Fiktion Bestsellere Danske krimier Danske krimiforfattere Lydbøger Michael Katz Krefeld Populære krimier

Mød Thomas Gulstad: Manden bag RAVN-seriens mørke stemme

Mød Thomas Gulstad: Manden bag RAVN-seriens mørke stemme

Thomas Gulstad er én af favoritterne til titlen som Danmarks bedste lydbogsindlæser. Du kender ham måske som oplæseren af Ravn-serien af Michael Katz Krefeld, hvor han er stemmen bag Thomas Ravnsholdt og resten af Christianshavnslænget – ikke mindst Møffe.

Som oplæser skal man have en fornemmelse for bogen, man læser. Hvor foregår den? I hvilken tid befinder vi os i? Hvad er stemningen? Er det en krimi i et evigt regnende univers – eller en varm roman med glimt i øjet? Hvor nogle tænker meget over at spille karaktererne, og i bedste ‘method acting-stil’ lave specielle stemmer, går Thomas Gulstad mere nøgternt til sagen. “Det kommer helt naturligt, og bliver mere flydende på den måde” siger han.

Læs også: Få overblik over bestseller-fænomenet Ravn-serien af Michael Katz Krefeld

Æ kommer lig’ fra arbej’ av

Med sprogøret skruet rigtigt på, kan dialekter og accenter hurtigt ændres, alt efter hvor i landet, vi befinder os. Men foregår en bog i det vestjyske, så sker det da, at Thomas Gulstad også undersøger det mere nærgående.

”Så slår jeg lige op og hører, hvordan det sønderjyske lyder – måske ift. det vestjyske eller aarhusianske. Det skal i hvert fald ikke være som Ole Thestrup,” tilføjer han klukkende og henviser her til den eneste rigtige fadæse, det faktisk er blevet til i hans næsten 30-årige virke som indlæser.

”Der har været lidt delte meninger om den stemmelægning, jeg har lavet til den jyske betjent Mikkel i Skytsengel af Michael Katz Krefeld. Jeg havde lagt mig op ad Ole Thestrup – han var så dejlig nem at efterligne. Men nogle synes åbenbart, at det virkede for karikeret med Ole Thestrups stemme til en ung jysk betjent.”

Læs mere om Skytsengel her

Og der lyttes faktisk til kritikken. Thomas Gulstad har efterfølgende genindlæst alle passager med Mikkel for at få indlæsningen af bogen til at være helt perfekt. Det er vigtigt for ham som sprogconnoisseur – og ikke mindst for det voksende danske lydbogspublikum, der hurtigt lufter deres meninger om gode og mindre gode stemmepræstationer.

Lydbogen i vækst

De sidste 5 år er forbruget af lydbøger steget markant i Danmark. Det giver arbejde til en mand som Thomas, der indlæser næsten alt.

Læs mere om, hvad danskerne lytter til

Thomas Gulstad har en alsidig stemme, der gør bøger i alle universer levende for lytteren, men man kommer selvfølgelig ikke udenom, at den dybe vokal er mere passende i nogle sammenhænge end andre. Er hovedkarakteren en pige eller kvinde, vil forlaget typisk vælge en kvindelig oplæser eller en lysere stemme, fortæller Thomas Gulstad. Men kommer det til mindre replikker er det bestemt ikke et problem.

”Jeg har faktisk fået at vide, at jeg laver en troværdig kvindestemme, og egentlig også børnestemmer. Den slags gør jeg bare.”

“Så man kan sige, at jeg er ligesom humlebien: Jeg ved ikke, at jeg ikke kan lave stemmer – så derfor gør jeg det bare”

Hvordan bliver man lydbogsindlæser? For Thomas gik vejen fra kirkekor til lydstudie

At Thomas Gulstad kan høres læse højt af dine yndlingsbøger er lidt af et tilfælde. Som kirkesanger hørte organisten noget helt specielt i Thomas Gulstads stemme, og fik ham til at lave et demobånd. Det tog hun med til NOTA, hvor hun selv bijobbede. NOTA er en institution under Kulturministeriet, der gør trykte tekster tilgængelige for alle med læsehandicap, så der var nok at tage fat på.

En overtekniker hørte demoen og var enig med hendes vurdering om, at her var en knægt med en god stemme. Og i 1993 lagde Thomas for første gang stemme til en fortælling, der med årene er blevet til mange hundrede timers indlæsning med titler som Ken Follett’s Uendelige Verden og Fredrik Backmans En mand, der hedder Ove.

Bøger, der er værd at slide stemmen for

Lydbogsindlæsning er ikke et arbejde, man bare går på 37 timer om ugen. Det kan stemmen ganske enkelt ikke holde til.

”Hvis jeg har kørt på i studiet fire timer én dag, så vil man kunne høre det igen den næste dag. Så når jeg kører hårdt på og indlæser hver dag, så bliver det nok 2-3 timer om dagen. Ikke mere.”

Derfor skal timerne i studiet også helst gå med at indlæse noget, der giver mening. Thomas nævner indlæsningen af registerværket til Martin A. Hansens dagbøger som en mindre meningsfuld opgave: ”Det var vist på 300 eller 400 sider med registerhenvisninger, og sidenavne, årstal og personer i én pærevælling. Og ingen, tror jeg, kommer nogensinde til at høre den bog igen..”

Der er til gengæld bøger, han glædelig slider stemmen for. Blandt andet Michael Katz Krefelds krimier. Heldigvis!


Lyt til Thomas Gulstads oplæsning af Michael Katz Krefelds krimier på streaming- og abonnementstjenester som Ereolen, Mofibo, Saxo Premium og Chapter.