Misofoni er en familiesaga og coming-of-age-roman om at være jødisk i et moderne samfund.
Misofoni er tyske Dana Vowinckels debutroman. Romanen giver et indblik i moderne jødisk identitet, kulturel splittelse, relationer på tværs af generationer og foregår både i Berlin, Chicago og Tel Aviv.
I Misofoni følger vi 16-årige Margarita der rejser til Chicago for at besøge sine bedsteforældre, og derefter til sin fars fødeby i Israel med den mor, der forlod hende, da hun var barn. Samtidig følger vi faren Avi hjemme i Berlin og hans forsøg på at leve et mindre ensomt liv.
Romanen blev oprindeligt udgivet tre måneder før angrebet den 7. oktober og de efterfølgende begivenheder. Det har fået Dana Vowinckel til at udtale til Chicago Review of Books, at Misofoni nu må ses som en historisk roman:
“Den verden, bogen foregår i, eksisterer ikke længere. Jeg indså det meget kort efter den 7. oktober og krigens begyndelse.”
Læs første del af Misfoni af Dana Vowinckel herunder.
Misofoni
af Dana Vowinckel
Engang var han blevet til kiddush, den store middag efter fredagsbønnen. Det havde krævet en del overtalelse. Han havde siddet for bordenden, rummet var overfyldt, det var lige før, der ikke havde været stole til alle. Så var det nok bedst, han gik, havde han sagt, men de ville gerne have ham til at blive og sidde for bordenden ved siden af synagogeforstanderen.
De holdt øje med ham, hvordan han takkede ja første gang, han blev tilbudt vodka, men nej anden gang, hvordan han omhyggeligt skar maden ud med plastikkniven og plastikgaflen. Han så lidt for stor ud til den stol, han sad på.
De havde serveret tre retter: først hummus og salat, så et eller andet med karry, så kage, alt sammen fra et kosher cateringfirma. Det så ud til, at han især godt kunne lide grøntsagerne, han tog to gange. Han havde leet høfligt, hvis nogen havde sagt noget sjovt, mens hvis nogen spurgte ham om noget, var det ikke meget svar, de fik, ganske vist mere end enstavelsesord, men ikke meget.
Nu vidste de, at han boede i Prenzlauer Berg, mange år i samme lejlighed, det var derfor, den stadig var billig, ja, det var skrækkeligt med lejepriserne i Berlin, han havde været heldig. De spurgte, hvor han havde boet før, han svarede Hannover, så havde de alligevel hørt rigtigt med hensyn til dialekten.
De havde forsøgt at få ham med på at tale grimt om repræsentantskabet, men dem havde han åbenbart ingen problemer med. På tæt hold så han træt ud. Han gik inden bordbønnen, sagde farvel, takkede, nikkede en sidste gang til alle, ønskede dem en fredelig shabbat. Bagefter blev de enige om, at han var en spændende og venlig fyr, ham deres kantor, og at han havde den smukkeste stemme af alle.
Var han mon alene, eller var der nogen, der ventede på ham? Han gik ikke med ring, men hvad betød det? Der var færre, der gik med ring, end der var folk, som var alene.
*
Der var altid mest støj, lige inden bønnen startede. Om sommeren begyndte den 19:03, og om vinteren 18:03, af og til 19:07 eller 18:07. Nøjagtigt fem minutter i hel gik han gennem sikkerhedsslusen, stearinlysene skulle stadig tændes, hende, der stod for det, behøvede ikke se på uret for at vide, hvornår det var tid, hun holdt blot øje med ham.
Han nikkede høfligt, trådte hen til bimaen, lyttede til diverse nyheder om børn, der var blevet født, partnere, der var med for første gang, relevant og irrelevant snak om opskrifter, om liv og død. Snakken blev højere og højere, jo flere minutter over hel, jo mere larm, som gjaldt det om at forhindre den bøn, de var kommet for. I særlige tilfælde blev de nødt til at vente på, at der var mænd nok.
Det krævede ti mænd at afholde bøn. Under pandemien dukkede der ikke mange op, måske skyldtes det angst, måske respekt, og de, der kom, måtte bære maske og skrive sig på lister. Der havde de skændtes meget om, måske at lade kvinderne skulle tælle med, i det mindste i disse tider, men et par af de gamle satte sig igennem, den type mand, der ønsker, at alt bliver ved med at være, som det altid har
været.
Han gjorde, som de sagde, uden at blande sig. Han blev betalt for at synge og ikke for at afbryde med sniksnak, hans job var at lede bønnen, ikke at sige sin mening om mikropolitiske anliggender. For øvrigt heller ikke de makropolitiske. Han tog den første dybe indånding denne shabbat, og vidste, at ingen hørte den, ikke engang ham selv.
De første ord af sangen ville ligeledes drukne i snak, men så, sådan forestillede han sig det i hvert fald, ville et par af de besøgende begynde at trække vejret langsommere, og de ville tænke: Nu er det tid til ro, til en pause. Den første strofe sang han alene, den anden sammen med sopranerne i kvinderækken, de gjorde sig umage. Når han vendte sig om mod dem, blev han mødt af generte smil, og en eller anden ville stemme falsk i, bare fordi det hele var så smukt.
“Ye’did Nefesch,” sang han, “min sjæls elskede, Du kilde til nåde, lad mig tjene Dig og følge Din vilje; springe rask som en gazelle og bøje mig for Din storhed. Jeg mærker Din kærlighed stærkere end honning og al lokkende duft.”
Hans forhold til Gud var aldrig så fredeligt som i dette øjeblik, når han tænkte på ham som en ven, som sin stemmes følgesvend, rolig og blid. Mens han sang, kom der drypvis flere til, de fandt en ledig plads ved siden af deres venner, deres familie, dem, de elskede, de nikkede og blinkede, signalerede: Nu er det shabbat. Han sang dem til ro.
Det var hans yndlingsøjeblik, også selvom det hverken var den smukkeste melodi eller den mest poetiske piyyut. Som at tage skoene af efter en lang gåtur og folde hænderne om et glas varm mælk med honning. Når sangen var slut, var alle stille, og bønnen kunne begynde.
*
Små stykker af noget, der vist nok engang havde været kirsebær, svømmede rundt i yoghurten. Hun hadede det. Derhjemme behøvede hun aldrig spise noget, hun ikke kunne lide, og hun kunne rent faktisk lide det meste, men stykkerne i yoghurten hadede hun.
Hun mærkede igen kinderne gløde af hjemve, af længsel efter et sted, hvor der ikke var nogen, der serverede den slags, men hvor der engang havde været pebermakrel til morgenmad, og en anden gang den bedste, cremede feta fra markedet, eller mysli fyldt med nødder. Og i weekenden: rå løg på laks og flødeost. Et par forventningsfulde øjne kiggede på hende. Hun tvang sit ansigt ud i smil.
“Thank you,” hørte hun sig selv sige, “yummy.”
“Yummy” var et børneord, og det var præcis det, Margaritas bedstemor troede, hun var: et barn. Bedstemoren var iført sin sædvanlige uniform: en hvid, stivet bluse med perlemorsknapper og et par leggings, hjemmebukser, dem, hun også havde på til bageren og slagteren, men ikke til supermarkedet eller på restaurant, det havde hun sine udebukser til, et par sorte stofbukser.
“Rita,” sagde hendes bedstemor, “why haven’t you gotten dressed yet?”
Hendes kinder blev endnu varmere. Bedsteforældrene boede i et hus i South Side, Chicago tæt på universitetet. Huset var tre gange så stort som lejligheden i Berlin og mindst tre gange så stille. Grandma bed i skeen, hver gang hun førte yoghurt op til munden. Det eneste, man kunne høre, var loftventilatorens snurren og lyden af tænder mod sølv.
Margarita overvejede, om hendes mor også havde syntes, det var ulækkert, da hun som femtenårig havde siddet ved samme bord og spist med samme bestik. Eller om hun ikke havde lagt mærke til noget, om hun måske selv bed i skeen, når hun spiste yoghurt. Måske tyggede hendes mor også den is, der sommetider var til dessert, i stedet for at slikke den i sig, måske kunne man se indersiden af hendes
mund, når hun spiste en sandwich.
Se salaten, osten, det hvide brød og de syltede agurker blive til én stor grød. Margarita spiste hurtigere. Skrabede det sidste op fra glasskålen og sagde: “I need to go to the bathroom.”
Badeværelset var hendes tilflugtssted i de her uger. Om aftenen stod hun ofte under bruseren, indtil der ikke var mere varmt vand, for på den måde at slippe for aftenens program og i stedet insistere på, at hun var træt og var nødt til at gå i seng. Hun gik i karbad, selvom det var 35 grader udenfor. Hun fik blærebetændelse af at gå på toilettet så ofte.
Det var kun, når bedsteforældrene sov, og hun med hviskende stemme kunne ringe til Berlin, at toiletbesøgene blev færre. På dårlige dage tiggede hun sin far om at hente hende hjem, truede ham med, at hun ville nægte at tale til ham nogensinde igen. Han tav, af og til nynnede han en melodi for at berolige hende, altid den samme. Han vidste ikke, hvor al den smerte kom fra.
Han kendte til omstændighederne, til hjemveen, men han vidste ikke noget om Nico. Kun Anna kendte til Nico. Sommetider var hun i tvivl om, hvorvidt hun selv kendte til Nico, om aftenen, når hun stirrede på sin telefon, eller når hun stak hånden ned i underbukserne og tænkte på det, der var sket, for at falde i søvn.
Hendes hjerte hamrede om morgenen, når hun tændte telefonen og trykkede på det grønne symbol for at se de beskeder, der var kommet i løbet af natten, bare aldrig nogen fra ham. Sommetider, når hun virkelig ville straffe sig selv, forestillede hun sig, at Anna kyssede ham. Selvom hun godt vidste, at det aldrig ville ske, Anna var på hendes side. Alligevel så hun det for sig igen og igen, når hun sad på det nedslåede toiletlåg i det tidsrum, det tog for bedstemoren at spise sin yoghurt.
Hun tænkte på det, Nico havde sagt, sidst de så hinanden. Margarita havde været nødt til at tale i telefon med sin far, fordi han blev bekymret, når hun var ude. Nico havde spurgt, hvad det var for et sprog.
“Hebraisk,” havde hun svaret.
“Vildt. Men du er ikke sådan en zionist, vel?”
Det var ikke noget, hun nogensinde havde tænkt over. I skolen havde de ofte talt om, hvor usandsynlig deres egen eksistens var, hvordan staten var blevet grundlagt, og hvorfor Israel var blevet et tilflugtssted for jøder fra hele verden, de havde talt om palæstinenserne og om terrorisme.
“Min far kommer derfra. Det er derfor. Det er cool nok, lidt som et hemmeligt sprog.”
“Men det er ikke for sjov med kolonialismen og alt det andet lort,” havde Nico svaret, og hun havde rystet på hovedet, fordi hun ikke vidste, hvordan hun skulle mene noget andet, så længe hun slet ikke mente noget.
Så havde de talt om noget andet. Det havde føltes lidt som forræderi, men hun var ikke sikker på imod hvem. Imod hendes far måske, men ham forrådte hun jo allerede ved at være her med Nico bag hans ryg. Grandma var færdig med sin yoghurt, da Margarita satte sig ved bordet igen. Hun smilede til hende, og Margarita skammede sig over at være stukket af på den måde.
Formiddagens stegende hede fandt langsomt vej ind i køkkenet. Margarita skubbede døren til terrassen i og rullede gardinerne ned, så klimaanlægget begyndte at virke. For et par uger siden havde hun skreget sig hæs til Fridays for Future. Nu slukkede hun ikke engang for klimaanlægget på værelset om natten. Hun sov i stedet under en tyk dyne for ikke at fryse.
*
Hvert år, når Margarita var taget afsted, dækkede han hemsen til med et klæde købt til formålet for at undgå støv. Så lukkede han døren ind til hendes værelse og gik kun derind for at tale i telefon med hende om aftenen, satte sig i den lænestol, hvor han havde siddet i timevis og læst for hende, og lyttede til hendes stemme fra det fjerne. Imens stirrede han på reolen overfor, som han og hans få venner kærligt havde fyldt op ved at forære hende bøger helt fra barnsben.
De vidste alle, hvor stolt han var over, at hun var begyndt at læse i en tidlig alder. Med den dybeste alvor stavede hun sig igennem ordene. Margarita, den lille voksne, havde han kaldt hende, når hun med et vigtigt blik læste hele sætninger og kunne skrive sit eget navn længe før andre børn i deres omgangskreds. Tanken fik ham til at smile.
Margarita havde dårligt kunnet udholde dage, hvor der ikke skete noget spændende, dage, hvor han ikke kunne holde hende beskæftiget. Engang havde han fundet hende ude i gangen iført gummistøvler og med hans nøglebundt og pung i hånden. Hun sagde, at hun ville gå ud at købe æblejuice, fordi de var løbet tør. Hun skulle nok selv finde supermarkedet. Han svarede, at det var shabbat.
Det kunne hun godt se. Sommetider tog han en af sine yndlingsbøger fra reolen, for eksempel den om Peddersen og Findus og fyrværkeriet, den kunne hun så godt lide, måske den om den ensomme bjørn på legepladsen med det pædagogiske budskab ikke at holde nogen udenfor.
Det behøvede man ikke fortælle Margarita, hun var blevet holdt udenfor i mange år, men havde trukket på skuldrene og var fortsat med at læse, indtil hun efter grundskolen rundt om hjørnet kom på det jødiske gymnasium og fandt en gruppe nære veninder, som hun dog sjældent havde med hjemme. Han vidste, at hun var i den alder, hvor alting var pinligt, men alligevel ville han ønske, at hun inviterede dem lidt oftere.
Han kunne købe ind til byg-selv-pizza og placere dem foran fjernsynet, høre dem fnise, Margarita ville synes, han var pinlig, men det ville være i orden, fordi hun jo var lykkelig. Det beroligede ham, at hun savnede ham så frygteligt. Ugerne, hvor Margarita var i Chicago, efterlod ham splittet. Skulle han tage hende på ordet og sætte hende på det næste fly hjem eller overbevise sig selv om, at hun ikke mente det, og det værste snart ville være overstået?
Berlin var kold den sommer, en juli fyldt med disede dage. På vej til synagogen tænkte han på Jerusalems hede, på de mange sko, hvis såler han havde slidt ned der. Gåturen forekom ham kort, når han tænkte på Israel. I denne uge var det ham, der skulle lede aftenbønnen, og på dage som i dag, hvor han havde tid, foretrak han at være på gåben.
Engang ville han have stillet alt parat på komfuret, der var tændt hele shabbatten, før han gik, have tændt elkogeren og måske endda have bagt challah. Så det hele stod klar, når han kom hjem. Margarita
havde i et par år været gammel nok til at være alene hjemme, mens han sang. Når han så kom hjem, sang han igen, denne gang for de to. Så snart, hun havde lært det, var det Margarita, der strøg en tændstik, tændte lysene og fremsagde bønnen.
Efter maden spillede de Monopoly. Han tabte, fordi han brugte sine penge for hurtigt og måtte pantsætte alting, mens Margarita stille og roligt inkasserede leje. For det meste var hun så træt efter skoleugen, at hun nærmest faldt i søvn ind over spillebrættet. På de lange sommerdage uden hende indfandt der sig en uvant, men behagelig ro.
Når de ikke havde ferie, stod han for bar mitzvah undervisningen en gang om ugen, det bestod som regel i at forberede de unge mennesker på at læse op fra et afsnit af toraen samt haftara. De kommende rabbinere og kantorer, han normalt også underviste, var nu alle i yeshiva forskellige steder i Israel for at studere toraen. Altså kunne han sove ud og nøjes med at købe en smule ind, læse sin morgenavis og gå lange ture i Berlin.
Alligevel var der noget bittert over dagene, en slags forberedelse på, at Margarita om et par år ville flytte hjemmefra, hvis det stod til hende selv, ville læse medicin et eller andet sted i Sydtyskland og kun besøge ham i ferierne. Sidste forår tog hendes veninde Anna hende med hjem til sine bedsteforældre ved Bodensee, og nu havde hun fået den fikse idé, at der fandtes steder, der ikke var triste om vinteren.
Så skulle han dække hendes seng til året rundt. Også han havde været i yeshiva. Sidste gang havde været to år, før Margarita blev født. Som menighedens kantor sang han både til bryllupper, begravelser og mindedage, men de fleste døde om vinteren, og de fleste mindedage havde man valgt at lægge i den mørke tid, hvor man nemt kunne forestille sig ondskaben i Berlins gader.
Om foråret og sommeren ville man nødig tvinge folk til at bruge dagen på at sørge. Man ville hellere bruge den 27. maj i Prinzenbad end på at pudse snublesten. Der havde heller ikke været nogen bryllupper hele sommeren. Kun skilsmisser, men dem sang man ikke til. Sikkerhedsvagten, der var ansat af menigheden, og som hver dag stod foran synagogen ved siden af den politibetjent, som man efter Jom Kippur for et par år siden ikke længere stolede på, nikkede til ham på lang afstand.
Sin mappe måtte han efterlade i det lille sikkerhedsrum. Deri lå hans organdonorkort, hans pas og et nød-kreditkort, han dog aldrig havde haft brug for, samt hans telefon og et billede af Margarita. Han gik i gang. Der blev tændt stearinlys, sunget Ye’did Nefesch, et par salmer. Folk gentog deres snak under de første par salmer, som han sang stille. Men nogle gange var der så få, at folk lyttede eller bad sammen med ham i stedet.
Når det larmede for meget, eller børneskrig alligevel formåede at distrahere ham, løftede han armene til en beroligende gestus. Det virkede af en eller anden grund til, at selv børnene, der vaklede op langs rækkerne i synagogen, respekterede ham. De kunne ikke se det, fordi han stod med ryggen til, men børnenes larm fik ham til at smile. Jo, han blev distraheret, men det irriterede ham ikke.
Han kunne godt lide børn, og han vidste, at de ikke kunne eksistere uden larm. Efter salmerne var de nået til L’Cha Dodi. Der fandtes sikkert lige så mange melodier, som der fandtes vers i sangen. Den, han selv sang, og som han holdt mest af, var livlig og en smule melankolsk. Den lød bedst, når et par af de lyse stemmer sang med i en kanon, når de trak L’Cha ud, så længe de kunne.
“Kom min ven for at møde bruden,” sang de, “kom og byd shabbatten velkommen. Kom min ven for at møde bruden, byd dronningen af shabbatten velkommen. L’Cha Dodi, likrat kalah, pnei schabbat, nekabelah.”
Han kunne godt lide, at shabbatten blev til en brud, hvis arme man kastede sig i, og at det var kvindestemmerne, der for alvor fik sangen til at lyde smukt. Synagogen var fuld, når man tænkte på, at det var en helt almindelig sommeraften. Sollyset faldt ind gennem de kulørte ruder og ramte bimaen, et par lyseblå pletter dansede på de opslåede sider i hans bønnebog. Der lugtede af trælak og klæbrige børnehænder.
Han genkendte mange af sangstemmerne. Sidste vers sang han ekstra højt, folk stemte i. Han tænkte på, om man kunne høre dem helt ude på fortovet, og hvad forbipasserende mon tænkte.
Misofoni
Dana Vowinckels debutroman, den medrivende familiesaga, Misofoni, giver et fascinerende indblik i moderne jødisk identitet og kulturel splittelse. En gribende fortælling om pubertet, traditioner og familiekonflikter, der spænder over tre kontinenter.
Margaritas mor forlod hende og faren, da Margarita var lille. Nu er Margarita ved at være voksen, og familierådet har besluttet, at hun skal rejse til Israel for at lære sin mor bedre at kende. Mor og datter begiver sig ud på en rejse gennem Det Hellige Land, som åbner for nye og gamle sår, men da nyheden om bedstemorens pludselige sygdom samler familien om hospitalssengen, må Margarita træffe nogle svære valg.
Misofoni handler om store og små løgne, øjeblikke med lykke og skuffelser, om hengivenhed og smerte. Romanen er en rørende familiehistorie spændt ud imellem jødisk tradition og moderne tysk kultur.
Misofoni er en familiesaga og coming-of-age-roman om at være jødisk i et moderne samfund.
Misofoni er tyske Dana Vowinckels debutroman. Romanen giver et indblik i moderne jødisk identitet, kulturel splittelse, relationer på tværs af generationer og foregår både i Berlin, Chicago og Tel Aviv.
I Misofoni følger vi 16-årige Margarita der rejser til Chicago for at besøge sine bedsteforældre, og derefter til sin fars fødeby i Israel med den mor, der forlod hende, da hun var barn. Samtidig følger vi faren Avi hjemme i Berlin og hans forsøg på at leve et mindre ensomt liv.
Romanen blev oprindeligt udgivet tre måneder før angrebet den 7. oktober og de efterfølgende begivenheder. Det har fået Dana Vowinckel til at udtale til Chicago Review of Books, at Misofoni nu må ses som en historisk roman:
“Den verden, bogen foregår i, eksisterer ikke længere. Jeg indså det meget kort efter den 7. oktober og krigens begyndelse.”
Læs første del af Misfoni af Dana Vowinckel herunder.
Misofoni
af Dana Vowinckel
Engang var han blevet til kiddush, den store middag efter fredagsbønnen. Det havde krævet en del overtalelse. Han havde siddet for bordenden, rummet var overfyldt, det var lige før, der ikke havde været stole til alle. Så var det nok bedst, han gik, havde han sagt, men de ville gerne have ham til at blive og sidde for bordenden ved siden af synagogeforstanderen.
De holdt øje med ham, hvordan han takkede ja første gang, han blev tilbudt vodka, men nej anden gang, hvordan han omhyggeligt skar maden ud med plastikkniven og plastikgaflen. Han så lidt for stor ud til den stol, han sad på.
De havde serveret tre retter: først hummus og salat, så et eller andet med karry, så kage, alt sammen fra et kosher cateringfirma. Det så ud til, at han især godt kunne lide grøntsagerne, han tog to gange. Han havde leet høfligt, hvis nogen havde sagt noget sjovt, mens hvis nogen spurgte ham om noget, var det ikke meget svar, de fik, ganske vist mere end enstavelsesord, men ikke meget.
Nu vidste de, at han boede i Prenzlauer Berg, mange år i samme lejlighed, det var derfor, den stadig var billig, ja, det var skrækkeligt med lejepriserne i Berlin, han havde været heldig. De spurgte, hvor han havde boet før, han svarede Hannover, så havde de alligevel hørt rigtigt med hensyn til dialekten.
De havde forsøgt at få ham med på at tale grimt om repræsentantskabet, men dem havde han åbenbart ingen problemer med. På tæt hold så han træt ud. Han gik inden bordbønnen, sagde farvel, takkede, nikkede en sidste gang til alle, ønskede dem en fredelig shabbat. Bagefter blev de enige om, at han var en spændende og venlig fyr, ham deres kantor, og at han havde den smukkeste stemme af alle.
Var han mon alene, eller var der nogen, der ventede på ham? Han gik ikke med ring, men hvad betød det? Der var færre, der gik med ring, end der var folk, som var alene.
*
Der var altid mest støj, lige inden bønnen startede. Om sommeren begyndte den 19:03, og om vinteren 18:03, af og til 19:07 eller 18:07. Nøjagtigt fem minutter i hel gik han gennem sikkerhedsslusen, stearinlysene skulle stadig tændes, hende, der stod for det, behøvede ikke se på uret for at vide, hvornår det var tid, hun holdt blot øje med ham.
Han nikkede høfligt, trådte hen til bimaen, lyttede til diverse nyheder om børn, der var blevet født, partnere, der var med for første gang, relevant og irrelevant snak om opskrifter, om liv og død. Snakken blev højere og højere, jo flere minutter over hel, jo mere larm, som gjaldt det om at forhindre den bøn, de var kommet for. I særlige tilfælde blev de nødt til at vente på, at der var mænd nok.
Det krævede ti mænd at afholde bøn. Under pandemien dukkede der ikke mange op, måske skyldtes det angst, måske respekt, og de, der kom, måtte bære maske og skrive sig på lister. Der havde de skændtes meget om, måske at lade kvinderne skulle tælle med, i det mindste i disse tider, men et par af de gamle satte sig igennem, den type mand, der ønsker, at alt bliver ved med at være, som det altid har
været.
Han gjorde, som de sagde, uden at blande sig. Han blev betalt for at synge og ikke for at afbryde med sniksnak, hans job var at lede bønnen, ikke at sige sin mening om mikropolitiske anliggender. For øvrigt heller ikke de makropolitiske. Han tog den første dybe indånding denne shabbat, og vidste, at ingen hørte den, ikke engang ham selv.
De første ord af sangen ville ligeledes drukne i snak, men så, sådan forestillede han sig det i hvert fald, ville et par af de besøgende begynde at trække vejret langsommere, og de ville tænke: Nu er det tid til ro, til en pause. Den første strofe sang han alene, den anden sammen med sopranerne i kvinderækken, de gjorde sig umage. Når han vendte sig om mod dem, blev han mødt af generte smil, og en eller anden ville stemme falsk i, bare fordi det hele var så smukt.
“Ye’did Nefesch,” sang han, “min sjæls elskede, Du kilde til nåde, lad mig tjene Dig og følge Din vilje; springe rask som en gazelle og bøje mig for Din storhed. Jeg mærker Din kærlighed stærkere end honning og al lokkende duft.”
Hans forhold til Gud var aldrig så fredeligt som i dette øjeblik, når han tænkte på ham som en ven, som sin stemmes følgesvend, rolig og blid. Mens han sang, kom der drypvis flere til, de fandt en ledig plads ved siden af deres venner, deres familie, dem, de elskede, de nikkede og blinkede, signalerede: Nu er det shabbat. Han sang dem til ro.
Det var hans yndlingsøjeblik, også selvom det hverken var den smukkeste melodi eller den mest poetiske piyyut. Som at tage skoene af efter en lang gåtur og folde hænderne om et glas varm mælk med honning. Når sangen var slut, var alle stille, og bønnen kunne begynde.
*
Små stykker af noget, der vist nok engang havde været kirsebær, svømmede rundt i yoghurten. Hun hadede det. Derhjemme behøvede hun aldrig spise noget, hun ikke kunne lide, og hun kunne rent faktisk lide det meste, men stykkerne i yoghurten hadede hun.
Hun mærkede igen kinderne gløde af hjemve, af længsel efter et sted, hvor der ikke var nogen, der serverede den slags, men hvor der engang havde været pebermakrel til morgenmad, og en anden gang den bedste, cremede feta fra markedet, eller mysli fyldt med nødder. Og i weekenden: rå løg på laks og flødeost. Et par forventningsfulde øjne kiggede på hende. Hun tvang sit ansigt ud i smil.
“Thank you,” hørte hun sig selv sige, “yummy.”
“Yummy” var et børneord, og det var præcis det, Margaritas bedstemor troede, hun var: et barn. Bedstemoren var iført sin sædvanlige uniform: en hvid, stivet bluse med perlemorsknapper og et par leggings, hjemmebukser, dem, hun også havde på til bageren og slagteren, men ikke til supermarkedet eller på restaurant, det havde hun sine udebukser til, et par sorte stofbukser.
“Rita,” sagde hendes bedstemor, “why haven’t you gotten dressed yet?”
Hendes kinder blev endnu varmere. Bedsteforældrene boede i et hus i South Side, Chicago tæt på universitetet. Huset var tre gange så stort som lejligheden i Berlin og mindst tre gange så stille. Grandma bed i skeen, hver gang hun førte yoghurt op til munden. Det eneste, man kunne høre, var loftventilatorens snurren og lyden af tænder mod sølv.
Margarita overvejede, om hendes mor også havde syntes, det var ulækkert, da hun som femtenårig havde siddet ved samme bord og spist med samme bestik. Eller om hun ikke havde lagt mærke til noget, om hun måske selv bed i skeen, når hun spiste yoghurt. Måske tyggede hendes mor også den is, der sommetider var til dessert, i stedet for at slikke den i sig, måske kunne man se indersiden af hendes
mund, når hun spiste en sandwich.
Se salaten, osten, det hvide brød og de syltede agurker blive til én stor grød. Margarita spiste hurtigere. Skrabede det sidste op fra glasskålen og sagde: “I need to go to the bathroom.”
Badeværelset var hendes tilflugtssted i de her uger. Om aftenen stod hun ofte under bruseren, indtil der ikke var mere varmt vand, for på den måde at slippe for aftenens program og i stedet insistere på, at hun var træt og var nødt til at gå i seng. Hun gik i karbad, selvom det var 35 grader udenfor. Hun fik blærebetændelse af at gå på toilettet så ofte.
Det var kun, når bedsteforældrene sov, og hun med hviskende stemme kunne ringe til Berlin, at toiletbesøgene blev færre. På dårlige dage tiggede hun sin far om at hente hende hjem, truede ham med, at hun ville nægte at tale til ham nogensinde igen. Han tav, af og til nynnede han en melodi for at berolige hende, altid den samme. Han vidste ikke, hvor al den smerte kom fra.
Han kendte til omstændighederne, til hjemveen, men han vidste ikke noget om Nico. Kun Anna kendte til Nico. Sommetider var hun i tvivl om, hvorvidt hun selv kendte til Nico, om aftenen, når hun stirrede på sin telefon, eller når hun stak hånden ned i underbukserne og tænkte på det, der var sket, for at falde i søvn.
Hendes hjerte hamrede om morgenen, når hun tændte telefonen og trykkede på det grønne symbol for at se de beskeder, der var kommet i løbet af natten, bare aldrig nogen fra ham. Sommetider, når hun virkelig ville straffe sig selv, forestillede hun sig, at Anna kyssede ham. Selvom hun godt vidste, at det aldrig ville ske, Anna var på hendes side. Alligevel så hun det for sig igen og igen, når hun sad på det nedslåede toiletlåg i det tidsrum, det tog for bedstemoren at spise sin yoghurt.
Hun tænkte på det, Nico havde sagt, sidst de så hinanden. Margarita havde været nødt til at tale i telefon med sin far, fordi han blev bekymret, når hun var ude. Nico havde spurgt, hvad det var for et sprog.
“Hebraisk,” havde hun svaret.
“Vildt. Men du er ikke sådan en zionist, vel?”
Det var ikke noget, hun nogensinde havde tænkt over. I skolen havde de ofte talt om, hvor usandsynlig deres egen eksistens var, hvordan staten var blevet grundlagt, og hvorfor Israel var blevet et tilflugtssted for jøder fra hele verden, de havde talt om palæstinenserne og om terrorisme.
“Min far kommer derfra. Det er derfor. Det er cool nok, lidt som et hemmeligt sprog.”
“Men det er ikke for sjov med kolonialismen og alt det andet lort,” havde Nico svaret, og hun havde rystet på hovedet, fordi hun ikke vidste, hvordan hun skulle mene noget andet, så længe hun slet ikke mente noget.
Så havde de talt om noget andet. Det havde føltes lidt som forræderi, men hun var ikke sikker på imod hvem. Imod hendes far måske, men ham forrådte hun jo allerede ved at være her med Nico bag hans ryg. Grandma var færdig med sin yoghurt, da Margarita satte sig ved bordet igen. Hun smilede til hende, og Margarita skammede sig over at være stukket af på den måde.
Formiddagens stegende hede fandt langsomt vej ind i køkkenet. Margarita skubbede døren til terrassen i og rullede gardinerne ned, så klimaanlægget begyndte at virke. For et par uger siden havde hun skreget sig hæs til Fridays for Future. Nu slukkede hun ikke engang for klimaanlægget på værelset om natten. Hun sov i stedet under en tyk dyne for ikke at fryse.
*
Hvert år, når Margarita var taget afsted, dækkede han hemsen til med et klæde købt til formålet for at undgå støv. Så lukkede han døren ind til hendes værelse og gik kun derind for at tale i telefon med hende om aftenen, satte sig i den lænestol, hvor han havde siddet i timevis og læst for hende, og lyttede til hendes stemme fra det fjerne. Imens stirrede han på reolen overfor, som han og hans få venner kærligt havde fyldt op ved at forære hende bøger helt fra barnsben.
De vidste alle, hvor stolt han var over, at hun var begyndt at læse i en tidlig alder. Med den dybeste alvor stavede hun sig igennem ordene. Margarita, den lille voksne, havde han kaldt hende, når hun med et vigtigt blik læste hele sætninger og kunne skrive sit eget navn længe før andre børn i deres omgangskreds. Tanken fik ham til at smile.
Margarita havde dårligt kunnet udholde dage, hvor der ikke skete noget spændende, dage, hvor han ikke kunne holde hende beskæftiget. Engang havde han fundet hende ude i gangen iført gummistøvler og med hans nøglebundt og pung i hånden. Hun sagde, at hun ville gå ud at købe æblejuice, fordi de var løbet tør. Hun skulle nok selv finde supermarkedet. Han svarede, at det var shabbat.
Det kunne hun godt se. Sommetider tog han en af sine yndlingsbøger fra reolen, for eksempel den om Peddersen og Findus og fyrværkeriet, den kunne hun så godt lide, måske den om den ensomme bjørn på legepladsen med det pædagogiske budskab ikke at holde nogen udenfor.
Det behøvede man ikke fortælle Margarita, hun var blevet holdt udenfor i mange år, men havde trukket på skuldrene og var fortsat med at læse, indtil hun efter grundskolen rundt om hjørnet kom på det jødiske gymnasium og fandt en gruppe nære veninder, som hun dog sjældent havde med hjemme. Han vidste, at hun var i den alder, hvor alting var pinligt, men alligevel ville han ønske, at hun inviterede dem lidt oftere.
Han kunne købe ind til byg-selv-pizza og placere dem foran fjernsynet, høre dem fnise, Margarita ville synes, han var pinlig, men det ville være i orden, fordi hun jo var lykkelig. Det beroligede ham, at hun savnede ham så frygteligt. Ugerne, hvor Margarita var i Chicago, efterlod ham splittet. Skulle han tage hende på ordet og sætte hende på det næste fly hjem eller overbevise sig selv om, at hun ikke mente det, og det værste snart ville være overstået?
Berlin var kold den sommer, en juli fyldt med disede dage. På vej til synagogen tænkte han på Jerusalems hede, på de mange sko, hvis såler han havde slidt ned der. Gåturen forekom ham kort, når han tænkte på Israel. I denne uge var det ham, der skulle lede aftenbønnen, og på dage som i dag, hvor han havde tid, foretrak han at være på gåben.
Engang ville han have stillet alt parat på komfuret, der var tændt hele shabbatten, før han gik, have tændt elkogeren og måske endda have bagt challah. Så det hele stod klar, når han kom hjem. Margarita
havde i et par år været gammel nok til at være alene hjemme, mens han sang. Når han så kom hjem, sang han igen, denne gang for de to. Så snart, hun havde lært det, var det Margarita, der strøg en tændstik, tændte lysene og fremsagde bønnen.
Efter maden spillede de Monopoly. Han tabte, fordi han brugte sine penge for hurtigt og måtte pantsætte alting, mens Margarita stille og roligt inkasserede leje. For det meste var hun så træt efter skoleugen, at hun nærmest faldt i søvn ind over spillebrættet. På de lange sommerdage uden hende indfandt der sig en uvant, men behagelig ro.
Når de ikke havde ferie, stod han for bar mitzvah undervisningen en gang om ugen, det bestod som regel i at forberede de unge mennesker på at læse op fra et afsnit af toraen samt haftara. De kommende rabbinere og kantorer, han normalt også underviste, var nu alle i yeshiva forskellige steder i Israel for at studere toraen. Altså kunne han sove ud og nøjes med at købe en smule ind, læse sin morgenavis og gå lange ture i Berlin.
Alligevel var der noget bittert over dagene, en slags forberedelse på, at Margarita om et par år ville flytte hjemmefra, hvis det stod til hende selv, ville læse medicin et eller andet sted i Sydtyskland og kun besøge ham i ferierne. Sidste forår tog hendes veninde Anna hende med hjem til sine bedsteforældre ved Bodensee, og nu havde hun fået den fikse idé, at der fandtes steder, der ikke var triste om vinteren.
Så skulle han dække hendes seng til året rundt. Også han havde været i yeshiva. Sidste gang havde været to år, før Margarita blev født. Som menighedens kantor sang han både til bryllupper, begravelser og mindedage, men de fleste døde om vinteren, og de fleste mindedage havde man valgt at lægge i den mørke tid, hvor man nemt kunne forestille sig ondskaben i Berlins gader.
Om foråret og sommeren ville man nødig tvinge folk til at bruge dagen på at sørge. Man ville hellere bruge den 27. maj i Prinzenbad end på at pudse snublesten. Der havde heller ikke været nogen bryllupper hele sommeren. Kun skilsmisser, men dem sang man ikke til. Sikkerhedsvagten, der var ansat af menigheden, og som hver dag stod foran synagogen ved siden af den politibetjent, som man efter Jom Kippur for et par år siden ikke længere stolede på, nikkede til ham på lang afstand.
Sin mappe måtte han efterlade i det lille sikkerhedsrum. Deri lå hans organdonorkort, hans pas og et nød-kreditkort, han dog aldrig havde haft brug for, samt hans telefon og et billede af Margarita. Han gik i gang. Der blev tændt stearinlys, sunget Ye’did Nefesch, et par salmer. Folk gentog deres snak under de første par salmer, som han sang stille. Men nogle gange var der så få, at folk lyttede eller bad sammen med ham i stedet.
Når det larmede for meget, eller børneskrig alligevel formåede at distrahere ham, løftede han armene til en beroligende gestus. Det virkede af en eller anden grund til, at selv børnene, der vaklede op langs rækkerne i synagogen, respekterede ham. De kunne ikke se det, fordi han stod med ryggen til, men børnenes larm fik ham til at smile. Jo, han blev distraheret, men det irriterede ham ikke.
Han kunne godt lide børn, og han vidste, at de ikke kunne eksistere uden larm. Efter salmerne var de nået til L’Cha Dodi. Der fandtes sikkert lige så mange melodier, som der fandtes vers i sangen. Den, han selv sang, og som han holdt mest af, var livlig og en smule melankolsk. Den lød bedst, når et par af de lyse stemmer sang med i en kanon, når de trak L’Cha ud, så længe de kunne.
“Kom min ven for at møde bruden,” sang de, “kom og byd shabbatten velkommen. Kom min ven for at møde bruden, byd dronningen af shabbatten velkommen. L’Cha Dodi, likrat kalah, pnei schabbat, nekabelah.”
Han kunne godt lide, at shabbatten blev til en brud, hvis arme man kastede sig i, og at det var kvindestemmerne, der for alvor fik sangen til at lyde smukt. Synagogen var fuld, når man tænkte på, at det var en helt almindelig sommeraften. Sollyset faldt ind gennem de kulørte ruder og ramte bimaen, et par lyseblå pletter dansede på de opslåede sider i hans bønnebog. Der lugtede af trælak og klæbrige børnehænder.
Han genkendte mange af sangstemmerne. Sidste vers sang han ekstra højt, folk stemte i. Han tænkte på, om man kunne høre dem helt ude på fortovet, og hvad forbipasserende mon tænkte.
Misofoni
Dana Vowinckels debutroman, den medrivende familiesaga, Misofoni, giver et fascinerende indblik i moderne jødisk identitet og kulturel splittelse. En gribende fortælling om pubertet, traditioner og familiekonflikter, der spænder over tre kontinenter.
Margaritas mor forlod hende og faren, da Margarita var lille. Nu er Margarita ved at være voksen, og familierådet har besluttet, at hun skal rejse til Israel for at lære sin mor bedre at kende. Mor og datter begiver sig ud på en rejse gennem Det Hellige Land, som åbner for nye og gamle sår, men da nyheden om bedstemorens pludselige sygdom samler familien om hospitalssengen, må Margarita træffe nogle svære valg.
Misofoni handler om store og små løgne, øjeblikke med lykke og skuffelser, om hengivenhed og smerte. Romanen er en rørende familiehistorie spændt ud imellem jødisk tradition og moderne tysk kultur.
Du kan købe Misofoni online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Interreseret i flere nye bøger? Se vores liste med nye og kommende bøger lige her.
Andre læste også: