22-årige Sevinç Uludağ debuterer med en samling digte om en ung kvinde, der er spændt ud mellem det, hun kommer fra og der, hun gerne vil hen. Om lysten til at kysse kvinder, feste og være den hun er, koste hvad det vil.
”Man skal helt ud for at komme hjem igen men hjem ligner ikke sig selv mere mors øjne er blevet stille”
”Jeg ville elske sådan en bog, da jeg var yngre. Men jeg ville have gemt den under hovedpuden”. 22-årige Sevinç Uludağ taler om sin egen digtsamling, p o r n h u b og paradis, der udkommer 21. maj og er hendes debut som forfatter. Det er en samling af digte, der først og fremmest er skrevet på vrede. Digtene skildrer en ung kvinde, der er i splittelse mellem det, hun kommer fra og det, hun er og hvordan hun gerne vil leve sit liv. En splittelse mellem at adlyde sin mors stemme eller sin egen.
”Mor siger bukser der dækker knæ trøje der dækker mave siger ord der dækker skam smil der dækker ar”
Ære, skam og skyld
Sevinç Uludağ er opvokset i en dansk-kurdisk familie i Nordsjælland, ikke i den fine del, men i ghettoen. Hun beskriver selv sin opvækst som grundlæggende fin, men at der var en masse tyngende forventninger til, hvordan man skulle være og opføre sig som en ung kvinde. Og her stak Sevinç ud, fordi hun tidligt begyndte at gå i byen, tog stoffer, klippede sig karse og kyssede kvinder. Alt sammen ikke acceptabelt for hendes forældre, der er muslimer og rundet af en anden kultur, der opererer med begreber som ære, skam og skyld.
”Det er jo grundlæggende en kærlig familie, jeg kommer fra. Der var mælk i køleskabet og kys i luften, men så er der bare det med, at de er troende. Og fordi de vægter troen højest, så er jeg i deres øjne en kæmpestor synd og kommer i helvede. Men jeg er stadig deres datter, så jeg tror også, de er splittede”.
Fotograf: Petrus Arrildt
”hun siger at jeg ikke må se det der får kroppen til at ryste at jeg kommer i helvede når jeg lytter for meget til det der sker inde i mig
at piger der viser knæ ser porno og spiser rejer ikke er Guds piger”
Undskyld Gud
Hun er vokset op med søndagsskole og koranskole og en gud, der holdt øje med en. Man måtte ikke stille spørgsmål til guds eksistens, det var en synd. Men da hun blev ældre, gjorde hun netop det, fordi hun havde svært ved at se sig selv i religionens spændetrøje, hvor der ikke var plads til hendes seksualitet og frie måde at leve på.
”Religionen er for mange en guideline til, hvordan man kan leve sit liv, og religion giver en vis tryghed. Det er fint for nogen, så det skal de da bare gøre. Det kunne jeg bare ikke se mig selv i, da jeg blev lidt ældre og fandt jeg ud af, hvad kvinder kunne og mænd ikke kunne.
Men det vil være underligt for at mig at sige, at jeg ikke er religiøs. Det kan ikke komme ud af min mund. Hvis jeg siger, at jeg ikke tror på gud, så siger jeg lige ”undskyld Gud” inde i mit hoved. Gud giver mig en tryghed. Fx, når jeg bliver bange eller har smerter, så beder jeg lige en bøn”, siger Sevinç, der udover at skrive også arbejder med teater på Edison Scenen på Frederiksberg.
”jeg nævner stadig Guds navn når stilheden larmer for meget rytmen gør mig rolig han har aldrig elsket mig mere end nu”
Queer-minoriteter er dobbeltudfordret
Da hun var 18 år gammel, fik hun det dårligere og dårligere og det blev for svært at være derhjemme, så hun tog på krisecenter. Efter tre måneder tog hun hjem igen.
”Dengang var der ikke et krisecenter for queer-minoriteter. Men når man er i krise og både er fra en reilgiøs familie og queer, så er man dobbeltudfordret. Man er mere udsat, fordi det at være til det samme køn er noget af det værste, man kan være i den kultur, jeg kommer fra. Selvmordsraten og depressionsraten er også højere for den her gruppe af mennesker”.
“I Danmark er vi kommet rigtig langt, når vi taler om queer-vilkår, men der er andre ting på spil, når vi taler om minoriteter, og det skal man have øje for. Lige nu er der kun et krisecenter med 8 pladser for queer-minoriteter, og det er slet ikke nok. Ofte er det jo et akut behov, man kommer der for, og så duer det ikke at blive afvist”.
Fotograf: Petrus Arrildt
”den begravede smerte at vide hvem man selv er i en ung alder den ligger stille i kroppen den holder mig vågen om natten
jeg talte timer og får og profeter
jeg bar den som varme under huden”
En vigtig bog
I dag bor Sevinç for sig selv i København, og familien bor i Jylland. To adskilte verdener, hvor hun lever, som hun vil inde i byen, og når hun tager hjem til familien ”makker hun ret”, som hun siger. Hvordan har de det så med, at der kommer en bog ud, som blotlægger en del af verden, de helst ikke vil vide af?
”Vi snakker ikke om det”, siger Sevinç. ”Men de er jo ikke så glade. De ser det, som om jeg stikker dem. Det synes, jeg ikke jeg gør. Jeg har sagt til min mor, at hun ikke vil kunne lide den og ikke skal læse den. Men for mig er det en vigtig bog”.
Hvorfor er den vigtig?
”Vi kan sidde i Folketinget og til talks på Folkemødet osv. og tale om undertrykte kvinder, men det er sjældent, at vi hører historierne fortalt af minoriteterne selv. Det er vigtigt, at vi gør det. Men derudover er det også terapeutisk for mig selv at skrive digtene og vise, at der er andre måder at leve livet på. Når mine niecer vokser op, så skal de vide, at de har en moster, der ikke er gået den lige vej. Når den her bog kommer ud, så er der ikke mere at skjule”.
”den første der ikke bærer tavsheden som en kappe over skuldre
den første der spiser lorten
alligevel smager det ikke af kompliment når i siger mønsterbryder
jeg ved hvad det koster ikke at holde kæft
jeg er ikke stolt jeg er træt”
Sevinç Uludağ: p o r n h u b og paradis
Digte om seksualitet, religion, familie, frihedssøgen og psykisk sårbarhed.
Sevinç Uludağ debuterer med digtsamlingen p o r n h u b og paradis, der beskriver et ungt liv spændt ud mellem tilhørsforhold og oprør, mellem sårbarhed og selvstændighed.
Med både ømhed, vrede og poesi skriver Sevinç Uludağ om hverdagen i en dansk-kurdisk familie, hvor forventninger og regler gør det svært for jeget at være sig selv. Om fester, lange nætter og forelskelse på Nørrebro. Om sammenbrud og opbrud. Og om ensomheden på den anden side af at have fundet sine egne ben i verden.
Sevinç Uludağ (f. 2003) er digter. Derudover arbejder hun hos C:NTACT, en socialøkonomisk virksomhed og et ungdomsteater, der sætter fokus på samfundsproblemer gennem kultur og historieformidling.
22-årige Sevinç Uludağ debuterer med en samling digte om en ung kvinde, der er spændt ud mellem det, hun kommer fra og der, hun gerne vil hen. Om lysten til at kysse kvinder, feste og være den hun er, koste hvad det vil.
”Man skal helt ud for at komme hjem igen
men hjem ligner ikke sig selv mere
mors øjne er blevet stille”
”Jeg ville elske sådan en bog, da jeg var yngre. Men jeg ville have gemt den under hovedpuden”. 22-årige Sevinç Uludağ taler om sin egen digtsamling, p o r n h u b og paradis, der udkommer 21. maj og er hendes debut som forfatter. Det er en samling af digte, der først og fremmest er skrevet på vrede. Digtene skildrer en ung kvinde, der er i splittelse mellem det, hun kommer fra og det, hun er og hvordan hun gerne vil leve sit liv. En splittelse mellem at adlyde sin mors stemme eller sin egen.
”Mor siger
bukser der dækker knæ
trøje der dækker mave
siger
ord der dækker skam
smil der dækker ar”
Ære, skam og skyld
Sevinç Uludağ er opvokset i en dansk-kurdisk familie i Nordsjælland, ikke i den fine del, men i ghettoen. Hun beskriver selv sin opvækst som grundlæggende fin, men at der var en masse tyngende forventninger til, hvordan man skulle være og opføre sig som en ung kvinde. Og her stak Sevinç ud, fordi hun tidligt begyndte at gå i byen, tog stoffer, klippede sig karse og kyssede kvinder. Alt sammen ikke acceptabelt for hendes forældre, der er muslimer og rundet af en anden kultur, der opererer med begreber som ære, skam og skyld.
”Det er jo grundlæggende en kærlig familie, jeg kommer fra. Der var mælk i køleskabet og kys i luften, men så er der bare det med, at de er troende. Og fordi de vægter troen højest, så er jeg i deres øjne en kæmpestor synd og kommer i helvede. Men jeg er stadig deres datter, så jeg tror også, de er splittede”.
”hun siger at jeg ikke må se det
der får kroppen til at ryste
at jeg kommer i helvede
når jeg lytter for meget
til det
der sker inde i mig
at piger der viser knæ
ser porno
og spiser rejer
ikke er Guds piger”
Undskyld Gud
Hun er vokset op med søndagsskole og koranskole og en gud, der holdt øje med en. Man måtte ikke stille spørgsmål til guds eksistens, det var en synd. Men da hun blev ældre, gjorde hun netop det, fordi hun havde svært ved at se sig selv i religionens spændetrøje, hvor der ikke var plads til hendes seksualitet og frie måde at leve på.
”Religionen er for mange en guideline til, hvordan man kan leve sit liv, og religion giver en vis tryghed. Det er fint for nogen, så det skal de da bare gøre. Det kunne jeg bare ikke se mig selv i, da jeg blev lidt ældre og fandt jeg ud af, hvad kvinder kunne og mænd ikke kunne.
Men det vil være underligt for at mig at sige, at jeg ikke er religiøs. Det kan ikke komme ud af min mund. Hvis jeg siger, at jeg ikke tror på gud, så siger jeg lige ”undskyld Gud” inde i mit hoved. Gud giver mig en tryghed. Fx, når jeg bliver bange eller har smerter, så beder jeg lige en bøn”, siger Sevinç, der udover at skrive også arbejder med teater på Edison Scenen på Frederiksberg.
LÆS OGSÅ: Digteren som samfundsobservatør. Naiha Khiljee om digtsamlingen Kære søster
”jeg nævner stadig Guds navn
når stilheden larmer for meget
rytmen gør mig rolig
han har aldrig elsket mig
mere end nu”
Queer-minoriteter er dobbeltudfordret
Da hun var 18 år gammel, fik hun det dårligere og dårligere og det blev for svært at være derhjemme, så hun tog på krisecenter. Efter tre måneder tog hun hjem igen.
”Dengang var der ikke et krisecenter for queer-minoriteter. Men når man er i krise og både er fra en reilgiøs familie og queer, så er man dobbeltudfordret. Man er mere udsat, fordi det at være til det samme køn er noget af det værste, man kan være i den kultur, jeg kommer fra. Selvmordsraten og depressionsraten er også højere for den her gruppe af mennesker”.
“I Danmark er vi kommet rigtig langt, når vi taler om queer-vilkår, men der er andre ting på spil, når vi taler om minoriteter, og det skal man have øje for. Lige nu er der kun et krisecenter med 8 pladser for queer-minoriteter, og det er slet ikke nok. Ofte er det jo et akut behov, man kommer der for, og så duer det ikke at blive afvist”.
”den begravede smerte
at vide hvem man selv er
i en ung alder
den ligger stille i kroppen
den holder mig vågen
om natten
jeg talte timer
og får
og profeter
jeg bar den som varme under huden”
En vigtig bog
I dag bor Sevinç for sig selv i København, og familien bor i Jylland. To adskilte verdener, hvor hun lever, som hun vil inde i byen, og når hun tager hjem til familien ”makker hun ret”, som hun siger. Hvordan har de det så med, at der kommer en bog ud, som blotlægger en del af verden, de helst ikke vil vide af?
”Vi snakker ikke om det”, siger Sevinç. ”Men de er jo ikke så glade. De ser det, som om jeg stikker dem. Det synes, jeg ikke jeg gør. Jeg har sagt til min mor, at hun ikke vil kunne lide den og ikke skal læse den. Men for mig er det en vigtig bog”.
Hvorfor er den vigtig?
”Vi kan sidde i Folketinget og til talks på Folkemødet osv. og tale om undertrykte kvinder, men det er sjældent, at vi hører historierne fortalt af minoriteterne selv. Det er vigtigt, at vi gør det. Men derudover er det også terapeutisk for mig selv at skrive digtene og vise, at der er andre måder at leve livet på. Når mine niecer vokser op, så skal de vide, at de har en moster, der ikke er gået den lige vej. Når den her bog kommer ud, så er der ikke mere at skjule”.
”den første der ikke bærer tavsheden
som en kappe over skuldre
den første der spiser lorten
alligevel smager det ikke af kompliment
når i siger mønsterbryder
jeg ved hvad det koster
ikke at holde kæft
jeg er ikke stolt
jeg er træt”
Sevinç Uludağ: p o r n h u b og paradis
Digte om seksualitet, religion, familie, frihedssøgen og psykisk sårbarhed.
Sevinç Uludağ debuterer med digtsamlingen p o r n h u b og paradis, der beskriver et ungt liv spændt ud mellem tilhørsforhold og oprør, mellem sårbarhed og selvstændighed.
Med både ømhed, vrede og poesi skriver Sevinç Uludağ om hverdagen i en dansk-kurdisk familie, hvor forventninger og regler gør det svært for jeget at være sig selv. Om fester, lange nætter og forelskelse på Nørrebro. Om sammenbrud og opbrud. Og om ensomheden på den anden side af at have fundet sine egne ben i verden.
Sevinç Uludağ (f. 2003) er digter. Derudover arbejder hun hos C:NTACT, en socialøkonomisk virksomhed og et ungdomsteater, der sætter fokus på samfundsproblemer gennem kultur og historieformidling.
Du kan købe p o r n h u b og paradis online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.