Mineralet kryolit har historisk set altid været vigtig og et strategisk materiale, der kunne bidrage til at vinde krige. Peter Harmsen, forfatter til Grønland i krig, fortæller historien.
Den grønlandske kryolit er strøget til tops på nyhedsdagsordenen i kølvandet på DR-dokumentaren om Grønlands hvide guld. Den er blevet genstand for omfattende kritik på grund af sin fremstilling af den værdi, mineralet har skabt for det danske samfund.
Mens den seneste debat har været fokuseret på den økonomiske betydning af kryolit, er den militære og strategiske betydning historisk lige så vigtig – om ikke endnu vigtigere i afgørende situationer som ved begyndelsen af Anden Verdenskrig.
Allerede om formiddagen den 9. april 1940, da den chokerende nyhed om Tysklands besættelse af Danmark nåede Nordamerika via telegrambureauerne, skrev Fraser Bruce, vicepræsident i Aluminum Company of Canada, et skæbnesvangert brev til regeringen i Ottawa, der var gået med Storbritannien i krigen mod Tyskland.
Et spørgsmål om liv eller død
Aluminium var et afgørende materiale i fremstillingen af fly, og uden fly kunne nazisterne ikke besejres. Problemet var, at aluminium i Canada og andre allierede nationer blev fremstillet med en metode, hvor kryolit indgik som et essentielt element. Og det eneste sted i verden, hvor kryolit blev udvundet i betydelige mængder, var i Grønland.
Derfor var det et spørgsmål om liv eller død, at Canada sikrede sig adgang til kryolitminen i Ivigtut nær Grønlands sydspids, inden tyskerne ankom – hvilket Bruce og andre canadiere anså for at være sandsynligt.
”Hvis det besluttes at besætte Ivigtut, vil det kun glæde os at stille vores udstrakte erfaring med minedrift til Deres rådighed,” skrev han i sit brev til regeringen.
Peter Harmsen (Fotograf: Niels Christensen)
Aluminum Company of Canada var en af landets store og indflydelsesrige virksomheder, og politikerne lyttede. Kort tid efter var det canadiske militær i færd med at forberede en ekspeditionsstyrke, som under det dramatiske kodenavn Force X skulle gå i land ved Ivigtut.
Canadierne var dog ikke de eneste, der havde en interesse i Grønland. Amerikanerne havde også, og i USA var det selskabet Pennsylvania Salt Manufacturing Company, som aftog størstedelen af den grønlandske kryolit for det lokale marked.
I Washington var der derfor bekymring for, at canadierne med Londons tilskyndelse var i færd med at overtage kontrollen med Grønland og gøre det til en del af en nordatlantisk britisk-canadisk interessesfære, nu hvor danskerne var blevet gjort magtesløse af den tyske besættelse.
”Dette er klassisk imperialisme i miniatureform,” sagde den amerikanske viceudenrigsminister Adolf Berle truende til en gruppe britiske og canadiske diplomater. ”Hvis der er mere ballade, sender vi en destroyer op og får det stoppet.”
Canadiernes Force X blev opløst efter amerikansk pres. Men både canadierne og briterne bibeholdt deres fokus på den grønlandske kryolit, og i løbet af nogle få, spændte forårs- og sommermåneder i 1940 udviklede der sig en koldkrigsagtig situation mellem Washington, London og Ottawa, tre magter, som vel egentlig burde koncentrere sig om at inddæmme Hitler.
Man skal passe på med at trække historiske analogier for langt, men nogle vil måske se en parallel til i dag, hvor de to gamle allierede USA og Danmark skændes om Grønland, trods en fælles udfordring fra Putin.
USA i Grønland
I 1940 gik canadierne så vidt som til at udspionere amerikanerne og i al hemmelighed læse de meddelelser, som Washington sendte via canadiske telegrafistationer til danske og amerikanske embedsmænd i Grønland.
Kulminationen kom i juni 1940, hvor to skibe med henholdsvis canadiske og britiske styrker ombord blev holdt i skak af fartøjer fra den amerikanske kystvagt ved Ivigtut, og personellet ombord blev forhindret i at gå i land. Først efter flere dages forhandlinger blev krisen løst. Canadierne og briterne sejlede hjem. Amerikanerne blev.
For i virkeligheden havde amerikanerne selv ambitioner for Grønland. Selvom USA endnu ikke var i krig med Tyskland, anså mange amerikanske beslutningstagere det for et spørgsmål om tid. Allerede før de kom med i krigen, begyndte de at lægge planer for verden efter krigen.
Det var en verden, hvor USA ville få en markant tilstedeværelse i Grønland, og der var ikke plads til hverken briter eller canadiere. Det handlede om øens strategiske placering. Men i datiden handlede det også om kryolit, et strategisk materiale, der kunne bidrage til at vinde krige.
Læs Peter Harmsens bog Grønland i krig: Spillet om Arktis 1939-45 for at forstå baggrunden for den aktuelle amerikanske interesse for øen.
Peter Harmsen: Grønland i krig
Historien om Grønland under 2. Verdenskrig er langt mere kompleks end den optræder i de traditionelle værker. Det er korrekt, at verdens største ø var en afgørende brik i kampen om vejret. Tyskerne forsøgte flere gange at etablere meteorologiske stationer på Grønlands østkyst, og igen og igen blev forsøgene forpurret. Det er også korrekt, at Grønland var en afgørende mellemstation for krigsmateriel, der skulle sendes over Nordatlanten til Europa.
Men det var ikke bare en kamp mellem tyskerne og de allierede. I de tidlige krigsår udviklede der sig et overraskende modsætningsforhold mellem USA og Canada, som stærkt drevet af økonomiske interesser begge forsøgte at skabe sig en position i Grønland. Og nordmænd på begge sider af det gigantiske opgør forsøgte gennem alle krigsårene at få Grønland ”tilbage”. Der var også gnidninger – grænsende til gensidig foragt – mellem amerikanerne og danskerne på Grønland. Blandt inuitterne var reaktionerne på krigen mangeartede.
Alle disse historier – kendte, mindre kendte og ukendte – samles i denne bog om, hvordan 2. verdenskrig udspillede sig i Grønland, med konsekvenser, der endnu mærkes i dag.
Mineralet kryolit har historisk set altid været vigtig og et strategisk materiale, der kunne bidrage til at vinde krige. Peter Harmsen, forfatter til Grønland i krig, fortæller historien.
Den grønlandske kryolit er strøget til tops på nyhedsdagsordenen i kølvandet på DR-dokumentaren om Grønlands hvide guld. Den er blevet genstand for omfattende kritik på grund af sin fremstilling af den værdi, mineralet har skabt for det danske samfund.
Mens den seneste debat har været fokuseret på den økonomiske betydning af kryolit, er den militære og strategiske betydning historisk lige så vigtig – om ikke endnu vigtigere i afgørende situationer som ved begyndelsen af Anden Verdenskrig.
Allerede om formiddagen den 9. april 1940, da den chokerende nyhed om Tysklands besættelse af Danmark nåede Nordamerika via telegrambureauerne, skrev Fraser Bruce, vicepræsident i Aluminum Company of Canada, et skæbnesvangert brev til regeringen i Ottawa, der var gået med Storbritannien i krigen mod Tyskland.
Et spørgsmål om liv eller død
Aluminium var et afgørende materiale i fremstillingen af fly, og uden fly kunne nazisterne ikke besejres. Problemet var, at aluminium i Canada og andre allierede nationer blev fremstillet med en metode, hvor kryolit indgik som et essentielt element. Og det eneste sted i verden, hvor kryolit blev udvundet i betydelige mængder, var i Grønland.
Derfor var det et spørgsmål om liv eller død, at Canada sikrede sig adgang til kryolitminen i Ivigtut nær Grønlands sydspids, inden tyskerne ankom – hvilket Bruce og andre canadiere anså for at være sandsynligt.
”Hvis det besluttes at besætte Ivigtut, vil det kun glæde os at stille vores udstrakte erfaring med minedrift til Deres rådighed,” skrev han i sit brev til regeringen.
Aluminum Company of Canada var en af landets store og indflydelsesrige virksomheder, og politikerne lyttede. Kort tid efter var det canadiske militær i færd med at forberede en ekspeditionsstyrke, som under det dramatiske kodenavn Force X skulle gå i land ved Ivigtut.
Canadierne var dog ikke de eneste, der havde en interesse i Grønland. Amerikanerne havde også, og i USA var det selskabet Pennsylvania Salt Manufacturing Company, som aftog størstedelen af den grønlandske kryolit for det lokale marked.
I Washington var der derfor bekymring for, at canadierne med Londons tilskyndelse var i færd med at overtage kontrollen med Grønland og gøre det til en del af en nordatlantisk britisk-canadisk interessesfære, nu hvor danskerne var blevet gjort magtesløse af den tyske besættelse.
”Dette er klassisk imperialisme i miniatureform,” sagde den amerikanske viceudenrigsminister Adolf Berle truende til en gruppe britiske og canadiske diplomater. ”Hvis der er mere ballade, sender vi en destroyer op og får det stoppet.”
LÆS OGSÅ: Peter Harmsen: Trump og den amerikanske drøm om Grønland
Canadiernes Force X blev opløst efter amerikansk pres. Men både canadierne og briterne bibeholdt deres fokus på den grønlandske kryolit, og i løbet af nogle få, spændte forårs- og sommermåneder i 1940 udviklede der sig en koldkrigsagtig situation mellem Washington, London og Ottawa, tre magter, som vel egentlig burde koncentrere sig om at inddæmme Hitler.
Man skal passe på med at trække historiske analogier for langt, men nogle vil måske se en parallel til i dag, hvor de to gamle allierede USA og Danmark skændes om Grønland, trods en fælles udfordring fra Putin.
USA i Grønland
I 1940 gik canadierne så vidt som til at udspionere amerikanerne og i al hemmelighed læse de meddelelser, som Washington sendte via canadiske telegrafistationer til danske og amerikanske embedsmænd i Grønland.
Kulminationen kom i juni 1940, hvor to skibe med henholdsvis canadiske og britiske styrker ombord blev holdt i skak af fartøjer fra den amerikanske kystvagt ved Ivigtut, og personellet ombord blev forhindret i at gå i land. Først efter flere dages forhandlinger blev krisen løst. Canadierne og briterne sejlede hjem. Amerikanerne blev.
For i virkeligheden havde amerikanerne selv ambitioner for Grønland. Selvom USA endnu ikke var i krig med Tyskland, anså mange amerikanske beslutningstagere det for et spørgsmål om tid. Allerede før de kom med i krigen, begyndte de at lægge planer for verden efter krigen.
Det var en verden, hvor USA ville få en markant tilstedeværelse i Grønland, og der var ikke plads til hverken briter eller canadiere. Det handlede om øens strategiske placering. Men i datiden handlede det også om kryolit, et strategisk materiale, der kunne bidrage til at vinde krige.
Læs Peter Harmsens bog Grønland i krig: Spillet om Arktis 1939-45 for at forstå baggrunden for den aktuelle amerikanske interesse for øen.
Peter Harmsen: Grønland i krig
Historien om Grønland under 2. Verdenskrig er langt mere kompleks end den optræder i de traditionelle værker. Det er korrekt, at verdens største ø var en afgørende brik i kampen om vejret. Tyskerne forsøgte flere gange at etablere meteorologiske stationer på Grønlands østkyst, og igen og igen blev forsøgene forpurret. Det er også korrekt, at Grønland var en afgørende mellemstation for krigsmateriel, der skulle sendes over Nordatlanten til Europa.
Men det var ikke bare en kamp mellem tyskerne og de allierede. I de tidlige krigsår udviklede der sig et overraskende modsætningsforhold mellem USA og Canada, som stærkt drevet af økonomiske interesser begge forsøgte at skabe sig en position i Grønland. Og nordmænd på begge sider af det gigantiske opgør forsøgte gennem alle krigsårene at få Grønland ”tilbage”. Der var også gnidninger – grænsende til gensidig foragt – mellem amerikanerne og danskerne på Grønland. Blandt inuitterne var reaktionerne på krigen mangeartede.
Alle disse historier – kendte, mindre kendte og ukendte – samles i denne bog om, hvordan 2. verdenskrig udspillede sig i Grønland, med konsekvenser, der endnu mærkes i dag.
Du kan købe Grønland i krig online hos fx Saxo eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: