Slip slankekuren, og lyt til din krop med Amanda Louise Glahn Warlos nye bog Slut fred med mad.
Amanda Louise Glah Warlo er specialiseret inden for vægtneutral sundhed, en tilgang, hvor man lærer at acceptere sin krop og forholde sig neutralt til sin vægt. Vægtneutral sundhed består af de fire elementer: Selvomsorg, kropsaccept, intuitiv spisning og nydelsesfuld bevægelse.
Vægttab kan give et kortvarigt og overfladisk selvtillidsboost, men selvtilliden forsvinder hurtigt, fordi en mindre krop ikke nødvendigvis ændrer den indre verden. ”Hvis vi ikke arbejder med vores selvværd og kropsbillede, vil vægttabet ikke skabe en varig forbedring af vores livskvalitet”, skriver Warlo i Slut fred med mad.
Slut fred med mad er et generelt opgør med ideen om, at sund er lig med tynd. Sundhed er meget andet end et tal på badevægten.
Læs første del af det første kapitel fra Slut fred med mad.
Slut fred med mad
af Amanda Louise Glahn Warlo
KAPITEL 1
KROPPEN BLEV MIT PROJEKT
De udfordringer, jeg har haft med at føle mig tilpas i min egen krop som voksen, har rødder i en tid, hvor jeg endnu ikke var bevidst om begreber som vægt og sundhed. Et af mine tidligste minder er en dag, da jeg var tre-fire år, og min far hentede mig i børnehaven. Jeg blev helt glad for at se ham og løb hen imod ham for at give ham et kram. Men da jeg prøvede at slå armene om ham, sagde han højt: ”Nej, nej, pas på min smøg,” og skubbede mig væk.
Som voksen forstår jeg nu, at min far i situationen ikke mente noget ondt. Han var nok bare bange for, at jeg skulle brænde mig på hans cigaret. Men som barn havde jeg ikke den indsigt, og jeg husker stadig følelsen af, at jeg havde gjort noget forkert ved at vise mine følelser. Jeg har ikke mange andre minder om at opsøge nærhed fra mine forældre, men Jeg tror ikke, at ovenstående var den eneste gang, jeg fik fornemmelsen af, at mit behov for kærlighed og nærhed ikke var velkomment.
Når jeg tænker tilbage på min barndom, kan jeg først og fremmest huske, at jeg følte mig meget alene. Det har taget mange år og en del terapi at forstå, at selvom jeg havde to forældre, der gjorde deres bedste og altid sørgede for, at jeg havde mad på bordet og tag over hovedet, så manglede der stadig følelsesmæssig nærhed og støtte. Mine forældre var og er gode mennesker, men de var unge og havde deres egne udfordringer.
Det har selvfølgelig påvirket mig og været en faktor i udviklingen af de problemer, jeg har haft med selvværd og kropsbillede – både som barn og voksen. Som barn var jeg ret genert. Da jeg skiftede skole i 5. klasse, blev det endnu værre. Jeg havde svært ved at finde nye venner, som jeg kunne være mig selv med, og jeg begyndte for alvor at føle mig uden for fællesskabet.
Det var tydeligt for mig, at de andre børn havde tætte venskaber, som jeg ikke var en del af, og jeg længtes efter den tryghed og accept, der følger med at ”høre til”. Min mor var gravid på det tidspunkt, og min ældste bror havde sine egne udfordringer, så jeg ville ikke belemre mine forældre med noget så fjollet, som at jeg havde svært ved at få venner. Jeg tænkte også, at de nok ikke kunne gøre så meget ved det.
Lærerne lagde ikke rigtig mærke til, hvordan jeg havde det – eller også gjorde de det, men følte ikke, at de kunne hjælpe mig. Så jeg holdt mine følelser og problemer for mig selv og forsøgte at navigere i det sociale kaos, så godt jeg kunne.
Hvis du nogensinde har følt dig udenfor, ved du måske, hvor udmattende det kan være at skulle klare alting selv. Det kan føles, som om hele verden har fundet en manual til fællesskabet, som du ikke har fået, og at det er op til dig at finde ud af reglerne uden at begå fejl. Det var jeg ikke ret god til.
Og desværre fik jeg ikke nogen hjælp. Tværtimod. En situation, jeg stadig husker tydeligt, fandt sted i 7. klasse. Vores lærer bad os om at skrive på en seddel, hvem vi kunne lide at arbejde sammen med i klassen, og hvem vi ikke kunne lide. Allerede mens vi skrev, kunne jeg ikke undgå at tænke, at mit navn nok ville ende på de flestes ”kan ikke lide”-lister.
Jeg forsøgte at berolige mig selv med, at det måske bare var noget, jeg bildte mig ind. Men efter timen trak læreren mig til side og fortalte mig, at ingen i klassen kunne lide at arbejde sammen med mig, og at ”det måtte jeg jo gøre noget ved”.
Min værste frygt blev bekræftet. Jeg var ikke god nok, som jeg var, og ifølge min klasselærer var det min egen opgave at finde ud af, hvordan jeg kunne blive en person, andre kunne lide. Jeg havde for længst vænnet mig til at klare tingene selv, når der opstod problemer. Så for at løse problemet begyndte jeg at observere, hvilke typer mennesker de andre lod til at kunne lide, og hvad de gjorde. Det stod hurtigt klart, at det med at sige og gøre det rigtige var noget, der ville tage tid at lære.
Men jeg lagde også mærke til, at dem med en slank krop ofte fik positiv opmærksomhed. Jeg begyndte at indse, at min slanke krop muligvis havde skærmet mig fra visse former for mobning. Min krop var faktisk en af de få ting, som jeg af og til fik ros for. Folk kommenterede ofte på, hvor høj og slank jeg var, eller hvor meget jeg kunne spise uden at tage på. De kommentarer satte sig i mig og gav mig følelsen af, at min krop var det bedste ved mig – og måske det eneste, der gav mig en slags værdi.
Jeg følte mig stadig ikke som en del af fællesskabet, men jeg opdagede hurtigt, at det gik bedre, hvis jeg bare holdt mig lidt i baggrunden og lod andre føre an i samtalerne. Det var langtfra den ideelle løsning, men det gav mig i det mindste en pause fra at føle mig helt udenfor, og langsomt følte jeg, at min tilstedeværelse blev mere accepteret.
Som en, der desperat ønskede at finde sin plads i fællesskabet, var min logik enkel: Hvis jeg holdt lav profil og blev ved med at være slank, ville tingene nok ordne sig. Jeg tænkte, at jeg bare skulle holde ud, til jeg blev voksen og kom væk fra skolen, hvor alle allerede havde en mening om, hvem jeg var. Men det viste sig, at det ikke var så simpelt.
SKØNHEDSIDEALER – HVEM HAR GAVN AF DIN USIKKERHED?
Min historie er langtfra unik. Som mennesker er vi fra naturens side skabt til at søge fællesskab – det ligger dybt i vores instinkter. Gennem historien har stærke sociale bånd betydet sikkerhed, støtte og en plads i flokken. Jo højere vores sociale status er, jo større er vores muligheder for at klare os godt. Måske har du selv mærket det. Den varme fornemmelse af at høre til, når du er sammen med mennesker, der virkelig forstår dig.
Eller den modsatte følelse – den nagende uro og usikkerhed, når du føler dig udenfor eller ikke ved, om du passer ind. Det er ikke bare tilfældigheder. Det er vores biologi, der fortæller os, hvor meget fællesskab og social accept betyder for os. Især piger lærer fra en tidlig alder, at deres udseende eren af de vigtigste faktorer for deres sociale status.
Nogle gange bliver det sagt direkte, men oftere ligger det skjult i små kommentarer, samfundets forventninger og ikke mindst i de medier, der er rettet mod piger. Smuk, yndig, charmerende og elegant er ord, der ofte bruges til at beskrive piger, men sjældent drenge. Disse ord fremhæver ofte et fokus på skønhed og fysisk tiltrækningskraft. I min ungdom var det ikke unormalt at finde blade som Vi Unge, Sirene og Woman fyldt med artikler om slankekure, træningsplaner og guides til, hvordan man kunne ”forbedre” sit udseende.
Tv-programmer som America’s Next Top Model eller musikvideoer, hvor kvinder næsten altid blev fremstillet som smukke og perfekte, sendte mig det samme budskab: Dit udseende er afgørende.
Selvom tiderne har ændret sig, og budskaberne i dag ofte er pakket ind i en mere kropspositiv tone, er kernebudskabet stadig det samme: I stedet for at lære at elske eller acceptere os selv, som vi er, eller at lytte til og stole på vores egen krop, bliver vi konstant påvirket til at tro, at vi skal ”optimere” os selv for at passe ind.
Vi får at vide, at hvis vi ikke lever op til skønhedsidealerne, er det vores ansvar at gøre noget ved det – hvad enten det er gennem slankekure, hård træning, indsprøjtninger, skønhedsoperationer eller andre metoder. For mange bliver det en livslang kamp mod kroppen, fordi idealerne altid synes at være lige uden for rækkevidde.
Og eftersom skønhedsritualerne og slankekurene kræver meget af vores fokus, har vi aldrig rigtig tid til at stoppe op for at tænke over, hvorfor vi ikke føler os gode nok, præcis som vi er. Hvis du kan genkende det billede, har du så nogensinde spurgt dig selv, hvorfor det er sådan? Hvorfor er du ikke god nok, som du er? Hvorfor lærer vi, at det at være tynd og attraktiv er noget, vi skal stræbe efter?
En kvindes overlevelse afhænger jo ikke længere af, at hun finder en mand, som kan forsørge hende. Selvom vi stadig ser forskelle i løn for det samme arbejde mellem mænd og kvinder, har kvinder i dag mulighed for at skabe deres egen tilværelse uden at være afhængige af en partner.
Alligevel er det, som om presset for at passe ind i skønhedsidealerne, så vi kan være attraktive for andre, herunder en potentiel partner, stadig hænger fast. Måske har du selv oplevet det – følelsen af, at dit udseende (og især din vægt) afgør, hvordan andre ser dig, eller hvordan du bliver behandlet. Det kan være alt fra de små, henkastede kommentarer, når nogen siger: ”Du ser så godt ud – har du tabt dig?” til større ting, som at have større chance for at blive ansat og blive taget mere seriøst på arbejdet, hvis du passer ind i skønhedsidealerne
Men hvorfor er det sådan? Da jeg søgte efter svar, stødte jeg på bogen Skønhedsmyten af Naomi Wolf, hvor hun foreslår en tankevækkende forklaring:
”Når kulturen går så højt op i, at kvinder skal være magre, er det ikke, fordi man ønsker kvindelig magerhed, men kvindelig lydighed. […] Det mest virkningsfulde beroligende middel i politisk henseende i kvindernes historie er slankekuren; en befolkning, der lever i stilfærdigt vanvid, er medgørlig.”
Ifølge Wolf handler samfundets besættelse af kvindekroppens skønhed om langt mere end biologi, præferencer og æstetik. Det er en magtstrategi. Forestil dig for eksempel, hvor meget tid og energi kvinder bruger på at tælle kalorier, bekymre sig om deres vægt eller finde fejl i deres eget spejlbillede. Det er tid, de ikke kan bruge på at udfordre status quo eller kræve forandringer i deres arbejdsliv, privatliv eller samfundet.
Et eksempel på, hvordan skønhedsidealer påvirker kvinder på arbejdspladsen, kunne være en situation, hvor en kvinde føler sig presset til at leve op til samfundets standarder for udseende for at blive taget seriøst i professionelle sammenhænge. Forskning viser, at attraktive personer ofte opfattes som mere kompetente og har nemmere ved at opnå forfremmelser.
Derudover er et højere BMI ofte forbundet med lavere lønninger – i højere grad for kvinder sammenlignet med mænd – hvilket afspejler en kønsbaseret forskel i vægtbaseret diskrimination. Selvom Skønhedsmyten oprindeligt blev udgivet i 1990, rejser Naomi Wolfs teori et spørgsmål, der er lige aktuelt i dag: Hvad kunne kvinder udrette, hvis de ikke hele tidenblev presset til at jagte urealistiske skønhedsidealer?
Tænk, hvis al den tid, den energi og de ressourcer, der i dag bruges på at tilpasse sig skønhedsidealer, i stedet blev kanaliseret ind i kampen for ligeløn, øget forskning i kvinders sundhed eller større repræsentation af kvinder i toplederroller. Hvor meget potentiale og handlekraft kunne der frigøres, hvis vi én gang for alle slap de skønhedskrav, der hænger over os?
Jeg husker tydeligt, hvor meget mental energi jeg brugte på at forsøge at leve op til skønhedsidealerne – og hvor utilstrækkelig jeg følte mig, når det ikke lykkedes. Det er særligt tankevækkende, fordi jeg har haft det, der kaldes ”tyndhedsprivilegium”. Jeg har aldrig oplevet diskrimination på grund af min kropsstørrelse.
Jeg er ikke blevet forbigået til et job på grund af min vægt, jeg er ikke blevet råbt ad på gaden, jeg kan nemt finde tøj i almindelige butikker, jeg kan sætte mig i alle stole uden at bekymre mig, og jeg kan gå til lægen uden at frygte, at min vægt bliver set som årsagen til mine helbredsproblemer.
Og alligevel fyldte min vægt så meget. Alligevel følte jeg mig aldrig ”tynd nok” til at matche de urealistiske idealer, som medier og samfund konstant præsenterede mig for. Jeg havde internaliseret overbevisningen om, at min værdi som menneske primært lå i mit udseende – især i min krops størrelse – fordi det var noget, som jeg forestillede mig, at jeg selv havde kontrol over.
Og disse overbevisninger blev kun forstærket af oplevelser, hvor folk rettede deres egne frustrationer mod mig med afsæt i min krop.
Læs resten i Slut fred med mad.
Slut fred med mad
Slip slankekuren, og lyt til din krop.
Mange arbejder hårdt for et vægttab, men så snart de slækker på slankekuren, stiger vægten igen. Skal man virkelig leve efter en stram kostplan for at opretholde et vægttab?
Fysioterapeut og personlig træner Amanda Louise Glah Warlo er specialiseret inden for vægtneutral sundhed. En tilgang, hvor man lærer at acceptere sin krop og forholde sig neutralt til sin vægt. Samtidig lytter man til kroppens signaler om sult og mæthed, hvilket skaber ro i både krop og sind.
På baggrund af forskning og personlige erfaringer viser hun her vejen til at droppe de konstante slankekure til fordel for et liv i balance med ens naturlige vægt.
Slip slankekuren, og lyt til din krop med Amanda Louise Glahn Warlos nye bog Slut fred med mad.
Amanda Louise Glah Warlo er specialiseret inden for vægtneutral sundhed, en tilgang, hvor man lærer at acceptere sin krop og forholde sig neutralt til sin vægt. Vægtneutral sundhed består af de fire elementer: Selvomsorg, kropsaccept, intuitiv spisning og nydelsesfuld bevægelse.
Vægttab kan give et kortvarigt og overfladisk selvtillidsboost, men selvtilliden forsvinder hurtigt, fordi en mindre krop ikke nødvendigvis ændrer den indre verden. ”Hvis vi ikke arbejder med vores selvværd og kropsbillede, vil vægttabet ikke skabe en varig forbedring af vores livskvalitet”, skriver Warlo i Slut fred med mad.
Slut fred med mad er et generelt opgør med ideen om, at sund er lig med tynd. Sundhed er meget andet end et tal på badevægten.
Læs første del af det første kapitel fra Slut fred med mad.
Slut fred med mad
af Amanda Louise Glahn Warlo
KAPITEL 1
KROPPEN BLEV MIT PROJEKT
De udfordringer, jeg har haft med at føle mig tilpas i min egen krop som voksen, har rødder i en tid, hvor jeg endnu ikke var bevidst om begreber som vægt og sundhed. Et af mine tidligste minder er en dag, da jeg var tre-fire år, og min far hentede mig i børnehaven. Jeg blev helt glad for at se ham og løb hen imod ham for at give ham et kram. Men da jeg prøvede at slå armene om ham, sagde han højt: ”Nej, nej, pas på min smøg,” og skubbede mig væk.
Som voksen forstår jeg nu, at min far i situationen ikke mente noget ondt. Han var nok bare bange for, at jeg skulle brænde mig på hans cigaret. Men som barn havde jeg ikke den indsigt, og jeg husker stadig følelsen af, at jeg havde gjort noget forkert ved at vise mine følelser. Jeg har ikke mange andre minder om at opsøge nærhed fra mine forældre, men Jeg tror ikke, at ovenstående var den eneste gang, jeg fik fornemmelsen af, at mit behov for kærlighed og nærhed ikke var velkomment.
Når jeg tænker tilbage på min barndom, kan jeg først og fremmest huske, at jeg følte mig meget alene. Det har taget mange år og en del terapi at forstå, at selvom jeg havde to forældre, der gjorde deres bedste og altid sørgede for, at jeg havde mad på bordet og tag over hovedet, så manglede der stadig følelsesmæssig nærhed og støtte. Mine forældre var og er gode mennesker, men de var unge og havde deres egne udfordringer.
Det har selvfølgelig påvirket mig og været en faktor i udviklingen af de problemer, jeg har haft med selvværd og kropsbillede – både som barn og voksen. Som barn var jeg ret genert. Da jeg skiftede skole i 5. klasse, blev det endnu værre. Jeg havde svært ved at finde nye venner, som jeg kunne være mig selv med, og jeg begyndte for alvor at føle mig uden for fællesskabet.
Det var tydeligt for mig, at de andre børn havde tætte venskaber, som jeg ikke var en del af, og jeg længtes efter den tryghed og accept, der følger med at ”høre til”. Min mor var gravid på det tidspunkt, og min ældste bror havde sine egne udfordringer, så jeg ville ikke belemre mine forældre med noget så fjollet, som at jeg havde svært ved at få venner. Jeg tænkte også, at de nok ikke kunne gøre så meget ved det.
Lærerne lagde ikke rigtig mærke til, hvordan jeg havde det – eller også gjorde de det, men følte ikke, at de kunne hjælpe mig. Så jeg holdt mine følelser og problemer for mig selv og forsøgte at navigere i det sociale kaos, så godt jeg kunne.
Hvis du nogensinde har følt dig udenfor, ved du måske, hvor udmattende det kan være at skulle klare alting selv. Det kan føles, som om hele verden har fundet en manual til fællesskabet, som du ikke har fået, og at det er op til dig at finde ud af reglerne uden at begå fejl. Det var jeg ikke ret god til.
Og desværre fik jeg ikke nogen hjælp. Tværtimod. En situation, jeg stadig husker tydeligt, fandt sted i 7. klasse. Vores lærer bad os om at skrive på en seddel, hvem vi kunne lide at arbejde sammen med i klassen, og hvem vi ikke kunne lide. Allerede mens vi skrev, kunne jeg ikke undgå at tænke, at mit navn nok ville ende på de flestes ”kan ikke lide”-lister.
Jeg forsøgte at berolige mig selv med, at det måske bare var noget, jeg bildte mig ind. Men efter timen trak læreren mig til side og fortalte mig, at ingen i klassen kunne lide at arbejde sammen med mig, og at ”det måtte jeg jo gøre noget ved”.
Min værste frygt blev bekræftet. Jeg var ikke god nok, som jeg var, og ifølge min klasselærer var det min egen opgave at finde ud af, hvordan jeg kunne blive en person, andre kunne lide. Jeg havde for længst vænnet mig til at klare tingene selv, når der opstod problemer. Så for at løse problemet begyndte jeg at observere, hvilke typer mennesker de andre lod til at kunne lide, og hvad de gjorde. Det stod hurtigt klart, at det med at sige og gøre det rigtige var noget, der ville tage tid at lære.
Men jeg lagde også mærke til, at dem med en slank krop ofte fik positiv opmærksomhed. Jeg begyndte at indse, at min slanke krop muligvis havde skærmet mig fra visse former for mobning. Min krop var faktisk en af de få ting, som jeg af og til fik ros for. Folk kommenterede ofte på, hvor høj og slank jeg var, eller hvor meget jeg kunne spise uden at tage på. De kommentarer satte sig i mig og gav mig følelsen af, at min krop var det bedste ved mig – og måske det eneste, der gav mig en slags værdi.
Jeg følte mig stadig ikke som en del af fællesskabet, men jeg opdagede hurtigt, at det gik bedre, hvis jeg bare holdt mig lidt i baggrunden og lod andre føre an i samtalerne. Det var langtfra den ideelle løsning, men det gav mig i det mindste en pause fra at føle mig helt udenfor, og langsomt følte jeg, at min tilstedeværelse blev mere accepteret.
Som en, der desperat ønskede at finde sin plads i fællesskabet, var min logik enkel: Hvis jeg holdt lav profil og blev ved med at være slank, ville tingene nok ordne sig. Jeg tænkte, at jeg bare skulle holde ud, til jeg blev voksen og kom væk fra skolen, hvor alle allerede havde en mening om, hvem jeg var. Men det viste sig, at det ikke var så simpelt.
SKØNHEDSIDEALER – HVEM HAR GAVN AF DIN USIKKERHED?
Min historie er langtfra unik. Som mennesker er vi fra naturens side skabt til at søge fællesskab – det ligger dybt i vores instinkter. Gennem historien har stærke sociale bånd betydet sikkerhed, støtte og en plads i flokken. Jo højere vores sociale status er, jo større er vores muligheder for at klare os godt. Måske har du selv mærket det. Den varme fornemmelse af at høre til, når du er sammen med mennesker, der virkelig forstår dig.
Eller den modsatte følelse – den nagende uro og usikkerhed, når du føler dig udenfor eller ikke ved, om du passer ind. Det er ikke bare tilfældigheder. Det er vores biologi, der fortæller os, hvor meget fællesskab og social accept betyder for os. Især piger lærer fra en tidlig alder, at deres udseende eren af de vigtigste faktorer for deres sociale status.
Nogle gange bliver det sagt direkte, men oftere ligger det skjult i små kommentarer, samfundets forventninger og ikke mindst i de medier, der er rettet mod piger. Smuk, yndig, charmerende og elegant er ord, der ofte bruges til at beskrive piger, men sjældent drenge. Disse ord fremhæver ofte et fokus på skønhed og fysisk tiltrækningskraft. I min ungdom var det ikke unormalt at finde blade som Vi Unge, Sirene og Woman fyldt med artikler om slankekure, træningsplaner og guides til, hvordan man kunne ”forbedre” sit udseende.
Tv-programmer som America’s Next Top Model eller musikvideoer, hvor kvinder næsten altid blev fremstillet som smukke og perfekte, sendte mig det samme budskab: Dit udseende er afgørende.
Selvom tiderne har ændret sig, og budskaberne i dag ofte er pakket ind i en mere kropspositiv tone, er kernebudskabet stadig det samme: I stedet for at lære at elske eller acceptere os selv, som vi er, eller at lytte til og stole på vores egen krop, bliver vi konstant påvirket til at tro, at vi skal ”optimere” os selv for at passe ind.
Vi får at vide, at hvis vi ikke lever op til skønhedsidealerne, er det vores ansvar at gøre noget ved det – hvad enten det er gennem slankekure, hård træning, indsprøjtninger, skønhedsoperationer eller andre metoder. For mange bliver det en livslang kamp mod kroppen, fordi idealerne altid synes at være lige uden for rækkevidde.
Og eftersom skønhedsritualerne og slankekurene kræver meget af vores fokus, har vi aldrig rigtig tid til at stoppe op for at tænke over, hvorfor vi ikke føler os gode nok, præcis som vi er. Hvis du kan genkende det billede, har du så nogensinde spurgt dig selv, hvorfor det er sådan? Hvorfor er du ikke god nok, som du er? Hvorfor lærer vi, at det at være tynd og attraktiv er noget, vi skal stræbe efter?
En kvindes overlevelse afhænger jo ikke længere af, at hun finder en mand, som kan forsørge hende. Selvom vi stadig ser forskelle i løn for det samme arbejde mellem mænd og kvinder, har kvinder i dag mulighed for at skabe deres egen tilværelse uden at være afhængige af en partner.
Alligevel er det, som om presset for at passe ind i skønhedsidealerne, så vi kan være attraktive for andre, herunder en potentiel partner, stadig hænger fast. Måske har du selv oplevet det – følelsen af, at dit udseende (og især din vægt) afgør, hvordan andre ser dig, eller hvordan du bliver behandlet. Det kan være alt fra de små, henkastede kommentarer, når nogen siger: ”Du ser så godt ud – har du tabt dig?” til større ting, som at have større chance for at blive ansat og blive taget mere seriøst på arbejdet, hvis du passer ind i skønhedsidealerne
Men hvorfor er det sådan? Da jeg søgte efter svar, stødte jeg på bogen Skønhedsmyten af Naomi Wolf, hvor hun foreslår en tankevækkende forklaring:
”Når kulturen går så højt op i, at kvinder skal være magre, er det ikke, fordi man ønsker kvindelig magerhed, men kvindelig lydighed. […] Det mest virkningsfulde beroligende middel i politisk henseende i kvindernes historie er slankekuren; en befolkning, der lever i stilfærdigt vanvid, er medgørlig.”
Ifølge Wolf handler samfundets besættelse af kvindekroppens skønhed om langt mere end biologi, præferencer og æstetik. Det er en magtstrategi. Forestil dig for eksempel, hvor meget tid og energi kvinder bruger på at tælle kalorier, bekymre sig om deres vægt eller finde fejl i deres eget spejlbillede. Det er tid, de ikke kan bruge på at udfordre status quo eller kræve forandringer i deres arbejdsliv, privatliv eller samfundet.
Et eksempel på, hvordan skønhedsidealer påvirker kvinder på arbejdspladsen, kunne være en situation, hvor en kvinde føler sig presset til at leve op til samfundets standarder for udseende for at blive taget seriøst i professionelle sammenhænge. Forskning viser, at attraktive personer ofte opfattes som mere kompetente og har nemmere ved at opnå forfremmelser.
Derudover er et højere BMI ofte forbundet med lavere lønninger – i højere grad for kvinder sammenlignet med mænd – hvilket afspejler en kønsbaseret forskel i vægtbaseret diskrimination. Selvom Skønhedsmyten oprindeligt blev udgivet i 1990, rejser Naomi Wolfs teori et spørgsmål, der er lige aktuelt i dag: Hvad kunne kvinder udrette, hvis de ikke hele tidenblev presset til at jagte urealistiske skønhedsidealer?
Tænk, hvis al den tid, den energi og de ressourcer, der i dag bruges på at tilpasse sig skønhedsidealer, i stedet blev kanaliseret ind i kampen for ligeløn, øget forskning i kvinders sundhed eller større repræsentation af kvinder i toplederroller. Hvor meget potentiale og handlekraft kunne der frigøres, hvis vi én gang for alle slap de skønhedskrav, der hænger over os?
Jeg husker tydeligt, hvor meget mental energi jeg brugte på at forsøge at leve op til skønhedsidealerne – og hvor utilstrækkelig jeg følte mig, når det ikke lykkedes. Det er særligt tankevækkende, fordi jeg har haft det, der kaldes ”tyndhedsprivilegium”. Jeg har aldrig oplevet diskrimination på grund af min kropsstørrelse.
Jeg er ikke blevet forbigået til et job på grund af min vægt, jeg er ikke blevet råbt ad på gaden, jeg kan nemt finde tøj i almindelige butikker, jeg kan sætte mig i alle stole uden at bekymre mig, og jeg kan gå til lægen uden at frygte, at min vægt bliver set som årsagen til mine helbredsproblemer.
Og alligevel fyldte min vægt så meget. Alligevel følte jeg mig aldrig ”tynd nok” til at matche de urealistiske idealer, som medier og samfund konstant præsenterede mig for. Jeg havde internaliseret overbevisningen om, at min værdi som menneske primært lå i mit udseende – især i min krops størrelse – fordi det var noget, som jeg forestillede mig, at jeg selv havde kontrol over.
Og disse overbevisninger blev kun forstærket af oplevelser, hvor folk rettede deres egne frustrationer mod mig med afsæt i min krop.
Læs resten i Slut fred med mad.
Slut fred med mad
Slip slankekuren, og lyt til din krop.
Mange arbejder hårdt for et vægttab, men så snart de slækker på slankekuren, stiger vægten igen. Skal man virkelig leve efter en stram kostplan for at opretholde et vægttab?
Fysioterapeut og personlig træner Amanda Louise Glah Warlo er specialiseret inden for vægtneutral sundhed. En tilgang, hvor man lærer at acceptere sin krop og forholde sig neutralt til sin vægt. Samtidig lytter man til kroppens signaler om sult og mæthed, hvilket skaber ro i både krop og sind.
På baggrund af forskning og personlige erfaringer viser hun her vejen til at droppe de konstante slankekure til fordel for et liv i balance med ens naturlige vægt.
Du kan købe Slut fred med mad online hos fx. Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Du kan finde flere nye bøger her.
Andre læste også: