Forfattere arbejder med ord. Med at sætte bogstaver sammen til forunderlige kombinationer, som vi andre kan læse. Og nyde. Men mange forfattere er også selv store læsere og bor i hjem med fyldte bogreoler.
Hvis du også gerne vil vide, hvad de store ordsmede læser, så giver vi dig over sommeren et lille smugkig ind i forfatternes bogreoler og læsevaner. For hvilke bøger har fået dem til at græde? Grine? Og hvilke bøger har de opgivet at færdiglæse?
Denne uge har vi givet læsestafetten videre til Jakob Sheikh, forfatteren til Danmarks børn i hellig krig.
Hvilke bøger ligger på dit natbord lige nu?
Lige nu læser jeg faktisk to bøger samtidig. Jeg mødte Karl Ove Knausgaard og Fredrik Ekelund på BogForum, fordi vi deler forlag, og fordi jeg skal tre uger til Brasilien i august, læser jeg deres samtalebog Hjemme – ude. Fredrik befinder sig i Rio og skriver med Karl Ove, der sidder i sofaen hjemme i Norge. Den slags rejseudvekslinger giver mig en udlængsel, og så er der oven i købet kloge perspektiveringer til fodbold-VM, mellemkrigstiden og filosofi.
Jeg er også godt i gang med Osmannerrigets fald af den britiske historiker Eugene Rogan. Det er lidt dovent ikke at læse den på originalsprog, men jeg læser faktisk ret langsomt og er ret ivrig efter at komme dybere ind i den konflikt, der er grundlæggende for, hvordan Mellemøsten ser ud i dag.
Og så har jeg lige købt Sort kaffe og hvide sokker, som er en samling professionelle cykelrytteres anekdoter fra landevejen. Det er en fragmentarisk sag, som man kan tage frem og lægge væk igen uden efter behag. Og den asketiske idealisme, rytterne er eksponent for, er faktisk ret sammenlignelig med den selvopofrelse, som syrienskrigerne besidder. Bogen er også genial optakt til Tour de France.
Hvilke genrer holder du allermest af at læse? Og hvilke vil du helst undgå?
Oftest læser jeg dokumentariske eller historiske beretninger. Inden for mit fagområde – radikalisering og den moderne militante islamisme – findes der virkelig mange værker med stor dokumentarisk kvalitet.
Jeg ved, jeg støder nogen nu, men jeg faktisk sjældent skønlitteratur. Der er selvfølgelig undtagelser, men grundlæggende finder jeg virkeligheden mere interessant end fiktionen. I mit arbejde som journalist og forfatter er jeg ofte stødt på ting fra det virkelige liv, der overgår fantasien. Et godt eksempel er en scene fra min egen bog Danmarks børn i hellig krig, hvor en dansk syrienskrigers forlovede står på grænsen til Syrien for at blive forenet med sin udkårne for første gang. Men inde hos Islamisk Stat har syrienskrigeren sagt ja til et vagtbytte, hvorefter han drager ud til et slag, der viser sig at blive hans endeligt. De to forlovede mødes altså aldrig. Hvis man var manuskriptforfatter ville man jo pille den slags ud og sige: »Det virker for urealistisk!«.
Kritikere vil sige, at det bare er fordi, jeg mangler fantasi. Jeg tror nu mere, det handler om, at virkeligheden altid har draget mig. Der er jo ingen af os, der rigtig forstår den – selv om vi alle lader som om.
Hvornår har en bog sidst fremkaldt en stærk reaktion hos dig?
Jeg bliver påvirket af hver eneste bog, jeg læser. Men for mig kan tid og sted skabe en særlig dimension. I foråret rørte det mig særligt meget at læse Paulo Coelhos Alkymisten, fordi jeg befandt mig i Marokko og dermed i det nordlige Afrika, hvor en del af bogen udspiller sig. Den holisme og fatalisme, den lille hyrdedreng oplever, taler lige ind i min egen måde at forstå verden på: Alt har en mening.
På samme måde læste jeg Drageløberen, mens jeg var hjemme hos min familie i Islamabad i Pakistan, hvor Khaled Hosseinis hovedperson søger tilflugt. Det rørte mig meget. I den dokumentariske ende var det bizart at læse Kaare Sørensens Halshug, fordi den handler om planlægningen af et angreb imod Jyllands-Posten, som jeg til dagligt sidder i samme bygning som.
Noget af det mest rørende, jeg har læst i de senere år i bogformat, må være Andre Agassis selvbiografi Open. Det er en helt vild menneskelig fortælling om en mand, der hader det, andre tror, at han elsker. Og som kæmper med at blive en anden end den, hele verden forventer, at han skal være. Den følelse tror jeg, de fleste af os kan relatere til.
Hvilke skribenter – journalister såvel som romanforfattere, manuskriptforfattere og digtere – beundrer du særligt?
Den persiske digter Rumi har skrevet digte, som ingen kan måle som med, selv her mere end 700 år efter hans død. Og har har endda kun læst en lille brøkdel af hans produktion. Jeg citerer også et af hans digte i begyndelsen af min bog, fordi en af mine hovedpersoner viser sig at være fascineret af hans tekster. Det var et sammenfald, jeg måtte kapitalisere på.
En af de hjemlige journalister og forfattere, jeg beundrer mest, er Peter Øvig Knudsen. Jeg deler hans fascination af modstandsbevægelser – hvad enten det er med afsæt i Anden Verdenskrig eller Blekingegadebanden – og særligt den insisteren på nuancer og baggrund, som man altid mærker i hans bøger. Det er værdier, jeg selv forsøger at efterleve.
Jeg synes også, Karl Ove Knausgaard kan lære mig noget om mod, og at Jørgen Leth kan lære mig meget om sprog og detaljer.
Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?
Hvis alle havde læst Bibelen, Toraen, Koranen og andre hellige bøger, var vi ude over de værste misforståelser, der desværre er symptomatiske for den tid, vi lever i. Men det er nok for meget at bede om. Skal jeg være helt ærlig, så må det blive Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte. Min mor læste den højt for mig, da jeg var lille, og jeg glæder mig allerede til at læse den højt for de børn, jeg på et tidspunkt får. Læs den bog, og du vil forstå det meste om livet. Og det mener jeg helt seriøst.
Danmarks børn i hellig krig af Jakob Sheikh
Mindst 130 danskere er ifølge Politiets Efterretningstjeneste draget i hellig krig i Syrien og Irak. Hvem er de, og hvorfor gør de det? Hvad er det, der driver unge mennesker, født og opvokset i velfærdsstatens trygge vugge, ud på ekstremismens overdrev og ind i borgerkrigen, hvor mange mister livet i kamp eller ofrer det som selvmordsbombere?
I kraft af et enestående kildemateriale og -netværk kortlægger Jakob Sheikh de radikaliserede miljøer og fordyber sig i de danske syrienskrigeres historie; de er ikke nødvendigvis ressourcesvage, opvokset på samfundets bund, men taler flydende dansk, navigerer hjemmevant i det danske samfund og er rundet af det danske uddannelsessystem. Med andre ord: De er børn af Danmark.
-> Køb bogen her.
Jakob Sheikh er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og American University of Beirut. Han har siden 2012 været ansat hos Politiken, hvor han blandt andet har dækket udviklingen i Mellemøsten og omegn fra Syrien, Irak, Egypten, Tunesien, Libanon, Bahrain, Qatar og Pakistan. De seneste år har han primært skrevet om terror, radikalisering og især de danske syrienskrigere.
Forfattere arbejder med ord. Med at sætte bogstaver sammen til forunderlige kombinationer, som vi andre kan læse. Og nyde. Men mange forfattere er også selv store læsere og bor i hjem med fyldte bogreoler.
Hvis du også gerne vil vide, hvad de store ordsmede læser, så giver vi dig over sommeren et lille smugkig ind i forfatternes bogreoler og læsevaner. For hvilke bøger har fået dem til at græde? Grine? Og hvilke bøger har de opgivet at færdiglæse?
Denne uge har vi givet læsestafetten videre til Jakob Sheikh, forfatteren til Danmarks børn i hellig krig.
Hvilke bøger ligger på dit natbord lige nu?
Lige nu læser jeg faktisk to bøger samtidig. Jeg mødte Karl Ove Knausgaard og Fredrik Ekelund på BogForum, fordi vi deler forlag, og fordi jeg skal tre uger til Brasilien i august, læser jeg deres samtalebog Hjemme – ude. Fredrik befinder sig i Rio og skriver med Karl Ove, der sidder i sofaen hjemme i Norge. Den slags rejseudvekslinger giver mig en udlængsel, og så er der oven i købet kloge perspektiveringer til fodbold-VM, mellemkrigstiden og filosofi.
Jeg er også godt i gang med Osmannerrigets fald af den britiske historiker Eugene Rogan. Det er lidt dovent ikke at læse den på originalsprog, men jeg læser faktisk ret langsomt og er ret ivrig efter at komme dybere ind i den konflikt, der er grundlæggende for, hvordan Mellemøsten ser ud i dag.
Og så har jeg lige købt Sort kaffe og hvide sokker, som er en samling professionelle cykelrytteres anekdoter fra landevejen. Det er en fragmentarisk sag, som man kan tage frem og lægge væk igen uden efter behag. Og den asketiske idealisme, rytterne er eksponent for, er faktisk ret sammenlignelig med den selvopofrelse, som syrienskrigerne besidder. Bogen er også genial optakt til Tour de France.
Hvilke genrer holder du allermest af at læse? Og hvilke vil du helst undgå?
Oftest læser jeg dokumentariske eller historiske beretninger. Inden for mit fagområde – radikalisering og den moderne militante islamisme – findes der virkelig mange værker med stor dokumentarisk kvalitet.
Jeg ved, jeg støder nogen nu, men jeg faktisk sjældent skønlitteratur. Der er selvfølgelig undtagelser, men grundlæggende finder jeg virkeligheden mere interessant end fiktionen. I mit arbejde som journalist og forfatter er jeg ofte stødt på ting fra det virkelige liv, der overgår fantasien. Et godt eksempel er en scene fra min egen bog Danmarks børn i hellig krig, hvor en dansk syrienskrigers forlovede står på grænsen til Syrien for at blive forenet med sin udkårne for første gang. Men inde hos Islamisk Stat har syrienskrigeren sagt ja til et vagtbytte, hvorefter han drager ud til et slag, der viser sig at blive hans endeligt. De to forlovede mødes altså aldrig. Hvis man var manuskriptforfatter ville man jo pille den slags ud og sige: »Det virker for urealistisk!«.
Kritikere vil sige, at det bare er fordi, jeg mangler fantasi. Jeg tror nu mere, det handler om, at virkeligheden altid har draget mig. Der er jo ingen af os, der rigtig forstår den – selv om vi alle lader som om.
Hvornår har en bog sidst fremkaldt en stærk reaktion hos dig?
Jeg bliver påvirket af hver eneste bog, jeg læser. Men for mig kan tid og sted skabe en særlig dimension. I foråret rørte det mig særligt meget at læse Paulo Coelhos Alkymisten, fordi jeg befandt mig i Marokko og dermed i det nordlige Afrika, hvor en del af bogen udspiller sig. Den holisme og fatalisme, den lille hyrdedreng oplever, taler lige ind i min egen måde at forstå verden på: Alt har en mening.
På samme måde læste jeg Drageløberen, mens jeg var hjemme hos min familie i Islamabad i Pakistan, hvor Khaled Hosseinis hovedperson søger tilflugt. Det rørte mig meget. I den dokumentariske ende var det bizart at læse Kaare Sørensens Halshug, fordi den handler om planlægningen af et angreb imod Jyllands-Posten, som jeg til dagligt sidder i samme bygning som.
Noget af det mest rørende, jeg har læst i de senere år i bogformat, må være Andre Agassis selvbiografi Open. Det er en helt vild menneskelig fortælling om en mand, der hader det, andre tror, at han elsker. Og som kæmper med at blive en anden end den, hele verden forventer, at han skal være. Den følelse tror jeg, de fleste af os kan relatere til.
Hvilke skribenter – journalister såvel som romanforfattere, manuskriptforfattere og digtere – beundrer du særligt?
Den persiske digter Rumi har skrevet digte, som ingen kan måle som med, selv her mere end 700 år efter hans død. Og har har endda kun læst en lille brøkdel af hans produktion. Jeg citerer også et af hans digte i begyndelsen af min bog, fordi en af mine hovedpersoner viser sig at være fascineret af hans tekster. Det var et sammenfald, jeg måtte kapitalisere på.
En af de hjemlige journalister og forfattere, jeg beundrer mest, er Peter Øvig Knudsen. Jeg deler hans fascination af modstandsbevægelser – hvad enten det er med afsæt i Anden Verdenskrig eller Blekingegadebanden – og særligt den insisteren på nuancer og baggrund, som man altid mærker i hans bøger. Det er værdier, jeg selv forsøger at efterleve.
Jeg synes også, Karl Ove Knausgaard kan lære mig noget om mod, og at Jørgen Leth kan lære mig meget om sprog og detaljer.
Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?
Hvis alle havde læst Bibelen, Toraen, Koranen og andre hellige bøger, var vi ude over de værste misforståelser, der desværre er symptomatiske for den tid, vi lever i. Men det er nok for meget at bede om. Skal jeg være helt ærlig, så må det blive Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte. Min mor læste den højt for mig, da jeg var lille, og jeg glæder mig allerede til at læse den højt for de børn, jeg på et tidspunkt får. Læs den bog, og du vil forstå det meste om livet. Og det mener jeg helt seriøst.
Danmarks børn i hellig krig af Jakob Sheikh
Mindst 130 danskere er ifølge Politiets Efterretningstjeneste draget i hellig krig i Syrien og Irak. Hvem er de, og hvorfor gør de det? Hvad er det, der driver unge mennesker, født og opvokset i velfærdsstatens trygge vugge, ud på ekstremismens overdrev og ind i borgerkrigen, hvor mange mister livet i kamp eller ofrer det som selvmordsbombere?
I kraft af et enestående kildemateriale og -netværk kortlægger Jakob Sheikh de radikaliserede miljøer og fordyber sig i de danske syrienskrigeres historie; de er ikke nødvendigvis ressourcesvage, opvokset på samfundets bund, men taler flydende dansk, navigerer hjemmevant i det danske samfund og er rundet af det danske uddannelsessystem. Med andre ord: De er børn af Danmark.
-> Køb bogen her.
Jakob Sheikh er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og American University of Beirut. Han har siden 2012 været ansat hos Politiken, hvor han blandt andet har dækket udviklingen i Mellemøsten og omegn fra Syrien, Irak, Egypten, Tunesien, Libanon, Bahrain, Qatar og Pakistan. De seneste år har han primært skrevet om terror, radikalisering og især de danske syrienskrigere.
Andre læste også: