Psykolog og criminal profiler Florence McLean ser på 10 forskellige personlighedsforstyrrelser hos seriemordere i sager fra udlandet og Danmark.
I sin nye bog Et forstyrret sind ser Florence McLean nærmere på, hvilke 10 personlighedsforstyrrelser der har været på spil i personfarlige kriminalsager i udlandet og i Danmark. McLean gennemgår, hvad personlighedsforstyrrelser er, hvordan de kan opstå, og hvilken betydning de har for en række udenlandske og danske kriminalsager.
LÆS OGSÅ: Florence McLean: Jeg er drevet af ønsket om at forebygge grusomhed
Det er vigtigt at understrege, at mennesker med personlighedsforstyrrelser ikke nødvendigvis er farlige for andre mennesker. Men 49.5 til op mod 80 procent (tallet varierer alt efter land) af dem, der er straffet for personfarlig kriminalitet, har en eller flere personlighedsforstyrrelser. Det er dem, bogen handler om.
LÆS OGSÅ: True crime. 12 bøger om forbrydelser fra virkelighedens verden
Læs her to forskellige uddrag fra Et forstyrret sind, der fokuserer på to forskellige personlighedsforstyrrelser – henholdsvis den paranoide og den obsessive.
Et forstyrret sind
af Florence McLean
Side 28 – Om den paranoide
Det reaktionsmønster, som mennesker med en paranoid personlighedsforstyrrelse udviser, bunder i frygt. Frygten kan udløses af stress, som igen kan skyldes flere ting. Vi ved, at arvelighed spiller ind som ved flere af de andre personlighedsforstyrrelser, men også misbrug af alkohol og stoffer kan forværre tilstanden.
Personlighedsforstyrrelser er generelt traumeudløste, så vi ved, at opvæksten også har betydning, men det er særligt svært at være konkret, når det gælder paranoide, fordi det kan være tæt på umuligt at komme dem nær. Ser man dem i terapi, vil de ofte klappe i og se psykologen eller psykiateren som en af de mange med skjulte motiver og ligefrem modarbejde forsøg på at danne en frugtbar relation.
Jeg er af den overbevisning, at noget i barndommen må have forårsaget en utryghed så stærk, at det blev umuligt for barnet at have tillid til andre mennesker. Og i hvilke familier kan det så ske? Min første tanke er hjem, hvor forældrene er misbrugere, for i det miljø kan det være meget svært for børnene at stole på de voksne, fordi de aldrig ved, hvor de har dem.
Er far høj i dag? Er mor fuld? Er de kærlige, eller er de vrede og måske voldelige? Er de overhovedet til stede? Husker de fødselsdagen eller teaterstykket i skolen? Husker de noget så basalt som mad og nærvær? Et misbrugerhjem er præget af stor ustabilitet og usikkerhed, og den forplanter sig i børnene og gør dem utrygge.
Mit bud er, at det i nogle tilfælde også kan føre til et voldsomt niveau af mistro og mistillid hos barnet, der på den måde forsøger at beskytte sig selv. Noget af det værste, du kan gøre ved et barn, er at sige ét og gøre noget andet, fordi du gør barnet usikker på sig selv og andre. Når man ikke kan stole på de nærmeste, er der kun én tilbage: barnet selv.
For at undgå at blive såret igen og igen vil det hellere i udgangspunktet forvente det værste, så der ikke opstår ubehagelige og sårende overraskelser. Som ung eller voksen vil en del opdage, at alkohol eller stoffer kan dulme indre frustrationer og smerte og slukke lidt for tankerne, og det kan desværre medføre et misbrug, der kan lægge deres liv i ruiner. Man ser en del med netop denne personlig- hedsforstyrrelse blandt hjemløse, hvilket bringer mig til en sag fra Israel.
***
Den 9. februar 2005 blev brandvæsnet i den israelske havneby Haifa kaldt ud til en lejlighed på Hussein Street. Inde i soveværelset fandt de på sengen liget af en 52-årig kvinde. Der havde været ild i sengen, men flammerne havde ikke fået ordentligt fat, og det stod snart klart, at kvinden var blevet dræbt af ad- skillige slag – sandsynligvis af knytnæver. Den efterfølgende obduktion viste også, at kvinden kort forinden sin død havde indtaget en større mængde vodka og var blevet voldtaget.
En måneds tid senere dukkede endnu et lig op, som nogen havde forsøgt at sætte ild til. Den døde blev identificeret som en 34-årig indvandrer fra Rusland. Ifølge hans papirer havde han været soldat og kæmpet i den blodige krig i Tjetjenien. Obduktionen kunne fortælle efterforskerne, at manden var død som følge af slag, og at han kort før sin død havde drukket rigelige mængder af vodka.
I april samme år blev politiet igen alarmeret. Denne gang til en forladt børnehave i et område af byen, der var kendt som samlingssted for hjemløse alkoholikere og narkomaner. Her fandt betjentene det forslåede og forbrændte lig af en 32-årig mand, hvis promille havde været ganske høj. På gerningsste- det fandt man flere tomme vodkaflasker, så der var ikke megen tvivl om, hvad han havde drukket, før nogen slog ham ihjel med de bare næver.
Såvel efterforskerne som medierne var nu overbevist om, at den samme drabsmand stod bag de tre mord, og han blev hurtigt døbt Hjemløsemorderen, fordi drabene foregik i et råt miljø karakteriseret af netop hjemløshed og misbrug. Beskrivelsen passede også, da endnu en mand på 39 år fra miljøet først blev tævet med en stor kæp og derefter kvalt med en ledning fra et gammelt fjernsyn.
Umiddelbart forekom ofrene at være ret forskellige: En kvinde og tre mænd. Kvinden havde en lejlighed, men de tre andre var hjemløse. Men der var også noget, som bandt dem sammen: vodka og miljøet og det faktum, at de alle var indvandret til Israel fra det tidligere Sovjetunionen. Der var altså meget, som tydede på, at morderen var en mand, som kendte området – måske fordi han selv var hjemløs, eller fordi han arbejdede eller boede blandt ofrene.
Og så var der måden, han begik drabene på. Ét er at trykke på aftrækkeren på et skydevåben, noget an-
det er at myrde med sine hænder. For mig at se tyder den slags både på noget meget personligt og på en enorm vrede mod ofrene, enten fordi morderen kendte dem, eller fordi de repræ- senterede noget, der fik hans raseri til at bryde ud i lys lue.
Tolv dage efter det fjerde drab fejrede 42-årige Sergei Bluestein sin fødselsdag. Det var ikke, fordi der var så meget at fejre, for han var både alkoholiker og hjemløs. På gaden stødte han på en af sine kammerater, en 32-årig indvandrer fra Moldova ved navn Nicolai Bonner. Hans liv var på mange måder tragisk. To år tidligere var hans unge hustru død af tuberkulose, og hans alkoholproblem var taget til.
Han flyttede adskillige gange og mistede igen og igen de ufaglærte job, han formåede at tiltuske sig, indtil han endte på gaden i Haifa. De to mænd traskede over til den forladte børnehave, hvor de åbnede en flaske vodka og begyndte at drikke.
”Har du egentlig nogensinde stjålet noget fra markedet?” snøvlede fødselaren.
Med ét blev Nicolai Bonner edderspændt rasende. Han råbte, at alle hadede ham, at alle var ude efter ham, og at det også gjaldt Sergei Bluestein. Fødselaren forsøgte at berolige ham og forsikrede, at de to da var venner, og at han måtte have misforstået noget. Men det var for sent. Nicolai Bonner sprang op og begyndte at slå løs på og sparke sin kammerat.
Han tog kvælertag og strammede til af alle kræfter, og da Sergei Bluesteins krop blev slap, stak Nicolai Bonner af. Næste morgen kom Sergei Bluestein til sig selv. Med stærke smerter lykkedes det ham at kravle ud på gaden, hvor forbipasserende fik bragt ham til det nærmeste hospital. Tre dage senere blev han udskrevet og forsøgte at opspore Nicolai Bonner for at hævne sig.
Før det lykkedes, blev han anholdt i forbindelse med drabet i den forladte børnehave. Under afhøringen fortalte han, hvad han havde været ude for, men desværre kendte han ikke drukkammeratens efternavn, så betjente forklædte sig som hjemløse for at finde den person, som nu var den hovedmistænkte i sagen om de fire drab.
Adskillige vidner kunne fortælle dem om en ekstremt voldelig mand ved navn Nicolai, som ofte kom i området for at drikke vodka med indvandrere fra Rusland og de tidligere sovjetrepublikker. Efter et par ugers overvågning lykkedes det at anholde Nicolai Bonner, som ret hurtigt tilstod drabene. Da efterforskerne spurgte, om han fortrød, hvad han havde gjort, faldt svaret prompte og kort:
”Nej.”
Forsvaret forsøgte at få erklæret Hjemløsemorderen sindssyg, men de psykiatere, der undersøgte ham i forbindelse med retssagen, konkluderede, at Nicolai Bonner var ved sine fulde fem, men havde en paranoid personlighedsforstyrrelse.
Når jeg ser på Nicolai Bonners opvækst, møder jeg et barn, som meget tidligt er udsat for voldsomme traumer. Hans far var alkoholiker og voldelig, og allerede da han var ni år gammel, døde hans mor. Konsekvenserne af den sorg, det tab og den usikkerhed kan næppe overvurderes. Drengen må have følt sig forladt og tilmed overladt til et menneske, hvis opgave det var at tage sig af ham og beskytte ham, men som han aldrig vidste, hvor han havde.
Men det blev værre. Kort efter morens død sendte faren ham på kostskole, hvor han også blev overladt til sig selv. Der er i hvert fald ikke noget, som tyder på, at der på skolen blev taget hånd om den sorg, han bar rundt på, for næsten med det samme begyndte han at dulme den på den måde, han havde set sin far gøre derhjemme: med alkohol.
Det udviklede sig hurtigt til et decideret misbrug, og det er altså meget, meget tidligt at blive alkoholiker, hvor hjernen ikke engang er færdigudviklet. Som ung var han involveret i forskellige former for mindre alvorlig kriminalitet og afsonede også en dom, men så var det, som om han faldt lidt til ro. Allerede som 18-årig mødte han en kvinde, han forelskede sig i, og de to blev kort efter gift.
Sammen udvandrede de til Israel og drømte begge om en ny begyndelse, men så var det, at hun døde pludseligt. Endnu en gang mistede Nicolai Bonner det mest dyrebare, han havde, og han må have genoplevet barndommens tab. Fra da af var der ingen vej tilbage, og han endte altså som hjemløs alkoholiker, der indædt begyndte at lede efter syndebukke.
Han valgte dem, der var lige omkring ham, og som var i samme situation som ham selv. Det kan virke mærkeligt, for hvordan skulle hjemløse være skyld i de traumer, han havde fået gennem livet? Men med en paranoid personlighedsforstyrrelse kommer man ikke langt med logik, når først den, som har diagnosen, har låst sig fast i sine tankemønstre.
Det er også værd at bide mærke i, at da Nicolai Bonner slog ihjel, lignede det mere affektdrab. Her har vi ikke at gøre med en seriemorder, der stalker sine ofre gennem længere tid og nyder planlægningen frem til drabet, der skal foregå på en bestemt måde for at opfylde en psykologisk trang.
I denne sag er det mere, som om der bliver trykket på en knap i morderen, der farer op som en trold af en æske, afreagerer med sine næver og derefter forsøger at brænde ligene – sikkert som en praktisk foranstaltning, der skal sløre ofrenes identitet. Det er ikke specielt sofistikeret, men et udtryk for personlighedsforstyrrelsen, der gør, at han lige pludselig blev trigget.
Side 275 – Om den obsessive
Et menneske med en obsessiv-kompulsiv personlighedsforstyrrelse er ekstremt optaget af perfektion og kontrol og organisering. De er ligesom John Emil List og Dennis Rader meget glade for lister, skemaer og detaljer, og de mener selv, at de er blandt de mest effektive og dygtige mennesker i verden. Problemet er bare, at det ikke er tilfældet, for de mister hurtigt overblikket.
Skal de eksempelvis lave et oplæg på arbejdet, vil de aldrig mene, at de er blevet helt færdige, og det vil være fyldt med rettelser, streger og tilføjelser, som gør det fuldkommen uoverskueligt. De kan virke dybt engagerede og på den måde få en stilling, men de har ofte svært ved at fastholde den, fordi de fortaber sig i ubetydelige detaljer.
De kan være svære at være sammen med – både på jobbet og privat. Deres sans for millimeterretfærdighed gør, at de bliver meget rigide. De går så meget op i, at tingene skal være på en helt bestemt måde, at det menneskelige træder i baggrunden, og derfor ender de ofte med at have lav empati og moral. Det gør det ikke bedre for deres omgivelser, at de tit går ekstremt meget op i penge, altså at tjene dem.
Ansigtet udadtil har stor betydning for mange med denne personlighedsforstyrrelse, men når det kommer til at være generøs, er der ikke meget at hente. De kan godt tale om deres bankkonto og de millioner, der står på den, men kommer det til at bidrage med 200 kroner til en gave, kan de næsten ikke få sig selv til det. Pengene giver dem sikkerhed og kontrol, og derfor skal de helst blive stående i banken.
Af samme årsag kan de have meget svært ved at skille sig af med ting. Det er ikke sådan, at de er hordere, der nærmest er ved at gå til i skrald. Tværtimod er der orden på tingene, og de ved til enhver tid, hvor alt fra vinterdæk til brugte elastikker befinder sig. Kigger man i deres klædeskab, vil man ofte se, at tingene eksempelvis er ordnet efter farve eller det år, de er købt.
Obsessiv-kompulsiv personlighedsforstyrrelse må ikke forveksles med OCD. Mennesker med personlighedsforstyrrelsen har ikke ritualer, som man ser det hos personer med OCD, som for eksempel vasker hænder hundredvis af gange dagligt eller tænder og slukker lyset igen og igen, før de kan træde ind i et rum.
Og hvor man som psykolog ofte har mennesker med OCD i behandling, fordi de godt ved, at de har et problem og tit er bundulykkelige over det, gælder det ikke dem, der har personlighedsforstyrrelsen. De kan slet ikke se, at der er noget galt. De kan ikke erkende deres skyhøje standarder og deres behov for kontrol. Det betyder også, at hvis man støder på dem i behandlingssystemet, må man stille diagnosen ud fra deres adfærd og ikke, hvad de selv siger.
Men de er svære at have med at gøre, også for os professionelle. De undgår gerne et intimt rum, som terapi er, og de vil altid søge at bestemme, hvad samtalen skal handle om, og på hvilke betingelser den skal foregå. Udgangs- punktet er, at det er alle de andre, der ikke har styr på deres liv, og at de ikke forstår noget som helst.
Det er i øvrigt også sigende, at der ikke findes ret meget forskning i den obsessive-kompulsive personlighedsforstyrrelse, men det giver mening, når de mennesker, som har den, ikke frivilligt opsøger psykiatere og psykologer. Af samme grund ved vi heller ikke voldsomt meget om sammenhængen mellem personlighedsforstyrrelsen og kriminalitet – ud over at den er der. Min hypotese er, at det kan være lettere at begå en forbrydelse, når reglerne går forud for alt andet.
Det medfører som nævnt et lavere niveau af empati og et moralsk kompas i udu, hvilket alt andet lige kan gøre, at selv om man måske nok er klar over, at noget er forkert, gennemfører man det alligevel af hensyn til reglerne og facaden udadtil.
For den type mennesker bliver relationer til ægtefæller, familiemedlemmer og venner svære, medmindre selvfølgelig at de pågældende underlægger sig det regimente, som den pågældende ser som det eneste rigtige. Spørgsmålet er imidlertid, om de pårørende på et tidspunkt får nok.
Når det gælder John Emil Lists kone og børn, er der noget, som tyder på, at de med tiden fik svært ved at holde det ud. Tag eksempelvis familiens hus eller palæ, som det nærmest var. Tre etager, 18 værelser og gildesal til en familie på fem personer foruden den gamle mor. Så stort var hjemmet, at gildesalen slet ikke var møbleret. Der var også forholdet til den lokale, lutheranske kirke, hvor John Emil List var søndagsskole- lærer – en opgave, der dels gav ham mulighed for at planlægge og bestemme over andre, dels gav ham anseelse i menigheden.
Sideløbende var der en række forskellige job, som den revisor- uddannede morder havde haft. Hans uddannelse som revisor med tal og kolonner giver i den grad mening, men var han så succesrig, som han gav udtryk for? Jeg tvivler i hvert fald, når man tænker på, at han jævnligt skiftede job og flyttede mange gange i en tid, hvor succes blandt andet blev målt på, at man tilbragte hele sin karriere i den samme virksomhed.
Det viste sig også senere hen, at han netop blev fyret, når arbejdsgiverne opdagede, hvor rigid han var. Kigger vi på familiemedlemmerne, havde John Emil List også vanskeligheder, altså set med
egne øjne. Helen, hans kone, havde været gift før, hvilket i sig selv var ureglementeret i den konservative og dybt kristne revi- sors øjne. Hvad værre var: Hendes tidligere mand havde smittet hende med syfilis, og hun havde ikke fortalt sin nye mand om det.
Behandlingerne virkede ikke rigtigt, og hun blev mere og mere skadet af sygdommen. Sideløbende begyndte hun at drikke, og taget på palæet var ofte ved at lette, når ægtefællerne skændtes, hvilket tit endte med, at hun latterliggjorde ham og betvivlede hans mandighed. Datteren Patty var også et problem. Hun drømte om at blive skuespiller, og i hendes fars øjne var det nærmest det samme som at blive prostitueret.
Såvel hans hustru som de tre børn var begyndt at vende kirken ryggen, så han måtte gå til gudstjeneste alene og forsøge at fin- de på undskyldninger for resten af familien. Den sidste dråbe blev endnu en fyring. I forvejen sad familien alt for hårdt i det i forhold til den indtægt, John Emil List bragte med sig hjem, og hele korthuset var nu i fare for at falde sammen. Han havde ikke sagt noget til nogen om det.
I stedet satte han sig hver morgen ud i bilen som vanligt, men i stedet for at køre på arbejde parkerede han nær banegården, hvor han tilbragte dagen med at læse avis og blunde, mens han i tankerne frygtede, hvad der ville ske, når omverdenen fandt ud af sagernes rette sammenhæng. Allermest bekymret var han for sine familiemedlemmers sjæle, for han var sikker på, at de var på vej lige lukt i Helvede.
Tendensen til at dele verden op i syndere og helgener havde John Emil List tilfælles med massemorderen Richard Speck, som på en enkelt nat i 1966 slog otte kvinder ihjel. Selv om de to mænd tilsyneladende er meget forskellige, er der også nogle uhyggelige ligheder mellem deres forbrydelser.
Et forstyrret sind – Bag seriemorderens maske
Når der i alvorlige kriminalsager laves mentalundersøgelser af sigtede, vil de ofte afsløre forskellige former for personlighedsforstyrrelser.
Forstyrrelserne kan have forbindelse til gerningspersonernes adfærd og til planlægningen og udførelsen af forbrydelserne.
Florence McLean gennemgår i Et forstyrret sind alle de forskellige personlighedsforstyrrelser. Hun fortæller, hvad personlighedsforstyrrelser er, hvordan de kan opstå, og hvilken betydning de har for en række danske og udenlandske kriminalsager, som gennemgås i bogen.
Hun fortæller også om, hvordan forebyggelse kan være med til at mindske risikoen for, at personlighedsforstyrrelser leder til alvorlig kriminalitet.
Psykolog og criminal profiler Florence McLean ser på 10 forskellige personlighedsforstyrrelser hos seriemordere i sager fra udlandet og Danmark.
I sin nye bog Et forstyrret sind ser Florence McLean nærmere på, hvilke 10 personlighedsforstyrrelser der har været på spil i personfarlige kriminalsager i udlandet og i Danmark. McLean gennemgår, hvad personlighedsforstyrrelser er, hvordan de kan opstå, og hvilken betydning de har for en række udenlandske og danske kriminalsager.
LÆS OGSÅ: Florence McLean: Jeg er drevet af ønsket om at forebygge grusomhed
Det er vigtigt at understrege, at mennesker med personlighedsforstyrrelser ikke nødvendigvis er farlige for andre mennesker. Men 49.5 til op mod 80 procent (tallet varierer alt efter land) af dem, der er straffet for personfarlig kriminalitet, har en eller flere personlighedsforstyrrelser. Det er dem, bogen handler om.
LÆS OGSÅ: True crime. 12 bøger om forbrydelser fra virkelighedens verden
Læs her to forskellige uddrag fra Et forstyrret sind, der fokuserer på to forskellige personlighedsforstyrrelser – henholdsvis den paranoide og den obsessive.
Et forstyrret sind
af Florence McLean
Side 28 – Om den paranoide
Det reaktionsmønster, som mennesker med en paranoid personlighedsforstyrrelse udviser, bunder i frygt. Frygten kan udløses af stress, som igen kan skyldes flere ting. Vi ved, at arvelighed spiller ind som ved flere af de andre personlighedsforstyrrelser, men også misbrug af alkohol og stoffer kan forværre tilstanden.
Personlighedsforstyrrelser er generelt traumeudløste, så vi ved, at opvæksten også har betydning, men det er særligt svært at være konkret, når det gælder paranoide, fordi det kan være tæt på umuligt at komme dem nær. Ser man dem i terapi, vil de ofte klappe i og se psykologen eller psykiateren som en af de mange med skjulte motiver og ligefrem modarbejde forsøg på at danne en frugtbar relation.
Jeg er af den overbevisning, at noget i barndommen må have forårsaget en utryghed så stærk, at det blev umuligt for barnet at have tillid til andre mennesker. Og i hvilke familier kan det så ske? Min første tanke er hjem, hvor forældrene er misbrugere, for i det miljø kan det være meget svært for børnene at stole på de voksne, fordi de aldrig ved, hvor de har dem.
Er far høj i dag? Er mor fuld? Er de kærlige, eller er de vrede og måske voldelige? Er de overhovedet til stede? Husker de fødselsdagen eller teaterstykket i skolen? Husker de noget så basalt som mad og nærvær? Et misbrugerhjem er præget af stor ustabilitet og usikkerhed, og den forplanter sig i børnene og gør dem utrygge.
Mit bud er, at det i nogle tilfælde også kan føre til et voldsomt niveau af mistro og mistillid hos barnet, der på den måde forsøger at beskytte sig selv. Noget af det værste, du kan gøre ved et barn, er at sige ét og gøre noget andet, fordi du gør barnet usikker på sig selv og andre. Når man ikke kan stole på de nærmeste, er der kun én tilbage: barnet selv.
For at undgå at blive såret igen og igen vil det hellere i udgangspunktet forvente det værste, så der ikke opstår ubehagelige og sårende overraskelser. Som ung eller voksen vil en del opdage, at alkohol eller stoffer kan dulme indre frustrationer og smerte og slukke lidt for tankerne, og det kan desværre medføre et misbrug, der kan lægge deres liv i ruiner. Man ser en del med netop denne personlig- hedsforstyrrelse blandt hjemløse, hvilket bringer mig til en sag fra Israel.
***
Den 9. februar 2005 blev brandvæsnet i den israelske havneby Haifa kaldt ud til en lejlighed på Hussein Street. Inde i soveværelset fandt de på sengen liget af en 52-årig kvinde. Der havde været ild i sengen, men flammerne havde ikke fået ordentligt fat, og det stod snart klart, at kvinden var blevet dræbt af ad- skillige slag – sandsynligvis af knytnæver. Den efterfølgende obduktion viste også, at kvinden kort forinden sin død havde indtaget en større mængde vodka og var blevet voldtaget.
En måneds tid senere dukkede endnu et lig op, som nogen havde forsøgt at sætte ild til. Den døde blev identificeret som en 34-årig indvandrer fra Rusland. Ifølge hans papirer havde han været soldat og kæmpet i den blodige krig i Tjetjenien. Obduktionen kunne fortælle efterforskerne, at manden var død som følge af slag, og at han kort før sin død havde drukket rigelige mængder af vodka.
I april samme år blev politiet igen alarmeret. Denne gang til en forladt børnehave i et område af byen, der var kendt som samlingssted for hjemløse alkoholikere og narkomaner. Her fandt betjentene det forslåede og forbrændte lig af en 32-årig mand, hvis promille havde været ganske høj. På gerningsste- det fandt man flere tomme vodkaflasker, så der var ikke megen tvivl om, hvad han havde drukket, før nogen slog ham ihjel med de bare næver.
Såvel efterforskerne som medierne var nu overbevist om, at den samme drabsmand stod bag de tre mord, og han blev hurtigt døbt Hjemløsemorderen, fordi drabene foregik i et råt miljø karakteriseret af netop hjemløshed og misbrug. Beskrivelsen passede også, da endnu en mand på 39 år fra miljøet først blev tævet med en stor kæp og derefter kvalt med en ledning fra et gammelt fjernsyn.
Umiddelbart forekom ofrene at være ret forskellige: En kvinde og tre mænd. Kvinden havde en lejlighed, men de tre andre var hjemløse. Men der var også noget, som bandt dem sammen: vodka og miljøet og det faktum, at de alle var indvandret til Israel fra det tidligere Sovjetunionen. Der var altså meget, som tydede på, at morderen var en mand, som kendte området – måske fordi han selv var hjemløs, eller fordi han arbejdede eller boede blandt ofrene.
Og så var der måden, han begik drabene på. Ét er at trykke på aftrækkeren på et skydevåben, noget an-
det er at myrde med sine hænder. For mig at se tyder den slags både på noget meget personligt og på en enorm vrede mod ofrene, enten fordi morderen kendte dem, eller fordi de repræ- senterede noget, der fik hans raseri til at bryde ud i lys lue.
Tolv dage efter det fjerde drab fejrede 42-årige Sergei Bluestein sin fødselsdag. Det var ikke, fordi der var så meget at fejre, for han var både alkoholiker og hjemløs. På gaden stødte han på en af sine kammerater, en 32-årig indvandrer fra Moldova ved navn Nicolai Bonner. Hans liv var på mange måder tragisk. To år tidligere var hans unge hustru død af tuberkulose, og hans alkoholproblem var taget til.
Han flyttede adskillige gange og mistede igen og igen de ufaglærte job, han formåede at tiltuske sig, indtil han endte på gaden i Haifa. De to mænd traskede over til den forladte børnehave, hvor de åbnede en flaske vodka og begyndte at drikke.
”Har du egentlig nogensinde stjålet noget fra markedet?” snøvlede fødselaren.
Med ét blev Nicolai Bonner edderspændt rasende. Han råbte, at alle hadede ham, at alle var ude efter ham, og at det også gjaldt Sergei Bluestein. Fødselaren forsøgte at berolige ham og forsikrede, at de to da var venner, og at han måtte have misforstået noget. Men det var for sent. Nicolai Bonner sprang op og begyndte at slå løs på og sparke sin kammerat.
Han tog kvælertag og strammede til af alle kræfter, og da Sergei Bluesteins krop blev slap, stak Nicolai Bonner af. Næste morgen kom Sergei Bluestein til sig selv. Med stærke smerter lykkedes det ham at kravle ud på gaden, hvor forbipasserende fik bragt ham til det nærmeste hospital. Tre dage senere blev han udskrevet og forsøgte at opspore Nicolai Bonner for at hævne sig.
Før det lykkedes, blev han anholdt i forbindelse med drabet i den forladte børnehave. Under afhøringen fortalte han, hvad han havde været ude for, men desværre kendte han ikke drukkammeratens efternavn, så betjente forklædte sig som hjemløse for at finde den person, som nu var den hovedmistænkte i sagen om de fire drab.
Adskillige vidner kunne fortælle dem om en ekstremt voldelig mand ved navn Nicolai, som ofte kom i området for at drikke vodka med indvandrere fra Rusland og de tidligere sovjetrepublikker. Efter et par ugers overvågning lykkedes det at anholde Nicolai Bonner, som ret hurtigt tilstod drabene. Da efterforskerne spurgte, om han fortrød, hvad han havde gjort, faldt svaret prompte og kort:
”Nej.”
Forsvaret forsøgte at få erklæret Hjemløsemorderen sindssyg, men de psykiatere, der undersøgte ham i forbindelse med retssagen, konkluderede, at Nicolai Bonner var ved sine fulde fem, men havde en paranoid personlighedsforstyrrelse.
Når jeg ser på Nicolai Bonners opvækst, møder jeg et barn, som meget tidligt er udsat for voldsomme traumer. Hans far var alkoholiker og voldelig, og allerede da han var ni år gammel, døde hans mor. Konsekvenserne af den sorg, det tab og den usikkerhed kan næppe overvurderes. Drengen må have følt sig forladt og tilmed overladt til et menneske, hvis opgave det var at tage sig af ham og beskytte ham, men som han aldrig vidste, hvor han havde.
Men det blev værre. Kort efter morens død sendte faren ham på kostskole, hvor han også blev overladt til sig selv. Der er i hvert fald ikke noget, som tyder på, at der på skolen blev taget hånd om den sorg, han bar rundt på, for næsten med det samme begyndte han at dulme den på den måde, han havde set sin far gøre derhjemme: med alkohol.
Det udviklede sig hurtigt til et decideret misbrug, og det er altså meget, meget tidligt at blive alkoholiker, hvor hjernen ikke engang er færdigudviklet. Som ung var han involveret i forskellige former for mindre alvorlig kriminalitet og afsonede også en dom, men så var det, som om han faldt lidt til ro. Allerede som 18-årig mødte han en kvinde, han forelskede sig i, og de to blev kort efter gift.
Sammen udvandrede de til Israel og drømte begge om en ny begyndelse, men så var det, at hun døde pludseligt. Endnu en gang mistede Nicolai Bonner det mest dyrebare, han havde, og han må have genoplevet barndommens tab. Fra da af var der ingen vej tilbage, og han endte altså som hjemløs alkoholiker, der indædt begyndte at lede efter syndebukke.
Han valgte dem, der var lige omkring ham, og som var i samme situation som ham selv. Det kan virke mærkeligt, for hvordan skulle hjemløse være skyld i de traumer, han havde fået gennem livet? Men med en paranoid personlighedsforstyrrelse kommer man ikke langt med logik, når først den, som har diagnosen, har låst sig fast i sine tankemønstre.
Det er også værd at bide mærke i, at da Nicolai Bonner slog ihjel, lignede det mere affektdrab. Her har vi ikke at gøre med en seriemorder, der stalker sine ofre gennem længere tid og nyder planlægningen frem til drabet, der skal foregå på en bestemt måde for at opfylde en psykologisk trang.
I denne sag er det mere, som om der bliver trykket på en knap i morderen, der farer op som en trold af en æske, afreagerer med sine næver og derefter forsøger at brænde ligene – sikkert som en praktisk foranstaltning, der skal sløre ofrenes identitet. Det er ikke specielt sofistikeret, men et udtryk for personlighedsforstyrrelsen, der gør, at han lige pludselig blev trigget.
Side 275 – Om den obsessive
Et menneske med en obsessiv-kompulsiv personlighedsforstyrrelse er ekstremt optaget af perfektion og kontrol og organisering. De er ligesom John Emil List og Dennis Rader meget glade for lister, skemaer og detaljer, og de mener selv, at de er blandt de mest effektive og dygtige mennesker i verden. Problemet er bare, at det ikke er tilfældet, for de mister hurtigt overblikket.
Skal de eksempelvis lave et oplæg på arbejdet, vil de aldrig mene, at de er blevet helt færdige, og det vil være fyldt med rettelser, streger og tilføjelser, som gør det fuldkommen uoverskueligt. De kan virke dybt engagerede og på den måde få en stilling, men de har ofte svært ved at fastholde den, fordi de fortaber sig i ubetydelige detaljer.
De kan være svære at være sammen med – både på jobbet og privat. Deres sans for millimeterretfærdighed gør, at de bliver meget rigide. De går så meget op i, at tingene skal være på en helt bestemt måde, at det menneskelige træder i baggrunden, og derfor ender de ofte med at have lav empati og moral. Det gør det ikke bedre for deres omgivelser, at de tit går ekstremt meget op i penge, altså at tjene dem.
Ansigtet udadtil har stor betydning for mange med denne personlighedsforstyrrelse, men når det kommer til at være generøs, er der ikke meget at hente. De kan godt tale om deres bankkonto og de millioner, der står på den, men kommer det til at bidrage med 200 kroner til en gave, kan de næsten ikke få sig selv til det. Pengene giver dem sikkerhed og kontrol, og derfor skal de helst blive stående i banken.
Af samme årsag kan de have meget svært ved at skille sig af med ting. Det er ikke sådan, at de er hordere, der nærmest er ved at gå til i skrald. Tværtimod er der orden på tingene, og de ved til enhver tid, hvor alt fra vinterdæk til brugte elastikker befinder sig. Kigger man i deres klædeskab, vil man ofte se, at tingene eksempelvis er ordnet efter farve eller det år, de er købt.
Obsessiv-kompulsiv personlighedsforstyrrelse må ikke forveksles med OCD. Mennesker med personlighedsforstyrrelsen har ikke ritualer, som man ser det hos personer med OCD, som for eksempel vasker hænder hundredvis af gange dagligt eller tænder og slukker lyset igen og igen, før de kan træde ind i et rum.
Og hvor man som psykolog ofte har mennesker med OCD i behandling, fordi de godt ved, at de har et problem og tit er bundulykkelige over det, gælder det ikke dem, der har personlighedsforstyrrelsen. De kan slet ikke se, at der er noget galt. De kan ikke erkende deres skyhøje standarder og deres behov for kontrol. Det betyder også, at hvis man støder på dem i behandlingssystemet, må man stille diagnosen ud fra deres adfærd og ikke, hvad de selv siger.
Men de er svære at have med at gøre, også for os professionelle. De undgår gerne et intimt rum, som terapi er, og de vil altid søge at bestemme, hvad samtalen skal handle om, og på hvilke betingelser den skal foregå. Udgangs- punktet er, at det er alle de andre, der ikke har styr på deres liv, og at de ikke forstår noget som helst.
Det er i øvrigt også sigende, at der ikke findes ret meget forskning i den obsessive-kompulsive personlighedsforstyrrelse, men det giver mening, når de mennesker, som har den, ikke frivilligt opsøger psykiatere og psykologer. Af samme grund ved vi heller ikke voldsomt meget om sammenhængen mellem personlighedsforstyrrelsen og kriminalitet – ud over at den er der. Min hypotese er, at det kan være lettere at begå en forbrydelse, når reglerne går forud for alt andet.
Det medfører som nævnt et lavere niveau af empati og et moralsk kompas i udu, hvilket alt andet lige kan gøre, at selv om man måske nok er klar over, at noget er forkert, gennemfører man det alligevel af hensyn til reglerne og facaden udadtil.
For den type mennesker bliver relationer til ægtefæller, familiemedlemmer og venner svære, medmindre selvfølgelig at de pågældende underlægger sig det regimente, som den pågældende ser som det eneste rigtige. Spørgsmålet er imidlertid, om de pårørende på et tidspunkt får nok.
Når det gælder John Emil Lists kone og børn, er der noget, som tyder på, at de med tiden fik svært ved at holde det ud. Tag eksempelvis familiens hus eller palæ, som det nærmest var. Tre etager, 18 værelser og gildesal til en familie på fem personer foruden den gamle mor. Så stort var hjemmet, at gildesalen slet ikke var møbleret. Der var også forholdet til den lokale, lutheranske kirke, hvor John Emil List var søndagsskole- lærer – en opgave, der dels gav ham mulighed for at planlægge og bestemme over andre, dels gav ham anseelse i menigheden.
Sideløbende var der en række forskellige job, som den revisor- uddannede morder havde haft. Hans uddannelse som revisor med tal og kolonner giver i den grad mening, men var han så succesrig, som han gav udtryk for? Jeg tvivler i hvert fald, når man tænker på, at han jævnligt skiftede job og flyttede mange gange i en tid, hvor succes blandt andet blev målt på, at man tilbragte hele sin karriere i den samme virksomhed.
Det viste sig også senere hen, at han netop blev fyret, når arbejdsgiverne opdagede, hvor rigid han var. Kigger vi på familiemedlemmerne, havde John Emil List også vanskeligheder, altså set med
egne øjne. Helen, hans kone, havde været gift før, hvilket i sig selv var ureglementeret i den konservative og dybt kristne revi- sors øjne. Hvad værre var: Hendes tidligere mand havde smittet hende med syfilis, og hun havde ikke fortalt sin nye mand om det.
Behandlingerne virkede ikke rigtigt, og hun blev mere og mere skadet af sygdommen. Sideløbende begyndte hun at drikke, og taget på palæet var ofte ved at lette, når ægtefællerne skændtes, hvilket tit endte med, at hun latterliggjorde ham og betvivlede hans mandighed. Datteren Patty var også et problem. Hun drømte om at blive skuespiller, og i hendes fars øjne var det nærmest det samme som at blive prostitueret.
Såvel hans hustru som de tre børn var begyndt at vende kirken ryggen, så han måtte gå til gudstjeneste alene og forsøge at fin- de på undskyldninger for resten af familien. Den sidste dråbe blev endnu en fyring. I forvejen sad familien alt for hårdt i det i forhold til den indtægt, John Emil List bragte med sig hjem, og hele korthuset var nu i fare for at falde sammen. Han havde ikke sagt noget til nogen om det.
I stedet satte han sig hver morgen ud i bilen som vanligt, men i stedet for at køre på arbejde parkerede han nær banegården, hvor han tilbragte dagen med at læse avis og blunde, mens han i tankerne frygtede, hvad der ville ske, når omverdenen fandt ud af sagernes rette sammenhæng. Allermest bekymret var han for sine familiemedlemmers sjæle, for han var sikker på, at de var på vej lige lukt i Helvede.
Tendensen til at dele verden op i syndere og helgener havde John Emil List tilfælles med massemorderen Richard Speck, som på en enkelt nat i 1966 slog otte kvinder ihjel. Selv om de to mænd tilsyneladende er meget forskellige, er der også nogle uhyggelige ligheder mellem deres forbrydelser.
Et forstyrret sind – Bag seriemorderens maske
Når der i alvorlige kriminalsager laves mentalundersøgelser af sigtede, vil de ofte afsløre forskellige former for personlighedsforstyrrelser.
Forstyrrelserne kan have forbindelse til gerningspersonernes adfærd og til planlægningen og udførelsen af forbrydelserne.
Florence McLean gennemgår i Et forstyrret sind alle de forskellige personlighedsforstyrrelser. Hun fortæller, hvad personlighedsforstyrrelser er, hvordan de kan opstå, og hvilken betydning de har for en række danske og udenlandske kriminalsager, som gennemgås i bogen.
Hun fortæller også om, hvordan forebyggelse kan være med til at mindske risikoen for, at personlighedsforstyrrelser leder til alvorlig kriminalitet.
Du kan købe Et forstyrret sind online hos fx. Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: