Gruppetto er de ryttere, der kommer i mål længe efter vinderen. Dem, der undervejs slider og slæber for, at andre kan triumfere til slut. Dem, der sjældent bliver bemærket, fordi kameraet for længst er fulgt med stjernernes stræben mod sejren.
I grupettoen holder Mathias Norsgaard til. Han har i en årrække været hjælperytter på det spanske Movistar-hold, men skal nu hjælpe sin verdensberømte landsmand Mads Pedersen hos Lidl-Trek til endnu mere succes. Det er hans rolle, og for Mathias Norsgaard nærmest også en besættelse.
LÆS OGSÅ: 10 stærke biografi bøger du ikke må gå glip af
Mathias Norsgaard sparer intet på cyklen. Det gør han heller ikke i denne bog, hvor han har ladet sig følge tæt gennem et halvandet år, og man kommer dybt ind i cykelsportens ekstreme miljø – fra ensomme træningsture i et vinterkoldt Jylland over kogende temperamenter under et etapeløb i Australien til de storslåede dramaer i forårsklassikerne. Samtidig fortæller han om sin specielle vej ind i cykelsporten, hvor han blandt andet cyklede bag sin hærdebrede far på en Harley Davidson.
LÆS OGSÅ: Helt tæt på Thomas Frank – Danmarks største trænersucces
Læs uddraget fra Gruppetto af Niclas Sten og Mathias Norsgaard herunder.
Forord
Cykelsportens historie defineres af vindere. Det er dem, der giver grobund for sportens kærlighed til myter, legender og fortællinger. Med god grund. For vinderne skubber til grænser for det menneskeligt mulige, præsterer det ufattelige og fascinerer med deres storslåede sejre i høje bjerge, på flade veje i hæsblæsende sprinterdueller, i kuperet terræn eller på djævelske brosten. Mens de her linjer skrives, finder årets Paris-Roubaix, endagsløbet over dem alle, sin afgørelse, og en triumfator kører sig ind i rampelyset og evigheden på cykelbanen Vélodrome André-Pétrieux, hvor afgørelsen finder sted.
Det er også dér, denne fortælling fra cykelsportens verden kommer til at slutte. Vinderens blik er dog ikke denne bogs ærinde. Den vender i stedet sin opmærksomhed mod en af de vidunderlige og uundværlige typer, som cykelsporten er rig på. En af dem, der gør det muligt for mestrene at vinde, en af dem, der gør det muligt for stjernerne at skinne, mens han passer sit slidsomme arbejde og pligterne i feltet som vandbærer, vindskjold, rutevejleder, bodyguard, problemknuser og omsorgsgiver for sin kaptajn.
Ofte forsvinder han i mængden, inden han sakker bagud på landevejene. Hans navn er Mathias Norsgaard, og han er en af feltets mange hjælperyttere.
Mathias Norsgaard vil sandsynligvis komme i mål længe efter vinderen af Paris-Roubaix, som han gør det i størstedelen af de løb, han bliver bedt om at stille op til. Formodentligt som en del af det, man i cykelsporten kalder gruppettoen. Ordet stammer fra italiensk og betyder ”lille gruppe”. Begrebet dækker over ryttere, som på et tidspunkt ikke kan følge feltet og derfor finder sammen i en mindre gruppe for at hjælpe hinanden til målstregen inden for tidsgrænsen. Man sidder ikke i gruppettoen, fordi man har lyst, men fordi man er træt efter flere timers hårdt arbejde. I dette fællesskab bruger Mathias Norsgaard det meste af sin tid på landevejen. Han kører et løb i løbet, som du aldrig ser, og som der sjældent skrives om. Men dernede, ude af syne og langt fra fronten af løbet, er begivenhederne og kampene også dramatiske. Og rytterne vigtige. For uden ryttere, der er villige til at ofre sig selv for andre, kunne cykelsporten ikke eksistere, som vi kender den.
*
Hver sommer i mange år har jeg dækket Tour de France for Danmarks Radio og fulgt med i cykelsporten. I lige så mange år har jeg spekuleret på, hvad rytterne i gruppettoen laver, når holdenes kaptajner forsvinder op ad et bjerg og tager tv-motorcyklerne, helikopterne og alle tv-seerne med sig. Og hvad der får dem til at sætte sig op på cyklen stort set hver eneste dag året rundt til træning og løb, i medvind, modvind, sidevind, regn, slud, sne og sol, velvidende, at de aldrig eller sjældent vil smage sejrens sødme, men derimod opleve masser af smerte og skuffelser, måske endda braste drømme, mens de knokler for holdets og en andens succes.
Da jeg begyndte at tænke over at lave denne bog, havde jeg hørt Mathias Norsgaard fortælle åbenhjertigt og medrivende om cykelsporten set fra bageste parket i hans podcast ”Gruppettoen på Forhjulslir”, men det var en anden oplevelse, der overbeviste mig om, at han var den rette at gå til med mine spørgsmål.
I 2021 interviewede jeg Mathias og Emma, hans søster, til den første artikel, jeg solgte som journalist. De var begge på kontrakt hos Movistar. Over en onlineforbindelse talte Mathias med mig på en ligefrem måde, men også med en dybde, der vækkede min sympati for ham. Året forinden var hans barndomsdrøm gået i opfyldelse, da han blev professionel cykelrytter på det spanske hold, men samme år havde han også oplevet at blive kørt frontalt ned af en bilist på en træningstur. Han slap heldigt fra ulykken. Kollisionen gav ham et benbrud, der holdt ham ude af sporten i et halvt års tid, men det kunne let være endt meget værre. Jeg fornemmede, at episoden havde givet Mathias et andet syn på sin karriere. Han var en ung mand, der hav de kæmpet sig tilbage på cyklen efter en voldsom ulykke, og han var også et menneske, der havde mærket, hvordan alt det, han havde stræbt efter næsten hele sit liv, kunne smuldre på et øjeblik. At han så på sin tilværelse med dette dobbeltperspektiv var bemærkelsesværdigt og vidnede om en modenhed, som kan opstå, hvis man har overkommet svære ting. I Mathias kom det til udtryk som taknemmelighed. Han var kun lykkelig over, at han igen kunne sidde på sin cykel og gøre det, han elskede.
I efteråret 2024 kontaktede jeg Mathias. Vi mødtes på en café tæt på hans lejlighed i Aarhus. Her så vi først hinanden an, inden han indvilligede i at deltage i projektet. Han ville gerne lave en beretning fra et år i cykelsporten og indramme den cyklus og rytme, livet som hjælperytter antager. Fra ensomme træningspas til hektiske løb rundtomkring i verden.
Forud for Mathias’ sjette sæson på det hensygnende Movistar-hold gik vi i gang. Undervejs blev vores ene år forlænget med yderligere seks måneder, fordi Mathias’ karriere udviklede sig på en måde, ingen af os kunne have forudset. Han skrev under på en kontrakt med storholdet Lidl-Trek, hvor han skulle køre for den danske kaptajn, Mads Pedersen. En ny ild blev tændt i ham. Et ekstra lag til fortællingen skulle med.
I halvandet år har jeg derfor fulgt Mathias tæt. Gennem mange og lange samtaler har Mathias lukket mig ind i sit liv, sit virke og sine overvejelser. Når det har været muligt, har vi mødtes ansigt til ansigt, men langt størstedelen af samtalerne er foregået telefonisk, fordi Mathias’ arbejde kræver, at han næsten altid er på farten for at køre på cykel et sted i verden. Undervejs begyndte Mathias også selv at nedfælde sine oplevelser i tekster. Vores samtaler og Mathias’ tekster har været udgangspunktet for bogens tilblivelse, som jeg derefter har skrevet sammen til Mathias’ historie. En hjælperytters historie på godt og ondt.
Niclas Sten
April 2026
Prolog
Flandern Rundt, april 2025. Den neutrale start er otte kilometer lang og slanger sig sydvest ud ad Brügges smalle gader, hvor ansigter kommer til syne i vinduerne i de små teglbelagte huse langs ruten, hvis ikke de allerede står langs vejen. Stemningen er forventningsfuld, og byens indbyggere hylder os som helte.
I feltet fornemmer man en den form spændthed, som opstår, når noget stort skal til at ske. På Movistar-holdet har jeg fået til opgave at ramme morgenudbruddet. Under den neutrale start orienterer jeg mig om, hvilke ryttere der vil i udbrud. De er anderledes nervøse end de ryttere, der ønsker at tage kontrol over løbet. Hjælperytterne på favoritternes hold, UAE, Lidl-Trek og Alpecin-Deceuninck, har til opgave at sikre, at kun et beskedent antal lykkeriddere slipper væk fra feltet, fordi det vil spare dem for en masse arbejde senere på dagen, når udbruddet skal hentes, og deres kaptajn skal køre om sejren.
Vi når til Assebroek i udkanten af Brügge. Vidderne åbner sig. Markerne ligger i små firkanter, så langt øjet rækker. Løbet bliver flaget i gang af løbsdirektøren fra en rød kommissærbil, og ræset starter som en vulkan i udbrud. Angrebene er utallige. Feltet sprøjter ryttere ud i højre og venstre side af vejen, selvom modvinden er voldsom. Farten gør mig fysisk utilpas. Jeg begynder at få kvalme og har nok at gøre med blot at sidde forrest. Det er tre timer siden, jeg har spist. Morgenmaden burde være i maven, men jeg mærker, at den gør opmærksom på sig selv nord for strubehovedet, og jeg kan dårligt få vejret. Mit syn er sløret. Jeg må koncentrere mig for ikke at kaste op på en belgier til højre for mig.
Syv ryttere er tæt på at slå et hul. Jeg håber, de kommer afsted, så tempoet falder i feltet. Da det ikke ser ud til at ske, griber jeg fat i min radio for at melde til min sportsdirektør, at jeg ikke har dagen, at det er ærgerligt, men at jeg bare er et menneske. Mikrofonens knap føles tryg. Kun et par ord, som min sportsdirektør dårligt vil kunne dechifrere gennem den skrattende radioforbindelse, og jeg kan give slip, forlade fronten, sætte mig bagest i feltet, få vejret, lade syren forsvinde fra benene og lade smerten ophøre.
En underlig følelse spreder sig i mig, da jeg trykker på knappen. Jeg forsøger at fremstamme nogle lyde. Ordene kommer ikke ud af min mund. Jeg slipper radioen. Giver det fem minutter mere, forlader fronten, placerer mig midt i feltet, i læ for vinden, og samler kræfter. Syren forlader benene. Min puls falder til et normalt niveau. Kvalmen forsvinder. Modet vokser.
EF sender en rytter afsted, og jeg må accelerere fra siden af vejen for at køre mig frem. Hvis dette er angrebet, der etablerer et udbrud, skal jeg med. Hurtigt lukker feltet hullet til EF-rytteren. Angrebene fortsætter, men nu er jeg ovenpå. Forskellige grupper kommer afsted og bliver hentet igen. Jeg sidder på mellemhånd og går med i et par ryk. Oplevelsen er nærmest psykedelisk. Der er kun neonfarvede cykeltrøjer omkring mig. Folk råber, skuldre gnider sig op ad mig, munde bevæger sig, men jeg forstår ikke, hvad de siger. Deres ord er umulige at forstå i larmen fra helikopteren over os. Øjnene omkring mig er frygtsomme eller onde. Det er et virvar, jeg trives i. Jeg fatter mod. Indsatsen skal være større. Min opmærksomhed skærpes. Alt foregår i slowmotion. En Visma-rytter tager cykelstien i brug for at køre sig frem og bekræfter, hvad vi allerede ved. Når der køres cykelløb i Belgien, gælder løbsregelmentet ikke.
Efter 15 minutter er feltet stadig samlet. Det er usædvanligt. Det plejer at gå hurtigt for et udbrud at tage form, men Tadej Pogačars blotte tilstedeværelse har ændret løbet. For mange ryttere vil angribe for at få et forspring til cykelsportens største fænomen og derfor får ingen lov til at slippe væk. Jayco, Picnic-PostNL og Arkéa er med fremme. Astana det samme.
Flandern Rundt er først og fremmest en øvelse i at moderere sit energiforbrug. Man må investere energi på det rette tidspunkt med den risiko, at man spilder kræfter, som aldrig kommer igen. En af de lokale belgiere angriber, jeg finder hans hjul. Pulsen sidder i halsen, benene er stadig gode. Han slår ud, jeg træder til. Er dette chancen? Jeg vender mig om og ser, at hele feltet sidder på mit hjul. Det var det ikke. Energi spildt. Det er noget pis.
Kilometer 25. Der er stilstand, da vi bevæger os ind gennem landsbyen Knesselare med den store kirke på torvet. Vejen bliver smal. Svingene bliver flere. Et angrebs terræn åbner sig. På vej ud af byen bliver vejen foran mig blokeret af en rytter fra Lidl-Trek, der er blevet sendt frem for at kontrollere løjerne. Jeg sniger mig omkring ham og fortsætter mod feltets forreste række. Fronten er blevet slebet skarpt af vinden. Ti ryttere sidder én efter én som perler på en snor. Da en Tudor-rytter slår ud som forreste mand, overtager hans holdkammerat positionen, griber muligheden og øger farten. Han får hul til rækken af ryttere bag ham. Hurtigt inspirerer hans aktion tre andre ryttere til at gøre ham følgeskab. De får hul.
”Fuck,” udbryder jeg. Det var fandeme det. Jeg nægter at lukke hullet. Som eneste Movistar-rytter, der jagter morgenudbruddet, vender jeg hovedet med et fromt håb om at se en holdkammerat, der kan hjælpe mig.
Gruppetto
Gruppetto er de ryttere, der kommer i mål længe efter vinderen. Dem, der undervejs slider og slæber for, at andre kan triumfere til slut. I grupettoen holder Mathias Norsgaard til.
Han har i en årrække været hjælperytter på det spanske Movistar-hold, men skal nu hjælpe sin verdensberømte landsmand Mads Pedersen hos Lidl-Trek til endnu mere succes.
Mathias Norsgaard sparer intet på cyklen. Det gør han heller ikke i denne bog, hvor han har ladet sig følge tæt gennem et halvandet år, og man kommer dybt ind i cykelsportens ekstreme miljø – fra ensomme træningsture i et vinterkoldt Jylland over kogende temperamenter under et etapeløb i Australien til de storslåede dramaer i forårsklassikerne. Samtidig fortæller han om sin specielle vej ind i cykelsporten, hvor han blandt andet cyklede bag sin hærdebrede far på en Harley Davidson.
Du kan købe Gruppetto online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Gruppetto er de ryttere, der kommer i mål længe efter vinderen. Dem, der undervejs slider og slæber for, at andre kan triumfere til slut. Dem, der sjældent bliver bemærket, fordi kameraet for længst er fulgt med stjernernes stræben mod sejren.
I grupettoen holder Mathias Norsgaard til. Han har i en årrække været hjælperytter på det spanske Movistar-hold, men skal nu hjælpe sin verdensberømte landsmand Mads Pedersen hos Lidl-Trek til endnu mere succes. Det er hans rolle, og for Mathias Norsgaard nærmest også en besættelse.
LÆS OGSÅ: 10 stærke biografi bøger du ikke må gå glip af
Mathias Norsgaard sparer intet på cyklen. Det gør han heller ikke i denne bog, hvor han har ladet sig følge tæt gennem et halvandet år, og man kommer dybt ind i cykelsportens ekstreme miljø – fra ensomme træningsture i et vinterkoldt Jylland over kogende temperamenter under et etapeløb i Australien til de storslåede dramaer i forårsklassikerne. Samtidig fortæller han om sin specielle vej ind i cykelsporten, hvor han blandt andet cyklede bag sin hærdebrede far på en Harley Davidson.
LÆS OGSÅ: Helt tæt på Thomas Frank – Danmarks største trænersucces
Læs uddraget fra Gruppetto af Niclas Sten og Mathias Norsgaard herunder.
Forord
Cykelsportens historie defineres af vindere. Det er dem, der giver grobund for sportens kærlighed til myter, legender og fortællinger. Med god grund. For vinderne skubber til grænser for det menneskeligt mulige, præsterer det ufattelige og fascinerer med deres storslåede sejre i høje bjerge, på flade veje i hæsblæsende sprinterdueller, i kuperet terræn eller på djævelske brosten. Mens de her linjer skrives, finder årets Paris-Roubaix, endagsløbet over dem alle, sin afgørelse, og en triumfator kører sig ind i rampelyset og evigheden på cykelbanen Vélodrome André-Pétrieux, hvor afgørelsen finder sted.
Det er også dér, denne fortælling fra cykelsportens verden kommer til at slutte. Vinderens blik er dog ikke denne bogs ærinde. Den vender i stedet sin opmærksomhed mod en af de vidunderlige og uundværlige typer, som cykelsporten er rig på. En af dem, der gør det muligt for mestrene at vinde, en af dem, der gør det muligt for stjernerne at skinne, mens han passer sit slidsomme arbejde og pligterne i feltet som vandbærer, vindskjold, rutevejleder, bodyguard, problemknuser og omsorgsgiver for sin kaptajn.
Ofte forsvinder han i mængden, inden han sakker bagud på landevejene. Hans navn er Mathias Norsgaard, og han er en af feltets mange hjælperyttere.
Mathias Norsgaard vil sandsynligvis komme i mål længe efter vinderen af Paris-Roubaix, som han gør det i størstedelen af de løb, han bliver bedt om at stille op til. Formodentligt som en del af det, man i cykelsporten kalder gruppettoen. Ordet stammer fra italiensk og betyder ”lille gruppe”. Begrebet dækker over ryttere, som på et tidspunkt ikke kan følge feltet og derfor finder sammen i en mindre gruppe for at hjælpe hinanden til målstregen inden for tidsgrænsen. Man sidder ikke i gruppettoen, fordi man har lyst, men fordi man er træt efter flere timers hårdt arbejde. I dette fællesskab bruger Mathias Norsgaard det meste af sin tid på landevejen. Han kører et løb i løbet, som du aldrig ser, og som der sjældent skrives om. Men dernede, ude af syne og langt fra fronten af løbet, er begivenhederne og kampene også dramatiske. Og rytterne vigtige. For uden ryttere, der er villige til at ofre sig selv for andre, kunne cykelsporten ikke eksistere, som vi kender den.
*
Hver sommer i mange år har jeg dækket Tour de France for Danmarks Radio og fulgt med i cykelsporten. I lige så mange år har jeg spekuleret på, hvad rytterne i gruppettoen laver, når holdenes kaptajner forsvinder op ad et bjerg og tager tv-motorcyklerne, helikopterne og alle tv-seerne med sig. Og hvad der får dem til at sætte sig op på cyklen stort set hver eneste dag året rundt til træning og løb, i medvind, modvind, sidevind, regn, slud, sne og sol, velvidende, at de aldrig eller sjældent vil smage sejrens sødme, men derimod opleve masser af smerte og skuffelser, måske endda braste drømme, mens de knokler for holdets og en andens succes.
Da jeg begyndte at tænke over at lave denne bog, havde jeg hørt Mathias Norsgaard fortælle åbenhjertigt og medrivende om cykelsporten set fra bageste parket i hans podcast ”Gruppettoen på Forhjulslir”, men det var en anden oplevelse, der overbeviste mig om, at han var den rette at gå til med mine spørgsmål.
I 2021 interviewede jeg Mathias og Emma, hans søster, til den første artikel, jeg solgte som journalist. De var begge på kontrakt hos Movistar. Over en onlineforbindelse talte Mathias med mig på en ligefrem måde, men også med en dybde, der vækkede min sympati for ham. Året forinden var hans barndomsdrøm gået i opfyldelse, da han blev professionel cykelrytter på det spanske hold, men samme år havde han også oplevet at blive kørt frontalt ned af en bilist på en træningstur. Han slap heldigt fra ulykken. Kollisionen gav ham et benbrud, der holdt ham ude af sporten i et halvt års tid, men det kunne let være endt meget værre. Jeg fornemmede, at episoden havde givet Mathias et andet syn på sin karriere. Han var en ung mand, der hav de kæmpet sig tilbage på cyklen efter en voldsom ulykke, og han var også et menneske, der havde mærket, hvordan alt det, han havde stræbt efter næsten hele sit liv, kunne smuldre på et øjeblik. At han så på sin tilværelse med dette dobbeltperspektiv var bemærkelsesværdigt og vidnede om en modenhed, som kan opstå, hvis man har overkommet svære ting. I Mathias kom det til udtryk som taknemmelighed. Han var kun lykkelig over, at han igen kunne sidde på sin cykel og gøre det, han elskede.
I efteråret 2024 kontaktede jeg Mathias. Vi mødtes på en café tæt på hans lejlighed i Aarhus. Her så vi først hinanden an, inden han indvilligede i at deltage i projektet. Han ville gerne lave en beretning fra et år i cykelsporten og indramme den cyklus og rytme, livet som hjælperytter antager. Fra ensomme træningspas til hektiske løb rundtomkring i verden.
Forud for Mathias’ sjette sæson på det hensygnende Movistar-hold gik vi i gang. Undervejs blev vores ene år forlænget med yderligere seks måneder, fordi Mathias’ karriere udviklede sig på en måde, ingen af os kunne have forudset. Han skrev under på en kontrakt med storholdet Lidl-Trek, hvor han skulle køre for den danske kaptajn, Mads Pedersen. En ny ild blev tændt i ham. Et ekstra lag til fortællingen skulle med.
I halvandet år har jeg derfor fulgt Mathias tæt. Gennem mange og lange samtaler har Mathias lukket mig ind i sit liv, sit virke og sine overvejelser. Når det har været muligt, har vi mødtes ansigt til ansigt, men langt størstedelen af samtalerne er foregået telefonisk, fordi Mathias’ arbejde kræver, at han næsten altid er på farten for at køre på cykel et sted i verden. Undervejs begyndte Mathias også selv at nedfælde sine oplevelser i tekster. Vores samtaler og Mathias’ tekster har været udgangspunktet for bogens tilblivelse, som jeg derefter har skrevet sammen til Mathias’ historie. En hjælperytters historie på godt og ondt.
Niclas Sten
April 2026
Prolog
Flandern Rundt, april 2025. Den neutrale start er otte kilometer lang og slanger sig sydvest ud ad Brügges smalle gader, hvor ansigter kommer til syne i vinduerne i de små teglbelagte huse langs ruten, hvis ikke de allerede står langs vejen. Stemningen er forventningsfuld, og byens indbyggere hylder os som helte.
I feltet fornemmer man en den form spændthed, som opstår, når noget stort skal til at ske. På Movistar-holdet har jeg fået til opgave at ramme morgenudbruddet. Under den neutrale start orienterer jeg mig om, hvilke ryttere der vil i udbrud. De er anderledes nervøse end de ryttere, der ønsker at tage kontrol over løbet. Hjælperytterne på favoritternes hold, UAE, Lidl-Trek og Alpecin-Deceuninck, har til opgave at sikre, at kun et beskedent antal lykkeriddere slipper væk fra feltet, fordi det vil spare dem for en masse arbejde senere på dagen, når udbruddet skal hentes, og deres kaptajn skal køre om sejren.
Vi når til Assebroek i udkanten af Brügge. Vidderne åbner sig. Markerne ligger i små firkanter, så langt øjet rækker. Løbet bliver flaget i gang af løbsdirektøren fra en rød kommissærbil, og ræset starter som en vulkan i udbrud. Angrebene er utallige. Feltet sprøjter ryttere ud i højre og venstre side af vejen, selvom modvinden er voldsom. Farten gør mig fysisk utilpas. Jeg begynder at få kvalme og har nok at gøre med blot at sidde forrest. Det er tre timer siden, jeg har spist. Morgenmaden burde være i maven, men jeg mærker, at den gør opmærksom på sig selv nord for strubehovedet, og jeg kan dårligt få vejret. Mit syn er sløret. Jeg må koncentrere mig for ikke at kaste op på en belgier til højre for mig.
Syv ryttere er tæt på at slå et hul. Jeg håber, de kommer afsted, så tempoet falder i feltet. Da det ikke ser ud til at ske, griber jeg fat i min radio for at melde til min sportsdirektør, at jeg ikke har dagen, at det er ærgerligt, men at jeg bare er et menneske. Mikrofonens knap føles tryg. Kun et par ord, som min sportsdirektør dårligt vil kunne dechifrere gennem den skrattende radioforbindelse, og jeg kan give slip, forlade fronten, sætte mig bagest i feltet, få vejret, lade syren forsvinde fra benene og lade smerten ophøre.
En underlig følelse spreder sig i mig, da jeg trykker på knappen. Jeg forsøger at fremstamme nogle lyde. Ordene kommer ikke ud af min mund. Jeg slipper radioen. Giver det fem minutter mere, forlader fronten, placerer mig midt i feltet, i læ for vinden, og samler kræfter. Syren forlader benene. Min puls falder til et normalt niveau. Kvalmen forsvinder. Modet vokser.
EF sender en rytter afsted, og jeg må accelerere fra siden af vejen for at køre mig frem. Hvis dette er angrebet, der etablerer et udbrud, skal jeg med. Hurtigt lukker feltet hullet til EF-rytteren. Angrebene fortsætter, men nu er jeg ovenpå. Forskellige grupper kommer afsted og bliver hentet igen. Jeg sidder på mellemhånd og går med i et par ryk. Oplevelsen er nærmest psykedelisk. Der er kun neonfarvede cykeltrøjer omkring mig. Folk råber, skuldre gnider sig op ad mig, munde bevæger sig, men jeg forstår ikke, hvad de siger. Deres ord er umulige at forstå i larmen fra helikopteren over os. Øjnene omkring mig er frygtsomme eller onde. Det er et virvar, jeg trives i. Jeg fatter mod. Indsatsen skal være større. Min opmærksomhed skærpes. Alt foregår i slowmotion. En Visma-rytter tager cykelstien i brug for at køre sig frem og bekræfter, hvad vi allerede ved. Når der køres cykelløb i Belgien, gælder løbsregelmentet ikke.
Efter 15 minutter er feltet stadig samlet. Det er usædvanligt. Det plejer at gå hurtigt for et udbrud at tage form, men Tadej Pogačars blotte tilstedeværelse har ændret løbet. For mange ryttere vil angribe for at få et forspring til cykelsportens største fænomen og derfor får ingen lov til at slippe væk. Jayco, Picnic-PostNL og Arkéa er med fremme. Astana det samme.
Flandern Rundt er først og fremmest en øvelse i at moderere sit energiforbrug. Man må investere energi på det rette tidspunkt med den risiko, at man spilder kræfter, som aldrig kommer igen. En af de lokale belgiere angriber, jeg finder hans hjul. Pulsen sidder i halsen, benene er stadig gode. Han slår ud, jeg træder til. Er dette chancen? Jeg vender mig om og ser, at hele feltet sidder på mit hjul. Det var det ikke. Energi spildt. Det er noget pis.
Kilometer 25. Der er stilstand, da vi bevæger os ind gennem landsbyen Knesselare med den store kirke på torvet. Vejen bliver smal. Svingene bliver flere. Et angrebs terræn åbner sig. På vej ud af byen bliver vejen foran mig blokeret af en rytter fra Lidl-Trek, der er blevet sendt frem for at kontrollere løjerne. Jeg sniger mig omkring ham og fortsætter mod feltets forreste række. Fronten er blevet slebet skarpt af vinden. Ti ryttere sidder én efter én som perler på en snor. Da en Tudor-rytter slår ud som forreste mand, overtager hans holdkammerat positionen, griber muligheden og øger farten. Han får hul til rækken af ryttere bag ham. Hurtigt inspirerer hans aktion tre andre ryttere til at gøre ham følgeskab. De får hul.
”Fuck,” udbryder jeg. Det var fandeme det. Jeg nægter at lukke hullet. Som eneste Movistar-rytter, der jagter morgenudbruddet, vender jeg hovedet med et fromt håb om at se en holdkammerat, der kan hjælpe mig.
Gruppetto
Gruppetto er de ryttere, der kommer i mål længe efter vinderen. Dem, der undervejs slider og slæber for, at andre kan triumfere til slut. I grupettoen holder Mathias Norsgaard til.
Han har i en årrække været hjælperytter på det spanske Movistar-hold, men skal nu hjælpe sin verdensberømte landsmand Mads Pedersen hos Lidl-Trek til endnu mere succes.
Mathias Norsgaard sparer intet på cyklen. Det gør han heller ikke i denne bog, hvor han har ladet sig følge tæt gennem et halvandet år, og man kommer dybt ind i cykelsportens ekstreme miljø – fra ensomme træningsture i et vinterkoldt Jylland over kogende temperamenter under et etapeløb i Australien til de storslåede dramaer i forårsklassikerne. Samtidig fortæller han om sin specielle vej ind i cykelsporten, hvor han blandt andet cyklede bag sin hærdebrede far på en Harley Davidson.
Du kan købe Gruppetto online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.