Maren Uthaug afslutter sin trilogi med 1% ved at besøge en afsondret ø, hvor mænd og kvinder stadig lever sammen som i 90’erne. Det har været en rejse tilbage til jargonen, musikken, TV-serierne, forventninger til kønnene og tidlig seksualisering af små børn, hvor det er sjovt, når en lille dreng løber nøgen rundt. Men ikke når en pige gør det …
Der er en Kurt (som i Cobain) og en Brandon Pitt (som i Beverly 90210 + Brad) blandt de fritgående mænd på 90’er-øen.
Øen er et af de afsondrede steder, hvor 1 % af befolkningen stadig lever sammen som kvinder og mænd modsat på fastlandet, hvor mænd er udfaset og kun opretholdes til avl på lukkede centre.
På 90’er-øen hører man musikken fra 90’erne, ser serierne fra 90erne, går i tøjet fra 90erne og lever i det hele taget som i 90’erne – ”det sidste årti inden feminismen gik for vidt,” som der står.
Og hvis det lyder som om, at Maren Uthaug har haft en fest med at åbne for kassen med 90’erne i sin research, er det helt rigtigt.
”Nu kan jeg alt med Britney igen. ALT! Jeg har simpelthen haft det så sjovt med at dykke ned i hele den jargon, der var mellem mænd og kvinder,” siger hun.
Før feminismen blev moderne
1% er sidste bind i trilogien og en fortsættelse til 11% og 88%. Bøgerne er oversat til flere sprog og hædret med De Gyldne Laurbær.
”90’erne er lige før, feminismen blev moderne. Det var først oppe i nullerne, at man begyndte at se t-shirts, hvor der stod feminist, og det pludselig var trendy at have de der kvindetegn hængende i ørerne. Jeg var feminist i 90’erne, det var IKKE moderne. Det var supernederen, og jeg blev hele tiden hakket på, hvis jeg sagde noget. Og så er 90’erne ikke længere væk, end at der stadig er virkelig mange ting, der trives i bedste velgående.
”Men vi havde da ligestilling dengang,” hører jeg tit. Kvinder var kvinder, og mænd var mænd, og alt var åbenbart harmonisk. Men der var ikke en skid ligestilling, hvis man ser lidt nærmere på det. Jeg kan jo selv huske det. Der var ting, man bare gik med på. Og som var accepteret.
Jeg var i 20’erne i det årti, og jeg arbejdede på et reklamebureau fyldt med mænd. Altså hold kæft, det var så nederen et sted at være. Det var helt vildt. Jeg var pissegod til mit arbejde. Jeg vandt priser og konkurrencer, jeg avancerede hurtigt. Og så en dag opdagede jeg, at min mandlige makker fik 10.000 kr. mere om måneden end mig. Han havde løjet over for mig. Og alle cheferne havde løjet over for mig
Man skulle fandme også stå tidligt op for at stå imod sexchikane. For selv om man forsøgte at gå med på jargonen, blev vi kvinder alligevel aldrig one of the boys. Til en julefrokost var der f.eks. en som råbte ”hvad så, Maren, din fisselette,” hen over hele bordet. Så rejste jeg mig op og skreg hen over 60 mennesker: ”Du skal fandme ikke kalde mig fisselette. Der er intet let over min fisse.”
Gakket ud
Det har været en højoktan benzin at skrive 1% på for Maren Uthaug.
”1% har været klart sjovest at skrive, for jeg har givet mig selv lov til at gakke mere ud, end jeg gjorde i de to foregående bøger, hvor jeg forsøgte at forholde mig mere seriøst til verdenshistorien,” siger hun.
Et af de områder, hun ”gakker ud” på i bogen, er LIGESTILLINGSLOVEN, der f.eks. dikterer, at mænd ikke må smøre hinanden ind i solcreme.
”Men de må gerne komplimentere hinandens skæg. Der er så mange kulturelle forventninger til kønnene. Mænd spørger ikke om vej. Kvinder er ikke sjove, osv. Når man først dykker ned i det, vælter det frem, og jeg har lange, lange lister, som jeg var nødt til at sortere i for kun at bruge det sjoveste. Og når jeg så ophøjer det til en lov i et 90’er samfund, så bliver det fuldstændig åndssvagt,” griner Maren Uthaug.
Får ens hoved til at eksplodere
En anden ting, hun stikker en pind i og begynder at rode rundt, er, hvor hurtigt man begynder at seksualisere småbørn. Og hvordan de kulturelle forventninger igen stikker snotten frem.
”Det får næsten ens hoved til at eksplodere. Når en mor ammer sin lille dreng, så kan ”han godt lide bryster lige som sin far, hø hø”. Det vil man ALDRIG sige om en pige; ”Hø hø, hun er godt nok en tørstig lille lebbe”.
Hvis en lille dreng løber nøgen rundt, ”så skal Pjerrot lige luftes, den lille frækkert”. Det siger man ALDRIG om en pige. Det er også derfor … altså, jeg hader John Dillermand af hele mit hjerte. Ikke fordi jeg er fortørnet over et børneprogram om en tissemand. Jeg har det bare sådan … okay, lav lige den pendant om en pige. Små piger bliver allerede seksualiseret. Hvorfor er tissekoner aldrig bare sjove? Gu’ er de da så,” siger hun.
Oprindeligt et appendiks
Egentlig havde Maren Uthaug aldrig forestillet sig, at hun skulle skrive en trilogi.
”Men jeg kunne godt se, at jeg ikke sluttede historien med 88%. Oprindeligt tænkte jeg, at der måske skulle være et ekstra kapitel eller et appendiks, hvor den sidste procent blev præsenteret, så det endte på 100 procent. Selvfølgelig skulle det ende på 100.
Det blev så en hel bog. Der var så meget. Jeg brugte lang tid på at rulle universet ud i 11% og 88%, og nu kunne jeg knalde helt ud og skabe endnu et univers i universet. Læserne er inde i det der fremtidshalløj i forvejen og behøver ikke at købe præmissen en gang til, så da jeg først begyndte at skrive på 90’er-tingen, gik der hurtigt 100 sider på øen, før historien overhovedet nåede ind på fastlandet igen. Det var ikke bare et ekstra kapitel,” forklarer hun.
”Der er fandme mange detaljer at holde styr på i de tre bøger. Jeg har researchet virkelig meget i alle mulige retninger: Kirke, kristendom, arkitektur, kønsroller og alle de dyr, jeg af eller anden grund syntes, der skulle være med. Til den her bog kørte jeg med Sune (forlagets litterære direktør) helt til Holland for at se på bonobo-aber i en zoo.
Og så skulle jeg huske alle referencer på kryds og tværs i bøgerne. Inden jeg skrev 1%, var jeg nødt til at nærlæse både 11% og 88% igen, og lave lister og dokumenter, hvor jeg har noteret, hvad sker der for hvilke personer, så jeg hele tiden kunne slå op. I en eventyr-verden ville jeg planlægge det bedre, hvis jeg skulle skrive en trilogi igen,” sukker hun.
Må ikke skrive på ny roman
Hele efteråret er kalenderen plastret til med boglancering og tegneshows. Hele foråret er tæppelagt med foredragsturné. Og så er der jo også lige den daglige stribe i Politiken. Alligevel har hun kastet sig over at skrive en ny roman.
”Altså, jeg må ikke skrive på den. Jeg har skrevet 50 sider. Men jeg må ikke. Hvis jeg begynder at skrive på en roman, så er det det eneste, jeg gider. Så jeg har snydt mig til det. Jeg har allerede lavet sådan nogle regler: Hvis jeg nu bare arbejder en time hver dag på mit foredrag, så må jeg også skrive en time. Det er ligesom, når man har et misbrug, a la jeg må kun ryge en cigaret om dagen. At skrive må være lige som at have en elsker – ham kan man på en måde altid finde tid til imellem alle pligterne.”
1%
Kun 1% af fremtidens kvinder tør være sammen med fritgående mænd. De bor på afsondrede øer, hvor de lever, som var det 1990’erne – det sidste årti inden feminismen gik for vidt, og mænd til sidst blev udfaset. Spørgsmålet er, om de kan kæmpe sig tilbage til et liv på fastlandet. Og om den tæmmede mandeart, nogen prøver at fremavle, er vejen frem …
1% er sidste bind i trilogien og en fortsættelse til 11% og 88%. Bøgerne er oversat til flere sprog og hædret med De Gyldne Laurbær.
“Du kan jo overveje, hvorfor der er så mange ord, der aldrig er lavet i feminin form. Som drabsmand og voldtægtsmand. Eller krigsherre.” – Citat fra bogen
I den nye tid er der ingen mænd tilbage i samfundet. Ud over en lille flok hanner, man opbevarer på et avlscenter på Lolland.
Fire kvinders liv vikles ufrivilligt ind i hinanden, men de bliver tvunget til at samarbejde, da der pludselig dukker en dreng op ude i det fri.
Spørgsmålet er, hvornår han bliver en trussel for dem alle?
Maren Uthaug afslutter sin trilogi med 1% ved at besøge en afsondret ø, hvor mænd og kvinder stadig lever sammen som i 90’erne. Det har været en rejse tilbage til jargonen, musikken, TV-serierne, forventninger til kønnene og tidlig seksualisering af små børn, hvor det er sjovt, når en lille dreng løber nøgen rundt. Men ikke når en pige gør det …
Der er en Kurt (som i Cobain) og en Brandon Pitt (som i Beverly 90210 + Brad) blandt de fritgående mænd på 90’er-øen.
Øen er et af de afsondrede steder, hvor 1 % af befolkningen stadig lever sammen som kvinder og mænd modsat på fastlandet, hvor mænd er udfaset og kun opretholdes til avl på lukkede centre.
På 90’er-øen hører man musikken fra 90’erne, ser serierne fra 90erne, går i tøjet fra 90erne og lever i det hele taget som i 90’erne – ”det sidste årti inden feminismen gik for vidt,” som der står.
Og hvis det lyder som om, at Maren Uthaug har haft en fest med at åbne for kassen med 90’erne i sin research, er det helt rigtigt.
”Nu kan jeg alt med Britney igen. ALT! Jeg har simpelthen haft det så sjovt med at dykke ned i hele den jargon, der var mellem mænd og kvinder,” siger hun.
Før feminismen blev moderne
1% er sidste bind i trilogien og en fortsættelse til 11% og 88%. Bøgerne er oversat til flere sprog og hædret med De Gyldne Laurbær.
”90’erne er lige før, feminismen blev moderne. Det var først oppe i nullerne, at man begyndte at se t-shirts, hvor der stod feminist, og det pludselig var trendy at have de der kvindetegn hængende i ørerne. Jeg var feminist i 90’erne, det var IKKE moderne. Det var supernederen, og jeg blev hele tiden hakket på, hvis jeg sagde noget. Og så er 90’erne ikke længere væk, end at der stadig er virkelig mange ting, der trives i bedste velgående.
”Men vi havde da ligestilling dengang,” hører jeg tit. Kvinder var kvinder, og mænd var mænd, og alt var åbenbart harmonisk. Men der var ikke en skid ligestilling, hvis man ser lidt nærmere på det. Jeg kan jo selv huske det. Der var ting, man bare gik med på. Og som var accepteret.
Jeg var i 20’erne i det årti, og jeg arbejdede på et reklamebureau fyldt med mænd. Altså hold kæft, det var så nederen et sted at være. Det var helt vildt. Jeg var pissegod til mit arbejde. Jeg vandt priser og konkurrencer, jeg avancerede hurtigt. Og så en dag opdagede jeg, at min mandlige makker fik 10.000 kr. mere om måneden end mig. Han havde løjet over for mig. Og alle cheferne havde løjet over for mig
Man skulle fandme også stå tidligt op for at stå imod sexchikane. For selv om man forsøgte at gå med på jargonen, blev vi kvinder alligevel aldrig one of the boys. Til en julefrokost var der f.eks. en som råbte ”hvad så, Maren, din fisselette,” hen over hele bordet. Så rejste jeg mig op og skreg hen over 60 mennesker: ”Du skal fandme ikke kalde mig fisselette. Der er intet let over min fisse.”
Gakket ud
Det har været en højoktan benzin at skrive 1% på for Maren Uthaug.
”1% har været klart sjovest at skrive, for jeg har givet mig selv lov til at gakke mere ud, end jeg gjorde i de to foregående bøger, hvor jeg forsøgte at forholde mig mere seriøst til verdenshistorien,” siger hun.
Et af de områder, hun ”gakker ud” på i bogen, er LIGESTILLINGSLOVEN, der f.eks. dikterer, at mænd ikke må smøre hinanden ind i solcreme.
”Men de må gerne komplimentere hinandens skæg. Der er så mange kulturelle forventninger til kønnene. Mænd spørger ikke om vej. Kvinder er ikke sjove, osv. Når man først dykker ned i det, vælter det frem, og jeg har lange, lange lister, som jeg var nødt til at sortere i for kun at bruge det sjoveste. Og når jeg så ophøjer det til en lov i et 90’er samfund, så bliver det fuldstændig åndssvagt,” griner Maren Uthaug.
Får ens hoved til at eksplodere
En anden ting, hun stikker en pind i og begynder at rode rundt, er, hvor hurtigt man begynder at seksualisere småbørn. Og hvordan de kulturelle forventninger igen stikker snotten frem.
”Det får næsten ens hoved til at eksplodere. Når en mor ammer sin lille dreng, så kan ”han godt lide bryster lige som sin far, hø hø”. Det vil man ALDRIG sige om en pige; ”Hø hø, hun er godt nok en tørstig lille lebbe”.
Hvis en lille dreng løber nøgen rundt, ”så skal Pjerrot lige luftes, den lille frækkert”. Det siger man ALDRIG om en pige. Det er også derfor … altså, jeg hader John Dillermand af hele mit hjerte. Ikke fordi jeg er fortørnet over et børneprogram om en tissemand. Jeg har det bare sådan … okay, lav lige den pendant om en pige. Små piger bliver allerede seksualiseret. Hvorfor er tissekoner aldrig bare sjove? Gu’ er de da så,” siger hun.
Oprindeligt et appendiks
Egentlig havde Maren Uthaug aldrig forestillet sig, at hun skulle skrive en trilogi.
”Men jeg kunne godt se, at jeg ikke sluttede historien med 88%. Oprindeligt tænkte jeg, at der måske skulle være et ekstra kapitel eller et appendiks, hvor den sidste procent blev præsenteret, så det endte på 100 procent. Selvfølgelig skulle det ende på 100.
Det blev så en hel bog. Der var så meget. Jeg brugte lang tid på at rulle universet ud i 11% og 88%, og nu kunne jeg knalde helt ud og skabe endnu et univers i universet. Læserne er inde i det der fremtidshalløj i forvejen og behøver ikke at købe præmissen en gang til, så da jeg først begyndte at skrive på 90’er-tingen, gik der hurtigt 100 sider på øen, før historien overhovedet nåede ind på fastlandet igen. Det var ikke bare et ekstra kapitel,” forklarer hun.
”Der er fandme mange detaljer at holde styr på i de tre bøger. Jeg har researchet virkelig meget i alle mulige retninger: Kirke, kristendom, arkitektur, kønsroller og alle de dyr, jeg af eller anden grund syntes, der skulle være med. Til den her bog kørte jeg med Sune (forlagets litterære direktør) helt til Holland for at se på bonobo-aber i en zoo.
Og så skulle jeg huske alle referencer på kryds og tværs i bøgerne. Inden jeg skrev 1%, var jeg nødt til at nærlæse både 11% og 88% igen, og lave lister og dokumenter, hvor jeg har noteret, hvad sker der for hvilke personer, så jeg hele tiden kunne slå op. I en eventyr-verden ville jeg planlægge det bedre, hvis jeg skulle skrive en trilogi igen,” sukker hun.
Må ikke skrive på ny roman
Hele efteråret er kalenderen plastret til med boglancering og tegneshows. Hele foråret er tæppelagt med foredragsturné. Og så er der jo også lige den daglige stribe i Politiken. Alligevel har hun kastet sig over at skrive en ny roman.
”Altså, jeg må ikke skrive på den. Jeg har skrevet 50 sider. Men jeg må ikke. Hvis jeg begynder at skrive på en roman, så er det det eneste, jeg gider. Så jeg har snydt mig til det. Jeg har allerede lavet sådan nogle regler: Hvis jeg nu bare arbejder en time hver dag på mit foredrag, så må jeg også skrive en time. Det er ligesom, når man har et misbrug, a la jeg må kun ryge en cigaret om dagen. At skrive må være lige som at have en elsker – ham kan man på en måde altid finde tid til imellem alle pligterne.”
1%
Kun 1% af fremtidens kvinder tør være sammen med fritgående mænd. De bor på afsondrede øer, hvor de lever, som var det 1990’erne – det sidste årti inden feminismen gik for vidt, og mænd til sidst blev udfaset. Spørgsmålet er, om de kan kæmpe sig tilbage til et liv på fastlandet. Og om den tæmmede mandeart, nogen prøver at fremavle, er vejen frem …
1% er sidste bind i trilogien og en fortsættelse til 11% og 88%. Bøgerne er oversat til flere sprog og hædret med De Gyldne Laurbær.
Du kan købe 1% af Maren Uthaug online på bog-ide.dk eller i din nærmeste boghandel.
88%
88% af alle kvinder forstår, at mænd ikke kan gå frit rundt iblandt os. Resten tager fejl.
88% er en fortsættelse til fremtidsromanen 11%, hvor kvinderne endelig har taget over.
11% vandt De Gyldne Laurbær i 2022 og er siden udgivelsen blevet oversat til flere sprog.
Du kan købe 88% online eller i din nærmeste boghandel.
Find 88 procent hos Bog & idé her
11%
★★★★★ – Berlingske
❤️❤️❤️❤️❤️ – Politiken
★★★★★ – Kristeligt Dagblad
★★★★★ – Dagbladenes bureau
Vinder af De Gyldne Laurbær 2022
“Du kan jo overveje, hvorfor der er så mange ord, der aldrig er lavet i feminin form. Som drabsmand og voldtægtsmand. Eller krigsherre.” – Citat fra bogen
I den nye tid er der ingen mænd tilbage i samfundet. Ud over en lille flok hanner, man opbevarer på et avlscenter på Lolland.
Fire kvinders liv vikles ufrivilligt ind i hinanden, men de bliver tvunget til at samarbejde, da der pludselig dukker en dreng op ude i det fri.
Spørgsmålet er, hvornår han bliver en trussel for dem alle?
Du kan købe 11% online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.