Inden forfatter Puk Krogsøe gik i gang med sin roman Bare lad mig være om Ida, der kæmper med angst, opsøgte hun en psykolog, der arbejder med børn og unge i samme situation.
Undervejs i samtalen begyndte Puks roman og dens karakterer at tage form for hende – og Puk selv fik flere aha-oplevelser om angstens væsen. Ikke mindst i forhold til, hvad man som velmenende voksen IKKE skal gøre.
Af forfatter Puk Krogsøe
Der er dampende te i koppen, og overfor mig sidder Jane. Hun er psykolog og har lovet at svare på en hel bunke spørgsmål, jeg har omkring angst. Jeg har nemlig besluttet, at det skal være temaet i min nye roman til tweens, og Jane har arbejdet meget med børn med angst og deres familier.
LÆS OGSÅ: Vi skal turde tale om angst – og lære, hvordan vi bedst hjælper børn og unge
Vi sidder hjemme i mit køkken, og der er nok at tage fat på. Min vigtigste motivation for at skrive romanen er, at jeg ønsker at skabe større forståelse for angst, men også at give de angste tweens noget at spejle sig i. Men det skal gøres rigtigt. Derfor har jeg inviteret Jane.
‘Hjælp’ kan forværre angsten
Vi har talt et stykke tid, om forskellige former for angst, og min hovedperson tegner sig mere og mere tydeligt for mig. Men det er, da snakken glider over på de mennesker, der omgiver en person med angst, at en a-ha-oplevelse popper op i mig:
Jane fortæller at voksne, der er omkring et barn med angst, i bedste mening kan komme til at fodre angsten, fordi vi helt instinktivt ikke bryder os om at se, hvor ondt det gør på barnet eller den unge, og derfor prøver at fjerne det, som er svært.
Men angst er svært og det gør ondt. Jane forklarer, at hvis man ikke udfordrer angsten og lægger arm med den, så kommer den til at vinde terræn. Og det giver så god mening, at jeg undres over, hvorfor jeg ikke selv er nået frem til det.
De små succesoplevelser
Vi prøver at sætte min hovedperson ind i den ligning: Ida tør ikke sige godmorgen til de andre i klassen, fordi hun er bange for, at der kommer for meget fokus på hende. Så holder hun op med at gå i skole, for at slippe for at sige godmorgen.
Men det næste, der sker er, at angsten vil æde sig videre ind på de områder, hvor Ida føler sig sikker. Måske holder hun også op med at komme andre steder, hvor hun skal hilse, og til sidst er hun helt lammet og isoleret pga. angsten. Derfor bliver Ida nødt til at konfrontere sin angst.
Hun bliver nødt til at møde op i skole og måske i starten bare være der, næste trin kan være, at Ida skal sige godmorgen til sin sidemakker, og langsomt får hun små succesoplevelser, som fortæller hende, at der ikke er noget at være bange for.
De katastrofer, hun frygter (fx: de andre ser KUN på mig og al snak forstummer, når jeg kommer), sker ikke.
LÆS OGSÅ: Carlsens billednoveller. Serie af stærke billedbøger til unge
Ja, præcis! Det står lysende klart for mig. Men som Jane tilføjer, så er det ikke nemt. Det er hårdt arbejde at kæmpe med angst. Både for den ramte, men også for familien omkring den angste.
For nok skal man udfordre angsten for at få bugt med den, men det er en hårfin balance, for den angste må heller ikke presses for meget, så udebliver de små sejre også.
Også omgivelserne vokser med opgaven
Jeg nikker og ser for mig, hvordan Ida i sin kamp går et skridt frem og to tilbage, hvordan hun giver op, krummer sig sammen i fosterstilling hjemme i sengen, og ønsker at alle bare skal lade hende være.
Jeg ser hende blive presset. Først for meget, så tilpas. Hvordan hun uendelig langsomt vinder terræn, selvom hjertet hamrer og koldsveden hagler ned ad hende. Jeg ser hvor sej hun er, og hvordan hendes familie også vokser med opgaven.
Vi taler også om, hvordan børn med angst tit kan være enormt kreative og hjælpe hinanden til at se, hvordan de kan udfordre sig selv og angsten. Den griber jeg med det samme. Idas nye ven Sander skal spille en stor rolle her. Det er ham, som giver de afgørende puf.
Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang med at skrive.
Om at rejse sig og tage kampen – sammen!
Jeg vinker farvel til Jane, som ønsker mig held og lykke med skriveprocessen. Det bobler i mit hoved, men det, der står stærkest tilbage lige der, er, hvordan man i kærlighed kan komme til at gøre mere skade end gavn. Det er skræmmende.
Mens jeg skriver romanen, tænker jeg også meget over, at jeg balancerer på en knivsæg. Romanen må ikke være så tung, at den tager håbet fra en læser, der måske selv lider af angst. Men omvendt må den heller ikke få det til at virke, som om angst kan overvindes med et trylleslag.
LÆS OGSÅ: Marianne Iben Hansen om billednovellen KOM
’Bare lad mig være’, siger min hovedperson Ida – og deraf også titlen. Men det er jo netop det folk omkring Ida ikke skal. For Ida skal hjælpes til at rejse sig og tage kampen, også selvom det gør ondt, både på hende selv og dem, der står lige ved siden af.
Puk Krogsøe: Bare lad mig være
Ida og Stine er ikke veninder mere, og det er svært for Ida at være i klassen, når Stine står og hvisker med de andre.
Faktisk har Ida det så skidt med at være i skolen, at hun får ondt i maven og må blive hjemme. Men hver gang hun bliver sendt i skole igen, er det, som om hele klassen er imod Ida, og hun vil bare væk derfra.
Ida kan ikke forstå, hvad der sker med hende. Hun ved kun, at hun føler sig helt alene med det. Hvad skal hun gøre?
En historie om at føle sig ensom, om at have angst og om at finde sig selv langsomt igen.
Bare lad mig være er en del af Sommerfugleserien.
Fra ca. 12 år.
Inden forfatter Puk Krogsøe gik i gang med sin roman Bare lad mig være om Ida, der kæmper med angst, opsøgte hun en psykolog, der arbejder med børn og unge i samme situation.
Undervejs i samtalen begyndte Puks roman og dens karakterer at tage form for hende – og Puk selv fik flere aha-oplevelser om angstens væsen. Ikke mindst i forhold til, hvad man som velmenende voksen IKKE skal gøre.
Af forfatter Puk Krogsøe
Der er dampende te i koppen, og overfor mig sidder Jane. Hun er psykolog og har lovet at svare på en hel bunke spørgsmål, jeg har omkring angst. Jeg har nemlig besluttet, at det skal være temaet i min nye roman til tweens, og Jane har arbejdet meget med børn med angst og deres familier.
LÆS OGSÅ: Vi skal turde tale om angst – og lære, hvordan vi bedst hjælper børn og unge
Vi sidder hjemme i mit køkken, og der er nok at tage fat på. Min vigtigste motivation for at skrive romanen er, at jeg ønsker at skabe større forståelse for angst, men også at give de angste tweens noget at spejle sig i. Men det skal gøres rigtigt. Derfor har jeg inviteret Jane.
‘Hjælp’ kan forværre angsten
Vi har talt et stykke tid, om forskellige former for angst, og min hovedperson tegner sig mere og mere tydeligt for mig. Men det er, da snakken glider over på de mennesker, der omgiver en person med angst, at en a-ha-oplevelse popper op i mig:
Jane fortæller at voksne, der er omkring et barn med angst, i bedste mening kan komme til at fodre angsten, fordi vi helt instinktivt ikke bryder os om at se, hvor ondt det gør på barnet eller den unge, og derfor prøver at fjerne det, som er svært.
Men angst er svært og det gør ondt. Jane forklarer, at hvis man ikke udfordrer angsten og lægger arm med den, så kommer den til at vinde terræn. Og det giver så god mening, at jeg undres over, hvorfor jeg ikke selv er nået frem til det.
De små succesoplevelser
Vi prøver at sætte min hovedperson ind i den ligning: Ida tør ikke sige godmorgen til de andre i klassen, fordi hun er bange for, at der kommer for meget fokus på hende. Så holder hun op med at gå i skole, for at slippe for at sige godmorgen.
Men det næste, der sker er, at angsten vil æde sig videre ind på de områder, hvor Ida føler sig sikker. Måske holder hun også op med at komme andre steder, hvor hun skal hilse, og til sidst er hun helt lammet og isoleret pga. angsten. Derfor bliver Ida nødt til at konfrontere sin angst.
Hun bliver nødt til at møde op i skole og måske i starten bare være der, næste trin kan være, at Ida skal sige godmorgen til sin sidemakker, og langsomt får hun små succesoplevelser, som fortæller hende, at der ikke er noget at være bange for.
De katastrofer, hun frygter (fx: de andre ser KUN på mig og al snak forstummer, når jeg kommer), sker ikke.
LÆS OGSÅ: Carlsens billednoveller. Serie af stærke billedbøger til unge
Ja, præcis! Det står lysende klart for mig. Men som Jane tilføjer, så er det ikke nemt. Det er hårdt arbejde at kæmpe med angst. Både for den ramte, men også for familien omkring den angste.
For nok skal man udfordre angsten for at få bugt med den, men det er en hårfin balance, for den angste må heller ikke presses for meget, så udebliver de små sejre også.
Også omgivelserne vokser med opgaven
Jeg nikker og ser for mig, hvordan Ida i sin kamp går et skridt frem og to tilbage, hvordan hun giver op, krummer sig sammen i fosterstilling hjemme i sengen, og ønsker at alle bare skal lade hende være.
Jeg ser hende blive presset. Først for meget, så tilpas. Hvordan hun uendelig langsomt vinder terræn, selvom hjertet hamrer og koldsveden hagler ned ad hende. Jeg ser hvor sej hun er, og hvordan hendes familie også vokser med opgaven.
Vi taler også om, hvordan børn med angst tit kan være enormt kreative og hjælpe hinanden til at se, hvordan de kan udfordre sig selv og angsten. Den griber jeg med det samme. Idas nye ven Sander skal spille en stor rolle her. Det er ham, som giver de afgørende puf.
Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang med at skrive.
Om at rejse sig og tage kampen – sammen!
Jeg vinker farvel til Jane, som ønsker mig held og lykke med skriveprocessen. Det bobler i mit hoved, men det, der står stærkest tilbage lige der, er, hvordan man i kærlighed kan komme til at gøre mere skade end gavn. Det er skræmmende.
Mens jeg skriver romanen, tænker jeg også meget over, at jeg balancerer på en knivsæg. Romanen må ikke være så tung, at den tager håbet fra en læser, der måske selv lider af angst. Men omvendt må den heller ikke få det til at virke, som om angst kan overvindes med et trylleslag.
LÆS OGSÅ: Marianne Iben Hansen om billednovellen KOM
’Bare lad mig være’, siger min hovedperson Ida – og deraf også titlen. Men det er jo netop det folk omkring Ida ikke skal. For Ida skal hjælpes til at rejse sig og tage kampen, også selvom det gør ondt, både på hende selv og dem, der står lige ved siden af.
Puk Krogsøe: Bare lad mig være
Ida og Stine er ikke veninder mere, og det er svært for Ida at være i klassen, når Stine står og hvisker med de andre.
Faktisk har Ida det så skidt med at være i skolen, at hun får ondt i maven og må blive hjemme. Men hver gang hun bliver sendt i skole igen, er det, som om hele klassen er imod Ida, og hun vil bare væk derfra.
Ida kan ikke forstå, hvad der sker med hende. Hun ved kun, at hun føler sig helt alene med det. Hvad skal hun gøre?
En historie om at føle sig ensom, om at have angst og om at finde sig selv langsomt igen.
Bare lad mig være er en del af Sommerfugleserien.
Fra ca. 12 år.
Du kan købe Bare lad mig være online eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: