Læs begyndelsen på romanen Historien om halvanden time af Saharu Nusaiba Kannanari, hvor et rygte om en affære spreder sig via WhatsApp og udvikler sig til massehysteri i en lille indisk landsby ramt af voldsomt uvejr
Handlingen i Historien om halvanden time udspiller sig over, ja, halvanden time. Den lille landsby Vaiga ved foden af Ghat-bjergkæden i Indien er ramt af det værste uvejr i mands minde med regn, der ikke vil stoppe, træer, der vælter, floder, der går over deres breder og konstante strømafbrydelser. Og under overfladen lurer et endnu værre uvejr, der begynder med et udokumenteret rygte om en affære mellem unge Burhan og den noget ældre, gifte kvinde Reyhana.
LÆS OGSÅ: Gode romaner der udkommer lige om lidt
Det spreder sig lynhurtigt via WhatsApp-beskeder i det lille samfund med fastlåste kønsroller, sociale strukturer og moralske vogtere. Rygtet lever sit eget liv og munder ud i massehysteri og selvtægt. I stormens kølvand er der både stilhed og eftertanke og tvivl, for hvem bærer ansvaret for den oppiskede stemning og det tragiske udfald?
LÆS OGSÅ: 15 bøger med vilde historier fra virkeligheden
Historien om halvanden time er en universel og tankevækkende fortælling om menneskets natur, og hvad der sker med os, når vi blindt agerer som lemminger og lader os rive med af strømmen.
Læs uddraget fra Historien om halvanden time af Saharu Nusaiba Kannanari herunder.
Nabeesumma
Han gav mig fem børn, og så hvilede han sig, ligesom Gud efter Skabelsen.
Han gav mig fem sønner allerede før vores femårs bryllupsdag. Han gav dem navnene Ibrahim, Imran, Dulqar, Rashid og Burhan. Derefter hvilede han sig, mens jeg sled og slæbte med at vaske op, vaske tøj, vaske gulve, sy bluser og churidar- og salwar-bukser, ringe numre op dagen lang i en telefonkiosk, rulle bidier for et lokalt kooperativ, sy og polstre madrasser og puder med kapokfibre for Kommunistisk Madraskompagni.
Alt imens jeg tørrede mine børn bagi, ammede dem raske og rødmossede, til mine bryster var flade, bar deres tøj ned til åen i bælgravende mørke før daggry og tæskede det rent, lukkede alle hønsene og ænderne ud af deres huse om morgenen og lokkede dem ind igen om aftenen, fejede gården, der flød med teak- og brødfrugt- og mahogniblade, sloges med alle køkkenets metalpotter og -pander, flækkede våde kokosnøddeskaller og vådt træ med machete og økse og proppede dem i brændeovnen og tændte op ved at puste i et rør så langt som min egen arm, lavede mad og fodrede drengene med kikærter og yams og kulthibønner og oksekød og fisk og agerhøne, så de voksede sig lige så store som deres far. Alt imens han lå ved siden af mig og snorkede og fes, eller slængede sig i sin kurvestol og læste nekrologer i avis nummer tre og forventede at få sin kop sort te nummer fem før morgenmaden, eller fulgte efter mig rundt i huset og brokkede sig over sine hæmorider, sin kroniske forstoppelse. Nogle gange har jeg svært ved at fatte, at han har givet mig fem børn, at jeg har opfostret fem sønner, der har vokset sig lige så store og uduelige som deres far, at jeg i en alder af niogfyrre stadig skal slide og slæbe for at brødføde alle de arbejdsløse mænd her i huset. Her i det utætte hus.
Da de kom, var jeg alene hjemme, gik og talte de utætte huller i taget, og tro mig, der var tredive. Tredive. Det er et under, at huset ikke er kollapset endnu. Men det er også et under, at Nabeesu ikke er kollapset, eller gået fra forstanden. Så sent som i morges spurgte jeg min mand, om han havde nogen intentioner om at reparere taget, eller i det mindste bare smide en presenning henover. Men han sagde ikke noget. Han stod bare og så på mig med det samme blik, som dengang han endelig opgav at gøre mig gravid, fordi det gik op for ham, at han ikke kunne længere. Jovist, jeg forstod, og så stillede jeg mig hen til køkkendøren og kiggede ud i den mørke, regnfulde morgen, skrev mig tanker på sinde uden sprog. Ved middagstid regnede det mere og mørkere, da de kom.
Reyhana
Min mand gav mig alt, også sin nyre. Han byggede et hus til mig på en lille bakke med udsigt over rismarkerne og åen og vejen, der skar igennem hen til Basaren. Et hus i to etager, hvorfra jeg morgen og aften kunne se glade børn i farverige uniformer haste i skole og komme hjem igen. Hvorfra jeg kunne se Burhans lommelygte nærme sig på vej hjem til mig om natten som en hemmelighed.
Det er en mærkelig følelse. Den bizarre skæbne at skulle bære rundt på et organ fra en mand, jeg hader at kalde min. Findes der nogen værre trældom? Der er ingen formildende omstændigheder som ved en ukendt donor. Et hockeystavformet ar ridset ind i højre side af min maveregion. Smerten ved det er for samvittigheden, hvad fantomsmerter er for en kropsdel. Det skyder en taknemmelighedsgæld ind i et ellers uendelig langtrukkent adskillelsesdrama. Der er også en kæmpe skyldfølelse. Som kan holde én fanget lige dér, hvor man ikke hører til. Men jeg kunne jo ikke så godt have sagt nej, vel? Vores landsbylæger opdagede, at jeg var ved at dø af for sent som sædvanlig, efter de rutinemæssige femseks fejldiagnoser og måneders fejlbehandling, og der var ikke ret meget tid at betænke sig i. Jeg var også for ung til at dø.
Jeg var for ung til at dø.
Hvis nogen skulle sætte ord på mit liv, skulle de skrive side op og side ned om mine nyrekvaler. Det faktum, at der var en fremmed nyre i min krop til at rense mit blod, var det eneste filosofiske spørgsmål i mit liv. Ville jeg gerne dø? Nej. Ville han have, at jeg skulle dø? Nej. Ville jeg have hans nyre? Jeg var splittet, vil jeg sige. Min samvittighed sloges pinefuldt med sig selv, men jeg havde ikke noget valg. Ville han have, at jeg skulle have hans nyre? Ja. Ja. Ja. En af mine kusiner med samme blodtype og en egnet nyre var villig til at donere sin, men Sadique ville ikke lade hende gøre det. Jeg har ham mistænkt for endda at forpurre en potentiel donor og bestikke lægen for at sikre sig, at jeg levede resten af mine dage med hans nyre, ikke en andens, i evig gæld. Og det viste sig da også at være en mirakuløs nyre.
Kroppen kender intet til sindet og dets mange genvordigheder. Lægerne rådgav mig gennem risikoen for, at min krop kunne afstøde organet og sygdommen vende tilbage. De mest åbenhjertige af dem gav mig endda en prøveperiode på mellem seks og seksten måneder, lovede mig yderligere ti år i live, hvis det viste sig vellykket, påpegede de uundgåeligt mange år med fast medicinering og streng kost, selv hvis det gik godt. Og så bedøvede de mig. Da jeg vågnede, var det hans nyre, jeg kørte på. Mit liv havde ændret sig, og jeg følte mig fremmed i min egen krop. Den nagende erkendelse gjorde mit i forvejen miserable liv til det rene helvede. Fik selve luften, jeg indåndede, til at føles flydende. Men mine mentale pinsler fik ingen indvirkning på mit fysiske helbred, for min krop afstødte ikke hans nyre, selvom den havde grunde nok til at gøre det, og jeg tog afstødningsforebyggende og blodtryksstabiliserende piller, og mit helbred blev stille og roligt bedre, og tre år efter transplantationen var jeg tre år yngre igen, til lægernes forbløffelse. Men forbedringen i mit fysiske helbred modsvarede på ingen måde mit mentale helbred, og mit mentale helbred gik ned ad bakke. Støt. Eroderede selv de mindste formildende omstændigheder i det ulyksalige ægteskab.
At lade sig gifte med en mand, man ikke kan lide: Det er den mest forkerte moral. Ikke at have viljen til at bryde ud af den trældom er en beslægtet skam.
Manglende kærlighed er ikke i sig selv en ubærlig byrde. Nej, det synes jeg ikke. Ikke at det er uvæsentligt, men man kan godt leve uden kærlighed, eller lære det. Det havde været helt fint med mig, hvis min mand bare var kedelig og intetsigende som public service-tv. Men han var en kvælende tilstedeværelse, en foruroligende skygge, der kredsede i baghovedet, selv når jeg sov tungt.
Jeg var træt af at leve hans liv, og jeg var nødt til på en eller anden måde at forbryde mig mod det.
Når man er muret inde i et ulykkeligt ægteskab, lammet af sin egen ikkeeksisterende vilje til at bryde ud, hvilken ringe trøst er så bedre end en letsindig, befriende affære blottet for følelser? Jeg havde lyst til at gøre det som trediveårig og begyndte endelig at gøre det som fyrreårig, for præcis to måneder siden, da jeg dyrkede lagengymnastik med Burhan i en seng, der stank af mine søvnløse år, og hver nat føltes som en privat hævn over Sadique C.T., min mand.
Hvad var det, jeg hævnede? Bare ulykkelighed? Andet kan jeg ikke sige. Jeg kan ikke sige, hvad jeg nærmere bestemt afskyede ved ham, andet end hans mørke hud og hans buskede overskæg og hans klynkende afhængighed. Men foragten for ham er for længst blevet en del af mig, ligesom røg bliver optaget af lunger. Den klæber til mig som et genstridigt lag mudder, jeg ikke kan tørre af. Og alligevel kan jeg ikke sige, hvad jeg hadede så meget ved ham. Trods alt gav min mand mig jo alt. Han gav mig ikke bare et smukt hus og en fremragende nyre, men også to døtre, tvillinger, der var så ens, at jeg blev helt perpleks, da jeg så dem for første gang efter at have presset dem ud af mit skød for treogtyve år siden.
De bor og studerer sammen, tvillingerne. Altid sammen. Klæder sig ens og forvirrer alle. De bor på et pensionat drevet af nonner i Thrissur, hvor de studerer ved Government Medical College. ”Savner du dem?” husker jeg, at Burhan engang spurgte mig, og for en gangs skyld stod hans ellers så rastløse øjne stille i oprigtig nysgerrighed og kastede kortvarigt mit sind ud i en krise, der var både velkendt og uden svar. ”Ja, jeg gør,” svarede jeg, usikker på, om jeg faktisk gjorde, vel vidende hvor meget tvillingerne mindede mig om deres far, og tilføjede forvirret: ”Men så heller ikke mere,” for det var trods alt i deres fravær, jeg havde Burhan som mand. Jeg kan huske, at jeg undgik hans blik og lagde hovedet på hans varme, behårede bryst i sorgløs lykke, for tro mig, selv i vores mest sentimentale favntag var han frihed. En elsker vidt forskellig fra Sadique, den lallende igle.
Sadique ville altid snakke i telefon, og han ville snakke i flere timer. Det var sådan, han overvandt sin sexløse eksil-ensomhed. Han ringede til mig fra sin lejlighed i en forstad til Riyadh før morgenmaden og i frokostpausen og efter aftensmaden, og hver gang han havde fri fra arbejde, evindeligt irriterende. Burhan skrev, at han var i moskéen, at han ville kigge forbi, når folk gik derfra. Han spurgte ikke, om han måtte, men jeg ville alligevel ikke have sagt nej – det kunne jeg ikke. Ja, skrev jeg tilbage.
Historien om halvanden time
Handlingen i Historien om halvanden time udspiller sig over, ja, halvanden time. landsby Vaiga ved foden af Ghat-bjergkæden i Indien er ramt af det værste uvejr i mands minde med regn, der ikke vil stoppe, træer, der vælter, floder, der går over deres breder og konstante strømafbrydelser.
Og under overfladen lurer et endnu værre uvejr, der begynder med et udokumenteret rygte om en affære mellem unge Burhan og den noget ældre, gifte kvinde Reyhana.
Du kan købe Historien om halvanden time online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Læs begyndelsen på romanen Historien om halvanden time af Saharu Nusaiba Kannanari, hvor et rygte om en affære spreder sig via WhatsApp og udvikler sig til massehysteri i en lille indisk landsby ramt af voldsomt uvejr
Handlingen i Historien om halvanden time udspiller sig over, ja, halvanden time. Den lille landsby Vaiga ved foden af Ghat-bjergkæden i Indien er ramt af det værste uvejr i mands minde med regn, der ikke vil stoppe, træer, der vælter, floder, der går over deres breder og konstante strømafbrydelser. Og under overfladen lurer et endnu værre uvejr, der begynder med et udokumenteret rygte om en affære mellem unge Burhan og den noget ældre, gifte kvinde Reyhana.
LÆS OGSÅ: Gode romaner der udkommer lige om lidt
Det spreder sig lynhurtigt via WhatsApp-beskeder i det lille samfund med fastlåste kønsroller, sociale strukturer og moralske vogtere. Rygtet lever sit eget liv og munder ud i massehysteri og selvtægt. I stormens kølvand er der både stilhed og eftertanke og tvivl, for hvem bærer ansvaret for den oppiskede stemning og det tragiske udfald?
LÆS OGSÅ: 15 bøger med vilde historier fra virkeligheden
Historien om halvanden time er en universel og tankevækkende fortælling om menneskets natur, og hvad der sker med os, når vi blindt agerer som lemminger og lader os rive med af strømmen.
Læs uddraget fra Historien om halvanden time af Saharu Nusaiba Kannanari herunder.
Nabeesumma
Han gav mig fem børn, og så hvilede han sig, ligesom Gud efter Skabelsen.
Han gav mig fem sønner allerede før vores femårs bryllupsdag. Han gav dem navnene Ibrahim, Imran, Dulqar, Rashid og Burhan. Derefter hvilede han sig, mens jeg sled og slæbte med at vaske op, vaske tøj, vaske gulve, sy bluser og churidar- og salwar-bukser, ringe numre op dagen lang i en telefonkiosk, rulle bidier for et lokalt kooperativ, sy og polstre madrasser og puder med kapokfibre for Kommunistisk Madraskompagni.
Alt imens jeg tørrede mine børn bagi, ammede dem raske og rødmossede, til mine bryster var flade, bar deres tøj ned til åen i bælgravende mørke før daggry og tæskede det rent, lukkede alle hønsene og ænderne ud af deres huse om morgenen og lokkede dem ind igen om aftenen, fejede gården, der flød med teak- og brødfrugt- og mahogniblade, sloges med alle køkkenets metalpotter og -pander, flækkede våde kokosnøddeskaller og vådt træ med machete og økse og proppede dem i brændeovnen og tændte op ved at puste i et rør så langt som min egen arm, lavede mad og fodrede drengene med kikærter og yams og kulthibønner og oksekød og fisk og agerhøne, så de voksede sig lige så store som deres far. Alt imens han lå ved siden af mig og snorkede og fes, eller slængede sig i sin kurvestol og læste nekrologer i avis nummer tre og forventede at få sin kop sort te nummer fem før morgenmaden, eller fulgte efter mig rundt i huset og brokkede sig over sine hæmorider, sin kroniske forstoppelse. Nogle gange har jeg svært ved at fatte, at han har givet mig fem børn, at jeg har opfostret fem sønner, der har vokset sig lige så store og uduelige som deres far, at jeg i en alder af niogfyrre stadig skal slide og slæbe for at brødføde alle de arbejdsløse mænd her i huset. Her i det utætte hus.
Da de kom, var jeg alene hjemme, gik og talte de utætte huller i taget, og tro mig, der var tredive. Tredive. Det er et under, at huset ikke er kollapset endnu. Men det er også et under, at Nabeesu ikke er kollapset, eller gået fra forstanden. Så sent som i morges spurgte jeg min mand, om han havde nogen intentioner om at reparere taget, eller i det mindste bare smide en presenning henover. Men han sagde ikke noget. Han stod bare og så på mig med det samme blik, som dengang han endelig opgav at gøre mig gravid, fordi det gik op for ham, at han ikke kunne længere. Jovist, jeg forstod, og så stillede jeg mig hen til køkkendøren og kiggede ud i den mørke, regnfulde morgen, skrev mig tanker på sinde uden sprog. Ved middagstid regnede det mere og mørkere, da de kom.
Reyhana
Min mand gav mig alt, også sin nyre. Han byggede et hus til mig på en lille bakke med udsigt over rismarkerne og åen og vejen, der skar igennem hen til Basaren. Et hus i to etager, hvorfra jeg morgen og aften kunne se glade børn i farverige uniformer haste i skole og komme hjem igen. Hvorfra jeg kunne se Burhans lommelygte nærme sig på vej hjem til mig om natten som en hemmelighed.
Det er en mærkelig følelse. Den bizarre skæbne at skulle bære rundt på et organ fra en mand, jeg hader at kalde min. Findes der nogen værre trældom? Der er ingen formildende omstændigheder som ved en ukendt donor. Et hockeystavformet ar ridset ind i højre side af min maveregion. Smerten ved det er for samvittigheden, hvad fantomsmerter er for en kropsdel. Det skyder en taknemmelighedsgæld ind i et ellers uendelig langtrukkent adskillelsesdrama. Der er også en kæmpe skyldfølelse. Som kan holde én fanget lige dér, hvor man ikke hører til. Men jeg kunne jo ikke så godt have sagt nej, vel? Vores landsbylæger opdagede, at jeg var ved at dø af for sent som sædvanlig, efter de rutinemæssige femseks fejldiagnoser og måneders fejlbehandling, og der var ikke ret meget tid at betænke sig i. Jeg var også for ung til at dø.
Jeg var for ung til at dø.
Hvis nogen skulle sætte ord på mit liv, skulle de skrive side op og side ned om mine nyrekvaler. Det faktum, at der var en fremmed nyre i min krop til at rense mit blod, var det eneste filosofiske spørgsmål i mit liv. Ville jeg gerne dø? Nej. Ville han have, at jeg skulle dø? Nej. Ville jeg have hans nyre? Jeg var splittet, vil jeg sige. Min samvittighed sloges pinefuldt med sig selv, men jeg havde ikke noget valg. Ville han have, at jeg skulle have hans nyre? Ja. Ja. Ja. En af mine kusiner med samme blodtype og en egnet nyre var villig til at donere sin, men Sadique ville ikke lade hende gøre det. Jeg har ham mistænkt for endda at forpurre en potentiel donor og bestikke lægen for at sikre sig, at jeg levede resten af mine dage med hans nyre, ikke en andens, i evig gæld. Og det viste sig da også at være en mirakuløs nyre.
Kroppen kender intet til sindet og dets mange genvordigheder. Lægerne rådgav mig gennem risikoen for, at min krop kunne afstøde organet og sygdommen vende tilbage. De mest åbenhjertige af dem gav mig endda en prøveperiode på mellem seks og seksten måneder, lovede mig yderligere ti år i live, hvis det viste sig vellykket, påpegede de uundgåeligt mange år med fast medicinering og streng kost, selv hvis det gik godt. Og så bedøvede de mig. Da jeg vågnede, var det hans nyre, jeg kørte på. Mit liv havde ændret sig, og jeg følte mig fremmed i min egen krop. Den nagende erkendelse gjorde mit i forvejen miserable liv til det rene helvede. Fik selve luften, jeg indåndede, til at føles flydende. Men mine mentale pinsler fik ingen indvirkning på mit fysiske helbred, for min krop afstødte ikke hans nyre, selvom den havde grunde nok til at gøre det, og jeg tog afstødningsforebyggende og blodtryksstabiliserende piller, og mit helbred blev stille og roligt bedre, og tre år efter transplantationen var jeg tre år yngre igen, til lægernes forbløffelse. Men forbedringen i mit fysiske helbred modsvarede på ingen måde mit mentale helbred, og mit mentale helbred gik ned ad bakke. Støt. Eroderede selv de mindste formildende omstændigheder i det ulyksalige ægteskab.
At lade sig gifte med en mand, man ikke kan lide: Det er den mest forkerte moral. Ikke at have viljen til at bryde ud af den trældom er en beslægtet skam.
Manglende kærlighed er ikke i sig selv en ubærlig byrde. Nej, det synes jeg ikke. Ikke at det er uvæsentligt, men man kan godt leve uden kærlighed, eller lære det. Det havde været helt fint med mig, hvis min mand bare var kedelig og intetsigende som public service-tv. Men han var en kvælende tilstedeværelse, en foruroligende skygge, der kredsede i baghovedet, selv når jeg sov tungt.
Jeg var træt af at leve hans liv, og jeg var nødt til på en eller anden måde at forbryde mig mod det.
Når man er muret inde i et ulykkeligt ægteskab, lammet af sin egen ikkeeksisterende vilje til at bryde ud, hvilken ringe trøst er så bedre end en letsindig, befriende affære blottet for følelser? Jeg havde lyst til at gøre det som trediveårig og begyndte endelig at gøre det som fyrreårig, for præcis to måneder siden, da jeg dyrkede lagengymnastik med Burhan i en seng, der stank af mine søvnløse år, og hver nat føltes som en privat hævn over Sadique C.T., min mand.
Hvad var det, jeg hævnede? Bare ulykkelighed? Andet kan jeg ikke sige. Jeg kan ikke sige, hvad jeg nærmere bestemt afskyede ved ham, andet end hans mørke hud og hans buskede overskæg og hans klynkende afhængighed. Men foragten for ham er for længst blevet en del af mig, ligesom røg bliver optaget af lunger. Den klæber til mig som et genstridigt lag mudder, jeg ikke kan tørre af. Og alligevel kan jeg ikke sige, hvad jeg hadede så meget ved ham. Trods alt gav min mand mig jo alt. Han gav mig ikke bare et smukt hus og en fremragende nyre, men også to døtre, tvillinger, der var så ens, at jeg blev helt perpleks, da jeg så dem for første gang efter at have presset dem ud af mit skød for treogtyve år siden.
De bor og studerer sammen, tvillingerne. Altid sammen. Klæder sig ens og forvirrer alle. De bor på et pensionat drevet af nonner i Thrissur, hvor de studerer ved Government Medical College. ”Savner du dem?” husker jeg, at Burhan engang spurgte mig, og for en gangs skyld stod hans ellers så rastløse øjne stille i oprigtig nysgerrighed og kastede kortvarigt mit sind ud i en krise, der var både velkendt og uden svar. ”Ja, jeg gør,” svarede jeg, usikker på, om jeg faktisk gjorde, vel vidende hvor meget tvillingerne mindede mig om deres far, og tilføjede forvirret: ”Men så heller ikke mere,” for det var trods alt i deres fravær, jeg havde Burhan som mand. Jeg kan huske, at jeg undgik hans blik og lagde hovedet på hans varme, behårede bryst i sorgløs lykke, for tro mig, selv i vores mest sentimentale favntag var han frihed. En elsker vidt forskellig fra Sadique, den lallende igle.
Sadique ville altid snakke i telefon, og han ville snakke i flere timer. Det var sådan, han overvandt sin sexløse eksil-ensomhed. Han ringede til mig fra sin lejlighed i en forstad til Riyadh før morgenmaden og i frokostpausen og efter aftensmaden, og hver gang han havde fri fra arbejde, evindeligt irriterende. Burhan skrev, at han var i moskéen, at han ville kigge forbi, når folk gik derfra. Han spurgte ikke, om han måtte, men jeg ville alligevel ikke have sagt nej – det kunne jeg ikke. Ja, skrev jeg tilbage.
Historien om halvanden time
Handlingen i Historien om halvanden time udspiller sig over, ja, halvanden time. landsby Vaiga ved foden af Ghat-bjergkæden i Indien er ramt af det værste uvejr i mands minde med regn, der ikke vil stoppe, træer, der vælter, floder, der går over deres breder og konstante strømafbrydelser.
Og under overfladen lurer et endnu værre uvejr, der begynder med et udokumenteret rygte om en affære mellem unge Burhan og den noget ældre, gifte kvinde Reyhana.
Du kan købe Historien om halvanden time online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.