Fagbøger

Prismodtager Michael Stoltze: Jeg opfatter prisen som læsernes kærlighedserklæring til naturen

Michael Stoltze Danske dagsommerfugle

Michael Stoltze har modtaget Weekendavisens Litteraturpris 2024 for Danske dagsommerfugle. Her er hans tale fra prismodtagelsen.


Kære forfattere, skribenter, redaktører, kritikere, forlag og alle bag Weekendavisens Litteraturpris – kære alle sammen. Først og fremmest: Tak! Jeg er fuldstændig overrumplet, overrasket og utrolig glad og beæret over tildelingen af Weekendavisens Litteraturpris 2024.

Med et så stærkt hold af nominerede forfattere til ti af årets bedste værker, er det svært at forstå, at læsernes valg er faldet på en tung bog om små, lette og sarte skabninger. Det må være, fordi de kan noget, de sommerfugle. De er omkringflyvende sanseapparater, der både kan forføre skribenter og læsere.

Jeg har set på dem, siden jeg var helt lille, og de har betaget og fortryllet mig på samme måde, som den blå anemone henrykkede Kaj Munk. Og når man som jeg er ret nærsynet og let kan tage brillerne af for at få øjenkontakt med selv den mindste blåfugl, vokser kærligheden til de farvestrålende insekter sig bare større og større med tiden.

Sådan begyndte jeg en dag at skrive digte og musik om dem og at kalde dem ”poesi på vinger”. De er nærmest blevet mine venner, og måske var jeg bare blevet overnørd? Men så skrev litteraturprofessor Erik A. Nielsen sødt til mig: ”Jeg er ret sikker på, at sansen for sommerfugle og kendskab til dem forvandler mennesker kraftigt, hvad enten de nu er videnskabsfolk, digtere eller bare fortolkere.”

Ja! Det er jeg overvist om, at de gør. På den gode måde, altså. Alene deres navne er poesi, og Inger Christensen brugte sit kendskab til dem til at indkredse hele livet – undfangelsen, fødslen, elskoven, døden, det, der kommer før, og det, der kommer efter, i Sommerfugledalen. Hun afslutter sin ubegribeligt store kraftpræstation af et mesterværk sådan:

Hvem er det der fortryller dette møde/ med strejf af sjælefred og søde løgne/ og sommersyner af forsvundne døde?
Mit øre svarer med sin døve ringen:/ Det er døden som med egne øjne/ ser dig an fra sommerfuglevingen

Det er så bevægende. Inger Christensen antyder noget evigt, og jeg forestiller mig, at sommerfugle tror på det evige liv. Vi kan ikke vide det, men troldmanden Carsten Dahl, der skrev og udgav CD’en Butterfly Dream, mødte mig en gang med ordene ”Jeg tror ikke på døden”, da jeg besøgte ham for at snakke om sommerfugle. Tro tager over, når vi kommer til det uundværlige gådefulde.
For den, der ser og sanser, er sommerfuglene væsener, som vi både kan læse og spejle os i.

Grækerne brugte betegnelsen psyke om både sommerfuglen og sjælen. En sommerdag på Bornholm skulle asken af en god ven spredes på havet. Da vi stod på kajen, kom en sørgekåbe svævende over det sørgende selskab, og den satte sig kortvarigt på molen i det øjeblik, skibet med urnen forlod havnen. Da jeg fortalte om sommerfuglen bagefter, kom endnu én svævende over os på sine kontrastrige vinger i dybt purpur med lysegule kanter. Det var sørgekåbernes dag, og vi så mange på hele øen.

Sørgekåben er højtidelig og alvorlig i modsætning til den skinnende iris, der er flot, fræk og festlig. Den har en bred gul snabel, der ligner et stykke båndspaghetti, og den tiltrækkes ikke som andre poeter af blomster, men ruller snablen ud over alt muligt ildelugtende: ekskrementer, urinpletter, gammel ost, ådsler, spildolie, sure tæer og – svedige højskoleelever. Bare kom til Bornholm, så skal jeg vise jer et sted, hvor I kan se det!

Når man kender og sanser sommerfuglene og kan kalde dem ved navn, får de sjæl og betydning i en grad, så de kan få mennesker til at glemme sig selv. De kan skabe lykkestunder og bringe ro, og vi ved, at glæden ved at se årets første citronsommerfugl, blåfugl eller aurora er stor og vokser sig større og større, jo mere man ved om deres liv og fantastiske tilpasninger. Det er ligesom med den store kærlighed, som man skal gribe, fastholde og udvikle, når man er så heldig at møde den – let it grow, let it grow, let it blossom, let it flow.

Sommerfuglene er altså vigtige og uundværlige. Men de fleste er forsvundet, nogle helt, nogle næsten og andre er bare blevet mere fåtallige. De er sarte og tåler ikke de store forandringer, som skyldes vores talrighed, grådighed og alt for voldsomme forbrug. Vi lever i en tid med kriser. Klimakrise, naturkrise, miljøkrise og trivselskrise. Vi er godt i gang med at smadre naturen, der er hele grundlaget for vores eksistens og fundamentet for al kunst og kultur.

For et par dage siden tonede Weekendavisens første prisvinder, Suzanne Brøgger, frem i radioen. Hun talte så klogt, muntert og smukt om kærligheden til livet, om erindringens vigtighed, om den nødvendige befrugtning mellem videnskab og skønlitteratur, om pligten til at elske alt på jorden, om at man kan lære det, hvis man øver sig i tide, og om, at man så bliver mere og mere forelsket med tiden. Det giver håb. Kærligheden til livet er håbet. Vi har brug for håb. ”At elske livet er den bedste kur”, sluttede hun.

Nemlig, og nu må vi handle, for vi kan ikke bare vente, når kulturens fundament er ved at smuldre. Vi er i fællesskab ved at genopdage jordforbindelsen og skifte kurs mod en ny jord.

Medicinen, der mere end noget andet kan være med til at løse kriserne og sikre os gode liv, er omsorg for naturen. Og behandlingen starter med vores kærlighed til livet, det vil sige både til hinanden og alle vores medskabninger på Jorden. Vi har en fælles historie, der hedder liv. Og hvis vi ikke elsker det, dør det.

Det, tror jeg, flere og flere indser. Så udover som en anerkendelse opfatter jeg prisen som læsernes kærlighedserklæring til naturen, hvor sommerfuglene har været døråbnere. Det glæder mig i dén grad, hvis det også er derfor, litteraturprisen fløj i sommerfuglenes retning. Det giver håb. Tusind, tusind tak!

Tak til alle bag prisen og bogen. Tak til Weekendavisen, Det Berlingske Hus og Den Berlingske Fond, en særlig tak til redaktør Stig Nielsen og hele holdet hos Lindhardt og Ringhof for godt samarbejde. Tak til de mange fotografer, der har bidraget og i særlig grad tak til Svend Rastrup Andersen og Lars Andersen.

Sidst og ikke mindst en uendelig stor tak til min kæreste, muse, bedste ven og samarbejdspartner, Mona, for enestående opbakning og støtte. Du er mit største held, og uden dig og kærligheden havde vi næppe været forsamlet her for at fejre litteraturen, naturen, sommerfuglene og hinanden. Livet. Tak!


Læs mere om Danske dagsommerfugle – naturens poesi på vinger

Prismodtager Michael Stoltze: Jeg opfatter prisen som læsernes kærlighedserklæring til naturen

Danske dagsommerfugle er den mest omfattende beskrivelse af de sommerfugle, der er hjemmehørende hos os. I bogen gennemgår Michael Stoltze 94 arter: bemærkelsesværdige egenskaber, udseende, karakteristiske varianter, flyvetid, levesteder, værtsplanter og udbredelsesområde. Når det gælder sjældne arter og arter i stærk tilbagegang, forklares det, hvordan man kan sikre arten gode livsbetingelser.

I de seneste år er der foretaget en landsdækkende registrering af dagsommerfugle, og der er indsamlet helt ny viden om de danske arters udbredelse og tilbagegang. Michael Stoltze inddrager denne nye viden, så bogens informationer er helt up to date.

Du kan købe Danske dagsommerfugle online hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.