Aktuelt Fagbøger Historie

Da amerikanerne bombede Wuhan

peter harmsen

For præcis 80 år siden angreb amerikanske bombefly Wuhan i Kina. Det var japanerne, der var målet, men 20.000 civile kinesere mistede livet under bombardementet.

Af Peter Harmsen

Den 18. december 1944, for nøjagtig 80 år siden, lettede en stor gruppe amerikanske bombefly af typen B-29 Superfæstning fra deres base i det sydvestlige Kina. De 84 tunge maskiner, som var eskorteret af 200 jagerfly, havde kurs mod den kinesiske millionby Wuhan på bredden af Yangtzefloden.

Kina var ganske vist USA’s allierede i opgøret med Japan. Men Wuhan var japansk besat og et vigtigt opmarchområde for de japanske styrker. Generalmajor Claire Lee Chennault, en af pionererne i den amerikanske luftkrig i Kina, havde igennem længere tid argumenteret for et bombetogt mod Wuhan, og nu fik han sin vilje.

Da amerikanerne bombede Wuhan
Et B-29 bombefly på jorden i Kina mod slutningen af Anden Verdenskrig. Foto: National Archives

De amerikanske bombefly kastede 500 ton bomber over Wuhan den dag. Hovedparten var brandbomber. ”Brandene fortsatte i tre dage og ødelagde dokkerne, lagerbygningerne og store dele af de vestlige kvarterer,” skrev Chennault senere i sine erindringer.

Angrebet nåede altså i vid udstrækning de militære mål, der var blevet sat. Men samtidig blev 20.000 mennesker dræbt eller såret. Hovedparten var civile kinesere.

Til sammenligning blev mellem 30.000 og 40.000 japanere dræbt umiddelbart efter, at a-bomben eksploderede over Nagasaki i august året efter. Det er altså i den størrelsesorden.

Alligevel er bombardementet af Wuhan en historie, som er stort set glemt i eftertiden, selv i Kina. I stedet er Wuhan blevet verdenskendt af helt andre årsager.

peter harmsen, storm over stillehavet
B-29 bombemaskiner på vingerne. Foto: National Archives

Man kan spørge sig selv, hvorfor de blodige dage kort før jul i 1944 er gået i glemmebogen. Der er flere mulige forklaringer.

For det første var det ikke ualmindeligt, at kamphandlinger kostede civile menneskeliv under Anden Verdenskrig, også blandt forbundsfæller. Tusindvis af civile franskmænd blev dræbt under Allierede bombardementer til støtte for invasionen i Normandiet i 1944.

For det andet hobede de tragiske begivenheder sig op i løbet af alle krigsårene. Katastrofer med tusindvis af dræbte blev efterhånden en del af hverdagen. Der var en konstant baggrundsstøj af død og ødelæggelse, og der skulle meget til for, at nogen lagde mærke til det.

Et eksempel: Vi har netop den 27. november haft 80-årsdagen for sænkningen i en norsk fjord af det dansk-byggede tyske skib Rigel, hvor 2500 mennesker – især russiske krigsfanger – mistede livet. Det er 1000 flere, end der gik ned med Titanic, og alligevel har de færreste nogensinde hørt om det.

For det tredje har der ikke været noget incitament til at dvæle ved bombardementet af Wuhan. Amerikanerne og kineserne har været en slags venner lige siden 1970’erne – og frem til for nylig.

Men i dag, hvor spændingerne mellem Beijing og Washington er hastigt stigende, vil kineserne måske føle sig fristet til at genopfriske erindringen om den 80 år gamle tragedie.


Hvis du vil videre mere om det amerikanske bombardement af Wuhan og andre ukendte episoder fra Anden Verdenskrig, kan du dykke ned i Peter Harmsens bog Storm over Stillehavet: Anden Verdenskrig i Asien.


Storm over Stillehavet af Peter Harmsen:

storm over stillehavet - anden verdenskrig i asien, peter harmsen

Mange tror at startskuddet til Anden Verdenskrig i Asien var angrebet på Pearl Harbor i 1941 – men konflikterne går meget længere tilbage.

Et ældgammelt og destruktivt forhold mellem Japan og Kina førte til øgede spændinger og kampe i 1930’erne. Disse kampe kulminerede i udbredelsen af verdenskrigen til Asien.

Storm over Stillehavet stiller skarpt på et overset og vigtigt element i verdenskrigen – hvordan krigen så ud for både civile, militær og politikere. Peter Harmsen beskriver de subarktiske forhold i øgruppen Aleuterne; hungersnøden i Kina, Indokina og Indien og tager læseren fra Det Hvide Hus i Washington til marineinfanteristerne på tropeøen Peleliu.

Du kan købe Storm over Stillehavet – Anden Verdenskrig i Asien online eller i din nærmeste boghandel.




Grønland i krig af Peter Harmsen:

Da amerikanerne bombede Wuhan

Historien om Grønland under 2. Verdenskrig er langt mere kompleks end den optræder i de traditionelle værker. Det er korrekt, at verdens største ø var en afgørende brik i kampen om vejret. Tyskerne forsøgte flere gange at etablere meteorologiske stationer på Grønlands østkyst, og igen og igen blev forsøgene forpurret. Det er også korrekt, at Grønland var en afgørende mellemstation for krigsmateriel, der skulle sendes over Nordatlanten til Europa.

Men det var ikke bare en kamp mellem tyskerne og de allierede. I de tidlige krigsår udviklede der sig et overraskende modsætningsforhold mellem USA og Canada, som stærkt drevet af økonomiske interesser begge forsøgte at skabe sig en position i Grønland. Og nordmænd på begge sider af det gigantiske opgør forsøgte gennem alle krigsårene at få Grønland ”tilbage”. Der var også gnidninger – grænsende til gensidig foragt – mellem amerikanerne og danskerne på Grønland. Blandt inuitterne var reaktionerne på krigen mangeartede.

Alle disse historier – kendte, mindre kendte og ukendte – samles i denne bog om, hvordan 2. verdenskrig udspillede sig i Grønland, med konsekvenser, der endnu mærkes i dag.

Du kan købe Grønland i krig online hos fx Saxo eller i din nærmeste boghandel.




Den mørkeste vinter af Peter Harmsen:

Da amerikanerne bombede Wuhan

Millioner af unge mænd og kvinder var i december 1942 sendt i kamp, og det meste af verden var i en krig, der sendte hele befolkningsgrupper på flugt.

Peter Harmsen har samlet beretninger fra soldater og civile over hele kloden. På øer i Stillehavet og ved fronten i Kina, i skyttegravene i Rusland og i Nordafrikas ørken, på himlen over Europa og dybt i Atlanterhavet blev mennesker dræbt i større antal end nogensinde før.

Holocaust fortsatte, og uskyldige mænd, kvinder og børn blev myrdet, mens deres bødler fejrede Kristi fødsel. Men der var også overalt eksempler på barmhjertige gerninger.

Fortællingerne giver ikke kun et indblik i, hvordan julen blev markeret midt i Anden Verdenskrigs mørke. De fortæller også en dybere og mere universel historie om kampen for at overleve som menneske i en usædvanlig tid.

Du kan købe Den mørkeste vinter – December 1942 og en verden i krig online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.




Sindberg af Peter Harmsen:

Sindberg, Bernhard Arp Sindberg, Peter Harmsen

Da den kinesiske hovedstad Nanjing i 1937 falder, går den japanske hær amok i et orgie af vold, mord og gruppevoldtægter. I nærheden er en dansk cementfabrik, som fabrikkens opsynsmand Bernhard Arp Sindberg omdanner til et tilflugtssted for kineserne. Dermed redder han titusindvis af kinesere fra døden.

I bogen Sindberg fortælles for første gang den fascinerende historie om Sindberg, en skæv eksistens fra Aarhus der ved et tilfælde blev en af de største humanitære skikkelser i det 20. århundredes Danmarkshistorie for derefter at vende tilbage til glemslen.

Du kan købe Sindberg online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.