Requiem for Rusland

En dansk-russisk specialsoldat står overfor sit største dilemma: loyalitet over for sin fars fædreland Danmark eller Rusland.

Da Tor Alexandr Arnborg må indløse en gammel æresgæld, bliver det en brutal afslutning på hans stille liv i den russiske provins. Den dansk-russiske specialsoldat tvinges tilbage i tjenesten og til Danmark, hvor han må vælge mellem loyalitet over for sin fars fædreland Danmark eller Rusland. Og valget er med livet som indsats.

LÆS OGSÅ: Den store krimiguide – se alle de gode krimier

Tor har tidligere arbejdet for den russiske troldehær, og han er nu splittet mellem kærligheden til moder Rusland og en stigende mistro til regimet, efter at præsidenten har indledt sin ”specielle militære operation” i Ukraine. ”Requiem for Rusland” er ikke alene en højaktuel politisk spændingsroman, men også et bevægende og dramatisk billede af Ruslands dystre vej til diktatur og krig.

LÆS OGSÅ: Rækkefølgen på Leif Davidsens bøger

Læs uddraget fra Requiem for Rusland af Leif Davidsen herunder.

Prolog

Februar det år blev en måned, hvor manden med leen høstede alt for mange fortabte sjæle og truede utallige andre med udslettelse. Min halvsøster Laila i Danmark fik konstateret brystkræft den 1. februar, og min mor døde den 20. februar af en blodprop i hjertet. Hun blev begravet den 24. februar. Det var den dag, mit land over- faldt Ukraine og startede et blodbad, vi ikke havde set siden Den Store Fædrelandskrig.

Døden på slagmarken kom, efter at Corona-epidemien havde lagt et ukendt antal mennesker i graven. Russerne nægtede i deres sædvanlige mistro til autoriteterne at lade sig vaccinere. Desuden var vores Sputnik-vaccine ikke særlig god, og alle og enhver vid- ste, at Tsaren i sin hule uden for Moskva havde fået den vestlige vaccine, som han ikke ville give til sin egen befolkning. De fede katte fik den samme vaccine fløjet ind i deres privatfly, mens Ivan og Natasja i deres små lejligheder i byerne eller i de fattige huse på landet som sædvanlig blev ladt i stikken.

Laila overlevede og sagde i en af vores regelmæssige telefon- samtaler, at hun beholdt begge sine bryster, og at hendes hår ville komme tilbage. Måske endog pænere end før? Der skulle ikke meget til, sagde hun med et lille smil, da vi senere talte sammen over Facetime. Hun sad med en blå kasket på sin nøgne isse.

Min søster var sej med en sort galgenhumor og brugte tit den særlige danske form for ironi, som jeg ikke altid forstod, selv om mit dansk var ganske godt.

”Tor, du er en dejlig lillebror, men din humoristiske sans er lige så gammeldags som dit dansk. Du burde leve i et andet århundre- de,” sagde hun ofte, når hun drillede mig med mit sprog, som hun mente mindede om den gamle dronnings.

Tor var mit danske navn, som min far havde krævet jeg fik sammen med det russiske Alexandr. Det danske sprog havde jeg lært dels af min far, dels ved at læse bøger og se gamle film og lytte til radioudsendelser, som jeg kunne finde på nettet. I flere år arbejdede jeg som internettrold og skabte falske profiler på de sociale medier i Danmark og manipulerede med kommentarsporene i de danske onlinemedier. Jeg var ekspert i at hacke, også DR’s store arkiv. Dansk havde jeg i årevis kun talt med min far, og Laila havde ofte fortalt mig, at jeg ikke havde et særlig godt greb om de usagte danske koder.

Begravelsen af Mama fandt sted på kirkegården på højen over Pljos, og hun blev stedt til hvile ved siden af min danskfødte far John Arnborg, der i Danmark blev betragtet som landsforræder, men i Rusland som en helt. Han forlod sin daværende kone og den- gang lille datter Laila og vendte tilbage til Rusland for at gifte sig med min mor, efter at han var blevet udvekslet på Glienickebroen i Berlin blot et år før Berlinmurens fald. I al hemmelighed havde han svoret troskab til det nye Rusland under sit fangenskab.

På en mission til Sovjetunionen blev han taget i spionage af KGB og endte i fængsel, men skiftede side og blev en værdsat medarbejder i FSB, som opstod på ruinerne af KGB i det Rusland, der voksede frem i kaos. Han fik russisk statsborgerskab sammen med ære og medaljer.

Det var i virkeligheden kærligheden til min mor, der drev ham i armene på det nye Rusland, der var opstået efter det økonomi- ske og politiske fallitbo Sovjetunionen. Jeg var frugten af deres kærlighed og medvirkende til, at han vendte tilbage til Rusland efter sin udveksling. Han forlod Laila og hendes mor, og det tilgav Laila ham aldrig. Og i starten af vores søskendeforhold lod hun også sin bitterhed gå ud over mig. At hendes elskede far forlod hende, da hun var en usikker pubertetstøs, var afgørende for at forme hendes bitre kerne og sarkastiske ironi, som var det skjold, hun brugte til at forsvare sig mod omverdenen.

Mama var ganske ung, da hun faldt pladask for den flotte danske mand, sagde hun altid. Min far var bigamist i nogle år, indtil Lailas mor døde. Jeg mødte først min storesøster, da vi begge var voksne. Jeg kunne ikke lide tanken om at have en ukendt halvsøster, da hun kom til Rusland, men jeg skiftede mening og kom til at elske hen- de som en kær søster, og efter en tid accepterede hun også mig som sin bror. Det lå nogle år tilbage, at vi sidst havde været sammen, men vi holdt kontakten gennem mail, telefon og Facetime. Laila ejede en campingplads i den lille danske by Bogense, som hun drev sammen med en mild og god mand, der hed Anders.

Pljos lå dækket af sin sædvanlige vinterhvide sne, og fra statuen af maleren Isaac Levitan var der en vid udsigt ud over den lang- somt flydende Volga, som måske i år ville fryse til. Den var godt på vej. Isen strakte sig ud i floden og var så sikker, at flere isfiskere sad ved deres borede huller med deres korte stænger.

Maleren står som en sort skulptur med hat og malerpensel i hånden foran sit staffeli på det bjerg, der bærer hans navn. Jeg gik ofte derop for at klare hovedet og tænke på den roman om Ruslands dystre fortid, som jeg skrev på. Jeg elskede vinteren og duften af ny sne og den knagende lyd af isen langs Volgas bred.

Præsten kom, som sædvanen bød, til vores hus for at holde messe over Mama. Hendes to bedste veninder havde vasket hen- de, mens jeg diskret kiggede væk. Mama fik rent tøj på og blev dækket af det hvide ligklæde og fik den symbolske papirkrone hen over panden, så hun var klar, da Fader Aleksej ankom. Han var en yngre præst, som var udsendt til Pljos fra Danilovklosteret i Moskva. Hans lange skæg havde allerede grå stænk. Han talte og sang med en fin og melodisk baryton og havde en velvoksen mave. Ortodokse præster rørte sig ikke meget og elskede mad og god vin næsten lige så højt som Den Hellige Jomfru.

Han holdt den sædvanlige panikhida-messe. Jeg og et par andre læste op fra Salmernes Bog, og jeg hjalp med at anbringe Mama i kisten. Hun vejede ingenting. Fader Aleksej stænkede vievand på hende, og jeg anbragte en ikon i hendes hænder. Det var en yndlingsikon, som havde hængt over sengen i soveværelset lige så længe, jeg kunne huske det. Til sidst tændte jeg fire lys omkring den åbne kiste. Vi fra den rettroende kirke tror på, at legemet er helligt, og at sjælen endnu ikke har forladt det. Derfor bør det ikke lukkes inde før på tredjedagen, hvor sjælen forlader kroppen for at være mellem himmel og jord de næste fyrre dage. Derfor er det også fuldstændig udelukket, at vi vil lade en afdød kremere.

Vi beholdt Mama i huset, indtil hun blev begravet på fjerdeda- gen. Tre af kvinderne fra landsbyen skiftedes til at våge og bede over hende i ventetiden, men jeg holdt mig væk og så frem til, at hun blev hentet og bisat, så jeg kunne blive alene i det store, rare hus, hvor jeg var vokset op, og som nu var mit.

Kirken var fuld til min mors begravelse. Hun havde levet det meste af sit liv i den lille by Pljos, hvor de fleste kendte hinanden om vinteren. Om sommeren var det en anden sag. Da var den smukke lille by ved Volga på Den Gyldne Ring overrendt af tu- rister; både af de velhavende i middelklassen, der kom i bil fra Moskva, og af passagererne på store flodkrydstogtskibe, der lagde til i en støt strøm i løbet af de tre sommermåneder.

Den 24. februar sneede det let, og der var en god frost. Kirken var ikke kun fuld af sørgende til min mors begravelse, men også som i de øvrige kirker af troende, der søgte trøst, efter at de var våg- net op til Præsidentens alvorlige ord i tv, hvor han erklærede, at han havde beordret en særlig militær operation iværksat mod nabolan- det Ukraine. Han påstod, at nazister var i gang med et folkemord på de russisktalende i Donbass. Det var noget vrøvl som så meget andet, der kom fra Tsarens mund, men det sagde jeg ikke højt. I mit land var man atter begyndt at holde kæft som i den Stalintid, jeg beskrev i min roman. Undertrykkelsen ville ganske givet vokseendnu mere med krigen.

Jeg hørte især kvinderne bede bukkende foran ikonerne om at holde hånden over vores elskede leder, Præsidenten. En præst mes- sede det samme. Velsign vores store præsident og hellige moder- land. Jeg tog næsten aldrig mere Præsidentens navn i min mund og kaldte ham heller ikke længere for præsident. Jeg kaldte ham kun for Tsaren eller Herskeren. Han var en gangster, der nu havde kastet mit land ud i et ørkesløst felttog mod et fredeligt naboland. Mine gamle soldaterkammerater i faldskærmstropperne ville ikke have kunnet genkende mig, og dog? Måske var mange af dem lige så desillusionerede som mig. Det gjaldt i hvert fald min bedste ven Kolja, der stort set havde meldt sig ud af samfundet og nu levede næsten som eneboer i de store skove i midten af Rusland.

Jeg haltede, fordi jeg som specialsoldat i sikkerhedstjenesten FSB havde været med til at løfte den korrupte ukrainske leder Janukovitj ud fra hans opulente palads i udkanten af Kiev til sikkerheden i Rusland. Han flygtede, fordi de unge gennem flere uger havde demonstreret mod ham på Maidanpladsen i Kiev, og han havde reageret ved at lade sine sikkerhedsstyrker åbne ild mod demonstranterne. Ukrainere kom for at arrestere ham, da vi fik ham ud med vores helikoptere, men to ukrainske projektiler smadrede mit venstre knæ. Trods flere operationer var det aldrig blevet helt godt igen. Det kunne stadig gøre ondt, og jeg slipper aldrig af med min halten.

Jeg fik en ærefuld afsked fra militæret og en rimelig pension. Jeg levede af den og af en hemmelig sum penge, som vores far, dobbeltagenten og dobbeltmennesket John Arnborg, illegalt stak til side, da han rejste som kurer i Europa for de fede katte i FSB og Tsaren og hans entourage. Hvem skal de korrupte anmelde korruptionen til?

Papa var dygtig og forsigtig, og pengene gav han til Laila og mig, da han var ved at dø af kræft. Kontanterne i euro og dollars var i sikkerhed i bankbokse i Vesteuropa. Men nu ville jeg måske ikke længere være i stand til at hente dem? Mit Schengenvisum var gyldigt, men med overfaldet på Ukraine kunne jeg forestille mig, at den vestlige verden ville lukke deres grænser for os russere.

Jeg tænkte på det, da begravelsesritualet gik i gang. Jeg tænkte også på, at hvis Rusland erobrede Kiev, ville de hente Janukovitj tilbage og gøre ham til statholder og dermed forhindre, at Ukraine nærmede sig EU og Nato. At de russiske styrker skulle bekæmpe nazister, var noget vås. Det var blot for at fortælle de uvidende masser ude i landet, at det havde et ædelt formål. Som under Den Store Fædrelandskrig. Propagandaen var blevet støt mere og mere skinger de seneste år.

Målet var snarere at forhindre Ukraine i at blive medlem af EU og Nato, men først og fremmest handlede det om, at Tsaren ikke kunne acceptere et stort demokratisk land på hans grænse. Især ikke når han mente, at ukrainere i virkeligheden var russere, der talte en underlig dialekt. Ukraine og Rusland hørte sammen som rødbeder i borsjtj eller som vodka til nytårsfesten. Det var sådan, at han og de gamle mænd, der befolkede hans hof, så på nabolandet. Friheden i Ukraine kunne smitte os russere, trods vores årelange tradition for underkastelse og passivitet. Det kunne og ville han ikke risikere.

Nu havde han som en gammel koloniherre besluttet at under- tvinge Ukraine med militær magt. Det ville tage fjorten dage, så ville den særlige militære operation været succesrigt afsluttet, sagde de skrydende militærbloggere allerede den første dag på de taknemmelige sociale medier, som er den moderne verdens bundløse skraldespand. Kiev skulle indtages på tre døgn, og fremrykningen op langs kysten til Odessa ville højst vare fjorten dage. Ukrainere var uden større modstand blevet løbet over ende, da Krim blev annekteret og Donbass angrebet ti år tidligere. De ville ikke være en match for de store russiske styrker, som Tsaren havde pumpet milliarder af rubler ind i de sidste tyve år, var den optimis- tiske overbevisning i Kreml.

Min mor lå i den åbne kiste og så fredfyldt ud. Bedemanden havde gjort hende endeligt i stand. Hendes gråhvide hår var redt, og der var rødt på hendes kinder og mund. Hendes hænder var smukt foldede over ligklædet. Hendes papirkrone sad lige og kønt. Hun blev ikke mere end fireogtres år, og i de senere år havde hun set meget ældre ud end sin alder. Efter Papas død tre år tidligere var det, som om lysten til at leve havde forladt hende. Hun sad mest med sin bibel, tilbragte megen tid i kirken i selskab med sine yndlingsikoner og sad ofte i dybe tanker på bænken på min fars grav på højen over Pljos.

Bisættelsen tog som sædvanlig en times tid. Der var en underlig stemning, som om krigens skygge lå over menigheden og gav en særlig lidenskab og inderlighed til bønnerne og taksigelserne og korets hymner og salmer. Fader Aleksej læste op fra Biblen og afbrændte røgelse over kisten og menigheden. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det ikke kun var Mama, vi stedte til hvile denne 24. februar. Det var også et requiem for det Rusland, som jeg havde elsket ubetinget i mange år, men som nu var på vej ud over en afgrund. Min kærlighed var falmet så hurtigt som løvet om efteråret. Det var demokratiet, vi holdt dødsmesse for. Det af demokratiet, der var tilbage.

Jeg var kommet i kirken siden min tidlige barndom. Jeg havde altid elsket duften af røgelse og vokslys, de mumlende bønner og korets smukke salmer, der løftede sig mod Gud.

Jeg delte min mors dybe tro, uden at den dog var lige så inderlig og ubetinget som hendes. Papa var konverteret, men det var mest for Mamas skyld. Han var et alt for rationelt menneske til at tro på det hinsides. Det virkede for mig meget dansk, ligesom det kølige, hvide kirkerum, jeg havde oplevet i Bogense kirke. Jeg korsede mig, som jeg skulle og bukkede, men mine tanker fløj rundt under det rigt udsmykkede loft.

Jeg følte mig splittet og forvirret. Jeg savnede min faste tro på Gud og Moderlandet. Det havde været en sikker krykke. Nu var jeg som en skibbruden, der var skyllet op på kysten på en ukendt ø, og de sidste dage var jeg ofte vågnet badet i sved efter et mareridt om et brændende helvede og en peloton, hvor mine gamle soldaterkammerater gjorde sig klar til at henrette mig.

Da ceremonien var ved at slutte, gik Mamas følge én efter én hen til kisten for at kysse ikonen i hendes gamle, rynkede hænder og papirkronen på hendes pande.

Koret sang:

”Kom, alle I, som elskede mig, og kys mig en sidste gang. For jeg skal aldrig mere gå eller tale med jer.”

Fader Aleksej bad om syndsforladelse for min mor. Det havde han ikke behøvet. Hvis Gud ikke tog hende til sig, var Gud ikke værd at bekende sig til. Jeg var den sidste, der kyssede hende, inden låget blev lagt på kisten. De ville fjerne den fine ikon i hen- des foldede hænder, men det ville jeg ikke have. Den skulle med på hendes sidste rejse, som ville begynde med selve jordfæstelsen ved siden af min far på kirkegården på højen over landsbyen. Hun havde fået billedhuggeren til at skabe en forskønnet statue af Papa, der var afbildet som en yngre mand med en bog, og han så meget intellektuel og tankefuld ud i sin marmorskikkelse.

Hun havde sagt til mig, at hun gerne ville hvile ved siden af Papa, men hun ville ikke selv have en prangende statue, kun en pæn sten med to duer siddende ved siden af hinanden som et symbol på hendes og Papas kærlighed. Der skulle være et enkelt ortodokst kors. Hun havde altid været et beskedent menneske.

Det var de nuværende herskere i Kreml ikke. De var en bande grådige tyveknægte og magtliderlige, gamle mænd, og jeg var bange for, at de var på vej til at føre mit Rusland ud på en vej, hvor et tilbagetog var umuligt. Tsaren var blevet grebet af storhedsvan- vid og havde selvsamme morgen kastet sig over vores søsternation Ukraine for at genskabe fordums tiders russiske imperium.

Det skræmte mig. Tanken om, at Rusland altid enten var i krig med sig selv eller med andre, gjorde mig deprimeret. For ikke så forfærdelig mange år siden ville jeg have deltaget i koret, der hyldede krigen, og set det som naturligt og rigtigt, at det mægtige Rusland satte sin vilje igennem. Jeg var blevet godt og grundigt indoktrineret i min ungdoms holiganmiljø og senere i specialstyrkerne, men jeg havde ændret mig temmelig meget.

Jeg havde altid anset mig selv for at være patriot; eller nationalist for at sige det ligeud. Sådan så jeg ikke mig selv længere. Laila havde påvirket mig på mange måder og dermed også gjort mig usikker på, hvem jeg var, og hvad mine værdier var. Jeg var midt i trediverne og var på nogle områder mere forvirret, end da jeg var teenager og slagsbror. Jeg var bevidst om, at jeg var russer, men også klar over, at mine danske gener havde bibragt mig sider, som Laila havde formået at få frem. Min fars tiltagende tvivl i hans senere år, og samtalerne med ham, havde også ændret min indstilling. Jeg havde tilmed været tæt på døden i Volgograd, og det gør klart noget ved et menneske. Jeg havde altid været sikker på mig selv i mine fastlåste holdninger og overbevisning om, at jeg sad inde med den endegyldige sandhed, men nu var tvivlen min faste følgesvend. Laila sagde, at det klædte mig at være blevet menneskelig, men jeg savnede trygheden bag de faste meningers solide tremmer.

Vi drak gravøl.

Stuen var fuld af mennesker fra landsbyen, flest kvinder. De talte om Mama, men også om den specielle militære operation, som de fleste hurtigt blot kaldte for krigen mod Ukraine, selv om det snart ville blive en kriminel handling at kalde det krig. Sovjettidens dob- beltsprog var hurtigt på vej tilbage til russisk.

Jeg svarede høfligt og venligt og havde hyret et par piger fra landsbyen til at servere vodka, øl eller vin til de russiske småretter, zakuski, som jeg havde købt i landsbyens bedste restaurant. Der var laks, rød kaviar, aubergine, syltede sild, forskellige salater og koldt kød og meget andet til det gode mørke og hvide brød. Flere af kvinderne kredsede om mig, for nu jeg var blevet alene, burde jeg se mig om efter en god kone. En var endda så fræk at påstå, at hendes niece både var yndig og dygtig til at lave mad og gøre rent.

Mændene talte om krigen, og om at det ikke ville tage mange dage at få erobret Kiev og dermed få genskabt den naturlige orden. Det var landsbyens borgmester, der førte an. Han var en lavstammet, fedladen mand, som repræsenterede magtpartiet Forenet Rusland.

Han var kendt for sin prangende livsstil og udstrakte hånd, som pen- gene skulle falde ned i, hvis borgmesterkontoret skulle se velvilligt på en sag. Papa ville aldrig have budt ham indenfor, men jeg lod som ingenting, og som om jeg hørte på ham.

”Sejren vil være nem, sød og retfærdig. Begyndelsen var jo allere- de taget, da den gode præsident hentede Krim hjem til Moderlandet nogle år tidligere. Mærk jer mine ord, kære bysbørn. Det bliver en velsignet sejr.”

Jeg fik dem alle sammen ud sidst på eftermiddagen og satte mig ved bordet i mit arbejdsværelse på førstesalen, mens pigerne ryd- dede op og efterlod huset rent og stille som den sne, der faldt ud på natten.

Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne sove og havde valget at gå ned i kælderen for enten at køre mig træt med mine vægte og fitness- maskiner eller tømme flasken med vodka. Jeg var i gang med det sid- ste, da jeg hørte lyden af en tung firehjulstrækker køre op ad bakken til huset. Det var Kolja, der kom på besøg fra de store skove. Jeg havde regnet med, at han ville komme, men vidste, at han ikke ville dukke op i kirken. Min ven undgik helst store forsamlinger. Han var skovrider i de vidtstrakte skove ud mod Ural og havde ansvaret for et område på samme størrelse som den danske ø Fyn.

Jeg gik ned ad trappen og låste ham ind. Han var en ikke særlig høj mand, men bomstærk. Vi var blevet venner i faldskærmsregimentet og havde holdt ved lige siden. Hans kraftige skæg og hår var stadig kulsort, og hans øjne havde den isblå farve, der kunne skræmme modstanderne, da han i sine unge dage boksede for regimentet. Hans næse var skæv efter en hård kamp i ringen.

Han gav mig en bjørnekrammer og tog sin tykke vintervams af. Hans bukser var også kraftige og varme, og hans støvler, som han stillede ved døren, var beregnet til at holde skovenes dybe kulde på afstand. Han tog hjemmevant tøfler i en bastkurv, som stod i et indhak under en knagerække, der ikke var køn og harmonisk, men fuld af nostalgi, fordi jeg havde snedkereret den i mit sidste skoleår.

”Er din gode moders sjæl godt på vej, Sasja?”

”Det er den.”

”Var det en god begravelse med de rette bønner og salmer?”

”Det var det.”

”Og præsten var til at holde ud at høre på?”

”Han sendte Mama godt afsted på hendes sidste rejse.”

”Godt. Lad os skåle på den.”

Vi satte os ind i den store stue, og jeg lagde et par brændeknuder på den døende ild i pejsen, inden jeg hentede vodkaflasken, to små glas og en skål med saltagurker og et fad med salami og andre zakuski, som kvinderne havde stillet ind i køleskabet efter gravøllet. Jeg skænkede, og vi tømte begge glasset.

”Hvordan har din søster det, Sasja?”

Jeg tænkte først på blot at sige o.k., men han var min ven, og vi havde ingen hemmeligheder for hinanden, så jeg fortalte ham om brystkræften, men at hun syntes at have besejret den grumme fjende.

Kolja tog sig instinktivt til skulderen og sagde:

”Din søster er sej.”

Jeg nikkede, for jeg var enig. Kolja tænkte også på, at hun havde reddet hans og måske mit liv, da vi på en jagttur efter vildsvin blev angrebet af en udsultet bjørn, der havde såret Kolja temmelig alvorligt med sine kløer og et kraftigt bid i skulderen. Jeg var faldet over en rod, da jeg ville skyde den. Laila havde skreget som af- sindig og fået hunbjørnens opmærksomhed. Den var stormet hen mod hende, men hun havde bevaret en forbløffende ro og ventet til sidste øjeblik, før hun skød den tre gange med sit haglgevær.

”Hun frelste vores liv.”

”Det ved jeg, Kolja. Det siger du hver gang. Hvordan går det med dig og de store skove?”

”Det bedste sted at være. Du skulle flytte ud til mig, Sasja.”

”Det kan være, jeg bliver nødt til det. Som tiderne er.”

Kolja kommenterede det ikke, men skænkede for os igen. Vi nippede til herlighederne og lod den behagelige tavshed, som ofte prægede vores samvær, indhylle os. Det var ikke nødvendigt at sige så meget.

”Hvad siger du til krigen?” spurgte Kolja.

”Hvad mener du dog? Den specielle militære operation? Det er jo noget helt andet. En lille antiterroroperation, som bøsserne i Nationalgarden kan klare.”

”Fuck off, Sasja. Det bliver til rigtig krig, en langvarig en. Ukrainerne vil slås for deres land til sidste blodsdråbe. De har gode soldater. Du og jeg tjenestegjorde med et par af den slags mænd. Gode soldater.”

”Det ved jeg. Ville du gerne være med? Du kunne jo melde dig.”

”Fuck nej, Sasja. Det er en dødssejler. Vi bliver isoleret fra den civiliserede verden, de rige og kloge unge stikker af, og vi kommer i lommen på de forpulede kinesere. Og de tænker altid kun på sig selv. Og desuden er jeg færdig med krig. Jeg har det ikke i mig mere.”

”Havde du set den komme?”

”Nej. Jeg troede ikke, at gangsteren ville være så idiotisk.”

”Var der ikke tegn nok? Øvelser tæt på grænsen. Store trop- pestyrker.”

”Jeg troede ikke, at han ville lyve vestlige ledere lige op i deres naive hoveder.”

Jeg lo:

”Kolja! Han er KGB. Det ligger i deres dna. At lyve er så rus- sisk som at tømme en flaske vodka.”

”Eller pisse om morgenen. Hvad med dig? Troede du, han ville angribe?” sagde Kolja lavmælt.

”Både og. En lille invasion i Donbass, men ikke fuld skala. Nej, det troede jeg ikke. Det giver ingen mening.”

”Hvis vi vinder og indtager Kiev i morgen, så …” Kolja trak på skulderen.

”Du har ret. Hvis vi vinder, er det en anden sag. Vinderen har altid ret.”

Jeg holdt en pause og sagde så:

”For ti år siden havde vi meldt os og elsket tanken om at gå i krig. Lige meget mod hvem.”

”Måske. Verden har ændret sig. Vi har ændret os.”

”Hvor blev din patriotisme af, kammerat?” sagde jeg med den sarkasme, som jeg havde tillagt mig og lært af Laila.

”Gangsteren i Kreml og alle de forpulede fede, korrupte katte i Rusland har stjålet den. Jeg holder mig til skoven. Dyr slår nok ihjel, men aldrig i ondskab eller for at berige sig. Bjørnen angreb mig, fordi den var sulten og manglede mælk til sin unge. Ikke af ondskab eller grådighed. Men for at overleve.”

”Filosoffen Kolja,” sagde jeg.

”Fuck dig, Sasja. Jeg har ikke set et menneske i tre uger. Nu drikker vi os fulde og snakker fodbold, piger og gamle soldaterhistorier, og så falder jeg om i din gæsteseng.”

”Aftale, kammerat.”

Og det gjorde vi så i et par timer, men både Kolja og jeg var trætte og tørnede hurtigere ind, end da vi var yngre. Jeg lavede en stor morgenmad til ham, hvor jeg huskede den boghvedegrød, han elskede, og efter masser af kaffe sendte jeg ham afsted med et løfte om, at jeg snart ville komme ud i vildmarken til ham, så vi kunne gå på jagt.

På niendedagen blev der, som traditionen foreskriver, holdt en messe for Mamas sjæl, og oberst Konstantin Sjertsov dukkede op, som jeg havde forventet, at han ville gøre på et tidspunkt. Enten ved niendedagsmessen eller på fyrretyvendedagen, hvor Mamas sjæl forlod jorden.

Krigen gik ikke godt.

Ukrainerne gjorde forbavsende hård modstand. En stor russisk militærkolonne på mere end tres kilometer holdt stille og blev pillet fra hinanden af ukrainske bevægelige styrker, der, som partisanerne havde gjort det under Anden Verdenskrig, lå på lur, dukkede op og forsvandt igen som japanske ninjaer. Mit eget gamle faldskærmsregiment havde lidt nederlag i forsøget på at erobre en af Kievs lufthavne. Der var svære tab. Det skrev medierne ikke, men jeg hørte det fra mine gamle kammerater gennem de kryptere- de kanaler, som vi kommunikerede på. De fortalte, at kolonnen holdt stille, blandt andet på grund af mangel på diesel og benzin. De havde solgt brændstoffet på det sorte marked i Belarus, hvor- fra de havde startet invasionen. De var blevet sendt afsted uden forplejning eller forbindingsudstyr og andre nødvendigheder. De havde ingen anelse om, at de skulle invadere Ukraine og havde solgt brændstof og andet materiel sort for at få penge til mad. Tsaren havde selvfølgelig undervurderet den løbske korruption i de væbnede styrker og de mange officerer, der kun var ude på at mele deres egen økonomiske kage.

Oberst Konstantin Sjertsov havde jeg kendt hele mit liv. Han var først min fars føringsofficer og senere hans ven. Jeg fik øje på ham bagerst i kirkerummet. Han var i civil og ikke i FSB- uniformen. Han var blevet ældre at se på, men var stadig en rank, slank mand med et kraftigt, kortklippet hår og meget hvide tænder. Hans jakkesæt var gråt med en blå slipseløs skjorte. Hans elegante cashmerefrakke var opknappet, og han holdt sin dyre sjapka ned langs højre ben. Han bøjede hovedet og korsede sig rutineret ved de rigtige ord fra Fader Aleksej. Kirkerummet lugtede af røgelse og fugtigt tøj fra snevejret udenfor.

Sjertsov lod messen gå sin gang, og da den var færdig, var der ikke andet at gøre end at invitere ham hjem. Der var ikke meget, der var åbent i Pljos i midvinteren.

Vi satte os i køkkenet. Jeg lavede en kande te til os. Han snakkede om løst og fast. Køreturen fra Ivanovo, hvor han havde overnattet, havde taget over to timer i snefoget, men hans chauffør var dygtig, og bilen havde nye vinterdæk. Man plejede at køre turen på en time.

Han spurgte til Allas begravelse. Havde den været smuk? Havde præsten sagt de rigtige ord, og havde salmerne løftet sig mod him- len? Jeg kunne bekræfte det hele. Sjertsov havde kendt min mor lige så længe, som han havde kendt min far. Hun havde aldrig stolet på ham. Man stoler aldrig helt på en tjekist, som hun sagde. Svig og forræderi er i deres blod. Papa var selvfølgelig en undtagelse.

Oberst Sjertsov så bekymret ud, sagde nej til en vodka eller cognac og gik lige til sagen, da jeg først havde skænket teen op:

”Jeg kan lige så godt være direkte, Sasja. Det går ikke helt som beregnet. Vi kæmper nu for vores eksistens. Ukrainerne vil få militærhjælp fra USA og Nato. Vores fjender. De bekriger os gennem en stedfortræder. De vil vores endeligt. Vi bliver endnu en gang invaderet fra vest.”

”Var det ikke os, der begyndte?”

”Vores eksistens, siger jeg jo. Og det er vigtigt, at vi holder virkelig godt fast i vores kærlighed til Moderlandet i disse tider.”

”Okay, oberst. Du kan gemme ordene til propagandarøvhullerne i fjernsynet. Jeg er blevet immun.”

”Det er ikke klogt, Sasja. Ikke i disse tider.”

Jeg sagde ikke noget. Krigen var ikke mere end ti dage gammel, og de begyndte allerede at tale om Moderlandets eksistenskamp. Jeg havde et tvetydigt forhold til min fars gamle ven. Han havde selv været min føringsofficer og sendt mig som illegal til Danmark, hvor jeg havde været nødt til i selvforsvar at slå en af hans eller GRU’s agenter ihjel. Sjertsov hadede ganske vist som FSB-mand den militære efterretningstjeneste, men godt havde det jo ikke været. Han ville også have, at jeg skulle rekruttere min søster, som han vidste havde en fortid i Forsvarets Efterretningstjeneste i Irak.

En kompliceret sag var endt med et blodigt opgør i Volgograd mod en afdeling af den private Wagner-hær, som var på vej ned ad en forræderisk vej. Jeg blev alvorligt såret, men mine synder blev tilgivet, og obersten sørgede for, at Laila fik et lynvisum til at besøge mig, mens jeg lå på hospitalet.

Han havde været venlig og charmerende over for Laila, som om han havde glemt, at hun engang havde frataget ham hans pistol og peget på ham med et jagtgevær. Jeg kendte ham. Han havde aldrig glemt det, blot parkeret det et sted i et af de rum i hans sjæl, hvor han opbevarede sin karrieres mange hemmeligheder.

Sjertsov og jeg havde kun set hinanden en enkelt gang i tiden efter aktionen i Volgograd: en sommerdag i Pljos, hvor jeg havde givet en middag i Yachtklubben. De evige intriger ved hoffet havde mærket ham, tænkte jeg den dengang. Og det tænkte jeg også nu, da jeg sad over for ham i mit varme, blå køkken. Hver intrige havde efterladt en rynke i det maskuline ansigt.

”Undskyld. Jeg var væk. Hvad sagde du?”

Obersten viste sine hvide tænder. Det fik ham til at ligne en haj, lige inden den går til angreb.

”Jeg sagde, kære Sasja, at fædrelandet nu har brug for, at alle gode kræfter står sammen. Det er så småt begyndt, men det bliver slemt. Vi får diplomater udvist fra hele den vestlige verden. Vi gør selvfølgelig gengæld. Udvisningerne betyder, at en stor del af vores operative agenter fra SVR og GRU ikke længere er aktive, og deres assets er efterladt uden føringsofficerer.”

Jeg nikkede blot. De russiske ambassader blev tømt. De fleste aktive spioner var fra udenrigsspionagen SVR, men også den militære efterretningstjeneste GRU, ja selv FSB havde agenter i ud- landet. Tsaren havde genoplivet metoderne fra Den Kolde Krigs dage og givet ordre om, at Ruslands fjender var jaget vildt, selv om de ikke længere befandt sig i Rusland. Agentnetværket var svulmet op til at være lige så stort eller større end under Den Kolde Krig.

”Det kan blive en alvorlig situation, Sasja. Vi mister vores øjne og ører.”

”Vi har de illegale,” sagde jeg.

”Ja. Og de vil også blive aktiveret, men det er risikabelt, som du ved.”

De illegale var russere, der levede under falsk navn i de vestlige lande, hvor de optrådte som normale borgere med normale erhverv ofte gennem mange år. De var ofte trænede agenter, men manglede den diplomatiske beskyttelse, og det gjorde dem sårbare, fordi de dermed kunne strafforfølges.

Jeg vidste, hvor Sjertsov ville hen og kom ham i forkøbet:

”Det er ikke en mulighed, oberst. Jeg skal ikke i aktiv tjeneste igen.”

”Det er din pligt som god patriot.”

”Hvem siger, jeg er det?” Der kom is i hans øjne:

”Hvis du ikke er med, så er du imod.”

”Sådan lever jeg ikke længere.”

”Du forråder dit land og din faders minde.”

”Bland min far udenom,” sagde jeg, og nu var det mig, der havde is i blik og stemme. Obersten kunne ikke længere skræmme mig.

”Du er helt af Rusland for din indsats i Kiev i sin tid. Har du glemt det? Har du glemt æren? Har du glemt et taknemmeligt fædreland, der betaler din pension?”

”Sjertsov, hør nu her. Jeg er ikke længere soldat eller agent. Jeg er en pensionist, der forsøger at skrive en roman. Du vil have mig til Danmark, men det gør jeg ikke. Du vil have mig til at bruge min søster, men det gør jeg ikke. Du vil have mig til at forråde hende, men det gør jeg ikke.”

”Du ville være utrolig vigtig at have i Danmark nu.”

”Pensionist, oberst. Hør, hvad jeg siger.”

Oberst Sjertsov lænede sig frem og holdt så hårdt om tekruset, at jeg blev bange for, at han ville mase det i stykker:

”Du slog én af vores egne ihjel. Har du glemt det?”

”Nej, selvfølgelig ikke. Det var selvforsvar.”

Det var en kvinde. Hun havde ventet på mig i et sommerhus i Vestjylland. Jeg havde fundet hende meget tiltrækkende, og hun havde reddet mig fra at drukne, og vi havde haft sex. Da det var gået op for mig, at hun var GRU- eller FSB-illegal, havde jeg kon- fronteret hende, og det var endt i slagsmål. At slås havde hun lært under sin træning, og selv om jeg var både større og stærkere end hende, havde jeg haft rigeligt at se til. Hun havde slået hovedet ned i en bordkant og var død. Der blev ryddet op efter hende, og drabet kom aldrig frem offentligt. Jeg havde forladt Danmark og fået hjælp af Laila.

”Hun var god. Vi kunne bruge hende i dag,” sagde Sjertsov.

”Det var selvforsvar, og jeg hjalp dig i Volgograd.”

”Det er din pligt.”

”Fuck pligt, oberst Sjertsov.”

Obersten rejste sig.

”Det er farlige tider, Sasja. Meget farlige. Du har altid været som en søn for mig, og din far, må Gud være hans sjæl nådig, var min ven. Men selv min beskyttelse kan vise sig at være utilstræk- kelig. Farlige tider, Sasja. Farlige. Farvel.”

Han gik uden at række mig hånden.

Han kom tilbage, da vi holdt messen for Mama på den fyrre- tyvende dag, og forsøgte at rekruttere mig igen, men uden held. På en eller anden måde virkede hans frieri også halvhjertet.

Han så endnu mere hærget ud. Krigen gik dårligt, og i hundred- vis af russiske diplomater, deriblandt mange spioner, var blevet udvist. En række love, der yderligere begrænsede det i forvejen begrænsede demokrati, var i hastværk blevet vedtaget af parlamentet og sat i værk; love, der afskaffede ytringsfriheden og ret- ten til at forsamle sig. En million eller mere af de unge og bedst uddannede var flygtet til nabolandene. Ukrainerne gjorde indædt modstand, og den vestlige verden med USA i spidsen øgede konstant deres våbenhjælp og overskred røde linjer til Tsarens raseri og slet skjulte trusler om brug af atomvåben, men så skørt kunne jeg ikke forestille mig, han ville optræde.

Der skete mig ikke noget. Obersten lod mig overraskende nok i fred, og jeg regnede med og håbede på, at jeg kunne overleve krigen i passivitet og ubemærkethed, indtil den sluttede. Det så ikke ud til at ske foreløbig, men alle krige slutter på et tidspunkt, om ikke nødvendigvis med fred.

Jeg kæmpede med min roman om Stalin-tiden, ofte forgæves. I stedet tilbragte jeg meget tid på jagt med Kolja og med en ny kæreste, hvis mand var ved fronten. Han havde meldt sig for pengenes skyld. Tsaren betalte en formue i løn for at stille op og befolkede regimenter med fattige fra provinsen, så den pæne middelklasse i Moskva og Skt. Petersborg kunne lade, som om krigen ikke angik dem. Som tiden gik, voksede evnen til at fortrænge de døde og sårede med stor hast i byerne. Og da medierne ikke nævnte tabstallene, kunne man stort leve sin behagelige førkrigstid, og jeg kunne knalde en attraktiv firetyveårig kvinde, der kedede sig som servitrice i Yachtklubbens fashionable restaurant.

Det var ikke den store kærlighed, men hun var sjov og nem at være sammen med. Sex med hende var godt, og hun var ikke særlig krævende, men accepterede mit behov for at være alene. Det var lige et forhold for mig. Det var uforpligtende og ville være nemt at slippe ud af.

Men i Rusland indhenter fortiden dig altid. Min egen indhentede mig i det sene efterår i krigens andet, blodige år.

Simon Mikhailov ankom tidligt på aftenen i årets første rigtige efterårsstorm, der bragte isregn og stærk blæst med sig. Mit gamle hus knagede, som om træværket havde gigt, men jeg var ikke nervøs. Det kunne holde til det hele, og mine brændeovne og centralvarmen holdt det varmt og tørt. Jeg kunne lide stormen og regn dråberne, der smældede som projektiler mod vinduerne.

Han bankede hårdt på døren. Jeg åbnede. Der stod en fremmed i regnen. Den gamle, grågrønne overfrakke var dyngvåd ligesom hans tophue, der var trukket ned i panden. Ansigtet var hulkin- det med skægstubbe og døde øjne. Skikkelsen var mager under frakken, men alligevel muskuløs, som en langdistanceløbers kan være det. Bag det fremmede ansigt dukkede Simons op, og med gensynet minderne, som jeg havde prøvet at fortrænge. De kom som et pludseligt hug, da han med en forbløffende klar stemme sagde:

”Du skylder mig et liv, Sasja.”

Volgograd.

Jeg huskede, hvordan jeg stikker kampkniven ind i maven på min torturbøddel og presser den opad, inden jeg trækker den ud igen med hånden dækket af blod og skærer halsen over på Store Ivan, da jeg mærker projektilet ramme min højre skulder lige over den skudsikre vest. Det er Simons chef obersten, der skyder. Jeg falder ned på gulvet. Langsomt. Langsomt. Simon taler med sin kultivere- de, veluddannede stemme, som om han er i gang med en af sine elskede kunstforelæsninger. Trods blodet, der siler fra min skulder, får jeg fat i Kalasjnikoven. De ser det ikke. De kan ikke holde øjnene fra soldaten Tolja, som obersten skyder to gange i hovedet. Simon og hans chef kigger væk i et afgørende øjeblik, og jeg skyder obersten to gange i brystet, inden alting begynder at blive som i Dylans sang om at banke på himlens dør. Det sidste jeg hører, er Simons velmodulerede stemme. Sasja. Sasja, for helvede. Vi kunne have været venner, og se nu det lort, vi er endt i. Vi kunne have været verdens bedste venner. Jeg hører stemmen langt væk oppefra og bereder mig på at dø. Han lader mig leve og forsvinder og bliver ikke arresteret.

Jeg kiggede på gespenstet i regnen i døråbningen og sagde tonløst:

”Jeg har svoret utallige gange, at hvis jeg så dig igen, så slog jeg dig ihjel.”

”Du skylder mig et liv, Sasja. Du skylder mig to. Jeg lod dig leve to gange.”

Hans stemme var, som jeg huskede den, men passede ikke til den våde, frysende vagabond i min døråbning. Smuk og klangfuld, en afspejling af hans fine uddannelser i Rusland, Frankrig og Italien. Specialsoldaten, der elskede kunst. Et russisk dobbeltmenneske, der rummede både kærligheden til malerkunsten og glæden ved soldaterlivet, og vel også at slå ihjel. Som mig med to nationers gener: mine fra min danske far, hans fra sin franske mor. Jeg var uddannet specialsoldat i infanteriet. Han var frømand foruden magister i italiensk renæssancekunst. Som en anden Pusjkin, der var den gyldne poet, som sloges med tjetjenerne og døde i en duel. Eller en Lermontov, der både var officer og poet og også døde efter en duel. Den russiske historie er fuld af død og lemlæstelse. Denne mærkværdige blanding af stor kunst og brutalitet, som ingen nåde kender. En dødskult, som den nuværende Tsar dyrkede i lignende blodtørst i sit hævngerrige felttog mod Ukraine.

”Er du bevæbnet?” spurgte jeg.

Han rystede på hovedet. Jeg kiggede blot skeptisk og mistænksomt på ham.

Han trak en springkniv op af frakkelommen og rakte den til mig, mens han sagde:

”Jeg havde en pistol, men mistede den på et høloft.”

”Kom ind, dit røvhul,” sagde jeg, og han trådte ind med en lugt af nederlag og fattigdom som den, der hænger over tre mænd, der deler en flaske vodka, en pose tørrede fisk og et glas saltagurker på et trøstesløst gadehjørne overalt i en eller anden flække i mit fortabte Rusland.

Jeg tog hans dyngvåde frakke og hængte den op, så den kunne dryppe af ned på det mørke klinkegulv. Han tog selv sine støv- ler af. Det var det eneste af kvalitet, som han havde på. Gode soldaterstøvler. Der var huller i begge sokker. Han havde et par riflede fløjlsbukser på og en stor sweater over en ternet skov- mandsskjorte, der virkede lige så våd som frakken. Hans hænder rystede.

Han stod foran mig, som om jeg var en sessionslæge, der skulle undersøge ham, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre. Det ville være nemt at pande ham en og kvæle ham. Den tidligere så fitte specialsoldat lignede et menneske, man kunne puste om- kuld. Kun øjnene besad lidt liv. Et lysglimt fra fortiden. En glød, der viste, at han var en overlever.

”Er du stukket af?”

”Ja.”

”Desertør?”

”Ja.”

”Ukraine?”

”Wagner. Bakhmut.”

”Okay. Er du sulten?”

”Er min far et svin?”

Endelig en lille flig af den Simon, som kunne have været min ven, hvis ikke livet som så ofte før havde været uforudsigeligt, og skæbnen eller Guds hånd havde villet det anderledes. Vi var jævnaldrende og var faldet i hak øjeblikkeligt.

”Du stinker, Simon. Tag et bad. Der er håndklæder i skabet. Et langt bad. Jeg lægger noget tøj frem til dig. Det er min fars gamle. Det passer dig, nu du er blevet et magert gespenst. Op ad trappen og til højre.”

”Javel, soldat,” sagde han med den bløde og alligevel maskuline stemme, der passede så dårligt til den øvrige fremtoning.

Jeg hørte vandet plaske. Jeg fandt undertøj, et par bukser, en skjorte og en lys trøje frem til ham samt sokker og et par sutsko og lagde det i en bunke uden for døren. Hans våde tøj havde han lagt i en bunke uden for døren til badeværelset. Jeg tog det med ned og lagde det i vasketøjskurven i kælderen. Man kunne lugte, at det havde hængt på en mand, der havde sovet udendørs eller i lader og udhuse. Der var ingen penge eller kreditkort eller et internt pas. Måske havde han taget det med ind på badeværelset? Røvhullet var en snu rad.

Jeg begyndte at lave mad, mens jeg indvendig rasede over, at han havde bragt mig i den her situation. Det var strafbart at skjule en desertør, og som gammel soldat foragtede jeg desertører, der lod deres kammerater i stikken. Jeg burde melde ham, men det kunne jeg alligevel ikke få mig selv til. Simon havde ret. Jeg skyld te ham to liv.

Det ene betalte jeg for nu ved at give ham husly. Hvad ville prisen blive for det andet?

Det var sket ombord på hans rige fars yacht ud for kysten til Amalfi. Yachten blev kaldt Anastasia og var det udtrykte billede af, hvordan en russisk oligark så sig selv. Penge var til for at blive brugt. De nyrige russere opsøgte alt, som de mente gav dem prestige og afspejlede deres magt.

Simon og jeg havde tilbragt nogle gode dage med at svømme, snakke, vandre og spise og drikke godt. Jeg havde infiltreret Wagnergruppen, som hans far finansierede. Det var den hemmelighedsfulde, mystiske agent Beate, som havde sendt mig. Jeg blev afsløret, og den store Wagnersoldat Ivan, som jeg senere slog ihjel i Volgograd, havde tævet mig halvt ihjel i en lydtæt kahyt i bun- den af skibet. Andre end jeg var blevet mishandlet i det kolde, vinduesløse rum. Der var rester af indtørret blod på gulvet. De efterlod mig i et smertehelvede efter gennembankningen. De ville komme igen, og torturen ville tage en ny og endnu mere smerte- fuld drejning. Jeg vidste, at jeg ville tilstå hvad som helst for at slippe for flere smerter.

Jeg følte galden i halsen, da jeg tænkte på det, mens jeg mekanisk begyndte at lave mad. På smerten, hadet og tårerne og visheden om, at jeg skulle dø. Jeg havde haft en hætte trukket ned over hovedet. Døren var gået op. Jeg hørte skridt og forberedte mig på at møde smerten igen. Det var Simon. Han smed mig over bord og reddede dermed mit liv. Jeg skyldte ham to liv. Man skal betale sine regninger, var et af min fars mange råd.

Jeg havde noget vildsvinekød fra min sidste jagt med Kolja og lavede en vildtstuvning med gulerødder, kål, løg og kartofler. Grøntsagerne stammede fra Mamas køkkenhave, som en af hen- des veninder dyrkede for mig. Til gengæld fik hun halvdelen af udbyttet, eller hvad hun havde lyst til. Det blandede jeg mig ikke i. Hun tilhørte en generation, der havde været vant til leve en stor del af deres liv i en naturalieøkonomi.

Jeg tilsatte knust enebær, laurbær og hvidløg i den store gryde og lod det simre. Køkkenet duftede hurtigt så godt, at jeg selv blev sulten.

”Her dufter fandeme godt,” sagde Simon og trådte ind i køkkenet. En forandret mand. Han var stadig mager, men barberet, og håret var rent, øjnene klare, og hænderne rystede ikke længere. Det havde nok været af kulde, selv om frontsvin ofte bliver afhængige af stoffer eller alkohol, hvor abstinenserne kan være hårde, når stimulanserne forsvinder. Min fars tøj hang lidt løst på ham, men passede egentlig udmærket. Et par mørkeblå cargobukser, en rødternet skjorte og en trøje, som Mama havde strikket i sin tid. På fødderne et par af de sutsko, som alle hjem i den russiske provins besad adskillige par af. Han så fit nok ud med den pumaagtige farlighed, der altid lå over ham, selv når han fortolkede et renæssancemaleri i Firenze. Alligevel var han som en skygge af den Simon, jeg engang kendte. Som om en eller anden dæmon havde spist et stykke af hans sjæl.

Jeg fandt en flaske vodka i et af køkkenskabene og to glas og skænkede til os begge. Vi var gode til at drikke sammen dengang i den korte periode, hvor vi var venner. Jeg satte flasken på bordet mellem de to tallerkner med bestik, som jeg havde dækket op med. Jeg havde også anrettet et fad med salami, sprængt oksekød, lidt tørret fisk, en krukke med rød kaviar og et glas med saltagurker. Jeg havde skåret hvidt og mørkt brød og lagt det i en kurv ved siden af.

”Skål,” sagde jeg.

”Sæt dig ned og spis lidt zakuski.” Vi tømte begge vores glas, og jeg hældte op igen og satte mig over for ham.

”Jeg havde aldrig set dig som en, der svigtede kammeraterne. En forpulet desertør,” sagde jeg, men uden galde i stemmen.

”Næh. Som dig hadede jeg desertører, men jeg var nået til et punkt, hvor jeg ikke kunne acceptere, hvad Wagner havde udviklet sig til. Jeg deserterede ikke fra hæren, men fra en privat milits. Jeg opsagde kontrakten. Måske synes du, det er sofisteri, men sådan ser jeg det ikke. Der er en principiel forskel for mig.”

Jeg sagde ikke noget, men kiggede blot på ham. Jeg havde end- nu ikke afgjort, hvad jeg ville gøre med ham. Slå ham ihjel? Sende ham ud i regnen? Ringe til myndighederne? Han havde forrådt mig til sin far og især til den oberst, der stod bag torturen på Anastasia, og som jeg havde skudt i Volgograd.

Han fortsatte:

”Jeg var stolt af Wagner. Da vi var i Den Centralafrikanske Republik eller Libyen. Vi var professionelle. Vi var soldater, for helvede. Hvad skete der med os? Chefen rekrutterede tyveknægte, mordere, voldtægtsforbrydere og andet pak fra straffelejrene. Dårlige soldater og brutale sataner. Og det var ikke længere sortrøve, vi slog ihjel. Det var ukrainere. Brødre, som kæmpede for deres land.”

Jeg kiggede på ham. Det jagede blik var vendt tilbage i de brune øjne, som han havde fra sin franske mor. Jeg tog mig ikke af hans racistiske ord om afrikanere; havde ofte selv brugt udtrykket i mine yngre dage. Vi russere har mange dårlige sider. Racisme er en af dem. Tsaren sagde, at vi var i krig mod nazister. Han vidste, at det ville tænde vores iboende fordomme, ondskab og brutalitet.

”Prigozjin er død,” sagde jeg.

Wagnerlederen, der var Tsarens ven, havde forsøgt et væbnet oprør med sine Wagnerstyrker. De havde indtaget Rostov, hvor Ukrainekommandoen holdt til, og var marcheret mod Moskva, men stoppet et par hundrede kilometer fra hovedstaden. Hvorfor var der ingen, der vidste. Medierne havde bagatelliseret hele den mærkvær- dige affære. Jeg huskede Tsarens blege, skræmte ansigt i tv, da han skulle bortforklare sig, mens de fede katte bookede ethvert fly ud af Moskva. Hvorfor havde hans væbnede styrker ikke slået mytteriet ned? Han lovede hævn, men endte med at lave en aftale med Prigozjin. Ingen vidste rigtigt, hvad den gik ud på. Og et par uger senere havde Tsaren fået sin hævn, da Prigozjins privatfly blev sprængt i luften på vej til rigmandens palads på en ø ved Skt. Petersborg.

”Må han rådne for evigt i helvede,” sagde Simon. Jeg rejste mig og rørte lidt i gryden og hældte lidt fløde i. Jeg vendte mig om. Simon spiste af indholdet på det indbydende fad med god appetit. Jeg kunne se, at han var ravende af sult, men hans velopdragne manerer og franske elegance fornægtede sig ikke. Han spiste, som hans mor havde forlangt og min mor ville have værdsat, ikke med grådighed, men med finesse.

Jeg satte to store øl fra Baltika på bordet. De var egentlig fra Carlsberg, men det danske bryggeri var blevet stjålet af en af Tsarens kumpaner, da de forsøgte at komme legalt ud af landet. Nu var Carlsberg jaget på porten.

”Var du med på felttoget mod Moskva?” spurgte jeg.

Han rystede på hovedet og tyggede langsomt på et stykke fisk.

”Nej. Jeg var i skyttegravene. Vi var ikke mange af de gamle tilbage. Jeg var omgivet af straffefanger, der var dårligt trænet, og unge drenge fra den fjerne provins, der råbte på deres mor og sked i bukserne.”

Jeg skiftede emne:

”Hvad med din far og mor?”

”Hvad med dem?”

”Hvor er de?”

”Mama er i Frankrig. Deres hus i Provence er i hendes navn, så det er ikke blevet konfiskeret. Min far er vist lige nu i Moskva. Han har købt sig et cypriotisk statsborgerskab og Schengenpas og kan rejse nogenlunde frit, men de har beslaglagt hans yacht.”

Han rakte ud og lagde et lag ørredrogn på et hvidt stykke brød og kom lidt cremefraiche og rødløg på.

”Hvorfor får du ham ikke til at hjælpe dig?”

Til min overraskelse lo han højt, men med stor bitterhed i latteren:

”Hjælpe mig! Ved Gud. Det ville være en nyhed. Han har sat en pris på mit hoved. Jeg er ikke længere hans søn, og hvis du vil bringe ham mit hoved, så bliver du mange tusind euro rigere.”

”Det er fristende,” sagde jeg, og jeg kunne se, at han kunne se i mine øjne, at det var sagt halvt i alvor og halvt i spøg.

”Han mener det bogstaveligt,” sagde Simon. ”Han har ladet forstå, at hvis man vil hæve dusøren, så skal man komme med mit hoved i en kurv.”

Jeg rystede på hovedet. Civilisationsforfaldet i Rusland burde ikke overraske mig længere, men hastigheden, hvormed det fandt sted, var øget væsentligt efter krigen.

”Ja,” sagde Simon. ”Min mor er selvfølgelig rasende og vil skilles, men papa er ligeglad. Han har sin elskerinde, og min mor er afhængig af hans rigdom. Hun sidder i deres store hus i Frankrig og pimper hvidvin. Han vil ikke af med hende. Hun giver ham prestige, når de er til selskaber i Frankrig.”

”Du er eftersøgt?”

”Selvfølgelig. Jeg er deserteret. Jeg er eftersøgt af militæret, Wagner og min far. Militæret vil give mig en lang fængselsstraf eller sende mig tilbage til kødhakkeren. Wagner vil skyde mig eller sende mig til fronten i en straffebataljon. Min far … det er en anden sag. Han vil fjerne mig fra jordens overflade, fordi jeg har kastet skam over familiens ære og sendt ham i unåde hos Tsaren. Bad standing. Og du ved, Chefen aldrig tilgiver et svigt. Som i aldrig.”

”Som i aldrig,” sagde jeg. Vi spiste lidt i tavshed.

”Hvad vil du mig?” sagde jeg så.

”Jeg vil komme lidt til kræfter i dit hus, og så vil jeg have, at du kører mig til den finske grænse og hjælper mig over.” Jeg sagde ingenting, men kiggede blot på ham. Han gengældte mit blik. Det var uden angst eller forstillelse. Jeg kunne ikke lige se, at det var en mulighed, og jeg kunne se i hans blik, at det kunne han også se, at jeg tænkte.

”Det er en grænse på over tretten hundrede kilometer. Selv i dag er en stor del af den ubevogtet,” fortsatte han.

”Det her er en lille by,” sagde jeg. ”Du skal holde meget lav profil. Her opfatter man sig selv som patrioter.”

Jeg kunne se på ham, at han forstod, at jeg faktisk med de ord havde sagt ja til at hjælpe ham. Jeg tænkte, at jeg kunne starte med at skjule ham i Koljas hytte, som lå langt inde i skoven. I Pljos ville det hurtigt rygtes, at han boede hos mig.

Min far havde ret. En gæld skulle betales, og jeg var i gæld til Simon, fordi nok havde han indirekte forrådt mig, men jeg havde forrådt ham først. Jeg havde gjort ham til min ven under falske forudsætninger. Han troede, at jeg havde frelst ham, da vi blev overfaldet på vej hjem fra en restaurant, men det var arrangeret af Beate for at være min billet ind i hans kreds. Jeg havde indyndet mig hos ham og hans familie på falske præmisser. Han havde haft grund nok til at lade mig dræbe, men han havde givet mig to liv.

”Så er vi kvit,” sagde han.

Jeg nikkede.

”Hvad gjorde udslaget? Hvorfor nu?”

Han sukkede:

”Det var en ung knægt på bare nitten år. Han hed Sasja ligesom dig. Han havde en dom på seks års straffelejr for en voldtægt i en brandert. Han duede ikke til at være soldat, men græd kon- stant og blev mobbet af de ældre straffefanger, der kaldte ham en tæve. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg ikke længere orkede at håndhæve den disciplin, som du og jeg lærte var nødvendig. Wagnersoldaterne døde som fluer. De fleste var fulde, når de blev sendt mod de ukrainske skyttegrave. Jeg beundrede de ukrainske soldater. De var i undertal, men hver eneste af dem var værd ti af vores. De var tapre og disciplinerede. Vores feje generaler langt fra fronten sendte os afsted i bølger i en kødhakker, der decimere- de os hurtigere, end de kunne tømme fængslerne. Til sidst stak Sasja af, men han blev selvfølgelig taget. De plejede bare at skyde desertører på stedet eller sende dem ud i forreste række, men de limede hans hoved fast til en betonklods, pissede på ham, inden de smadrede det med en lægtehammer. Officererne så grinende på. Det var dråben. Jeg ville ikke være med mere.”

”Og stak af?”

”Jep. Det er tre måneder siden. Jeg blaffede, vandrede, fik et lift her og der, sov på hølofter og i lader og i skoven, stjal mad, hvor jeg kunne, da jeg ikke havde flere penge. Inden jeg nåede frem til dig.”

”Hvordan kender du til din fars dusør?” sagde jeg og kunne ikke holde min skepsis og mistænksomhed ude af min stemme.

”Jeg brød ind i et hus og fandt en mobiltelefon og ringede til min mors mobil. Hun var i Frankrig. Hun fortalte mig om hans raseri og foragt. Hun huskede, at du havde fortalt på Anastasia, at du kom fra Pljos. Om dit liv der. Jeg huskede dig, på trods af dit forræderi, som en mand af ære og besluttede at indkassere en gammel gæld.”

Jeg nikkede. Det var rigtigt nok. Hans mor havde været en smuk, elegant kvinde med udsøgte manerer, som havde udspurgt mig med ægte interesse på den store yacht.

”Okay.”

”Godt så,” sagde han. ”Når du serverer den velduftende hovedret, skal jeg fortælle dig Simons historie, mens vi drikker en masse vodka som i gamle dage.”

Den dansk-russiske specialsoldat tvinges tilbage i tjenesten og til Danmark, hvor han må vælge mellem loyalitet over for sin fars fædreland Danmark eller Rusland.

Og valget er med livet som indsats. Tor har tidligere arbejdet for den russiske troldehær, og han er nu splittet mellem kærligheden til moder Rusland og en stigende mistro til regimet, efter at præsidenten har indledt sin ”specielle militære operation” i Ukraine.

”Requiem for Rusland” er ikke alene en højaktuel politisk spændingsroman, men også et bevægende og dramatisk billede af Ruslands dystre vej til diktatur og krig.

Du kan købe Requiem for Rusland online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.