Med Oishii vil dansk-japanske Lise Krüger Andersen sørge for, at flere danskere serverer japanske retter til hverdag. Det er nemt, lækkert og trendy. Men japansk morgenmad bliver nok aldrig et hit i Danmark.
Japansk mad er meget mere end sushi. Med dansk-japanske Lise Krüger Andersens nemme opskrifter kan alle sætte japansk hverdagsmad på bordet. Lise Krüger Andersen vil med Oishii (betyder ‘smager godt’ på japansk) vise, at det japanske køkken ikke behøver at være kompliceret:
“Jeg har et meget stort ønske om at gøre det japanske hverdagskøkken tilgængeligt for danskerne,” siger Lise Krüger Andersen.
Hun er vokset op med det japanske hverdagskøkken. I Lises barndomshjem var der frikadeller med brun sovs til aftensmad, når Lises danske far stod for maden, og retter med ris, soja og miso, når hendes japanske mor sørgede for aftensmaden.
Den dansk-japanske opvækst har hjulpet Lise Krüger Andersen med at se, at det japanske køkken ikke er så kompliceret, og at man kun behøver få ingredienser for at få den autentiske smag.
“Mange har en forestilling om, at japansk madlavning er svært og kræver total perfektion, og derfor afholder mange sig fra overhovedet at gå i gang. Det er ærgerligt. Man kan sagtens nørde helt ned i detaljerne, og det skal man selvfølgelig også, hvis man vil være kok på en fin japansk restaurant, men til hverdagsmaden derhjemme skal det bare smage godt og se indbydende ud. Det behøver ikke at være perfekt.”
Det skal være overskueligt, hurtigt og smage godt
Mange forbinder japansk mad med streng præcision, men Lise Krüger Andersens tilgang er mere legende og uformel. Hun har et ønske om, at det skal være sjovt og let at lave mad.
“Min mission med bogen er netop at afmystificere det og gøre japansk mad tilgængeligt for alle. Japansk mad behøver ikke at være millimeterpræcist, og det kan sagtens være rustikt. Som for eksempel de klassiske karryretter, der mest af alt er brune i udtrykket. Hvis man blot anretter maden i en pæn skål, løfter det hele udtrykket.”
Lise Krüger Andersen håber, at hun med Oishii giver folk mod på at eksperimentere i køkkenet, igen også for at gøre op med fordommen om japansk perfektionisme. Det gør ikke noget, hvis det ikke sidder lige i skabet første gang. Hvis opskriften siger to spiseskefulde sojasauce, men man kommer til at bruge en eller tre, så går det nok.
“Det svarer til, når vores bedstemødre lavede frikadeller på slump. Min mors målestok har også altid været en ‘slump’ eller et ‘skvæt’. Der findes ikke kun én facitliste for god smag.”
Bogen er skrevet sådan, at man i princippet kan lave de fleste retter, hvis man har en god sojasauce stående. Til visse supper er dashi-bouillon (baseret på tang og tørrede bonitoflager) svær at undvære, og nogle retter kræver miso (fermenteret sojabønnepasta), men ellers er basisingredienserne overraskende få. Og man behøver ikke lave alt fra bunden.
“Man kan sagtens nørde igennem og lave sin egen miso, furikake (japansk krydderiblanding) og dashi helt fra bunden, men det gør jeg ikke selv til hverdag. I et almindeligt hverdagskøkken skal det være overskueligt, hurtigt og smage godt.”
LÆS OGSÅ: Svinekød i soya, sake og ingefær. Få opskrift fra Oishii
En personlig fortælling om Japan
Oishii er meget mere end en kogebog. Det er en personlig fortælling, hvor man får indblik i japansk kultur og madkultur. At det er Lise Krüger Andersens personlige fortælling, understreges blandt andet af, at selv de tekstiler, skåle og spisepinde, der er brugt til fotos, er fra privaten og tilhører enten Lise, hendes mor eller søster.
“Det er min personlige oplevelse af Japan, og det er jo ikke nødvendigvis sådan, alle andre oplever landet. Men det er min fortælling om de ting, jeg er blevet inspireret af, har lært og viderefortolket fra min mor.”
Den japanske arv betyder meget for Lise Krüger Andersen.
“Det, at jeg er halv japaner, er med til at definere, hvem jeg er. Som den ældste af to søstre har jeg også fået den mest traditionelle japanske opdragelse, og den adskiller sig fra den danske. Så jeg er dybt præget af den japanske kultur.”
Lise har været i Japan mange gange, og når hun lander, er det som at komme hjem. Hun føler sig på ingen måde som en turist.
“Lige så snart jeg træder ind i Japan, falder det mig helt naturligt at stå til venstre på rulletrapperne – det sidder bare på rygraden. Min mand har også bemærket, hvordan jeg ændrer mig: Jeg taler med en blidere stemme, jeg ler ikke så højt, og min kropsholdning bliver anderledes.”
Når man spørger Lise Krüger Andersen, hvad det mest japanske er ved hende, er hun ikke i tvivl.
“Det er helt klart roen, dér slår de japanske gener igennem. Jeg kan være meget rationel, men jeg bærer også det traditionelle japanske verdensbillede med mig fra shintoismen og buddhismen. Det er en grundlæggende accept af, at verden giver mening på måder, der ikke behøver at være strengt rationelle; verden er mere end blot det håndgribelige.”
Det kommer også til udtryk i måden, japanerne ærer de døde på. Her er Lise tilhænger af den japanske filosofi, som får hende til at føle, at hendes bedsteforældre ser med fx i det øjeblik, bogdk møder hende, hvor hun for første gang står med Oishii i hånden, helt frisk fra tryk.
“Jeg er sikker på, at min afdøde morfar er med mig her og er rigtig stolt, og at min mormor står lige bagved og retter lidt på detaljerne. Jeg har et helt heppekor med mig i ånden, og det giver mig en stor ro i hverdagen.”
Den danske side
Den danske side bliver Lise Krüger Andersen især opmærksom på, når hun er i Japan og falder igennem, fordi hun taler højere end især de japanske kvinder.
“Selvom jeg forsøger at være mere afdæmpet og feminin på japansk manér, lykkes det ikke altid. Jeg taler markant højere end alle de andre kvinder. Og så bærer jeg den danske tilgang til ligestilling med mig.”
Da Lise deltog i et madkursus i Japan, hvor alle de andre deltagere var japanere, blev hendes side tydelig.
“De andre deltagere var stille, andægtige og dybt seriøse, mens jeg kom ind med min danske facon, jokede og begyndte at grine, hvis jeg snittede en grøntsag forkert.”
Der er i det hele taget ikke meget formelt over Lise Krüger Andersen, og det kan være overraskende, at hun arbejder som dommer ved retten i Holbæk. I fritiden underviser hun sammen med sin søster i japansk madlavning, og de har profilen kojimakbh på Instagram.
Det bedste (og værste) ved japansk madkultur
Men hvad er så det allerbedste ved den japanske mad? Lise Krüger Andersen fremhæver den dybe umami-smag og måden, måltidet er bygget op på. Det at retterne serveres i små, adskilte skåle, så man selv sammensætter sine mundfulde. Man bliver mæt på en let og behagelig måde. Ikke tung som efter en traditionel dansk middag.
Samtidig mætter måltidet ifølge Lise alle sanser: synet, duftene og de mange smagsnuancer på tungen. Det oplevede Lise især, når hun som barn var på besøg hos sine bedsteforældre i Japan.
“Min mormor sørgede altid for, at måltidet var gennemtænkt ned til mindste detalje – både æstetisk og ernæringsmæssigt med den rette balance af grønt og proteiner. Det er en helhedstænkning, vi danskere sagtens kan lade os inspirere af.”
Selvom danskerne allerede har taget meget japansk mad til sig, og det generelt virker som en trend, der er kommet for at blive, er der alligevel nogle japanske madvaner, som danskere kan have svært ved ifølge Lise Krüger Andersen. Traditionel japansk morgenmad ligger langt fra, hvad de fleste danskere er vant til. Her spiser man næsten det samme, som man gør til aften; ris, misosuppe, en proteinrig ret, gerne noget fisk, en salat, pickles og natto, der er fermenterede sojabønner.
“Min søn spiser japansk morgenmad med glæde, og det gør jeg også selv, men min mand og datter beder pænt om et stykke toast i stedet. Og så er der natto, der virkelig deler vandene. Konsistensen er slimet og danner lange, klistrede tråde, som man skal vikle rundt om pindene, og det har en meget karakteristisk lugt. Min mand sidder helst i den anden ende af bordet, når jeg spiser natto. Det sjoveste er næsten at gå hen og give ham et stort kys bagefter!”
Læs mere om bogen
Oishii
“Oishii” betyder “smager godt” på japansk, og det er netop essensen af denne bog: masser af velsmagende japanske hverdagsretter, der er nemme at lave. Glem forestillingen om, at japansk mad er kompliceret og kun handler om sushi.
Her får du et væld af retter fulde af den karakteristiske umami-smag, designet til at gøre japansk mad tilgængeligt for alle. Forfatter Lise Krüger Andersen er vokset op med det japanske hverdagskøkken, og har i denne bog samlet sine personlige favoritter.
Hendes mål er at vise, at japansk mad er let at gå til – og markant mindre kompliceret at tilberede end de fleste forestiller sig. Dyk ned i opskrifter på en varmende nabe-suppe, de populære onigiri (små risboller pakket i tang), saftig yakitori (marineret og grillet kyllingefilet) og klassisk tilbehør som japansk kartoffelsalat og spinatsalat.
Du kan købe Oishii online på bog-ide.dk eller i din nærmeste boghandel.