Læs et uddrag af klassikeren Fluernes Herre af William Golding

Hvad er vi? Mennesker? Dyr? Eller vilde? Et fly styrter ned på en øde tropeø. De eneste overlevende er en flok skoledrenge … Læs uddraget af William Goldings klassiker Fluernes Herre

En flok skoledrenge strander på en øde tropeø efter et flystyrt. Flokken vælger Ralph som høvding, og med sin tro væbner, Piggy, forsøger han at holde styr på drengene. Om dagen nyder de friheden fra de voksne, udforsker den kridhvide strand og bygger hytter. De leger, ler, svømmer og udforsker den frodige jungle.

LÆS OGSÅ: Kend din klassiker: Animal Farm af George Orwell

Men om natten har de mareridt om et uhyre, der kommer fra mørket. Høvdingen bliver udfordret af den kamplystne og karismatiske Jack og hans jægere. De kan skaffe mad, men med sig bringer de også anarki, kaos og ukontrollabel vold …

LÆS OGSÅ: 20 bøger, der vil gavne din bogsamling

“Fluernes Herre er en bog om radikalisering. Strafsystemer opfindes. En trone etableres. Mens nogle sidder på træstammen, må andre sidde i sandet. Dans og ritualiserede handlinger indsniges og bliver ikke kun til normen, men en essentiel del af sammenhængskraften (eller magneten, der suger individerne længere ind imod konformitetens midte) … Den kollektive logik overtager.”

Sådan skriver forfatter Glenn Bech i romanens forord, hvor han blandt andet sætter fortællingen ind i en socialpsykologisk kontekst.

Læs et uddrag fra nyoversættelsen af klassikeren Fluernes Herre af William Golding herunder.

Fluernes Herre

af William Golding

KAPITEL 1
Konkylien kalder

Drengen med det lyse hår kravlede den sidste meter ned ad klippen og stred sig vej mod lagunen, forsigtig med hvor han satte fødderne. Han havde taget skolesweateren af og lod den dingle efter sig i den ene hånd, men alligevel klæbede den grå skjorte til kroppen, og håret klistrede til panden. Til alle sider skar den lange flænge sig som et åbent sår ind i den brændende hede jungle. Han klavrede af sted mellem slyngplanter og knuste træstammer, da en fugl i et hurtigt glimt af rødt og gult flitrede op med et spøgelsesskrig, og en stemme råbte, som et ekko.

»Hej!« lød det, »vent lige!«

Der kom bevægelse i underskoven i yderkanten af flængen, og det plaskede ned med regndråber.

»Vent lige lidt,« sagde stemmen, »jeg sidder fast.«

Den lyshårede dreng standsede og trak op i strømperne med en mekanisk bevægelse, så det et øjeblik føltes som at være hjemme i England, ikke midt ude i en jungle.

Stemmen talte igen.

»Jeg kan næsten ikke bevæge mig for alle de dér slyngplanter.«

Stemmens ejermand maste sig baglæns ud af underskoven, så grene og kviste kradsede mod en fedtet vindjakke. Hans bare knæ var buttede, forrevne og fulde af torne. Han bøjede sig ned, trak omhyggeligt tornene ud og vendte sig om. Han var ikke så høj som den lyshårede dreng og meget tyk. Han kom nærmere, mens han ledte efter et sikkert sted at sætte fødderne, og kiggede så endelig op gennem briller med hinkestensglas.

»Hvor er ham manden med megafonen?« Den lyshårede dreng rystede på hovedet.

»Vi er på en ø. Eller jeg går i hvert fald ud fra, at det er en ø. Der er sandrevler ude i vandet. Måske er der slet ingen voksne nogen steder.« Den tykke dreng så forbavset ud.

»Der var ham piloten. Men han sad ikke i passagerkabinen, han var i cockpittet oppe foran.«

Den lyshårede dreng kneb øjnene sammen og så ud mod revet.

»Alle de dér andre børn,« fortsatte den tykke dreng. »Nogle af dem må have reddet sig ud. Helt sikkert, tror du ikke også det?«

Den lyshårede dreng lod som ingenting og fortsatte ned mod vandet, stadig forsigtig med, hvor han satte fødderne. Han prøvede at virke nonchalant og ikke for åbenlyst uinteresseret, men den tykke dreng hastede efter ham.

»Er der virkelig slet ingen voksne?«

»Jeg tror det ikke.«

Den lyshårede dreng sagde det højtideligt og med alvor i stemmen, men så kunne han ikke længere skjule sin fryd over, at et brændende ønske var gået i opfyldelse. Midt i flængen stod han på hovedet og grinede til den tykke dreng, som han nu så i omvendt figur.

»Ikke nogen voksne!«

Den tykke dreng tænkte sig om et øjeblik.

»Ham piloten.«

Den lyshårede dreng landede på fødderne igen og satte sig på den dampende jord.

»Han må være fløjet væk, efter at han smed os af. Han kunne ikke lande her. Ikke i et fly med hjul.«

»Vi blev angrebet!«

»Han skal nok komme tilbage.«

Den tykke dreng rystede på hovedet.

»Da vi faldt ned, sad jeg og kiggede ud gennem et af de dér vinduer.

Jeg kunne se den anden ende af flyet. Der kom flammer ud af det.« Han så rundt i rydningen.

»Og det hér har vraget lavet.«

Den lyse dreng rakte ud og rørte ved en forreven træstamme. Et øjeblik virkede han interesseret.

»Hvad skete der med det?« spurgte han. »Hvor er det nu?«

»Den dér storm trak kabinen med ud i havet. Det var altså ret så farligt med alle de træstammer, der væltede. Jeg tror, der stadig var nogle børn derinde.«

Han tøvede kort og fortsatte så.

»Hvad hedder du?«

»Ralph.«

Den tykke dreng ventede på også at blive spurgt om sit navn, men hans appel om fortrolighed blev ignoreret. Den lyshårede dreng, som hed Ralph, smilede svagt, rejste sig og begyndte atter at arbejde sig vej mod lagunen. Den tykke dreng fulgte efter lige i hælene på ham.

»Jeg regner med, at der er mange flere af os spredt rundtomkring. Du har ikke set andre, har du?«

Ralph rystede på hovedet og satte farten op. Så snublede han over en gren, faldt og ramte jorden med et brag.

Den tykke dreng blev stående ved siden af ham og hev efter vejret.

»Min moster siger, at jeg ikke må løbe,« forklarede han, »på grund af min astma.«

»Astma?«

»Lige præcis. Kan ikke få vejret. Jeg var den eneste dreng på vores skole, som havde astma,« sagde den tykke dreng med et anstrøg af stolthed i stemmen. »Og jeg var kun tre år, da jeg fik dem her.«

Han tog brillerne af og rakte dem frem mod Ralph, mens han blinkede og smilede, gav sig så til at pudse dem i sin fedtede vindjakke. Ansigtets blege konturer forvrængedes af smerte og koncentration. Han gned sveden af kinderne og satte hurtigt brillerne til rette på næsen.

»De dér frugter.«

Han så sig om i rydningen.

»De dér frugter,« sagde han, »jeg tror …«

Han luntede væk fra Ralph og bøjede sig ned midt inde i det sammenfiltrede buskads.

»Jeg kommer ud igen om et øjeblik …«

Ralph filtrede sig forsigtigt fri og sneg sig væk mellem grenene. Kort efter havde han lagt den tykke drengs gryntende udbrud langt bag sig, og han skyndte sig videre mod planternes tætte væg, der stadig lå mellem ham og lagunen. Han kravlede over en knækket træstamme og kom så endelig ud af junglen.

Stranden var oversået med palmetræer. De stod eller strakte sig eller lænede sig mod lyset, og deres grønne vifter stak tredive meter op i luften. Palmerne voksede i stridt græs på en jordbanke, der alle vegne var revet op af væltede træer og strøet til med rådnende kokosnødder og palmeskud. Bagved lå den dybe skovs mørke og rydningens åbne rum. Ralph stod med den ene hånd hvilende mod en grå træstamme, kneb øjnene sammen og missede mod det glitrende hav. Derude, måske halvanden kilometer væk, splintredes den hvide brænding imod et koralrev, og bagved lå det mørkeblå åbne hav. Inden for korallernes ujævne bue var lagunen stille som en bjergsø – udelukkende nuancer af blå og skyggefuld grøn og mørkviolet. Stranden mellem vandet og afsatsen med palmer var en tynd buestav, tilsyneladende uden ende, for på Ralphs venstre hånd blev perspektivet af palmer og strand og vandet trukket ud og mødtes i et endeløst forsvindingspunkt; og hele tiden, næsten ikke til at se, var der varmen.

Han sprang ned fra afsatsen. Sandet begravede de sorte sko, og heden slog op imod ham. Han blev opmærksom på, hvor tungt hans tøj var, sparkede skoene af og flåede efter tur strømperne med de snærende elastiksømme af i én glidende bevægelse. Så sprang han igen op på afsatsen, trak skjorten af og stod dér mellem de kranielignende kokosnødder, mens palmernes og skovens grønne skygger gled over hans hud. Han åbnede slangespændet i sit bælte, trak shorts og underbukser ned, og stod nøgen, mens han betragtede den blændende strand og havvandet.

Han var gammel nok, tolv år og et par måneder, til at have aflagt sig barndommens strutmave; og endnu ikke så gammel, at puberteten havde gjort ham ranglet og akavet. Man så af hans rækkevidde og de stærke skuldre, at han muligvis kunne blive en god bokser, men der var en mildhed om hans mund og øjne, som intet djævelsk røbede. Han klappede palmetræstammen venligt; og da han endelig måtte erkende, at øen var virkelig, gav han sig igen til at le lettet og stå på hovedet. Han kom elegant tilbage i oprejst stilling, spænede ned på stranden, faldt på knæ og skovlede en dobbelt favnfuld sand op mod sit bryst. Så lænede han sig tilbage og betragtede havet med strålende, begejstrede øjne.

»Ralph …«

Den tykke dreng kravlede ud over afsatsen og satte sig forsigtigt til rette på kanten, som var den en stol.

»Undskyld, at det tog så lang tid. De dér frugtting …«

Han pudsede brillerne og skubbede dem på plads på sin lille runde næse. Brillestellet havde lavet et dybt, lyserødt V i næseryggen. Han kastede et kritisk blik på Ralphs gyldne krop og så ned på sit eget tøj. Han lagde hånden på lynlåsen, der var lukket hele vejen ned over brystet.

»Min moster …«

Så lynede han låsen ned med en beslutsom bevægelse og trak vindjakken over hovedet.

»Sådan!«

Ralph skævede til ham, men sagde ingenting.

»Jeg går ud fra, at vi gerne vil have alles navne,« sagde den tykke dreng, »og lave en liste. Vi burde holde et stort fællesmøde.«

Ralph reagerede ikke på vinket, så den tykke dreng var nødt til at fortsætte.

»Jeg er ligeglad med, hvad de kalder mig,« sagde han i en fortrolig tone, »bare de ikke kalder mig det, som jeg plejede at hedde på skolen.«

Ralphs interesse blev så småt vakt.

»Hvad var det?«

Den tykke dreng så sig over skulderen og lænede sig så tættere på Ralph.

Han hviskede.

»De plejer at kalde mig ‘Piggy’.«

Ralph gav sig til at hyle af grin. Han sprang op.

»Piggy! Piggy!«

»Ralph – vil du ikke nok …«

»Piggy! Piggy!«

Piggy foldede hænderne i ængstelse.

»Jeg sagde, at jeg ikke ville have …«

»Piggy! Piggy!«

Ralph dansede ud i den varme luft på stranden og blev på tilbagevejen til et kampfly, med vingerne strakt bagud, der fyrede en maskingeværsalve af mod Piggy.

»Sji-aa-ow!«

Han styrtede ned i sandet ved Piggys fødder, blev liggende dér og grinede.

»Piggy!«

Piggy var mod sin vilje smigret over selv denne lille luns opmærksomhed og smilede tøvende.

»Når bare du ikke siger det til de andre …«

Ralph fnisede ned i sandet. Piggys ansigt fortrak sig atter i smertefuld koncentration.

»Vent lige her.«

Han løb hurtigt tilbage ind i skoven. Ralph rejste sig og travede videre mod højre.

Her blev udsigten over stranden brat afbrudt af en firkantet klippe, der stak op i landskabet; et stort plateau af lyserød granit skød brutalt op gennem skov og skrænt og sand og lagune og dannede en godt halvanden meter høj platform, lang som en mole. Det øverste af klippen var dækket af et tyndt lag jord og stridt græs og lå i skyggen af unge palmetræer. De kunne ikke vokse sig særlig høje på klippegrunden, og når de blev seks-syv meter, væltede de og gik ud, så stammerne lå hulter til bulter og var gode at sidde på. De palmetræer, som stadig stod, dannede et grønt tag, som på undersiden var dækket af et simrende fletværk af genskin fra lagunen. Ralph hævede sig op på platformen, hvor der var dejlig køligt og et fint lysindfald, kneb sit ene øje i og vurderede, at skyggerne på hans krop virkelig var grønne. Han gik forsigtigt hen til kanten ud mod havet og kiggede ned i vandet. Det var så klart, at man kunne se bunden blomstre med tropiske vækster og koraller. En stime af bittesmå, glitrende fisk svirpede i alle retninger. Ralph talte til sig selv i en tone, der slog frydens basstrenge an. »Waaouh!«

Efter platformen ventede flere eventyr. En eller anden naturkatastrofe – måske en tyfon eller stormen, der havde blæst, da han selv landede her – havde skubbet sandet op i en banke i lagunen, så der nu var et langt, dybt bassin med en høj kant af lyserød granit i den fjerneste ende af stranden. Ralph var før blevet narret, når en strandsø så besnærende dyb ud, og han var forberedt på at blive skuffet, men gik alligevel nærmere. Øen holdt standarden, og den utrolige sø, som tydeligvis kun blev overskyllet af havet ved højvande, var så dyb i den ene ende, at den tonede ud i mørkegrøn. Ralph undersøgte omhyggeligt alle femogtyve meter og sprang så i. Vandet var varmere end hans blod, og det føltes, som om han svømmede i et stort badekar.

Piggy dukkede igen op, satte sig på klippekanten og betragtede Ralphs grønne og hvide krop med misundelse.

»Du svømmer ret godt.«

»Piggy.«

Piggy tog sine sko og strømper af, arrangerede dem omhyggeligt på kanten og stak prøvende en tå i vandet.

»Det er varmt!«

»Hvad havde du regnet med?«

»Jeg regnede ikke med noget. Min moster …«

»Skråt op med din moster!«

Ralph sprang på hovedet i og svømmede under vandet med åbne øjne; sandbanken i søens ene ende skrånede op som en bakke. Han drejede en halv omgang, mens han holdt sig for næsen, og det gyldne lys dansede og splintredes lige over hans ansigt. Piggy så beslutsom ud og var ved at tage sine shorts af. Lidt efter stod han nøgen og blegfed. Han gik på tæer ned ad bassinets sandside, satte sig i vand til halsen og smilede stolt til Ralph. »Skal du ikke i og svømme?« Piggy rystede på hovedet.

»Jeg kan ikke svømme. Jeg måtte ikke lære det. Min astma …«

»Skråt op med din astma!«

Piggy fandt sig i det med en slags ydmyg tålmodighed.

»Du svømmer faktisk virkelig godt.«

Ralph padlede rygsvømmende ned mod den dybe ende, dyppede ansigtet under og skød en vandstråle højt op i luften. Så løftede han hovedet og talte.

»Jeg kunne svømme, da jeg var fem. Far lærte mig det. Han er kommandør i flåden. Når han får orlov, kommer han og redder os. Hvad laver din far?«

Piggy blev pludselig rød i hovedet.

»Min far er død,« sagde han hurtigt, »og min mor …«

Han tog brillerne af og ledte forgæves efter noget at pudse dem med.

»Jeg plejede at bo hos min moster. Hun havde en slikbutik. Jeg plejede at få masser af slik. Så meget jeg ville. Hvornår kommer din far og redder os?«

»Så snart han kan.«

Piggy rejste sig dryppende våd og stod dér nøgen, mens han pudsede sine briller i en sok. Den eneste lyd, der nåede dem nu gennem morgenens varme, var det evige, kværnende brøl fra brændingen ude på revet.

»Hvordan kan han vide, at vi er her?«

Ralph lå og vuggede i vandet. Søvnen kom over ham som de fejende luftspejlinger, der tog livtag med det strålende lys i lagunen.

»Hvordan kan han vide, at vi er her?«

Bare fordi, tænkte Ralph, fordi, fordi. Den brusende brænding ude på revet blev meget fjern.

»De siger det til ham i lufthavnen.«

Piggy rystede på hovedet, tog sine glimtende briller på og så ned på Ralph.

»Ikke dem. Hørte du ikke, hvad piloten sagde? Om atombomben? De er alle sammen døde.«

Ralph hev sig op af vandet, stillede sig foran Piggy og tænkte over det usædvanlige problem.

Piggy blev ved.

»Det her er en ø, er det ikke?«

»Jeg kravlede op på en klippe,« sagde Ralph langsomt, »og jeg tror, at det hér er en ø.«

»De er alle sammen døde,« sagde Piggy, »og det her er en ø. Ingen ved, hvor vi er. Din far ved det ikke, der er ingen, der ved det …« Hans læber bævede, og brillerne duggede til.

»Måske skal vi blive her, til vi dør.«

Straks han sagde det, var det, som om varmen blev mere intens, lagde sig over dem som en truende byrde, og lagunen overfaldt dem med sin blændende stråleglans.

»Henter lige mit tøj,« mumlede Ralph. »Ligger derovre.«

Han trodsede den fjendtlige sol, travede gennem sandet tværs over platformen og fandt sit tøj, der lå spredt rundtomkring. Det føltes mærkeligt behageligt at tage den grå skjorte på igen. Så kravlede han op på kanten af platformen og sad i den grønne skygge på en komfortabel palmestamme. Piggy hev sig op, med det meste af sit tøj under armen. Han satte sig forsigtigt på en væltet stamme ved den lille klippe, som lå forrest i lagunen, og vandets filtrede genskin sitrede over ham.

Lidt efter talte han.

»Vi er nødt til at finde de andre. Vi er nødt til at gøre et eller andet.«

Ralph sagde ingenting. De var på en koralø. Her i ly for solen kunne han ignorere Piggys ildevarslende snak og drømme behageligt.

Piggy gav dog ikke op.

»Hvor mange er vi egentlig?«

Ralph kom hen og stillede sig ved siden af Piggy.

»Det ved jeg ikke.«

Her og der kom blide vindpust krybende over det polerede vand under varmedisen. Når de nåede platformen, gav palmebladene sig til at hviske og feje, så pletter af sollys gled over deres kroppe eller bevægede sig som lyse, bevingede væsener inde i skyggen.

Piggy så op på Ralph. Alle skyggerne over Ralphs ansigt lå på hovedet; grønne foroven, nedenfor lys fra lagunen. Der krøb pletter af sollys igennem hans hår.

»Vi er nødt til at gøre et eller andet.«

Ralph så igennem ham. Endelig blev det lyslevende, det sted, han havde fantaseret om, men aldrig mødt i virkeligheden. Ralphs læber skiltes i et henrykt smil, og Piggy, der tog smilet til sig som en anerkendende gestus, lo af glæde.

»Hvis det hér virkelig er en ø …«

»Hvad er det?«

Ralph var holdt med at smile og pegede ned i lagunen. Der lå noget cremefarvet mellem de bregneagtige vækster.

»En sten.«

»Nej. Et sneglehus.«

Pludselig boblede Piggy over af klædelig begejstring.

»For pokker. Det er et sneglehus. Jeg har set sådan et før. På muren hjemme hos én. En konkylie, kaldte han den. Når han pustede i den, kom hans mor. Den er mange penge værd …«

Nær ved Ralphs albue stod et ungt palmetræ og lænede sig ud over lagunen. Faktisk var vægten allerede ved at trække en klump op af det tynde jordlag, og snart ville træet vælte og falde ned. Han rev stænglen af og gav sig til at pirke i vandet, mens de strålende fisk flitrede væk til alle sider. Piggy lænede sig faretruende ud.

»Ikke så hårdt! Du knækker den …«

»Hold kæft!«

Ralph sagde det fraværende. Konkylien var interessant og pæn og et glimrende stykke legetøj: Men de livagtige fantomer fra hans dagdrøm skød sig stadig ind mellem ham og Piggy, som i denne sammenhæng var en forstyrrende faktor. Palmestiklingen bøjede og skubbede konkylien over planterne på bunden. Ralph brugte sin ene hånd som støttepunkt og pressede ned med den anden, indtil konkylien løftede sig dryppende våd op af vandet, og Piggy kunne gribe fat.

Nu da konkylien ikke længere var en ting, de kunne betragte på afstand, men ikke røre ved, blev Ralph også tændt og begejstret. Piggy plaprede løs:

»…en konkylie, virkelig mange penge værd. Jeg vil vædde på, at du skulle betale masser og masser og masser af penge, hvis du ville købe den – han havde den hængende på sin havemur, og min moster …«

Ralph tog konkylien fra Piggy, og der løb en smule vand ned ad hans arm. Konkyliens farve var dyb beige, nogle steder tonet med falmet rosa. Mellem spidsen, som der var slidt et lille hul i, og de lyserøde læber ved åbningen lå der cirka en halv meter skal let snoet i en spiral og dækket af et fint, præget mønster. Ralph rystede sandet ud af det dybe hus.

»… muhede som en ko,« sagde han. »Han havde også nogle hvide sten og et fuglebur med en grøn papegøje. Han pustede selvfølgelig ikke i de hvide sten, og han sagde …«

Piggy tav for at få vejret og kærtegnede den glitrende genstand i Ralphs hænder.

»Ralph!« Ralph så op.

»Vi kan bruge den til at kalde på de andre. Holde et møde. De kommer, når de hører os …«

Han smilede stort til Ralph.

»Det var dét, du havde tænkt dig, var det ikke? Det var derfor, du fiskede konkylien op af vandet?«

Ralph strøg sit lyse hår tilbage.

»Hvordan blæste din ven i konkylien?«

»Han ligesom spyttede i den,« sagde Piggy. »Min moster ville ikke lade mig puste på grund af min astma. Han sagde, at man pustede hernede fra.« Piggy lagde hånden nederst på sin runde mave. »Prøv at puste, Ralph. Så kommer de andre.«

Ralph så skeptisk ud, men satte så læberne til konkyliens spidse ende og pustede. Der kom en susende lyd fra konkyliens åbning, men ikke mere end det. Ralph tørrede saltvandet af læberne og forsøgte igen, men konkylien forblev tavs.

»Han ligesom spyttede.«

Ralph spidsede munden og sprøjtede luft ind i konkylien, som udsendte en lav, pruttelignende lyd. Begge drengene morede sig kongeligt over det, så Ralph fortsatte med at sprutte i et par minutter, ind imellem deres latteranfald.

»Han pustede helt hernede fra.«

Det gik op for Ralph, hvad han mente, og han fyldte konkylien med luft fra sit mellemgulv. Straks kom der lyd fra konkylien. En dyb, hård tone buldrede under palmerne, bredte sig gennem skovens forsiringer og blev kastet tilbage som et ekko fra bjergets lyserøde granit. Sværme af fugle lettede fra trætoppene, og et eller andet væsen stak i et hyl og flygtede gennem underskoven.

Ralph tog konkylien væk fra sin mund.

»Wow!«

Hans almindelige stemme lød som en hvisken efter konkyliens barske signal. Han lagde konkylien til sine læber, tog en dyb indånding og pustede igen. På ny den samme dundrende lyd, og så, da han lagde flere kræfter i, røg tonen en oktav op og blev til en skinger gjalden, mere gennemtrængende end før. Piggy så henrykt ud og råbte et eller andet, mens hans briller glimtede. Fuglene skreg, små dyr pilede væk.

Ralph løb tør for luft, og tonen faldt igen en oktav, blev en lavere rallen, nu bare en susen.

Konkylien var tavs, en glitrende stødtand; Ralphs ansigt var mørkt af åndenød, og luften over øen genlød af fugleskrig og rungende ekkoer.

»Jeg vil vædde på, at man kan høre det mange kilometer væk.« Ralph fik pusten igen og blæste en serie signaler i korte stød.

Piggy udbrød: »Der kommer én!«

Et barn var trådt frem mellem palmerne, cirka hundrede meter henne ad stranden. Det var en dreng på måske seks år, tæt og lyshåret, med forrevent tøj og ansigtet smurt ind i klistret frugtsaft. Hans bukser var blevet trukket ned med et åbenlyst formål og kun hevet halvvejs op igen. Da han sprang fra palmeafsatsen ned i sandet, faldt bukserne ned om anklerne på ham, og han trådte ud af dem, stolprede hen til platformen. Piggy hjalp ham op. Imens blev Ralph ved med at blæse, til skoven var fuld af råbende stemmer. Den lille dreng satte sig på hug foran Ralph, kiggede op på ham med strålende tillidsfuldhed. Da han så beslutsomheden i Ralphs øjne, følte han sig mere og mere tryg og stak sin eneste rene finger, en lyserød tommeltot, i munden.

Piggy bøjede sig ned imod ham.

»Hvad hedder du?«

»Johnny.«

Piggy mumlede navnet for sig selv og råbte det til Ralph, som stadig blæste løs og derfor ikke var interesseret. Hans ansigt var helt mørkt, så voldsom var glæden ved at lave den forrygende larm, og hans svulmende hjerte fik skjorten til at stramme og skælve. Råbene i skoven kom nærmere.

Nu var der synlige livstegn på stranden. En lang række skikkelser trådte frem af varmedisen over den kilometerlange kystlinje; drenge på vej mod platformen i det hede, stumme sand. Tre små børn på Johnnys alder dukkede op forbavsende tæt på, inde fra skoven, hvor de havde fyldt sig med frugter. En mørk, lille dreng, som ikke var meget yngre end Piggy, skød den filtrede underskov til side, gik hen til platformen og smilede muntert til alle omkring sig. Flere og flere kom til. Med inspiration fra den uskyldige Johnny satte de sig på de væltede palmestammer og ventede. Ralph blev ved med at blæse i korte, gennemtrængende stød. Piggy gik omkring i flokken, bad om deres navne, anstrengte sig for at huske dem. Børnene adlød ham med den samme naive føjelighed, som de havde udvist over for mændene med megafoner. Nogle var nøgne og havde deres tøj i favnen, andre halvnøgne eller mere eller mindre påklædte, i skoleuniformer: grå, blå, beige, med jakke eller trøje til. Der var mærker syet på, nogle endda med skolens motto, farvede striber på strømper og trøjer. Deres hoveder mødtes i klynger over palmestammerne i den grønne skygge; hoveder der var brune, lyse, sorte, kastanjefarvede, sandfarvede, musegrå; hoveder der mumlede og hviskede, hoveder fulde af øjne, der betragtede Ralph og spekulerede. Der blev taget hånd om situationen.

Børnene, som kom fra stranden, alene eller to og to, dukkede brat frem af varmedisen, når de var tæt nok på. Øjet registrerede først en sort, flagermuslignende skabning, der dansede over sandet, og derefter, forsinket, kroppen ovenover. Flagermusen var barnets skygge, skrumpet ind i den høje sol til en plet mellem løbende fødder. Selv mens Ralph blæste, bemærkede han de sidste kroppe, som nærmede sig platformen over en flaksende sort plet. De to drenge med små runde hoveder og hår som tovværk kastede sig ned foran Ralph og gav sig til at grine og halse som hunde. De var tvillinger, og blikket reagerede med chok og vantro, når det blev konfronteret med den muntre dublering. De trak vejret i takt, de grinede sammen, de var firskårne og livskraftige. De vendte våde læber op mod Ralph, for de syntes ikke helt at have ansigtshud nok, så deres profiler var slørede, og mundene trukket åbne. Piggy rettede sine glimtende briller ned på dem og kunne høres gentage deres navne mellem stødene.

»Sam, Eric, Sam, Eric.«

Så løb han sur i, hvem der var hvem. Tvillingerne rystede på hovedet og pegede på hinanden, og alle i forsamlingen lo.

Til sidst holdt Ralph op med at blæse og satte sig, med konkylien i den ene hånd og hovedet hvilende på knæene. Mens ekkoerne døde ud, gjorde latteren det samme, og der blev endelig stille.

Gennem strandens diamantdis famlede noget mørkt sig frem. Ralph så det først og blev ved med at stirre så vedholdende, at alles øjne fulgte hans blik. Så trådte væsenet ud af luftspejlingen og ind på det åbne stykke strand, og de kunne se, at mørket ikke var ren skygge, men hovedsagelig uniformer. Skabningen var en flok drenge, der marcherede nogenlunde i takt på to parallelle rækker og var klædt i sært excentrisk tøj. De havde alle sammen shorts, skjorter og forskelligt andet tøj i hænderne, og på hovedet bar hver dreng en firkantet sort kasket med et sølvmærke i. Deres kroppe var, fra hagen og ned, skjult under sorte kapper med et aflangt sølvkors på venstre side af brystet, og øverst var deres halse snøret til med en hvid pibekrave. Den tropiske hede, flystyrtet, jagten på mad og nu den svedige march langs den brændende strand havde forvandlet deres ansigtshud til noget, der lignede nyskyllede blommer. Drengen, som førte an, var klædt på samme måde, men mærket i hans kasket var guldfarvet. Da hans flok var cirka ti meter fra platformen, råbte han en ordre, og de gjorde holdt, gispende, svedige, svajende i det skarpe lys. Drengen selv trådte frem, sprang op på platformen med sin flagrende kappe og så ind i, hvad der for ham var et næsten fuldkomment mørke.

»Hvor er manden med trompeten?«

Ralph, der forstod, at han var solblind, svarede ham.

»Der er ingen mand med en trompet. Bare mig.«

Drengen kom nærmere og plirrede ned mod Ralph, mens han fortrak ansigtet. Det, han nu kunne se af den lyshårede dreng med den cremefarvede konkylie hvilende på knæene, så ikke ud til at stille ham tilfreds. Han vendte sig hurtigt, og den sorte kappe svingede om ham i en hvirvel.

»Er der ikke noget skib, så?«

Inde under den flagrende kappe var han høj, tynd og ranglet, med rødt hår under den sorte kasket. Han havde fregner i et groft ansigt, men så ikke dum ud. Fra ansigtet stirrede to lyseblå øjne med et skuffet blik, som blev vredt nu, eller var på nippet til at blive det.

»Er der ikke nogen mand her?« Ralph henvendte sig til hans ryg.

»Nej, vi holder møde. Kom ind og vær med.«

Geledderne med de kappeklædte drenge begyndte at gå i opløsning. Den høje dreng råbte til dem.

»Kor! Stå stille!«

Med træt lydighed klumpede koret sig atter sammen på række og stod og svajede i solen. Ikke desto mindre begyndte nogle af dem at protestere forsigtigt.

»Men, Merridew. Årh, Merridew … må vi ikke?«

Så faldt en af drengene forover med ansigtet ned i sandet, og rækken blev brudt. De fik trukket den besvimede dreng op på platformen og lod ham ligge. Merridew stod, med stirrende øjne,og prøvede at få det bedste ud af en svær situation.

»Godt så. Sæt jer. Lad ham være.«

»Men, Merridew.«

»Han besvimer for et godt ord,« sagde Merridew. »Det gjorde han også i Gibraltar, og i Addis Abeba; og til morgenandagt hen over forsangeren.«

Ved den indforståede oplysning lød der fnisen fra koret, der sad som sorte fugle på stammernes fletværk og betragtede Ralph med interesse. Piggy bad ikke om deres navne. Han var duperet af den uniformerede overlegenhed og den naturlige autoritet i Merridews stemme. Han gemte sig på den anden side af Ralph og fik travlt med at pudse sine briller.

Merridew henvendte sig til Ralph.

»Er der slet ingen voksne?«

»Nej.«

Merridew satte sig på en stamme og så rundt i kredsen.

»Så bliver vi nødt til at klare os selv.« I sikkerhed bag Ralph sagde Piggy spagfærdigt:

»Det er derfor, at Ralph holder møde. Så vi kan beslutte, hvad vi skal gøre. Vi har sagt vores navne. Det dér er Johnny. De dér to – de er tvillinger, Sam og Eric. Hvem er Eric …? Dig? Nej – du er Sam …«

»Jeg er Sam …«

»… og jeg er Eric.«

»Det er bedst, at vi alle sammen kender hinandens navne,« sagde

Ralph, »så jeg hedder Ralph.«

»Vi kender de fleste navne,« sagde Piggy, »fik dem lige før.« »Børnenavne,« sagde Merridew. »Hvorfor skulle jeg hedde Jack? Mit navn er Merridew.«

Ralph skævede til ham. Den stemme tilhørte én, som vidste, hvad han ville.

»Så altså,« fortsatte Piggy, »den dreng dér … jeg har glemt …«

»Du taler for meget,« sagde Jack Merridew. »Hold din kæft, Fedesen!«

Folk begyndte at grine.

»Han hedder ikke Fedesen,« råbte Ralph, »han hedder Piggy!« »Piggy!«

»Piggy!«

»Åh, Piggy!«

En storm af latter rejste sig, og selv det mindste barn lo med. For nu var drengene knyttet tæt sammen i fælles sympati, med Piggy uden for kredsen, og han blev helt lyserød i ansigtet, bøjede hovedet, pudsede igen løs på sine briller.

Endelig døde latteren hen, og navneopråbet fortsatte. Der var Maurice, den næststørste af kordrengene efter Jack, men solidt bygget og hele tiden storsmilende. Der var en spinkel, sky dreng, som ingen kendte, og som holdt sig for sig selv med en mine af koncentreret hemmelighedsfuldhed. Han mumlede, at han hed Roger, og tav straks igen. Bill, Robert, Harold, Henry; kordrengen, som var besvimet, satte sig op, lænet mod en palmestamme, smilede mat til Ralph og fortalte, at han hed Simon.

Jack tog ordet.

»Vi skal finde ud af, hvordan vi bliver reddet.«

Der var en summen af stemmer. En af de mindste drenge, Henry, sagde, at han ville hjem.

»Hold mund,« sagde Ralph med fraværende mine. Han holdt konkylien op. »Som jeg ser det, må vi vælge en høvding, der kan bestemme den slags.«

»En høvding! En høvding!«

»Jeg burde være høvdingen,« sagde Jack med ligefrem arrogance. »For jeg er forsanger i koret og elevrådsformand. Jeg kan tage det høje C.«

Igen en summen af stemmer.

»Godt så,« sagde Jack, »jeg …«

Han tøvede. Den mørke dreng, Roger, vågnede endelig op og tog ordet.

»Lad os stemme om det.«

»Ja!«

»Stemme om høvdingen!«

»Lad os stemme …«

Valglegen var næsten lige så spændende som konkylien. Jack protesterede, men larmen tog til, og det fælles ønske om en leder forvandlede sig til en enstemmig kåring af Ralph. Ingen af drengene kunne have givet en fornuftig grund til deres valg; Piggy var den eneste, der havde demonstreret nogen form for intellekt, og Jack var den mest oplagte leder. Men der var en ro over Ralph, som han sad dér, og det fik ham til at skille sig ud; der var hans størrelse og tiltalende udseende, og endelig, mest gådefuldt, men dog allermest magtfuldt, var der konkylien. Skabningen, som havde blæst i den, som havde siddet og ventet på dem på platformen med den skrøbelige genstand hvilende på knæene, var noget helt for sig.

»Ham med konkylien.«

»Ralph! Ralph!«

»Lad ham med den dér trompet-agtige ting være høvding.« Ralph løftede hånden for at bede om stilhed.

»Meget vel. Hvem stemmer på Jack som høvding?« I sløv lydighed rakte koret hænderne i vejret.

»Hvem stemmer på mig?«

Alle hænder undtagen korets og Piggys strøg straks i vejret. Lidt efter rakte også Piggy modstræbende hånden op.

Ralph talte sammen.

»Så er jeg altså høvding.«

Alle i rundkredsen af drenge begyndte at klappe. Selv koret klappede, og fregnerne i Jacks ansigt forsvandt under flovhedens rødme. Han rejste sig for at tale, men ombestemte sig og satte sig igen, mens klapsalverne blev ved. Ralph så på ham, og ville virkelig gerne give ham noget til gengæld.

»Koret er dit, naturligvis …«

»De kunne være soldater …«

»Eller jægere …«

»De kunne være …«

Den intense rødmen forsvandt fra Jacks ansigt. Ralph gav atter tegn til stilhed.

»Jack er leder af koret. De kan være – hvad vil du have, de skal være?«

»Jægere.«

Jack og Ralph smilede genert til hinanden i gensidig anerkendelse.

Resten af flokken begyndte at tale ivrigt sammen.

Jack rejste sig.

»Okay så, jer i koret. Tag kapperne af.«

Kordrengene rejste sig, som en skoleklasse der får fri, sludrede, lagde deres sorte kapper i en bunke på græsset. Jack lagde sin på stammen ved siden af Ralph. De grå shorts var svedige og klistrede til ham. Ralph så beundrende på dem, og da Jack fulgte hans blik, forklarede han.

»Jeg prøvede at komme over bakken derovre for at se, om der var vand hele vejen rundt. Men så kaldte du på os med konkylien.« Ralph smilede og holdt konkylien op for at få stilhed.

»Hør efter, alle sammen. Jeg må have tid til at tænke tingene igennem. Jeg kan ikke beslutte, hvad vi skal gøre, med det samme. Hvis det her ikke er en ø, bliver vi muligvis reddet med det samme. Så vi må finde ud af, om det er en ø. Alle må blive her i nærheden og vente og lade være med at gå nogen steder. Tre af os – for hvis vi tager flere med, går der kludder i det, og vi bliver væk fra hinanden – tre af os tager ud på en ekspedition for at finde ud af det. Jeg tager af sted, og Jack går med, og så også, så også … «

Han så sig omkring i kredsen af ivrige ansigter. Der var nok drenge at vælge imellem.

»Så også Simon.«

Drengene rundt om Simon gav sig til at fnise, og han rejste sig, lo kort. Nu da blegheden fra hans besvimelsesanfald havde fortaget sig, kunne man se, at han var en tynd, energisk lille dreng med et blik, der kiggede frem under et udhæng af stridt, sort og glat hår, som hang lige ned.

Han nikkede til Ralph.

»Jeg tager med.«

»Og jeg …«

Jack rakte bag om ryggen og greb fat om skæftet på en dolk af betragtelig størrelse, som han plantede i stammen. Stemmernes summen steg og døde hen. Piggy rørte på sig.

»Jeg går også med.«

Ralph vendte sig om mod ham.

»Du er ikke til nogen nytte på sådan en tur.«

»Men det gør jeg altså …«

»Vi vil ikke have dig med,« sagde Jack ligeud. »Tre er nok.« Piggys briller glimtede.

»Jeg var sammen med ham, da han fandt konkylien. Jeg var sammen med ham, før nogen af jer andre var.«

Jack og de andre hørte ikke efter. Der var almindelig opbrudsstemning. Ralph, Jack og Simon hoppede ned fra platformen og gik langs stranden forbi den store badesø. Piggy luntede kluntet efter.

»Hvis nu Simon går i midten,« sagde Ralph, »så kan vi tale sammen over hans hoved.«

De tre fandt en fælles takt. Det betød, at Simon nu og da måtte tage et ekstra skridt for at holde trit med de andre. Endelig standsede Ralph og vendte sig om mod Piggy.

»Hør her.«

Jack og Simon lod, som om de ingenting bemærkede. De fortsatte.

»Du kan ikke komme med.«

Piggys brilleglas var igen dugget til – denne gang fra ydmygelsen. »Du fortalte dem det. Selv efter det jeg sagde.« Hans ansigt blussede, hans mund bævede.

»Selv efter at jeg havde sagt, at jeg ikke …«

»Hvad i alverden taler du om?«

»Om at blive kaldt Piggy. Jeg sagde, at jeg var ligeglad, bare de ikke kaldte mig Piggy; og jeg sagde, at du ikke skulle sige det til dem, og så gjorde du det bare med det samme …«

De tav begge. Ralph så på Piggy og forstod nu, kunne se, at han var såret og knust. Han vaklede mellem to fremgangsmåder,enten at undskylde eller at fornærme ham yderligere.

»Hellere Piggy end Fedesen,« sagde han omsider, med den sande leders ligefremme facon, »og i hvert fald er jeg ked af, hvis du føler sådan. Gå nu tilbage, Piggy, og få deres navne. Det er din opgave. Vi ses.«

Han vendte sig og løb hurtigt efter de andre to. Piggy blev stående, mens forurettelsens roser langsomt visnede og forsvandt fra hans kinder. Han gik tilbage til platformen.

De tre drenge gik hurtigt over sandet. Det var ebbe, og der var en smal stribe strand med græstotter her og der, som var næsten lige så fast at gå på som en vej. Der var et skær af glorværdighed over dem og hele situationen, og de var opmærksomme på denne glorværdighed, og den gjorde dem glade. De vendte sig mod hinanden, lo begejstret, talte i ét væk uden at lytte. Lyset var skarpt. Ralph, der så det som sin opgave at oversætte alt dette til noget forklarligt, gav sig til at stå på hovedet, lod sig falde. Da de var færdige med at grine, strøg Simon Ralphs arm med en genert bevægelse; og så var de nødt til at grine igen.

»Kom så,« sagde Jack, da der var gået lidt, »vi er opdagelsesrejsende.«

»Vi går ud til spidsen af øen,« sagde Ralph, »og ser, hvad der ligger om hjørnet.«

»Hvis det altså er en ø …«

Her sidst på eftermiddagen var luftspejlingerne ikke så fremherskende. De nåede ud til øens spids, som havde klare konturer og ikke var tryllet ud af facon eller forstand. Der var det velkendte virvar af rektangulære former, og en enkelt kæmpe klippeblok stak op i lagunen. Her havde havfuglene deres reder.

»Som glasur,« sagde Ralph, »på en lyserød kage.«

»Vi kan ikke se, hvad der ligger om hjørnet,« sagde Jack, »for der er ikke noget. Bare en lang krumning – og man kan se, at klipperne bliver værre …«

Ralph skyggede for sine øjne og lod blikket følge klippernes forrevne omrids op mod bjerget. Denne del af stranden lå tættere på bjerget end nogen anden, de havde set.

»Vi forsøger at bestige bjerget herfra,« sagde han. »Jeg vil tro, at det er den nemmeste måde. Der er ikke så meget jungle-halløj. Og mere lyserød klippe. Kom nu.«

De tre drenge begyndte at klatre. En ukendt kraft havde vredet og knækket disse klodser, så de lå på skrå, ofte kastet oven på hinanden i en pyramide. Det mest usædvanlige ved bjergsiden var en lyserød klippe med en skrå stenblok ovenpå; og oven for den var der én magen til, og endnu én, så alt det lyserøde blev til en høj stabel af balancerende klippe, der skød op gennem slyngplanternes fantastiske sløjfer. Dér hvor de lyserøde klipper ragede frem af jorden, var der ofte smalle stier, som gik opad. De kunne kante sig vej på dem, dybt inde i planternes verden, med ansigtet vendt ind mod klippen.

»Hvem har lavet de hér stier?«

Jack gjorde holdt og tørrede sved af panden. Ralph standsede forpustet op ved siden af ham.

»Mennesker?«

Jack rystede på hovedet.

»Dyr.«

Ralph kiggede ind i mørket under træerne. Hver lille ting i skoven sitrede.

»Kom nu.«

Det sværeste var ikke den stejle opstigen langs klippernes kurve, men de lejlighedsvise dyk gennem underskoven, som var nødvendige for at nå til den næste sti. Her var slyngplanternes rødder og stængler filtret så tæt, at drengene måtte sno sig gennem dem som bøjelige nåle. De eneste pejlemærker, ud over den brune jord og lejlighedsvise lysglimt gennem løvet, var fornemmelsen af hældning, en afvejning af, om et hul, skjult som det var af slyngplanternes kabler, lå højere end et andet.

På en eller anden måde bevægede de sig op i højderne.

Da de var helt filtret ind i tykke lianer, måske på færdens sværeste sted, vendte Ralph sig om mod de andre med blanke øjne.

»Sejt.«

»Sygt.«

»Super.«

Kilden til deres glæde var ikke åbenlys. De var alle tre svedige, beskidte og udmattede. Ralph havde revet sig slemt. Lianerne var på tykkelse med deres lår og dannede endeløse tunneller, som de kunne klemme sig igennem. Ralph råbte prøvende, og de lyttede efter det dæmpede ekko.

»Det hér er en ægte opdagelsesrejse,« sagde Jack. »Jeg vil vædde på, at ingen har været herinde før.«

»Vi burde tegne et kort,« sagde Ralph, »vi har bare ikke noget papir.«

»Vi kunne skrabe på noget bark,« sagde Simon, »og gnide sort farve på bagefter.«

Igen var der en højtidelig andagt af skinnende øjne i mørket.

»Sejt.«

»Super.«

Her var der ikke plads til at stå på hovedet. Denne gang fik Ralph afløb for sine stærke følelser ved at lade, som om han væltede Simon, og snart lå de alle tre i en lykkelig, gispende bunke i underskoven.

Da de havde filtret sig fri, var Ralph den første, der sagde noget.

»Vi må videre.«

Den næste klippes lyserøde granit var trukket længere væk fra slyngplanterne og træerne, så de kunne gå op ad stien. Denne førte atter gennem mere åben skov, så de fik et glimt af det udstrakte hav. Med lysningerne kom solen, og den tørrede sveden, som havde gennemblødt deres tøj i den mørke, fugtige varme. Omsider lignede vejen til toppen en klatretur over lyserød klippe, uden flere fald gennem mørke. Drengene banede sig vej mellem snævre kløfter og over bunker af skarpe sten.

»Se! Se!«

Højt over denne ende af øen havde de væltede klipper rejst deres stabler og skorstene. Den, som Jack lænede sig imod, gav efter med en skurrende lyd, da de skubbede.

»Kom så …«

Men ikke »Kom så« op til toppen. Erobringen af tinden måtte vente, mens drengene tog den nærmeste udfordring op. Stenen var på størrelse med en lille personbil. »Løft!«

Vug fra side til side, find ind i rytmen.

»Løft!«

Få pendulet i svingninger, kraftigere, kom så, op og stem imod ved det fjerneste balancepunkt … skub … skub …

»Løft!«

Den store klippesten slingrede, balancerede på sin ene tåspids, besluttede sig for ikke at rulle tilbage, bevægede sig gennem luften, faldt, ramte noget, drejede en omgang, sprang durrende tungt gennem luften og slog et dybt hul i skovens løvtag. Ekkoer og fugle fløj op, der var skyer af hvidt og lyserødt støv, længere nede skælvede skoven, som jagtede et rasende monster igennem den, hvorpå øen blev helt stille.

»Sejt!«

»Som en bombe!«

»Wii-aa-uu!«

Der gik mindst fem minutter, før de kunne løsrive sig fra denne triumf. Men endelig gik de videre.

Herefter var resten af vejen til toppen nem nok. Da de nåede det sidste stykke, standsede Ralph.

»Hold da helt op!«

De stod på kanten af en dalgryde, eller en halv gryde, i bjergsiden. Den var dækket af blå blomster, en klippeplante af en slags, som flød ud over gryden, løb ned gennem skakten til skoven og bredte sig gavmildt over trætoppene. Luften var tyk af sommerfugle, der lettede, flagrede, satte sig.

Bag dalgryden lå bjergets flade top, og snart stod de på den.

De havde allerede gættet, at de befandt sig på en ø: Da de klatrede mellem de lyserøde klipper, med hav til begge sider og krystalklar luft over dem, havde et eller andet instinkt fortalt dem, at der var vand til alle sider. Men det forekom på en måde mere passende at udskyde den endelige afgørelse, til de stod på toppen og kunne skimte åbent hav hele horisonten rundt.

Ralph vendte sig om mod de andre.

»Alt det hér tilhører os.«

Øen havde nærmest form af en båd: Her hvor de stod, skød den ryg, og bag dem strakte den ufremkommelige klippeskråning sig ned mod kysten. På hver side var der stenede bjergskrænter, trætoppe og et stejlt fald, mens båden foran dem strakte sig i en mere blød træklædt skråning med pletter af lys rød, og endelig øens flade hovedland med junglen, der var grøn og tæt, men med en lys, rød hale for enden. Derude, hvor øen forsvandt i vandet, lå en anden ø, en klippe næsten for sig selv, der stod som en fæstning foran dem med en kæk lyserød bastion skudt frem over alt det grønne.

Drengene tog alt dette ind, kiggede så ud over havet. De var højt oppe, det var sen eftermiddag, og den gode sigtbarhed sløredes ikke af luftspejlinger.

»Det er et rev. Et koralrev. Jeg har set sådan ét på billeder.«

Revet omsluttede mere end hele den ene side af øen og lå måske halvanden kilometer ude parallelt med dét, de nu betragtede som deres egen strand. Korallerne trak et skriftspor i havet, som om en kæmpe havde bøjet sig ned for at afmærke øens omrids med en lang streg af kridt, men var blevet træt, før han var færdig. Inden for opstregningen var der vand i alle påfuglens farver, klipper og søgræs som i et akvarium, længere ude det mørkeblå hav. Tidevandet trak sig tilbage fra revet og afsatte lange streger af skum, og et øjeblik følte de, at båden havde slået bak og sat sig i bevægelse.

Jack pegede ned.

»Det var dér, vi styrtede ned.«

Ude bag vandfald og klipper kunne man se et gabende sår mellem træerne: de splintrede stammer og sporet, der kun havde efterladt en smal krans af palmer mellem flængen i skoven og havet. De kunne også se platformen, som stak ud i lagunen, og de små insektlignende skikkelser, der bevægede sig rundt i nærheden af den.

Med hånden tegnede Ralph en linje i luften, der snoede sig fra den nøgne afsats, som de stod på, ned over en skråning, gennem en lille kløft og blomstertæppet, i en bue videre ned til klippen, hvor flængen begyndte.

»Det er den hurtigste vej tilbage.«

De blev stående lidt, med åbne munde og blanke øjne, mens de nød triumfen og erobrerens magtfylde. De blev løftet op, var venner.

»Der er ingen røg fra landsbyer og heller ingen både,« sagde Ralph fornuftigt. »Vi må undersøge det senere, men jeg tror, øen er ubeboet.«

»Vi skal nok skaffe mad,« råbte Jack. »Vi går på jagt. Fanger nogle dyr … indtil de kommer og henter os.«

Simon så tavst på dem begge, men nikkede til gengæld så ivrigt, at det sorte hår daskede om hovedet på ham. Hans ansigt strålede.

Ralph så ned til den anden side, hvor der ikke var noget rev.

»Der er stejlere,« sagde Jack.

Ralph bredte armene ud.

»Det stykke skov dernede … det vokser på selve bjerget.«

Der voksede træer på alle klippeskræntens fremspring – blomster og træer. Nu vågnede skoven, brusede, blev sat i voldsomme svingninger. De nærmeste afsatser med klippeblomster piskede i vinden, og i et halvt minuts tid blæste brisen køligt mod deres ansigter.

Ralph slog altfavnende ud med armene.

»Alt det hér er vores.«

De grinede og råbte og tumlede omkring på toppen af bjerget.

»Jeg er sulten.«

Da Simon nævnte sin sult, blev de andre også opmærksomme på deres.

»Kom,« sagde Ralph. »Vi har fundet ud af det, vi ville.«

De kravlede ned ad en klippeskråning, gik videre gennem blomsterhavet og var tilbage under træerne. Her standsede de og undersøgte nysgerrigt buskadset omkring sig.

Det var Simon, som sagde noget først.

»Som stearinlys. Lysbuske. Lysknopper.«

Det var mørke, stedsegrønne og duftende buske, de mange knopper var voksagtige, ligeledes grønne, og de strakte sig op mod lyset. Jack huggede ud efter en af dem med sin kniv, og lugten slog imod dem.

»Lysknopper.«

»Man kan ikke tænde dem,« sagde Ralph. »De ligner bare stearinlys.«

»Grønne lys,« sagde Jack med væmmelse, »dem kan vi ikke spise. Kom så, vi går.«

De var lige trådt ind i den tætte skov og kom traskende med trætte, tunge fødder ad et spor, da de hørte lydene – hylene – og hove, der trommede hårdt i jorden på en sti. Mens de fortsatte fremad, lød hylene stadig højere og kulminerede i et rasende skrigeri. Pludselig fik de øje på en grisling, der dødsensangst og på vanviddets rand af rædsel sled og baksede med at komme fri af de elastiske stængler. Skrigene var skingre, skarpe som en kniv og insisterende. De tre drenge skyndte sig hen til den, og Jack trak igen sin kniv af skeden med en fægtende bevægelse. Han løftede armen. Der var en tøven, et lille afbrud, grisen hylede og skreg, det rev og rykkede i lianerne, og knivsbladet blinkede fortsat for enden af en mager arm. Pausen var kun lige akkurat så lang, at det stod klart for dem alle, hvor uhyrligt grusomt det ville være, hvis kniven huggede til. Så rev grislingen sig fri af lianerne og pilede væk gennem underskoven. De stod tilbage og så på hinanden og frygtens sted. Jack var hvid i ansigtet under fregnerne. Han blev opmærksom på, at han stadig stod med kniven klar til hug, og han sænkede armen og stak bladet tilbage i skeden. De brød alle sammen ud i en skamfuld latter og klavrede så tilbage til sporet.

»Jeg var lige ved at finde det rigtige sted,« sagde Jack. »Jeg ventede bare et øjeblik med at dolke den for at være helt sikker.«

»Man skal stikke en gris,« sagde Ralph ophidset. »De taler altid om en stukken gris.«

»Man skærer grisens hals over, så blodet kan løbe ud,« sagde Jack,

»ellers kan man ikke spise kødet.«

»Så hvorfor stak du ikke …«

De vidste udmærket, hvorfor han ikke havde gjort det: fordi det var så uhyrligt grusomt at se for sig, hvordan en kniv huggede ned og trængte ind i levende kød, fordi de ikke kunne udholde tanken om blod.

»Jeg skulle lige til det,« sagde Jack. Han gik foran dem, og de kunne ikke se hans ansigt. »Jeg var ved at finde det rigtige sted. Næste gang … !«

Han flåede kniven op af skeden og hamrede den ind i en træstamme. Næste gang ville der ikke blive vist nogen nåde. Han kiggede aggressivt rundt for at se, om de dristede sig til at sige ham imod. Så brød de ud i sollyset, og i lang tid havde de travlt med at finde og sluge føde, mens de gik gennem flængen i skoven mod platformen og fællesmødet.

Fluernes herre af William Golding

Læs uddraget af klassikeren Fluernes Herre om en flok skoledrenge, der strander på en øde tropeø efter et flystyrt

Nyoversættelse af klassikeren om en flok skoledrenge, der strander på en øde tropeø efter et flystyrt.

Hvad er vi? Mennesker? Dyr? Eller vilde?

Et fly styrter ned på en øde tropeø. De eneste overlevende er en flok skoledrenge.

Om dagen nyder de friheden fra de voksne. De udforsker den kridhvide strand og bygger hytter. De leger, ler og svømmer. De går på ekspeditioner i den frodige jungle, som bugner af modne frugter.

Men om natten har de mareridt om et uhyre, der kommer fra mørket.

Og Ralph udfordres snart af den kamplystne og karismatisk Jack og hans jægere. De kan skaffe mad, men med sig bringer de også anarki, kaos og ukontrollabel vold …