Beowulf er et af verdenslitteraturens helt store mesterværker. Nu har Sophus Helle gendigtet det oldengelske epos.
Hovedparten af Beowulf foregår lige uden for Roskilde, men det er de færreste danskere, der kender til det verdensberømte digt. Det vil Sophus Helle lave om på med denne nye gendigtning.
Beowulf der blandt andet har inspireret J.R.R Tolkiens Ringenes Herre er en fortælling om sejr og sorg, venskab og vildskab, mosemonstre og dragedrab. Digtet følger den unge kriger Beowulf, der rejser til den danske kong Roars hal for at besejre uhyret Grendel, der hærger området.
Det er kun begyndelsen på Beowulfs eventyr, for siden skal han møde endnu flere drabelige monstre – hver gang med livet som indsats.
Læs forordet og første del af Beowulf af Sophus Helle herunder.
Beowulf
af Sophus Helle
Forord
Beowulf var næsten gået tabt. Digtet er kun bevaret i et enkelt håndskrift, der længe lå ulæst i en engelsk adelsmands private bibliotek, i en bygning ved navn Ashburnam House. Navnet var ildevarslende i den mest bogstavelige forstand. I 1731 udbrød der brand i biblioteket, og tretten uvurderlige værker blev slugt af flammerne.
Havde ildens lune ført flammerne blot et par centimeter længere ind i Beowulfs håndskrift, ville også dette digt være gået op i glemslens røg. Brandens bidemærker er stadig at finde i teksten. Kanterne er svedne, og et par linjer er svitset væk, ironisk nok i en beskrivelse af den ildspyende drage.
Det støvede og let forkullede håndskrift blev oversat af en islandsk-dansk forsker ved navn Grímur Jónsson Thorkelin (1752–1829), som var udsendt af den danske regering for at finde middelalderhåndskrifter i England. Men Beowulf blev ved med at lokke flammerne til sig.
Da Thorkelin efter tyve års studie næsten var færdig med en udgave af teksten, blev hans hus brændt ned i Københavns bombardement i 1807, og Thorkelins arbejde gik op i røg. Heldigvis mistede han ikke modet. Han begyndte forfra og kunne i 1815 udgive den første fulde oversættelse af Beowulf (til latin).
Igennem det følgende århundrede spredte digtet sig som en steppebrand gennem de lærde kredse i Europa og blev blandt andet oversat til dansk af N.F.S. Grundtvig (1783–1872) i 1820 – den første oversættelse af hele digtet til et moderne sprog˙ (noter til teksten, der er at finde bagerst i bogen, er markeret med et hævet punktum).
Men i takt med at Beowulf indtog sin nuværende plads som en hjørnesten i engelsk litteraturhistorie, blev det stadig mindre kendt i Danmark. Selvom Beowulf nu hyldes som et af verdenslitteraturens store mesterværker, og selvom hoveddelen af handlingen foregår lige uden for Roskilde, har kun de færreste danskere hørt om digtet. Det er en skam, for Beowulf er en storslået fortælling om sejr og sorg, venskab og vildskab, mosemonstre og dragedrab, folkemord og festmiddage.
Det er blevet oversat et utal af gange og har inspireret til tusindvis af gendigtninger og nyfortolkninger, heriblandt J.R.R. Tolkiens (1892–1973) Ringenes herre og Hobbitten. Gennem sit virke som oldengelsk filolog blev Tolkien dybt inspireret af digtet, som han oversatte til engelsk i 1926, og det er ingen overdrivelse at sige, at Beowulf var med til at forme fantasygenren, som vi kender den i dag.
Denne moderne eksplosion af inspiration hviler som sagt på et enkelt manuskript, som har fået navnet ”Cotton MS Vitellius A XV”, fordi det i sir Robert Bruce Cottons bibliotek stod ved siden af en buste af den romerske kejser Vitellius. Beowulf blev nedfældet af to skrivere, som moderne forskere ret så prosaisk har døbt A og B.
Skriver A har aflange bogstaver og rigeligt med afstand mellem linjerne, mens skriver B, som tager over ved linje 1939, midt i historien om gyserdronningen Modtryd, har en mere kompakt håndskrift og langt mindre linjeafstand.
Ud over Beowulf indeholder håndskriftet blandt andet en biografi om Sankt Kristoffer, et fiktivt brev fra Alexander den Store til Aristoteles, en poetisk gendigtning af den bibelske fortælling om Judith og en længere beretning om ”Østens vidundere”: drager, fønikser og andre spændende fugle, der ifølge denne tekst bebor landene mellem Egypten og Indien.
Som især det sidstnævnte værk viser, havde vores to skrivere en interesse for monstre og fjerne lande. Det er en interesse, som Beowulf med sine tre monsterkampe og mange havrejser rigeligt belønner. Og som beretningerne om Judith og Sankt Kristoffer viser, var de to skrivere kristne. Værket blev nedskrevet i det første årti af det andet årtusind, altså umiddelbart efter år 1000, hvor kristendommen havde opnået et relativt solidt fodfæste i England.
Men Beowulfs handling foregår århundreder tidligere, i en skyggefuld, hedensk og voldelig fortid. Digtets forfatter, som vi ikke ved noget om, og som kan have levet flere århundreder før skriver A og B, ser tilbage på denne dybe fortid med en blanding af kristen skepsis og næsegrus beundring.
Fortællingen om Beowulf og hans kamp mod monstrene udspringer af et væv af forskelligartede sagn. I historien flettes bibelske, nordiske og germanske myter ind i hinanden, og digtet er spækket med henvisninger til berømte figurer som vikingekongen Rolf Krake, dragedræberen Sigurd og frugtbarhedsguden Frej. Forfatteren er tydeligvis betaget af heltegerninger og af hedningenes sagnskat, men føler sig samtidig tvunget til konstant at minde læseren om den kristne Guds magt.
Beowulf, Roar, Hygd og de andre karakterer, vi støder på i digtet, er fiktive, halvmytiske skikkelser, der ikke lader sig placere på en moderne historikers tidslinje. Skulle man alligevel give handlingen en dato, ville det femte århundrede være et godt bud. Det var en stormfuld periode, fuld af enorme folkevandringer og konflikter om knappe ressourcer.
Denne historiske virkelighed kommer dystert til udtryk i digtet, som svælger i vold og uløselige fejder. De mange folkeslag, som optræder i Beowulf – danerne, gøterne, svenskerne, friserne, frankerne, jyderne, vendelboerne, vylfingerne, hetvarerne, hadubarderne, finnerne og flere endnu – skal ikke forstås som middelalderens svar på moderne etniciteter eller nationalstater, men som langt mere flydende og omskiftelige grupper.
Folkeslagene bevægede sig omkring, blandede sig med hinanden, handlede med hinanden, angreb hinanden og skabte midt i tumulten bobler af velstand og fred. I Beowulf udgør de mange krige mellem folkeslagene bagtæppet for handlingen. Karaktererne fortæller, stolt eller bittert, om disse mange konflikter, men de er mest optaget af at besejre de uhyrer, som truer menneskenes bosteder: to kæmper og en guldsulten drage.
Men i takt med at digtet skrider frem, træder menneskers krige mod andre mennesker stadig mere i forgrunden, indtil de til sidst overtager fortællingen. Den vigtigste af disse krige er den langstrakte konflikt mellem gøterne og svenskerne, som ser ud til at have boet i det, der i dag ville være hhv. det sydlige og det nordlige Sverige (bemærk, at gøterne ikke er det samme folk som goterne, der stammede fra området omkring det moderne Ukraine).
Krigen, som til sidst truer med fuldstændig at udrydde gøternes folk, fortælles gennem en række flashbacks og flashforwards, og man skal holde tungen lige i munden for at rekonstruere begivenhedernes rækkefølge. I afsnittet ”Svenskekrigene” kan man finde en opsummering af konflikten, skulle man være faret vild i den forvirrende fortællestil. Den sociale verden, digtet udspiller sig i, er, blandt andet som resultat af den konstante vold, ekstremt kønnet.
I dag tales der om, at maskuliniteten er i krise, men Beowulf skildrer en tid, hvor maskulinitet i bogstaveligste forstand var født ud af krisetid. At være mand i dette digt er at overleve en ubønhørlig regn af sværdstød og øksehug, og alle karakterernes sind er formet af den voldelige virkelighed. Hvor mændene konstant må bevise deres værd på slagmarken og hævne de forbrydelser, der bliver begået mod deres land eller slægt, har kvinderne den modsatte rolle.
De har til opgave at væve fred mellem folkeslagene ved at opildne mændene til besindighed eller ved at gifte sig ind i andre kongeslægter for at forhindre blodhævn og knytte bånd mellem rivaler. I denne dystre verden sikrer kongerne deres krigeres troskab med en lind strøm af gaver. Det er en social kontrakt, der flere gange tydeliggøres i digtet.
Kongen giver krigerne gaver, og til gengæld kæmper krigerne for deres konge. Jo større krigernes bedrifter er, desto større vil deres belønning være. Gaverne tager som regel form af smykker, især ringe af guld eller sølv, eller krigsudstyr såsom våben, heste, brynjer og hjelme.
Egentlig er det lidt misvisende at skelne mellem smykker og krigsgrej, for også våbnene og rustningerne er en form for smykker, idet de er forsiret med snørklede mønstre og udsmykninger, som fortælleren i Beowulf elsker at beskrive. Der er mønstre overalt i digtet. Langs sværdenes klinger skinner bølger, slanger og løvværk, og på hjelmene holder gyldne vildsvinefigurer vagt.
Ønsker man sig et bedre mentalt billede af disse udsmykninger, kan man med fordel finde inspiration i de skatte, våben og rustninger, der blev begravet ved Sutton Hoo i det sydøstlige England. Præcis som i Beowulf glimter disse genstande af guld og sølv, og stort set ingen overflade er fri for fletværk og pynt. Den samme kærlighed til udsmykning kommer til udtryk i teksten selv.
Digtet er, præcis ligesom de sværd, det beskriver, pyntet med snørklede linjer og poetisk fletværk. Den irske digter Seamus Heaneys prisbelønnede oversættelse af Beowulf gav værket ry for at være tungt og jordnært i sit litterære udtryk, men i virkeligheden er originalen et blændende festfyrværkeri af ordspil og lydleg. Det mest slående aspekt ved tekstens sproglige udtryk er de konstante bogstavrim.
Hver linje indeholder typisk tre ord, der begynder med samme lyd, og digtet er bygget op efter en række rytmeregler, der bestemmer, hvordan dets halvlinjer kan sættes sammen til hele linjer for at skabe det rette bogstavrim. Ud over de stramme lydlove er teksten spækket med anden sproglig pynt.
Et nogenlunde vilkårligt eksempel er l. 1014, der på oldengelsk lyder fylle gefægon, fægere geþægon og på dansk blev til, at krigerne ”frydede sig ved gildet og fyldte op af øllet”: Bemærk det dobbelte bogstavrim (f-f og g-g) og ligheden mellem gefægon og geþægon.
Dette glitrende lydtæppe bølger i mange retninger, for værket veksler mellem mange forskellige registre, fra det snakkesaligt fortællende og det tørt ironiske til det makabert monstrøse og det dramatiske schwung. Bemærk dog, at jeg i min gendigtning ikke har forsøgt at følge de regler, der styrer digtets bogstavrim. Jeg er gået friere til værks, og læseren vil kunne finde en del linjer, hvor bogstavrimene helt mangler eller gemmer sig inde i sammensatte ord (som f.eks. i l. 2255: ”nu skal guldpynten pilles”).
Den oldengelske digtnings lydlove og faste vendinger gjorde det nemmere for datidens skjalde at lære lange passager udenad samt at improvisere nye digte ved at sætte eksisterende digtstumper sammen i nye kombinationer. Således kunne skjaldene være klar til på stående fod at genfortælle gode historier, som den skjald, der gengiver sagaen om Finn i sekstende sang, og til at væve nye værker, som den, der forvandler Beowulfs egen heltegerning til et digt i trettende sang.
Skjaldenes fortællinger viser desuden, hvor vigtig veltalenhed er i Beowulfs verden. Det er ikke nok for mændene at være stærke og for kvinderne at være kløgtige, de skal også forstå sig på at flette ord sammen. Mændene forventes at holde praltaler og afgive opildnende løfter, mens kvinderne skal bruge deres talekunst til at væve fred og forsoning.
Og alle skal forstå sig på at sno sætninger sammen for at videreføre historier om folkets fortid, for i denne turbulente tid er det kun minder og veltalenhed, der kan skabe sammenhæng på tværs af generationerne. Heltenes håb er at blive en del af den mindeskat, der gennem sange gives videre til eftertiden.
Helte som Beowulf er bogstaveligt talt villige til at dø for hæder, fordi hæder kan skaffe dem det tætteste, vi mennesker kan komme på udødelighed. Vi skal alle dø en dag, og helte er villige til at træde et skridt nærmere døden for til gengæld at leve videre i eftertidens sange. Deres mål er at blive en del af mønsteret i folkets fletværk, og derfor må de konstant stræbe efter at udføre mindeværdige handlinger og sørge for, at de handlinger huskes korrekt.
Kærligheden til fletværk er ikke kun at finde i de enkelte linjer. Også fortællingen som helhed er bygget op efter sindrige mønstre, der fletter sig ind i hinanden. I efterordet ”Tidens musik” beskriver jeg nogle af de mønstre og kommer med et bud på, hvordan de skal forstås. Mere generelt skal man dog være forberedt på, at fortællingen i Beowulf ikke skrider lineært frem; den vender og drejer sig, som var den en guldtråd på en af hjelmene i Sutton Hoo.
Som nævnt bliver dette filigranarbejde særlig sindrigt i digtets tredje del, når Beowulfs kamp mod dragen væves sammen med historien om gøternes krige mod svenskerne. Jo ældre han bliver, jo mere optaget bliver Beowulf af minder fra sin ungdom. Historien om disse krige fortælles så forvirrende, at man som læser kan have svært ved at huske, hvor vi er nået til i konfliktens kronologi (som sagt fungerer afsnittet ”Svenskekrigene” som en tråd gennem denne tidslabyrint).
Men det er netop sådan, vi som mennesker oplever historiens gang: ikke som en enkelt fremadskridende linje, men som et blændværk af indtryk og et miskmask af minder. Forvirringen er en del af pointen. Det sker ofte, at digtet vender tilbage til en tidligere scene og giver os et nyt perspektiv på, hvad der skete. Man skal være opmærksom på, at forskellige karakterer ofte gengiver den samme situation på forskellige måder – og typisk på den måde, der passer dem bedst.
Det er trods alt vores menneskelige instinkt: Vi fortæller historien om vores liv, så den stiller os i det bedst mulige lys. Når Beowulf ankommer til danernes hal, er det således et ydmygende øjeblik for danerkongen Roar. Han har ikke kunnet klare konflikten mod Grendel selv og må nu tage imod hjælp fra en helt, der stammer fra danernes tidligere fjender gøterne.
Men Roar vender i sin velkomsttale op og ned på situationen. Som han udlægger det, skylder Beowulf ham hjælp, fordi Roar for mange år siden reddede Beowulfs far. Ligeledes udfordres Beowulf kort efter sin ankomst af Roars rådgiver Ufred, som anklager Beowulf for at have tabt en heltemodig svømmedyst mod sin barndomsven Breka.
Men Beowulf svarer igen ved at gengive en anden version af samme historie, hvor han pointerer, at han modsat Breka måtte kæmpe mod syv mægtige sømonstre i løbet af deres svømmedyst. Som den helt han er, vil Beowulf nemlig sørge for, at hans mindeværdige handlinger huskes korrekt, så de kan skaffe ham den hæder, han så brændende ønsker. Roar og Beowulf fortæller altså begge historier, der får dem til at se godt ud, og det gør andre karakterer også hele digtet igennem.
Man skal derfor altid stille sig skeptisk over for det, der siges i Beowulf, og være opmærksom på, hvornår karaktererne ændrer mening, fjerner eller tilføjer afgørende detaljer eller fremhæver det mest fordelagtige aspekt af den historie, de fortæller. Det mest slående eksempel derpå er Beowulfs beretning om sin udflugt til danernes land, når han vender hjem til sit folk.
Som læser bliver man straks ramt af, at Beowulfs version ikke helt stemmer overens med den, vi fik fortalt tidligere. For eksempel indfletter Beowulf den detalje, at Grendel bar på en pose, som han proppede sine ofre ned i. Det nævnte fortællerstemmen intet om.
Scenen viser, hvad der sker i en mundtlig fortællekultur, når begivenheder forvandles til historier og begynder at vandre fra mund til mund. Fortællingen bliver et flydende fælleseje, der frit kan tilpasses, alt efter hvad fortælleren foretrækker. Denne scene er dermed et lille vindue ind i den mundtlige kultur, som Beowulf udspringer af.
Men det er meget lidt, vi ellers ved om den kultur. Den historiske baggrund for Beowulf er fuld af mysterier, blandt andet fordi så lidt oldengelsk litteratur er blevet bevaret. Det overlevende korpus er samlet i kun fire håndskrifter, herunder det, som indeholder Beowulf (modsat den norrøne litteratur, som byder på et langt større korpus).
Disse fire håndskrifter er blot en lille rest af det, som engang var en lyslevende litterær kultur. Mysterierne mangfoldiggøres af de sproglige problemer, som disse håndskrifter byder på. Oldengelsk er ikke bare en forældet version af engelsk, men et helt andet sprog, der er lige så forskelligt fra moderne engelsk, som det er fra dansk.
Dette sprog er ikke blevet talt i omkring et årtusind, hvilket betyder, at mange linjer i digtet byder på små gåder, som moderne forskere har forsøgt at løse. Blandt de historiske gåder optog især tre den første bølge af Beowulf-forskningen: Hvornår foregår digtet? Hvornår blev digtet til? Og hvornår blev teksten nedskrevet i den form, vi kender i dag?
Svarene på disse tre spørgsmål fortaber sig alle i gætværk, men jeg vil her opsummere dem fra den mest til den mindst besværlige. Som sagt lader digtets halvmytiske karakterer sig ikke placere på moderne historikeres tidslinje, men begivenhederne i Beowulf har dog en vis forbindelse til virkeligheden.
Som Grundtvig var den første til at bemærke, nævner den franske middelalderhistoriker Gregor af Tours (ca. 538–594) en gøterkonge ved navn Chlochilaicus, der omkring år 516 angreb frankernes land, men blev fanget i et modangreb og dræbt. Gregor, som skrev sin krønike om frankernes historie blot få årtier efter dette angreb, beskriver, hvordan danernes hær flygtede i al hast over havet og efterlod kongens
lig på slagmarken.
Det er præcis det, der sker i Beowulf, hvorfor Grundtvig konkluderede, at Chlochilaicus måtte være Beowulfs onkel Hygelak. De følgende generationer af forskere ransagede andre dele af digtet på jagt efter scener, der ligeledes kunne knyttes til virkelige historiske begivenheder, og brokkede sig ofte over, at digtet blander historiske fakta med mytisk vrøvl som drager og kæmper.
Det var den tilgang, Tolkien, som elskede drager og kæmper, kritiserede i et berømt essay om Beowulf, ”The Monsters and the Critics”, som blev udgivet i 1926, året før Hobbitten udkom.˙ Tolkien fortæller en lignelse, der udstiller problemet ved denne tilgang. Han sammenligner Beowulf med et tårn, som en mand har bygget af resterne af en gammel gård.
Efter mandens død kommer hans venner på besøg, men de er mere interesserede i de gamle sten end i tårnet selv, så de vælter det omkuld for at studere dets dele og brokker sig over, at manden satte delene sammen på så tilfældig vis. Men som Tolkien bemærker: Fra toppen af sit tårn havde manden kunnet se ud til havet. Sådan er det også med Beowulf.
Vi skal lade være med at vælte digtet omkuld i vores jagt på fakta og i stedet forstå det som en litterær konstruktion, der løfter vores perspektiv op til nye højder. Ligeledes er det svært at sige noget definitivt om, hvornår dette tårn blev bygget, altså hvornår digtet blev skrevet. Som sagt blev håndskriftet nedfældet omkring år 1000, men selve digtet kan være flere århundreder ældre, og forfatteren til det digt baserede sandsynligvis sin fortælling på en endnu ældre mundtlig tradition.
Historikernes gæt på, hvornår digtet fik den form, vi kender i dag, strækker sig hele vejen fra det syvende til det sene tiende århundrede, hvilket svarer til ikke at vide, om et digt blev skrevet under Christian 4. eller Frederik 10. En del af problemet er, at spørgsmålet igen ikke helt giver mening. For at blive ved tårnmetaforen kan historikere med deres lingvistiske metoder komme med et gæt på, hvornår en given sten stammer fra.
Men det er langt sværere at sige, hvornår disse sten blev flyttet fra gården til tårnet; eller om der blev rykket rundt på dem flere gange, mens tårnet blev bygget; eller om tårnet blev bygget af én mand eller flere; eller om det blev bygget i én hurtig spurt eller opført gradvis over århundreder.
Som sagt kan vi finde alle mulige komplekse mønstre i digtet, og det kan være besnærende at tænke, at der må stå en enkelt forfatter bag, altså at ét litterært geni vævede stumper og stykker af mundtligt bevarede fortællinger sammen i en ny, velkomponeret tekst. Uanset hvornår præcis digtet blev til, var der en dyb afstand mellem på den ene side dets forfatter, skribenter, fortæller og tidligste publikum og på den anden side dets karakterer, nemlig afstanden mellem det kristne England og det hedenske Skandinavien.
Efter angrebet på klosteret Lindisfarne i 793 hærgede danerne de engelske kyster i århundreder og bosatte sig i det, der fik navnet Danelagen, et område, der strakte sig fra London til York. Et oldengelsk publikum ville altså have haft god grund til at hade alt, der havde med danerne at gøre. Alligevel skildres danerne og de andre hedenske folkeslag i Beowulf med udpræget medfølelse.
De fremstilles som et folk, der ganske vist tog fejl i deres religiøse overbevisning, men hvis historier alligevel er værd at bevare. De optræder i historien både som helte og som helt almindelige mennesker, der har hver deres mangler og genkendelige problemer. Det sympatiske perspektiv på danerne lader sig måske forklare af, at Beowulf blev skrevet ned omkring år 1000.
Igen er det præcise tidspunkt omdiskuteret, men her er viften af muligheder dog snævrere: Håndskriftet blev sandsynligvis nedskrevet i anden halvdel af den engelske kong Æthelred 2.s rige, dvs. mellem år 997 og 1016. Og i det meste af den periode, fra 1002 og frem, var Æthelred gift med en dronning af dansk slægt, Emma af Normandiet (ca. 984–1052).
Emma er en ekstremt spændende person, der ligesom Beowulf fortjener langt mere berømmelse, end det danske publikum indtil videre har skænket hende. Dog er hun for nylig blevet bedre kendt takket være tv-serien Vikings: Valhalla, hvor hun er en af hovedpersonerne. Dette forord er ikke langt nok til at yde Emma retfærdighed, men kort fortalt blev hun født ind i Normandiets kongehus, som nedstammede fra danerne.
Hendes oldefar var den berømte viking Rollo, der havde erobret det nordlige Frankrig. Som ung blev Emma gift med kong Æthelred og dermed dronning af England, men da Æthelred døde i 1016, giftede hun sig med en anden daner, Knud den Store (ca. 990–1035), hvis kejserrige strakte sig over England, Skotland, Danmark og Norge. Emma var en karakterstærk kvinde og en vigtig figur i tidens politik.
Moderne historikere har argumenteret for, at hun var med til at oplære Knud i, hvordan man bør opføre sig som engelsk regent, hvilket var noget anderledes end den mere direkte form for magtudøvelse, han var vant til fra en dansk kontekst. Emma kendte den engelske tradition fra sit tidligere ægteskab og var med til at gøre Knuds kongedømme til en succes. Og så var hun ikke mindst en aktiv medspiller i den kaotiske periode, der fulgte efter Knuds død, og hvor hans sønner stredes om tronen.
Vi kan ikke med sikkerhed sige, om Emma havde noget med Beowulf at gøre, men der er en række spændende forbindelser mellem hendes liv og digtet, hvorfor det ville give mening, at digtet blev nedfældet, hvis ikke til hende eller på hendes opfordring, så med hende in mente. Ligesom Beowulf forenede Emma en kristen overbevisning og en engelsk tilknytning med et dansk og hedensk ophav.
Og ligesom Beowulf var Emmas liv formet af folkevandringer og et kosmopolitisk verdenssyn. Digtet blander som sagt germanske, nordiske, engelske og bibelske elementer sammen, mens Emma ligeledes måtte afveje sin danske afstamning, sit normannisk ophav, sin engelske magtposition og sin hengivenhed til den romerske kirke. Vi kan altså tænke hende som digtets ideelle publikum.
Emmas rolle ved det engelske hof var at være en ”fredsvæver”, altså at knytte de engelske, danske og normanniske kongehuse sammen for at undgå krig imellem dem. Som jeg beskriver i efterordet, er Beowulf særlig optaget af de dronninger, der placeres i denne yderst vanskelige rolle. Digtet handler blandt andet om, hvad det vil sige at være fredsvæver: hvor svært det er, hvor vigtigt det er, og hvor galt det kan gå, som vi ser i historierne om Hildeborg, Vealtov og Freavaru.
Sidst, men ikke mindst, ved vi fra andre samtidige tekster, at fortællinger om fortiden var med til at forme konge husets selvforståelse. En afgørende kilde til Emmas liv er biografien Dronning Emmas hyldest (Encomium Emmae Reginae, skrevet omkring år 1041), der konstant drager mere eller mindre eksplicitte paralleller mellem personer fra Emmas egen tid, såsom Knud, og figurer fra fortiden, såsom den romerske helt Æneas.
Det er samme måde, karaktererne i Beowulf behandler fortiden på, f.eks. når skjalden sammenligner Beowulf med sagnhelten Sigurd. Det er derfor sandsynligt, at Beowulf, da det blev nedskrevet, også blev læst som en kilde til sammenligninger. Vi ved ikke præcis hvordan. Måske lagde skarpsynede læsere mærke til ligheden mellem Beowulf og Knud, som begge herskede godt og længe,
men hvis død førte til kaos og krig.
Eller måske så de Emma som en nymodens Vealteov, danernes dronning, der forsøger at væve fred mellem folkeslagene, men senere må se på, mens hendes familiemedlemmer slår hinanden ihjel. Det er ikke til at sige. En af grundene er, at digtet i sin egen tid ikke lader til at have opnået nogen nævneværdig berømmelse.
Det overlever som sagt kun i et enkelt eksemplar, og Beowulfs navn optræder ikke i nogen anden middelalderlig tekst. Selvom vi næsten med sikkerhed kan sige, at digtet må være baseret på en endnu ældre mundtlig tradition, efterlod den tradition sig ikke nogen andre spor end dette håndskrift. Da vikingekulturen kort efter håndskriftets tilblivelse blev gravlagt, forsvandt også digtets sidste chance for at opnå en bred læserskare.˙
Nogle digte taler stærkest til andre tider end deres egne, og det synes at være tilfældet med Beowulf. Da det blev genopdaget i begyndelsen af attenhundredetallet, kunne timingen ikke have været bedre. På det tidspunkt var de lærde i Europa dybt optaget af romantikkens filosofi, som bl.a. var kendetegnet ved en vildtvoksende nationalisme.
Ifølge filosoffen Johann Gottfried Herder (1744-1803) havde et lands kultur sine rødder i dets folk, som gennem folkesprog, folkesange og folkedans gav udtryk for hele nationens samlende ånd (Volksgeist). I kølvandet på Herder og lignende tænkere blev heltedigte på gamle folkesprog en særlig populær litterær genre, ud fra antagelsen om, at de gav udtryk for deres nations historiske ophav.
Da den finske sprogforsker Elias Lönnrot (1802–1884) i 1835 udgav en samling af folkelige heltedigte ved navn Kalevala, tændte det således en ildebrand af finsk nationalisme. Det samme var tilfældet med Beowulf, der ved sin opdagelse i 1815 blev fejret som et dansk nationalepos: Ifølge Thorkelin var det blevet skrevet på dansk og først senere oversat til oldengelsk.
Foruden briterne og danskerne kastede også tyskerne sig over værket og forsøgte at vise, at det hørte hjemme i den germanske sagnkreds. Som de foregående afsnit gerne skulle have antydet, er dette en ret skør læsning af et digt, som udmærker sig ved sit kosmopolitiske perspektiv, sin sammenvævning af forskellige sagnskatte og sine heltes rejser frem og tilbage over havet. Men det var alligevel sådan, digtet først blev taget imod. Denne nationalistiske fortolkningsramme er bl.a. grunden til, at digtet ikke er bedre kendt i Danmark i dag.
Nationalismens grundtanke er, at man kun kan tilhøre én nation ad gangen; dobbelt statsborgerskab var ikke en mulighed i attenhundredetallets folkeåndsfilosofi. Så da Beowulf i stigende grad indtog sin plads som grundstenen i engelsk litteraturhistorie, måtte det til gengæld vige sin plads i den danskedigtertradition.
I løbet af det tyvende århundrede, og især efter Tolkiens essay, forandrede forståelsen af Beowulf sig igen. Digtet blev ikke længere læst som et historisk dokument om nationens rødder, men snarere som en poetisk bedrift, hvis kompleksitet var at sammenligne med moderne litterære mesterværker.
Det har således givet anledning til et virvar af oversættelser, fortolkninger og genfortællinger, der blandt de mest berømte tæller Seamus Heaneys og Maria Dahvana Headleys gendigtninger samt John Gardners roman Grendel. For mig er noget af det mest spændende ved Beowulf, at det føles både gammelt og nyt.
Digtet har mere end et årtusind på bagen, men først inden for det seneste århundrede er vi for alvor begyndt at få øje for dets litterære kompleksitet. Således minder Beowulf om et andet værk, jeg har haft fornøjelsen af at oversætte, det babylonske epos Gilgamesh, som også er både årtusinder gammelt og et nyligt fund. Denne tidslige tvetydighed giver Beowulf et skær af mystik. Det tilhører en svunden tid og byder fortsat på mange historiske gåder.
Det lyser af urtid og undren. Jeg er ikke uddannet inden for oldengelsk filologi, og mit kendskab til det oldengelske sprog er begrænset. Jeg forsker i oldtidens litteratur og især i heltedigte, men min ekspertise ligger andetsteds: i babylonske og sumeriske digte som Gilgamesh.
Jeg valgte at gendigte Beowulf, fordi jeg syntes, det var en skam, at dette mesterværk ikke er bedre kendt i det land, hvor broderparten af handlingen foregår, og fordi jeg tænkte, at det ville være sjovt. Det var det også. At gendigte Beowulf har været en af mit livs største oplevelser.
Fordi jeg ikke kan oldengelsk, er det mig magtpåliggende at insistere på, at dette er en gendigtning og ikke en oversættelse. Jeg har taget mig en del friheder for at løsne op for tekstens knuder, men har dog forsøgt at smyge mig så tæt op ad originalen, som jeg kunne. I den forbindelse har jeg nydt godt af det storslåede filologiske arbejde, der har åbnet op for teksten, især den opdaterede version af Frederick Klaebers tekstudgivelse, som er et toneangivende værk i Beowulf-forskningen (udgivet i 1922, senest opdateret i 2008).
Dertil har jeg været dybt inspireret af to værker af Keld Zeruneith, Danmarks førende Beowulf-ekspert: hans genfortælling af digtet og hans studie af dets historiske kontekst, De sidste tider. Man skal ikke begive sig ret langt ind i den akademiske kreds, der omgiver Beowulf, før man opdager det utal af problemer, der hæfter sig til teksten. I visse tilfælde kan man læse tusindvis af siders spekulation om en enkelt linje.
Flittige forskere har over de seneste århundreder forsøgt at finde mening i håndskriftets ulæselige passager eller udrede de mange små mysterier, som det myldrer med i teksten. Jeg har styret mit gendigtningsskib gennem disse kontroverser, så godt jeg kunne, men filologiens hav bruser ofte op i storm. For de fleste læsere vil disse diskussioner være uvæsentlige, men det er vigtigt at være bevidst om, at Beowulfs tekst er i konstant udvikling.
Om nogle årtier kan forskningen have kastet nyt lys over afgørende passager, og digtet må derfor tolkes på ny. Sproglig tvivl og tvist kan være kilder til frustration, hvis man blot ønsker sig en letlæst historie, men de kan også give anledning til undren og begejstring.
En usikker tekst er en levende tekst. I min gendigtning har jeg valgt at følge Zeruneiths stavemåde for alle sted- og personnavne i digtet for at gøre det nemmere at sammenligne forskellige danske versioner af Beowulf. Et halvt hævet punktum (·) markerer, at en linje er blevet ”fortæret af flammer”, som digtet selv ville udtrykke det; mens et helt hævet punktum (˙) markerer, at man for denne linje kan finde en forklarende note bagerst i bogen.
Efter gendigtningen følger to afsnit. Først gengiver jeg konflikten mellem gøterne og svenskerne i kronologisk rækkefølge. Derefter følger et længere efterord, ”Tidens musik”, hvor jeg udlægger digtets tanker om tid. Beowulf kan bl.a. forstås som en dybsindig overvejelse af, hvad det vil sige at leve i tidens vold, dvs. i en verden, der er fuld af grusomme gentagelser, evig forandring og mangfoldige rytmer.
I denne verden forsøger vi mennesker at holde fast i fortiden gennem minder og sange, og helte som Beowulf forsøger at sikre fremtidens hæder. Men som digtet viser, er hæder og heltemod ikke altid det, de giver sig ud for at være.
Beowulf
Hør her! Vi kender alle historierne,
om dengang danerne var berømte
for deres kongers kampmod og dåd,
som Skjold, Skefs søn, der smadrede
drikkebænke i mange fjenders festsale.
Før han blev frygtet af alle helte, var han
først et fattigt hittebarn. Himlen så på,
mens han voksede op og høstede hyldest,
indtil alle stammer rundt om hans rige, selv
over havet, hvalernes vej, bøjede sig for ham og gav ham tribut. Han var en god konge.
Senere blev der født ham et barn.
Gud sendte en søn til kongsgården
som trøst til hans land, der havde lidt
for længe, dengang det var lederløst,
så livets hersker, Hæderens Herre,
gav det til gengæld stor ære på jord.
Som Skjolds søn blev Beow berømt,
hans navn var kendt over hele Norden.
Unge mænd, mens de er i fædrenes favn, bør ved gaver og gavn gøre sig fortjent
til at få hjælp fra ivrige fæller, den dag
de som gamle ser krigen komme: Da
skal deres støtter stå ved deres side.
Man blomstrer kun ved heltebedrifter.
Da dødens time kom, drog den gamle
Skjold af sted i Herrens varetægt. Hans
kammerater bar ham hen, hvor bølgerne
brydes, sådan som han befalede dem,
da ordet stadig var hans, danerkongen, den elskede leder, der herskede længe.
I havnen lå et helteværdigt skib med
svungen stævn, koldt og klar til rejsen.
De lagde ham i bådens bug, fyrsten,
der havde givet dem gyldne gaver.
Mægtig lå han ved masten, kranset
af skjolde og fjerne egnes skatte.
Aldrig har jeg hørt om så skønt et skib,
pyntet med knive, krigerisk kram,
brynjer og sværd. På hans bryst lå store rigdomme, der skulle rejse
med ham, båret af bølgernes kraft:
folkets formue. Ja, de gav ham da
ikke mindre med end de mænd,
der sendte staklen bort som barn,
den arme dreng, alene på havet.
Højt over hans hoved hejste de
en gylden fane og gav ham til havet
med jammer i hjertet og sorg i sindet.
Søen tog ham. Hverken hofmænd eller helte kan med sikkerhed sige,
hvem eller hvad der modtog hans skib.
Beowulf
Beowulf er et af verdenlitteraturens helt store mesterværker. Men selvom hovedparten af handlingen foregår i Danmark, er det de færreste danskere, der har hørt om digtet. Det vil Sophus Helle lave om på med denne nye gendigtning, der gengiver originalens festfyrværkeri af lydspil og ordleg.
Beowulf er en storslået fortælling om sejr og sorg, venskab og vildskab, mosemonstre og dragedrab, festmiddage og folkemord. Digtet er skrevet på oldengelsk, og blev nedfældet på pergmanet for lige over et årtusind siden. Siden dets genopdagelse i den nittende århundrede har det inspireret digtere og forfattere verden over, især J.R.R. Tolkien, der var ekspert i Beowulf, og George R.R. Martin.
Beowulf er et af verdenslitteraturens helt store mesterværker. Nu har Sophus Helle gendigtet det oldengelske epos.
Hovedparten af Beowulf foregår lige uden for Roskilde, men det er de færreste danskere, der kender til det verdensberømte digt. Det vil Sophus Helle lave om på med denne nye gendigtning.
Beowulf der blandt andet har inspireret J.R.R Tolkiens Ringenes Herre er en fortælling om sejr og sorg, venskab og vildskab, mosemonstre og dragedrab. Digtet følger den unge kriger Beowulf, der rejser til den danske kong Roars hal for at besejre uhyret Grendel, der hærger området.
Det er kun begyndelsen på Beowulfs eventyr, for siden skal han møde endnu flere drabelige monstre – hver gang med livet som indsats.
Læs forordet og første del af Beowulf af Sophus Helle herunder.
Beowulf
af Sophus Helle
Forord
Beowulf var næsten gået tabt. Digtet er kun bevaret i et enkelt håndskrift, der længe lå ulæst i en engelsk adelsmands private bibliotek, i en bygning ved navn Ashburnam House. Navnet var ildevarslende i den mest bogstavelige forstand. I 1731 udbrød der brand i biblioteket, og tretten uvurderlige værker blev slugt af flammerne.
Havde ildens lune ført flammerne blot et par centimeter længere ind i Beowulfs håndskrift, ville også dette digt være gået op i glemslens røg. Brandens bidemærker er stadig at finde i teksten. Kanterne er svedne, og et par linjer er svitset væk, ironisk nok i en beskrivelse af den ildspyende drage.
Det støvede og let forkullede håndskrift blev oversat af en islandsk-dansk forsker ved navn Grímur Jónsson Thorkelin (1752–1829), som var udsendt af den danske regering for at finde middelalderhåndskrifter i England. Men Beowulf blev ved med at lokke flammerne til sig.
Da Thorkelin efter tyve års studie næsten var færdig med en udgave af teksten, blev hans hus brændt ned i Københavns bombardement i 1807, og Thorkelins arbejde gik op i røg. Heldigvis mistede han ikke modet. Han begyndte forfra og kunne i 1815 udgive den første fulde oversættelse af Beowulf (til latin).
Igennem det følgende århundrede spredte digtet sig som en steppebrand gennem de lærde kredse i Europa og blev blandt andet oversat til dansk af N.F.S. Grundtvig (1783–1872) i 1820 – den første oversættelse af hele digtet til et moderne sprog˙ (noter til teksten, der er at finde bagerst i bogen, er markeret med et hævet punktum).
Men i takt med at Beowulf indtog sin nuværende plads som en hjørnesten i engelsk litteraturhistorie, blev det stadig mindre kendt i Danmark. Selvom Beowulf nu hyldes som et af verdenslitteraturens store mesterværker, og selvom hoveddelen af handlingen foregår lige uden for Roskilde, har kun de færreste danskere hørt om digtet. Det er en skam, for Beowulf er en storslået fortælling om sejr og sorg, venskab og vildskab, mosemonstre og dragedrab, folkemord og festmiddage.
Det er blevet oversat et utal af gange og har inspireret til tusindvis af gendigtninger og nyfortolkninger, heriblandt J.R.R. Tolkiens (1892–1973) Ringenes herre og Hobbitten. Gennem sit virke som oldengelsk filolog blev Tolkien dybt inspireret af digtet, som han oversatte til engelsk i 1926, og det er ingen overdrivelse at sige, at Beowulf var med til at forme fantasygenren, som vi kender den i dag.
Denne moderne eksplosion af inspiration hviler som sagt på et enkelt manuskript, som har fået navnet ”Cotton MS Vitellius A XV”, fordi det i sir Robert Bruce Cottons bibliotek stod ved siden af en buste af den romerske kejser Vitellius. Beowulf blev nedfældet af to skrivere, som moderne forskere ret så prosaisk har døbt A og B.
Skriver A har aflange bogstaver og rigeligt med afstand mellem linjerne, mens skriver B, som tager over ved linje 1939, midt i historien om gyserdronningen Modtryd, har en mere kompakt håndskrift og langt mindre linjeafstand.
Ud over Beowulf indeholder håndskriftet blandt andet en biografi om Sankt Kristoffer, et fiktivt brev fra Alexander den Store til Aristoteles, en poetisk gendigtning af den bibelske fortælling om Judith og en længere beretning om ”Østens vidundere”: drager, fønikser og andre spændende fugle, der ifølge denne tekst bebor landene mellem Egypten og Indien.
Som især det sidstnævnte værk viser, havde vores to skrivere en interesse for monstre og fjerne lande. Det er en interesse, som Beowulf med sine tre monsterkampe og mange havrejser rigeligt belønner. Og som beretningerne om Judith og Sankt Kristoffer viser, var de to skrivere kristne. Værket blev nedskrevet i det første årti af det andet årtusind, altså umiddelbart efter år 1000, hvor kristendommen havde opnået et relativt solidt fodfæste i England.
Men Beowulfs handling foregår århundreder tidligere, i en skyggefuld, hedensk og voldelig fortid. Digtets forfatter, som vi ikke ved noget om, og som kan have levet flere århundreder før skriver A og B, ser tilbage på denne dybe fortid med en blanding af kristen skepsis og næsegrus beundring.
Fortællingen om Beowulf og hans kamp mod monstrene udspringer af et væv af forskelligartede sagn. I historien flettes bibelske, nordiske og germanske myter ind i hinanden, og digtet er spækket med henvisninger til berømte figurer som vikingekongen Rolf Krake, dragedræberen Sigurd og frugtbarhedsguden Frej. Forfatteren er tydeligvis betaget af heltegerninger og af hedningenes sagnskat, men føler sig samtidig tvunget til konstant at minde læseren om den kristne Guds magt.
Beowulf, Roar, Hygd og de andre karakterer, vi støder på i digtet, er fiktive, halvmytiske skikkelser, der ikke lader sig placere på en moderne historikers tidslinje. Skulle man alligevel give handlingen en dato, ville det femte århundrede være et godt bud. Det var en stormfuld periode, fuld af enorme folkevandringer og konflikter om knappe ressourcer.
Denne historiske virkelighed kommer dystert til udtryk i digtet, som svælger i vold og uløselige fejder. De mange folkeslag, som optræder i Beowulf – danerne, gøterne, svenskerne, friserne, frankerne, jyderne, vendelboerne, vylfingerne, hetvarerne, hadubarderne, finnerne og flere endnu – skal ikke forstås som middelalderens svar på moderne etniciteter eller nationalstater, men som langt mere flydende og omskiftelige grupper.
Folkeslagene bevægede sig omkring, blandede sig med hinanden, handlede med hinanden, angreb hinanden og skabte midt i tumulten bobler af velstand og fred. I Beowulf udgør de mange krige mellem folkeslagene bagtæppet for handlingen. Karaktererne fortæller, stolt eller bittert, om disse mange konflikter, men de er mest optaget af at besejre de uhyrer, som truer menneskenes bosteder: to kæmper og en guldsulten drage.
Men i takt med at digtet skrider frem, træder menneskers krige mod andre mennesker stadig mere i forgrunden, indtil de til sidst overtager fortællingen. Den vigtigste af disse krige er den langstrakte konflikt mellem gøterne og svenskerne, som ser ud til at have boet i det, der i dag ville være hhv. det sydlige og det nordlige Sverige (bemærk, at gøterne ikke er det samme folk som goterne, der stammede fra området omkring det moderne Ukraine).
Krigen, som til sidst truer med fuldstændig at udrydde gøternes folk, fortælles gennem en række flashbacks og flashforwards, og man skal holde tungen lige i munden for at rekonstruere begivenhedernes rækkefølge. I afsnittet ”Svenskekrigene” kan man finde en opsummering af konflikten, skulle man være faret vild i den forvirrende fortællestil. Den sociale verden, digtet udspiller sig i, er, blandt andet som resultat af den konstante vold, ekstremt kønnet.
I dag tales der om, at maskuliniteten er i krise, men Beowulf skildrer en tid, hvor maskulinitet i bogstaveligste forstand var født ud af krisetid. At være mand i dette digt er at overleve en ubønhørlig regn af sværdstød og øksehug, og alle karakterernes sind er formet af den voldelige virkelighed. Hvor mændene konstant må bevise deres værd på slagmarken og hævne de forbrydelser, der bliver begået mod deres land eller slægt, har kvinderne den modsatte rolle.
De har til opgave at væve fred mellem folkeslagene ved at opildne mændene til besindighed eller ved at gifte sig ind i andre kongeslægter for at forhindre blodhævn og knytte bånd mellem rivaler. I denne dystre verden sikrer kongerne deres krigeres troskab med en lind strøm af gaver. Det er en social kontrakt, der flere gange tydeliggøres i digtet.
Kongen giver krigerne gaver, og til gengæld kæmper krigerne for deres konge. Jo større krigernes bedrifter er, desto større vil deres belønning være. Gaverne tager som regel form af smykker, især ringe af guld eller sølv, eller krigsudstyr såsom våben, heste, brynjer og hjelme.
Egentlig er det lidt misvisende at skelne mellem smykker og krigsgrej, for også våbnene og rustningerne er en form for smykker, idet de er forsiret med snørklede mønstre og udsmykninger, som fortælleren i Beowulf elsker at beskrive. Der er mønstre overalt i digtet. Langs sværdenes klinger skinner bølger, slanger og løvværk, og på hjelmene holder gyldne vildsvinefigurer vagt.
Ønsker man sig et bedre mentalt billede af disse udsmykninger, kan man med fordel finde inspiration i de skatte, våben og rustninger, der blev begravet ved Sutton Hoo i det sydøstlige England. Præcis som i Beowulf glimter disse genstande af guld og sølv, og stort set ingen overflade er fri for fletværk og pynt. Den samme kærlighed til udsmykning kommer til udtryk i teksten selv.
Digtet er, præcis ligesom de sværd, det beskriver, pyntet med snørklede linjer og poetisk fletværk. Den irske digter Seamus Heaneys prisbelønnede oversættelse af Beowulf gav værket ry for at være tungt og jordnært i sit litterære udtryk, men i virkeligheden er originalen et blændende festfyrværkeri af ordspil og lydleg. Det mest slående aspekt ved tekstens sproglige udtryk er de konstante bogstavrim.
Hver linje indeholder typisk tre ord, der begynder med samme lyd, og digtet er bygget op efter en række rytmeregler, der bestemmer, hvordan dets halvlinjer kan sættes sammen til hele linjer for at skabe det rette bogstavrim. Ud over de stramme lydlove er teksten spækket med anden sproglig pynt.
Et nogenlunde vilkårligt eksempel er l. 1014, der på oldengelsk lyder fylle gefægon, fægere geþægon og på dansk blev til, at krigerne ”frydede sig ved gildet og fyldte op af øllet”: Bemærk det dobbelte bogstavrim (f-f og g-g) og ligheden mellem gefægon og geþægon.
Dette glitrende lydtæppe bølger i mange retninger, for værket veksler mellem mange forskellige registre, fra det snakkesaligt fortællende og det tørt ironiske til det makabert monstrøse og det dramatiske schwung. Bemærk dog, at jeg i min gendigtning ikke har forsøgt at følge de regler, der styrer digtets bogstavrim. Jeg er gået friere til værks, og læseren vil kunne finde en del linjer, hvor bogstavrimene helt mangler eller gemmer sig inde i sammensatte ord (som f.eks. i l. 2255: ”nu skal guldpynten pilles”).
Den oldengelske digtnings lydlove og faste vendinger gjorde det nemmere for datidens skjalde at lære lange passager udenad samt at improvisere nye digte ved at sætte eksisterende digtstumper sammen i nye kombinationer. Således kunne skjaldene være klar til på stående fod at genfortælle gode historier, som den skjald, der gengiver sagaen om Finn i sekstende sang, og til at væve nye værker, som den, der forvandler Beowulfs egen heltegerning til et digt i trettende sang.
Skjaldenes fortællinger viser desuden, hvor vigtig veltalenhed er i Beowulfs verden. Det er ikke nok for mændene at være stærke og for kvinderne at være kløgtige, de skal også forstå sig på at flette ord sammen. Mændene forventes at holde praltaler og afgive opildnende løfter, mens kvinderne skal bruge deres talekunst til at væve fred og forsoning.
Og alle skal forstå sig på at sno sætninger sammen for at videreføre historier om folkets fortid, for i denne turbulente tid er det kun minder og veltalenhed, der kan skabe sammenhæng på tværs af generationerne. Heltenes håb er at blive en del af den mindeskat, der gennem sange gives videre til eftertiden.
Helte som Beowulf er bogstaveligt talt villige til at dø for hæder, fordi hæder kan skaffe dem det tætteste, vi mennesker kan komme på udødelighed. Vi skal alle dø en dag, og helte er villige til at træde et skridt nærmere døden for til gengæld at leve videre i eftertidens sange. Deres mål er at blive en del af mønsteret i folkets fletværk, og derfor må de konstant stræbe efter at udføre mindeværdige handlinger og sørge for, at de handlinger huskes korrekt.
Kærligheden til fletværk er ikke kun at finde i de enkelte linjer. Også fortællingen som helhed er bygget op efter sindrige mønstre, der fletter sig ind i hinanden. I efterordet ”Tidens musik” beskriver jeg nogle af de mønstre og kommer med et bud på, hvordan de skal forstås. Mere generelt skal man dog være forberedt på, at fortællingen i Beowulf ikke skrider lineært frem; den vender og drejer sig, som var den en guldtråd på en af hjelmene i Sutton Hoo.
Som nævnt bliver dette filigranarbejde særlig sindrigt i digtets tredje del, når Beowulfs kamp mod dragen væves sammen med historien om gøternes krige mod svenskerne. Jo ældre han bliver, jo mere optaget bliver Beowulf af minder fra sin ungdom. Historien om disse krige fortælles så forvirrende, at man som læser kan have svært ved at huske, hvor vi er nået til i konfliktens kronologi (som sagt fungerer afsnittet ”Svenskekrigene” som en tråd gennem denne tidslabyrint).
Men det er netop sådan, vi som mennesker oplever historiens gang: ikke som en enkelt fremadskridende linje, men som et blændværk af indtryk og et miskmask af minder. Forvirringen er en del af pointen. Det sker ofte, at digtet vender tilbage til en tidligere scene og giver os et nyt perspektiv på, hvad der skete. Man skal være opmærksom på, at forskellige karakterer ofte gengiver den samme situation på forskellige måder – og typisk på den måde, der passer dem bedst.
Det er trods alt vores menneskelige instinkt: Vi fortæller historien om vores liv, så den stiller os i det bedst mulige lys. Når Beowulf ankommer til danernes hal, er det således et ydmygende øjeblik for danerkongen Roar. Han har ikke kunnet klare konflikten mod Grendel selv og må nu tage imod hjælp fra en helt, der stammer fra danernes tidligere fjender gøterne.
Men Roar vender i sin velkomsttale op og ned på situationen. Som han udlægger det, skylder Beowulf ham hjælp, fordi Roar for mange år siden reddede Beowulfs far. Ligeledes udfordres Beowulf kort efter sin ankomst af Roars rådgiver Ufred, som anklager Beowulf for at have tabt en heltemodig svømmedyst mod sin barndomsven Breka.
Men Beowulf svarer igen ved at gengive en anden version af samme historie, hvor han pointerer, at han modsat Breka måtte kæmpe mod syv mægtige sømonstre i løbet af deres svømmedyst. Som den helt han er, vil Beowulf nemlig sørge for, at hans mindeværdige handlinger huskes korrekt, så de kan skaffe ham den hæder, han så brændende ønsker. Roar og Beowulf fortæller altså begge historier, der får dem til at se godt ud, og det gør andre karakterer også hele digtet igennem.
Man skal derfor altid stille sig skeptisk over for det, der siges i Beowulf, og være opmærksom på, hvornår karaktererne ændrer mening, fjerner eller tilføjer afgørende detaljer eller fremhæver det mest fordelagtige aspekt af den historie, de fortæller. Det mest slående eksempel derpå er Beowulfs beretning om sin udflugt til danernes land, når han vender hjem til sit folk.
Som læser bliver man straks ramt af, at Beowulfs version ikke helt stemmer overens med den, vi fik fortalt tidligere. For eksempel indfletter Beowulf den detalje, at Grendel bar på en pose, som han proppede sine ofre ned i. Det nævnte fortællerstemmen intet om.
Scenen viser, hvad der sker i en mundtlig fortællekultur, når begivenheder forvandles til historier og begynder at vandre fra mund til mund. Fortællingen bliver et flydende fælleseje, der frit kan tilpasses, alt efter hvad fortælleren foretrækker. Denne scene er dermed et lille vindue ind i den mundtlige kultur, som Beowulf udspringer af.
Men det er meget lidt, vi ellers ved om den kultur. Den historiske baggrund for Beowulf er fuld af mysterier, blandt andet fordi så lidt oldengelsk litteratur er blevet bevaret. Det overlevende korpus er samlet i kun fire håndskrifter, herunder det, som indeholder Beowulf (modsat den norrøne litteratur, som byder på et langt større korpus).
Disse fire håndskrifter er blot en lille rest af det, som engang var en lyslevende litterær kultur. Mysterierne mangfoldiggøres af de sproglige problemer, som disse håndskrifter byder på. Oldengelsk er ikke bare en forældet version af engelsk, men et helt andet sprog, der er lige så forskelligt fra moderne engelsk, som det er fra dansk.
Dette sprog er ikke blevet talt i omkring et årtusind, hvilket betyder, at mange linjer i digtet byder på små gåder, som moderne forskere har forsøgt at løse. Blandt de historiske gåder optog især tre den første bølge af Beowulf-forskningen: Hvornår foregår digtet? Hvornår blev digtet til? Og hvornår blev teksten nedskrevet i den form, vi kender i dag?
Svarene på disse tre spørgsmål fortaber sig alle i gætværk, men jeg vil her opsummere dem fra den mest til den mindst besværlige. Som sagt lader digtets halvmytiske karakterer sig ikke placere på moderne historikeres tidslinje, men begivenhederne i Beowulf har dog en vis forbindelse til virkeligheden.
Som Grundtvig var den første til at bemærke, nævner den franske middelalderhistoriker Gregor af Tours (ca. 538–594) en gøterkonge ved navn Chlochilaicus, der omkring år 516 angreb frankernes land, men blev fanget i et modangreb og dræbt. Gregor, som skrev sin krønike om frankernes historie blot få årtier efter dette angreb, beskriver, hvordan danernes hær flygtede i al hast over havet og efterlod kongens
lig på slagmarken.
Det er præcis det, der sker i Beowulf, hvorfor Grundtvig konkluderede, at Chlochilaicus måtte være Beowulfs onkel Hygelak. De følgende generationer af forskere ransagede andre dele af digtet på jagt efter scener, der ligeledes kunne knyttes til virkelige historiske begivenheder, og brokkede sig ofte over, at digtet blander historiske fakta med mytisk vrøvl som drager og kæmper.
Det var den tilgang, Tolkien, som elskede drager og kæmper, kritiserede i et berømt essay om Beowulf, ”The Monsters and the Critics”, som blev udgivet i 1926, året før Hobbitten udkom.˙ Tolkien fortæller en lignelse, der udstiller problemet ved denne tilgang. Han sammenligner Beowulf med et tårn, som en mand har bygget af resterne af en gammel gård.
Efter mandens død kommer hans venner på besøg, men de er mere interesserede i de gamle sten end i tårnet selv, så de vælter det omkuld for at studere dets dele og brokker sig over, at manden satte delene sammen på så tilfældig vis. Men som Tolkien bemærker: Fra toppen af sit tårn havde manden kunnet se ud til havet. Sådan er det også med Beowulf.
Vi skal lade være med at vælte digtet omkuld i vores jagt på fakta og i stedet forstå det som en litterær konstruktion, der løfter vores perspektiv op til nye højder. Ligeledes er det svært at sige noget definitivt om, hvornår dette tårn blev bygget, altså hvornår digtet blev skrevet. Som sagt blev håndskriftet nedfældet omkring år 1000, men selve digtet kan være flere århundreder ældre, og forfatteren til det digt baserede sandsynligvis sin fortælling på en endnu ældre mundtlig tradition.
Historikernes gæt på, hvornår digtet fik den form, vi kender i dag, strækker sig hele vejen fra det syvende til det sene tiende århundrede, hvilket svarer til ikke at vide, om et digt blev skrevet under Christian 4. eller Frederik 10. En del af problemet er, at spørgsmålet igen ikke helt giver mening. For at blive ved tårnmetaforen kan historikere med deres lingvistiske metoder komme med et gæt på, hvornår en given sten stammer fra.
Men det er langt sværere at sige, hvornår disse sten blev flyttet fra gården til tårnet; eller om der blev rykket rundt på dem flere gange, mens tårnet blev bygget; eller om tårnet blev bygget af én mand eller flere; eller om det blev bygget i én hurtig spurt eller opført gradvis over århundreder.
Som sagt kan vi finde alle mulige komplekse mønstre i digtet, og det kan være besnærende at tænke, at der må stå en enkelt forfatter bag, altså at ét litterært geni vævede stumper og stykker af mundtligt bevarede fortællinger sammen i en ny, velkomponeret tekst. Uanset hvornår præcis digtet blev til, var der en dyb afstand mellem på den ene side dets forfatter, skribenter, fortæller og tidligste publikum og på den anden side dets karakterer, nemlig afstanden mellem det kristne England og det hedenske Skandinavien.
Efter angrebet på klosteret Lindisfarne i 793 hærgede danerne de engelske kyster i århundreder og bosatte sig i det, der fik navnet Danelagen, et område, der strakte sig fra London til York. Et oldengelsk publikum ville altså have haft god grund til at hade alt, der havde med danerne at gøre. Alligevel skildres danerne og de andre hedenske folkeslag i Beowulf med udpræget medfølelse.
De fremstilles som et folk, der ganske vist tog fejl i deres religiøse overbevisning, men hvis historier alligevel er værd at bevare. De optræder i historien både som helte og som helt almindelige mennesker, der har hver deres mangler og genkendelige problemer. Det sympatiske perspektiv på danerne lader sig måske forklare af, at Beowulf blev skrevet ned omkring år 1000.
Igen er det præcise tidspunkt omdiskuteret, men her er viften af muligheder dog snævrere: Håndskriftet blev sandsynligvis nedskrevet i anden halvdel af den engelske kong Æthelred 2.s rige, dvs. mellem år 997 og 1016. Og i det meste af den periode, fra 1002 og frem, var Æthelred gift med en dronning af dansk slægt, Emma af Normandiet (ca. 984–1052).
Emma er en ekstremt spændende person, der ligesom Beowulf fortjener langt mere berømmelse, end det danske publikum indtil videre har skænket hende. Dog er hun for nylig blevet bedre kendt takket være tv-serien Vikings: Valhalla, hvor hun er en af hovedpersonerne. Dette forord er ikke langt nok til at yde Emma retfærdighed, men kort fortalt blev hun født ind i Normandiets kongehus, som nedstammede fra danerne.
Hendes oldefar var den berømte viking Rollo, der havde erobret det nordlige Frankrig. Som ung blev Emma gift med kong Æthelred og dermed dronning af England, men da Æthelred døde i 1016, giftede hun sig med en anden daner, Knud den Store (ca. 990–1035), hvis kejserrige strakte sig over England, Skotland, Danmark og Norge. Emma var en karakterstærk kvinde og en vigtig figur i tidens politik.
Moderne historikere har argumenteret for, at hun var med til at oplære Knud i, hvordan man bør opføre sig som engelsk regent, hvilket var noget anderledes end den mere direkte form for magtudøvelse, han var vant til fra en dansk kontekst. Emma kendte den engelske tradition fra sit tidligere ægteskab og var med til at gøre Knuds kongedømme til en succes. Og så var hun ikke mindst en aktiv medspiller i den kaotiske periode, der fulgte efter Knuds død, og hvor hans sønner stredes om tronen.
Vi kan ikke med sikkerhed sige, om Emma havde noget med Beowulf at gøre, men der er en række spændende forbindelser mellem hendes liv og digtet, hvorfor det ville give mening, at digtet blev nedfældet, hvis ikke til hende eller på hendes opfordring, så med hende in mente. Ligesom Beowulf forenede Emma en kristen overbevisning og en engelsk tilknytning med et dansk og hedensk ophav.
Og ligesom Beowulf var Emmas liv formet af folkevandringer og et kosmopolitisk verdenssyn. Digtet blander som sagt germanske, nordiske, engelske og bibelske elementer sammen, mens Emma ligeledes måtte afveje sin danske afstamning, sit normannisk ophav, sin engelske magtposition og sin hengivenhed til den romerske kirke. Vi kan altså tænke hende som digtets ideelle publikum.
Emmas rolle ved det engelske hof var at være en ”fredsvæver”, altså at knytte de engelske, danske og normanniske kongehuse sammen for at undgå krig imellem dem. Som jeg beskriver i efterordet, er Beowulf særlig optaget af de dronninger, der placeres i denne yderst vanskelige rolle. Digtet handler blandt andet om, hvad det vil sige at være fredsvæver: hvor svært det er, hvor vigtigt det er, og hvor galt det kan gå, som vi ser i historierne om Hildeborg, Vealtov og Freavaru.
Sidst, men ikke mindst, ved vi fra andre samtidige tekster, at fortællinger om fortiden var med til at forme konge husets selvforståelse. En afgørende kilde til Emmas liv er biografien Dronning Emmas hyldest (Encomium Emmae Reginae, skrevet omkring år 1041), der konstant drager mere eller mindre eksplicitte paralleller mellem personer fra Emmas egen tid, såsom Knud, og figurer fra fortiden, såsom den romerske helt Æneas.
Det er samme måde, karaktererne i Beowulf behandler fortiden på, f.eks. når skjalden sammenligner Beowulf med sagnhelten Sigurd. Det er derfor sandsynligt, at Beowulf, da det blev nedskrevet, også blev læst som en kilde til sammenligninger. Vi ved ikke præcis hvordan. Måske lagde skarpsynede læsere mærke til ligheden mellem Beowulf og Knud, som begge herskede godt og længe,
men hvis død førte til kaos og krig.
Eller måske så de Emma som en nymodens Vealteov, danernes dronning, der forsøger at væve fred mellem folkeslagene, men senere må se på, mens hendes familiemedlemmer slår hinanden ihjel. Det er ikke til at sige. En af grundene er, at digtet i sin egen tid ikke lader til at have opnået nogen nævneværdig berømmelse.
Det overlever som sagt kun i et enkelt eksemplar, og Beowulfs navn optræder ikke i nogen anden middelalderlig tekst. Selvom vi næsten med sikkerhed kan sige, at digtet må være baseret på en endnu ældre mundtlig tradition, efterlod den tradition sig ikke nogen andre spor end dette håndskrift. Da vikingekulturen kort efter håndskriftets tilblivelse blev gravlagt, forsvandt også digtets sidste chance for at opnå en bred læserskare.˙
Nogle digte taler stærkest til andre tider end deres egne, og det synes at være tilfældet med Beowulf. Da det blev genopdaget i begyndelsen af attenhundredetallet, kunne timingen ikke have været bedre. På det tidspunkt var de lærde i Europa dybt optaget af romantikkens filosofi, som bl.a. var kendetegnet ved en vildtvoksende nationalisme.
Ifølge filosoffen Johann Gottfried Herder (1744-1803) havde et lands kultur sine rødder i dets folk, som gennem folkesprog, folkesange og folkedans gav udtryk for hele nationens samlende ånd (Volksgeist). I kølvandet på Herder og lignende tænkere blev heltedigte på gamle folkesprog en særlig populær litterær genre, ud fra antagelsen om, at de gav udtryk for deres nations historiske ophav.
Da den finske sprogforsker Elias Lönnrot (1802–1884) i 1835 udgav en samling af folkelige heltedigte ved navn Kalevala, tændte det således en ildebrand af finsk nationalisme. Det samme var tilfældet med Beowulf, der ved sin opdagelse i 1815 blev fejret som et dansk nationalepos: Ifølge Thorkelin var det blevet skrevet på dansk og først senere oversat til oldengelsk.
Foruden briterne og danskerne kastede også tyskerne sig over værket og forsøgte at vise, at det hørte hjemme i den germanske sagnkreds. Som de foregående afsnit gerne skulle have antydet, er dette en ret skør læsning af et digt, som udmærker sig ved sit kosmopolitiske perspektiv, sin sammenvævning af forskellige sagnskatte og sine heltes rejser frem og tilbage over havet. Men det var alligevel sådan, digtet først blev taget imod. Denne nationalistiske fortolkningsramme er bl.a. grunden til, at digtet ikke er bedre kendt i Danmark i dag.
Nationalismens grundtanke er, at man kun kan tilhøre én nation ad gangen; dobbelt statsborgerskab var ikke en mulighed i attenhundredetallets folkeåndsfilosofi. Så da Beowulf i stigende grad indtog sin plads som grundstenen i engelsk litteraturhistorie, måtte det til gengæld vige sin plads i den danskedigtertradition.
I løbet af det tyvende århundrede, og især efter Tolkiens essay, forandrede forståelsen af Beowulf sig igen. Digtet blev ikke længere læst som et historisk dokument om nationens rødder, men snarere som en poetisk bedrift, hvis kompleksitet var at sammenligne med moderne litterære mesterværker.
Det har således givet anledning til et virvar af oversættelser, fortolkninger og genfortællinger, der blandt de mest berømte tæller Seamus Heaneys og Maria Dahvana Headleys gendigtninger samt John Gardners roman Grendel. For mig er noget af det mest spændende ved Beowulf, at det føles både gammelt og nyt.
Digtet har mere end et årtusind på bagen, men først inden for det seneste århundrede er vi for alvor begyndt at få øje for dets litterære kompleksitet. Således minder Beowulf om et andet værk, jeg har haft fornøjelsen af at oversætte, det babylonske epos Gilgamesh, som også er både årtusinder gammelt og et nyligt fund. Denne tidslige tvetydighed giver Beowulf et skær af mystik. Det tilhører en svunden tid og byder fortsat på mange historiske gåder.
Det lyser af urtid og undren. Jeg er ikke uddannet inden for oldengelsk filologi, og mit kendskab til det oldengelske sprog er begrænset. Jeg forsker i oldtidens litteratur og især i heltedigte, men min ekspertise ligger andetsteds: i babylonske og sumeriske digte som Gilgamesh.
Jeg valgte at gendigte Beowulf, fordi jeg syntes, det var en skam, at dette mesterværk ikke er bedre kendt i det land, hvor broderparten af handlingen foregår, og fordi jeg tænkte, at det ville være sjovt. Det var det også. At gendigte Beowulf har været en af mit livs største oplevelser.
Fordi jeg ikke kan oldengelsk, er det mig magtpåliggende at insistere på, at dette er en gendigtning og ikke en oversættelse. Jeg har taget mig en del friheder for at løsne op for tekstens knuder, men har dog forsøgt at smyge mig så tæt op ad originalen, som jeg kunne. I den forbindelse har jeg nydt godt af det storslåede filologiske arbejde, der har åbnet op for teksten, især den opdaterede version af Frederick Klaebers tekstudgivelse, som er et toneangivende værk i Beowulf-forskningen (udgivet i 1922, senest opdateret i 2008).
Dertil har jeg været dybt inspireret af to værker af Keld Zeruneith, Danmarks førende Beowulf-ekspert: hans genfortælling af digtet og hans studie af dets historiske kontekst, De sidste tider. Man skal ikke begive sig ret langt ind i den akademiske kreds, der omgiver Beowulf, før man opdager det utal af problemer, der hæfter sig til teksten. I visse tilfælde kan man læse tusindvis af siders spekulation om en enkelt linje.
Flittige forskere har over de seneste århundreder forsøgt at finde mening i håndskriftets ulæselige passager eller udrede de mange små mysterier, som det myldrer med i teksten. Jeg har styret mit gendigtningsskib gennem disse kontroverser, så godt jeg kunne, men filologiens hav bruser ofte op i storm. For de fleste læsere vil disse diskussioner være uvæsentlige, men det er vigtigt at være bevidst om, at Beowulfs tekst er i konstant udvikling.
Om nogle årtier kan forskningen have kastet nyt lys over afgørende passager, og digtet må derfor tolkes på ny. Sproglig tvivl og tvist kan være kilder til frustration, hvis man blot ønsker sig en letlæst historie, men de kan også give anledning til undren og begejstring.
En usikker tekst er en levende tekst. I min gendigtning har jeg valgt at følge Zeruneiths stavemåde for alle sted- og personnavne i digtet for at gøre det nemmere at sammenligne forskellige danske versioner af Beowulf. Et halvt hævet punktum (·) markerer, at en linje er blevet ”fortæret af flammer”, som digtet selv ville udtrykke det; mens et helt hævet punktum (˙) markerer, at man for denne linje kan finde en forklarende note bagerst i bogen.
Efter gendigtningen følger to afsnit. Først gengiver jeg konflikten mellem gøterne og svenskerne i kronologisk rækkefølge. Derefter følger et længere efterord, ”Tidens musik”, hvor jeg udlægger digtets tanker om tid. Beowulf kan bl.a. forstås som en dybsindig overvejelse af, hvad det vil sige at leve i tidens vold, dvs. i en verden, der er fuld af grusomme gentagelser, evig forandring og mangfoldige rytmer.
I denne verden forsøger vi mennesker at holde fast i fortiden gennem minder og sange, og helte som Beowulf forsøger at sikre fremtidens hæder. Men som digtet viser, er hæder og heltemod ikke altid det, de giver sig ud for at være.
Beowulf
Hør her! Vi kender alle historierne,
om dengang danerne var berømte
for deres kongers kampmod og dåd,
som Skjold, Skefs søn, der smadrede
drikkebænke i mange fjenders festsale.
Før han blev frygtet af alle helte, var han
først et fattigt hittebarn. Himlen så på,
mens han voksede op og høstede hyldest,
indtil alle stammer rundt om hans rige, selv
over havet, hvalernes vej, bøjede sig for ham og gav ham tribut. Han var en god konge.
Senere blev der født ham et barn.
Gud sendte en søn til kongsgården
som trøst til hans land, der havde lidt
for længe, dengang det var lederløst,
så livets hersker, Hæderens Herre,
gav det til gengæld stor ære på jord.
Som Skjolds søn blev Beow berømt,
hans navn var kendt over hele Norden.
Unge mænd, mens de er i fædrenes favn, bør ved gaver og gavn gøre sig fortjent
til at få hjælp fra ivrige fæller, den dag
de som gamle ser krigen komme: Da
skal deres støtter stå ved deres side.
Man blomstrer kun ved heltebedrifter.
Da dødens time kom, drog den gamle
Skjold af sted i Herrens varetægt. Hans
kammerater bar ham hen, hvor bølgerne
brydes, sådan som han befalede dem,
da ordet stadig var hans, danerkongen, den elskede leder, der herskede længe.
I havnen lå et helteværdigt skib med
svungen stævn, koldt og klar til rejsen.
De lagde ham i bådens bug, fyrsten,
der havde givet dem gyldne gaver.
Mægtig lå han ved masten, kranset
af skjolde og fjerne egnes skatte.
Aldrig har jeg hørt om så skønt et skib,
pyntet med knive, krigerisk kram,
brynjer og sværd. På hans bryst lå store rigdomme, der skulle rejse
med ham, båret af bølgernes kraft:
folkets formue. Ja, de gav ham da
ikke mindre med end de mænd,
der sendte staklen bort som barn,
den arme dreng, alene på havet.
Højt over hans hoved hejste de
en gylden fane og gav ham til havet
med jammer i hjertet og sorg i sindet.
Søen tog ham. Hverken hofmænd eller helte kan med sikkerhed sige,
hvem eller hvad der modtog hans skib.
Beowulf
Beowulf er et af verdenlitteraturens helt store mesterværker. Men selvom hovedparten af handlingen foregår i Danmark, er det de færreste danskere, der har hørt om digtet. Det vil Sophus Helle lave om på med denne nye gendigtning, der gengiver originalens festfyrværkeri af lydspil og ordleg.
Beowulf er en storslået fortælling om sejr og sorg, venskab og vildskab, mosemonstre og dragedrab, festmiddage og folkemord. Digtet er skrevet på oldengelsk, og blev nedfældet på pergmanet for lige over et årtusind siden. Siden dets genopdagelse i den nittende århundrede har det inspireret digtere og forfattere verden over, især J.R.R. Tolkien, der var ekspert i Beowulf, og George R.R. Martin.
Du kan købe Beowulf online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: