Sanne Søndergaard er kendt for at stille skarpt på skæve kønsrollemønstre. I Huset giver hun et knugende uhyggeligt indblik i et ægteskab i kultureliten i 60’ernes Danmark. Og stiller spørgsmålet: Hvem får lov at fortælle historien?
“Det er måske lidt skørt at kalde Huset for en kærlighedshistorie, for den er også pisseuhyggelig,” siger Sanne Søndergaard om sin nye psykologiske thriller, hvor vi igennem tre fortællerspor får indblik i et ægteskab i kultureliten i 60’ernes Danmark.
“Når jeg kalder det en kærlighedshistorie, er det, fordi den handler om forskellen på kærlighed, der udbytter, overfor kærlighed, der forløser. Jeg tror, at alle mennesker frygter at møde den første slags og ønsker sig den anden. Det er et godt udgangspunkt for en mørk og angstfremkaldende fortælling,” forklarer Sanne Søndergaard.
Sanne er hovedsageligt kendt som standup-komiker, men fokuserer nu på forfatterskabet og har flere bøger bag sig. Hun debuterede i 2008 med ungdomsromanen Kære Dødsbog, har siden udgivet flere YA-romaner, novellesamlingen NEJ og den selvbiografiske Solo. Huset er hendes niende bog og første roman til voksne.
Huset med den mørke hemmelighed
“Huset ligger for enden af en stejl skovvej, ufremkommelig i bil. En brutalistisk bunker af beton, der skyder ud af skrænten som roden på et galaktisk gråt træ. Der er ikke et eneste vindue i de monokrome mure, men de runde ovenlysvinduer bobler hen over taget som paddehatte på den fritliggende rod. Bunkeren er omgivet af bøgetræer klos op ad betonen ligesom mælkebøtter, der stædigt skyder op mellem fortovsfliser. Kontrasten skaber en form for trodsig skønhed om sommeren. Om vinteren ser huset vredt og forladt ud mellem de nøgne træstammer. Det er en fæstning med et klart budskab til omverdenen: Bliv væk.“
Sådan præsenteres huset, der er omdrejningspunktet for Sanne Søndergaards nye roman. Forfatteren er med Huset inspireret af, hvad der foregår bag facaden:
“Et hus danner rammen om hverdagslivet, men det kan rumme meget, vi ikke ved. Ingen af os kan se gennem murene og vide, hvad der egentlig udspiller sig.”
I romanen flytter en ung enke ind i et arkitekttegnet hus, der har stået tomt i næsten 25 år. Enken Mia fornemmer, at huset gemmer på en mørk hemmelighed om de tidligere beboere: den verdensberømte arkitekt Kurt Wittman og hans hustru Charlotte, der gik fra ham og efterlod ham med et knust hjerte.
Mias veninde Anna er fascineret af historien om det berømte par og den hjertesorg, der måske stadig spøger i huset. Hun beslutter sig for at grave sandheden frem i en podcast.
Men hvad er sandheden? De tre fortællerspor har vidt forskellige udlægninger af den kærlighedsfortælling, huset er omgærdet af. Vi får historien set udefra gennem de etablerede sandheder, gennem Mias oplevelser i huset, og i tilbageblik kommer vi indenfor i privaten hos det feterede arkitektpar.
Hvem får lov at fortælle historien?
Det handler ikke kun om, hvad der foregår bag facaden i folks huse, men også om, hvad der gemmer sig bag de officielle historier, samfundet genfortæller. Hvordan bliver de historier skabt, og hvem får lov at fortælle dem?
I Huset får vi flere versioner af den samme historie og må selv vurdere, hvad der er den rigtige. Men til alle tider har folk haft en tendens til at tro mere på nogle end andre.
“Folk har f.eks. ofte svært ved at acceptere, at deres helte kan have været andet end gode.”
Stavefejlen, der fik lov at blive
Selv med bogens visuelle udtryk viser Sanne Søndergaard, at der bag den pæne facade kan gemme sig en kladde.
Bag Husets stilrene omslag gemmer sig en blyantsskitse af forsiden. Selv stregkoden og logo er tegnet med blyant, og der er en overstreget stavefejl i bagsideteksten.
“Jeg opdagede, at jeg havde stavet højest forkert, men fejlen fik lov at blive. Det passede godt med en stavefejl for at vise, at det er en kladde, ligesom tegningen bag omslaget er en skitse,” forklarer Sanne Søndergaard.
Sanne Søndergaard signerer bøger på forlaget – her ses forsiden ved siden af den tegnede kladde, der gemmer sig bag omslaget. Campfire & Co har stået for både omslag og skitse. Foto: Mette Rou Lund
Mia Rosholm er 32 år, enke og arbejdsløs. Hun har skubbet de fleste af sine bekendte fra sig og køber et hus, der har stået tomt i næsten 25 år. Et hus, der virker lige så isoleret, som hun selv.
Huset er bygget i 1960 af den verdenskendte, danske arkitekt Kurt Wittman, som tegnede det til sin elskede hustru, Charlotte. Men trods husets arkitektoniske storslåethed er det koldt og klaustrofobisk, hjemsøgt, som det er, af hjertesorg og død. Kurt Wittman mistede nemlig Charlotte og levede efterfølgende alene. Måske er det derfor huset tiltrækker Mia.
Mias veninde Anna Munthe beslutter sig for at lave en podcast om huset. Men huset gemmer på noget mørkere, end nogen af dem kan forestille sig. Og det bliver mere og mere uklart, hvem der egentlig fortæller sandheden.
Sanne Søndergaard er kendt for at stille skarpt på skæve kønsrollemønstre. I Huset giver hun et knugende uhyggeligt indblik i et ægteskab i kultureliten i 60’ernes Danmark. Og stiller spørgsmålet: Hvem får lov at fortælle historien?
“Det er måske lidt skørt at kalde Huset for en kærlighedshistorie, for den er også pisseuhyggelig,” siger Sanne Søndergaard om sin nye psykologiske thriller, hvor vi igennem tre fortællerspor får indblik i et ægteskab i kultureliten i 60’ernes Danmark.
“Når jeg kalder det en kærlighedshistorie, er det, fordi den handler om forskellen på kærlighed, der udbytter, overfor kærlighed, der forløser. Jeg tror, at alle mennesker frygter at møde den første slags og ønsker sig den anden. Det er et godt udgangspunkt for en mørk og angstfremkaldende fortælling,” forklarer Sanne Søndergaard.
Sanne er hovedsageligt kendt som standup-komiker, men fokuserer nu på forfatterskabet og har flere bøger bag sig. Hun debuterede i 2008 med ungdomsromanen Kære Dødsbog, har siden udgivet flere YA-romaner, novellesamlingen NEJ og den selvbiografiske Solo. Huset er hendes niende bog og første roman til voksne.
Huset med den mørke hemmelighed
“Huset ligger for enden af en stejl skovvej, ufremkommelig i bil. En brutalistisk bunker af beton, der skyder ud af skrænten som roden på et galaktisk gråt træ. Der er ikke et eneste vindue i de monokrome mure, men de runde ovenlysvinduer bobler hen over taget som paddehatte på den fritliggende rod.
Bunkeren er omgivet af bøgetræer klos op ad betonen ligesom mælkebøtter, der stædigt skyder op mellem fortovsfliser. Kontrasten skaber en form for trodsig skønhed om sommeren. Om vinteren ser huset vredt og forladt ud mellem de nøgne træstammer. Det er en fæstning med et klart budskab til omverdenen: Bliv væk.“
Sådan præsenteres huset, der er omdrejningspunktet for Sanne Søndergaards nye roman. Forfatteren er med Huset inspireret af, hvad der foregår bag facaden:
“Et hus danner rammen om hverdagslivet, men det kan rumme meget, vi ikke ved. Ingen af os kan se gennem murene og vide, hvad der egentlig udspiller sig.”
I romanen flytter en ung enke ind i et arkitekttegnet hus, der har stået tomt i næsten 25 år. Enken Mia fornemmer, at huset gemmer på en mørk hemmelighed om de tidligere beboere: den verdensberømte arkitekt Kurt Wittman og hans hustru Charlotte, der gik fra ham og efterlod ham med et knust hjerte.
Mias veninde Anna er fascineret af historien om det berømte par og den hjertesorg, der måske stadig spøger i huset. Hun beslutter sig for at grave sandheden frem i en podcast.
Men hvad er sandheden? De tre fortællerspor har vidt forskellige udlægninger af den kærlighedsfortælling, huset er omgærdet af. Vi får historien set udefra gennem de etablerede sandheder, gennem Mias oplevelser i huset, og i tilbageblik kommer vi indenfor i privaten hos det feterede arkitektpar.
Hvem får lov at fortælle historien?
Det handler ikke kun om, hvad der foregår bag facaden i folks huse, men også om, hvad der gemmer sig bag de officielle historier, samfundet genfortæller. Hvordan bliver de historier skabt, og hvem får lov at fortælle dem?
I Huset får vi flere versioner af den samme historie og må selv vurdere, hvad der er den rigtige. Men til alle tider har folk haft en tendens til at tro mere på nogle end andre.
“Folk har f.eks. ofte svært ved at acceptere, at deres helte kan have været andet end gode.”
Stavefejlen, der fik lov at blive
Selv med bogens visuelle udtryk viser Sanne Søndergaard, at der bag den pæne facade kan gemme sig en kladde.
Bag Husets stilrene omslag gemmer sig en blyantsskitse af forsiden. Selv stregkoden og logo er tegnet med blyant, og der er en overstreget stavefejl i bagsideteksten.
“Jeg opdagede, at jeg havde stavet højest forkert, men fejlen fik lov at blive. Det passede godt med en stavefejl for at vise, at det er en kladde, ligesom tegningen bag omslaget er en skitse,” forklarer Sanne Søndergaard.
LÆS OGSÅ: Bøger man skal læse: 30 virkelig gode bøger du skal læse
Læs mere om Huset:
Mia Rosholm er 32 år, enke og arbejdsløs. Hun har skubbet de fleste af sine bekendte fra sig og køber et hus, der har stået tomt i næsten 25 år. Et hus, der virker lige så isoleret, som hun selv.
Huset er bygget i 1960 af den verdenskendte, danske arkitekt Kurt Wittman, som tegnede det til sin elskede hustru, Charlotte. Men trods husets arkitektoniske storslåethed er det koldt og klaustrofobisk, hjemsøgt, som det er, af hjertesorg og død. Kurt Wittman mistede nemlig Charlotte og levede efterfølgende alene. Måske er det derfor huset tiltrækker Mia.
Mias veninde Anna Munthe beslutter sig for at lave en podcast om huset. Men huset gemmer på noget mørkere, end nogen af dem kan forestille sig. Og det bliver mere og mere uklart, hvem der egentlig fortæller sandheden.
Du kan købe Huset online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: