Peter Lund Madsen og Thomas Thaulov Raab beskriver de forskellige søvnstadier og gennemgår søvnforskningens dramatiske og farverige historie. Læs et uddrag her.
Hvad sker der i hjernen, når vi sover? Hvordan undgår man søvnstress, når man ligger i sengen og ikke kan sove, selvomman burde? Kan man sove for meget? Hvordan får man en bedre nattesøvn?
Hjerneforsker Peter Lund Madsen fortæller med Mysteriet om den sovende hjerne alt det han ved om søvn og om sin egen tid som søvnforsker.
Læs første del af Mysteriet om den sovende hjerne af Peter Lund Madsen og Thomas Thaulov Raab herunder.
Mysteriet om den sovende hjerne
Peter Lund Madsen og Thomas Thaulov Raab
FORORD
Denne bog undersøger tre spørgsmål:
1) Hvad er søvn?
2) Hvorfor sover vi?
3) Hvordan kommer vi til at sove bedre?
Tre tilsyneladende uskyldige spørgsmål, som vi har haft og stadig har forbavsende svært ved at besvare tilfredsstillende. Særlig spørgsmålet om, hvorfor vi sover, er langt fra at blive besvaret.
At øjnene hos en sovende indimellem bevæger sig bag de lukkede øjenlåg, er noget, vi har kunnet observere siden stenalderen. Alligevel er det kun omkring 70 år siden, at vi fandt ud af, at fænomenet dækker over en gådefuld sindstilstand, som vi kalder REM-søvn. Det krævede en stædig og stridbar forsker i akut livskrise, før det gik op for os, at søvn er noget andet, end vi havde troet i tusindvis af år.
Søvn er en livsbetingelse for alle dyr, der har en hjerne. Der findes dyr, der sover stort set hele døgnet. Mennesker tilbringer omkring otte timer i døgnet, godt en tredjedel af livet, i søvnens verden. Når vi sover, er vi ude af kontakt med virkeligheden, vi er passive og til tider meget svære at vække. Det er en farlig tilstand – tænk, hvis der kommer en tiger forbi!
Alligevel er det først for ganske nylig, at vi er begyndt at få en bedre forståelse af søvntilstanden. Vi ved noget om, hvorfor søvn er vigtig for en velfungerende hjerne, men vi ved langtfra det hele. Vi har kunstig intelligens, og vi kan snart rejse til Mars, men vi ved stadig slet ikke nok om, hvorfor vi skal sove så stor en del af vores liv væk.
Verden er fuld af opråb om sygdomme, vi kan pådrage os ved mangel på søvn, men måske lurer farerne et helt andet sted. En ting ligger fast: Det koster arbejdsevne og livskvalitet, at vi ikke er bedre til at behandle søvnløshed. Det problem burde være løst for længst. Forfatterne vil gerne takke Lone Holden, Turid Linga og ikke mindst Rinette Lund Madsen for højt kvalificeret gennemgang af manuskript.
Anna Laurine Kornum takkes for illustrationer, som vi er yderst tilfredse med. Tak til Elise H. Nørholm, der som altid har været en særdeles højt kvalificeret redaktør. Endelig vil jeg, Peter Lund Madsen, gerne takke Gordon Wildschiødtz for, at han i sin tid introducerede mig til søvnforskningens forunderlige verden.
En sen nattetime på Hawaii
For mange år siden sad jeg sammen med en belgisk kollega ved et solidt træbord på en restaurant på Hawaii. Klokken havde passeret midnat, og vi var ved at gøre os klar til at gå, da en ældre franskmand kom hen til vores bord og gav os et råd. Min belgiske kollega fulgte rådet og fik en fornem videnskabelig karriere. Jeg fulgte det ikke og endte med at skrive denne bog.
Den belgiske kollega var Pierre Maquet, en ung læge under uddannelse til neurolog, og vi var uafhængigt af hinanden inviteret til videnskabelig kongres på Hawaii. Vi arbejdede begge med målinger af hjernens stofskifte under søvn, og samme dag havde vi præsenteret vores resultater i en fælles session. Det var gået godt, og nu sad vi og fejrede det hele, for som Pierre havde sagt, da vi mødtes foran restauranten:
”And now, the rest is party and boogie!”
Jeg husker lokalet, hvor vi sad, som mørkt, men hyggeligt. Der var en væg dækket af baggrundsbelyste flasker fyldt med brune væsker. Der var en pejs, gulvtæppet var rødt, og borde og stole var massive og mørkbejdsede. Straks jeg så den ældre franskmand, vidste jeg, hvem han var, og i samme sekund meldte nervøsiteten sig.
Det var Michel Jouvet, en af søvnforskningens store skikkelser. Pierre, som var mere af en verdensmand, bevarede roen og førte an i samtalen, som trods min danske bondeydmyghed blev både hyggelig og opbyggelig. Til sidst kom den franske søvnforsker med sit råd til sine to yngre kolleger: ”I to ligger forrest i jeres felt, og det forspring skal I udnytte!”
Det var et godt råd, vi fik dér i den dunkelt belyste restaurant på Hawaii, for vi stod i en gunstig videnskabelig position. Vi rådede over metoder, der kunne måle hjernens stofskifte under søvn. Det var der ikke mange, der havde gjort før, så vi havde en høstmaskine til de lavthængende videnskabelige frugter. Dengang var søvnforskningen en lille og ung videnskabelig disciplin.
Nathaniel Kleitman, der gik for at være søvnforskningens fader, var stadig i live, men der var kun få andre, der forskede i søvn. Store opdagelser ventede på at blive gjort. Pierre Maquet fik som nævnt en fornem videnskabelig karriere. Selv rejste jeg til USA, tog fat på nye videnskabelige problemstillinger, og så skete der en hel masse andet.
Det er alt sammen fortid, og det ændrer ikke på, at søvn og søvnens fænomener for altid vil fascinere mig og pirre min nysgerrighed. Denne bog handler om noget af det, vi ved om søvn. Hvad er søvn? Hvad sker der i hjernen under søvn? Hvor kommer drømme fra? Hvad er formålet med søvn? Hvad sker der, hvis vi ikke sover nok?
Søvnforskningen er kommet langt, også siden den aften på Hawaii, men søvn er stadig en gådefuld tilstand. Mysteriet om den sovende hjerne er langtfra løst. Det, vi oplever, når vi drømmer, føles lige så virkeligt som det, vi oplever, når vi er vågne. Begge oplevelser skabes af vores hjerne og eksisterer kun der.
Der er dog en forskel: Når vi er vågne, er sanseinformation referencen. Når vi sover, er hukommelse referencen. Hvorfor er det sådan? Hvorfor skal vi tilbringe så lang tid i en verden, der kun eksisterer i vores drømme? Søvn må tjene hjernen flere formål end dem, vi kender til. Jeg er overbevist om, at der stadig ligger mange gyldne skatte begravet i søvnforskningens mørke, ufremkommelige jungle.
Og så er der hele den praktiske dimension. Søvnbesvær er et udbredt hjerneproblem. Tidligere har der været en tendens til at overse konsekvenserne af nedsat søvnkvalitet, men nu anerkendes det ikke bare som årsag til forringelse af arbejdsevne og livskvalitet, men også som en risikofaktor for udvikling af alvorlig sygdom. At etablere en effektiv og bivirkningsfri behandling af søvnproblemer er en af hjerneforskningens mange vigtige opgaver.
Vi byder dig indenfor i søvnens gådefulde verden. Peter Lund Madsen har skrevet teksten, Thomas Thaulov Raab har indsamlet information, og sammen har vi funderet over og diskuteret, hvordan historien om den sovende hjerne skulle fortælles. Vi begynder med definitionen af søvn.
Billede taget godt to år efter den aften på Hawaii. Det er ikke igod kvalitet, men det er sidste gang, fire af hjerneforskningens storepersonligheder er samlet. Fra venstre: Michel Jouvet, manden fraHawaii. William Dement, vigtig amerikansk søvnforsker. NathanielKleitman, søvnforskningens fader. Eugene Aserinsky, der opdagedeREM-søvn.
Da billedet blev taget, var Kleitman 100 år, og Aserinskyvar, måske for første gang, i tvivl om, hvorvidt de to mænd i midtenvar henholdsvis en doven idiot og en nærig gammel gnavpot. Hvorledes det hænger sammen, forklares i kapitel 5.
DEL 1
Hvad er søvn?
Hjernen er skabt til at sove
Da livet opstod på Jorden, var det til et sæt af ufravigelige grundvilkår. Et af dem er, at Jorden roterer om sin egen akse. Nat afløser dag. Næsten alt liv på Jorden er derfor underlagt en konstant vekslen mellem mørke og lys. Livet har været nødt til at forholde sig til dette vilkår.
Meget tidligt opstår en vigtig biologisk egenskab: døgnrytmen. Den kan defineres som adfærd og biologiske processer, der følger en 24-timers cyklus. Det er en aktiv proces styret af organismen selv. Det klassiske eksempel er planten ægte mimose. Denne plante folder sine blade sammen i døgnets mørke timer.
Det er en adfærd tilpasset lys og mørke, men det er mimosen selv, der styrer det. Stiller man en mimose i en mørk kasse, bliver den ved med at folde sine blade ud og ind, uanset om der er lys eller ej. Døgnrytmer er påvist hos alle former for liv; bakterier, svampe, planter og dyr.
Døgnrytmer er aktiv tilpasning til Solens gang over himmelhvælvet, men søvn er mere end det. Søvn er forbundet med adfærd og fysiologiske processer, som hjælper kroppen til at fungere optimalt. Hvis en adfærd opfylder følgende fem kriterier, defineres den som søvn:
1) Stærkt nedsat aktivitet eller bevægelse.
2) Nedsat reaktion på omgivelserne.
3) En karakteristisk positur og/eller et foretrukket sovested.
4) Øget søvnlængde efter en periode med manglende eller forkortet søvn.
5) Tilstanden er reversibel (man er ikke død eller noget, der ligner).
Hvem sover?
Søvn opstår samtidig med hjernen. Da hjernen kun findes i dyreriget, er det kun dyr, der sover. Nerveceller kan lynhurtigt transportere information fra A til B, og de kan fungere i netværk, hvor de arbejder sammen. Når disse netværk bliver tilstrækkelig store, vil de udvikle et område, der udøver overordnet kontrol. De vil udvikle en hjerne.
Hjernen er nødvendig, når et dyr skal reagere koordineret på flere forskellige påvirkninger samtidigt. Nogle få dyr kan klare sig uden nerveceller og hjerne. Havsvampe er et af de mest passive dyr, der findes. De sidder fastgjort til underlaget og lever af næringsstoffer, som de filtrerer fra det havvand, der gennemstrømmer dem.
Havsvampe skal ikke træffe hurtige beslutninger, de kan klare sig med det helt basale. Det afspejler sig i den mentale kapacitet. Havsvampe er et dyr uden nerveceller eller hjerne, og de sover ikke. Næste trin, polypdyrene, er en dyrerække, der indeholder klasser som koraldyr, søanemoner og vandmænd. Polypdyrene er velsignet med det første trin i hjernens udviklingshistorie, og deres nerveceller er arrangeret i netværk.
De kan arbejde hurtigt og organiseret som for eksempel vandmanden, der svømmer ved rytmisk at trække sig sammen. Så langt så godt, men polypdyrenes nervecellenetværk er diffuse uden overordnet koordination. Polypdyrene har nerveceller, men ingen hjerne. Polypdyrene repræsenterer også de tidlige stadier i søvnens udvikling.
Hydraen er et polypdyr, der lever af smådyr, som den fanger med sine tentakelarme. Den har ikke en hjerne, men den har nerveceller, som arbejder koordineret. Hydraen har en adfærd, som veksler mellem aktivitet og hvile i perioder af fire timers varighed. Det er ikke decideret søvn, men alligevel noget andet end en simpel døgnrytme. Et andet polypdyr, Cassiopea, går skridtet videre.
Cassiopea lever i mangrovesumpe og har heller ingen hjerne, men den har gifttentakler. Den samarbejder med rejer, den bruges af krabber som beskyttelsesskjold, og så har den en decideret søvnlignende adfærd. Om natten er Cassiopea inaktiv og reagerer i mindre grad på stimuli. Forstyrres den i den natlige inaktivitet, er den mindre aktiv dagen efter. Det er, som om den ikke har fået sovet nok.
Om det er decideret søvn, er umuligt at sige, men det er tæt på. Myren og andre insekter tilhører leddyrenes række. De har alle en veludviklet hjerne, og de sover. De bliver inaktive, muskulaturen slapper af, benene klapper sammen, og ofte falder de om på siden. Under søvnen kræves der meget kraftigere stimuli, før dyret reagerer. Og måske vigtigst af alt:
Hvis insekter forhindres i at sove, bliver de sløve, og så snart muligheden byder sig, forsøger de at indhente den manglende søvn. Søvn er ikke bare noget, der indtræder, fordi der ikke er andet at tage sig til, søvn giver noget til insektet, som det har brug for.
Man har målt den elektriske hjerneaktivitet hos sovende bananfluer og har kunnet påvise, at bananfluens søvn består af to stadier: Et, hvor hjernen er aktiv, og et, hvor hjernen er mindre aktiv. At sovende bananfluer har perioder med høj hjerneaktivitet, viser, at søvn allerede hos disse dyr med små hjerner begynder at tjene formål, der rækker ud over en simpel nedlukning af systemet.
Mysteriet om den sovende hjerne
Vi bruger omkring en tredjedel af livet på at sove, men ved stadig ikke meget om, hvad søvn egentlig er. I denne bog tager Peter Lund Madsen og Thomas Thaulov Raab dig med ind i søvnens verden. De gennemgår søvnforskningens farverige historie og forklarer, hvad der foregår i hjernen, mens vi sover og drømmer.
Du får desuden gode råd til, hvordan du forbedrer din nattesøvn, og en forståelse for, hvad der virker og hvorfor. Bogen har mindst to meget beroligende budskaber: Du sover formentlig mere, end du tror. Og du kan sagtens fungere normalt og bevare et godt helbred, selvom du i perioder sover mindre.
Peter Lund Madsen er speciallæge i psykiatri, hjerneforsker og videnskabsformidler. Thomas Thaulov Raab er mag.art. i litteraturvidenskab, forfatter og foredragsholder.
Peter Lund Madsen og Thomas Thaulov Raab beskriver de forskellige søvnstadier og gennemgår søvnforskningens dramatiske og farverige historie. Læs et uddrag her.
Hvad sker der i hjernen, når vi sover? Hvordan undgår man søvnstress, når man ligger i sengen og ikke kan sove, selvomman burde? Kan man sove for meget? Hvordan får man en bedre nattesøvn?
Hjerneforsker Peter Lund Madsen fortæller med Mysteriet om den sovende hjerne alt det han ved om søvn og om sin egen tid som søvnforsker.
Læs første del af Mysteriet om den sovende hjerne af Peter Lund Madsen og Thomas Thaulov Raab herunder.
Mysteriet om den sovende hjerne
Peter Lund Madsen og Thomas Thaulov Raab
FORORD
Denne bog undersøger tre spørgsmål:
1) Hvad er søvn?
2) Hvorfor sover vi?
3) Hvordan kommer vi til at sove bedre?
Tre tilsyneladende uskyldige spørgsmål, som vi har haft og stadig har forbavsende svært ved at besvare tilfredsstillende. Særlig spørgsmålet om, hvorfor vi sover, er langt fra at blive besvaret.
At øjnene hos en sovende indimellem bevæger sig bag de lukkede øjenlåg, er noget, vi har kunnet observere siden stenalderen. Alligevel er det kun omkring 70 år siden, at vi fandt ud af, at fænomenet dækker over en gådefuld sindstilstand, som vi kalder REM-søvn. Det krævede en stædig og stridbar forsker i akut livskrise, før det gik op for os, at søvn er noget andet, end vi havde troet i tusindvis af år.
Søvn er en livsbetingelse for alle dyr, der har en hjerne. Der findes dyr, der sover stort set hele døgnet. Mennesker tilbringer omkring otte timer i døgnet, godt en tredjedel af livet, i søvnens verden. Når vi sover, er vi ude af kontakt med virkeligheden, vi er passive og til tider meget svære at vække. Det er en farlig tilstand – tænk, hvis der kommer en tiger forbi!
Alligevel er det først for ganske nylig, at vi er begyndt at få en bedre forståelse af søvntilstanden. Vi ved noget om, hvorfor søvn er vigtig for en velfungerende hjerne, men vi ved langtfra det hele. Vi har kunstig intelligens, og vi kan snart rejse til Mars, men vi ved stadig slet ikke nok om, hvorfor vi skal sove så stor en del af vores liv væk.
Verden er fuld af opråb om sygdomme, vi kan pådrage os ved mangel på søvn, men måske lurer farerne et helt andet sted. En ting ligger fast: Det koster arbejdsevne og livskvalitet, at vi ikke er bedre til at behandle søvnløshed. Det problem burde være løst for længst. Forfatterne vil gerne takke Lone Holden, Turid Linga og ikke mindst Rinette Lund Madsen for højt kvalificeret gennemgang af manuskript.
Anna Laurine Kornum takkes for illustrationer, som vi er yderst tilfredse med. Tak til Elise H. Nørholm, der som altid har været en særdeles højt kvalificeret redaktør. Endelig vil jeg, Peter Lund Madsen, gerne takke Gordon Wildschiødtz for, at han i sin tid introducerede mig til søvnforskningens forunderlige verden.
En sen nattetime på Hawaii
For mange år siden sad jeg sammen med en belgisk kollega ved et solidt træbord på en restaurant på Hawaii. Klokken havde passeret midnat, og vi var ved at gøre os klar til at gå, da en ældre franskmand kom hen til vores bord og gav os et råd. Min belgiske kollega fulgte rådet og fik en fornem videnskabelig karriere. Jeg fulgte det ikke og endte med at skrive denne bog.
Den belgiske kollega var Pierre Maquet, en ung læge under uddannelse til neurolog, og vi var uafhængigt af hinanden inviteret til videnskabelig kongres på Hawaii. Vi arbejdede begge med målinger af hjernens stofskifte under søvn, og samme dag havde vi præsenteret vores resultater i en fælles session. Det var gået godt, og nu sad vi og fejrede det hele, for som Pierre havde sagt, da vi mødtes foran restauranten:
”And now, the rest is party and boogie!”
Jeg husker lokalet, hvor vi sad, som mørkt, men hyggeligt. Der var en væg dækket af baggrundsbelyste flasker fyldt med brune væsker. Der var en pejs, gulvtæppet var rødt, og borde og stole var massive og mørkbejdsede. Straks jeg så den ældre franskmand, vidste jeg, hvem han var, og i samme sekund meldte nervøsiteten sig.
Det var Michel Jouvet, en af søvnforskningens store skikkelser. Pierre, som var mere af en verdensmand, bevarede roen og førte an i samtalen, som trods min danske bondeydmyghed blev både hyggelig og opbyggelig. Til sidst kom den franske søvnforsker med sit råd til sine to yngre kolleger: ”I to ligger forrest i jeres felt, og det forspring skal I udnytte!”
Det var et godt råd, vi fik dér i den dunkelt belyste restaurant på Hawaii, for vi stod i en gunstig videnskabelig position. Vi rådede over metoder, der kunne måle hjernens stofskifte under søvn. Det var der ikke mange, der havde gjort før, så vi havde en høstmaskine til de lavthængende videnskabelige frugter. Dengang var søvnforskningen en lille og ung videnskabelig disciplin.
Nathaniel Kleitman, der gik for at være søvnforskningens fader, var stadig i live, men der var kun få andre, der forskede i søvn. Store opdagelser ventede på at blive gjort. Pierre Maquet fik som nævnt en fornem videnskabelig karriere. Selv rejste jeg til USA, tog fat på nye videnskabelige problemstillinger, og så skete der en hel masse andet.
Det er alt sammen fortid, og det ændrer ikke på, at søvn og søvnens fænomener for altid vil fascinere mig og pirre min nysgerrighed. Denne bog handler om noget af det, vi ved om søvn. Hvad er søvn? Hvad sker der i hjernen under søvn? Hvor kommer drømme fra? Hvad er formålet med søvn? Hvad sker der, hvis vi ikke sover nok?
Søvnforskningen er kommet langt, også siden den aften på Hawaii, men søvn er stadig en gådefuld tilstand. Mysteriet om den sovende hjerne er langtfra løst. Det, vi oplever, når vi drømmer, føles lige så virkeligt som det, vi oplever, når vi er vågne. Begge oplevelser skabes af vores hjerne og eksisterer kun der.
Der er dog en forskel: Når vi er vågne, er sanseinformation referencen. Når vi sover, er hukommelse referencen. Hvorfor er det sådan? Hvorfor skal vi tilbringe så lang tid i en verden, der kun eksisterer i vores drømme? Søvn må tjene hjernen flere formål end dem, vi kender til. Jeg er overbevist om, at der stadig ligger mange gyldne skatte begravet i søvnforskningens mørke, ufremkommelige jungle.
Og så er der hele den praktiske dimension. Søvnbesvær er et udbredt hjerneproblem. Tidligere har der været en tendens til at overse konsekvenserne af nedsat søvnkvalitet, men nu anerkendes det ikke bare som årsag til forringelse af arbejdsevne og livskvalitet, men også som en risikofaktor for udvikling af alvorlig sygdom. At etablere en effektiv og bivirkningsfri behandling af søvnproblemer er en af hjerneforskningens mange vigtige opgaver.
Vi byder dig indenfor i søvnens gådefulde verden. Peter Lund Madsen har skrevet teksten, Thomas Thaulov Raab har indsamlet information, og sammen har vi funderet over og diskuteret, hvordan historien om den sovende hjerne skulle fortælles. Vi begynder med definitionen af søvn.
Billede taget godt to år efter den aften på Hawaii. Det er ikke i god kvalitet, men det er sidste gang, fire af hjerneforskningens store personligheder er samlet. Fra venstre: Michel Jouvet, manden fra Hawaii. William Dement, vigtig amerikansk søvnforsker. Nathaniel Kleitman, søvnforskningens fader. Eugene Aserinsky, der opdagede REM-søvn.
Da billedet blev taget, var Kleitman 100 år, og Aserinsky var, måske for første gang, i tvivl om, hvorvidt de to mænd i midten var henholdsvis en doven idiot og en nærig gammel gnavpot. Hvorledes det hænger sammen, forklares i kapitel 5.
DEL 1
Hvad er søvn?
Hjernen er skabt til at sove
Da livet opstod på Jorden, var det til et sæt af ufravigelige grundvilkår. Et af dem er, at Jorden roterer om sin egen akse. Nat afløser dag. Næsten alt liv på Jorden er derfor underlagt en konstant vekslen mellem mørke og lys. Livet har været nødt til at forholde sig til dette vilkår.
Meget tidligt opstår en vigtig biologisk egenskab: døgnrytmen. Den kan defineres som adfærd og biologiske processer, der følger en 24-timers cyklus. Det er en aktiv proces styret af organismen selv. Det klassiske eksempel er planten ægte mimose. Denne plante folder sine blade sammen i døgnets mørke timer.
Det er en adfærd tilpasset lys og mørke, men det er mimosen selv, der styrer det. Stiller man en mimose i en mørk kasse, bliver den ved med at folde sine blade ud og ind, uanset om der er lys eller ej. Døgnrytmer er påvist hos alle former for liv; bakterier, svampe, planter og dyr.
Døgnrytmer er aktiv tilpasning til Solens gang over himmelhvælvet, men søvn er mere end det. Søvn er forbundet med adfærd og fysiologiske processer, som hjælper kroppen til at fungere optimalt. Hvis en adfærd opfylder følgende fem kriterier, defineres den som søvn:
1) Stærkt nedsat aktivitet eller bevægelse.
2) Nedsat reaktion på omgivelserne.
3) En karakteristisk positur og/eller et foretrukket sovested.
4) Øget søvnlængde efter en periode med manglende eller forkortet søvn.
5) Tilstanden er reversibel (man er ikke død eller noget, der ligner).
Hvem sover?
Søvn opstår samtidig med hjernen. Da hjernen kun findes i dyreriget, er det kun dyr, der sover. Nerveceller kan lynhurtigt transportere information fra A til B, og de kan fungere i netværk, hvor de arbejder sammen. Når disse netværk bliver tilstrækkelig store, vil de udvikle et område, der udøver overordnet kontrol. De vil udvikle en hjerne.
Hjernen er nødvendig, når et dyr skal reagere koordineret på flere forskellige påvirkninger samtidigt. Nogle få dyr kan klare sig uden nerveceller og hjerne. Havsvampe er et af de mest passive dyr, der findes. De sidder fastgjort til underlaget og lever af næringsstoffer, som de filtrerer fra det havvand, der gennemstrømmer dem.
Havsvampe skal ikke træffe hurtige beslutninger, de kan klare sig med det helt basale. Det afspejler sig i den mentale kapacitet. Havsvampe er et dyr uden nerveceller eller hjerne, og de sover ikke. Næste trin, polypdyrene, er en dyrerække, der indeholder klasser som koraldyr, søanemoner og vandmænd. Polypdyrene er velsignet med det første trin i hjernens udviklingshistorie, og deres nerveceller er arrangeret i netværk.
De kan arbejde hurtigt og organiseret som for eksempel vandmanden, der svømmer ved rytmisk at trække sig sammen. Så langt så godt, men polypdyrenes nervecellenetværk er diffuse uden overordnet koordination. Polypdyrene har nerveceller, men ingen hjerne. Polypdyrene repræsenterer også de tidlige stadier i søvnens udvikling.
Hydraen er et polypdyr, der lever af smådyr, som den fanger med sine tentakelarme. Den har ikke en hjerne, men den har nerveceller, som arbejder koordineret. Hydraen har en adfærd, som veksler mellem aktivitet og hvile i perioder af fire timers varighed. Det er ikke decideret søvn, men alligevel noget andet end en simpel døgnrytme. Et andet polypdyr, Cassiopea, går skridtet videre.
Cassiopea lever i mangrovesumpe og har heller ingen hjerne, men den har gifttentakler. Den samarbejder med rejer, den bruges af krabber som beskyttelsesskjold, og så har den en decideret søvnlignende adfærd. Om natten er Cassiopea inaktiv og reagerer i mindre grad på stimuli. Forstyrres den i den natlige inaktivitet, er den mindre aktiv dagen efter. Det er, som om den ikke har fået sovet nok.
Om det er decideret søvn, er umuligt at sige, men det er tæt på. Myren og andre insekter tilhører leddyrenes række. De har alle en veludviklet hjerne, og de sover. De bliver inaktive, muskulaturen slapper af, benene klapper sammen, og ofte falder de om på siden. Under søvnen kræves der meget kraftigere stimuli, før dyret reagerer. Og måske vigtigst af alt:
Hvis insekter forhindres i at sove, bliver de sløve, og så snart muligheden byder sig, forsøger de at indhente den manglende søvn. Søvn er ikke bare noget, der indtræder, fordi der ikke er andet at tage sig til, søvn giver noget til insektet, som det har brug for.
Man har målt den elektriske hjerneaktivitet hos sovende bananfluer og har kunnet påvise, at bananfluens søvn består af to stadier: Et, hvor hjernen er aktiv, og et, hvor hjernen er mindre aktiv. At sovende bananfluer har perioder med høj hjerneaktivitet, viser, at søvn allerede hos disse dyr med små hjerner begynder at tjene formål, der rækker ud over en simpel nedlukning af systemet.
Mysteriet om den sovende hjerne
Vi bruger omkring en tredjedel af livet på at sove, men ved stadig ikke meget om, hvad søvn egentlig er. I denne bog tager Peter Lund Madsen og Thomas Thaulov Raab dig med ind i søvnens verden. De gennemgår søvnforskningens farverige historie og forklarer, hvad der foregår i hjernen, mens vi sover og drømmer.
Du får desuden gode råd til, hvordan du forbedrer din nattesøvn, og en forståelse for, hvad der virker og hvorfor. Bogen har mindst to meget beroligende budskaber: Du sover formentlig mere, end du tror. Og du kan sagtens fungere normalt og bevare et godt helbred, selvom du i perioder sover mindre.
Peter Lund Madsen er speciallæge i psykiatri, hjerneforsker og videnskabsformidler. Thomas Thaulov Raab er mag.art. i litteraturvidenskab, forfatter og foredragsholder.
Du kan købe Mysteriet om den sovende hjerne online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Interreseret i mere viden om hjernen? Læs et uddrag af Michael Rohdes nye bog Kom sovende til gode ideer og geniale løsninger lige her.
Andre læste også: