Rolf Sørensen og Dennis Ritter er kendt som kommentatorparret bag Tour De France. I snart 20 år har de kommenteret cykelsporten, og samtidig har de udviklet et tæt venskab. I Rolf og Ritter, kommer vi helt tæt på den populære kommentator-duo.
I Rolf og Ritter, deler landets mest populære kommentatorpar deres bedste anekdoter og allermest personlige historier. Historier de aldrig før har delt. I næsten 20 år har Rolf Sørensen og Dennis Ritter kommenteret cykelløb, og nu giver de læserene et enestående indblik ind bag kulisserne af Tour de France og andre store løb.
LÆS OGSÅ: 3 bøger, der vækker begejstring hos cykelentusiasten
Rolf og Ritter er en historie om et unikt venskab mellem to mænd, der, trods deres store forskelle, har fundet en fælles vej gennem både op- og nedture i en karriere på farten.
Læs første kapitel af Rolf og Ritter herunder.
Rolf og Ritter
af Rolf Sørensen og Dennis Ritter
1.
Midlertidig afbrydelse
Rolf var ikke sig selv den søndag, den 23. juni 2024. Han var usædvanlig stille, og det var, som om han mentalt befandt sig et andet sted. På dagen ville jeg ikke udspørge ham om, hvad der var galt.
Vi sad i TV 2-studiet på Kvægtorvet i Odense og skulle kommentere DM-landevejsløbet i Herning, og jeg havde travlt og var fokuseret på selve opgaven. Derudover ville jeg ikke blande mig. Det kunne jo bare være noget banalt på hjemmefronten, som ville drive over igen, og hvis Rolf havde brug for mit råd, så havde han sikkert spurgt.
Rolf kan være meget transparent og har tit svært ved at skjule, hvis der er noget, der trykker ham, og så siger han det som regel til mig. På den måde er vores venskab og samarbejde ret åbent. Men jeg besluttede mig for at ringe dagen efter for lige at høre, om alt var okay, og for at aftale det praktiske omkring afrejsen til Tour de France.
Rolf kom mig i forkøbet. Sidst på formiddagen om mandagen ringede han og fortalte, at han havde mærket en trykken for brystet i nogen tid, som nu var blevet værre. Han havde slået det lidt hen, men nu havde Mette, Rolfs kone, bedt ham om at få det undersøgt hurtigst muligt. Han var i tvivl om, hvad han skulle gøre i forhold til Touren og vores afrejse til startbyen Firenze tre dage senere.
ROLF: Det havde vel stået på i nogle uger på det tidspunkt. Jeg tænkte, at det nok bare var noget, der ville gå over af sig selv, men det gjorde det ikke. Jeg vågnede mange gange med smerter i brystkassen, og jeg kunne ikke ligge på den ene side, fordi det gjorde for ondt. Men jeg slog det hen og tænkte ikke, at det kunne være noget alvorligt.
Det undrede mig bare, at det kom om natten, og det undrede mig, at det ikke rigtig kunne forklares med noget fysisk. Hvis jeg f.eks. havde slæbt på et eller andet tungt eller lavet en forkert bevægelse, så kan man jo godt have ondt, men det forsvinder typisk igen. Jeg talte med Mette om det, og hun insisterede på, at vi var nødt til at få det undersøgt.
Uden mit vidende ringede hun til en hjertelæge og lavede en aftale om, at vi skulle have en samtale. Hans besked var ret klar. Han mente ikke, det ville være forsvarligt, at jeg tog afsted til Tour de France under de omstændigheder. Jeg var nødt til at få hjertet ordentligt undersøgt. Lægen og jeg var i dialog i ugen op til DM, og jeg trak tiden lidt.
Jeg ville simpelthen ikke erkende, at jeg ville misse Touren, og at jeg potentielt kunne være alvorligt syg. Men mandag – dagen efter DM – og med ganske få dage til afrejsen til Firenze, blev jeg nødt til at fortælle det, som det var. Det var ikke fair at vente længere, for der skulle jo laves ting om i hele set-uppet og måske indkaldes en erstatning til kommentatorboksen. Så jeg ringede til Dennis som den første og forklarede det hele.
*
Jeg fornemmede, at Rolf ikke havde truffet beslutningen endnu, da han ringede. Det var, som om han også fiskede efter min mening, for det var tydeligvis et meget svært valg. Men der var jo kun én ting at gøre, og det var at blive hjemme. Jeg var en smule rystet efter den samtale. I første omgang tænkte jeg selvfølgelig på Rolf og hans helbred.
Smerter i brystet skal tages alvorligt, og så må alle andre hensyn skubbes i baggrunden. Intet er vig-tigere end helbredet, heller ikke Tour de France – punktum. Men jeg begyndte også at tænke på opgaven, der ventede i de kommende fire uger. Hvordan skulle det gå uden Rolf? Og nu blev det vel uden Rolf?
Han kunne vel ikke finde på at tage afsted alligevel? Det ville være alt for stor en risiko at løbe, og jeg ville selv være på vagt døgnet rundt i forhold til, om der nu skulle ske noget. Jeg sagde til Rolf, at han skulle ringe til John Jäger, vores chef, hurtigst muligt, og så måtte vi tage den derfra. En halv time
senere ringede John til mig og sagde, at Rolf ikke kom til Touren. Han ville lave en aftale med den tidligere professionelle rytter Trine Schmidt i stedet.
I de følgende par timer stod min telefon ikke stille et sekund. Jeg travede hvileløst rundt på TV 2’s gange med telefonen til øret og blikket ned i gulvet og ænsede ikke rigtig de kolleger, der kom forbi. Jeg talte med Rolf igen og siden med mine to medkommentatorer Emil Vinjebo og Christian Moberg. Vi havde vel det, man må kalde en ny situation.
ROLF: Da beslutningen var truffet, følte jeg næsten ingenting. Ikke andet, end at nu kunne Touren rende mig et vist sted. Jeg gad ikke se løbet, når jeg nu ikke kunne være til stede. Men det var selvfølgelig bare en reaktion ovenpå skuffelsen. Da først løbet kom i gang, fulgte jeg med og affandt mig egentlig
hurtigt med situationen.
Jeg kom i gang med de undersøgelser af hjertet, der skulle laves, og så holdt jeg for første gang i 35 år en rimelig normal sommerferie. Det havde jeg det faktisk forbavsende fint med. Det skyldes helt sikkert også, at jeg følte, at jeg var en del af holdet, selvom jeg ikke var i Frankrig. Jeg talte i telefon stort
set hver dag med vores kommentatorkolleger Emil Vinjebo og Christian Moberg og selvfølgelig med Dennis og fik vendt alt det vigtige, der skete i løbet.
Vi var også konstant i sms-kontakt under etaperne. F.eks. var der en dag, hvor de helt havde glemt at tale om tidsgrænsen, som jeg mente kunne blive et tema. Så skrev jeg en sms til dem alle sammen:
”Tidsgrænse!”
En anden dag tænkte jeg, at Vingegaards hold brugte alt for mange kræfter på en etape, hvor de hellere skulle spare dem. Afsted med en sms, og så talte de om det i boksen. Selvfølgelig var det underligt at gå rundt herhjemme, men jeg accepterede, at jeg ikke kunne ændre det. På et tidspunkt, efter at de ind-ledende undersøgelser havde slået fast, at der ikke var noget akut og alvorligt galt, fik jeg en idé.
Jeg ringede til vores chef og foreslog, at jeg kunne være med i kommenteringen fra et studie i Danmark eller rejse ned og være med på et par af de største og vigtigste etaper, men vi blev enige om at droppe det. Det ville være mærkeligt at have meldt afbud og så pludselig være en del af dækningen igen.
Det risikerede måske også at sende et signal om, at de nye, unge folk ikke var gode nok, ”så vi er nødt til at hente Rolf ind, dårligt hjerte eller ej”. Det ville være både unfair og forkert. Det var sjovt for første gang at opleve Touren på samme måde som vores seere. Jeg kunne ligge på sofaen og slappe af med fjern-
synet kørende i baggrunden.
Jeg kunne gå til og fra etapen, som det passede mig. Jeg kunne endda tage en lur indimellem. Da jeg bevægede mig ud i offentligheden i de uger, fik jeg en masse reaktioner fra folk, der sagde, at de savnede mig, og at det var underligt at se mig her, når jeg burde være i Frankrig.
Jeg oplevede en fuldstændig bizar episode på Tourens første dag. Jeg har sommerhus nede ved Møn, et sted, hvor der er ret langt til nærmeste hospital, og derfor har vi bl.a. en hjertestarter hængende. Pludselig kommer Kenneth, en fyr jeg kender ganske godt, løbende op til mit hus med en hjertestarter i den ene hånd. Helt forpustet fortæller han mig, at der er registreret et hjertestop på min adresse!
Og jeg havde jo lige meldt afbud til Touren med hjerteproblemer. Men jeg havde det fint og fejlede ingenting. I stedet gik vi sammen ud for at forsøge at finde frem til den person, det måtte dreje sig om. Pludselig fik vi øje på en ældre mand på omkring 70 år, som stod på et hjørne og røg en cigaret sammen
med en kvinde i 50’erne. Da han så, at vi kom halsende med en hjertestarter, sagde han:
”Ja, det er mig, der har ringet! Men I må vente, for jeg vil lige ryge færdig, og så kan I undersøge mig …”
Det kunne vi ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet af. Og det er i øvrigt ret typisk for folk nede i det område. Der skal meget til at bringe dem ud af fatning.
*
Umiddelbart var jeg fortrøstningsfuld. Jeg havde gode folk ved min side. Jeg kendte Emil og Christian godt, de havde lært kommentatorgerningen på rekordtid, var velforberedte og havde styr på deres ting. Erstatningen for Rolf, Trine Schmidt, kendte jeg allerede i forvejen. Jeg havde mødt Trine mange gange og vidste, at vi swinger godt på det personlige plan, at hun kendte cykel-sporten indefra og sågar havde en ret solid kommentatorerfaring.
Min konklusion var: Det er rigtig ærgerligt med Rolfs afbud, men det skal nok gå.
Selvfølgelig manglede vi nu den mand i boksen, der som den eneste har prøvet Tour de France på egen krop. Rolf, der har 15 års erfaring fra World Tour-feltet, og som nåede at køre Tour de France syv gange. Det generalieblad og den erfaring har ingen af os andre. Derfor foreslog jeg også, at Lars Bak blev flyttet fra AftenTour-programmet og ind i kommentatorboksen, vel vidende at det ikke er noget, jeg har kompetence til at beslutte.
Der er jeg blot en brik i et mandskabspuslespil, som andre har ansvaret for at lægge. Men Bak var for stor og vigtig en del af AftenTour, der allerede havde skiftet 50 procent af værtsbemandingen, da studievært Rasmus Staghøj havde ønsket sig andre opgaver og senere blev opsagt i en fyringsrunde.
Michael Stærke blev ny mand i værtsrollen, og derfor ville man ikke flytte Bak fra det program, lød
begrundelsen. Der skulle være noget genkendelighed for seerne. Og dermed var holdet sat. I Rolfs fravær skulle Emil, Christian og Trine rotere i rollerne som henholdsvis kommentatorer i boksen hos mig og som eksperter i optakts- og nedtaktsudsendelserne i studiet hos Søren Reedtz.
Allerede et par dage inde i Touren stod det klart for mig, hvor meget Rolf betyder, og hvor svært det var at undvære ham. For første gang siden vores Tour de France-debut sad han ikke og vippede på stolen ved siden af mig, tog sine personlige tider, spiste min mad eller grinede af mine dårlige vittigheder. Efter 17 år i træk sammen i den boks, svarende til 357 etaper og små 2.000 timer sammen, var han pludselig væk.
Jeg hverken kan eller vil pakke det ind: Det var en øjenåbner for mig at erfare på den hårde måde, hvor meget vores samarbejde betyder. Hvor meget vores kemi, vores gensidige forståelse, vores indgående detaljekendskab til hinandens kringlede hjerner betyder. Vores fælles (platte) humor og jargon. De dybe rødder, vi har slået sammen gennem så mange års samarbejde.
Den slags kan man ikke bare sådan lige erstatte. Og det overraskede mig faktisk. Selvfølgelig er der ingen, der er uundværlige, og Touren blev da også sendt og gennemført, uden at seerne flygtede. Men
det var en enorm erkendelse og en vigtig lektie for mig at lære, at Rolf og jeg – trods vores store for-skelligheder og trods det, at alt selvfølgelig ikke har været fryd og gammen hver dag i vores arbejdsliv sammen – er så forbundne og så afhængige af hinanden.
Det er vigtigt at understrege, at jeg ikke kan sætte en finger på mine medkommentatorers arbejde. De gjorde det forbilledligt alle tre, præcis som jeg havde forventet. Jeg nyder at arbejde sammen med Emil, Christian og Trine, som alle bringer både faglighed, personlighed, meninger, humør og mod ind i kommenteringen.
I særdeleshed vil jeg fremhæve Trine, der som den første kvinde nogensinde i kommentatorboksen i (mændenes) Tour de France gik til opgaven med krum hals og et stort gåpåmod. Endda med kun tre dages varsel og begrænset tid til at forberede sig på det, der ventede. Touren kan være en øretævernes holdeplads, for der er mange seere og dermed også mange meninger, som folk endda kan lufte fuld-kommen ufiltreret på sociale medier.
Det kan give nogle svære skrammer på sjæl og selvtillid. Det oplevede Trine også. Og vi andre med, for den sags skyld. Men hun håndterede også det imponerende godt. En væsentlig del af de kommentarer, der var rettet mod Trine, handlede ikke om noget fagligt, men var ren og skær sexisme fra folk, der ikke synes, at kvinder har noget at gøre i kommentatorboksen.
Det påvirkede hende i øjeblikket, men vi talte tingene godt igennem og var enige om, at den slags måtte stå for afsendernes egen regning. Det sagde mere om dem end om hende. Kritik og sexisme er ikke det samme, og det sidste ville vi ikke bruge kræfter på.
Jeg kunne ikke være mere stolt af Trine, Emil og Christian. De kan ikke bebrejdes, at de ikke er Rolf Sørensen, og at de ikke har opbygget næsten 20 års erfaring sammen med mig. Det var ikke deres skyld, at Touren 2024 blev lidt op ad bakke for mig i TV2-kommentatorboksen.
ROLF: Jeg kunne godt høre, at Dennis havde det svært. Han skulle omstille sig til, at jeg ikke var der, og nogle gange lavede han oplæg til en snak, som jeg normalt ville have grebet. Men medkommentatorerne kendte ikke Dennis så godt, som jeg kender ham, og han kender mig, og derfor blev hans oplæg ikke altid samlet op, selvom de alle tre var både gode og dygtige.
Så kom hans ord til at hænge uforløst i luften, og det gik ud over både timingen og humøret. Specielt hvis han prøvede med et klassisk stykke farhumor, som han ofte gør, og som jeg jo opfatter med det samme, fordi jeg er samme generation. De unge forstod det ikke altid, og det kostede Dennis noget af hans overskud og gjorde, at han tog færre chancer i kommenteringen. Han holdt sig til det sikre og det faglige.
Derfor ringede jeg også flere gange til ham for at give lidt støtte og moralsk opbakning, når jeg for-nemmede, at han havde brug for det. Mine egne undersøgelser af hjertet fortsatte under Touren, og
de så alle sammen fortsat fine ud. Det tydede mere og mere på, at det var en form for falsk alarm.
Det helt store grundige tjek med MR-scanner, blodfortyndende medicin og kontrastvæske osv. foregik først, efter at Tour de France var slut, men her var alle svar også positive.
Da jeg var blevet undersøgt anden gang, ringede lægen allerede, mens jeg sad i bilen på vej hjem. Man tøver lige lidt, inden man tager telefonen, for hvad er beskeden mon? Men han sagde noget i retning af:
”Man kan godt se på dit hjerte, at du har været atlet i hele dit liv. Det ligner og slår som et hjerte hos en 20-årig, og der er ikke noget alarmerende galt.”
Jeg mangler stadig de afsluttende undersøgelser, hvor jeg bl.a. i en periode skal sove med en form for pulsbælte, som skal registrere hjerterytmen. Det er bare en sidste foranstaltning for at se, om der er noget, vi skal være opmærksomme på.
*
Mindre end en måned efter Tourens afslutning i Nice var Rolf tilbage i boksen. Midt i august spadserede han ind ad døren til TV 2’s københavnske domicil i Sydhavnen og gik op ad trappen til redaktionslokalet, hvor jeg sad og forberedte mig.
”Ja goddav,” sagde han og lyste op i et smil, og vi gav hinanden et lidt længere kram, end vi plejer, når vi mødes. Jeg ved ikke, hvor udtrykket kommer fra, men sådan har vi sagt til hinanden i årevis, når vi mødes – på en dårlig københavnerefterligning af jysk.
Vi havde ikke set hinanden siden den søndag, vi kommenterede DM, så snakken gik særdeles lystigt om både private og faglige ting. Ikke mindst om Rolfs bryllup med Mette, som havde fundet sted kort forinden, mens jeg var på en lille ferie efter Touren. Vi talte selvfølgelig også om løbet, om feltet og favoritterne. Jeg kunne tydeligt mærke, at Rolf havde glædet sig til at komme tilbage i sit rette element, og jeg havde virkelig også glædet mig til at genoptage vores samarbejde.
Vi gik i studiet og kommenterede Vueltaens holdpræsentation, som om ingenting var hændt den sommer. Vi fandt hinanden på et splitsekund. I det øjeblik var jeg – med et Steffen Brandt-udtryk – ”nærmest lykkelig”. Rolf var tilbage, og det var, som om en tung vægt helt fysisk lettede fra mine skuldre. Også fordi han havde fået den gode og glædelige besked fra lægerne.
ROLF: Jeg havde glædet mig væsentlig mere, end jeg plejer til Vueltaen. Normalt er jeg stadig en smule metaltræt efter Touren og føler, at jeg har opbrugt kvoten af ord i løbet af juli måned. Men jeg glædede mig virkelig, følte mig frisk og fuld af ny energi. Vi kiggede lige på hinanden, da vi havde kommenteret i fem-seks minutter, og blinkede, som for at sige:
”Det spiller, det her. Det er dejligt, at vi er sammen igen!”
Det var jo bare en holdpræsentation som de fleste andre, og de kan normalt være uendelig kedelige. Medmindre de foregår i Tivoli som i Touren i 2022, selvfølgelig. Men vi nød den her, og den blev et punktum for en anderledes og udfordrende sommer professionelt og privat. For os begge var det en markering af, at en svær periode nu var overstået.
Rolf og Ritter
Et af landets mest populære kommentatorpar deler gode anekdoter og personlige historier, de ikke tidligere har fortalt. I knap 20 år har Rolf Sørensen og Dennis Ritter kommenteret cykelsport og giver her et unikt indblik i kulisserne til Tour de France og andre store løb.
Rolf og Ritter er en fortælling om et særligt venskab og om to mænd, der på trods af deres store forskelligheder har fundet et fælles tråd gennem opture og nedture i en karriere på farten.
De fortæller om deres største oplevelser med cykelsporten, hvor de blandt andet har været helt tæt på en gylden generation af danske ryttere som Tour-vinderen Jonas Vingegaard og verdens-mesteren Mads Pedersen, men også på dopingskandalen med Michael Rasmussen. De vender også blikket indad og sætter ord på egne udfordringer og i deres samarbejde.
Rolf Sørensen og Dennis Ritter er kendt som kommentatorparret bag Tour De France. I snart 20 år har de kommenteret cykelsporten, og samtidig har de udviklet et tæt venskab. I Rolf og Ritter, kommer vi helt tæt på den populære kommentator-duo.
I Rolf og Ritter, deler landets mest populære kommentatorpar deres bedste anekdoter og allermest personlige historier. Historier de aldrig før har delt. I næsten 20 år har Rolf Sørensen og Dennis Ritter kommenteret cykelløb, og nu giver de læserene et enestående indblik ind bag kulisserne af Tour de France og andre store løb.
LÆS OGSÅ: 3 bøger, der vækker begejstring hos cykelentusiasten
Rolf og Ritter er en historie om et unikt venskab mellem to mænd, der, trods deres store forskelle, har fundet en fælles vej gennem både op- og nedture i en karriere på farten.
Læs første kapitel af Rolf og Ritter herunder.
Rolf og Ritter
af Rolf Sørensen og Dennis Ritter
1.
Midlertidig afbrydelse
Rolf var ikke sig selv den søndag, den 23. juni 2024. Han var usædvanlig stille, og det var, som om han mentalt befandt sig et andet sted. På dagen ville jeg ikke udspørge ham om, hvad der var galt.
Vi sad i TV 2-studiet på Kvægtorvet i Odense og skulle kommentere DM-landevejsløbet i Herning, og jeg havde travlt og var fokuseret på selve opgaven. Derudover ville jeg ikke blande mig. Det kunne jo bare være noget banalt på hjemmefronten, som ville drive over igen, og hvis Rolf havde brug for mit råd, så havde han sikkert spurgt.
Rolf kan være meget transparent og har tit svært ved at skjule, hvis der er noget, der trykker ham, og så siger han det som regel til mig. På den måde er vores venskab og samarbejde ret åbent. Men jeg besluttede mig for at ringe dagen efter for lige at høre, om alt var okay, og for at aftale det praktiske omkring afrejsen til Tour de France.
Rolf kom mig i forkøbet. Sidst på formiddagen om mandagen ringede han og fortalte, at han havde mærket en trykken for brystet i nogen tid, som nu var blevet værre. Han havde slået det lidt hen, men nu havde Mette, Rolfs kone, bedt ham om at få det undersøgt hurtigst muligt. Han var i tvivl om, hvad han skulle gøre i forhold til Touren og vores afrejse til startbyen Firenze tre dage senere.
ROLF: Det havde vel stået på i nogle uger på det tidspunkt. Jeg tænkte, at det nok bare var noget, der ville gå over af sig selv, men det gjorde det ikke. Jeg vågnede mange gange med smerter i brystkassen, og jeg kunne ikke ligge på den ene side, fordi det gjorde for ondt. Men jeg slog det hen og tænkte ikke, at det kunne være noget alvorligt.
Det undrede mig bare, at det kom om natten, og det undrede mig, at det ikke rigtig kunne forklares med noget fysisk. Hvis jeg f.eks. havde slæbt på et eller andet tungt eller lavet en forkert bevægelse, så kan man jo godt have ondt, men det forsvinder typisk igen. Jeg talte med Mette om det, og hun insisterede på, at vi var nødt til at få det undersøgt.
Uden mit vidende ringede hun til en hjertelæge og lavede en aftale om, at vi skulle have en samtale. Hans besked var ret klar. Han mente ikke, det ville være forsvarligt, at jeg tog afsted til Tour de France under de omstændigheder. Jeg var nødt til at få hjertet ordentligt undersøgt. Lægen og jeg var i dialog i ugen op til DM, og jeg trak tiden lidt.
Jeg ville simpelthen ikke erkende, at jeg ville misse Touren, og at jeg potentielt kunne være alvorligt syg. Men mandag – dagen efter DM – og med ganske få dage til afrejsen til Firenze, blev jeg nødt til at fortælle det, som det var. Det var ikke fair at vente længere, for der skulle jo laves ting om i hele set-uppet og måske indkaldes en erstatning til kommentatorboksen. Så jeg ringede til Dennis som den første og forklarede det hele.
*
Jeg fornemmede, at Rolf ikke havde truffet beslutningen endnu, da han ringede. Det var, som om han også fiskede efter min mening, for det var tydeligvis et meget svært valg. Men der var jo kun én ting at gøre, og det var at blive hjemme. Jeg var en smule rystet efter den samtale. I første omgang tænkte jeg selvfølgelig på Rolf og hans helbred.
Smerter i brystet skal tages alvorligt, og så må alle andre hensyn skubbes i baggrunden. Intet er vig-tigere end helbredet, heller ikke Tour de France – punktum. Men jeg begyndte også at tænke på opgaven, der ventede i de kommende fire uger. Hvordan skulle det gå uden Rolf? Og nu blev det vel uden Rolf?
Han kunne vel ikke finde på at tage afsted alligevel? Det ville være alt for stor en risiko at løbe, og jeg ville selv være på vagt døgnet rundt i forhold til, om der nu skulle ske noget. Jeg sagde til Rolf, at han skulle ringe til John Jäger, vores chef, hurtigst muligt, og så måtte vi tage den derfra. En halv time
senere ringede John til mig og sagde, at Rolf ikke kom til Touren. Han ville lave en aftale med den tidligere professionelle rytter Trine Schmidt i stedet.
I de følgende par timer stod min telefon ikke stille et sekund. Jeg travede hvileløst rundt på TV 2’s gange med telefonen til øret og blikket ned i gulvet og ænsede ikke rigtig de kolleger, der kom forbi. Jeg talte med Rolf igen og siden med mine to medkommentatorer Emil Vinjebo og Christian Moberg. Vi havde vel det, man må kalde en ny situation.
ROLF: Da beslutningen var truffet, følte jeg næsten ingenting. Ikke andet, end at nu kunne Touren rende mig et vist sted. Jeg gad ikke se løbet, når jeg nu ikke kunne være til stede. Men det var selvfølgelig bare en reaktion ovenpå skuffelsen. Da først løbet kom i gang, fulgte jeg med og affandt mig egentlig
hurtigt med situationen.
Jeg kom i gang med de undersøgelser af hjertet, der skulle laves, og så holdt jeg for første gang i 35 år en rimelig normal sommerferie. Det havde jeg det faktisk forbavsende fint med. Det skyldes helt sikkert også, at jeg følte, at jeg var en del af holdet, selvom jeg ikke var i Frankrig. Jeg talte i telefon stort
set hver dag med vores kommentatorkolleger Emil Vinjebo og Christian Moberg og selvfølgelig med Dennis og fik vendt alt det vigtige, der skete i løbet.
Vi var også konstant i sms-kontakt under etaperne. F.eks. var der en dag, hvor de helt havde glemt at tale om tidsgrænsen, som jeg mente kunne blive et tema. Så skrev jeg en sms til dem alle sammen:
”Tidsgrænse!”
En anden dag tænkte jeg, at Vingegaards hold brugte alt for mange kræfter på en etape, hvor de hellere skulle spare dem. Afsted med en sms, og så talte de om det i boksen. Selvfølgelig var det underligt at gå rundt herhjemme, men jeg accepterede, at jeg ikke kunne ændre det. På et tidspunkt, efter at de ind-ledende undersøgelser havde slået fast, at der ikke var noget akut og alvorligt galt, fik jeg en idé.
Jeg ringede til vores chef og foreslog, at jeg kunne være med i kommenteringen fra et studie i Danmark eller rejse ned og være med på et par af de største og vigtigste etaper, men vi blev enige om at droppe det. Det ville være mærkeligt at have meldt afbud og så pludselig være en del af dækningen igen.
Det risikerede måske også at sende et signal om, at de nye, unge folk ikke var gode nok, ”så vi er nødt til at hente Rolf ind, dårligt hjerte eller ej”. Det ville være både unfair og forkert. Det var sjovt for første gang at opleve Touren på samme måde som vores seere. Jeg kunne ligge på sofaen og slappe af med fjern-
synet kørende i baggrunden.
Jeg kunne gå til og fra etapen, som det passede mig. Jeg kunne endda tage en lur indimellem. Da jeg bevægede mig ud i offentligheden i de uger, fik jeg en masse reaktioner fra folk, der sagde, at de savnede mig, og at det var underligt at se mig her, når jeg burde være i Frankrig.
Jeg oplevede en fuldstændig bizar episode på Tourens første dag. Jeg har sommerhus nede ved Møn, et sted, hvor der er ret langt til nærmeste hospital, og derfor har vi bl.a. en hjertestarter hængende. Pludselig kommer Kenneth, en fyr jeg kender ganske godt, løbende op til mit hus med en hjertestarter i den ene hånd. Helt forpustet fortæller han mig, at der er registreret et hjertestop på min adresse!
Og jeg havde jo lige meldt afbud til Touren med hjerteproblemer. Men jeg havde det fint og fejlede ingenting. I stedet gik vi sammen ud for at forsøge at finde frem til den person, det måtte dreje sig om. Pludselig fik vi øje på en ældre mand på omkring 70 år, som stod på et hjørne og røg en cigaret sammen
med en kvinde i 50’erne. Da han så, at vi kom halsende med en hjertestarter, sagde han:
”Ja, det er mig, der har ringet! Men I må vente, for jeg vil lige ryge færdig, og så kan I undersøge mig …”
Det kunne vi ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet af. Og det er i øvrigt ret typisk for folk nede i det område. Der skal meget til at bringe dem ud af fatning.
*
Umiddelbart var jeg fortrøstningsfuld. Jeg havde gode folk ved min side. Jeg kendte Emil og Christian godt, de havde lært kommentatorgerningen på rekordtid, var velforberedte og havde styr på deres ting. Erstatningen for Rolf, Trine Schmidt, kendte jeg allerede i forvejen. Jeg havde mødt Trine mange gange og vidste, at vi swinger godt på det personlige plan, at hun kendte cykel-sporten indefra og sågar havde en ret solid kommentatorerfaring.
Min konklusion var: Det er rigtig ærgerligt med Rolfs afbud, men det skal nok gå.
Selvfølgelig manglede vi nu den mand i boksen, der som den eneste har prøvet Tour de France på egen krop. Rolf, der har 15 års erfaring fra World Tour-feltet, og som nåede at køre Tour de France syv gange. Det generalieblad og den erfaring har ingen af os andre. Derfor foreslog jeg også, at Lars Bak blev flyttet fra AftenTour-programmet og ind i kommentatorboksen, vel vidende at det ikke er noget, jeg har kompetence til at beslutte.
Der er jeg blot en brik i et mandskabspuslespil, som andre har ansvaret for at lægge. Men Bak var for stor og vigtig en del af AftenTour, der allerede havde skiftet 50 procent af værtsbemandingen, da studievært Rasmus Staghøj havde ønsket sig andre opgaver og senere blev opsagt i en fyringsrunde.
Michael Stærke blev ny mand i værtsrollen, og derfor ville man ikke flytte Bak fra det program, lød
begrundelsen. Der skulle være noget genkendelighed for seerne. Og dermed var holdet sat. I Rolfs fravær skulle Emil, Christian og Trine rotere i rollerne som henholdsvis kommentatorer i boksen hos mig og som eksperter i optakts- og nedtaktsudsendelserne i studiet hos Søren Reedtz.
Allerede et par dage inde i Touren stod det klart for mig, hvor meget Rolf betyder, og hvor svært det var at undvære ham. For første gang siden vores Tour de France-debut sad han ikke og vippede på stolen ved siden af mig, tog sine personlige tider, spiste min mad eller grinede af mine dårlige vittigheder. Efter 17 år i træk sammen i den boks, svarende til 357 etaper og små 2.000 timer sammen, var han pludselig væk.
Jeg hverken kan eller vil pakke det ind: Det var en øjenåbner for mig at erfare på den hårde måde, hvor meget vores samarbejde betyder. Hvor meget vores kemi, vores gensidige forståelse, vores indgående detaljekendskab til hinandens kringlede hjerner betyder. Vores fælles (platte) humor og jargon. De dybe rødder, vi har slået sammen gennem så mange års samarbejde.
Den slags kan man ikke bare sådan lige erstatte. Og det overraskede mig faktisk. Selvfølgelig er der ingen, der er uundværlige, og Touren blev da også sendt og gennemført, uden at seerne flygtede. Men
det var en enorm erkendelse og en vigtig lektie for mig at lære, at Rolf og jeg – trods vores store for-skelligheder og trods det, at alt selvfølgelig ikke har været fryd og gammen hver dag i vores arbejdsliv sammen – er så forbundne og så afhængige af hinanden.
Det er vigtigt at understrege, at jeg ikke kan sætte en finger på mine medkommentatorers arbejde. De gjorde det forbilledligt alle tre, præcis som jeg havde forventet. Jeg nyder at arbejde sammen med Emil, Christian og Trine, som alle bringer både faglighed, personlighed, meninger, humør og mod ind i kommenteringen.
I særdeleshed vil jeg fremhæve Trine, der som den første kvinde nogensinde i kommentatorboksen i (mændenes) Tour de France gik til opgaven med krum hals og et stort gåpåmod. Endda med kun tre dages varsel og begrænset tid til at forberede sig på det, der ventede. Touren kan være en øretævernes holdeplads, for der er mange seere og dermed også mange meninger, som folk endda kan lufte fuld-kommen ufiltreret på sociale medier.
Det kan give nogle svære skrammer på sjæl og selvtillid. Det oplevede Trine også. Og vi andre med, for den sags skyld. Men hun håndterede også det imponerende godt. En væsentlig del af de kommentarer, der var rettet mod Trine, handlede ikke om noget fagligt, men var ren og skær sexisme fra folk, der ikke synes, at kvinder har noget at gøre i kommentatorboksen.
Det påvirkede hende i øjeblikket, men vi talte tingene godt igennem og var enige om, at den slags måtte stå for afsendernes egen regning. Det sagde mere om dem end om hende. Kritik og sexisme er ikke det samme, og det sidste ville vi ikke bruge kræfter på.
Jeg kunne ikke være mere stolt af Trine, Emil og Christian. De kan ikke bebrejdes, at de ikke er Rolf Sørensen, og at de ikke har opbygget næsten 20 års erfaring sammen med mig. Det var ikke deres skyld, at Touren 2024 blev lidt op ad bakke for mig i TV2-kommentatorboksen.
ROLF: Jeg kunne godt høre, at Dennis havde det svært. Han skulle omstille sig til, at jeg ikke var der, og nogle gange lavede han oplæg til en snak, som jeg normalt ville have grebet. Men medkommentatorerne kendte ikke Dennis så godt, som jeg kender ham, og han kender mig, og derfor blev hans oplæg ikke altid samlet op, selvom de alle tre var både gode og dygtige.
Så kom hans ord til at hænge uforløst i luften, og det gik ud over både timingen og humøret. Specielt hvis han prøvede med et klassisk stykke farhumor, som han ofte gør, og som jeg jo opfatter med det samme, fordi jeg er samme generation. De unge forstod det ikke altid, og det kostede Dennis noget af hans overskud og gjorde, at han tog færre chancer i kommenteringen. Han holdt sig til det sikre og det faglige.
Derfor ringede jeg også flere gange til ham for at give lidt støtte og moralsk opbakning, når jeg for-nemmede, at han havde brug for det. Mine egne undersøgelser af hjertet fortsatte under Touren, og
de så alle sammen fortsat fine ud. Det tydede mere og mere på, at det var en form for falsk alarm.
Det helt store grundige tjek med MR-scanner, blodfortyndende medicin og kontrastvæske osv. foregik først, efter at Tour de France var slut, men her var alle svar også positive.
Da jeg var blevet undersøgt anden gang, ringede lægen allerede, mens jeg sad i bilen på vej hjem. Man tøver lige lidt, inden man tager telefonen, for hvad er beskeden mon? Men han sagde noget i retning af:
”Man kan godt se på dit hjerte, at du har været atlet i hele dit liv. Det ligner og slår som et hjerte hos en 20-årig, og der er ikke noget alarmerende galt.”
Jeg mangler stadig de afsluttende undersøgelser, hvor jeg bl.a. i en periode skal sove med en form for pulsbælte, som skal registrere hjerterytmen. Det er bare en sidste foranstaltning for at se, om der er noget, vi skal være opmærksomme på.
*
Mindre end en måned efter Tourens afslutning i Nice var Rolf tilbage i boksen. Midt i august spadserede han ind ad døren til TV 2’s københavnske domicil i Sydhavnen og gik op ad trappen til redaktionslokalet, hvor jeg sad og forberedte mig.
”Ja goddav,” sagde han og lyste op i et smil, og vi gav hinanden et lidt længere kram, end vi plejer, når vi mødes. Jeg ved ikke, hvor udtrykket kommer fra, men sådan har vi sagt til hinanden i årevis, når vi mødes – på en dårlig københavnerefterligning af jysk.
Vi havde ikke set hinanden siden den søndag, vi kommenterede DM, så snakken gik særdeles lystigt om både private og faglige ting. Ikke mindst om Rolfs bryllup med Mette, som havde fundet sted kort forinden, mens jeg var på en lille ferie efter Touren. Vi talte selvfølgelig også om løbet, om feltet og favoritterne. Jeg kunne tydeligt mærke, at Rolf havde glædet sig til at komme tilbage i sit rette element, og jeg havde virkelig også glædet mig til at genoptage vores samarbejde.
Vi gik i studiet og kommenterede Vueltaens holdpræsentation, som om ingenting var hændt den sommer. Vi fandt hinanden på et splitsekund. I det øjeblik var jeg – med et Steffen Brandt-udtryk – ”nærmest lykkelig”. Rolf var tilbage, og det var, som om en tung vægt helt fysisk lettede fra mine skuldre. Også fordi han havde fået den gode og glædelige besked fra lægerne.
ROLF: Jeg havde glædet mig væsentlig mere, end jeg plejer til Vueltaen. Normalt er jeg stadig en smule metaltræt efter Touren og føler, at jeg har opbrugt kvoten af ord i løbet af juli måned. Men jeg glædede mig virkelig, følte mig frisk og fuld af ny energi. Vi kiggede lige på hinanden, da vi havde kommenteret i fem-seks minutter, og blinkede, som for at sige:
”Det spiller, det her. Det er dejligt, at vi er sammen igen!”
Det var jo bare en holdpræsentation som de fleste andre, og de kan normalt være uendelig kedelige. Medmindre de foregår i Tivoli som i Touren i 2022, selvfølgelig. Men vi nød den her, og den blev et punktum for en anderledes og udfordrende sommer professionelt og privat. For os begge var det en markering af, at en svær periode nu var overstået.
Rolf og Ritter
Et af landets mest populære kommentatorpar deler gode anekdoter og personlige historier, de ikke tidligere har fortalt. I knap 20 år har Rolf Sørensen og Dennis Ritter kommenteret cykelsport og giver her et unikt indblik i kulisserne til Tour de France og andre store løb.
Rolf og Ritter er en fortælling om et særligt venskab og om to mænd, der på trods af deres store forskelligheder har fundet et fælles tråd gennem opture og nedture i en karriere på farten.
De fortæller om deres største oplevelser med cykelsporten, hvor de blandt andet har været helt tæt på en gylden generation af danske ryttere som Tour-vinderen Jonas Vingegaard og verdens-mesteren Mads Pedersen, men også på dopingskandalen med Michael Rasmussen. De vender også blikket indad og sætter ord på egne udfordringer og i deres samarbejde.
Du kan købe Rolf og Ritter – Historier fra 20 år med Tour de France online hos fx. Saxo.com eller i din nærmeste boghandel fra d. 31. marts.
Andre læste også: