Carlsen Bøger til unge

Marianne Iben Hansen om KOM: “Når det bliver vigtigere at være populær end at være sig selv”

Marianne Iben Hansen om KOM: "Når det bliver vigtigere at være populær end at være sig selv"

To veninder har holdt sammen siden de små klasser i folkeskolen. Men da de starter i gymnasiet, begynder de langsomt at glide fra hinanden. KOM er en rimet billednovelle af Marianne Iben Hansen og Lilian Brøgger. Her fortæller Marianne Iben Hansen, hvordan historien blev til.

KOM er historien om to hjerteveninder, der er ved at glide fra hinanden. Hvorfor valgte du at skrive om det?

Ideen til KOM startede en dag, at jeg stod i en bus og lyttede perifært til to pigers samtale. Jeg opfangede, at den ene pige både sagde: ”Det kan jeg ikke huske” og ”jeg kan ikke glemme …” Så begyndte ideen at vokse frem om at skrive en historie, der bevægede sig i spændingsfeltet mellem dejlige ”jeg kan huske”-erindringer og pinefulde ” jeg kan ikke glemme”- erindringer.

Marianne Iben Hansen om KOM: "Når det bliver vigtigere at være populær end at være sig selv"

Det var først langt senere, det kom til at handle om to piger og deres venskab. Jeg vidste, det skulle handle om unge, og meget hurtigt drejede mine tanker hen på den måde, hvor unge kan komme til at svigte hinanden for at opretholde deres egen status.

LÆS OGSÅ: Carlsens billednoveller. Serie af stærke billedbøger til unge

Helt generelt er jeg meget optaget af de valg, vi tager, hvor vi – for at sikre os en plads blandt ”de rigtige”–. kommer til at svigte vores inderste. En hjerteveninde er tæt på at være sammenfaldende med ”ens inderste”:

… havde aldrig spekuleret over, hvem du egentlig var,

du var tankerne for enden af min tanke, eller mere

som en farve eller stemning

ikke til at definere

du var dig

vi var os

sådan var det,

det var nok

kom, lilian brøgger, marianne iben hansen

Fortælleren fravælger den spontane samhørighed, og vender ryggen til veninden for selv at stige i status. Måske er det et uundgåeligt brud, måske er de to veninder på vej i forskellige retninger. Men det vigtige er måden, det sker på. Valget udspringer af ydre værdier – status og image, og får fortælleren til at se sin gamle veninde med nye vurderende øjne:

…og ved siden af de andre var du bare så almindelig,

og det var ik’ så rart, fordi du var jo min veninde, det

var lidt som om du viste mine svage sider frem

for Cornelia og Emma og Sebastian og dem

Afstanden starter lige der. Og den griber om sig.

LÆS OGSÅ: Når virkeligheden rammer. Kom er en flow-rimet fortælling om venskab

Jeg-fortælleren er ikke altid særlig sød – hun skammer sig over sin ”kiksede” veninde og tager afstand fra hende. Hvorfor har du skrevet bogen fra hendes synsvinkel?

Jeg har en lignende historie fra min egen ungdom. Jeg var selv den tarvelige, der vendte mig væk fra min barndomsveninde, fordi hun ikke passede ind i den nye, seje kreds, jeg kom ind i, da vi startede i gymnasiet. Novellen er skrevet på den skamfølelse, jeg stadig kan finde indeni, over den måde, jeg opførte mig på. Jeg lukkede døren i uden nogen forklaring, og det må have gjort ondt på hende.

Marianne Iben Hansen om KOM: "Når det bliver vigtigere at være populær end at være sig selv"

I KOM vælger jeg ”den tarveliges synsvinkel” fordi jeg gerne vil tegne et mere nuanceret billede. Jeg vil gerne beskrive processen via de små skred, der sker i kontakten og de måder, fortælleren retfærdiggør sin adfærd og sine valg overfor sig selv. Feks. når hun tænker: ”Du stod jo tyve meter væk, så du ku’ bare komme, hvis det var.” Det er jo principielt rigtigt, men i den virkelige verden helt umuligt. Hvis ens gamle veninde står med sine nye hotte venner i en gruppe, kan man ikke bare komme. Hvis man føler sig udenfor kan man ikke bare opføre sig spontant og naturligt. Fortælleren prøver at holde en let tone, der siger:  ”Det skete lissom bare.” Men der er faktisk er en række aktive valg nedenunder.

LÆS OGSÅ: Q&A med Sarah Engell – Fuglemanden, drømmetydning og læsetips

“Jeg var selv den tarvelige, der vendte mig væk fra min barndomsveninde, fordi hun ikke passede ind i den nye, seje kreds, jeg kom ind i, da vi startede i gymnasiet.”

Bogen er skrevet på flow-rim – hvad betyder det?

Jeg kalder det flow-rim, fordi det er en strømmende fortælling på rim. Og fordi andre navne peger i forkert retning. ”En novelle på vers” … så ser man noget helt andet for sig, synes jeg. En rimet novelle … tjoh, det er det jo, men for mig er rytmen vigtigere. Jeg vil helst have ”en grund” til at skrive noget på rim, og jeg synes, at den talesprogsagtige rytme, jeg har fået skrevet frem, understøtter historiens jeg-fortællerstemme. Den lidt hurtige puls og løst rimede form giver teksten den fornemmelse af tilfældighed, som jeg-fortælleren prøver at dække sig ind bag.

Marianne Iben Hansen om KOM: "Når det bliver vigtigere at være populær end at være sig selv"

Du har mest skrevet børnebøger i dit forfatterskab. Hvordan er det at skrive rim til unge?

Det er altid svært at skrive rim, når jeg ved alt for meget om, hvilken historie, jeg skal ende med at have fortalt. Her kendte jeg en del til handlingen inden jeg startede, OG det skulle være realistisk, OG det skulle passe til novelleformatet, hvor meget skal fortælles med få ord. Så jeg kunne ikke lade sproget føre an, som jeg plejer i mine billedbøger for børn – jeg kunne ikke skrive skørt og vildt og lade den dybere mening folde sig ud undervejs. Når jeg skriver billedbøger, bruger jeg lang tid til at få sproget til at lyde som om, jeg ikke har brugt tid på det overhovedet. Her brugte jeg så bare endnu længere tid. Det var svært, men meget spændende!

“Når jeg skriver billedbøger, bruger jeg lang tid til at få sproget til at lyde som om, jeg ikke har brugt tid på det overhovedet.”

Hvad håber du, unge læsere tager med sig fra bogen?

Vi prøver alle at skabe den, vi er, ved at tage valg, der får vores liv til at se flot ud udenpå. Unge mennesker tager mange valg, der alle sammen former, understøtter og ændrer deres identitet. Jeg husker, hvordan jeg selv som ung begyndte at orientere mig mod at være populær og beundret, fremfor at være tryg og holdt af som jeg var. Med KOM vil jeg gerne forstørre sådan en valgsituation, så det bliver mere synligt, hvad der er på spil.

LÆS OGSÅ: Læsetips til de 9-14-årige piger #realisme

Marianne Iben Hansen om KOM: "Når det bliver vigtigere at være populær end at være sig selv"

Temaet omkring skam og skyld er også fremtrædende i bogen. Kan de to piger komme videre sammen efter det, der sker? Og hvordan i så fald? Vil fortællerens skamfølelse blive ved med at ligge som en afstand imellem dem? At søge væk fra det, der får os til at føle os skamfulde eller skyldige, er menneskeligt. Hvis de to piger klarer den udfordring, vil det være stort og afgørende for dem – også selvom de ikke lever lykkeligt som veninder til deres dages ende.


KOM

Marianne Iben Hansen om KOM: "Når det bliver vigtigere at være populær end at være sig selv"

KOM er en flow-rimet fortælling om et venskab, der pludselig ikke er så enkelt længere.

Bogen er en del af serien CARLSENS BILLEDNOVELLER, som er billedbøger til unge i alderen 13-16 år. Det er korte, illustrerede historier skabt af nogle af de allerbedste forfattere og illustratorer – i dette tilfælde Marianne Iben Hansen og Lilian Brøgger.

Tidligere titler i serien er: Hader, hader ikkeMowgliSå god som ny og Kirsebærpigen.

Du kan købe KOM her eller hos din lokale boghandler.