Michelle Lyngsdal er lærer på Engdalskolen i Brabrand og har undervist i udskolingen i mange år. Hun er uddannet på Manuskriptskolen for Børnefiktion i 2022 og ideen til hendes debutroman Agility, kom da hun i et vejkryds i Aarhus så et højest besynderligt optrin.
”Der kom en kvinde gående over fodgængerovergangen med noget der helt tydeligt var en usynlig hund. Det var ret syret, og den stakkels usynlige hund fik så mange bank og så meget skældud. Kvinden råbte og skrev og hev og flåede i den tomme snor, hvor der efter hendes opfattelse befandt sig en hund”, fortæller Michelle Lyngsdal.
Michelles første tanke var, at det var ret synd for den der imaginære hund og så blev hun ramt af en forundring over, at det egentligt er ret vildt, at vi mennesker kan have så meget sympati med et imaginært dyr.
”Der er et eller andet med dyr, som instinktivt får os til at reagere. Hvis vi ser en hund, som har det dårligt, skaber det kraftige reaktioner og vi er øjeblikkeligt klar til at tage store skidt og sågar hente den hjem fra Bosnien eller noget andet for at hjælpe den”.
De tomme hundesnore
Billedet af kvinden med den usynlige hund blev siddende og Michelle vidste allerede, at hun gerne ville skrive en bog om den ensomhed man som teenager kan opleve når man har et familiemedlem som er psykisk syg.
”Hunde-ideen var god fordi det er en meget håndgribelig måde, at beskrive psykisk sygdom på. Det er ikke FBI, der lytter i væggene eller gift i maden, men det med hunde er noget universelt, som alle kender og hvor læseren allerede fra første kapitel hurtigt kan afkode, at der er noget helt galt når moderen kommer anstigende med de tomme hundesnore”.
De imaginære hunde moderen anskaffer sig i Agility var ud over synligheden også et godt billede af andre grunde.
”De usynlige hunde giver mulighed for at lave nogle spændende scener, hvor der er meget på spil. Det er i bund og grund dybt tragisk, men giver også nogle vilde grotesker. Det kan bløde tragikken lidt op fordi det også samtidig er urkomisk”, siger Michelle.
”Det er også en meget praktisk måde, at vise hvordan moderens psykiske sygdom eskalerer når det vælter ind ad døren med hundedyrt hundeudstyr og flokken af hundesnore pludselig forøges i entreen”, fortæller forfatteren, som i researchen er blevet forbløffet over hvor meget gear og ekstraudstyr man kan få til de firbenede venner.
Løgne, krumspring og dårlig samvittighed
Bogens hovedperson Ea går i 9. klasse. Sidste skoledag, karameller og en lang sommerferie nærmer sig, og Ea og Sofie glæder sig. Men så bliver Eas mor syg igen, og hun begynder at opføre sig mærkeligt. Det har hun gjort før, men denne gang er det værre end nogensinde.
Med løgne, krumspring og dårlig samvittighed forsøger Ea at holde sammen på hverdagen for sin lillebrors skyld. Heldigvis dukker Gustav op og får hende til at glemme alt omkring sig, for Gustav er sød, betænksom og helt rigtig. Der er bare ét problem. Det var faktisk Sofie, der mødte ham først. Forældrene er skilt og faderen er flyttet en times kørsel væk med en ny familie, en ny baby med kolik og et midtvejskriseprojekt i form af et halvmaraton i Berlin, som optager ham meget.
Maksimalt pres på Ea
”Der er maksimalt pres på Ea. Der er enormt meget skam forbundet med, at have et familiemedlem som er psykisk syg og Ea reagerer med, samvittighedsfuldt og kærligt, at overtage hele ansvaret for at få familien og hverdagen til at køre uden, at nogen udefra opdager den er helt gal med moderen. Hun er totalt på overarbejde i stort set alle situationer”.
”De fleste teenagere jeg kender, har det der med, både at være en del af verden og samtidig være helt koblet af den samme verden. De er under ombygning eller konstruktion og det kan godt give en ensomhedsfølelse. For Ea kan vi gange den ensomhedsfølelse med 3 og hun snor sig og handler og sørger kærligt for sin lillebror, Anders, samtidig med at hun kommer til at spinde sig ind i et net af løgne og dårlig samvittighed”.
”Næsten alle børn og unge mennesker har en kæmpe loyalitet overfor deres forældre. Det gælder også hvis der er problemer på hjemmefronten. Hvis en af forældrene drikker eller hvis en pårørende er psykisk syg vil man gå meget langt for at holde det skjult”.
”Psykisk sygdom kan være enormt stigmatiserende. Jo tungere sygdommen er, jo sværere er det også og jo mere stigmata er der omkring det. Det er ekstremt svært for venner og kammerater at forstå og det er er kompliceret af mange grunde. Moderen er jo ikke syg hele tiden og fungerer faktisk normalt en gang imellem”, fortæller forfatteren der tror Eas måde at reagere på er meget realistisk.
”Jeg kender jo udskolingselever særdeles godt fra mit arbejdsunivers og jeg har mange gange tænkt, hvad mon mine elever ville gøre i den eller den situation”, smiler Michelle.
Kompliceret forelskelse
For Ea er forelskelsen i Gustav kompliceret på flere måder. For det første er bedsteveninden Sofie også interesseret i ham og hun sagde det først og for det andet har Ea det meget svært ved at invitere Gustav ind i sin egen intimsfære, som er fyldt til randen af al den omsorg hun må yde på grund af moderens sygdom.
”Det er jo både fuldstændig fantastisk og helt forfærdeligt med Gustav. Han er virkelig sød og virkelig vedholdende og guderne skal vide, at Ea har hårdt brug for den omsorg og fortrolighed hun kan få med ham, men i lang tid skubber hun ham væk fordi hun simpelthen ikke kan rumme, at lukke ham ind og vise ham, hvor slemt det står til med moderens sygdom. Men smiler forfatteren skælmsk ”måske bliver hun faktisk tvunget til et maskefald og til at lukke Gustav ind”.
En bog fuld af kærlighed
I bogen oplever vi det hele gennem Eas øjne og Eas temperament, men vi bliver alligevel en del klogere på moderen undervejs og på trods af sygdommen har det været vigtigt for forfatteren, ikke at holde hende eller den fraværende fader ud i al for strakt arm.
”Det er rigtigt, at moderen er beskrevet med en form for kærlighed, som nok mimer den kærlighed Ea har til hende. Moderen kan jo ikke gøre for, at hun har en psykisk sygdom og hun har jo masser af kærlighed at give, indtil hun pludselig begynder at give den til de helt forkerte ”børn”, nemlig de usynlige hunde, som til gengæld får kærlighed og opmærksomhed til overflod”.
Faderen møder vi kun i de telefonsamtaler Ea har med ham og det er ikke noget særligt flatterende blik vi får på ham. Han er flyttet en times kørsel væk og har stiftet en ny familie som inkluderer en baby med kolik.
”Ea rækker ud til ham nogle gange i løbet af bogen, men der er altid meget i vejen. Så har hans midtlivskrise-projekt med halvmaraton tvunget ham til Berlin for at løbe og selv når det virkelig brænder på så er han mest irriteret over at skulle ligge og køre frem og tilbage og er mest fokuseret på, at få ordnet noget praktisk frem for at tage fat om de følelsesmæssige nælder”.
”Der er små forsonende sprækker i ham hvor lyset trænger ind, men ellers får man bare lyst til at ruske ham og råbe ”Så hjælp dog din datter for pokker”, smiler Michelle.
Har du et godt råd til klassekammerater, lærere og pårørende om hvordan man hjælper en ung pige som Ea?
”Ja her kan jeg jo tale både som underviser og som medmenneske. Ea har rigtigt meget brug for, at række ud til andre mennesker og få nogle fortrolige som kan hjælpe og aflaste hende og det er meget svært for hende selv at række ud. Mit bedste råd vil være, at selv om det kan være svært og føles grænseoverskridende så skal man alligevel bare spørge ind og vise, at man stiller sig til rådighed når man spotter en i klassen, som tydeligvis har noget alvorligt at kæmpe med. Man skal ikke vente på, at de selv rækker ud, for det er der mange grunde til at de ikke gør”, siger Michelle Lyngsdal og slår fast, at ”allermest så skal Ea og andre som hende bare have den største krammer man kan give”.
Sidste skoledag, karameller og en lang sommerferie nærmer sig, og Ea og Sofie glæder sig. Men så bliver Eas mor syg igen, og hun begynder at opføre sig mærkeligt. Det har hun gjort før, men denne gang er det værre end nogensinde.
Med løgne, krumspring og dårlig samvittighed forsøger Ea at holde sammen på hverdagen for sin lillebrors skyld. Heldigvis dukker Gustav op og får hende til at glemme alt omkring sig, for Gustav er sød, betænksom og helt rigtig. Der er bare ét problem. Det var faktisk Sofie, der mødte ham først.
Agility er en roman om at få et helt almindeligt ungdomsliv til at hænge sammen, når man har en mor med psykiske problemer.
Michelle Lyngsdal er lærer på Engdalskolen i Brabrand og har undervist i udskolingen i mange år. Hun er uddannet på Manuskriptskolen for Børnefiktion i 2022 og ideen til hendes debutroman Agility, kom da hun i et vejkryds i Aarhus så et højest besynderligt optrin.
”Der kom en kvinde gående over fodgængerovergangen med noget der helt tydeligt var en usynlig hund. Det var ret syret, og den stakkels usynlige hund fik så mange bank og så meget skældud. Kvinden råbte og skrev og hev og flåede i den tomme snor, hvor der efter hendes opfattelse befandt sig en hund”, fortæller Michelle Lyngsdal.
Michelles første tanke var, at det var ret synd for den der imaginære hund og så blev hun ramt af en forundring over, at det egentligt er ret vildt, at vi mennesker kan have så meget sympati med et imaginært dyr.
”Der er et eller andet med dyr, som instinktivt får os til at reagere. Hvis vi ser en hund, som har det dårligt, skaber det kraftige reaktioner og vi er øjeblikkeligt klar til at tage store skidt og sågar hente den hjem fra Bosnien eller noget andet for at hjælpe den”.
De tomme hundesnore
Billedet af kvinden med den usynlige hund blev siddende og Michelle vidste allerede, at hun gerne ville skrive en bog om den ensomhed man som teenager kan opleve når man har et familiemedlem som er psykisk syg.
”Hunde-ideen var god fordi det er en meget håndgribelig måde, at beskrive psykisk sygdom på. Det er ikke FBI, der lytter i væggene eller gift i maden, men det med hunde er noget universelt, som alle kender og hvor læseren allerede fra første kapitel hurtigt kan afkode, at der er noget helt galt når moderen kommer anstigende med de tomme hundesnore”.
De imaginære hunde moderen anskaffer sig i Agility var ud over synligheden også et godt billede af andre grunde.
”De usynlige hunde giver mulighed for at lave nogle spændende scener, hvor der er meget på spil. Det er i bund og grund dybt tragisk, men giver også nogle vilde grotesker. Det kan bløde tragikken lidt op fordi det også samtidig er urkomisk”, siger Michelle.
”Det er også en meget praktisk måde, at vise hvordan moderens psykiske sygdom eskalerer når det vælter ind ad døren med hundedyrt hundeudstyr og flokken af hundesnore pludselig forøges i entreen”, fortæller forfatteren, som i researchen er blevet forbløffet over hvor meget gear og ekstraudstyr man kan få til de firbenede venner.
Løgne, krumspring og dårlig samvittighed
Bogens hovedperson Ea går i 9. klasse. Sidste skoledag, karameller og en lang sommerferie nærmer sig, og Ea og Sofie glæder sig. Men så bliver Eas mor syg igen, og hun begynder at opføre sig mærkeligt. Det har hun gjort før, men denne gang er det værre end nogensinde.
Med løgne, krumspring og dårlig samvittighed forsøger Ea at holde sammen på hverdagen for sin lillebrors skyld. Heldigvis dukker Gustav op og får hende til at glemme alt omkring sig, for Gustav er sød, betænksom og helt rigtig. Der er bare ét problem. Det var faktisk Sofie, der mødte ham først. Forældrene er skilt og faderen er flyttet en times kørsel væk med en ny familie, en ny baby med kolik og et midtvejskriseprojekt i form af et halvmaraton i Berlin, som optager ham meget.
Maksimalt pres på Ea
”Der er maksimalt pres på Ea. Der er enormt meget skam forbundet med, at have et familiemedlem som er psykisk syg og Ea reagerer med, samvittighedsfuldt og kærligt, at overtage hele ansvaret for at få familien og hverdagen til at køre uden, at nogen udefra opdager den er helt gal med moderen. Hun er totalt på overarbejde i stort set alle situationer”.
”De fleste teenagere jeg kender, har det der med, både at være en del af verden og samtidig være helt koblet af den samme verden. De er under ombygning eller konstruktion og det kan godt give en ensomhedsfølelse. For Ea kan vi gange den ensomhedsfølelse med 3 og hun snor sig og handler og sørger kærligt for sin lillebror, Anders, samtidig med at hun kommer til at spinde sig ind i et net af løgne og dårlig samvittighed”.
”Næsten alle børn og unge mennesker har en kæmpe loyalitet overfor deres forældre. Det gælder også hvis der er problemer på hjemmefronten. Hvis en af forældrene drikker eller hvis en pårørende er psykisk syg vil man gå meget langt for at holde det skjult”.
”Psykisk sygdom kan være enormt stigmatiserende. Jo tungere sygdommen er, jo sværere er det også og jo mere stigmata er der omkring det. Det er ekstremt svært for venner og kammerater at forstå og det er er kompliceret af mange grunde. Moderen er jo ikke syg hele tiden og fungerer faktisk normalt en gang imellem”, fortæller forfatteren der tror Eas måde at reagere på er meget realistisk.
”Jeg kender jo udskolingselever særdeles godt fra mit arbejdsunivers og jeg har mange gange tænkt, hvad mon mine elever ville gøre i den eller den situation”, smiler Michelle.
Kompliceret forelskelse
For Ea er forelskelsen i Gustav kompliceret på flere måder. For det første er bedsteveninden Sofie også interesseret i ham og hun sagde det først og for det andet har Ea det meget svært ved at invitere Gustav ind i sin egen intimsfære, som er fyldt til randen af al den omsorg hun må yde på grund af moderens sygdom.
”Det er jo både fuldstændig fantastisk og helt forfærdeligt med Gustav. Han er virkelig sød og virkelig vedholdende og guderne skal vide, at Ea har hårdt brug for den omsorg og fortrolighed hun kan få med ham, men i lang tid skubber hun ham væk fordi hun simpelthen ikke kan rumme, at lukke ham ind og vise ham, hvor slemt det står til med moderens sygdom. Men smiler forfatteren skælmsk ”måske bliver hun faktisk tvunget til et maskefald og til at lukke Gustav ind”.
En bog fuld af kærlighed
I bogen oplever vi det hele gennem Eas øjne og Eas temperament, men vi bliver alligevel en del klogere på moderen undervejs og på trods af sygdommen har det været vigtigt for forfatteren, ikke at holde hende eller den fraværende fader ud i al for strakt arm.
”Det er rigtigt, at moderen er beskrevet med en form for kærlighed, som nok mimer den kærlighed Ea har til hende. Moderen kan jo ikke gøre for, at hun har en psykisk sygdom og hun har jo masser af kærlighed at give, indtil hun pludselig begynder at give den til de helt forkerte ”børn”, nemlig de usynlige hunde, som til gengæld får kærlighed og opmærksomhed til overflod”.
Faderen møder vi kun i de telefonsamtaler Ea har med ham og det er ikke noget særligt flatterende blik vi får på ham. Han er flyttet en times kørsel væk og har stiftet en ny familie som inkluderer en baby med kolik.
”Ea rækker ud til ham nogle gange i løbet af bogen, men der er altid meget i vejen. Så har hans midtlivskrise-projekt med halvmaraton tvunget ham til Berlin for at løbe og selv når det virkelig brænder på så er han mest irriteret over at skulle ligge og køre frem og tilbage og er mest fokuseret på, at få ordnet noget praktisk frem for at tage fat om de følelsesmæssige nælder”.
”Der er små forsonende sprækker i ham hvor lyset trænger ind, men ellers får man bare lyst til at ruske ham og råbe ”Så hjælp dog din datter for pokker”, smiler Michelle.
Har du et godt råd til klassekammerater, lærere og pårørende om hvordan man hjælper en ung pige som Ea?
”Ja her kan jeg jo tale både som underviser og som medmenneske. Ea har rigtigt meget brug for, at række ud til andre mennesker og få nogle fortrolige som kan hjælpe og aflaste hende og det er meget svært for hende selv at række ud. Mit bedste råd vil være, at selv om det kan være svært og føles grænseoverskridende så skal man alligevel bare spørge ind og vise, at man stiller sig til rådighed når man spotter en i klassen, som tydeligvis har noget alvorligt at kæmpe med. Man skal ikke vente på, at de selv rækker ud, for det er der mange grunde til at de ikke gør”, siger Michelle Lyngsdal og slår fast, at ”allermest så skal Ea og andre som hende bare have den største krammer man kan give”.
Sidste skoledag, karameller og en lang sommerferie nærmer sig, og Ea og Sofie glæder sig. Men så bliver Eas mor syg igen, og hun begynder at opføre sig mærkeligt. Det har hun gjort før, men denne gang er det værre end nogensinde.
Med løgne, krumspring og dårlig samvittighed forsøger Ea at holde sammen på hverdagen for sin lillebrors skyld. Heldigvis dukker Gustav op og får hende til at glemme alt omkring sig, for Gustav er sød, betænksom og helt rigtig. Der er bare ét problem. Det var faktisk Sofie, der mødte ham først.
Agility er en roman om at få et helt almindeligt ungdomsliv til at hænge sammen, når man har en mor med psykiske problemer.
Du kan købe Agility online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: