New York Times’ bestsellerforfatteren Stephanie Perkins er tilbage med en ny romance om at forelske sig i sin bedste ven. Læs et uddrag af Overdue – Sidste frist lige her.
Stephanie Perkins er aktuel med en ny romance til voksne om at stå ved en skillevej i sit parhold – og om at blive forelsket i sin bedste ven. Overdue – Sidste frist handler om den 29-årige bibliotekar Ingrid, der har været sammen med sin collegekæreste Cory i elleve år uden at have talt om ægteskab.
Da Ingrids søster bliver forlovet, føler Ingrid og Cory et pres for at overveje deres fremtid. De har aldrig været sammen med andre end hinanden, så de tager en ukonventionel beslutning: De planlægger en måneds pause i parforholdet, hvor de må date andre. Når måneden er gået, regner de med, at de endelig er klar til at gifte sig med hinanden.
Ingrid har allerede én person i tankerne: hendes kollega Macon, som hun har haft et crush på i årevis. Han er charmerende, en smule gnaven, og så er han en af hendes bedste venner.
Du kan læse første del af Overdue – Sidste frist af Stephanie Perkins herunder.
Overdue – Sidste frist
af Stephanie Perkins
KAPITEL ET
Jeg havde allerede truffet én katastrofal beslutning den uge. Men jeg var endnu ikke klar over, at den faktisk var katastrofal, ligesom jeg heller ikke vidste, at jeg, inden dagen var ovre, ville træffe endnu en. Da jeg slog de dobbelte døre op og indsnusede den kolde luft udenfor, mærkede jeg håbet svulme i mit bryst. Alt duftede rent og skarpt. Sart, men også tungt.
”Snart,” sagde jeg. ”Snart vil det stå ned i stænger.”
”Det sagde du også for en time side.”
Jeg så mig over skulderen og sendte min kollega et blændende smil.
”Luk dørene,” surmulede Macon. ”Du lukker al varmen ud.”
Men da han igen vendte blikket mod sin computerskærm, glimtede hans øjne. Det var tydeligt, at han morede sig. Dørene var gamle og krævede et ordentligt skub for at lukke i. Duften af træ, der brændte, erstattede duften af sne, der var på vej. Ilden knitrede indenfor i kaminen i det bagerste lokale. Det var forbudt at tænde op på kommunens ejendom, men North Ridgetop Branch Library var en fredet, historisk bygning, så den højt skattede kamin havde fået særlig tilladelse.
Jeg satte mig tungt i stolen ved skranken og mærkede en betydelig tilfredshed ved igen at bryde igennem Macons tvære facade. Jeg var et af de få mennesker, der kunne. Der var to pladser ved vores trofaste skranke. Jeg havde siddet på den ene de sidste fire år, og han havde siddet på den anden i elleve år. Han var, både bogstaveligt og i overført forstand, min bedste kollega-ven. En stor, klodset bog blev skubbet hen over skranken til mig.
”Frokost?” Bogen var åbnet på en side med et billede af en vild have med et smedejernsbord og alle mulige blandede, men charmerende, stole.
”Nej,” svarede jeg. ”Ikke i dag.”
”Nej?” Han lød overrasket.
”Hvad mener du? I dag er en af de gode dage.”
Det var vores yndlingsleg: Find et sted, vi hellere ville være. Men i dag var en god dag. Ifølge vejrudsigten var der sne på vej fra højderne i North Carolina, og vores lille by Ridgetop summede af forventning. Biblioteket var tomt, bortset fra den håndfuld lånere, der sad ved computerne.
Alle andre var hos købmanden for at købe mælk og brød, inden det hele uden tvivl ville lukke, og så skynde sig lige hjem. Det sneede kun et par gange om året her, og reaktionen var altid noget hysterisk.
”Fair nok,” sagde Macon, da jeg skubbede bogen tilbage til ham.
Han lagde den på returhylden og fortsatte så med at læse en udtømmende artikel online om den statistiske sandsynlighed for global madmangel. Macon nød at læse nonfiction om skrækindjagende emner og lange klassiske romaner, som det tog uger for ham at komme igennem. Jeg læste og var glad for næsten alt.
”Vi mødes og spiser frokost i haven,” sagde jeg med henvisning til billedet, ”lige så snart sneen smelter.”
”De siger, der kommer meget.”
”Det ville være dejligt med en fridag i morgen.”
”Og dejligt at gå tidligt i aften.”
Vi talte som om, vi ikke allerede havde talt om dette og spekuleret i timevis. Vi talte i det hele taget som om, alt imellem os var, som det plejede … Fordi jeg var den eneste af os, der vidste, at det ikke forholdt sig sådan. Min mave vendte sig og slog også lige en kolbøtte. Skønt vi havde talt så meget om frokost, havde jeg været for ængstelig til at spise i min pause.
Jeg var ikke sikker på, hvordan jeg skulle fortælle ham det. Jeg havde været fuldstændig opfyldt af emnet i dagevis, men nu hvor tiden endelig var inde, forekom opgaven fuldstændig uoverskuelig. For hvordan skulle jeg fortælle det menneske, jeg gerne ville kysse – som jeg gerne ville mere end bare kysse – at jeg pludselig var blevet single, men at jeg kun ville være det i en måned?
Ligegyldig hvordan jeg formulerede det, lød det jo fuldkommen vanvittigt. Dette burde nok have været et praj, det første praj, der fik mig til at indse, at det var fuldkommen vanvittigt. Dørene sprang op, og en lille ældre herre brød ud i sang, ”Skuld gammel venskab rejn forgo …”
”Godt nytår, mr. Garland,” sagde jeg, mens han ivrigt skubbede en krimi i afleveringsvognen på min side af skranken.
Jeg sad der, fordi det var her, de fleste lånere først gik hen, og jeg var venligere end Macon. Bedre til at sige goddag. Skønt jeg var indadvendt som de fleste bibliotekarer, var jeg ikke genert. Jeg var god til at lytte, jeg var interesseret i andre mennesker, og jeg elskede at grine.
Sprudlende Ingrid, kaldte Macon mig nogle gange. Han gjorde det for at drille, men jeg kunne faktisk godt lide det, og jeg havde på fornemmelsen, at han havde det på samme måde.
”Ingrid Dahl! Macon Nowakowski!” Mr. Garland så på os begge og strålede. ”Havde I en god jul?”
Jeg gengældte hans smil. ”Ja tak, det havde jeg.”
Det var årets tredje dag, en tirsdag. Vi havde altid lukket søndag og mandag, men jeg havde været på en længere ferie siden før jul.
”Hvordan gik din jul? Hvordan blev den Bûche de Noël, du ville bage?”
Han var allerede på vej i retning af afdelingen for nye bøger. ”Jeg klager ikke, jeg klager slet ikke! Jeg må have en ny bog, inden stormen rammer os.”
Macon følte sig åbenlyst invaderet af al den påtrængende ivrige energi i rummet, for hans ansigt var helt udtryksløst. Skønt han udstrålede den samme udmattelse som en mand, der var på vej på pension, var han kun 39. Ti år ældre end mig. Han var stille og tvær, hans stemme var behersket, og han kunne stirre på den mest urovækkende måde.
Hans garderobe var begrænset, og han gik i den samme frakke, fra det blev efterår, og indtil vinter, en stor duffelcoat med knebler i træ. Den gnavne Paddington, elskede jeg at kalde ham. Han var ofte sent på den, havde tendens til at hidse sig op, og hans mørkebrune hår skreg for det meste på en professionel klipning.
Der var dem, der var sjuskede på en overlagt og lækker måde … og så var der Macon. Jeg syntes, han var en fest. Han pegede i retning af messingnavneskiltet, der stod på bordet, og væltede det med sit ærme.
“Jeg tilgiver aldrig kommunen for at tvinge os til at have de her stående.”
Det offentlige bibliotek var de lokale politikeres ansvar, og de havde tendens til at ændre reglerne med jævne mellemrum. De obligatoriske navneskilte var dukket op på vores bord sidste forår, og det irriterede ham stadig, når nogen brugte hans fulde navn.
”Det er da ikke så slemt.” Mit smil blev endnu bredere. ”Og i det mindste udtaler mr. Garland dit navn korrekt. Mason.”
”Hvor vover du?” Men Macon nød at være indigneret.
Mit efternavn blev altid udtalt forkert, men aldrig på biblioteket, hvor de fleste lånere var bekendte med Roald Dahls skønne forfatterskab, selvom de måske ikke vidste noget om hans ucharmerende fordomsfuldhed. (”Vi er ikke i familie,” sagde jeg altid lynhurtigt, selvom vi begge havde norske rødder. Vi kunne jo sådan set godt være i familie.)
Jeg hed Daaal med langt a, men det mere dovne Doll generede mig ikke. Nov-a-kov-ski var besværligt for langt de fleste, især dem, der ikke vidste, at på polsk blev w udtalt som v. Og til Macons gigantiske irritation stoppede det ikke der. De fleste mennesker kunne heller ikke udtale hans fornavn.
”Det udtales ikke som et s,” plejede han at påpege. ”Det er ikke som i ’Jason’ eller ’facon’.”
Nej, navnet indikerede, at hans familie var fra sydstaterne, hvor byer, kommuner og gader ofte hed det samme som Macon, og ikke blev udtalt med s-lyd. Mr. Garland kom igen ind i lokalet.
”Det var hurtigt,” sagde jeg.
Han smed en indbundet bog op på skranken, kastede sit elegante halstørklæde over den ene skulder og fandt lynhurtigt sit lånerkort frem. ”Jeg er en mand, der ved, hvad han vil have.”
Mr. Garland var over 80, og han mindede mig lidt om en alf takket være sit strithår, korte ben og skræddersyede tøj. Han lånte kun nye krimier, og kun en ad gangen, så han havde en undskyldning for at vende tilbage med jævne mellemrum.
Da hans mand endnu levede, havde mr. Garland lånt høje stakke, og dengang så vi ham kun, når de skulle afleveres. Derfor prøvede jeg altid at give ham min fulde opmærksomhed. I dag havde jeg imidlertid andet at tænke på.
”I er et hårdt publikum,” hviskede han teatralsk.
Han talte til Macon, men han nikkede i min retning. Jeg var allerede i færd med at give ham bogen igen med den nystemplede låneseddel i. Han havde været i gang med en længere historie, og jeg havde misset pointen. Og hele historien.
”Undskyld.” Jeg skar en grimasse. ”Jeg var langt væk. Jeg har været lidt fra den hele dagen.”
Mr. Garland lod som om, han var fornærmet. ”Så længe, det ikke er mig, der er fra den.”
Jeg opfyldte hans ønske og grinede. ”Hold nu varmen derude, ikke?”
Han slog kraven op på sin frakke med en fejende bevægelse og forlod etablissementet. ”På gensyn!”
“Ja, på gensyn,” svarede Macon og rejste sig for at lukke dørene efter ham, for det ulejligede mr. Garland sig aldrig med.
”Næste gang låser jeg døren, når jeg ser ham.”
“Han vil bare have lidt opmærksomhed.”
Macon smækkede dørene hårdere i end nødvendigt.
”Han er ensom, ” sagde jeg.
Mange af de faste lånere var ensomme. Biblioteker var trygge steder for folk, der levede alene, herunder
bibliotekarerne. Herunder Macon.
”Han synger hver gang, han træder ind ad døren.”
”Du elsker, når han synger.”
Han satte sig tungt ned i sin stol igen og drejede sig anklagende imod mig.
”Langt væk.”
”Hvad?”
”Det var det, du lige sagde. Og det passer. Du befinder dig på den anden side af månen. Du er på vej til Mars.”
Jeg prøvede at ignorere ham, men han blev ved.
”Og du dimser.”
”Dim – ” Jeg forstod pludselig, hvad han mente, og slap min halskæde. Jeg havde snoet den om mine fingre uden at opdage det.
”Den bliver helt sammenfiltret, og så skal jeg fikse den. Igen.”
Jeg løftede mine hænder. ”Jeg har givet slip!” Men jeg lo.
Jeg havde en nervøs vane med at pille ved mine smykker. Heldigvis var Macon tålmodig og dygtig til at løsne al sammenfiltring. Høretelefoner, opladere, lyskæder. Garnnøgler til krea-historietimer. Mit hår, når det sad fast i et spænde. Han brugte den nødvendige tid på at rede alle tråde ud.
”Hvad er der?” sagde han.
”Ikke noget,” svarede jeg lidt for hurtigt.
Jeg mærkede et skud frygt. Jeg havde ledt efter en måde at sige det på hele dagen, og nu gav han mig muligheden. Men jeg kæmpede stadig med min egen, indre modstand. Han stirrede på mig og ventede. Spørg mig igen, bad jeg. Men øjeblikket var passeret, han trak på skuldrene og trillede væk på sin kontorstol. Det lå ikke til ham at presse på eller prøve grænser. Ordene trængte sig på som en ud af kroppen-oplevelse.
”Cory er flyttet.”
Macon rørte ikke på sig. Så skubbede han sin stol tilbage i min retning. Jeg begyndte at sno halskæden rundt om mine fingre igen.
”Det skete i juledagene.”
”Hvad skete i juledagene?”
Vi hørte spørgsmålet, før vi så, hvem der stillede det. Hun havde et rundt ansigt og runde briller og var netop drejet rundt om hjørnet bag Macon. Vi sprang begge op. Alyssa havde været ude i børnebiblioteket for at skifte udstillingen med julebilledbøger ud med vinterbilledbøger om snemænd. Jeg ledte efter et svar, der både var sandt og undvigende, og besluttede at fortælle den første del af historien.
”Min søster blev forlovet.”
Macon hævede øjenbrynene.
”Forlovet!” Alyssa lyste op, helt som ventet. ”Med basketballspilleren?”
”Jep,” sagde jeg.
Jeg kiggede hurtigt på Macon, hvis bryn havde genfundet deres sædvanlige, upåvirkede leje. Han fattede, at vi nu var i gang med to forskellige samtaler.
”Gud ske tak og lov.” Sue kom ind fra annekset og så at vi ikke arbejdede mere.
”Har vi besluttet, at det er fyraften? Jeg er alt for distraheret til at foretage mig noget fornuftigt her til eftermiddag.”
”Er mailen kommet?” spurgte Elijah og trillede en tom bogvogn ind bag disken.
Han var piccolo, hvilket betød, at han primært var bogopsætter. Sue var afdelingsleder, og Alyssa var børnebibliotekar. Vi var fem, og vi udgjorde hele medarbejderstaben.
”Ikke endnu,” sagde Macon.
Den ønskede mail ville komme fra lederen af hovedbiblioteket nede i byen, og den ville give os tilladelse til at lukke tidligt.
”Vi får aldrig mailen, før det faktisk begynder at sne,” forklarede Susan.
”Øv,” sagde Elijah og fjernede sine høretelefoner, så han kunne tage del i samtalen.
Han lyttede til fagbøger om videnskab og science-fiction, mens han arbejdede. Han var den yngste medarbejder, kun to måneder fra at fylde 21. Han kendte proceduren, men var stadig ung og optimistisk nok til at håbe på, at den var ændret. Ligesom med navneskiltene.
”Ingrids søster er blevet forlovet,” sagde Alyssa.
Sue virkede interesseret. ”Med basketballspilleren?”
Alle var interesserede i Jess. Min søsters forlovede var shooting guard i WNBA, den kvindelige basket-liga, og havde vundet OL-guld to gange. Hun havde mødt min søster Riley under corona- nedlukningen, hvor de havde været i den samme social boble i løbet af en forkortet sæson, som pressen kaldte ”the Wubble”, en sammenskrivning af women og bubble. Riley var en af de sygeplejersker, der stod for de
daglige corona-tests.
”Med basketballspilleren,” bekræftede jeg.
”Hvor høj er det nu, hun er?” spurgte Elijah. Det spurgte folk altid om.
”Almindeligt høj. Knap 1.80.”
”Hvem friede?” spurgte Alyssa.
”Det gjorde Jess. De havde forkælet sig selv og var taget på et Disney-cruise hen over julen … ”
Det grinede de alle ad, det var også sjovt, at min praktiske søster og hendes professionelle basket-kærester var de mest nuttede Disney-nørder.
”Men Jess var åbenbart så nervøs, at hun slet ikke opdagede, at min søster var søsyg. Hun gik ned på knæ det samme øjeblik, som Riley valgte at brække sig ud over skibets ræling.”
De andre lo fortsat, men Alyssa virkede chokeret.
”De grinede også selv af det,” forsikrede jeg hende.
”Hvis Tim havde friet til mig, mens jeg var i gang med at kaste op, ville jeg ikke have sagt ja.”
”Det er da ikke fair,” sagde Macon. ”Stakkels Tim.”
Jeg udvekslede et blik med Macon, men det lykkedes os at holde masken. Vi kunne godt lide Alyssa, selvom vi ikke havde meget til fælles med hende. Hun var kun et år yngre end mig, men hun var lidt naiv. Og hun kunne være helt sindssygt kritisk, især når hun talte om sin mand, og det var ret ubehageligt. Men Tim var ligesådan, og han var virkelig kedelig. Alyssa var for det meste meget sjov.
”Ville du have friet til Dani, mens hun brækkede sig?” spurgte Alyssa og så på Macon.
Dani var en kvinde, han havde været kærester med længe, men som han ikke var sammen med længere. Macon blegnede.
”Jeg ville ikke have friet til hende under nogen som helst omstændigheder.”
”Det gør ingen forskel, om det sner eller ej,” sagde jeg og så på Macon, mens jeg forsøgte at styre samtalen i en mere sikker retning.
”I to har snart fyraften.”
Jeg vendte mig mod Sue og Alyssa, som begge havde fri på det sædvanlige tidspunkt, altså klokken 18. Biblioteket havde sent åbent om tirsdagen, og hvis det ikke begyndte at sne snart, ville Macon, Elijah og jeg først få fri klokken 20. Sue kiggede op på uret på væggen og sukkede.
”Ikke snart nok.”
Macon opførte sig måske som om, han var tæt på pensionsalder, men Sue havde faktisk kun to år tilbage af sit arbejdsliv, hvilket hun mindede os om de fleste dage. Hun var altid lige så klar til at gå hjem som os andre, hendes tilgang var afslappet og effektiv, og det var også sådan, hun ledede vores afdeling. Jeg beundrede hende og betragtede hende hemmeligt som en moderfigur – min Ridget-
op-mor.
Det var især derfor, jeg ikke havde lyst til at fortælle hende, hvad der foregik med Cory og mig. Jeg ville ikke have, at hun skulle bekymre sig. Og jeg ville gerne være fri for Alyssas fordømmelse, og Elijah var for ung. Det tog hundrede år, men så vendte de tre endelig tilbage til deres opgaver. Lige så snart vi var alene, snurrede Macon rundt og så på mig med en dyb, bekymret fure i panden. Men jeg rystede på hovedet. Jeg havde ikke mod på at genoptage vores samtale, før Sue og Alyssa havde forladt bygningen.
Cory og jeg var flyttet til Ridgetop for syv år siden, dagen efter vores college-dimission. Vi var begge født og opvokset i Orlando, men var kørt herop en forlænget weekend, mens vi stadig læste, og den første sprøde bid bjergluft havde smagt mere hjemligt end Floridas klistrerede, fugtigvarme vejr nogensinde havde gjort.
Begge byer levede af turister, men Ridgetop var en kulturby, der tiltrak alle mulige drømmere og vandrere. Ridgetop var berømt for at tage varmt imod alle tilflyttere, ja indbyggerne fik det til at virke så nemt, at det nærmest var mistænkeligt. Ridgetop fik dig til at tro, at det hele nok skulle gå, og det gjorde det også for os. Så det gav mening, at det skæbnesvangre opkald kom for lidt over en uge siden, mens vi var hjemme i Orlando i julen.
Vi stod i mine forældres køkken i færd med at glasere en skinke, som ingen af os ville spise – der var meget, Cory ikke spiste, og jeg var for det meste vegetar, selvom mine forældre altid glemte det, eller også gik de bare ud fra, vi ville vokse fra det – og så ringede fastnettelefonen. Riley og Jess havde lagt til i Tortola, og de ville gerne på medhør.
Da vi hørte nyheden, råbte min mor lykkeligt op, mens vi andre fnisede tilfredst, og resten af dagen gik med at glædes og spekulere, diskutere og planlægge. Det var først om aftenen, efter at dåsen med de hjemmelavede småkager var gået bordet rundt, at det gik op for mine forældre, at Cory og jeg var frygtelig stille. En mørk anspændt sky hang nu over den ellers sukkerdryssede stemning.
Mine forældre spurgte ikke, hvad der var galt, men det var heller ikke nødvendigt. De elskede Cory og behandlede ham som et familiemedlem. Men de var også gode til ikke at blande sig, og vi havde kun talt om vores eventuelle bryllup og ægteskab en gang, og det var udelukkende fordi, min mor havde drukket for mange blå margaritas til vores dimissionsfest. Corys familie var derimod højlydte og direkte, og de stak til os med jævne mellemrum.
Hans forældre boede også i en forstad til Orlando, og vi tilbragte altid halvdelen af ferien med dem. Men de var også afslappede, og de lagde aldrig egentlig pres på os. Rileys gode nyheder kom som et uventet slag. Og jo mere jeg vendte og drejede det i hovedet, des mere urolig blev jeg. Det her var min søster. Min lillesøster. Som kun havde været sammen med sin kæreste i to et halvt år. Og ja, ja, selvfølgelig var det længe nok til at vide, om man havde lyst til at gifte sig. Men. Men.
Cory og jeg havde været sammen i 11 år. Vi havde mødt hinanden i løbet af den første uge på college. Det første minut, den første dag, i løbet af vores første undervisningstime, plejede vi at blære os med, når vi mødte nye mennesker. Han satte sig ved siden af mig i vores psykologi-time, og fordi college var et oplagt sted at tage en chance, ventede han ikke med at invitere mig ud. Jeg blev så paf, at jeg sagde
ja.
Vi spiste frokost sammen den dag, så fulgte flere frokoster, derefter middage, og det var nemt, og det havde aldrig været nemt for nogen af os før. Vi havde begge været upopulære, ægte akavede, ensomme og lette mobbeofre. Cory var min første og eneste kæreste, ligesom jeg var hans første og eneste kæreste. Men til trods for vores mangel på erfaring, havde vores forhold altid været sundt og misundelsesværdigt.
Vi fik hinanden til at grine, skændtes kun sjældent og havde et godt sexliv. Og selvom ingen af os var særlig interesserede i at få børn, lå det lige for, at vi ville gifte os en dag. Men af en eller anden mudret, ubehagelig grund havde vi aldrig talt om, hvornår vi ville gifte os.
Selv da vores venner nåede slutningen af deres 20’ere og begyndte at invitere os til bryllup i tide og utide, havde vi bare rystet på hovedet ad deres nysgerrige spørgsmål. Vi gør det, når vi køber et hus, mumlede vi til svar. Men det havde vi så heller aldrig talt om at gøre.
Jeg fandt endelig modet til at spørge ham et par dage efter juleaften. Under vores lange og atypisk alvorlige køretur hjem, svulmede og bankede og gurglede spørgsmålet i halsen på mig, indtil det blev mere ubehageligt ikke at spørge.
”Hvorfor tror du, vi aldrig har giftet os?”
Jeg må give Cory, at han ikke gik i panik. Han gloede fortsat lige frem på vejen foran os, som om han havde været i gang med at overveje selvsamme mysterium.
”Jeg ved det ikke,” sagde han, selvom det faktisk lød som om, han havde en anelse. ”Måske er det bare, fordi vi ikke har lyst til at forpligte os, uden vi har prøvet noget andet.”
Motorvejen åbnede sig ikke og slugte mig. Vores fælles liv passerede ikke revy. Det var som om, han sagde lige det, jeg havde tænkt på, selvom tanken ikke var faldet mig ind før.
”Nogen anden,” sagde jeg.
Overdue – Sidste frist
Overdue er en smuk romantisk fortælling om nye begyndelser og at finde sin egen vej i livet.
Ingrid, en munter, 29-årig bibliotekar, fra den lille hyggelige flække Ridgetop i North Carolina, har været sammen med sin collegekæreste Cory i elleve lykkelige år uden nogensinde at have haft en samtale om ægteskab.
Men da Ingrids søster annoncerer sin forlovelse med den kvinde, som hun har datet i kun to år, føler Ingrid og Cory et tungt pres for at overveje deres fremtid.
De har aldrig været sammen med andre end hinanden, så de tager en ukonventionel beslutning: De planlægger en måneds pause, hvor de kan date andre, for derefter at genforenes og være klar til ægteskab. Ingrid har én person i tankerne: hendes charmerende kollega Macon, som hun i al hemmelighed har været lidt forelsket i i årevis. Men tingene går langt fra efter planen!
Stephanie Perkins er forfatteren bag New York Times’ bestseller-trilogien Anna og det franske kys.
New York Times’ bestsellerforfatteren Stephanie Perkins er tilbage med en ny romance om at forelske sig i sin bedste ven. Læs et uddrag af Overdue – Sidste frist lige her.
Stephanie Perkins er aktuel med en ny romance til voksne om at stå ved en skillevej i sit parhold – og om at blive forelsket i sin bedste ven. Overdue – Sidste frist handler om den 29-årige bibliotekar Ingrid, der har været sammen med sin collegekæreste Cory i elleve år uden at have talt om ægteskab.
Da Ingrids søster bliver forlovet, føler Ingrid og Cory et pres for at overveje deres fremtid. De har aldrig været sammen med andre end hinanden, så de tager en ukonventionel beslutning: De planlægger en måneds pause i parforholdet, hvor de må date andre. Når måneden er gået, regner de med, at de endelig er klar til at gifte sig med hinanden.
Ingrid har allerede én person i tankerne: hendes kollega Macon, som hun har haft et crush på i årevis. Han er charmerende, en smule gnaven, og så er han en af hendes bedste venner.
Du kan læse første del af Overdue – Sidste frist af Stephanie Perkins herunder.
Overdue – Sidste frist
af Stephanie Perkins
KAPITEL ET
Jeg havde allerede truffet én katastrofal beslutning den uge. Men jeg var endnu ikke klar over, at den faktisk var katastrofal, ligesom jeg heller ikke vidste, at jeg, inden dagen var ovre, ville træffe endnu en. Da jeg slog de dobbelte døre op og indsnusede den kolde luft udenfor, mærkede jeg håbet svulme i mit bryst. Alt duftede rent og skarpt. Sart, men også tungt.
”Snart,” sagde jeg. ”Snart vil det stå ned i stænger.”
”Det sagde du også for en time side.”
Jeg så mig over skulderen og sendte min kollega et blændende smil.
”Luk dørene,” surmulede Macon. ”Du lukker al varmen ud.”
Men da han igen vendte blikket mod sin computerskærm, glimtede hans øjne. Det var tydeligt, at han morede sig. Dørene var gamle og krævede et ordentligt skub for at lukke i. Duften af træ, der brændte, erstattede duften af sne, der var på vej. Ilden knitrede indenfor i kaminen i det bagerste lokale. Det var forbudt at tænde op på kommunens ejendom, men North Ridgetop Branch Library var en fredet, historisk bygning, så den højt skattede kamin havde fået særlig tilladelse.
Jeg satte mig tungt i stolen ved skranken og mærkede en betydelig tilfredshed ved igen at bryde igennem Macons tvære facade. Jeg var et af de få mennesker, der kunne. Der var to pladser ved vores trofaste skranke. Jeg havde siddet på den ene de sidste fire år, og han havde siddet på den anden i elleve år. Han var, både bogstaveligt og i overført forstand, min bedste kollega-ven. En stor, klodset bog blev skubbet hen over skranken til mig.
”Frokost?” Bogen var åbnet på en side med et billede af en vild have med et smedejernsbord og alle mulige blandede, men charmerende, stole.
”Nej,” svarede jeg. ”Ikke i dag.”
”Nej?” Han lød overrasket.
”Hvad mener du? I dag er en af de gode dage.”
Det var vores yndlingsleg: Find et sted, vi hellere ville være. Men i dag var en god dag. Ifølge vejrudsigten var der sne på vej fra højderne i North Carolina, og vores lille by Ridgetop summede af forventning. Biblioteket var tomt, bortset fra den håndfuld lånere, der sad ved computerne.
Alle andre var hos købmanden for at købe mælk og brød, inden det hele uden tvivl ville lukke, og så skynde sig lige hjem. Det sneede kun et par gange om året her, og reaktionen var altid noget hysterisk.
”Fair nok,” sagde Macon, da jeg skubbede bogen tilbage til ham.
Han lagde den på returhylden og fortsatte så med at læse en udtømmende artikel online om den statistiske sandsynlighed for global madmangel. Macon nød at læse nonfiction om skrækindjagende emner og lange klassiske romaner, som det tog uger for ham at komme igennem. Jeg læste og var glad for næsten alt.
”Vi mødes og spiser frokost i haven,” sagde jeg med henvisning til billedet, ”lige så snart sneen smelter.”
”De siger, der kommer meget.”
”Det ville være dejligt med en fridag i morgen.”
”Og dejligt at gå tidligt i aften.”
Vi talte som om, vi ikke allerede havde talt om dette og spekuleret i timevis. Vi talte i det hele taget som om, alt imellem os var, som det plejede … Fordi jeg var den eneste af os, der vidste, at det ikke forholdt sig sådan. Min mave vendte sig og slog også lige en kolbøtte. Skønt vi havde talt så meget om frokost, havde jeg været for ængstelig til at spise i min pause.
Jeg var ikke sikker på, hvordan jeg skulle fortælle ham det. Jeg havde været fuldstændig opfyldt af emnet i dagevis, men nu hvor tiden endelig var inde, forekom opgaven fuldstændig uoverskuelig. For hvordan skulle jeg fortælle det menneske, jeg gerne ville kysse – som jeg gerne ville mere end bare kysse – at jeg pludselig var blevet single, men at jeg kun ville være det i en måned?
Ligegyldig hvordan jeg formulerede det, lød det jo fuldkommen vanvittigt. Dette burde nok have været et praj, det første praj, der fik mig til at indse, at det var fuldkommen vanvittigt. Dørene sprang op, og en lille ældre herre brød ud i sang, ”Skuld gammel venskab rejn forgo …”
”Godt nytår, mr. Garland,” sagde jeg, mens han ivrigt skubbede en krimi i afleveringsvognen på min side af skranken.
Jeg sad der, fordi det var her, de fleste lånere først gik hen, og jeg var venligere end Macon. Bedre til at sige goddag. Skønt jeg var indadvendt som de fleste bibliotekarer, var jeg ikke genert. Jeg var god til at lytte, jeg var interesseret i andre mennesker, og jeg elskede at grine.
Sprudlende Ingrid, kaldte Macon mig nogle gange. Han gjorde det for at drille, men jeg kunne faktisk godt lide det, og jeg havde på fornemmelsen, at han havde det på samme måde.
”Ingrid Dahl! Macon Nowakowski!” Mr. Garland så på os begge og strålede. ”Havde I en god jul?”
Jeg gengældte hans smil. ”Ja tak, det havde jeg.”
Det var årets tredje dag, en tirsdag. Vi havde altid lukket søndag og mandag, men jeg havde været på en længere ferie siden før jul.
”Hvordan gik din jul? Hvordan blev den Bûche de Noël, du ville bage?”
Han var allerede på vej i retning af afdelingen for nye bøger. ”Jeg klager ikke, jeg klager slet ikke! Jeg må have en ny bog, inden stormen rammer os.”
Macon følte sig åbenlyst invaderet af al den påtrængende ivrige energi i rummet, for hans ansigt var helt udtryksløst. Skønt han udstrålede den samme udmattelse som en mand, der var på vej på pension, var han kun 39. Ti år ældre end mig. Han var stille og tvær, hans stemme var behersket, og han kunne stirre på den mest urovækkende måde.
Hans garderobe var begrænset, og han gik i den samme frakke, fra det blev efterår, og indtil vinter, en stor duffelcoat med knebler i træ. Den gnavne Paddington, elskede jeg at kalde ham. Han var ofte sent på den, havde tendens til at hidse sig op, og hans mørkebrune hår skreg for det meste på en professionel klipning.
Der var dem, der var sjuskede på en overlagt og lækker måde … og så var der Macon. Jeg syntes, han var en fest. Han pegede i retning af messingnavneskiltet, der stod på bordet, og væltede det med sit ærme.
“Jeg tilgiver aldrig kommunen for at tvinge os til at have de her stående.”
Det offentlige bibliotek var de lokale politikeres ansvar, og de havde tendens til at ændre reglerne med jævne mellemrum. De obligatoriske navneskilte var dukket op på vores bord sidste forår, og det irriterede ham stadig, når nogen brugte hans fulde navn.
”Det er da ikke så slemt.” Mit smil blev endnu bredere. ”Og i det mindste udtaler mr. Garland dit navn korrekt. Mason.”
”Hvor vover du?” Men Macon nød at være indigneret.
Mit efternavn blev altid udtalt forkert, men aldrig på biblioteket, hvor de fleste lånere var bekendte med Roald Dahls skønne forfatterskab, selvom de måske ikke vidste noget om hans ucharmerende fordomsfuldhed. (”Vi er ikke i familie,” sagde jeg altid lynhurtigt, selvom vi begge havde norske rødder. Vi kunne jo sådan set godt være i familie.)
Jeg hed Daaal med langt a, men det mere dovne Doll generede mig ikke. Nov-a-kov-ski var besværligt for langt de fleste, især dem, der ikke vidste, at på polsk blev w udtalt som v. Og til Macons gigantiske irritation stoppede det ikke der. De fleste mennesker kunne heller ikke udtale hans fornavn.
”Det udtales ikke som et s,” plejede han at påpege. ”Det er ikke som i ’Jason’ eller ’facon’.”
Nej, navnet indikerede, at hans familie var fra sydstaterne, hvor byer, kommuner og gader ofte hed det samme som Macon, og ikke blev udtalt med s-lyd. Mr. Garland kom igen ind i lokalet.
”Det var hurtigt,” sagde jeg.
Han smed en indbundet bog op på skranken, kastede sit elegante halstørklæde over den ene skulder og fandt lynhurtigt sit lånerkort frem. ”Jeg er en mand, der ved, hvad han vil have.”
Mr. Garland var over 80, og han mindede mig lidt om en alf takket være sit strithår, korte ben og skræddersyede tøj. Han lånte kun nye krimier, og kun en ad gangen, så han havde en undskyldning for at vende tilbage med jævne mellemrum.
Da hans mand endnu levede, havde mr. Garland lånt høje stakke, og dengang så vi ham kun, når de skulle afleveres. Derfor prøvede jeg altid at give ham min fulde opmærksomhed. I dag havde jeg imidlertid andet at tænke på.
”I er et hårdt publikum,” hviskede han teatralsk.
Han talte til Macon, men han nikkede i min retning. Jeg var allerede i færd med at give ham bogen igen med den nystemplede låneseddel i. Han havde været i gang med en længere historie, og jeg havde misset pointen. Og hele historien.
”Undskyld.” Jeg skar en grimasse. ”Jeg var langt væk. Jeg har været lidt fra den hele dagen.”
Mr. Garland lod som om, han var fornærmet. ”Så længe, det ikke er mig, der er fra den.”
Jeg opfyldte hans ønske og grinede. ”Hold nu varmen derude, ikke?”
Han slog kraven op på sin frakke med en fejende bevægelse og forlod etablissementet. ”På gensyn!”
“Ja, på gensyn,” svarede Macon og rejste sig for at lukke dørene efter ham, for det ulejligede mr. Garland sig aldrig med.
”Næste gang låser jeg døren, når jeg ser ham.”
“Han vil bare have lidt opmærksomhed.”
Macon smækkede dørene hårdere i end nødvendigt.
”Han er ensom, ” sagde jeg.
Mange af de faste lånere var ensomme. Biblioteker var trygge steder for folk, der levede alene, herunder
bibliotekarerne. Herunder Macon.
”Han synger hver gang, han træder ind ad døren.”
”Du elsker, når han synger.”
Han satte sig tungt ned i sin stol igen og drejede sig anklagende imod mig.
”Langt væk.”
”Hvad?”
”Det var det, du lige sagde. Og det passer. Du befinder dig på den anden side af månen. Du er på vej til Mars.”
Jeg prøvede at ignorere ham, men han blev ved.
”Og du dimser.”
”Dim – ” Jeg forstod pludselig, hvad han mente, og slap min halskæde. Jeg havde snoet den om mine fingre uden at opdage det.
”Den bliver helt sammenfiltret, og så skal jeg fikse den. Igen.”
Jeg løftede mine hænder. ”Jeg har givet slip!” Men jeg lo.
Jeg havde en nervøs vane med at pille ved mine smykker. Heldigvis var Macon tålmodig og dygtig til at løsne al sammenfiltring. Høretelefoner, opladere, lyskæder. Garnnøgler til krea-historietimer. Mit hår, når det sad fast i et spænde. Han brugte den nødvendige tid på at rede alle tråde ud.
”Hvad er der?” sagde han.
”Ikke noget,” svarede jeg lidt for hurtigt.
Jeg mærkede et skud frygt. Jeg havde ledt efter en måde at sige det på hele dagen, og nu gav han mig muligheden. Men jeg kæmpede stadig med min egen, indre modstand. Han stirrede på mig og ventede. Spørg mig igen, bad jeg. Men øjeblikket var passeret, han trak på skuldrene og trillede væk på sin kontorstol. Det lå ikke til ham at presse på eller prøve grænser. Ordene trængte sig på som en ud af kroppen-oplevelse.
”Cory er flyttet.”
Macon rørte ikke på sig. Så skubbede han sin stol tilbage i min retning. Jeg begyndte at sno halskæden rundt om mine fingre igen.
”Det skete i juledagene.”
”Hvad skete i juledagene?”
Vi hørte spørgsmålet, før vi så, hvem der stillede det. Hun havde et rundt ansigt og runde briller og var netop drejet rundt om hjørnet bag Macon. Vi sprang begge op. Alyssa havde været ude i børnebiblioteket for at skifte udstillingen med julebilledbøger ud med vinterbilledbøger om snemænd. Jeg ledte efter et svar, der både var sandt og undvigende, og besluttede at fortælle den første del af historien.
”Min søster blev forlovet.”
Macon hævede øjenbrynene.
”Forlovet!” Alyssa lyste op, helt som ventet. ”Med basketballspilleren?”
”Jep,” sagde jeg.
Jeg kiggede hurtigt på Macon, hvis bryn havde genfundet deres sædvanlige, upåvirkede leje. Han fattede, at vi nu var i gang med to forskellige samtaler.
”Gud ske tak og lov.” Sue kom ind fra annekset og så at vi ikke arbejdede mere.
”Har vi besluttet, at det er fyraften? Jeg er alt for distraheret til at foretage mig noget fornuftigt her til eftermiddag.”
”Er mailen kommet?” spurgte Elijah og trillede en tom bogvogn ind bag disken.
Han var piccolo, hvilket betød, at han primært var bogopsætter. Sue var afdelingsleder, og Alyssa var børnebibliotekar. Vi var fem, og vi udgjorde hele medarbejderstaben.
”Ikke endnu,” sagde Macon.
Den ønskede mail ville komme fra lederen af hovedbiblioteket nede i byen, og den ville give os tilladelse til at lukke tidligt.
”Vi får aldrig mailen, før det faktisk begynder at sne,” forklarede Susan.
”Øv,” sagde Elijah og fjernede sine høretelefoner, så han kunne tage del i samtalen.
Han lyttede til fagbøger om videnskab og science-fiction, mens han arbejdede. Han var den yngste medarbejder, kun to måneder fra at fylde 21. Han kendte proceduren, men var stadig ung og optimistisk nok til at håbe på, at den var ændret. Ligesom med navneskiltene.
”Ingrids søster er blevet forlovet,” sagde Alyssa.
Sue virkede interesseret. ”Med basketballspilleren?”
Alle var interesserede i Jess. Min søsters forlovede var shooting guard i WNBA, den kvindelige basket-liga, og havde vundet OL-guld to gange. Hun havde mødt min søster Riley under corona- nedlukningen, hvor de havde været i den samme social boble i løbet af en forkortet sæson, som pressen kaldte ”the Wubble”, en sammenskrivning af women og bubble. Riley var en af de sygeplejersker, der stod for de
daglige corona-tests.
”Med basketballspilleren,” bekræftede jeg.
”Hvor høj er det nu, hun er?” spurgte Elijah. Det spurgte folk altid om.
”Almindeligt høj. Knap 1.80.”
”Hvem friede?” spurgte Alyssa.
”Det gjorde Jess. De havde forkælet sig selv og var taget på et Disney-cruise hen over julen … ”
Det grinede de alle ad, det var også sjovt, at min praktiske søster og hendes professionelle basket-kærester var de mest nuttede Disney-nørder.
”Men Jess var åbenbart så nervøs, at hun slet ikke opdagede, at min søster var søsyg. Hun gik ned på knæ det samme øjeblik, som Riley valgte at brække sig ud over skibets ræling.”
De andre lo fortsat, men Alyssa virkede chokeret.
”De grinede også selv af det,” forsikrede jeg hende.
”Hvis Tim havde friet til mig, mens jeg var i gang med at kaste op, ville jeg ikke have sagt ja.”
”Det er da ikke fair,” sagde Macon. ”Stakkels Tim.”
Jeg udvekslede et blik med Macon, men det lykkedes os at holde masken. Vi kunne godt lide Alyssa, selvom vi ikke havde meget til fælles med hende. Hun var kun et år yngre end mig, men hun var lidt naiv. Og hun kunne være helt sindssygt kritisk, især når hun talte om sin mand, og det var ret ubehageligt. Men Tim var ligesådan, og han var virkelig kedelig. Alyssa var for det meste meget sjov.
”Ville du have friet til Dani, mens hun brækkede sig?” spurgte Alyssa og så på Macon.
Dani var en kvinde, han havde været kærester med længe, men som han ikke var sammen med længere. Macon blegnede.
”Jeg ville ikke have friet til hende under nogen som helst omstændigheder.”
”Det gør ingen forskel, om det sner eller ej,” sagde jeg og så på Macon, mens jeg forsøgte at styre samtalen i en mere sikker retning.
”I to har snart fyraften.”
Jeg vendte mig mod Sue og Alyssa, som begge havde fri på det sædvanlige tidspunkt, altså klokken 18. Biblioteket havde sent åbent om tirsdagen, og hvis det ikke begyndte at sne snart, ville Macon, Elijah og jeg først få fri klokken 20. Sue kiggede op på uret på væggen og sukkede.
”Ikke snart nok.”
Macon opførte sig måske som om, han var tæt på pensionsalder, men Sue havde faktisk kun to år tilbage af sit arbejdsliv, hvilket hun mindede os om de fleste dage. Hun var altid lige så klar til at gå hjem som os andre, hendes tilgang var afslappet og effektiv, og det var også sådan, hun ledede vores afdeling. Jeg beundrede hende og betragtede hende hemmeligt som en moderfigur – min Ridget-
op-mor.
Det var især derfor, jeg ikke havde lyst til at fortælle hende, hvad der foregik med Cory og mig. Jeg ville ikke have, at hun skulle bekymre sig. Og jeg ville gerne være fri for Alyssas fordømmelse, og Elijah var for ung. Det tog hundrede år, men så vendte de tre endelig tilbage til deres opgaver. Lige så snart vi var alene, snurrede Macon rundt og så på mig med en dyb, bekymret fure i panden. Men jeg rystede på hovedet. Jeg havde ikke mod på at genoptage vores samtale, før Sue og Alyssa havde forladt bygningen.
Cory og jeg var flyttet til Ridgetop for syv år siden, dagen efter vores college-dimission. Vi var begge født og opvokset i Orlando, men var kørt herop en forlænget weekend, mens vi stadig læste, og den første sprøde bid bjergluft havde smagt mere hjemligt end Floridas klistrerede, fugtigvarme vejr nogensinde havde gjort.
Begge byer levede af turister, men Ridgetop var en kulturby, der tiltrak alle mulige drømmere og vandrere. Ridgetop var berømt for at tage varmt imod alle tilflyttere, ja indbyggerne fik det til at virke så nemt, at det nærmest var mistænkeligt. Ridgetop fik dig til at tro, at det hele nok skulle gå, og det gjorde det også for os. Så det gav mening, at det skæbnesvangre opkald kom for lidt over en uge siden, mens vi var hjemme i Orlando i julen.
Vi stod i mine forældres køkken i færd med at glasere en skinke, som ingen af os ville spise – der var meget, Cory ikke spiste, og jeg var for det meste vegetar, selvom mine forældre altid glemte det, eller også gik de bare ud fra, vi ville vokse fra det – og så ringede fastnettelefonen. Riley og Jess havde lagt til i Tortola, og de ville gerne på medhør.
Da vi hørte nyheden, råbte min mor lykkeligt op, mens vi andre fnisede tilfredst, og resten af dagen gik med at glædes og spekulere, diskutere og planlægge. Det var først om aftenen, efter at dåsen med de hjemmelavede småkager var gået bordet rundt, at det gik op for mine forældre, at Cory og jeg var frygtelig stille. En mørk anspændt sky hang nu over den ellers sukkerdryssede stemning.
Mine forældre spurgte ikke, hvad der var galt, men det var heller ikke nødvendigt. De elskede Cory og behandlede ham som et familiemedlem. Men de var også gode til ikke at blande sig, og vi havde kun talt om vores eventuelle bryllup og ægteskab en gang, og det var udelukkende fordi, min mor havde drukket for mange blå margaritas til vores dimissionsfest. Corys familie var derimod højlydte og direkte, og de stak til os med jævne mellemrum.
Hans forældre boede også i en forstad til Orlando, og vi tilbragte altid halvdelen af ferien med dem. Men de var også afslappede, og de lagde aldrig egentlig pres på os. Rileys gode nyheder kom som et uventet slag. Og jo mere jeg vendte og drejede det i hovedet, des mere urolig blev jeg. Det her var min søster. Min lillesøster. Som kun havde været sammen med sin kæreste i to et halvt år. Og ja, ja, selvfølgelig var det længe nok til at vide, om man havde lyst til at gifte sig. Men. Men.
Cory og jeg havde været sammen i 11 år. Vi havde mødt hinanden i løbet af den første uge på college. Det første minut, den første dag, i løbet af vores første undervisningstime, plejede vi at blære os med, når vi mødte nye mennesker. Han satte sig ved siden af mig i vores psykologi-time, og fordi college var et oplagt sted at tage en chance, ventede han ikke med at invitere mig ud. Jeg blev så paf, at jeg sagde
ja.
Vi spiste frokost sammen den dag, så fulgte flere frokoster, derefter middage, og det var nemt, og det havde aldrig været nemt for nogen af os før. Vi havde begge været upopulære, ægte akavede, ensomme og lette mobbeofre. Cory var min første og eneste kæreste, ligesom jeg var hans første og eneste kæreste. Men til trods for vores mangel på erfaring, havde vores forhold altid været sundt og misundelsesværdigt.
Vi fik hinanden til at grine, skændtes kun sjældent og havde et godt sexliv. Og selvom ingen af os var særlig interesserede i at få børn, lå det lige for, at vi ville gifte os en dag. Men af en eller anden mudret, ubehagelig grund havde vi aldrig talt om, hvornår vi ville gifte os.
Selv da vores venner nåede slutningen af deres 20’ere og begyndte at invitere os til bryllup i tide og utide, havde vi bare rystet på hovedet ad deres nysgerrige spørgsmål. Vi gør det, når vi køber et hus, mumlede vi til svar. Men det havde vi så heller aldrig talt om at gøre.
Jeg fandt endelig modet til at spørge ham et par dage efter juleaften. Under vores lange og atypisk alvorlige køretur hjem, svulmede og bankede og gurglede spørgsmålet i halsen på mig, indtil det blev mere ubehageligt ikke at spørge.
”Hvorfor tror du, vi aldrig har giftet os?”
Jeg må give Cory, at han ikke gik i panik. Han gloede fortsat lige frem på vejen foran os, som om han havde været i gang med at overveje selvsamme mysterium.
”Jeg ved det ikke,” sagde han, selvom det faktisk lød som om, han havde en anelse. ”Måske er det bare, fordi vi ikke har lyst til at forpligte os, uden vi har prøvet noget andet.”
Motorvejen åbnede sig ikke og slugte mig. Vores fælles liv passerede ikke revy. Det var som om, han sagde lige det, jeg havde tænkt på, selvom tanken ikke var faldet mig ind før.
”Nogen anden,” sagde jeg.
Overdue – Sidste frist
Overdue er en smuk romantisk fortælling om nye begyndelser og at finde sin egen vej i livet.
Ingrid, en munter, 29-årig bibliotekar, fra den lille hyggelige flække Ridgetop i North Carolina, har været sammen med sin collegekæreste Cory i elleve lykkelige år uden nogensinde at have haft en samtale om ægteskab.
Men da Ingrids søster annoncerer sin forlovelse med den kvinde, som hun har datet i kun to år, føler Ingrid og Cory et tungt pres for at overveje deres fremtid.
De har aldrig været sammen med andre end hinanden, så de tager en ukonventionel beslutning: De planlægger en måneds pause, hvor de kan date andre, for derefter at genforenes og være klar til ægteskab. Ingrid har én person i tankerne: hendes charmerende kollega Macon, som hun i al hemmelighed har været lidt forelsket i i årevis. Men tingene går langt fra efter planen!
Stephanie Perkins er forfatteren bag New York Times’ bestseller-trilogien Anna og det franske kys.
Du kan købe Overdue – Sidste frist online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Er du vild med romantiske bøger? Se 18 skønne bøger om kærlighed som du måske ikke har læst endnu.
Andre læste også: