Aktuelt Fiktion Indefra Knud Romer

“Sune dukkede op om natten i skæg og læderhat og klipklapper.” Knud Romer om, hvad et forlag også kan være

lindhardt og ringhofs 50-års jubilæum, lindhardt og ringhof, knud romer

LINDHARDT OG RINGHOFS 50-ÅRS JUBILÆUM || Vi fylder 50 og har i den anledning modtaget hilsner fra nogle af de dygtige forfattere, der har deres gang i forlagshuset. Her fortæller Knud Romer om at have hjemme på et forlag.



Knud Romer
Mein Verlag


Lindhardt og Ringhof er ikke mit forlag. Det er min familie.

Selvfølgelig er det omklamrende og lidt meget at forlange af folk, som sådan set ikke har bedt om det. Men jeg hører i hvert fald til her. Så snart jeg går ind ad dørene i Vognmagergade 11, kommer jeg hjem.

Det gør jeg lige fra modtagelsen i receptionen: genkendelsens glæde – og når de ringer op og får mig til at føle mig ventet og velkommen. Det er knappen, som de trykker på i elevatoren: fjerde sal – og det er alle de bekendte ansigter, som stikker frem fra kontorerne og hilser på vej ned ad den lange gang: Hej, Knud, hvordan går det, er du nogenlunde OK?

Måske er det noget, som andre oplever til daglig på arbejdet: at være del af et fællesskab. Vi er kun til i kraft af hinanden. Og vi bliver opretholdt af den gensidige anerkendelse af, at man overhovedet eksisterer som noget for nogen og gør gavn for andre, der værdsætter det.

Jeg går ikke på arbejde, og jeg har ingen kolleger og ingen tilknytning til nogen eller noget som helst ud over mig selv. Tværtimod står jeg op alene og trækker mig gennem dagen alene og køber ind alene og forsøger at få lidt mad ned alene ved et tomt spisebord – og går alene i seng.

Det gør jeg dag ud og dag ind og uge efter uge og måned efter måned med det mest abstrakte mål for øje, der kun findes i mig og fortaber sig langt ude i fremtiden. Nemlig at få en umulig drøm til at gå i opfyldelse og præstere det bedste og smukkeste, jeg er i stand til i sproget: skønlitteratur.

Hvad er en forfatter? Før bogen er skrevet, er man det ikke endnu, og bagefter er man det ikke mere. Størstedelen af tiden er det bare en ambition, som man tvivler på hvert øjeblik på vejen. Jeg kæmper mod min eneste og stærkeste modstander: mig selv – og jeg vil ikke og kan ikke og må ikke give op, før jeg bliver velsignet af det, som jeg har sat mig for.

Koste, hvad det vil, og om det så er mit liv. For hvis en roman skal have liv, må man give den sit liv – og det har jeg gjort en gang for meget efterhånden. Når det er lykkedes alligevel, og jeg kommer igennem det med livet i behold, skyldes det ene og alene jer.

Jeg har mildest talt sat tålmodigheden på en prøve. Jeg tvivler på, at nogen andre og noget andet forlag ville have bibeholdt troen og støttet mig og fortsat med at gøre det i de 12 år, som det tog at skrive Kort over paradis.

Det var løbet ud i sandet gang på gang – bogstavelig talt en ørkenvandring i Mellemøsten – indtil Sune tiltrådte en dag. Han dukkede op hos mig i Toldbodgade med vildmandsskægget og læderhatten og store briller – og testosteron nok til en hær. Og det er han jo, en enmandshær.

Han havde min computer med. Den havde stået på kontoret, som jeg gudhjælpemig også havde fået stillet til rådighed på L&R for at få fred til at skrive – uden dog at benytte mig af det – og Sune foreslog, at jeg fortalte historierne mundtligt til ham på diktafon i stedet for at æde mig selv op i den indgroede negl af et skriftsprog, som aldrig kunne blive perfekt nok.

For min del er det faktisk guldtesten på rigtig litteratur, som nogen gider at læse: at man kan fortælle historien – og at den er så levende og besidder så meget drivkraft, at den kan få hvem som helst til at lytte med hen over larmen på en bodega. Vi aftalte, at han skulle komme hver tirsdag, og det gjorde han troligt i månedsvis.

Derefter ansatte han en praktikant til det sure arbejde at udskrive historierne – og ville udgive dem i en novellesamling for at lægge det bag mig. Men sådan spiller musikken ikke, hvis man spørger mig. Der er en grund til, at det hedder … skønlitteratur. Og det er, fordi det er det skønneste, som sproget kan frembringe, og jeg sagde nej. Skønne spildte kræfter.

I stedet plagede jeg livet af forlaget med en ABC, som John Kørner skulle illustrere. Det tog igen nogle år og kostede mange penge, fordi jeg også ville have en luksusudgave og opfylde endnu en barnedrøm med den smukkeste børnebog, som tænkes kan – jeg samler på dem – og vinde Årets Bogdesign.

Det gjorde jeg – ikke at der var noget overskud i det til forlaget, som stadig gik i rødt – og for at det ikke skulle være løgn, modtog jeg Otto B. Lindhardt-prisen for stort set ingen bøger, men ene og alene som støtte i tyrkertroen på en forfatter, som ikke længere var det, men var ved at bryde sammen af præstationsangst.

Jeg husker stadig, at en fra forlaget kom hen til mig og kunne fortælle, at Lars Boesgaard var fortvivlet efter det, som skulle have været en takketale, og spurgte sig selv, hvor ulykkelig man kunne blive over at modtage en pris.

Tre år efter havde jeg siddet fra klokken ti om aftenen til klokken seks om morgenen i køkkenet og skrevet de fem hundrede og syvogtyve sider lyrisk prosa på marihuana og hvidvin, som var Kort over paradis – og sendte manuskriptet af sted den 12/12 2017. Lige nøjagtig i tide til at modtage det forskud fra forlaget, som allerede havde eftergivet mig et for år tilbage – og kunne betale min restskat og redde familiens økonomi.

Til gengæld mistede jeg familien undervejs – og ikke nok med at jeg skulle skilles fra det eneste menneske, som jeg havde i hele den vide verden, men jeg blev også diagnosticeret med fremskreden grøn stær og fik at vide, at jeg ville blive blind.

Det var dråben – og måske havde jeg troet, at jeg var et tysk frontsvin, som kunne holde til alt, men der tog jeg fejl. Jeg brød langt om længe sammen i en reaktiv, paranoid psykose af angst og overanstrengelse og misbrug og mangel på søvn og opsøgte den psykiatriske skadestue på Bispeberg Hospital – et nedslidt, overbelagt, underbemandet sted, som ville gøre mig syg, hvis jeg ikke var det i forvejen – og flygtede igen og tømte min mobiltelefon med et nødsignal til mine venner: Hjælp mig, hjælp mig, hjælp mig!

Hvem kom mig til hjælp? Det gjorde mit forlag, Lindhardt og Ringhof, og Sune dukkede op om natten i skæg og læderhat og klipklapper og satte mig ud i min egen bil, som jeg ikke længere kunne køre selv. Han beroligede mig og fragtede mig op til det eneste private psykiatriske hospital i landet – Skovhus i Nykøbing Sjælland – og lod mig indlægge på forlagets regning og ønskede mig god bedring.

Hvis jeg ikke havde været en underskudsforretning før, var jeg det nu, og der findes næppe nogen virksomhed i dag – eller noget forlag og nogen forlægger – som ville tage det på sig uden synderlig udsigt til ROI: ”return on investment”. Det er der kun én instans i tilværelsen, som gør – og det er ens familie.

Jeg har siddet med Sune og redigeret i en endeløs nat i månedsvis, og vi kalder hinanden for bror. Når det så sortest ud, har jeg altid spurgt mig selv: ”Does it add to the myth?” Han grinede højt og svarede: ”Ja, Knud!”

Der er ingen ende på de kræfter og midler, som forlaget satte ind for at nå frem til udgivelsen den 5. juni 2018. Og selvom det var den største gave til mig, var det mig, som fik overrakt en gave, da det hele var overstået – og endda i førsteudgave: Begrebet Angest.

Det er alt sammen en lang historie, som en dag bliver fortalt i den sidste roman: Katastrofernes orden. Men i mellemtiden er der andre, og måske knækkede ’den svære toer’ mig, men jeg knækkede samtidig sproget og fandt min stemme og satte mig i den udsigelsesposition, som kan skrive frit og ubesværet uden at skulle slå mig selv halvt ihjel.

Til oktober udkommer romanen Pigen i violinen – og min næste bog er også skrevet færdig. Hvad den hedder, forbliver mellem os, men hvis den er det, som jeg tror, den er, vil den måske give lidt af det tilbage, som jeg har fået gennem alle disse år: ”ROI”.

Det betyder en verden for mig at gå ned ad den lange gang og kigge ind til Rikke og Sus og Søren Anker, der aldrig bliver ældre end sit uforstyrrede, strålende smil – og vide, at der altid er en sofa og ven i nøden, som venter på mig i Lotte Lykkes kontor. Om det så er for at bede hendes mand, Brian, om at hjælpe mig med at regne realkreditten ud – og nyde livet til Folkemødet på Bornholm. Den bedste ferie, jeg kunne ønske mig.

Det er jer, der fejrer min tresårs fødselsdag med kager og sang. Og for enden af gangen venter Lars Boesgaard, som jeg med stolthed kan kalde for det fineste, man kan være, og som der næsten ikke findes flere tilbage af. Han er ikke kun min forlægger – han er … Mein Verleger.

Jeg er det lille ’&’, som er blevet slæbt i mål af et stort L og et stort R: L&R. Og måske har jeg brugt et liv på at opfylde min barnedrøm og udkomme på gudernes forlag: Insel Verlag.

Men det er jer, som gjorde det muligt – og det er jer, som er det i sidste ende: Mein Verlag.

Af hjertet tak for alt. Jeg glemmer det aldrig. Tillykke med jubilæet.