Ithaka er en roman om kærlighed og svigt, om liv og død og udødelighed. Og fascinationen af et tre tusind år gammelt mysterium.
Har man læst Mich Vraas romaner fra de sidste 10 år, vil man vide, at hovedpersonerne hovedsageligt har været unge kvinder eller personer med et historisk forlæg. Altså meget langt fra den fynske forfatter og journalist, der sidste år fyldte 70 år. Men med den nye roman Ithaka får man fornemmelsen af, at man rykker lidt tættere på Mich Vraa selv.
”Ja, for første gang ever! Altså Emma, Molly, Maria er jo alle sammen fuldstændig fiktive personer, men med ham her er det en anden snak. Alex Harper taler og tænker ret meget som mig, men jeg har skruet gevaldigt meget op. Så han er altså ikke mig, skal jeg skynde mig at sige. Men ja, man kan godt sige, at det er min mest personlige bog indtil nu”, griner Mich Vraa, da jeg påpeger bogens spor af Mich Vraa: Grækenland, katte og en ældre, mandlig forfatter.
Forfatteren, der er glad for katte
I Ithaka hedder hovedpersonen Alex Harper. Han er en dansk forfatter, der befinder sig på den gode side af 60 år, og her gør han sig mange tanker om alder og om det punktum, der venter for enden af livet. Det meste af handlingen foregår i Grækenland, hvor Mich Vraa har tilbragt tid næsten hvert år i de sidste 20 år. Og så er der katten på forsiden, som indtager en central rolle i fortællingen. Følger man Mich Vraa på de sociale medier, vil man vide, at han er mere katteglad end de fleste. Han har sågar haft to hjemløse katte med hjem fra Grækenland; en til sig selv og en til sin redaktør på forlaget. Hvad er det med ham og katte?
”Jeg har altid haft katte, lige siden jeg var lille. Jeg er god til dem og går aldrig forbi en kat på gaden. Jeg vil altid gerne snakke med de katte, jeg møder, og de vil gerne snakke med mig. Jeg har haft 12 katte, og ingen af dem har lignet hinanden overhovedet. Katte er så forskellige. Man har en fornemmelse af, at de forstår et eller andet, som vi andre ikke forstår”, fortæller Mich Vraa, der lige nu har to katte hjemme i Odense, hvor han bor.
Gåden om Ithaka
Et andet centralt element i bogen er en fascination af Odysseus, der ifølge historien havde hjemme på øen Ithaka. Om nutidens Ithaka er identisk med det Ithaka, som skildres i Homers epos, er noget, som eksperter har diskuteret intenst i århundreder. Man får lyst til at spørge om interessen for Odysseus også er noget, som Mich Vraa deler med Alex Harper?
”Ja, jeg har altid været meget optaget af især den her specifikke historie om, hvor Odysseus kom fra. Mange kloge mennesker har skrevet tykke bøger om, at nutidens Ithaka ikke er det samme sted som det Ithaka, der var Odysseus’ rige. Andre mener det modsatte. Men sandheden er, at nutidens Ithaka på nær nogle ganske få punkter passer rigtig godt på Homers Ithaka”, fastslår Mich Vraa, der ligesom Alex Harper er endt med at tro på den udlægning. På øen Ithaka er man ikke i tvivl: det er her Odysseus havde hjemme, og hver anden restaurant eller butik hedder noget, der referer til Odysseen.
Ithaka er en af Grækenlands 2000 øer og den næstmindste ø i De Ioniske Øer, der også består af bl.a. Korfu, Lefkas og Kythira. Den frodige og bjergrige ø ligger centralt placeret syd for Lefkas og øst for Kefalónia. Det er et område af Grækenland, der betyder meget for Mich Vraa, og hvor han har sejlet rundt med sin familie siden 2002.
”Der er meget hav og mere friskt i den del af landet. Det er også mere uspoleret her end andre steder i Grækenland, især hvis man bevæger sig lidt væk fra havnen. Det har sat sig i mig og mine børn, og efterhånden kender vi mange mennesker her. Min datter holdt bryllup dernede på stranden i 2021, og der var lige så mange grækere som danskere med.
Jeg kan lide det sydlandske, der er noget med den afslappede livsstil, der passer mig rigtig godt. Grækerne er glade folk. Jeg har aldrig mødt en ubehagelig græker. Og så er det et utrolig spændende sted historisk set og hjemsted for nogle af de første og største historier fx Odysseen”, fortæller Mich Vraa.
Det er også her ideen til den nye roman opstod. Mich Vraa fortæller:
”Det er faktisk her, det hele starter. Helt præcist i sommeren 22, hvor jeg går rundt på Lefkas efter lige at have været på Ithaka. Det var vildt varmt, og jeg gik i skyggen af nogle træer, hvor der dukkende en sætning op i mit hoved, som jeg lader indlede romanen: ”I nat drømte jeg om Døden. Hun sad tre borde fra mig og spiste en græsk salat”.
”Det var underligt, fordi jeg har altid forestillet mig, at døden ville være en lastbil i den forkerte vejbane, en stor haj, hvis det skulle være rigtig fantasifuldt eller en læge med bedrøvelige øjne, der skulle give mig en forfærdelig besked. Men jeg havde aldrig før forestillet mig, at døden skulle være en kvinde. Jeg ved ikke, hvor det kom fra, men det satte bogen i gang”, forklarer Mich Vraa, der også vidste, at han skulle skrive om en mand, der havde den bedste del af livet bag sig.
Mich Vraa. Fotograf: Emilie Vraa
Alex Harper, et fossil
”Jeg er et fossil. Den mest uspiselige ret på den moderne demografis menukort: en gammel hvid mand”.
Sådan præsenter Alex Harper sig selv selvbevidst og nøgternt, da romanen åbner. Han har engang skrevet en kæmpe bestseller, der gjorde ham rig og berømt, men siden er det ikke blevet til noget, der har vakt opsigt. Hvor er han i livet, da vi møder ham?
”Han er der i sit liv, hvor han har mistet nogle ting. Sin hustru, sit livs store kærlighed, som han først forstod vigtigheden af, da hun forsvandt. Og så har han mistet sit publikum og sin anseelse, fordi han åbenbart kun kunne skrive én bog. Den blev så til gengæld hamrende populær, og han har tjent virkelig mange penge på den. Derudover opdager han, at han savner sin datter, som ikke rigtig gider ham, fordi han har svigtet hende i opvæksten, ligesom han selv blev svigtet af sin egen far engang. Det er jo en klassisk historie. At han gør sin egen datter til offer for det, han selv var et offer for. Han er på mange måder en færdig mand”, siger Mich Vraa.
Det Store Spørgsmål
”Det har været mit livs altoverskyggende gåde, mit Store Spørgsmål, og det har fyldt både min private og min professionelle verden”.
Alex Harpers far forsvandt fra familien, da Alex var 14 år og har ikke givet lyd fra sig siden. Det har installeret et dybt savn i ham, men ved romanens begyndelse modtager han en invitation til at komme til den græske ø Ithaka for at møde sin far. Måske for sidste gang. Han rejser til den lille græske ø, men udsætter besøget. Dagene går, tiden går. Hvorfor tøver han, når han nu står overfor at kunne få svar på den gåde, der på mange måder har været styrende for hans liv?
”Det gør man jo nogle gange, når noget er kæmpestort og vigtigt, og det her er stort for Alex Harper. Hele livet har han haft et kæmpe savn efter sin far, som han var knyttet til som barn, inden han forsvandt sporløst. Han har følt sig svigtet, og måske har han også hadet sin far. Sådan har det været i 50 år. Det er bare for stor en ting. Derfor finder han hele tiden en undskyldning for ikke at gøre det og laver alt muligt andet”, forklarer Mich Vraa.
Forandringen i Grækenland
”Grækenland er som et spejl. Det lader én lide. Og så lærer man”
”At leve alene?”
”At leve. Med det man er”. (Fra John Fowles’ Troldmanden. Citat, der indleder Ithaka)
Imens Alex Harper tager tilløb til at besøge sin far, sker der andre ting for ham, som viser sig at blive skelsættende for handlingen og hans liv. Der flytter en kat ind på hans lejede værelse; en kat, som han i begyndelsen ikke bryder sig om. Og så møder han en kvinde, der lader til at kende ham på en eller anden måde. Opholdet på øen forandrer ham. Hvad er det, der sker med Alex Harper i Grækenland, som flytter ham i forhold til, hvordan han var, da han kom?
”Han bliver mødt af en række ting, der viser ham, at livet kan være enkelt og godt, og at man ikke behøver være en berømt forfatter og eje så mange ting. Han lærer at sætte pris på små ting, nære ting, som en svømmetur og samtaler med lokalbefolkningen. Han får en kat og kontakt med sin datter igen og forsoner sig med de ting, der er sket for ham”.
“Jeg ville gerne have, at romanen skulle slutte afklaret. Meget er for sent, men han lærer at leve med hvem, han er. Det kender jeg selv til. Der er meget, man må forlige sig med, når man bliver ældre. Meget der går den gale vej. Det har jeg det selv svært ved. Livet bliver ikke længere, men måske man kan prøve at have det sjovere de sidste år?”, griner Mich Vraa.
Skriver han flere bøger mon?
”Det tror jeg, at han gør. Når man begynder at skrive bøger, gør man det jo, fordi man synes, det er sjovt og dejligt, og drømmen er for mange at kunne leve af det. Men når man oplever sådan en pludselig og massiv succes, som Alex Harper oplever, så bliver forfatterrollen noget andet, og man får en masse forpligtelser. Man skal ud at holde foredrag, bliver solgt til film og skal på turne i udlandet. Men det var jo egentlig ikke det, han ville. Han ville bare skrive. Man kan sige, at der faldt en appelsin ned i hans turban, som ikke smagte særlig godt”.
“Selvom jeg ikke er berømt, så genkender jeg godt noget fra mig selv. Jeg skrev 20 bøger, før der var nogen, der opdagede mig eller bøgerne. Men jeg tror, at han skriver igen. Ikke for at please en agent eller en forlægger, men nu skriver han noget, han selv har lyst til at skrive og som han selv kan holde ud at læse”, slutter Mich Vraa.
Mich Vraa: Ithaka
I nat drømte jeg om Døden. Hun sad tre borde fra mig og spiste en græsk salat …
Forfatteren Alex Harper er rig og berømt og fri til at gøre, hvad han vil. Han vil bare ikke ret meget. Han har mistet den kvinde han elsker, og han har ikke mere at sige. Så får han en invitation fra sin far som han ikke har set i otteogfyrre år. Det er sidste chance for at få opklaret hvorfor faderen forsvandt sporløst en sommerdag i 1974.
En roman om kærlighed og svigt, om liv og død og udødelighed og om fascinationen af et tre tusind år gammelt mysterium.
Ithaka er en roman om kærlighed og svigt, om liv og død og udødelighed. Og fascinationen af et tre tusind år gammelt mysterium.
Har man læst Mich Vraas romaner fra de sidste 10 år, vil man vide, at hovedpersonerne hovedsageligt har været unge kvinder eller personer med et historisk forlæg. Altså meget langt fra den fynske forfatter og journalist, der sidste år fyldte 70 år. Men med den nye roman Ithaka får man fornemmelsen af, at man rykker lidt tættere på Mich Vraa selv.
”Ja, for første gang ever! Altså Emma, Molly, Maria er jo alle sammen fuldstændig fiktive personer, men med ham her er det en anden snak. Alex Harper taler og tænker ret meget som mig, men jeg har skruet gevaldigt meget op. Så han er altså ikke mig, skal jeg skynde mig at sige. Men ja, man kan godt sige, at det er min mest personlige bog indtil nu”, griner Mich Vraa, da jeg påpeger bogens spor af Mich Vraa: Grækenland, katte og en ældre, mandlig forfatter.
Forfatteren, der er glad for katte
I Ithaka hedder hovedpersonen Alex Harper. Han er en dansk forfatter, der befinder sig på den gode side af 60 år, og her gør han sig mange tanker om alder og om det punktum, der venter for enden af livet. Det meste af handlingen foregår i Grækenland, hvor Mich Vraa har tilbragt tid næsten hvert år i de sidste 20 år. Og så er der katten på forsiden, som indtager en central rolle i fortællingen. Følger man Mich Vraa på de sociale medier, vil man vide, at han er mere katteglad end de fleste. Han har sågar haft to hjemløse katte med hjem fra Grækenland; en til sig selv og en til sin redaktør på forlaget. Hvad er det med ham og katte?
”Jeg har altid haft katte, lige siden jeg var lille. Jeg er god til dem og går aldrig forbi en kat på gaden. Jeg vil altid gerne snakke med de katte, jeg møder, og de vil gerne snakke med mig. Jeg har haft 12 katte, og ingen af dem har lignet hinanden overhovedet. Katte er så forskellige. Man har en fornemmelse af, at de forstår et eller andet, som vi andre ikke forstår”, fortæller Mich Vraa, der lige nu har to katte hjemme i Odense, hvor han bor.
Gåden om Ithaka
Et andet centralt element i bogen er en fascination af Odysseus, der ifølge historien havde hjemme på øen Ithaka. Om nutidens Ithaka er identisk med det Ithaka, som skildres i Homers epos, er noget, som eksperter har diskuteret intenst i århundreder. Man får lyst til at spørge om interessen for Odysseus også er noget, som Mich Vraa deler med Alex Harper?
”Ja, jeg har altid været meget optaget af især den her specifikke historie om, hvor Odysseus kom fra. Mange kloge mennesker har skrevet tykke bøger om, at nutidens Ithaka ikke er det samme sted som det Ithaka, der var Odysseus’ rige. Andre mener det modsatte. Men sandheden er, at nutidens Ithaka på nær nogle ganske få punkter passer rigtig godt på Homers Ithaka”, fastslår Mich Vraa, der ligesom Alex Harper er endt med at tro på den udlægning. På øen Ithaka er man ikke i tvivl: det er her Odysseus havde hjemme, og hver anden restaurant eller butik hedder noget, der referer til Odysseen.
LÆS OGSÅ: Ithaka er Mich Vraas nye berusende roman. Læs et uddrag af Ithaka her
Det Ioniske Hav
Ithaka er en af Grækenlands 2000 øer og den næstmindste ø i De Ioniske Øer, der også består af bl.a. Korfu, Lefkas og Kythira. Den frodige og bjergrige ø ligger centralt placeret syd for Lefkas og øst for Kefalónia. Det er et område af Grækenland, der betyder meget for Mich Vraa, og hvor han har sejlet rundt med sin familie siden 2002.
”Der er meget hav og mere friskt i den del af landet. Det er også mere uspoleret her end andre steder i Grækenland, især hvis man bevæger sig lidt væk fra havnen. Det har sat sig i mig og mine børn, og efterhånden kender vi mange mennesker her. Min datter holdt bryllup dernede på stranden i 2021, og der var lige så mange grækere som danskere med.
Jeg kan lide det sydlandske, der er noget med den afslappede livsstil, der passer mig rigtig godt. Grækerne er glade folk. Jeg har aldrig mødt en ubehagelig græker. Og så er det et utrolig spændende sted historisk set og hjemsted for nogle af de første og største historier fx Odysseen”, fortæller Mich Vraa.
LÆS OGSÅ: Mich Vraas roman om manden, der blev til Prins Henrik: “Han var et ekstremt interessant menneske”
Døden er en kvinde
Det er også her ideen til den nye roman opstod. Mich Vraa fortæller:
”Det er faktisk her, det hele starter. Helt præcist i sommeren 22, hvor jeg går rundt på Lefkas efter lige at have været på Ithaka. Det var vildt varmt, og jeg gik i skyggen af nogle træer, hvor der dukkende en sætning op i mit hoved, som jeg lader indlede romanen: ”I nat drømte jeg om Døden. Hun sad tre borde fra mig og spiste en græsk salat”.
”Det var underligt, fordi jeg har altid forestillet mig, at døden ville være en lastbil i den forkerte vejbane, en stor haj, hvis det skulle være rigtig fantasifuldt eller en læge med bedrøvelige øjne, der skulle give mig en forfærdelig besked. Men jeg havde aldrig før forestillet mig, at døden skulle være en kvinde. Jeg ved ikke, hvor det kom fra, men det satte bogen i gang”, forklarer Mich Vraa, der også vidste, at han skulle skrive om en mand, der havde den bedste del af livet bag sig.
Alex Harper, et fossil
”Jeg er et fossil. Den mest uspiselige ret på den moderne demografis menukort: en gammel hvid mand”.
Sådan præsenter Alex Harper sig selv selvbevidst og nøgternt, da romanen åbner. Han har engang skrevet en kæmpe bestseller, der gjorde ham rig og berømt, men siden er det ikke blevet til noget, der har vakt opsigt. Hvor er han i livet, da vi møder ham?
”Han er der i sit liv, hvor han har mistet nogle ting. Sin hustru, sit livs store kærlighed, som han først forstod vigtigheden af, da hun forsvandt. Og så har han mistet sit publikum og sin anseelse, fordi han åbenbart kun kunne skrive én bog. Den blev så til gengæld hamrende populær, og han har tjent virkelig mange penge på den. Derudover opdager han, at han savner sin datter, som ikke rigtig gider ham, fordi han har svigtet hende i opvæksten, ligesom han selv blev svigtet af sin egen far engang. Det er jo en klassisk historie. At han gør sin egen datter til offer for det, han selv var et offer for. Han er på mange måder en færdig mand”, siger Mich Vraa.
Det Store Spørgsmål
”Det har været mit livs altoverskyggende gåde, mit Store Spørgsmål, og det har fyldt både min private og min professionelle verden”.
Alex Harpers far forsvandt fra familien, da Alex var 14 år og har ikke givet lyd fra sig siden. Det har installeret et dybt savn i ham, men ved romanens begyndelse modtager han en invitation til at komme til den græske ø Ithaka for at møde sin far. Måske for sidste gang. Han rejser til den lille græske ø, men udsætter besøget. Dagene går, tiden går. Hvorfor tøver han, når han nu står overfor at kunne få svar på den gåde, der på mange måder har været styrende for hans liv?
”Det gør man jo nogle gange, når noget er kæmpestort og vigtigt, og det her er stort for Alex Harper. Hele livet har han haft et kæmpe savn efter sin far, som han var knyttet til som barn, inden han forsvandt sporløst. Han har følt sig svigtet, og måske har han også hadet sin far. Sådan har det været i 50 år. Det er bare for stor en ting. Derfor finder han hele tiden en undskyldning for ikke at gøre det og laver alt muligt andet”, forklarer Mich Vraa.
Forandringen i Grækenland
”Grækenland er som et spejl. Det lader én lide. Og så lærer man”
”At leve alene?”
”At leve. Med det man er”.
(Fra John Fowles’ Troldmanden. Citat, der indleder Ithaka)
Imens Alex Harper tager tilløb til at besøge sin far, sker der andre ting for ham, som viser sig at blive skelsættende for handlingen og hans liv. Der flytter en kat ind på hans lejede værelse; en kat, som han i begyndelsen ikke bryder sig om. Og så møder han en kvinde, der lader til at kende ham på en eller anden måde. Opholdet på øen forandrer ham. Hvad er det, der sker med Alex Harper i Grækenland, som flytter ham i forhold til, hvordan han var, da han kom?
”Han bliver mødt af en række ting, der viser ham, at livet kan være enkelt og godt, og at man ikke behøver være en berømt forfatter og eje så mange ting. Han lærer at sætte pris på små ting, nære ting, som en svømmetur og samtaler med lokalbefolkningen. Han får en kat og kontakt med sin datter igen og forsoner sig med de ting, der er sket for ham”.
“Jeg ville gerne have, at romanen skulle slutte afklaret. Meget er for sent, men han lærer at leve med hvem, han er. Det kender jeg selv til. Der er meget, man må forlige sig med, når man bliver ældre. Meget der går den gale vej. Det har jeg det selv svært ved. Livet bliver ikke længere, men måske man kan prøve at have det sjovere de sidste år?”, griner Mich Vraa.
Skriver han flere bøger mon?
”Det tror jeg, at han gør. Når man begynder at skrive bøger, gør man det jo, fordi man synes, det er sjovt og dejligt, og drømmen er for mange at kunne leve af det. Men når man oplever sådan en pludselig og massiv succes, som Alex Harper oplever, så bliver forfatterrollen noget andet, og man får en masse forpligtelser. Man skal ud at holde foredrag, bliver solgt til film og skal på turne i udlandet. Men det var jo egentlig ikke det, han ville. Han ville bare skrive. Man kan sige, at der faldt en appelsin ned i hans turban, som ikke smagte særlig godt”.
“Selvom jeg ikke er berømt, så genkender jeg godt noget fra mig selv. Jeg skrev 20 bøger, før der var nogen, der opdagede mig eller bøgerne. Men jeg tror, at han skriver igen. Ikke for at please en agent eller en forlægger, men nu skriver han noget, han selv har lyst til at skrive og som han selv kan holde ud at læse”, slutter Mich Vraa.
Mich Vraa: Ithaka
I nat drømte jeg om Døden. Hun sad tre borde fra mig og spiste en græsk salat …
Forfatteren Alex Harper er rig og berømt og fri til at gøre, hvad han vil. Han vil bare ikke ret meget. Han har mistet den kvinde han elsker, og han har ikke mere at sige. Så får han en invitation fra sin far som han ikke har set i otteogfyrre år. Det er sidste chance for at få opklaret hvorfor faderen forsvandt sporløst en sommerdag i 1974.
En roman om kærlighed og svigt, om liv og død og udødelighed og om fascinationen af et tre tusind år gammelt mysterium.
Du kan købe Ithaka online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: