægtsromaner

Smuglæs i Vaniljehuset. Ny stor slægtsroman af Mich Vraa

Dette er fortællingen om skomagersønnen Dusinius Dick og hans ambitioner, svigt og den svære kunst at stræbe efter de rigtige mål i livet.

Dusinius vokser op i Odense som den tolvte i en søskendeflok. Efter trange forhold i barndomshjemmet, længes han allerede som otteårig efter rigdom og anseelse. Vaniljehuset bliver grundlagt og snart er han en af landets førende forretningsdrivende.

Læs et uddrag af bogen her. Rigtig god fornøjelse.

LÆS OGSÅ: Ny bog fra Mich Vraa til sommer. Historisk roman om en fattig skomagersøn, der ikke blev ved sin læst

Du kan købe Vaniljehuset online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra den 22. juni 2020.


1
Krudthuset
Odense 1886

Det var efterår, men solen skinnede og rejste en let, røglignende tåge af den fedtede jord. Den hang over terrænet som et slør. Hvor jorden ikke var vendt af arbejdssjak med skovle, voksede småbuske og visnende ukrudt. Krudthusgade var en helt ny gade.

Dusinius stod lige dér hvor den korte række af nybyggede huse sluttede. Hertil og ikke længere; det havde hans mor sagt. Længere måtte han ikke gå alene. Og alene var han jo heller ikke; foran ham gik hans storebror Valde med en tung ransel over skulderen.

Da Dusinius standsede, tog Valde endnu et par skridt inden han vendte sig. “Kom nu,” sagde han utålmodigt.

Solen stod lavt bag Dusinius; hans skygge strakte sig foran ham på den klæge jord. Han pegede op over de ubebyggede grunde. “Jernbanen ligger deroppe,” sagde han. “Det er der banegårdsbanden holder til. Mor siger …”

Valde fnøs. “Ja ja. Mor siger så meget. Men du er sammen med en voksen, lillebror. Og banegårdsbanden …” Valde udstødte et kort latterbjæf som gav genlyd mod baghusene ovre i den næste gade. “Det er sgu da en af dem jeg skal møde.

Jeg laver forretninger med dem.” Valde gjorde et flot kast med hovedet i retning af jernbanen. “Men du kan også bare gå hjem,” sagde han så.

Men Dusinius ville ikke vende om. Heller ikke selv om Valde skulle mødes med nogen fra banden. Og på en måde var det rigtigt nok at han var voksen. Valde var fyldt tretten for snart et år siden.

Og han var i lære som kommis og tjente sine egne penge, hvoraf han dog gav deres far de fleste. Dusinius vidste ikke helt hvorfor, men han syntes ikke altid at hans bror var rigtig voksen. Og det havde ikke noget at gøre med at Valde ikke var så høj.

Dusinius var fem år yngre, men næsten lige så høj som sin bror. Men somme tider når Dusinius så på sin bror og hørte ham tale, så kom han til at tænke på en gøgler han engang havde set henne på torvet. En taskenspiller; det havde moderen kaldt ham. Han havde sådan et blik i øjnene, Valde.

Valde havde lovet at vise ham krudthuset. Det var ikke så langt hjemmefra, men alligevel havde Dusinius aldrig været der. Et farligt sted, det havde hans mor altid sagt.

Bygningen var ældgammel, sagde hun, og kunne styrte sammen når som helst. Den ville snart blive revet ned, og kun gadens navn ville minde folk om at der havde været et krudthus engang.

Den nye grusvej lyste i solen. Som ørkensand, tænkte Dusinius. Men vejbelægningen hørte op samtidig med husrækken, ørkenen blev til blødt ler, og derefter var der kun den dampende jord og klynger af halvnøgne bærbuske hvor beboerne ovre i den næste gade havde nyttehaver og dyrkede grøntsager og bær. Der stod et par små træer med nogle få røde æbler på de øverste strittende grene.

Længere borte – i retning væk fra hjemmet på Vesterbro – knejsede en høj skorsten side om side med en vindmølles standsede vinger. De mindede om armene på et kors.

Det var dampmøllen, sagde Valde, men Dusinius vidste ikke hvad det betød. Han havde aldrig været så langt hjemmefra; bag dampmøllen lå glasværket og jernbanen og endnu længere borte havnen hvor sejlskonnerter og dampere kom ind fra Vestindien med krydderier og stykgods og matroser så sorte i hovedet som kul; de kom med varer som kunne købes og sælges med profit.

Dusinius havde hørt og læst om det, men aldrig set havnen. Det ville tage ham lang tid, måske timer, at finde derud, men en dag ville han gøre det. Måske sammen med Valde, måske alene. Ikke sammen med sin far; skomagermesteren havde kun foragt tilovers for søfolk og eventyr og vistnok også for handelsmænd.

Dusinius og Valde fortsatte op over de ubebyggede grunde. Det var kun et års tid siden at arbejdsmænd og murere og tømrere var begyndt at bygge de første huse i gaden.

Valde pegede ud over tågen som begyndte at lette.

“Se,” sagde han. Dusinius så i den retning han pegede. “Erdet krudthuset?” spurgte han skuffet.

Valde nikkede. “Ja. Hvad havde du regnet med?”

Dusinius havde forestillet sig en malerisk ruin i flere etager. En slags tårn, fuldt af tønder med krudt, glemt i ruinens halvmørke. Eller kasser eller sække. Han vidste ikke hvordan man opbevarede krudt i gamle dage.

Men krudthuset var et uanseligt hus, noget mindre end hans fars værksted i baggården. Kvadratisk, med smuldrende bindingsværk og et enkelt vindue under det faldefærdige tegltag. Da de stod ved huset, kunne Dusinius se stumper af puds og røde mursten rundtom på jorden.

Krudthuset var ved at falde fra hinanden; hans mor havde haft ret. Det var en farlig bygning at opholde sig i. Han bukkede sig ned og samlede en mursten op; den var mør og skilte ad i rødbrune flager.

Der sad lidt kalkpuds på den ene side. Da han smed den fra sig, fik han øje på en lille grå kugle der lå trykket ned i den bløde jord.

Han bukkede sig igen og tog den op i hånden. Nu så han at det ikke var en kugle, men en anløben sølvknap med et meget tydeligt relief af en skildpadde på forsiden. Han vendte knappen om.

På bagsiden var der et rundt øje til at sy knappen fast i. Han sendte et hurtigt blik i retning af sin bror og stak knappen i lommen.

Dusinius sparkede til den rådne dørkarm. “Hvorfor havde de egentlig krudt her?” spurgte han.

Valde trak på skuldrene. “Til kanoner, velsagtens,” sagde han. “Når der var krig. Eller …” Han tav brat da en skikkelse trådte ud ad døren: en høj dreng på Valdes alder, måske lidt ældre, som måtte have stået musestille inde i huset.

Alene det var uhyggeligt, men drengens udseende var værre. Hans ansigt var hårdt og fuldt af røde skjolder og små betændte sår, og han var iført en sort kedeldragt som en lokomotivfyrbøder og en kasket der så helt forkert ud på ham; den var for stor, så den nærmest hvilede på drengens meget store, røde og skorpedeører. Mest af alt lignede han en vagabond, tænkte Dusinius.

Drengen havde en majspibe i hånden. Nu løftede han den op til munden, stak den ind mellem sine sorte tænder og bakkede på den et øjeblik inden han pustede en blå røgsky fra sig.

Valde smed æblet og gik hen til ham og nikkede på en måde som Dusinius fandt underligt ærbødig.

“Goddag, Knud Erik,” sagde Valde. Drengen nikkede: “Har du varerne med?”

Valde tog sin ransel ned fra skulderen. Han stillede den på jorden og åbnede den. Så stak han hånden ned i den og tog først én og så endnu en flaske op.

“Værsgo,” sagde han og rakte dem til drengen. Han stak piben i munden og tog flaskerne fra Valde. Dusinius blev stående nogle skridt bag sin bror, men drengen så hen over Valdes skulder, og hans rødrandede øjne studerede Dusinius.

“Hvem er det?” sagde han. Valde vendte sig halvt om og kastede et blik på sin bror, som om han havde glemt at han var der.

“Nåh, ham, det er bare min lillebror Dusinius,” sagde han så.

Knud Erik tog piben ud af munden og spyttede ud til siden.

“Jeg er sgu ligeglad hvad han hedder. Du skal ikke tage nogen med,” sagde han surt. “Vores forretninger rager ikke andre.”

“Han er otte år,” sagde Valde.

“Det er lige meget. Du skal ikke tage nogen med. Hellerikke din snottede lillebror. Hvis du ikke forstår det, kan du få på gummerne. Er du med?”

Valde nikkede. “Javel så,” sagde han. De to drenge stod over for hinanden et øjeblik. Så så Valde ned i jorden og sagde med en sært forsigtig stemme: “Hvad med betalingen?”

Drengen vendte sig om mod krudthuset og gjorde et kast med hovedet ind mod mørket. “Derinde,” sagde han. “Øversteskuffe i bordet ved den bageste væg.”

Han stak flaskerne ned i kedeldragtens store bukselommer og vendte sig og gik.

Valde og Dusinius så efter ham. Så gik Valde ind ad døren, ind i mørket. Dusinius ventede lidt og fulgte efter ham og mærkede gulvbrædderne i det gamle hus knirke som om de ville minde ham om moderens forbud og advarsel; det var ikke en høj knirken, for brædderne var fugtige og bløde af råddenskab.

Men helt mørkt var der ikke. Lyset fra døråbningen faldt ind på gulvet og lå som et lille gyldent gulvtæppe. Valde rodede rundt ved et møbel bagest i det mørke rum.

“Tror du der er noget krudt herinde?” sagde Dusinius.

“Måske. Men jeg skal først have fundet de penge.”

“Hvorfor sælger du kirsebærvin til banegårdsbanden?” spurgte Dusinius.

Et eller andet tungt faldt på gulvet, og Valde bandede. “Holdnu kæft,” sagde han. “Du hørte godt hvad han sagde. Det ragerikke nogen.”

Hvis der var noget krudt her, tænkte Dusinius, så kunne Valde godt finde på at lave den bombe han havde fablet om. Han var altid ude på ballade. Det var som om det ene altid førte til det andet med ham. Hvis han stjal kirsebærvin, skulle han afsætte den til en bande, og hvis han fandt noget krudt, skulle han lave en bombe, og hvis han lavede en bombe …

Men det var også en fascinerende tanke, det måtte Dusinius indrømme. En bombe! Han så for sig en skinnende blank, rund granat med spruttende lunte. En jernkugle fuld af sortkrudt som kunne sprænge et hus i luften, jævne det med jorden, så kun det firkantede fundament stod tilbage!

Der var noget over det. Noget berusende voldsomt og beslutsomt. Bang! Alting flyver til højre og venstre, alt det gamle og slidte og kassable: Den trange lejlighed i huset på Vesterbro hvor Dusinius og hans søskende trængtes i alt for få værelser.

Baghuset hvor der lugtede af læder og lim, og hvor faderen dagen lang stod bøjet over sit arbejdsbord og baksede med det umedgørlige materiale i lyset fra snavsede vinduesruder. Skomageren med de elleve børn.

“Av for satan!” Det var Valde der råbte og bandede og afbrød Dusinius’ tanker. Storebroderen væltede baglæns mens han kæmpede for at slippe af med et eller andet der hang fra hans hånd. Et dyr? Var han blevet bidt? Dusinius kneb øjnene sammen for at se hvad der foregik. “For satan!” sagde Valde igen.

Han vristede en stor ting fri af sin højre hånd. Blodet strømmede fra fingerspidserne. Han kylede tingen fra sig, og den skramlede hen over trægulvet og slog mod væggen. En rottefælde! Samme slags som deres far brugte hjemme i gården.

Drengene skyndte sig ud i lyset. Solen blændede Dusinius.Da han igen kunne se, stod hans bror og så ned på sine kvæstede fingre, og hans hånd var rød af blod. Dusinius snappede efter vejret da han så en af broderens negle stritte lige op i luften i en helt forkert vinkel. Han kunne næsten mærke hvor ondt det måtte gøre. Og Valde havde da også tårer i øjnene af smerte.

Men han var sej, det var han virkelig; han rev sit lommetørklæde op af bukselommen og viklede det om fingrene.

“Hvad skete der?” spurgte Dusinius. “Hvorfor stak du hånden i en rottefælde?”

“Det var sgu da ikke med vilje.” Valdes stemme lød mærkelig, som om han alligevel var ved at begynde at græde, men godt vidste at det kunne man ikke når man var tretten år. “Den lå nede i skuffen … For helvede! Han har snydt mig!” Ordene flød sammen og blev til uforståelig, forpint mumlen.

Dusinius så fascineret til mens blodet gennemvædede broderens snavsede lommetørklæde og farvede det mørkerødt. Han tænkte på at fælden måske alligevel havde gjort dem en tjeneste, for nu ville Valde i hvert fald ikke finde noget krudt og ville ikke kunne sprænge sig selv i luften.

Hareskov Kuranstalt 1929
16. oktober

Naturligvis mener lægerne at en mand med mine symptomer skal have ro. Ro, ro og atter ro. Men jeg tvivler på at det er gavnligt.

Jeg har hele mit liv været bedst tilpas med travlhed og handlekraft, og jeg er næsten sikker på at al den ro jeg oplever her på stedet, forværrer min tilstand.

Den medfører nemlig en anden slags uro: som om en streng dirrer i mit indre med en evindelig tone der synger om tabte muligheder. Når jeg nævner det for anstaltens læge, smiler han overbærende og taler om idiosynkrasi og medicinsk evidens.

Jeg ved ikke om han forventer at han kan stilne min skepsis ved at bruge ord som lægmænd har svært ved at forstå.

Næsten hver nat vågner jeg ved at mit hjerte banker alt for heftigt i mit bryst. Det er voldsomt ubehageligt og fylder mig med angst og modløshed. Da det skete igen i nat, stod jeg op og gik ud på balkonen.

Her kunne jeg konstatere at vejret var slået om til det bedre. Et hvidligt skydække havde lagt sig over himlen, og det var adskillige grader varmere.

Da jeg havde stået lidt og spejdet efter et hul i skydækket som måske ville lade mig skimte en stjerne, skete der noget uforklarligt. Mens jeg stod dér i min pyjamas i den lune oktobernat og nød den fjerne og velkendte duft fra skoven under mig, var der pludselig vådt på min kind, og da jeg rørte ved den, gik det op for mig at det var tårer.

Jeg mente ikke at jeg græd, men mine øjne gjorde; det var som om de så noget meget sørgeligt i den lune nat, noget som endnu ikke var gået op for mig selv.

Op ad dagen lokkede det lune vejr mig ud af huset, og jeg gik en længere tur i skoven næsten uden at mærke hjertegalop.

Jeg fyldte lungerne med den klare luft og havde en følelse af at lugten af efterår, fugtige træer og muld og nedfaldent løv havde en helbredende virkning.

Skovbunden er fuld af paddehatte og svampe, både ukendte hvide og brune og de røde fluesvampe som gennem årtier har været mit firmas varemærke.

Efter nogen tid mødte jeg to af anstaltens andre beboere, de to unge damer som jeg for mig selv kalder frøkenerne Lupin fordi de altid er klædt i afstemte pastelfarver, den ene lysviolet, den anden gammelrosa eller omvendt.

Vi konverserede en tid mens søstrene, sådan som de har for vane, stod side om side med hinanden under armen, og igen måtte jeg grunde over hvad de mon døjer med siden de har taget ophold på en kuranstalt.

De er så unge; jeg vil mene at de tilsammen har omtrent samme alder som jeg. Måske har det noget at gøre med deres sind; de er vist begge lidt til en side og er forfaldne til en løjerlig fnisen når jeg siger noget til dem som med lidt god vilje kan opfattes spøgefuldt.

Som det skete da jeg præsenterede mig for dem efter min ankomst for snart tre uger siden. Da jeg sagde mit fornavn, spurgte den rosaklædte frøken Lupin om jeg da virkelig var det tolvte barn i min familie.

For nemheds skyld svarede jeg blot ja.

Sidst på dagen da teen blev serveret i havesalen, satte jeg mig ved det sædvanlige bord hvor redaktør Erichsen allerede sad; han er på Hareskov for at restituere sig efter et blødende mavesår.

Var det blot mig der havde så enkel og forklarlig en lidelse; Erichsen har vist spist og drukket sig til sin, mens min hjertesyge har mere gådefulde aner.

Det er en tilfældighed at Erichsen og jeg opholder os på Hareskov samtidig; vi kendte hinanden lidt for år tilbage da han arbejdede på Fyns Venstreblad, men har ikke haft kontakt i snart mange år. Vi kommer dog godt ud af det med hinanden, og vi er begge med i en kreds af beboere der spiller kort de fleste af aftenerne. Her er mange kvinder, men vi der mødes ved spillebordet, er alle mænd. Vi drak vores te og talte om løst og fast og ikke mindst om min nylige opstilling til Odenses byråd.

Mens vi sad der, begyndte mørket at falde på; for hver dag træder vi lidt nærmere på vinterens dyb.

Så rejste jeg mig og trak jeg mig tilbage som jeg altid gør efter teen, for at skrive til Jonna og gøre disse notater i min dagbog.

Jeg er mere ærlig her end jeg var i brevet til Jonna; hun er så urolig for mig, og jeg vil gerne skåne hende for mine egne bekymringer.

Inden jeg gik til ro, vaskede jeg mig og stod lidt foran spejlet og betragtede mit ansigt.

Der er i dag beklageligvis ét ord som beskriver mig bedre end alle andre: grå. Mit hår og mit overskæg er gråt eller grånende, min jakke og min vest er koksgrå, mit slips er mørkere gråt mod den hvide skjorte; ja, selv min hud er for tiden lidt grålig efter al min hjertekvababbelse.

Når jeg ser i spejlet, er det en gammel mand jeg ser. Hvad er der mon endnu tilbage for ham? Er der mere at opnå? Hele mit liv har jeg stræbt.

Når jeg tænker tilbage, ser jeg klart hvor tidligt ambitionen fødtes i mig. Hvordan jeg allerede som en lille dreng søgte at skille mig ud og gøre forretninger med de få midler jeg havde.

Sådan en viljestyrke fødes af beskedne kår i barndommen. Rige menneskers børn vokser op i tryghed og behøver ikke kæmpe for noget; men det er de færreste formuer der kan nydes fuldt ud af to på hinanden følgende generationer.

Min far var skomagermester; han var ikke fattig, men hele sit liv sled han for sit udkomme, og han så ned på mennesker der drømte.

Af ham lærte jeg tidligt værdien af arbejde og sparsommelighed, men det var andre end ham der viste mig at et menneske gerne må kæmpe for at løfte sig over sin stand.

LÆS OGSÅ: 10 historiske romaner til din sommerlæsning

2
Skomagermesterens hus

Hans navn var et adelsmærke, sagde Dusinius’ mor. Og da Dusinius ikke forstod ordet, forklarede hun ham det: Det betød at han var noget særligt blandt mennesker.

Dusinius syntes det var meget underligt at hans mor havde født tolv gange. De andre koner på Vesterbro som havde mange børn, var næsten alle sammen store, vraltende madammer, men Pauline Dick var en slank, køn kvinde med et alvorligt ansigt og fint, gråsprængt hår som hun altid delte i midten, redte stramt over hovedet og samlede med et sølvspænde i nakken.

Dusinius mindedes ikke at han nogensinde havde set hende med udslået hår. Hun havde pæne, men ret store hænder med lange, stærke fingre.

Og så havde hun en egenskab som Dusinius frygtede, men ikke forstod: Når hun så på ham med sine mørke øjne, føltes det som om hun så lige igennem ham; som om ingen hemmelighed ville kunne krybe i skjul nogetsteds i hans hoved uden at hun så den.

Han havde engang set et billede af en ugle med hvasse, stirrende øjne; den havde fået ham til at tænke på moderen. Ikke fordi den som sådan lignede hende, men også uglen måtte være et væsen der kunne se lige igennem én. Dusinius var sikker på at hans mor vidste alt.

Da han og Valde kom hjem efter udflugten til krudthuset, stod hun i køkkenet og trak en klud gennem et lampeglas for at fjerne soden.

Hun vendte sig ikke fra bordet og vinduet der vendte ud mod gaden.

“Lad mig se den hånd, Valdemar,” sagde hun. Men hun havde selvfølgelig set dem komme gående derude.

Valde gik hen til hende og rakte nølende hånden frem uden at slippe sit greb om det blodige lommetørklæde.

Dusinius fulgte lydløst efter uden at tage blikket fra broderens kvæstede hånd da hans mor greb fat om den og løftede den op på køkkenbordet.

Da hun så blodet der for længst havde fortrængt enhver anden farve fra stoffet, sagde hun til Dusinius: “Hent kassen til mig.”

Dusinius gik ud i baggangen og fandt kassen under den gamle kommode. Kommoden manglede et af de bageste ben og støttede sig til væggens brune tapet.

Han trak kassen ud i halvlyset, bar den tilbage i køkkenet og stillede den på bordet. Hans mor holdt Valdes hånd ind under vandhanen, og blodet farvede det strømmende vand lyserødt.

Valdes ansigt var hvidt. Dusinius kneb øjnene sammen til to sprækker så han kun lige netop kunne se blodet der trak fine, røde streger langs Valdes fingre.

Han kunne mærke sit hjerte hamre, som om blodet og smerten var hans og ikke kun hans brors. Men så sagde deres mor: “Det er ikke så slemt, Valde. Det er bare en negl. Og din finger er blå.”

Neglen stak stadig op i luften. Hans mor vrikkede forsigtigt med den, prøvede om hun kunne lægge den ned. Valde hvinede som en pattegris der bliver løftet i halen. “Av av av for …” sagde han.

Men så tav han. Klogt at stoppe inden han nåede til satan, tænkte Dusinius.

Moderen gav slip på neglen. Så bukkede hun sig ned over vasken og studerede den. Rørte forsigtigt ved den igen. Valde prøvede at trække hånden til sig. Hun sagde: “Så, Valde.

Jeg kigger jo bare på den.” Og der var en klang i hendes stemme der fik Dusinius til at knibe øjnene hårdt i; noget i ham havde forudset hvad der ville ske.

Dusinius åbnede ikke øjnene, men han hørte Valdes skrig da moderen rykkede den strittende negl af i et snuptag. Dusinius klaskede hænderne for ørerne for at lukke lyden ude.

Samtidig åbnede han et øje på klem. Blodet flød igen. Moderen smed den afrevne negl ned i vasken, viklede en tøjstrimmel stramt om fingeren og pakkede hele hånden ind i en klud.

Valde var ødelagt; han trak vejret hikstende, og tårerne strømmede ned ad hans kinder. Ganske kort så drengene på hinanden.

Så slog de begge blikket ned, og Dusinius vendte sig og løb ud af køkkenet.

Dusinius var nok det tolvte barn i familien, men de var kun elleve søskende, otte drenge og tre piger. En fjerde pige var død som spæd ni år inden Dusinius kom til verden.

Han havde aldrig helt forstået hvorfor hans forældre havde fået så mange børn. Der var jo ikke plads til dem, og indimellem var det simpelt hen svært at holde dem ude fra hinanden.

Langt de fleste var langt ældre end Dusinius. Den ældste i børneflokken, Emma, var blevet gift som nittenårig samme år som Dusinius blev født.

Af de tre voksne storebrødre var de to rejst til Amerika efter et par uheldige episoder med ordensmagten, og en tredje, Christian, ville snart følge efter af egen fri vilje.

Han havde læst en bog om den nye verden og havde en drøm om at blive nybygger og farmer eller måske guldgraver.

Indtil for en snes år siden havde den voksende familie boet i baghuset hvor faderen nu havde sit værksted. Det var lidt svært at forstå, eftersom det mest lignede det som det også var: en lav, skuragtig bygning med pudsede mure og let skrånende tag af brædder og sort pap, koldt og fugtigt om vinteren, indimellem bagende varmt om sommeren.

Det lå dér hvor Vandværksstræde mundede ud i Vesterbro, og hvis man fulgte strædet væk fra den store vej, kom man til vandværket. Bag dette strakte et tilsyneladende uendeligt og tomt landområde sig vestpå.

Alle kaldte det for heden, og derude havde Dusinius naturligvis aldrig været. Der levede både vagabonder og blodhunde; det var et farligt land og derfor naturligvis dragende som intet andet i byen.

Jordlodderne på heden havde navne som Natmandsløkken, Galgeheden og Hestemosen. Et andet øde område syd for vandværket husede det brune, stinkende vandløb Rosenbækken hvor Dusinius og Valde fiskede uden nogensinde at fange andet end skarn og en enkelt gang en halvdød krebs som Valde puttede ind ad brevsprækken til bedemandens fine hus på Vesterbro.

Syd for bækken lå den vældige Assistenskirkegård som en by for døde i udkanten af den rigtige by hvor de stadig levende holdt til; endnu et sted hvortil den otteårige Dusinius var forment adgang, men som Valde havde berettet om i gysende detaljer.

Om de døde der mumlede under græsset i skumringstimen; om nedmanede spøgelser og hvileløse biskopper der gik igen ved midnat med blodet strømmende fra kristussår i hænderne.

Gik igen; det lød ikke af meget, men bare ordet fik det til at løbe Dusinius koldt ned ad ryggen. At de døde ikke var døde alligevel. Hvor mærkelig og skræmmende en tanke.

Han gruede for den dag hvor det måske var ham der vandrede hvileløst rundt under fuldmånen på kirkegården.

Ude på Galgeheden vest for byen havde man hængt forbrydere, og i endnu ældre tider brændt folk levende, og derude havde skarpretteren og natmændene haft deres boliger.

Og der måtte Dusinius naturligvis heller ikke komme. Han måtte ikke engang gå så langt som til krudthuset der lå næsten lige rundt om hjørnet.

Hans mor fandt ham ude i baggården da hun var færdig med at forbinde Valdes hånd og smøre ham en fedtemad.

Hun havde en med til Dusinius også, en humpel rugbrød med et tykt lag af det lækre krydderfedt som hun smeltede med løg og nogle grønne urter med småbitte blade hvis duft var så karakteristisk at Dusinius ville kunne genkende den hvor som helst.

“Markus,” sagde hun. “Kom herind.” Hun brugte hans første fornavn, og det gjorde hun kun når hun var misfornøjet. Det var det samme med storebroderen.

Når han ikke havde lavet unoder eller sagt bandeord, hed han Valde. Så det meste af tiden var det Valdemar.

“Ja, mor,” sagde Dusinius da han stod foran hende i den bageste stue. Han så op på hende. Mange af kvarterets fruer og madammer var ikke meget højere end Dusinius, men hans mor var.

“Har du været med Valdemar ovre ved jernbanen?”

“Nej,” sagde Dusinius uden at lyve.

“Det siger han. Han siger at I var ved det gamle krudthus. Og han tabte en flise på sin hånd.”

“En flise?”

“Ja. Han ville tage den med hjem til mig, sagde han. En pæn flise.”

“Nå ja,” sagde Dusinius. “Men vi var ikke ved jernbanen. Kun krudthuset. Og det er der ikke længere.”

Han kom i tanker om sølvknappen som han havde fundet, og stak hånden i bukselommen for at mærke efter om den stadig var der.

Det var den. Han lod tommelfingeren glide over den glatte overflade med skildpadden, men han tog den ikke op. Den skulle være hans hemmelighed, hans lykkeamulet.

Hans mor smilede ganske svagt. “Ja, Gud være lovet,” sagde hun.

“Det gamle skidt har været ved at brase sammen næsten lige så længe jeg kan huske.”

“Har du da set det?” Dusinius var overrasket over at hans mor havde været ved krudthuset. Men hans mor var jo gammel; hun havde boet på Vesterbro det meste af sit liv.

Krudthuset var måske blevet bygget da hun var en lille pige på alder med Dusinius.

“Markus, du ved jeg ikke vil have at du går så langt væk hjemmefra. Det kan være farligt.”

Han nikkede. Det var det nemmeste. Og han vidste at han ikke ville få noget ud af at diskutere spørgsmålet. “Ja, mor. Undskyld.”

Hun rakte hånden ud og strøg ham over det lyse strithår. “Spis nu din fedtemad,” sagde hun. “Du må få én mere når du har spist den.”

Med fedtemaden i hånden gik Dusinius forbi værkstedet og ud ad døren til Vandværksstræde. Han skubbede den i bag sig og pressede den rustne klinke på plads.

Så lukkede han øjnene og lænede sig op ad de sorte brædder. Solen stod lavt, men den varmede alligevel, og duften af varm tjære fyldte den stille luft bag skomagerens værksted.

Dusinius kunne høre sin far og storebror sludre med hinanden derinde, men deres samtale var så lavmælt at han ikke kunne høre hvad de sagde.

De talte sikkert om søm eller læder eller noget andet skomageragtigt. I huset med de mange børn og få værelser gik dagene efter uskrevne regler i et kredsløb som Dusinius på en uforklarlig måde aldrig helt havde følt sig som en del af: moderens afmålte travlhed i forhuset, børnenes pligter og skulkerier, faderens og den voksne søn Daniels lange arbejdsdage i værkstedet, de simple måltider, grød, flæsk og lever, varm mælk med tvebakker.

Det var som om de alle var for optaget af deres daglige dont til at gruble ret meget over tilværelsen eller lægge planer for fremtiden.

Men Dusinius grublede. Og han drømte. Somme tider blev han helt væk i sine drømme.

Det forekom Dusinius at eventyret ventede lige rundt om hjørnet – eller ville gøre det når han blev gammel nok til selv at bestemme.

Men det var ikke eventyr som i Gullivers rejser eller Den flyvende hollænder; det var drømme om velstand og anerkendelse. Et liv som ikke udspandt sig omkring et beskedent hus, en baggård, et værksted og en familie med alt for mange sultne munde.

Dusinius var kun otte år, men han havde tit fået et glimt af de riges liv når karetlignende ekvipager kørte ind ad Vesterbro mod byens finere kvarterer.

Og når han havde været med sin mor inde i centrum for at besøge skrædderen eller handle i sæbehuset; da havde han set dem, de fornemme fruer med hovne, pudrede ansigter og pelsmuffer på hænderne og hatte som kunstfærdige gravmæler balancerende på deres fint opsatte frisurer.

Hans far var af den overbevisning at hans drenge skulle være skomagere som han selv. Kunne han virkelig forestille sig at de alle skulle arbejde livet væk i det lille værksted, slide huden af hænderne på andre menneskers stive sålelæder?

Der var endnu fem år til Dusinius kunne komme i lære nogen steder, og han vidste allerede nu hvad han ville være. Skomager var det ikke. Han ville skabe profit. Det var et ord han havde kendt ganske længe. Det betød at købe noget billigt og sælge det dyrt.

Profit. Et smukt ord, syntes han, med en smuk, beslutsom klang. Dusinius blev stående ved det varme, tjærede plankeværk indtil han havde spist sin fedtemad.

Han tyggede den grundigt og mærkede den falde på plads i maven, og han overvejede om han kunne spise én mere. Det kunne han godt, men han havde ikke lyst til at gå ind igen, ikke endnu.

Han gik til højre hen mod vandværket. Så langt måtte han gå. Blot ikke længere end det; ikke ud ad den mudrede jordvej der førte ud til Natmandsløkken og det store sukkerkogeri som han kunne se fra hjørnet af Vandværksvej.

Dér standsede han nu og så over på den smukke bygning der leverede vand til alle byens huse. Den lå alene på den anden side af gaden, omgivet af tomme grunde hvor der snart ville blive bygget noget som skomagermesteren kaldte “lejekaserner”.

Indtil Dusinius fik det forklaret, havde han troet at der var tale om huse til soldater.

Bag den røde murstensbygning var rejst et højt tårn hvorigennem al byens vand passerede. Da deres lærer fortalte dem om Babelstårnet, var det vandværkets tårn Dusinius så for sig; et tårn der nåede næsten op til Himlen.

Det var ikke et egentligt vandtårn, for det rummede kun den rørledning hvorigennem vandet blev pumpet op til tårnets top for at skabe et jævnt tryk der kunne presse det ud til alle byens kvarterer.

Så moderne et anlæg at det næsten forekom magisk. Tænk hvis man kunne tjene blot en enkelt øre i profit hver gang nogen tappede vand fra en post et sted i byen. Ja, tænk engang. Som at åbne en hane hvorfra pengene strømmede ud …

Hareskov kuranstalt 1929
18. oktober

Morgenmåltidet her på stedet er ikke overdådigt, men det er sunde ting der stilles frem: knækbrød, friskbagt rugbrød og franskbrød, havregrød, mager ost, marmelade, al mulig slags frugt, også nogle voldsomt sure kvæder, og somme tider nogle skiver skinke eller saltkød. Dertil vand og te eller kaffe.

Her bor i øjeblikket mellem tres og halvfjerds patienter – beboere, gæster, hvad man nu end skal kalde os med vore forskelligartede lidelser og gebrækkeligheder.

Vi spiser i grupper ved borde med stivede, hvide duge og udsigt over parken. På bordene står pilleglas og flasker med mikstur ved næsten hver eneste plads. Ingen kommer her kun for deres fornøjelses skyld; alle døjer med et eller andet.

Der er flest kvinder på Hareskov, og jeg er kendt med dem alle. Det var noget jeg forstod straks jeg kom hertil. Man må være kendt med de andre gæster, ellers falder tiden én alt for lang.

Så jeg står gerne til rådighed for en snak og tilbringer endda tid sammen med mennesker som jeg under andre omstændigheder ville negligere eller måske endda søge at undgå.

Sådan er det når man er hjemmefra under fremmede forhold; man er ikke helt så kræsen. Naturligvis taler mange af gæsterne gerne om deres sygdom, men andre undgår helst emnet. Jeg tilhører den sidste gruppe og foretrækker at være i selskab med andre der har det på samme måde.

Man synker kun alt for nemt ned i den rene selvmedlidenhed hvis man altid taler om sine dårligdomme.

I min erfaring læges legemet bedst hvis ånden går foran med et godt eksempel. Så efter aftensmåltidet sætter jeg mig gerne ved det bord hvor herrerne spiller ligeud – som de ganske vist kalder whist, men reglerne er så godt som de samme.

I dette selskab – som foruden redaktør Erichsen og mig består af en højesteretssagfører Lippert fra Næstved og en lidt yngre mand, Louis Schmidt, hvis profession aldrig er kommet for en dag, muligvis fordi han ikke har en sådan.

Han har derimod fortalt ganske meget om sin formue og dens forvaltning. Var det ikke for hans pralerier, ville jeg befinde mig fortrinligt i de herrers kreds; vi taler sjældent om sygdom og behandling, men hellere om andre emner.

“Jeg havde en overordentlig interessant og også ret så ildevarslende samtale med min børsmægler i dag,” sagde Lippert i aftes allerede inden kortene var givet til det første spil. Derefter tav han, og vi andre herrer så afventende på ham.

Jeg tænkte på at det er netop sådan en dygtig historiefortæller begynder: med en indledning som vækker tilhørernes nysgerrighed og spænder deres forventninger uden at røbe for meget.

“Ja?” sagde Schmidt. Han lød en lille smule nervøs, og jeg spidsede ører.

Lippert missede med øjnene. “Nogen ville nok mene at man ikke bør lytte til forlydender i denne tid,” fortsatte han. “Men de herrer vil vide at behandle enhver oplysning med passende skepsis.”

“De taler om børsen i New York,” indskød redaktør Erichsen netop som jeg havde konkluderet det samme.

Lippert nikkede tungt. “Financial Times’ indeks faldt med tolv point alene i går.”

“De har talt med New York?” Jeg følte et stik af ærgrelse over at jeg ikke selv fulgte bedre med. Jeg havde andre bekymringer og følte mig indimellem langt fra verdens realiteter.

“Ikke jeg. Min mægler i Handelsbanken. Han sagde til mig i dag …” Advokaten lænede sig lidt ind over bordet som om han stod i begreb med at røbe noget yderst hemmeligt. “Han gav udtryk for stor bekymring. De amerikanske aviser skrev i går at der er udsigt til meget store kursfald …”

“Jeg har ingen amerikanske aktier,” sagde Erichsen roligt.

Lippert så på ham nogle sekunder som om redaktøren havde sagt noget virkelig mærkeligt. Så rystede han langsomt på hovedet. “Det har jeg heller ikke,” sagde han. “Men det er ikke pointen. Et sammenbrud i Amerika kan ikke undgå at få konsekvenser for os alle sammen.”

“Jeg tror ikke på disse dommedagsforlydender,” sagde Schmidt. Vi så alle på ham, for der var en klang i hans stemme der i nogen grad modsagde hans ord. Men så udstødte han
en kort latter og fortsatte: “Jeg har faktisk afgivet ganske store købsordrer så sent som i dag. Visse solide selskaber er allerede faldet så meget at det kun kan gå fremad nu. Man forventer vel ikke just at General Electrics eller Detroits automobilindustri går nedenom og hjem sådan lige med det første, vel?”

En engel gik forbi vores bord, som man siger.

Så sagde Lippert. “Købsordrer … javel så.”

Men Schmidt havde åbenbart genvundet sin ro. Han skubbede jakkeærmet op og åbnede
kapslen på sit armbåndsur – et forgyldt skyttegravsur af den type der blev populære efter krigen blandt mænd der aldrig havde set en skyttegrav – kastede et blik på det og lukkede det igen.

“Lad os spille,” sagde han. “Klokken er halv ni.”

Senere da jeg var tilbage på mit værelse, skrev jeg i min dagbog og læste i avisen om udviklingen i USA. Det var Berlingske Tidende fra samme dag, og der var faktisk intet i avisens kortfattede gennemgang af uroen på det amerikanske finansmarked der burde kunne holde en dansker vågen om natten.

Jeg havde ikke selv nogen værdipapirer af betydning, for jeg har altid troet på at pengene er bedst investeret i min egen virksomhed. Det var en tanke jeg havde allerede som dreng: I en cigarkasse i bunden af mit klædeskab opbevarede jeg dengang indtjeningen fra min første forretning – det var i julemåneden da jeg var otte år – men allerede i så ung en alder var jeg på udkig efter noget nyt at investere mine få midler i.

Jeg husker endnu ganske præcist hvordan det føltes at tjene mine første penge; glæden ved at se ens planer folde sig ud og lykkes, hvor beskeden en målestok det så end var i. Jeg kan lige så tydeligt mindes den tanke jeg havde dengang: at dette skulle være min levevej.

Jeg skulle skabe en virksomhed og omsætte mine ideer og min flid til profit.

Det begyndte alt sammen med at bogtrykkeren i Thorsgade døde. Det var i november 1886. Hans kone fandt ham i bagbygningen, sunket sammen ved en af de maskiner hvorpå han i årtier havde fremstillet tryksager til byens borgere og erhvervsdrivende og vistnok også lidt til kommunen.

Regningsblokke, brevpapir, festsange, fakturablanketter, vidnesbyrdbøger til privatskolen på Klostervej.

Ingen rigtige bøger, hans titel til trods. Hans død blev starten på min første forretning, hvor sært det end kan lyde. Men jeg tror også – nej, jeg ved – at var det ikke sket ved den lejlighed, så havde noget andet fået mig i gang.

Min mor var veninde med bogtrykkerens hustru som hun havde kendt siden barndommen. Og dødsfaldet ramte dem begge hårdt: bogtrykkerenken fordi hun nu måtte flytte fra ejendommen og sælge hvad sælges kunne, for at overleve.

Og min mor fordi det gjorde hende ondt at hun ikke havde mulighed for at hjælpe. Pauline Dick havde mange børn og et stort hjerte. Hun elskede sine børn og måske også sin mand, men jeg så dem aldrig udveksle kærtegn.

Mine forældre havde undfanget flere børn sammen end de fleste ægtepar, men den lidenskab som man måtte formode at skomagermesteren havde udvist i samme forbindelse, var ikke til stede i hans daglige optræden.

Mit eget hjerte havde forholdt sig roligt siden jeg kom op på værelset. Men da jeg lagde mig en times tid inden midnat og havde ligget lidt i sengen, følte jeg den velkendte flaksen i brystet, og straks vendte også min ængstelse tilbage.

Hvad nytter alting? Selv nok så gode planer er intet værd mod menneskets skrøbelighed. Nu følte jeg mig desuden knuget af en ensomhed som jeg ellers sjældent føler; som en lille dreng der er langt hjemmefra og ligger alene i natten et fremmed sted.

Og skønt jeg ikke er nogen dreng, er det sådan det forholder sig: Der er langt til mit hjem, over halvandet hundrede kilometer ad landevejen, og jeg savner Odense og min familie.

Men mest af alt – og det ville jeg aldrig kunne indrømme over for Jonna – savner jeg forretningen. Mit arbejde.

Arbejdet er fundamentet i en mands liv; det er her han finder den dybeste tilfredsstillelse. Sådan har jeg i hvert fald altid tænkt. Vaniljehuset.


Vaniljehuset, Mich Vraa, slægtsroman

En slægtsroman af Mich Vraa, forfatter til bestsellertrilogien om Dansk Vestindien.

I sit livs efterår ser den hjertesvage Dusinius Dich tilbage på et liv, som formede sig ganske anderledes, end nogen havde kunne forestille sig.

Da han som ung mand i 1800-tallet stiftede Vaniljehuset, var Dusinius fuld af ambitioner og gåpåmod. Men et langt liv med forvirrende forelskelser og lyssky forretningsforbindelser viste ham snart, at det er en svær kunst at stræbe efter de rigtige mål i livet.

Du kan købe Vaniljehuset online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra den 22. juni 2020.