Bestsellerforfatterne Jesper Clemmensen og Ole Sønnichsen fortæller i Reddet på åbent hav den dramatiske og sande historie om en af verdens største redningsaktioner til søs.
Den 30. april i år er det 50-årsdagen for Saigons fald, som blev afslutningen på Vietnamkrigen. D. 30. april 1975, stak en vietnamesisk coaster af fra kommunisterne med 3.628 flygtninge ombord. Skibet kom i havsnød og udsendte et SOS. Det var den danske kaptajn Anton Olsen og hans besætning på fragtskibet Clara Mærsk der opfangede signalet, og derefter fulgte en utrolig redningsaktion.
Reddet på åbent hav er en rørende og opsigtsvækkende historie om krigens brutalitet, men også om håb og medmenneskelighed. Ole Sønnichsen og Jesper Clemmensen har fået adgang til en lang række unikke øjenvidneberetninger.
Er du interesseret i at læse mere om Vietnams historie? Læs et uddrag af den anmelderroste slægtsroman Når bjergene synger lige her.
Samtidig har A.P. Møller-Maersk for første gang givet fuld adgang til sine arkiver og de mange sagsakter og fotos, ligesom en række vietnamesiske familier, der endte i Danmark og var med til at grundlægge det vietnamesiske mindretal herhjemme, fortæller deres personlige flugthistorier.
Læs det første kapitel af Reddet på åbent hav af Ole Sønnichsen og Jesper Clemmensen herunder.
Reddet på åbent hav – En dansk heltedåd i Vietnamkrigens sidste timer
af Ole Sønnichsen og Jesper Clemmensen
1
Tre dage tidligere
Saigon, 29. april 1975 om eftermiddagen
Luy Ngoc Pham var i vildrede. Hvilke flugtveje var der egentlig tilbage? Var det overhovedet sikkert at bevæge sig udenfor? Og hvordan skulle han gribe det an, hvis de tog afsted?
Den 55-årige sømand vandrede rastløst rundt i sit lille toetagershus i udkanten af Saigon og vejede mulighederne op mod hinanden. På den ene side ville han gerne have sin familie ud af storbyen, inden soldaterne fra det kommunistiske Nordvietnam rullede ind og gjorde en ende på Sydvietnam.
Ingen vidste med sikkerhed, hvornår det ville ske, men rygterne om styrets endeligt tog til time for time – og det samme gjorde historierne om, hvad de nye magthavere kunne finde på, når krigen var vundet, og boet skulle gøres op. Derfor kæmpede Luy Ngoc Pham for at få sin kone og de fire børn, der stadig var i Saigon, i sikkerhed i et andet land.
På den anden side følte han en trang til at blive og redde andre end sig selv og sine nærmeste. Han mærkede en snert af dårlig samvittighed, når han tænkte på krigen og det faktum, at han aldrig selv havde kæmpet aktivt for at forsvare Sydvietnam mod tropperne og guerillakrigerne fra nord. I stedet havde han bare passet sit arbejde, sejlet Det Sydkinesiske Hav tyndt i næsten 30 år og sørget for, at hans familie kunne leve et liv, hvor de i hverdagen ikke rigtigt mærkede krigen trænge sig på.
Indtil den altså til sidst også rykkede helt tæt på dem. Kunne han have gjort mere, før det hele var kollapset? Måske. Tanken nagede ham i hvert fald, selv om det var for sent at gøre noget ved. Så nu havde han i stedet en idé om, hvordan han kunne få tusindvis af landsmænd ud i friheden. Måske også nogle af de soldater, der havde kæmpet for at forsvare Sydvietnam. Men det krævede, at hans familie kom afsted før ham.
Kun på den måde ville han have overskud, fokus og ro til at hjælpe andre i nød. Før eller senere kunne han så blive genforenet med sin familie i udlandet. Men det var ikke længere så ligetil at forlade den smuldrende nation. Tusindvis prøvede at betale sig vej ud, men mange blev snydt af falske løfter og udspekulerede kriminelle, der stak af med pengene.
Andre forsøgte sig på egen hånd, men nordvietnameserne pressede Saigon fra nord, øst og vest, så efterhånden var der kun vandvejen mod syd tilbage – eller et lift ud med fly eller helikopter. Men den slags krævede gode forbindelser. Luy Ngoc Pham skulle bare stikke hovedet ud ad døren for at
fornemme Saigons fald. Han så desperationen og frygten i folks øjne.
Varmen hang tungt i gaderne og var med til at skabe en klaustrofobisk fornemmelse af panik og kollaps. Monsunregnen bragte ingen lettelse, når den flere gange om dagen slog sine tunge regndråber ned over byen. Fugtigheden var så påtrængende, at vandet dampede fra træer og buske. Imens talte folk om genopdragelseslejre, henrettelser og tortur, når nordvietnameserne kom.
Om klapjagt på antikommunister og dem, der havde arbejdet sammen med amerikanerne. Og rygterne var ikke helt grebet ud af det blå. Da kommunisterne under Tet-offensiven i 1968 indtog Hué, Vietnams gamle kejserby, endte det med deciderede nedslagtninger af tusindvis af mennesker. Nogle blev henrettet, andre levende begravet – og den slags overgreb og forfølgelse ville med sikkerhed gentage sig, mente mange på gaden i Saigon.
Hovedstaden var på kogepunktet, Sydvietnam var tydeligvis ved at gå op i limningen – og det føltes, som om millionbyen nu bar landets skæbne i sine hænder, som om undergangen var uundgåelig.
I det fjerne kunne Luy Ngoc Pham høre mortérgranater, der slog ned ved lufthavnen, mens himlen var fyldt med hidsig helikopteraktivitet.
Amerikanerne var i pendulfart begyndt at flyve både landsmænd og sydvietnamesere i sikkerhed på store krigsskibe i Det Sydkinesiske Hav. I løbet af april havde de fået 50.000 mennesker ud med fly, men Tan Son Nhat-lufthavnen var nu så ødelagt, at flyene ikke længere kunne lette fra startbanerne. Der-
for iværksatte amerikanerne evakueringsplanen Operation Frequent Wind.
I de forgangne uger havde den amerikanske ambassade i Saigon udsendt en 15 sider lang plan til dem, der var udvalgt til flugt, når det brændte allermest på. Planen beskrev en række opsamlingssteder i storbyen, hvor folk skulle møde op og i busser blive kørt til lufthavnen eller ambassaden for at komme ud med helikopter. Samtidig blev de udvalgte instrueret i at lytte til den amerikanske militærradio på FM-båndet.
Her ville der komme en kodet besked, når folk skulle søge mod et af de 14 opsamlingssteder. Det var sket lige efter frokost. ”The temperature in Saigon is 105 degrees and rising,” lød det som tegn på, at situationen var overophedet. Derefter blev der sat en helt særlig sang på, nemlig crooneren Bing Crosbys store hit ”White Christmas”.
Eller rettere sagt: Det skulle have været den originale Bing Crosby-version, men den kunne radioværten midt i krigsvirakken ikke finde, så han spillede i stedet countrysangeren Tennessee Ernie Fords udgave af sangen.
Kombinationen af beskeden og sangen var startskuddet til en besværlig og farefuld evakuering, der tog sin begyndelse, mens julehittets budskab om fred og fordragelighed blev sendt i radioen hvert kvarter de næste timer for at sikre, at alle udvalgte rent faktisk også forstod, hvad der var blevet sat i gang. Alt det kendte Luy Ngoc Pham ikke noget til.
Han var ikke tiltænkt en plads i Operation Frequent Wind og måtte klare sig selv, mens helikopternes rotorblade dunkede rytmisk over hovedet på ham. Helikoptere fyldt med folk, der ville væk fra det styre, der lige om lidt ville regere i hele Vietnam. Den rutinerede sømand skulle heller ikke selv nyde noget af at leve under regimet fra nord, og han forstod ikke de folk, der bare trak på skuldrene og konstaterede, at kommunisterne jo også var vietnamesere.
De havde ikke oplevet det, han havde, tænkte han ved sig selv. Han var nemlig allerede flygtet fra kommunisterne to gange i sit 55-årige liv, først i 1946 oven på Anden Verdenskrig og så igen i 1954, da Vietnam blev delt i Nord og Syd – og derfor ville han nu, 21 år senere, som hundredtusindvis af andre væk fra sit fædreland. Hellere den usikkerhed end et liv med et undertrykkende styre, lød hans ræsonnement.
Fire af hans ni børn var allerede i USA, hvor de studerede og havde gode jobs. Måske kunne hele familien skabe et nyt liv der? Hvis de havde held til at krydse Stillehavet, var der en mulighed for at begynde forfra. Det var dog, som om alle flugtveje endte i en blindgyde.
Flere gange de seneste dage havde han sammen med sin kone og sine børn trodset udgangsforbuddet og var draget ud i menneskemylderet for at finde en løsning, men hver gang var de endt tilbage i familiens lille toetagershus. Endnu mere rådvilde og forvirrede. Med færre og færre reelle muligheder for at komme ud i tide.
Godt nok var det lykkedes at få både hans søster, hans ene datter og en svigerinde ud med amerikanerne, mens de stadig sendte fly på vingerne fra lufthavnen, men resten af familien – inklusive
en søn og tre døtre – sad stadig fast. Egentlig havde Luy Ngoc Pham allerede et par uger tidligere
tænkt sig at tage ned i havnen og fylde fragtskibet Truong Xuan med familie, venner og alle andre, der ønskede en plads.
Som skibets kaptajn ville han sætte kurs mod internationalt farvand, hvor nordvietnameserne ikke længere kunne nå dem. Men det var ikke helt så ligetil, som det lød. For det første lå skibet til reparation
ved kajen. For det andet var meget af det mandskab, han plejede at sejle med, ikke til rådighed, fordi folk enten var stukket af eller ikke havde planer om at forlade deres hjemland, nu hvor krigen endelig syntes at slutte.
Og for det tredje havde skibets ejer faktisk også sagt utvetydigt nej, da Luy Ngoc Pham havde spurgt om lov til at bruge det som flygtningeskib.
”Amerikanerne skal nok hjælpe os. Vi behøver ikke flygte,” beroligede Truong Din Tran, ejeren af Vishipco Line, sin kaptajn, da Luy Ngoc Pham mødte op på rederens kontor for at få grønt lys til at klargøre rederiets flåde til flugt.
Men det stod nu klart for de fleste, at det var slut med hjælp fra USA. Amerikanerne havde nok at gøre med at redde sig selv. Derfor var Luy Ngoc Pham kommet til den konklusion, at han måtte redde flere end bare sig selv og sine nærmeste – også selv om det krævede, at han snuppede Truong Xuan uden skibsrederens tilladelse. Alligevel vaklede han nu, hvor tanke skulle gøres til handling.
Det sikreste ville være bare at stikke halen mellem benene, selv komme ud og lukke øjnene for andres situation. Faktisk var familien Pham dagen før, den 28. april, taget til lufthavnen, fordi konens lillebror mente at have skaffet dem en plads på et fly ud. Men kaptajnen og hans søn, Lam, ville ikke med, da det kom til stykket, fordi de planlagde flugten ud med fragtskibet.
Så far og søn var kørt hjem i den forvisning, at de nu var alene tilbage i Vietnam. Et par timer senere stod kaptajnens kone og tre døtre alligevel tilbage i stuen, for det viste sig, at der kun var plads til konen på amerikanernes fly, ikke døtrene – og så var ingen af dem rejst, men havde taget en taxa hjem.
Familien havde endda forsøgt sig via lufthavnen endnu en gang den samme dag, fordi de nu troede at have fundet en vej ud via bekendte i det sydvietnamesiske militær. I aftenmørket var de nået frem til lufthavnen og havde fra første parket set det sydvietnamesiske militær falde fra hinanden. Soldaterne smed resolut våben og ammunition fra sig på jorden, tog uniformen af og blandede sig med civil-befolkningen for at komme væk.
Kaptajnens hjerte sank, hver gang kliklydene fra et gevær, der fik fjernet sin ammunition, sendte nationen nærmere nederlaget. Indenfor i militærets del af lufthavnen var der fyldt med mennesker og ulideligt varmt. Der var en skubben og masen, men ellers gik timerne, uden der skete noget, og klokken blev et om natten, før der var nyt.
På det tidspunkt blev der opråbt navne på dem, der havde fået en plads på et fly ud, og familien Pham stod alle sammen på listen. Det lod til, de var reddet. Men Luy Ngoc Pham var stadig i tvivl, om han skulle tage med sin kone og døtre ud eller blive tilbage med sin søn for at gøre skibet klar. Efter navneopråbet gik det hele igen i stå, mens natten trak ud, og det begyndte at lysne i horisonten.
Klokken fire om morgenen den 29. april hørte Luy Ngoc Pham en hvislende lyd efterfulgt af en tordnende eksplosion. Det var raketter. Og missiler. Kaptajnen kastede sig fladt ned på jorden og forsøgte at finde dækning til sig selv og familien. Imens blev artilleriangrebet ved med at regne ned over lufthavnen, og flammerne stod højt fra de huse, der blev ramt af raketter og missiler. I alt 2.500 såkaldt styrede våben ramte lufthavnen i de timer.
Det stod hurtigt klart for kaptajnen, at der ikke ville blive noget fly ud, og selv om Pham-familien i virvaret nu blev lovet plads på en helikopter, når angrebet var overstået, turde de ikke blive i lufthavnen.
I stedet skyndte de sig hjem til centrum af Saigon. Tilbage til udgangspunktet. Så tæt på flugt – og så alligevel så forbandet langt fra.
Hver flugtmulighed føltes som et skridt i den rigtige retning og endte bare med at være endnu et tilbageskridt, der gjorde dem mere og mere modløse. De aftalte at blive sammen fra nu af. Ingen skulle gå på arbejde eller drage ud på egen hånd, kun på den måde kunne de rykke hurtigt, hvis der skete noget. Nu befandt de sig så alle i det lille hus, og dilemmaet gnavede fortsat i Luy Ngoc Pham.
Skulle han tage ned til havnen og gøre fragtskibet klar? Han havde faktisk varslet et par af de vigtigste fra besætningen, så skibet kunne komme hurtigt afsted. Men hvad med familien? Et par uger tidligere ville det ikke have været forbundet med stor fare at sejle ud af havnen i Saigon, ned gennem flodsystemet og ud på åbent hav.
Men nu stod kommunisterne ved indfaldsvejene til Saigon, og hvordan ville de nordvietnamesiske styrker reagere, når de indtog byen? Kunne skibet risikere at blive beskudt, hvis styrkerne satte efter dem ned ad floden? Eller risikerede de måske endda at blive taget til fange? Luy Ngoc Pham fornemmede, at det kunne blive en livsfarlig mission. Omvendt brød han sig ikke om alternativet.
Men først og fremmest var Truong Xuan jo slet ikke hans skib. Måske havde han lokket sin familie med falske forhåbninger ved at blive ved med at være så opsat på at kunne redde mange flere end dem selv. Måske skulle han have været meget mere insisterende ude ved lufthavnen – så var de sikkert alle kommet med ud og kunne have siddet i sikkerhed allerede nu. Spørgsmålene hobede sig op, og Luy Ngoc Pham havde svært ved at kontrollere tankestrømmen.
Mens tvivlen bed i sømanden, rullede en sort Mercedes op foran Pham-familiens hjem. Det var skibsreder Truong Din Tran. Han viftede med et stykke papir.
”Den her tilladelse er til dig personligt. Du har fået lov til at sejle folk ud til Phu Quoc,” sagde Luy Ngoc Phams chef til ham.
Da lufthavnen blev bombet, havde rederen skiftet mening. Det var på tide at hjælpe folk i sikkerhed. Phu Quoc var en tropeø ud for det sydvestlige Vietnam. Den var berygtet for at huse det fængsel, hvor sydvietnameserne og deres amerikanske allierede udsatte fanger for brutal tortur og ydmygelse. Øen var også et af de steder, hvor Sydvietnam stadig havde kontrol.
Derfor var skibsrederens idé at sejle folk derud og håbe på, at krigsheldet vendte, så de kunne returnere til Saigon, når byen igen var sikker. Skibsreder Tran skulle dog ikke selv med, for han havde plads
på en af amerikanernes helikoptere, forklarede han, før de to mænd tog afsked. Det var den 29. april 1975 ud på eftermiddagen, og kaptajnen kunne endelig begynde at planlægge flugten.
I modsætning til de fleste sydvietnamesere havde Luy Ngoc Pham gennem længere tid haft en fornemmelse af, hvor krigen bar hen. Når man befandt sig i Sydvietnam, kom informationerne enten
direkte fra styret eller fra amerikanerne. Begge parter brugte propaganda til at vildlede befolkningen og holde optimismen i hævd, og censuren var udbredt.
Derfor var mange i begyndelsen slet ikke så bekymrede, som de burde være, heller ikke da historierne om Nordvietnams fremmarch begyndte at sprede sig. Men kaptajnen havde sejlet det meste af krigen, og når han var ude i internationalt farvand, skruede han på skibets radio og fandt internationale radiostationer på AM-båndet og lyttede til BBC og andre medier, der havde et mere nuanceret og kritisk blik på, hvad der foregik i hans hjemland.
Hans seneste udmønstring var begyndt den 11. december 1974, da Truong Xuan forlod Saigon for at laste salt i Hon Khoi på Sydvietnams østkyst og fragte det til Singapore. Derfra var det meningen, at coasteren skulle zigzagge mellem Thailand, Filippinerne og Indonesien med alt fra jutefibre til cement, før den skulle vende tilbage til Saigon i sommeren 1975, efter syv måneder på vandet i Sydøstasien.
På en måde var alt, som det plejede at være. Nogle dage drev stormen ind fra nordøst og gav mange i besætningen problemer med søsyge, og et par gange var stormene så slemme, at de måtte søge ind under land for at finde læ og kaste ankeret, mens de ventede på, at uvejret drev over. Men heldigvis bød andre dage på sol og afslapning på dækket.
Selv kæmpede kaptajn Pham ikke længere med søsyge, faktisk havde han mest af alt problemer med at sove, når havet lå blikstille under ham. I stedet fandt han det mere vuggende og beroligende, når skibet huggede i bølgerne på vej mod nye havne og nye eventyr.
I Bangkok kastede de anker ude i floden og købte frisk frugt fra thaikvinder, der kom ud til skibet i deres langbåde, og i Cebu på Filippinerne flokkedes jollerne om Truong Xuan, så lokale kunstnere kunne male skibet og sælge tegningerne til besætningen – eller falbyde cigaretter og alkohol, som de også havde med. Men Luy Ngoc Pham blev tiltagende bekymret for det, han hørte i radioen, når han skruede hen på BBC, Voice of America eller Radio Australia.
Den 10. marts 1975 kom beskeden om, at Nordvietnam var trådt ind over den demilitariserede zone, der
officielt skilte de to lande ad, og havde indledt en forårsoffensiv for at knække Sydvietnam og skabe et samlet Vietnam. Og i de kommende uger fulgte nyhed på nyhed om, hvordan nye byer og områder i Sydvietnam var blevet indtaget. Samtidig begyndte historierne om større og større flygtningestrømme fra den nordlige del af Sydvietnam og ned mod Saigon at dukke op.
Folk flygtede ad hovedvejen ned langs kysten, i små både ud fra kysten – og da Da Nang faldt i slutningen af marts, prøvede folk endda desperat at hoppe ombord på et fly, der var i gang med at lette, og tv-billederne af kroppe, der faldt ud, mens flyet slap jorden, chokerede hele verden. Da havnebyen faldt, var det som at hive proppen ud af et badekar, og de næste uger blev resten af Sydvietnam mere
eller mindre suget ud med badevandet.
Soldaterne var på retræte mod syd, og tusindvis af civile blandede sig med dem. Pludselig kom krigen tæt på folk, der ellers havde levet et liv langt væk fra fronten. I badebyen Vung Tau på Sydvietnams syd-
kyst spiste folk is og svømmede i det lune sydkinesiske hav, mens udmattede flygtninge gik i land fra pramme og både lige ved siden af. I de fleste tilfælde havde flygtningene været på vandet i mange dage uden mad og drikke, og mange døde, før de overhovedet nåede i sikkerhed.
Klokken seks om morgenen den 3. april, et sted på havet mellem Balikpapan på Borneo og Pare Pare på Sulawesi i Indonesien, hørte kaptajn Pham i australsk radio, at den nordvietnamesiske hær nu kun stod omkring 60 kilometer fra Saigon, og at modstanden nærmest var ikkeeksisterende.
Pham kunne ikke overskue udsigten til at være på havet, mens Sydvietnam faldt fra hinanden, og dagen efter samlede han sin besætning og meddelte folk, at han havde tænkt sig at bryde udmønstrings-aftalen og vende hjem til Saigon, når de havde afleveret deres last i Pare Pare. Luy Ngoc Pham havde ikke fantasi til at forestille sig, at Sydvietnam kunne svare igen.
Han vidste, at regeringen var plaget af korruption og elendigt lederskab under præsident Thieu, og
han havde hørt historierne om faldende moral blandt soldaterne – og begge dele var kun blevet værre, efter at de amerikanske soldater havde trukket sig ud af Vietnam nogle år før. Derfor ville han være sammen med familien i Saigons sidste uger, selv om han godt forstod dem fra besætningen, der valgte at hoppe af, mens de kunne.
Omvendt fornemmede han også, at det var et kapløb med tiden, og derfor havde han planer om at søge havn og bede om politisk asyl, hvis nyheden om Saigons fald nåede dem, før de kom tilbage til Vietnam.
Den 7. april forlod Truong Xuan Indonesien, stoppede kun kort i Singapore for at proviantere og anløb Saigon ti dage senere, den 17. april, mens nordvietnameserne var rykket yderligere frem og befandt sig blot 30 kilometer fra byen.
Kaptajn Pham nåede altså hjem og havde brugt de efterfølgende uger på at vakle mellem at redde sig selv og sin familie eller at stjæle Truong Xuan fra rederen i en større sags tjeneste. Men med tilladelsen til at sejle kunne han med god samvittighed sætte gang i en redningsaktion. Hvis altså han kunne nå at
gøre skibet klar, før nordvietnameserne trillede ind i Saigon med deres kampvogne og lukkede byen ned.
Den 29. april om aftenen kørte Luy Ngoc Pham derfor med sønnen Lam gennem Saigons gader. Helikopterne piskede stadig frem og tilbage på himlen og landede med timinutters intervaller på taget af den amerikanske ambassade eller på parkeringspladsen ved siden af. De skabte et dystert lydtæppe til undergangen. På gadeplan var der til gengæld en underlig ro i virvaret af mennesker, der forsøgte at finde ud af, om de skulle rejse eller blive.
Normalt talte Saigons beboere ivrigt med hinanden på gaden, men nu var det, som om alle var optaget af deres eget og gik omkring i en form for trance, følte kaptajnen. Truong Xuan lå fortøjet ved kaj nummer 5 i Khanh Hoi-havnen i den sydlige del af Saigon. Kaptajnen og hans søn parkerede langs skibet.
Det var ved at blive mørkt, og selv om der lå andre skibe og flodpramme langs kajen, var der ikke meget aktivitet på denne del af havnen, der var sikret med store hegn og kun gav adgang til folk, der arbejdede i lagerhallerne eller på skibene. Hvis de havde spurgt sig for, ville de til gengæld have fået fortalt, at der
dagen igennem havde været hektisk aktivitet langs andre dele af kajen.
Ud over helikoptere brugte amerikanerne også små både og flodpramme til at fragte flygtninge væk under Operation Frequent Wind, og afskibningen var foregået langs andre dele af kajanlægget
gennem det meste af eftermiddagen. Men nu var der ro for en stund, og far og søn gik ombord på
Truong Xuan og fandt skibet aflåst og forladt. Det bekymrede Luy Ngoc Pham, fordi der altid burde være mindst én på vagt.
Men en medarbejder dukkede i det samme op og forklarede, at maskinmesteren var taget hjem for at pakke og havde sagt, at han kunne få gjort skibet klar til at sejle senest til frokost næste dag.
Den melding beroligede kaptajnen. Han brugte noget tid på at gennemgå skibet og var enig med maskinmesteren: De kunne godt sejle, selv om skibet endnu ikke havde fået lavet de aftalte reparationer.
På broen fandt kaptajnen kridt og en lille tavle. Den hængte han op på gangbroen til skibet og skrev:
”Skibet sejler fra Saigon den 30. april klokken 11.30.”
Han vidste ikke, om nogen ville få adgang til kajen og se beskeden, men hvis de gjorde, skulle de have muligheden for at sejle med. Hvor de skulle sejle hen, var Luy Ngoc Pham stadig usikker på. Papirerne sagde ganske vist Phu Quoc, men ville det være sikkert nok? Hvad nu, hvis nordvietnameserne rent faktisk overtog det hele med et snuptag, så ville de jo også komme ud på øen og gøre den til deres.
Måske var det bedre at sætte kurs mod internationalt farvand og se, hvor det var muligt at komme hen. Singapore måske? Eller Filippinerne, hvor amerikanerne hjalp folk videre til USA? Men det kunne give mytteri ombord, hvis han lovede folk at hjælpe dem i sikkerhed på Phu Quoc, indtil de kunne komme
hjem igen, men så pludselig sejlede dem væk fra Vietnam. Ville det føre til sabotage og optøjer?
Det kunne ikke udelukkes i en desperat situation som denne. Luy Ngoc Pham besluttede sig for at vente med vente med at beslutte sig for en destination, til de vidste, hvad morgendagen bragte. I stedet tog han hjem og gav familien besked på at pakke det mest nødvendige: en lille taske per person samt medicin, personlige papirer og udvalgte fotos, så de havde et minde om, hvor de kom fra.
Selv gik han i gang med at lave en liste over familie, venner og bekendte, der skulle have besked om, at Truong Xuan ville sejle fra Saigon til frokost næste dag. Han forestillede sig at udarbejde en slags passagerliste, som han kunne fremvise til vagterne ved havnen sammen med sin sejltilladelse. Da nattemørket havde sænket sig over storbyen, satte kaptajnen sig ud på verandaen foran huset en sidste gang.
Normalt ville der være stille, men nu buldrede granaterne konstant i det fjerne. Han kiggede på det store stjernefrugttræ, der blomstrede med små, klokkeformede blomster og fine hvide og lilla kronblade, og
følte et stik i hjertet, mens han lod tankerne vandre. Huset havde været deres base i mange år, trangt, men trygt. Hans kone havde drevet et lille skrædderi, og han var kommet hjem med eksotiske gaver til børnene, når han havde været på langfart.
Han havde tjent fint som kaptajn, bedre end de fleste i sin familie, men det var dyrt at brødføde ni børn, så det var aldrig blevet til mere end det beskedne hus. Men det var hans, det var bedre end de fattige
kår, han var vokset op under – og nu skulle han forlade det. Måske for altid. Alligevel var han ikke længere i tvivl. I morgen ville Truong Xuan lægge fra kaj og vinke Vietnam farvel.
Reddet på åbent hav – En dansk heltedåd i Vietnamkrigens sidste timer
Reddet på åbent hav er den dramatiske historie om kaptajn Anton Olsen og hans danske besætning, der stod bag verdenshistoriens største civile redningsaktion til søs.
Da Saigon faldt i april 1975 – og amerikanerne flygtede i helikoptere for øjnene af hele verden – kom en gruppe danskere pludselig til at spille en heltemodig hovedrolle i redningen af de mange vietnamesere, der med livet som indsats forlod det krigshærgede land og kommunisterne. Flugten foregik i tvivlsomme skibe, og 3600 flygtninge fra en synkende vietnamesisk coaster endte med at blive flyttet over på det danske skib ”Clara Mærsk” på åbent hav. På fragtskibet udspillede sig store dilemmaer, rørende scener og meget voldsomme hændelser, inden det nåede i sikker havn.
Bogen er en medrivende og væsentlig fortælling om svære valg og medmenneskelighed, der for første gang foldes ud i sin helhed i denne bog. Forfatterparret Ole Sønnichsen og Jesper Clemmensen har fået adgang til en lang række unikke øjenvidneberetninger. Samtidig har A.P. Møller-Maersk sagt ja til at åbne sine arkiver og give fuld adgang til sit materiale, ligesom en række vietnamesiske familier, der endte i Danmark og var med til at grundlægge det vietnamesiske mindretal herhjemme, fortæller deres personlige flugthistorier.
Bestsellerforfatterne Jesper Clemmensen og Ole Sønnichsen fortæller i Reddet på åbent hav den dramatiske og sande historie om en af verdens største redningsaktioner til søs.
Den 30. april i år er det 50-årsdagen for Saigons fald, som blev afslutningen på Vietnamkrigen. D. 30. april 1975, stak en vietnamesisk coaster af fra kommunisterne med 3.628 flygtninge ombord. Skibet kom i havsnød og udsendte et SOS. Det var den danske kaptajn Anton Olsen og hans besætning på fragtskibet Clara Mærsk der opfangede signalet, og derefter fulgte en utrolig redningsaktion.
Reddet på åbent hav er en rørende og opsigtsvækkende historie om krigens brutalitet, men også om håb og medmenneskelighed. Ole Sønnichsen og Jesper Clemmensen har fået adgang til en lang række unikke øjenvidneberetninger.
Er du interesseret i at læse mere om Vietnams historie? Læs et uddrag af den anmelderroste slægtsroman Når bjergene synger lige her.
Samtidig har A.P. Møller-Maersk for første gang givet fuld adgang til sine arkiver og de mange sagsakter og fotos, ligesom en række vietnamesiske familier, der endte i Danmark og var med til at grundlægge det vietnamesiske mindretal herhjemme, fortæller deres personlige flugthistorier.
Læs det første kapitel af Reddet på åbent hav af Ole Sønnichsen og Jesper Clemmensen herunder.
Reddet på åbent hav – En dansk heltedåd i Vietnamkrigens sidste timer
af Ole Sønnichsen og Jesper Clemmensen
1
Tre dage tidligere
Saigon, 29. april 1975 om eftermiddagen
Luy Ngoc Pham var i vildrede. Hvilke flugtveje var der egentlig tilbage? Var det overhovedet sikkert at bevæge sig udenfor? Og hvordan skulle han gribe det an, hvis de tog afsted?
Den 55-årige sømand vandrede rastløst rundt i sit lille toetagershus i udkanten af Saigon og vejede mulighederne op mod hinanden. På den ene side ville han gerne have sin familie ud af storbyen, inden soldaterne fra det kommunistiske Nordvietnam rullede ind og gjorde en ende på Sydvietnam.
Ingen vidste med sikkerhed, hvornår det ville ske, men rygterne om styrets endeligt tog til time for time – og det samme gjorde historierne om, hvad de nye magthavere kunne finde på, når krigen var vundet, og boet skulle gøres op. Derfor kæmpede Luy Ngoc Pham for at få sin kone og de fire børn, der stadig var i Saigon, i sikkerhed i et andet land.
På den anden side følte han en trang til at blive og redde andre end sig selv og sine nærmeste. Han mærkede en snert af dårlig samvittighed, når han tænkte på krigen og det faktum, at han aldrig selv havde kæmpet aktivt for at forsvare Sydvietnam mod tropperne og guerillakrigerne fra nord. I stedet havde han bare passet sit arbejde, sejlet Det Sydkinesiske Hav tyndt i næsten 30 år og sørget for, at hans familie kunne leve et liv, hvor de i hverdagen ikke rigtigt mærkede krigen trænge sig på.
Indtil den altså til sidst også rykkede helt tæt på dem. Kunne han have gjort mere, før det hele var kollapset? Måske. Tanken nagede ham i hvert fald, selv om det var for sent at gøre noget ved. Så nu havde han i stedet en idé om, hvordan han kunne få tusindvis af landsmænd ud i friheden. Måske også nogle af de soldater, der havde kæmpet for at forsvare Sydvietnam. Men det krævede, at hans familie kom afsted før ham.
Kun på den måde ville han have overskud, fokus og ro til at hjælpe andre i nød. Før eller senere kunne han så blive genforenet med sin familie i udlandet. Men det var ikke længere så ligetil at forlade den smuldrende nation. Tusindvis prøvede at betale sig vej ud, men mange blev snydt af falske løfter og udspekulerede kriminelle, der stak af med pengene.
Andre forsøgte sig på egen hånd, men nordvietnameserne pressede Saigon fra nord, øst og vest, så efterhånden var der kun vandvejen mod syd tilbage – eller et lift ud med fly eller helikopter. Men den slags krævede gode forbindelser. Luy Ngoc Pham skulle bare stikke hovedet ud ad døren for at
fornemme Saigons fald. Han så desperationen og frygten i folks øjne.
Varmen hang tungt i gaderne og var med til at skabe en klaustrofobisk fornemmelse af panik og kollaps. Monsunregnen bragte ingen lettelse, når den flere gange om dagen slog sine tunge regndråber ned over byen. Fugtigheden var så påtrængende, at vandet dampede fra træer og buske. Imens talte folk om genopdragelseslejre, henrettelser og tortur, når nordvietnameserne kom.
Om klapjagt på antikommunister og dem, der havde arbejdet sammen med amerikanerne. Og rygterne var ikke helt grebet ud af det blå. Da kommunisterne under Tet-offensiven i 1968 indtog Hué, Vietnams gamle kejserby, endte det med deciderede nedslagtninger af tusindvis af mennesker. Nogle blev henrettet, andre levende begravet – og den slags overgreb og forfølgelse ville med sikkerhed gentage sig, mente mange på gaden i Saigon.
Hovedstaden var på kogepunktet, Sydvietnam var tydeligvis ved at gå op i limningen – og det føltes, som om millionbyen nu bar landets skæbne i sine hænder, som om undergangen var uundgåelig.
I det fjerne kunne Luy Ngoc Pham høre mortérgranater, der slog ned ved lufthavnen, mens himlen var fyldt med hidsig helikopteraktivitet.
Amerikanerne var i pendulfart begyndt at flyve både landsmænd og sydvietnamesere i sikkerhed på store krigsskibe i Det Sydkinesiske Hav. I løbet af april havde de fået 50.000 mennesker ud med fly, men Tan Son Nhat-lufthavnen var nu så ødelagt, at flyene ikke længere kunne lette fra startbanerne. Der-
for iværksatte amerikanerne evakueringsplanen Operation Frequent Wind.
I de forgangne uger havde den amerikanske ambassade i Saigon udsendt en 15 sider lang plan til dem, der var udvalgt til flugt, når det brændte allermest på. Planen beskrev en række opsamlingssteder i storbyen, hvor folk skulle møde op og i busser blive kørt til lufthavnen eller ambassaden for at komme ud med helikopter. Samtidig blev de udvalgte instrueret i at lytte til den amerikanske militærradio på FM-båndet.
Her ville der komme en kodet besked, når folk skulle søge mod et af de 14 opsamlingssteder. Det var sket lige efter frokost. ”The temperature in Saigon is 105 degrees and rising,” lød det som tegn på, at situationen var overophedet. Derefter blev der sat en helt særlig sang på, nemlig crooneren Bing Crosbys store hit ”White Christmas”.
Eller rettere sagt: Det skulle have været den originale Bing Crosby-version, men den kunne radioværten midt i krigsvirakken ikke finde, så han spillede i stedet countrysangeren Tennessee Ernie Fords udgave af sangen.
Kombinationen af beskeden og sangen var startskuddet til en besværlig og farefuld evakuering, der tog sin begyndelse, mens julehittets budskab om fred og fordragelighed blev sendt i radioen hvert kvarter de næste timer for at sikre, at alle udvalgte rent faktisk også forstod, hvad der var blevet sat i gang. Alt det kendte Luy Ngoc Pham ikke noget til.
Han var ikke tiltænkt en plads i Operation Frequent Wind og måtte klare sig selv, mens helikopternes rotorblade dunkede rytmisk over hovedet på ham. Helikoptere fyldt med folk, der ville væk fra det styre, der lige om lidt ville regere i hele Vietnam. Den rutinerede sømand skulle heller ikke selv nyde noget af at leve under regimet fra nord, og han forstod ikke de folk, der bare trak på skuldrene og konstaterede, at kommunisterne jo også var vietnamesere.
De havde ikke oplevet det, han havde, tænkte han ved sig selv. Han var nemlig allerede flygtet fra kommunisterne to gange i sit 55-årige liv, først i 1946 oven på Anden Verdenskrig og så igen i 1954, da Vietnam blev delt i Nord og Syd – og derfor ville han nu, 21 år senere, som hundredtusindvis af andre væk fra sit fædreland. Hellere den usikkerhed end et liv med et undertrykkende styre, lød hans ræsonnement.
Fire af hans ni børn var allerede i USA, hvor de studerede og havde gode jobs. Måske kunne hele familien skabe et nyt liv der? Hvis de havde held til at krydse Stillehavet, var der en mulighed for at begynde forfra. Det var dog, som om alle flugtveje endte i en blindgyde.
Flere gange de seneste dage havde han sammen med sin kone og sine børn trodset udgangsforbuddet og var draget ud i menneskemylderet for at finde en løsning, men hver gang var de endt tilbage i familiens lille toetagershus. Endnu mere rådvilde og forvirrede. Med færre og færre reelle muligheder for at komme ud i tide.
Godt nok var det lykkedes at få både hans søster, hans ene datter og en svigerinde ud med amerikanerne, mens de stadig sendte fly på vingerne fra lufthavnen, men resten af familien – inklusive
en søn og tre døtre – sad stadig fast. Egentlig havde Luy Ngoc Pham allerede et par uger tidligere
tænkt sig at tage ned i havnen og fylde fragtskibet Truong Xuan med familie, venner og alle andre, der ønskede en plads.
Som skibets kaptajn ville han sætte kurs mod internationalt farvand, hvor nordvietnameserne ikke længere kunne nå dem. Men det var ikke helt så ligetil, som det lød. For det første lå skibet til reparation
ved kajen. For det andet var meget af det mandskab, han plejede at sejle med, ikke til rådighed, fordi folk enten var stukket af eller ikke havde planer om at forlade deres hjemland, nu hvor krigen endelig syntes at slutte.
Og for det tredje havde skibets ejer faktisk også sagt utvetydigt nej, da Luy Ngoc Pham havde spurgt om lov til at bruge det som flygtningeskib.
”Amerikanerne skal nok hjælpe os. Vi behøver ikke flygte,” beroligede Truong Din Tran, ejeren af Vishipco Line, sin kaptajn, da Luy Ngoc Pham mødte op på rederens kontor for at få grønt lys til at klargøre rederiets flåde til flugt.
Men det stod nu klart for de fleste, at det var slut med hjælp fra USA. Amerikanerne havde nok at gøre med at redde sig selv. Derfor var Luy Ngoc Pham kommet til den konklusion, at han måtte redde flere end bare sig selv og sine nærmeste – også selv om det krævede, at han snuppede Truong Xuan uden skibsrederens tilladelse. Alligevel vaklede han nu, hvor tanke skulle gøres til handling.
Det sikreste ville være bare at stikke halen mellem benene, selv komme ud og lukke øjnene for andres situation. Faktisk var familien Pham dagen før, den 28. april, taget til lufthavnen, fordi konens lillebror mente at have skaffet dem en plads på et fly ud. Men kaptajnen og hans søn, Lam, ville ikke med, da det kom til stykket, fordi de planlagde flugten ud med fragtskibet.
Så far og søn var kørt hjem i den forvisning, at de nu var alene tilbage i Vietnam. Et par timer senere stod kaptajnens kone og tre døtre alligevel tilbage i stuen, for det viste sig, at der kun var plads til konen på amerikanernes fly, ikke døtrene – og så var ingen af dem rejst, men havde taget en taxa hjem.
Familien havde endda forsøgt sig via lufthavnen endnu en gang den samme dag, fordi de nu troede at have fundet en vej ud via bekendte i det sydvietnamesiske militær. I aftenmørket var de nået frem til lufthavnen og havde fra første parket set det sydvietnamesiske militær falde fra hinanden. Soldaterne smed resolut våben og ammunition fra sig på jorden, tog uniformen af og blandede sig med civil-befolkningen for at komme væk.
Kaptajnens hjerte sank, hver gang kliklydene fra et gevær, der fik fjernet sin ammunition, sendte nationen nærmere nederlaget. Indenfor i militærets del af lufthavnen var der fyldt med mennesker og ulideligt varmt. Der var en skubben og masen, men ellers gik timerne, uden der skete noget, og klokken blev et om natten, før der var nyt.
På det tidspunkt blev der opråbt navne på dem, der havde fået en plads på et fly ud, og familien Pham stod alle sammen på listen. Det lod til, de var reddet. Men Luy Ngoc Pham var stadig i tvivl, om han skulle tage med sin kone og døtre ud eller blive tilbage med sin søn for at gøre skibet klar. Efter navneopråbet gik det hele igen i stå, mens natten trak ud, og det begyndte at lysne i horisonten.
Klokken fire om morgenen den 29. april hørte Luy Ngoc Pham en hvislende lyd efterfulgt af en tordnende eksplosion. Det var raketter. Og missiler. Kaptajnen kastede sig fladt ned på jorden og forsøgte at finde dækning til sig selv og familien. Imens blev artilleriangrebet ved med at regne ned over lufthavnen, og flammerne stod højt fra de huse, der blev ramt af raketter og missiler. I alt 2.500 såkaldt styrede våben ramte lufthavnen i de timer.
Det stod hurtigt klart for kaptajnen, at der ikke ville blive noget fly ud, og selv om Pham-familien i virvaret nu blev lovet plads på en helikopter, når angrebet var overstået, turde de ikke blive i lufthavnen.
I stedet skyndte de sig hjem til centrum af Saigon. Tilbage til udgangspunktet. Så tæt på flugt – og så alligevel så forbandet langt fra.
Hver flugtmulighed føltes som et skridt i den rigtige retning og endte bare med at være endnu et tilbageskridt, der gjorde dem mere og mere modløse. De aftalte at blive sammen fra nu af. Ingen skulle gå på arbejde eller drage ud på egen hånd, kun på den måde kunne de rykke hurtigt, hvis der skete noget. Nu befandt de sig så alle i det lille hus, og dilemmaet gnavede fortsat i Luy Ngoc Pham.
Skulle han tage ned til havnen og gøre fragtskibet klar? Han havde faktisk varslet et par af de vigtigste fra besætningen, så skibet kunne komme hurtigt afsted. Men hvad med familien? Et par uger tidligere ville det ikke have været forbundet med stor fare at sejle ud af havnen i Saigon, ned gennem flodsystemet og ud på åbent hav.
Men nu stod kommunisterne ved indfaldsvejene til Saigon, og hvordan ville de nordvietnamesiske styrker reagere, når de indtog byen? Kunne skibet risikere at blive beskudt, hvis styrkerne satte efter dem ned ad floden? Eller risikerede de måske endda at blive taget til fange? Luy Ngoc Pham fornemmede, at det kunne blive en livsfarlig mission. Omvendt brød han sig ikke om alternativet.
Men først og fremmest var Truong Xuan jo slet ikke hans skib. Måske havde han lokket sin familie med falske forhåbninger ved at blive ved med at være så opsat på at kunne redde mange flere end dem selv. Måske skulle han have været meget mere insisterende ude ved lufthavnen – så var de sikkert alle kommet med ud og kunne have siddet i sikkerhed allerede nu. Spørgsmålene hobede sig op, og Luy Ngoc Pham havde svært ved at kontrollere tankestrømmen.
Mens tvivlen bed i sømanden, rullede en sort Mercedes op foran Pham-familiens hjem. Det var skibsreder Truong Din Tran. Han viftede med et stykke papir.
”Den her tilladelse er til dig personligt. Du har fået lov til at sejle folk ud til Phu Quoc,” sagde Luy Ngoc Phams chef til ham.
Da lufthavnen blev bombet, havde rederen skiftet mening. Det var på tide at hjælpe folk i sikkerhed. Phu Quoc var en tropeø ud for det sydvestlige Vietnam. Den var berygtet for at huse det fængsel, hvor sydvietnameserne og deres amerikanske allierede udsatte fanger for brutal tortur og ydmygelse. Øen var også et af de steder, hvor Sydvietnam stadig havde kontrol.
Derfor var skibsrederens idé at sejle folk derud og håbe på, at krigsheldet vendte, så de kunne returnere til Saigon, når byen igen var sikker. Skibsreder Tran skulle dog ikke selv med, for han havde plads
på en af amerikanernes helikoptere, forklarede han, før de to mænd tog afsked. Det var den 29. april 1975 ud på eftermiddagen, og kaptajnen kunne endelig begynde at planlægge flugten.
I modsætning til de fleste sydvietnamesere havde Luy Ngoc Pham gennem længere tid haft en fornemmelse af, hvor krigen bar hen. Når man befandt sig i Sydvietnam, kom informationerne enten
direkte fra styret eller fra amerikanerne. Begge parter brugte propaganda til at vildlede befolkningen og holde optimismen i hævd, og censuren var udbredt.
Derfor var mange i begyndelsen slet ikke så bekymrede, som de burde være, heller ikke da historierne om Nordvietnams fremmarch begyndte at sprede sig. Men kaptajnen havde sejlet det meste af krigen, og når han var ude i internationalt farvand, skruede han på skibets radio og fandt internationale radiostationer på AM-båndet og lyttede til BBC og andre medier, der havde et mere nuanceret og kritisk blik på, hvad der foregik i hans hjemland.
Hans seneste udmønstring var begyndt den 11. december 1974, da Truong Xuan forlod Saigon for at laste salt i Hon Khoi på Sydvietnams østkyst og fragte det til Singapore. Derfra var det meningen, at coasteren skulle zigzagge mellem Thailand, Filippinerne og Indonesien med alt fra jutefibre til cement, før den skulle vende tilbage til Saigon i sommeren 1975, efter syv måneder på vandet i Sydøstasien.
På en måde var alt, som det plejede at være. Nogle dage drev stormen ind fra nordøst og gav mange i besætningen problemer med søsyge, og et par gange var stormene så slemme, at de måtte søge ind under land for at finde læ og kaste ankeret, mens de ventede på, at uvejret drev over. Men heldigvis bød andre dage på sol og afslapning på dækket.
Selv kæmpede kaptajn Pham ikke længere med søsyge, faktisk havde han mest af alt problemer med at sove, når havet lå blikstille under ham. I stedet fandt han det mere vuggende og beroligende, når skibet huggede i bølgerne på vej mod nye havne og nye eventyr.
I Bangkok kastede de anker ude i floden og købte frisk frugt fra thaikvinder, der kom ud til skibet i deres langbåde, og i Cebu på Filippinerne flokkedes jollerne om Truong Xuan, så lokale kunstnere kunne male skibet og sælge tegningerne til besætningen – eller falbyde cigaretter og alkohol, som de også havde med. Men Luy Ngoc Pham blev tiltagende bekymret for det, han hørte i radioen, når han skruede hen på BBC, Voice of America eller Radio Australia.
Den 10. marts 1975 kom beskeden om, at Nordvietnam var trådt ind over den demilitariserede zone, der
officielt skilte de to lande ad, og havde indledt en forårsoffensiv for at knække Sydvietnam og skabe et samlet Vietnam. Og i de kommende uger fulgte nyhed på nyhed om, hvordan nye byer og områder i Sydvietnam var blevet indtaget. Samtidig begyndte historierne om større og større flygtningestrømme fra den nordlige del af Sydvietnam og ned mod Saigon at dukke op.
Folk flygtede ad hovedvejen ned langs kysten, i små både ud fra kysten – og da Da Nang faldt i slutningen af marts, prøvede folk endda desperat at hoppe ombord på et fly, der var i gang med at lette, og tv-billederne af kroppe, der faldt ud, mens flyet slap jorden, chokerede hele verden. Da havnebyen faldt, var det som at hive proppen ud af et badekar, og de næste uger blev resten af Sydvietnam mere
eller mindre suget ud med badevandet.
Soldaterne var på retræte mod syd, og tusindvis af civile blandede sig med dem. Pludselig kom krigen tæt på folk, der ellers havde levet et liv langt væk fra fronten. I badebyen Vung Tau på Sydvietnams syd-
kyst spiste folk is og svømmede i det lune sydkinesiske hav, mens udmattede flygtninge gik i land fra pramme og både lige ved siden af. I de fleste tilfælde havde flygtningene været på vandet i mange dage uden mad og drikke, og mange døde, før de overhovedet nåede i sikkerhed.
Klokken seks om morgenen den 3. april, et sted på havet mellem Balikpapan på Borneo og Pare Pare på Sulawesi i Indonesien, hørte kaptajn Pham i australsk radio, at den nordvietnamesiske hær nu kun stod omkring 60 kilometer fra Saigon, og at modstanden nærmest var ikkeeksisterende.
Pham kunne ikke overskue udsigten til at være på havet, mens Sydvietnam faldt fra hinanden, og dagen efter samlede han sin besætning og meddelte folk, at han havde tænkt sig at bryde udmønstrings-aftalen og vende hjem til Saigon, når de havde afleveret deres last i Pare Pare. Luy Ngoc Pham havde ikke fantasi til at forestille sig, at Sydvietnam kunne svare igen.
Han vidste, at regeringen var plaget af korruption og elendigt lederskab under præsident Thieu, og
han havde hørt historierne om faldende moral blandt soldaterne – og begge dele var kun blevet værre, efter at de amerikanske soldater havde trukket sig ud af Vietnam nogle år før. Derfor ville han være sammen med familien i Saigons sidste uger, selv om han godt forstod dem fra besætningen, der valgte at hoppe af, mens de kunne.
Omvendt fornemmede han også, at det var et kapløb med tiden, og derfor havde han planer om at søge havn og bede om politisk asyl, hvis nyheden om Saigons fald nåede dem, før de kom tilbage til Vietnam.
Den 7. april forlod Truong Xuan Indonesien, stoppede kun kort i Singapore for at proviantere og anløb Saigon ti dage senere, den 17. april, mens nordvietnameserne var rykket yderligere frem og befandt sig blot 30 kilometer fra byen.
Kaptajn Pham nåede altså hjem og havde brugt de efterfølgende uger på at vakle mellem at redde sig selv og sin familie eller at stjæle Truong Xuan fra rederen i en større sags tjeneste. Men med tilladelsen til at sejle kunne han med god samvittighed sætte gang i en redningsaktion. Hvis altså han kunne nå at
gøre skibet klar, før nordvietnameserne trillede ind i Saigon med deres kampvogne og lukkede byen ned.
Den 29. april om aftenen kørte Luy Ngoc Pham derfor med sønnen Lam gennem Saigons gader. Helikopterne piskede stadig frem og tilbage på himlen og landede med timinutters intervaller på taget af den amerikanske ambassade eller på parkeringspladsen ved siden af. De skabte et dystert lydtæppe til undergangen. På gadeplan var der til gengæld en underlig ro i virvaret af mennesker, der forsøgte at finde ud af, om de skulle rejse eller blive.
Normalt talte Saigons beboere ivrigt med hinanden på gaden, men nu var det, som om alle var optaget af deres eget og gik omkring i en form for trance, følte kaptajnen. Truong Xuan lå fortøjet ved kaj nummer 5 i Khanh Hoi-havnen i den sydlige del af Saigon. Kaptajnen og hans søn parkerede langs skibet.
Det var ved at blive mørkt, og selv om der lå andre skibe og flodpramme langs kajen, var der ikke meget aktivitet på denne del af havnen, der var sikret med store hegn og kun gav adgang til folk, der arbejdede i lagerhallerne eller på skibene. Hvis de havde spurgt sig for, ville de til gengæld have fået fortalt, at der
dagen igennem havde været hektisk aktivitet langs andre dele af kajen.
Ud over helikoptere brugte amerikanerne også små både og flodpramme til at fragte flygtninge væk under Operation Frequent Wind, og afskibningen var foregået langs andre dele af kajanlægget
gennem det meste af eftermiddagen. Men nu var der ro for en stund, og far og søn gik ombord på
Truong Xuan og fandt skibet aflåst og forladt. Det bekymrede Luy Ngoc Pham, fordi der altid burde være mindst én på vagt.
Men en medarbejder dukkede i det samme op og forklarede, at maskinmesteren var taget hjem for at pakke og havde sagt, at han kunne få gjort skibet klar til at sejle senest til frokost næste dag.
Den melding beroligede kaptajnen. Han brugte noget tid på at gennemgå skibet og var enig med maskinmesteren: De kunne godt sejle, selv om skibet endnu ikke havde fået lavet de aftalte reparationer.
På broen fandt kaptajnen kridt og en lille tavle. Den hængte han op på gangbroen til skibet og skrev:
”Skibet sejler fra Saigon den 30. april klokken 11.30.”
Han vidste ikke, om nogen ville få adgang til kajen og se beskeden, men hvis de gjorde, skulle de have muligheden for at sejle med. Hvor de skulle sejle hen, var Luy Ngoc Pham stadig usikker på. Papirerne sagde ganske vist Phu Quoc, men ville det være sikkert nok? Hvad nu, hvis nordvietnameserne rent faktisk overtog det hele med et snuptag, så ville de jo også komme ud på øen og gøre den til deres.
Måske var det bedre at sætte kurs mod internationalt farvand og se, hvor det var muligt at komme hen. Singapore måske? Eller Filippinerne, hvor amerikanerne hjalp folk videre til USA? Men det kunne give mytteri ombord, hvis han lovede folk at hjælpe dem i sikkerhed på Phu Quoc, indtil de kunne komme
hjem igen, men så pludselig sejlede dem væk fra Vietnam. Ville det føre til sabotage og optøjer?
Det kunne ikke udelukkes i en desperat situation som denne. Luy Ngoc Pham besluttede sig for at vente med vente med at beslutte sig for en destination, til de vidste, hvad morgendagen bragte. I stedet tog han hjem og gav familien besked på at pakke det mest nødvendige: en lille taske per person samt medicin, personlige papirer og udvalgte fotos, så de havde et minde om, hvor de kom fra.
Selv gik han i gang med at lave en liste over familie, venner og bekendte, der skulle have besked om, at Truong Xuan ville sejle fra Saigon til frokost næste dag. Han forestillede sig at udarbejde en slags passagerliste, som han kunne fremvise til vagterne ved havnen sammen med sin sejltilladelse. Da nattemørket havde sænket sig over storbyen, satte kaptajnen sig ud på verandaen foran huset en sidste gang.
Normalt ville der være stille, men nu buldrede granaterne konstant i det fjerne. Han kiggede på det store stjernefrugttræ, der blomstrede med små, klokkeformede blomster og fine hvide og lilla kronblade, og
følte et stik i hjertet, mens han lod tankerne vandre. Huset havde været deres base i mange år, trangt, men trygt. Hans kone havde drevet et lille skrædderi, og han var kommet hjem med eksotiske gaver til børnene, når han havde været på langfart.
Han havde tjent fint som kaptajn, bedre end de fleste i sin familie, men det var dyrt at brødføde ni børn, så det var aldrig blevet til mere end det beskedne hus. Men det var hans, det var bedre end de fattige
kår, han var vokset op under – og nu skulle han forlade det. Måske for altid. Alligevel var han ikke længere i tvivl. I morgen ville Truong Xuan lægge fra kaj og vinke Vietnam farvel.
Reddet på åbent hav – En dansk heltedåd i Vietnamkrigens sidste timer
Reddet på åbent hav er den dramatiske historie om kaptajn Anton Olsen og hans danske besætning, der stod bag verdenshistoriens største civile redningsaktion til søs.
Da Saigon faldt i april 1975 – og amerikanerne flygtede i helikoptere for øjnene af hele verden – kom en gruppe danskere pludselig til at spille en heltemodig hovedrolle i redningen af de mange vietnamesere, der med livet som indsats forlod det krigshærgede land og kommunisterne. Flugten foregik i tvivlsomme skibe, og 3600 flygtninge fra en synkende vietnamesisk coaster endte med at blive flyttet over på det danske skib ”Clara Mærsk” på åbent hav. På fragtskibet udspillede sig store dilemmaer, rørende scener og meget voldsomme hændelser, inden det nåede i sikker havn.
Bogen er en medrivende og væsentlig fortælling om svære valg og medmenneskelighed, der for første gang foldes ud i sin helhed i denne bog. Forfatterparret Ole Sønnichsen og Jesper Clemmensen har fået adgang til en lang række unikke øjenvidneberetninger. Samtidig har A.P. Møller-Maersk sagt ja til at åbne sine arkiver og give fuld adgang til sit materiale, ligesom en række vietnamesiske familier, der endte i Danmark og var med til at grundlægge det vietnamesiske mindretal herhjemme, fortæller deres personlige flugthistorier.
Du kan købe Reddet på åbent hav – En dansk heltedåd i Vietnamkrigens sidste timer online hos fx. Saxo.com eller i din nærmeste boghandel fra d. 28. april.
Andre læste også: