Ørn dækker perioden fra Jesus er barn, til han er teenager. Her bliver hans kald tydeligt. Læs et fra bogen uddrag her.
I 2024 udkom Anne-Cathrine Riebnitzskys roman Tempel, som er første bind i triologien om Jesus. Tempel blev nomineret til Læsernes Bogpris 2025. Nu er Anne-Cathrine Riebnitzsky tilbage med Ørn, hvor vi igen følger Jesus, Maria og Josef i Judæea.
Har du ikke læst Tempel endnu? Læs et uddrag af bogen lige her.
I Ørn vender Josef og Maria hjem fra Egypten til Judæa, hvor kong Herodes’ død har udløst en arvestrid mellem hans tre sønner. Der udspiller sig kampe i Judæa frem til år 6 e.Kr. hvor Romerriget griber ind i spillet om kongemagten. Legionæren Africanus er tvunget ud i at korsfæste oprørere, men finder også kærligheden et uventet sted. Et kærlighedsforhold mellem to unge kvinder – prinsesse Fasaelis og Shaquilat fra det nabatæiske karavanefolk – må foregå i det skjulte.
Læs et uddrag af Ørn af Anne-Cathrine Riebnitzsky herunder.
Ørn
af Anne-Cathrine Riebnitzsky
Prolog
En nat i ørkenen øst for Raqmu-Petra, året efter at den store stjerne blev set Karavanefører Isis sidder ved bålet og filer på en ferskensten. De raspende lyde følger en rolig rytme, der får Shaquilats hjerte til at slå langsommere. Hun ser op i palmernes blade, der rasler svagt i vinden. De klare stjerner breder sig ud i natten.
Ørkenen strækker sig til alle sider og virker endeløs. I fire dage har Isis ledt dem gennem bjerge af sand, mens hun nynner sin hemmelige sang. Shaquilat trækker tæppet sammen om sig. Hun kan mærke kulden på ryggen, samtidig med at ansigtet gløder af bålets varme. Isis lader til at være faldet i en slags trance, mens hun filer.
Shaquilat skubber et stykke brænde ind i bålet med foden, og funkerne flyver op mod stjernerne. Der lyder latter fra de andre bål, hvor mændene holder til. I aftes sad hun og Isis sammen med mændene, men i aften foretrækker Isis at sidde alene. Om dagen betragter Shaquilat mændene i smug. Mange af dem er gådefulde. De fleste har ar. Nogle mangler en del af næsen eller flere af deres fingre. En mangler en arm.
Hendes far var bekymret, da hun rejste af sted. Han siger, at nogle af de mænd, der rider sammen med Isis, er udstødt af deres familier. Nogle har stiftet stor gæld, og andre mænd vil ikke ride med dem. Isis har lukket øjnene, men hun sover ikke. Filen rasper over den ru ferskensten. I baggrunden er en af mændene begyndt at danse rundt om bålet. Mændene har drukket.
Shaquilat holder øje med dem. De så på hende med skepsis, og hun vidste hvorfor. De er alle henvist til den farefulde tur tværs gennem ørkenen, mens hun selv kunne have valgt at ride med sin berømte far, karavaneføreren Nabit. Men Isis krydser ørkenen på blot en halv måned. De karavaneførere, der følger den sikre rute, skal først langt mod nord, inden de kan ride mod øst ad Silkevejen og senere mod syd ned langs Eufrat og helt til Babylon.
Det er Isis’ gådefulde sang og evnen til at krydse gennem ørkenen, der gør, at hun tjener penge. Mændene betaler hende for at blive ledt gennem ørkenen. Hun er den eneste, der kan vejen. Ude i mørket ligger dromedarerne. Nogle bærer røgelse, der er kommet fra fjerne kyster langt mod syd hele vejen op til Raqmu-Petra, hvor det bliver lastet om. Det meste røgelse bliver stadig solgt vestpå til romerne, men noget skal med Isis til Babylon.
Mellem dromedarernes silhuetter kan Shaquilat se en lang række af store, spidse krukker, der er boret ned i sandet. De er fulde af olivenolie. Hver dromedar bærer fire krukker, to på hver side af puklen. Hver aften leder Isis nøje efter steder med blødt sand, som krukkerne kan bore sig ned i, når dromedarerne lægger sig.
Shaquilat har hørt rygter om, at der i lasten findes pakker med dyrebare ædelsten, men da hun spurgte, kiggede Isis vredt på hende. Hun skulle selvfølgelig ikke have spurgt. Hun ved, at der er kasser med sjældne glasvarer pakket i fåreuld. De er mærket med et særligt tegn, så folk ved, at de skal behandles forsigtigt.
Shaquilat har gået i skriveskole i et par uger sammen med kong Aretas’ datter Fasaelis og andre børn fra vigtige familier. Foruden nabatæisk taler hun handelssproget aramæisk og lidt græsk, men det gør mange karavanebørn. Det var Isis, der insisterede på, at hun fik lært at skrive nogle få vigtige ord. Det var en del af aftalen, da hendes far og mor forhandlede med Isis.
De voksne var alvorlige, og hun selv var frygtelig spændt. Dagen efter at der var givet håndslag, begyndte hun i skolen. Det var meget sjovere, end hun havde forestillet sig. Det er en af stjernetyderne, der underviser et par timer hver formiddag. De har både lært egyptiske tegn og græske bogstaver og andre tegn.
Isis har sine egne tegn, som hun har malet på de sække og trækasser, der hver aften læsses af dromedarerne og næste morgen surres fast igen. Tegn for guld, for salt og for glas. Der er også dagligdags ting i lasten, ting, der slet ikke behøver at blive pakket ind, men blot er surret på dromedarerne med læderremme. Varer af tung basaltsten fra nord.
Der er små mortere og store kornkværne, som kan læsses af på stenet grund uden at tage skade. Og når tingene er solgt i Babylon, skal de have andre varer med tilbage. Isis puster støvet af ferskenstenen og drejer den mellem fingrene.
”Hvad skal du med stenen?” spørger Shaquilat forsigtigt.
Isis smiler hemmelighedsfuldt. Hendes blik er så gennemtrængende, at Shaquilat altid tænker sig grundigt om, inden hun spørger om noget. Isis’ fingre løber prøvende rundt langs stenens kant og finder en ny ujævnhed, der skal files væk.
”Har du set til dromedarerne?” spørger Isis med sin hæse stemme. Det er ørkenen, der har slebet hendes stemme med sit sand.
“Ja,” svarer Shaquilat. ”Sammen med Yihmen og to af de andre.”
”Og min dromedar har fået et par dadler?”
Shaquilat nikker.
”Sov nu,” hvisker Isis. ”Der er en lang dag igen i morgen.”
Shaquilat lægger sig ned og lytter til lyden af filen mod ferskenstenen. Hun forstår ikke, hvordan Isis finder vej i det endeløse landskab. Nogle gange er der et fladt stykke med sten eller gådefulde høje og runde klipper, hvis former kan minde om dyr eller skrækkelige dæmoner. Men det meste af tiden er ørkenen sandbanker, der bliver ved, så langt øjet rækker. Der er ingen vej, ingen oase, ingen dyr og kun af og til en enkelt fugl på himlen.
Begravelsen og påsken
år 4 f.Kr.
Herodion, nær Betlehem, marts
Begravelsesoptoget strækker sig hele vejen ned ad den lange rampe, der fører mod Herodions top. Hushovmester Moshe går helt oppe ved båren, blandt Herodes den Stores familiemedlemmer. Når han kigger ned, kan han se alle kongens soldater, der kommer marcherende langt nede ad det stejle bjerg.
Herodes er død. Hans sønner går her. De nærmeste går her, førsteminister Nikolaos og kongens nærmeste rådgivere. Som hushovmester er Moshe blevet spurgt om så mange ting af familien, at han aldrig nåede at stille sig ned blandt tjenestefolkene. Det er, som om familien forventer, at han er her, midt iblandt dem.
Stigningen op mod toppen er jævn, men Moshe er allerede forpustet. Han er ikke en ung mand længere. Han ser bagud og spejder efter en bestemt mand og finder ham hurtigt. Som chef for Herodes den Stores vagtstyrke går Seff allerforrest. Moshe retter atter blikket fremad. Han kan stadig ikke lade være med at føle, at Seff er ansvarlig for, at hans nevø, Karmel, er blevet lam.
Karmel er ikke død, som kongen er. Men det var måske bedre, om han var død. Moshe ser atter ned på den lange række af soldater, der er på vej op ad rampen efter dem. Rampen drejer flere gange for at komme op ad det stejle Herodion. Efter Herodes’ personlige vagtstyrke kommer alle de forskellige hære, som kong Herodes havde lejet.
Først thrakerne og så germanerne og så galaterne og mange flere endnu. Hele hæren kommer marcherende efter den gyldne båre. Og til sidst går alle tjenestefolkene, flere end fem hundrede, med fade fulde af krydderier. Duften fylder luften. Det er endnu køligt, men foråret er kommet, og bjergsiderne er dækket af blomster.
Midt i døden og midt i Herodessønnernes kamp om magten byder den hårde bjergside på yndige blomster. Den gyldne båre er dekoreret med ædelsten. En stor lilla sten blinker i sollyset, så det skærer i øjnene. Moshe ser væk. På båren ligger Herodes på et purpurfarvet klæde. Kun konger må bære purpur.
Herodes’ højre hånd er knyttet om et gyldent scepter. Om hans pande er der et diadem, og på hans hoved en krone af guld. Både diadem og krone. Når Herodes er stedt til hvile i sommerpaladset, skal hele paladset begraves under jord. Den kongelige bygmester græd, da han hørte det. Alle de kostbare vægmalerier, det fine amfiteater, den store festsal, badene, værelserne, alt vil blive dækket med sten og jord og aldrig mere blive brugt.
Herodes tager efter eget ønske sit sommerpalads med sig som sin grav og efterlader et bjerg i landskabet. Familien er tavs. Moshe lader blikket vandre fra den ene til den anden: Herodes den Stores ærgerrige søster Salome. Adskillige af Herodes’ hustruer, der alle forsøger at få del i arven. Og de tre overlevende sønner: den lille bygmester Antipas, som for blot to år siden var udpeget til enearving.
Men testamentet er læst op. Moshe ser over på Antipas’ storebror Arkelaos. Han er barsk og flot, men med et voldsomt temperament. Mens Herodes endnu var ved sine fulde fem, ville han aldrig have valgt Arkelaos som hovedarving. Og dér langt fremme går Filip, den sagtmodige. Filip, som ikke er ærgerrig. Nu er han den ældste, men før Herodes fik henrettet sine tre ældste sønner for komplotmageri, var Filip blot én blandt mange.
Moshe skæver i smug til Arkelaos. Han er nitten år, og ansigtet er sørgmodigt, men når han tror sig uset, pusler et smil om hans mund. Moshe kan se det: Arkelaos ser frem til sin magt. Efter Herodes’ død samlede hans søster Salome alle soldaterne og tjenestefolkene og lod først et brev læse højt. I brevet opfordrede Herodes den Store sine soldater til at støtte Arkelaos.
Selv om folk nu havde en anelse om, hvor kongemagten ville lande, gik der alligevel et sug igennem dem, da testamentet blev læst op. Hæren ønskede at krone Arkelaos med det samme, men han afslog klogt og vil rejse til Rom for at få kejser Augustus’ godkendelse, lige så snart sørgetiden er forbi. Moshe ser atter over på Antipas.
Han er bare sytten år, men Moshe er næppe den eneste, der ville ønske, at Antipas var blevet foretrukket. Salome ønsker det samme. Rygterne løber, og alliancer formes på kryds og tværs. Og her går han mellem bjergenes blomster og jødernes konger på vej mod toppen. Gud give, at han må klare sig igennem dette rænkespil.
Fire dagsrejser øst for Raqmu-Petra
Shaquilat vågner i det tidlige daggry. Det er koldt, og bålet er gået ud. Hun roder op i gløderne og lægger tørre palmeblade på. Isis sover stadig. Shaquilat forlader bålet og går ind mellem palmerne for at hente vand. Isis kan lide at vaske sit ansigt i lunt vand om morgenen. Lunt vand til ansigtet er en stor luksus, men hvis det kan gøre Isis glad, så går Shaquilat gerne en ekstra gang efter vand.
Hun knæler ned og dypper fadet. Vandet strømmer ind over kanten og fylder fadet op. Pludselig mærker hun, at hun ikke er alene. Lydløst stiller hun vandfadet fra sig og ser op. Hånden glider ned om knivskæftet. På den anden side af vandhullet står en gazelle og stirrer på hende. Lidt bag den står et par stykker til. Det er impalaer.
De er lysebrune, men hvide under maven og på de lange, slanke halse. Deres store ører og øjne er opmærksomt vendt mod hende. Shaquilat sidder helt stille. Forsigtigt skræver impalaen med forbenene langt fra hinanden. Den snuser ud i luften mod hende. Den er usikker, men den er også tørstig. Den drikker hurtigt og løfter sit yndefulde hoved med de store mørke øjne.
Et par af de andre nærmer sig. De drikker på skift. Det er hunner alle sammen. De har ingen horn. Shaquilat sidder åndeløs. Hun har aldrig før set en impala så tæt på. Pludselig bliver dyrene forskrækkede og forsvinder i høje spring. Hun undrer sig. Hvad blev de bange for?
Øjeblikket efter hører hun en lyd i sivene, en hviskende lyd af skridt, der nærmer sig. Et menneske kommer til syne og bøjer sig mod vandet blot et lille stykke væk. Shaquilat rejser sig brat, og manden farer sammen.
”Åh, er det dig. Jeg troede, jeg var alene,” siger han.
Hun nikker blot og skynder sig tilbage. Isis pjasker det lune vand i hovedet og sender Shaquilat et bredt smil.
”Impalaer, siger du. Jeg må lære dig at skyde med bue.”
”De var smukke. Jeg tror altså ikke, jeg kunne skyde dem.”
Isis ler.
”Du har vist aldrig været rigtig sulten. Eller prøvet at ligge i en sandstorm, der varer i tre døgn og udmatter dig. Tørret kød har reddet mig mange gange, når guderne prøvede at slå mig ihjel.”
Shaquilat tænker på den sandstorm, hun oplevede med sin far på den lange tur til Judæa, dengang de fulgte den store stjerne helt til Jerusalem og videre sydpå, indtil de fandt en lille dreng i en stald. Shaquilat har allerede fortalt Isis om alt, hvad der skete, men intet af det gjorde noget større indtryk på Isis.
Kun kongebarnet var hun nysgerrig over for, men da Shaquilat ikke kunne fortælle, at drengen havde gjort noget andet end det, små drengebørn plejer at gøre, og at han tilmed boede i et almindeligt bondehus, tabte Isis interessen.
”I morgen skyder jeg et dyr, så vi kan få kød,” siger Isis roligt.
”Kan du tilberede kød?”
”Ja, selvfølgelig.”
Shaquilat nævner hurtigt fire retter. Isis nikker tilfreds. Shaquilat kan ikke lade være med at sammenligne Isis med sin mor. Hagaru dyrker markerne og køber nye marker op, når hun kan. Hun passer hjemmet og Shaquilats små søskende. Hun laver mad, bager brød, blander sig i samtalerne i byen og går endda med, når rådet holder møde. Isis er helt anderledes. Hun laver slet ikke mad. Det gør mændene.
Den første aften, de slog lejr, så Shaquilat forbavset til, mens Yihmen, en stor, knoklet mand, lavede mad til dem alle. Det smagte udmærket, men savnede salt. Næste aften lavede Shaquilat maden, mens Yihmen hjalp til. Da Shaquilat spurgte Yihmen, hvorfor Isis ikke laver mad, lo han.
”Isis er den, der bestemmer, og den, der finder vej,” sagde han.
Isis bærer en stor kniv i sit bælte, og hun har sine klare meninger om alting. Men hjemme i Raqmu-Petra er det ikke alle, der kan lide Isis. Shaquilat ruller hurtigt sine tæpper sammen og pakker de få ting ved bålet. Solen er stået op, men endnu er det stadig køligt.
Isis er allerede klar. Isis har forskellige ting med sig, som skal pakkes ud for at gøre livet behageligt: et stort telt, et stort stykke stof til at give læ og skygge, en særlig gryde til bålet og mange andre ting. Det er en gåde, hvordan hun får alt pakket ned hurtigere end alle andre og uden nogensinde at skynde sig. Hver aften, når de slår lejr, hviler der en ro over Isis, som om ørkenen er hendes hjem.
Shaquilat finder sin dromedar og svinger benet over ryggen på den. Mange af mændene sidder allerede på deres, men ingen har endnu rejst sig. Shaquilat giver prøvende sin dromedar et lille dask med hælen, men den bliver bare liggende. Isis ser ud over flokken. Så råber hun:
”Op, op, op!”
I en stor, vuggende bevægelse kommer dyret på benene. Den står stille et øjeblik, som om den skal finde ud af, hvor de andre går hen, inden den endelig begynder at vandre efter Isis. Dromedaren er meget anderledes end den hest, hendes far købte til hende.
Dromedaren gør, hvad den selv vil. Den følger efter de andre og går hele dagen. Den lægger sig, når Isis råber ”ned”, og rejser sig, når de andre rejser sig. Den virker hverken glad eller sur over at se hende. Men dadler kan den lide. Da Shaquilat den første morgen spurgte Isis, hvad dromedaren hed, lo Isis højt. Dromedaren havde ikke noget navn. De færreste af dem har navne. De fleste har kun betegnelser som
”den lyse hun” eller ”den han, der bider”.
Ørn
Josef og Maria rejser fra Egypten hjem til Judæa, hvor kong Herodes’ død har udløst en arvestrid mellem hans tre sønner. Befolkningen ønsker ikke en ny Herodes på tronen og oprør bryder ud. Romerriget slår hårdt ned, og legionæren Africanus må atter ud i voldsomme kampe.
Johannes, der senere bliver kendt som Døberen, er i lære som præst ved templet i Jerusalem, hvor den unge Jesus udfordrer de skriftlærde.
Samtidig i nabolandet Nabatæa er kvinden Shaquilat på vej gennem ørkenen for at skabe sig en tilværelse som karavanefører.
Ørn er andet bind i Anne-Cathrine Riebnitzskys romanserie om Jesu liv. Første bind Tempel fortalte om årene omkring folketællingen og Jesu fødsel. Ørn foregår i de ti år fra Herodes den Store dør i år 4 f.Kr. til år 6 e.Kr., hvor Romerriget griber afgørende ind i kampen om magten i Judæa.
Ørn dækker perioden fra Jesus er barn, til han er teenager. Her bliver hans kald tydeligt. Læs et fra bogen uddrag her.
I 2024 udkom Anne-Cathrine Riebnitzskys roman Tempel, som er første bind i triologien om Jesus. Tempel blev nomineret til Læsernes Bogpris 2025. Nu er Anne-Cathrine Riebnitzsky tilbage med Ørn, hvor vi igen følger Jesus, Maria og Josef i Judæea.
Har du ikke læst Tempel endnu? Læs et uddrag af bogen lige her.
I Ørn vender Josef og Maria hjem fra Egypten til Judæa, hvor kong Herodes’ død har udløst en arvestrid mellem hans tre sønner. Der udspiller sig kampe i Judæa frem til år 6 e.Kr. hvor Romerriget griber ind i spillet om kongemagten. Legionæren Africanus er tvunget ud i at korsfæste oprørere, men finder også kærligheden et uventet sted. Et kærlighedsforhold mellem to unge kvinder – prinsesse Fasaelis og Shaquilat fra det nabatæiske karavanefolk – må foregå i det skjulte.
Læs et uddrag af Ørn af Anne-Cathrine Riebnitzsky herunder.
Ørn
af Anne-Cathrine Riebnitzsky
Prolog
En nat i ørkenen øst for Raqmu-Petra, året efter at den store stjerne blev set Karavanefører Isis sidder ved bålet og filer på en ferskensten. De raspende lyde følger en rolig rytme, der får Shaquilats hjerte til at slå langsommere. Hun ser op i palmernes blade, der rasler svagt i vinden. De klare stjerner breder sig ud i natten.
Ørkenen strækker sig til alle sider og virker endeløs. I fire dage har Isis ledt dem gennem bjerge af sand, mens hun nynner sin hemmelige sang. Shaquilat trækker tæppet sammen om sig. Hun kan mærke kulden på ryggen, samtidig med at ansigtet gløder af bålets varme. Isis lader til at være faldet i en slags trance, mens hun filer.
Shaquilat skubber et stykke brænde ind i bålet med foden, og funkerne flyver op mod stjernerne. Der lyder latter fra de andre bål, hvor mændene holder til. I aftes sad hun og Isis sammen med mændene, men i aften foretrækker Isis at sidde alene. Om dagen betragter Shaquilat mændene i smug. Mange af dem er gådefulde. De fleste har ar. Nogle mangler en del af næsen eller flere af deres fingre. En mangler en arm.
Hendes far var bekymret, da hun rejste af sted. Han siger, at nogle af de mænd, der rider sammen med Isis, er udstødt af deres familier. Nogle har stiftet stor gæld, og andre mænd vil ikke ride med dem. Isis har lukket øjnene, men hun sover ikke. Filen rasper over den ru ferskensten. I baggrunden er en af mændene begyndt at danse rundt om bålet. Mændene har drukket.
Shaquilat holder øje med dem. De så på hende med skepsis, og hun vidste hvorfor. De er alle henvist til den farefulde tur tværs gennem ørkenen, mens hun selv kunne have valgt at ride med sin berømte far, karavaneføreren Nabit. Men Isis krydser ørkenen på blot en halv måned. De karavaneførere, der følger den sikre rute, skal først langt mod nord, inden de kan ride mod øst ad Silkevejen og senere mod syd ned langs Eufrat og helt til Babylon.
Det er Isis’ gådefulde sang og evnen til at krydse gennem ørkenen, der gør, at hun tjener penge. Mændene betaler hende for at blive ledt gennem ørkenen. Hun er den eneste, der kan vejen. Ude i mørket ligger dromedarerne. Nogle bærer røgelse, der er kommet fra fjerne kyster langt mod syd hele vejen op til Raqmu-Petra, hvor det bliver lastet om. Det meste røgelse bliver stadig solgt vestpå til romerne, men noget skal med Isis til Babylon.
Mellem dromedarernes silhuetter kan Shaquilat se en lang række af store, spidse krukker, der er boret ned i sandet. De er fulde af olivenolie. Hver dromedar bærer fire krukker, to på hver side af puklen. Hver aften leder Isis nøje efter steder med blødt sand, som krukkerne kan bore sig ned i, når dromedarerne lægger sig.
Shaquilat har hørt rygter om, at der i lasten findes pakker med dyrebare ædelsten, men da hun spurgte, kiggede Isis vredt på hende. Hun skulle selvfølgelig ikke have spurgt. Hun ved, at der er kasser med sjældne glasvarer pakket i fåreuld. De er mærket med et særligt tegn, så folk ved, at de skal behandles forsigtigt.
Shaquilat har gået i skriveskole i et par uger sammen med kong Aretas’ datter Fasaelis og andre børn fra vigtige familier. Foruden nabatæisk taler hun handelssproget aramæisk og lidt græsk, men det gør mange karavanebørn. Det var Isis, der insisterede på, at hun fik lært at skrive nogle få vigtige ord. Det var en del af aftalen, da hendes far og mor forhandlede med Isis.
De voksne var alvorlige, og hun selv var frygtelig spændt. Dagen efter at der var givet håndslag, begyndte hun i skolen. Det var meget sjovere, end hun havde forestillet sig. Det er en af stjernetyderne, der underviser et par timer hver formiddag. De har både lært egyptiske tegn og græske bogstaver og andre tegn.
Isis har sine egne tegn, som hun har malet på de sække og trækasser, der hver aften læsses af dromedarerne og næste morgen surres fast igen. Tegn for guld, for salt og for glas. Der er også dagligdags ting i lasten, ting, der slet ikke behøver at blive pakket ind, men blot er surret på dromedarerne med læderremme. Varer af tung basaltsten fra nord.
Der er små mortere og store kornkværne, som kan læsses af på stenet grund uden at tage skade. Og når tingene er solgt i Babylon, skal de have andre varer med tilbage. Isis puster støvet af ferskenstenen og drejer den mellem fingrene.
”Hvad skal du med stenen?” spørger Shaquilat forsigtigt.
Isis smiler hemmelighedsfuldt. Hendes blik er så gennemtrængende, at Shaquilat altid tænker sig grundigt om, inden hun spørger om noget. Isis’ fingre løber prøvende rundt langs stenens kant og finder en ny ujævnhed, der skal files væk.
”Har du set til dromedarerne?” spørger Isis med sin hæse stemme. Det er ørkenen, der har slebet hendes stemme med sit sand.
“Ja,” svarer Shaquilat. ”Sammen med Yihmen og to af de andre.”
”Og min dromedar har fået et par dadler?”
Shaquilat nikker.
”Sov nu,” hvisker Isis. ”Der er en lang dag igen i morgen.”
Shaquilat lægger sig ned og lytter til lyden af filen mod ferskenstenen. Hun forstår ikke, hvordan Isis finder vej i det endeløse landskab. Nogle gange er der et fladt stykke med sten eller gådefulde høje og runde klipper, hvis former kan minde om dyr eller skrækkelige dæmoner. Men det meste af tiden er ørkenen sandbanker, der bliver ved, så langt øjet rækker. Der er ingen vej, ingen oase, ingen dyr og kun af og til en enkelt fugl på himlen.
Begravelsen og påsken
år 4 f.Kr.
Herodion, nær Betlehem, marts
Begravelsesoptoget strækker sig hele vejen ned ad den lange rampe, der fører mod Herodions top. Hushovmester Moshe går helt oppe ved båren, blandt Herodes den Stores familiemedlemmer. Når han kigger ned, kan han se alle kongens soldater, der kommer marcherende langt nede ad det stejle bjerg.
Herodes er død. Hans sønner går her. De nærmeste går her, førsteminister Nikolaos og kongens nærmeste rådgivere. Som hushovmester er Moshe blevet spurgt om så mange ting af familien, at han aldrig nåede at stille sig ned blandt tjenestefolkene. Det er, som om familien forventer, at han er her, midt iblandt dem.
Stigningen op mod toppen er jævn, men Moshe er allerede forpustet. Han er ikke en ung mand længere. Han ser bagud og spejder efter en bestemt mand og finder ham hurtigt. Som chef for Herodes den Stores vagtstyrke går Seff allerforrest. Moshe retter atter blikket fremad. Han kan stadig ikke lade være med at føle, at Seff er ansvarlig for, at hans nevø, Karmel, er blevet lam.
Karmel er ikke død, som kongen er. Men det var måske bedre, om han var død. Moshe ser atter ned på den lange række af soldater, der er på vej op ad rampen efter dem. Rampen drejer flere gange for at komme op ad det stejle Herodion. Efter Herodes’ personlige vagtstyrke kommer alle de forskellige hære, som kong Herodes havde lejet.
Først thrakerne og så germanerne og så galaterne og mange flere endnu. Hele hæren kommer marcherende efter den gyldne båre. Og til sidst går alle tjenestefolkene, flere end fem hundrede, med fade fulde af krydderier. Duften fylder luften. Det er endnu køligt, men foråret er kommet, og bjergsiderne er dækket af blomster.
Midt i døden og midt i Herodessønnernes kamp om magten byder den hårde bjergside på yndige blomster. Den gyldne båre er dekoreret med ædelsten. En stor lilla sten blinker i sollyset, så det skærer i øjnene. Moshe ser væk. På båren ligger Herodes på et purpurfarvet klæde. Kun konger må bære purpur.
Herodes’ højre hånd er knyttet om et gyldent scepter. Om hans pande er der et diadem, og på hans hoved en krone af guld. Både diadem og krone. Når Herodes er stedt til hvile i sommerpaladset, skal hele paladset begraves under jord. Den kongelige bygmester græd, da han hørte det. Alle de kostbare vægmalerier, det fine amfiteater, den store festsal, badene, værelserne, alt vil blive dækket med sten og jord og aldrig mere blive brugt.
Herodes tager efter eget ønske sit sommerpalads med sig som sin grav og efterlader et bjerg i landskabet. Familien er tavs. Moshe lader blikket vandre fra den ene til den anden: Herodes den Stores ærgerrige søster Salome. Adskillige af Herodes’ hustruer, der alle forsøger at få del i arven. Og de tre overlevende sønner: den lille bygmester Antipas, som for blot to år siden var udpeget til enearving.
Men testamentet er læst op. Moshe ser over på Antipas’ storebror Arkelaos. Han er barsk og flot, men med et voldsomt temperament. Mens Herodes endnu var ved sine fulde fem, ville han aldrig have valgt Arkelaos som hovedarving. Og dér langt fremme går Filip, den sagtmodige. Filip, som ikke er ærgerrig. Nu er han den ældste, men før Herodes fik henrettet sine tre ældste sønner for komplotmageri, var Filip blot én blandt mange.
Moshe skæver i smug til Arkelaos. Han er nitten år, og ansigtet er sørgmodigt, men når han tror sig uset, pusler et smil om hans mund. Moshe kan se det: Arkelaos ser frem til sin magt. Efter Herodes’ død samlede hans søster Salome alle soldaterne og tjenestefolkene og lod først et brev læse højt. I brevet opfordrede Herodes den Store sine soldater til at støtte Arkelaos.
Selv om folk nu havde en anelse om, hvor kongemagten ville lande, gik der alligevel et sug igennem dem, da testamentet blev læst op. Hæren ønskede at krone Arkelaos med det samme, men han afslog klogt og vil rejse til Rom for at få kejser Augustus’ godkendelse, lige så snart sørgetiden er forbi. Moshe ser atter over på Antipas.
Han er bare sytten år, men Moshe er næppe den eneste, der ville ønske, at Antipas var blevet foretrukket. Salome ønsker det samme. Rygterne løber, og alliancer formes på kryds og tværs. Og her går han mellem bjergenes blomster og jødernes konger på vej mod toppen. Gud give, at han må klare sig igennem dette rænkespil.
Fire dagsrejser øst for Raqmu-Petra
Shaquilat vågner i det tidlige daggry. Det er koldt, og bålet er gået ud. Hun roder op i gløderne og lægger tørre palmeblade på. Isis sover stadig. Shaquilat forlader bålet og går ind mellem palmerne for at hente vand. Isis kan lide at vaske sit ansigt i lunt vand om morgenen. Lunt vand til ansigtet er en stor luksus, men hvis det kan gøre Isis glad, så går Shaquilat gerne en ekstra gang efter vand.
Hun knæler ned og dypper fadet. Vandet strømmer ind over kanten og fylder fadet op. Pludselig mærker hun, at hun ikke er alene. Lydløst stiller hun vandfadet fra sig og ser op. Hånden glider ned om knivskæftet. På den anden side af vandhullet står en gazelle og stirrer på hende. Lidt bag den står et par stykker til. Det er impalaer.
De er lysebrune, men hvide under maven og på de lange, slanke halse. Deres store ører og øjne er opmærksomt vendt mod hende. Shaquilat sidder helt stille. Forsigtigt skræver impalaen med forbenene langt fra hinanden. Den snuser ud i luften mod hende. Den er usikker, men den er også tørstig. Den drikker hurtigt og løfter sit yndefulde hoved med de store mørke øjne.
Et par af de andre nærmer sig. De drikker på skift. Det er hunner alle sammen. De har ingen horn. Shaquilat sidder åndeløs. Hun har aldrig før set en impala så tæt på. Pludselig bliver dyrene forskrækkede og forsvinder i høje spring. Hun undrer sig. Hvad blev de bange for?
Øjeblikket efter hører hun en lyd i sivene, en hviskende lyd af skridt, der nærmer sig. Et menneske kommer til syne og bøjer sig mod vandet blot et lille stykke væk. Shaquilat rejser sig brat, og manden farer sammen.
”Åh, er det dig. Jeg troede, jeg var alene,” siger han.
Hun nikker blot og skynder sig tilbage. Isis pjasker det lune vand i hovedet og sender Shaquilat et bredt smil.
”Impalaer, siger du. Jeg må lære dig at skyde med bue.”
”De var smukke. Jeg tror altså ikke, jeg kunne skyde dem.”
Isis ler.
”Du har vist aldrig været rigtig sulten. Eller prøvet at ligge i en sandstorm, der varer i tre døgn og udmatter dig. Tørret kød har reddet mig mange gange, når guderne prøvede at slå mig ihjel.”
Shaquilat tænker på den sandstorm, hun oplevede med sin far på den lange tur til Judæa, dengang de fulgte den store stjerne helt til Jerusalem og videre sydpå, indtil de fandt en lille dreng i en stald. Shaquilat har allerede fortalt Isis om alt, hvad der skete, men intet af det gjorde noget større indtryk på Isis.
Kun kongebarnet var hun nysgerrig over for, men da Shaquilat ikke kunne fortælle, at drengen havde gjort noget andet end det, små drengebørn plejer at gøre, og at han tilmed boede i et almindeligt bondehus, tabte Isis interessen.
”I morgen skyder jeg et dyr, så vi kan få kød,” siger Isis roligt.
”Kan du tilberede kød?”
”Ja, selvfølgelig.”
Shaquilat nævner hurtigt fire retter. Isis nikker tilfreds. Shaquilat kan ikke lade være med at sammenligne Isis med sin mor. Hagaru dyrker markerne og køber nye marker op, når hun kan. Hun passer hjemmet og Shaquilats små søskende. Hun laver mad, bager brød, blander sig i samtalerne i byen og går endda med, når rådet holder møde. Isis er helt anderledes. Hun laver slet ikke mad. Det gør mændene.
Den første aften, de slog lejr, så Shaquilat forbavset til, mens Yihmen, en stor, knoklet mand, lavede mad til dem alle. Det smagte udmærket, men savnede salt. Næste aften lavede Shaquilat maden, mens Yihmen hjalp til. Da Shaquilat spurgte Yihmen, hvorfor Isis ikke laver mad, lo han.
”Isis er den, der bestemmer, og den, der finder vej,” sagde han.
Isis bærer en stor kniv i sit bælte, og hun har sine klare meninger om alting. Men hjemme i Raqmu-Petra er det ikke alle, der kan lide Isis. Shaquilat ruller hurtigt sine tæpper sammen og pakker de få ting ved bålet. Solen er stået op, men endnu er det stadig køligt.
Isis er allerede klar. Isis har forskellige ting med sig, som skal pakkes ud for at gøre livet behageligt: et stort telt, et stort stykke stof til at give læ og skygge, en særlig gryde til bålet og mange andre ting. Det er en gåde, hvordan hun får alt pakket ned hurtigere end alle andre og uden nogensinde at skynde sig. Hver aften, når de slår lejr, hviler der en ro over Isis, som om ørkenen er hendes hjem.
Shaquilat finder sin dromedar og svinger benet over ryggen på den. Mange af mændene sidder allerede på deres, men ingen har endnu rejst sig. Shaquilat giver prøvende sin dromedar et lille dask med hælen, men den bliver bare liggende. Isis ser ud over flokken. Så råber hun:
”Op, op, op!”
I en stor, vuggende bevægelse kommer dyret på benene. Den står stille et øjeblik, som om den skal finde ud af, hvor de andre går hen, inden den endelig begynder at vandre efter Isis. Dromedaren er meget anderledes end den hest, hendes far købte til hende.
Dromedaren gør, hvad den selv vil. Den følger efter de andre og går hele dagen. Den lægger sig, når Isis råber ”ned”, og rejser sig, når de andre rejser sig. Den virker hverken glad eller sur over at se hende. Men dadler kan den lide. Da Shaquilat den første morgen spurgte Isis, hvad dromedaren hed, lo Isis højt. Dromedaren havde ikke noget navn. De færreste af dem har navne. De fleste har kun betegnelser som
”den lyse hun” eller ”den han, der bider”.
Ørn
Josef og Maria rejser fra Egypten hjem til Judæa, hvor kong Herodes’ død har udløst en arvestrid mellem hans tre sønner. Befolkningen ønsker ikke en ny Herodes på tronen og oprør bryder ud. Romerriget slår hårdt ned, og legionæren Africanus må atter ud i voldsomme kampe.
Johannes, der senere bliver kendt som Døberen, er i lære som præst ved templet i Jerusalem, hvor den unge Jesus udfordrer de skriftlærde.
Samtidig i nabolandet Nabatæa er kvinden Shaquilat på vej gennem ørkenen for at skabe sig en tilværelse som karavanefører.
Ørn er andet bind i Anne-Cathrine Riebnitzskys romanserie om Jesu liv. Første bind Tempel fortalte om årene omkring folketællingen og Jesu fødsel. Ørn foregår i de ti år fra Herodes den Store dør i år 4 f.Kr. til år 6 e.Kr., hvor Romerriget griber afgørende ind i kampen om magten i Judæa.
Du kan købe Ørn online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: