INTERVIEW. Marie Hougaard er aktuel med sin tredje roman, Hvad vi kan lære af katte, en fortælling om at stå overfor et af livets store spørgsmål: Skal jeg have børn eller ej? Vi har talt med forfatteren om tvivlen, der kan opstå, når man vil noget andet end de andre – især når man ikke helt ved, hvad det egentlig er.
Hvordan ved man, om man vil være mor? Og hvordan beslutter man sig for, om man vil være det alene?
De spørgsmål er omdrejningspunktet for Marie Hougaards tredje roman, Hvad vi kan lære af katte. Bogen følger Nanna, der er single og nærmer sig slutningen af i 30’erne. Mens hendes veninder har slået sig ned i kernefamilier, overvejer Nanna, om hun skal være mor alene. Hun er usikker på, om det er rigtige, for det har aldrig føltes som et kald for hende at blive mor.
”Vi taler meget om moderskabet, men ofte bliver man mødt med nogle ret faste fortællinger om at blive mor. Enten er det noget, man ønsker sig brændende, eller også har man taget klar stilling til, at man ikke vil have børn. Der er som regel et meget tydeligt ’ja’ eller ’nej’, og det kunne jeg ikke se mig selv i,” forklarer forfatteren.
Marie Hougaard har selv brugt mange år på at overveje, om hun skulle have børn, og det var den følelse, hun ville give plads til i sin roman.
”Jeg kender ved gud til tvivlen. Den har i perioder gjort mig helt skamfuld. Ved jeg ikke, hvad jeg inderst inde længes efter? Det spørgsmål har jeg tit stillet mig selv.”
LÆS OGSÅ: Marie Hougaard: I 30’erne står vi og flagrer midt i angsten
Hun skal selv være solomor til juni, og hun håber, at hun med sin roman kan vise andre, der er i tvivl, at de ikke er alene.
”Det var vigtigt for mig at dykke ned i de spørgsmål, der kan opstå, når man overvejer at blive forælder alene. Der er en sorg forbundet med at opgive forestillingen om, at man helst skal få børn i en kernefamilie. Samtidig er jeg bevidst om, at den fortælling er plantet i mig gennem normer. Det er de normer, der ligger så dybt i os alle sammen, som interesserer mig, og som jeg har beskæftiget mig med i alle mine bøger.”
Venskaber på pause
I Hvad vi kan lære af katte er Nanna langt fra overbevist om, at hendes veninder har svaret på, hvad det gode liv er. Hun er både tiltrukket og frastødt af deres kernefamilier og boligprojekter. Også i hendes to tidligere bøger, Normal opførsel og Vi troede, vi skulle, kredser Marie Hougaard om oplevelsen af at stå midt i 30’erne og fumle rundt i livet med følelsen af, at alle andre er på vej ned af et bestemt spor, mens man selv står lidt tøvende tilbage.
Hvorfor kredser du om den følelse i dine bøger?
”Fornemmelsen af at stå alene tilbage, mens ens omgangskreds har travlt med at stifte familie og pludselig begynder at flytte ud af byen, har fyldt meget i mine 30’ere. Jeg har egentlig haft mulighed for at hoppe med på vognen, men jeg er alligevel endt et andet sted. Måske fordi jeg ikke kunne finde ud af det, måske fordi jeg ikke ville,” siger Marie Hougaard.
Det kan være svært at være den sidste tvivler midt i en flok, der har besluttet sig for, at kernefamilien er vejen frem. I Hvad vi kan lære af katte skaber det en ensomhed i Nanna, for pludselig har hendes veninder ikke tid til at ses særlig ofte længere.
”Nogle vil måske mene, at det er umodent af Nanna, at hun synes, det er svært. Det er, som om det bliver mindre okay at savne at hænge ud med sine venner, når man er i slut-30’erne. Stemningen er lidt: ’Hey, grow up, det var dengang.’ Men jeg tror, der er mange, der kan genkende følelsen af at savne de tætte venskaber, man havde i 20’erne,” siger Marie Hougaard.
LÆS OGSÅ: Normal opførsel: Hvornår går vi for langt for kærligheden? Marie Hougaard udforsker destruktive parforhold
Selv oplevede hun en ”seriøst døsig venindetid”, da hun var i starten af 30’erne, og mange af hendes veninder fik børn.
”Jeg tror nærmest, jeg var i sorg over, hvor kedeligt det var. Jeg fortsatte jo mit liv, som jeg plejede, og når jeg så skulle se mine veninder, trådte jeg ind i en børnehule. Det var så tydeligt, at vores interesser bevægede sig i forskellige retninger.”
Alligevel mener Marie Hougaard, at det er vigtigt at holde fast i sine gamle venskaber – også selvom det til tider kan føles, som om man gør det af ren vane. Det er nemlig givende at have folk omkring sig, der er andre steder i livet end en selv. Og så vender veninderne i øvrigt tilbage, når deres børn er blevet lidt større.
”Retrospektivt var det godt, at mine veninder og jeg klemte ballerne sammen og holdt ud. Det er ikke kun i parforhold, at man skal igennem to-tre svære år med småbørn. Præcis det samme er tilfældet i venskaber, man skal være rigtig tålmodige med hinanden. Mine veninder er heldigvis tilbage igen efter nogle intense år med småbørn, og nu er det deres tur til at være overbærende med mig, når jeg om lidt begynder at tale om søvnrytmer og mos,” siger Marie Hougaard.
Drømmen om kernefamilien
I Hvad vi kan lære af katte møder Nanna pludselig sin ungdomskæreste, Asger, som er fraskilt og har to børn. Nanna og Asger genfinder hurtigt deres forelskelse, og igen opstår spørgsmålet om børn hos Nanna. For tænk nu, hvis hun kunne få børn med Asger – ville det måske være lykken?
Så nemt skal det selvfølgelig ikke være. Asger vil ikke have flere børn, og det tvinger Nanna til at tage stilling til, hvad hun vil. Er hendes nye parforhold og bonusbørn nok, eller vil hun have sit eget barn – selvom det måske er på bekostning af kærligheden?
”Hun er en tænker, Nanna. På en måde er det hendes forbandelse, at hun ikke bare har fået børn, på sådan en nå-ja-sådan-gik-det-måde. Hun bliver virkelig tvunget til at tage stilling til det store spørgsmål,” siger Marie Hougaard.
Nannas veninder siger til hende, at hun bare skal gøre det: ”Få det barn alene.” Men Nanna føler sig også intimideret af tanken om at være solomor.
”Udefra set kan det virke, som om man skal helst være forældre på en bestemt måde. Købe de samme ting til sit barn, som alle de andre børn har, have faste spisetider, hente tidligt, konstant være tilgængelig på Aula. Det er et ’always on’-forældreskab. Når man ikke selv har børn, kan man komme til at tænke: Uf, al den røvsyge praktik! Det lyder bare som en ekstra byrde oveni ens i forvejen kedelige e-boks-beskeder,” griner Marie Hougaard.
Samtidig er det også praktikken og rutinerne – det liv, som står i så stærk kontrast til hendes eget helt frie – som Nanna pludselig begynder at længes imod, da hun bliver lukket ind i Asgers familie.
”Pludselig kan man ønske sig noget, som man troede var det sidste, man længtes efter. Vi udvikler os igennem et liv, og vores ønsker og længsler kan ændre sig. For Nanna tager det tid at indse og indrømme, at hun drømmer om et barn. Der er noget skamfuldt for hende i det. Og hvorfor? Igen handler det om normer: Hvordan spejler vi samfundet omkring os, og hvad koster det at gøre tingene på sin egen måde?”
Læs mere om Hvad vi kan lære af katte:
Nanna er single og sidst i trediverne. Hun er træt af dates, træt af sine veninders snak om køkkenrenovering og renten på deres banklån. Mest af alt er hun træt af, at et af livets store spørgsmål står og blinker: Skal hun være mor eller skal hun ikke?
En dag møder hun Asger ved køledisken i Netto. De var ungdomskærester, men har ikke set hinanden i tyve år, og nu er Asger nyligt fraskilt og har to døtre.Sammen genoplever de deres ungdoms forelskelse og bliver hurtigt et par. Da spørgsmålet om moderskab igen melder sig hos Nanna, gør Asger det klart, at han har fået de børn, han skal have. Nanna ved ikke hvordan hun skal tackle det.
Skal hun opgive drømmen om moderskab for kærlighedens pris? Og er det overhovedet hendes drøm at blive mor? Marie Hougaard skriver med humor og varme om parforhold og hverdagsproblemer tilsat livets store eksistentielle spørgsmål. Det er en roman om timing, iboende længsel og hvad vi mennesker kan lære af katte.
INTERVIEW. Marie Hougaard er aktuel med sin tredje roman, Hvad vi kan lære af katte, en fortælling om at stå overfor et af livets store spørgsmål: Skal jeg have børn eller ej? Vi har talt med forfatteren om tvivlen, der kan opstå, når man vil noget andet end de andre – især når man ikke helt ved, hvad det egentlig er.
Hvordan ved man, om man vil være mor? Og hvordan beslutter man sig for, om man vil være det alene?
De spørgsmål er omdrejningspunktet for Marie Hougaards tredje roman, Hvad vi kan lære af katte. Bogen følger Nanna, der er single og nærmer sig slutningen af i 30’erne. Mens hendes veninder har slået sig ned i kernefamilier, overvejer Nanna, om hun skal være mor alene. Hun er usikker på, om det er rigtige, for det har aldrig føltes som et kald for hende at blive mor.
”Vi taler meget om moderskabet, men ofte bliver man mødt med nogle ret faste fortællinger om at blive mor. Enten er det noget, man ønsker sig brændende, eller også har man taget klar stilling til, at man ikke vil have børn. Der er som regel et meget tydeligt ’ja’ eller ’nej’, og det kunne jeg ikke se mig selv i,” forklarer forfatteren.
Marie Hougaard har selv brugt mange år på at overveje, om hun skulle have børn, og det var den følelse, hun ville give plads til i sin roman.
”Jeg kender ved gud til tvivlen. Den har i perioder gjort mig helt skamfuld. Ved jeg ikke, hvad jeg inderst inde længes efter? Det spørgsmål har jeg tit stillet mig selv.”
LÆS OGSÅ: Marie Hougaard: I 30’erne står vi og flagrer midt i angsten
Hun skal selv være solomor til juni, og hun håber, at hun med sin roman kan vise andre, der er i tvivl, at de ikke er alene.
”Det var vigtigt for mig at dykke ned i de spørgsmål, der kan opstå, når man overvejer at blive forælder alene. Der er en sorg forbundet med at opgive forestillingen om, at man helst skal få børn i en kernefamilie. Samtidig er jeg bevidst om, at den fortælling er plantet i mig gennem normer. Det er de normer, der ligger så dybt i os alle sammen, som interesserer mig, og som jeg har beskæftiget mig med i alle mine bøger.”
Venskaber på pause
I Hvad vi kan lære af katte er Nanna langt fra overbevist om, at hendes veninder har svaret på, hvad det gode liv er. Hun er både tiltrukket og frastødt af deres kernefamilier og boligprojekter. Også i hendes to tidligere bøger, Normal opførsel og Vi troede, vi skulle, kredser Marie Hougaard om oplevelsen af at stå midt i 30’erne og fumle rundt i livet med følelsen af, at alle andre er på vej ned af et bestemt spor, mens man selv står lidt tøvende tilbage.
Hvorfor kredser du om den følelse i dine bøger?
”Fornemmelsen af at stå alene tilbage, mens ens omgangskreds har travlt med at stifte familie og pludselig begynder at flytte ud af byen, har fyldt meget i mine 30’ere. Jeg har egentlig haft mulighed for at hoppe med på vognen, men jeg er alligevel endt et andet sted. Måske fordi jeg ikke kunne finde ud af det, måske fordi jeg ikke ville,” siger Marie Hougaard.
Det kan være svært at være den sidste tvivler midt i en flok, der har besluttet sig for, at kernefamilien er vejen frem. I Hvad vi kan lære af katte skaber det en ensomhed i Nanna, for pludselig har hendes veninder ikke tid til at ses særlig ofte længere.
”Nogle vil måske mene, at det er umodent af Nanna, at hun synes, det er svært. Det er, som om det bliver mindre okay at savne at hænge ud med sine venner, når man er i slut-30’erne. Stemningen er lidt: ’Hey, grow up, det var dengang.’ Men jeg tror, der er mange, der kan genkende følelsen af at savne de tætte venskaber, man havde i 20’erne,” siger Marie Hougaard.
LÆS OGSÅ: Normal opførsel: Hvornår går vi for langt for kærligheden? Marie Hougaard udforsker destruktive parforhold
Selv oplevede hun en ”seriøst døsig venindetid”, da hun var i starten af 30’erne, og mange af hendes veninder fik børn.
”Jeg tror nærmest, jeg var i sorg over, hvor kedeligt det var. Jeg fortsatte jo mit liv, som jeg plejede, og når jeg så skulle se mine veninder, trådte jeg ind i en børnehule. Det var så tydeligt, at vores interesser bevægede sig i forskellige retninger.”
Alligevel mener Marie Hougaard, at det er vigtigt at holde fast i sine gamle venskaber – også selvom det til tider kan føles, som om man gør det af ren vane. Det er nemlig givende at have folk omkring sig, der er andre steder i livet end en selv. Og så vender veninderne i øvrigt tilbage, når deres børn er blevet lidt større.
”Retrospektivt var det godt, at mine veninder og jeg klemte ballerne sammen og holdt ud. Det er ikke kun i parforhold, at man skal igennem to-tre svære år med småbørn. Præcis det samme er tilfældet i venskaber, man skal være rigtig tålmodige med hinanden. Mine veninder er heldigvis tilbage igen efter nogle intense år med småbørn, og nu er det deres tur til at være overbærende med mig, når jeg om lidt begynder at tale om søvnrytmer og mos,” siger Marie Hougaard.
Drømmen om kernefamilien
I Hvad vi kan lære af katte møder Nanna pludselig sin ungdomskæreste, Asger, som er fraskilt og har to børn. Nanna og Asger genfinder hurtigt deres forelskelse, og igen opstår spørgsmålet om børn hos Nanna. For tænk nu, hvis hun kunne få børn med Asger – ville det måske være lykken?
Så nemt skal det selvfølgelig ikke være. Asger vil ikke have flere børn, og det tvinger Nanna til at tage stilling til, hvad hun vil. Er hendes nye parforhold og bonusbørn nok, eller vil hun have sit eget barn – selvom det måske er på bekostning af kærligheden?
”Hun er en tænker, Nanna. På en måde er det hendes forbandelse, at hun ikke bare har fået børn, på sådan en nå-ja-sådan-gik-det-måde. Hun bliver virkelig tvunget til at tage stilling til det store spørgsmål,” siger Marie Hougaard.
Nannas veninder siger til hende, at hun bare skal gøre det: ”Få det barn alene.” Men Nanna føler sig også intimideret af tanken om at være solomor.
”Udefra set kan det virke, som om man skal helst være forældre på en bestemt måde. Købe de samme ting til sit barn, som alle de andre børn har, have faste spisetider, hente tidligt, konstant være tilgængelig på Aula. Det er et ’always on’-forældreskab. Når man ikke selv har børn, kan man komme til at tænke: Uf, al den røvsyge praktik! Det lyder bare som en ekstra byrde oveni ens i forvejen kedelige e-boks-beskeder,” griner Marie Hougaard.
Samtidig er det også praktikken og rutinerne – det liv, som står i så stærk kontrast til hendes eget helt frie – som Nanna pludselig begynder at længes imod, da hun bliver lukket ind i Asgers familie.
”Pludselig kan man ønske sig noget, som man troede var det sidste, man længtes efter. Vi udvikler os igennem et liv, og vores ønsker og længsler kan ændre sig. For Nanna tager det tid at indse og indrømme, at hun drømmer om et barn. Der er noget skamfuldt for hende i det. Og hvorfor? Igen handler det om normer: Hvordan spejler vi samfundet omkring os, og hvad koster det at gøre tingene på sin egen måde?”
Læs mere om Hvad vi kan lære af katte:
Nanna er single og sidst i trediverne. Hun er træt af dates, træt af sine veninders snak om køkkenrenovering og renten på deres banklån. Mest af alt er hun træt af, at et af livets store spørgsmål står og blinker: Skal hun være mor eller skal hun ikke?
En dag møder hun Asger ved køledisken i Netto. De var ungdomskærester, men har ikke set hinanden i tyve år, og nu er Asger nyligt fraskilt og har to døtre.Sammen genoplever de deres ungdoms forelskelse og bliver hurtigt et par. Da spørgsmålet om moderskab igen melder sig hos Nanna, gør Asger det klart, at han har fået de børn, han skal have. Nanna ved ikke hvordan hun skal tackle det.
Skal hun opgive drømmen om moderskab for kærlighedens pris? Og er det overhovedet hendes drøm at blive mor? Marie Hougaard skriver med humor og varme om parforhold og hverdagsproblemer tilsat livets store eksistentielle spørgsmål. Det er en roman om timing, iboende længsel og hvad vi mennesker kan lære af katte.
Du kan købe Hvad vi kan lære af katte online hos fx. Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: