Småfolk er Elsebeth Egholms nye dramatiske familiekrønike, der bygger på hendes egen families historie – en fortælling stærke kvinder, kærlighed, stille sorg og alt, det vi arver.
Det er bryllupsdag i Brabrand Kirke i 1934. Den unge Inga skal giftes med skolelæreren Holger, og mens søstrene Rigmor og Xenia hjælper hende i slør og undertøj, myrter og brudekjole, er hendes hoved fyldt med lettelse: Endelig kan hun slippe væk fra sin mors strenge greb og begynde sit eget liv.
LÆS OGSÅ: Gode romaner der udkommer lige om lidt
Men lykken er ikke uden skygger. Gennem hele Ingas opvækst har familien båret på historien om de fem søskende, der døde brat og på samme tid, længe før Inga selv kom til verden. Ingen har nogensinde talt om, hvad der egentlig skete – og nu, som nygift, beslutter Inga sig for selv at finde svaret.
Da Inga og Holger et år efter brylluppet flytter til København, får hun kontakt til en læge og en sygeplejerske, der ved mere, end familien nogensinde har fortalt hende. Mens hun nøster i fortidens gåde, kaster hun sig samtidig ud i 1930’ernes hovedstadsliv med nye venner, konditorier, stormagasiner og danserestauranter – selvom hun også mærker, hvordan tyskernes tanker langsomt får fat i danskerne omkring hende.
LÆS OGSÅ: 16 bøger med vilde historier fra virkeligheden
Småfolk er første bind i romantrilogien Indtil verdens ende, hvor Elsebeth Egholm tegner et levende og personligt billede af et stykke dansk historie.
Læs uddraget fra Småfolk af Elsebeth Egholm herunder.
Kærlighedsblomst
– Stå nu stille.
– Jeg står stille.
– Nej, du gør ej.
Hun stod i lyset ved det åbne vindue, så Rigmor kunne se til sit arbejde. Hun så ned ad sig selv. Ud over brudesløret var hun iført det, Holger ville kalde for det rene ingenting. Det nye undertøj var blændende hvidt, og strømperne så spindelvævstynde, at en maske kunne rende, bare hun så på dem.
– Det er luften, der får stoffet til at bevæge sig, sagde hun.- Så luk vinduet.
Rigmor holdt nålen op som et våben.
– Jeg kan jo ikke sy, når det slør bliver ved med at flagre.
Rigmor havde selv slået vinduet op. Det blev for beklumret med dem alle tre i det lille rum, mente hun.
– Det flagrer ikke, sagde Xenia henne fra hjørnet, hvor hun var ved at glatte brudekjolen. – Det duver.
Hun sagde det drømmende, med nakken lagt tilbage og den buede næse – sådan en havde de alle tre – ret op i luften. Med det ildrøde hår lignede hun en skuespillerinde på de skrå brædder.
– Det flagrer, fastholdt Rigmor. – Og det skal det holde op med. De myrter syr jo ikke sig selv i.
Hun rakte ud og smækkede vinduet i og haspede det med små, buttede bevægelser. Der var ingen skrå brædder over Rigmor.
Inga kiggede forbi hende gennem det nu lukkede vindue, ned mod Brabrand. Dette var ikke det eneste nybyggede hus i bakkerne nord for byen. Længere nede ad vejen havde der været rejsegilde på endnu et, og kransen hang stadig på sin pæl med bånd på. Majsolen bragede ned.
– Hvad så med den? sagde hun og pegede. – Flagrer den, eller duver den?
– Hvad for en? spurgte Xenia og kom helt hen for bedre at kunne se.
– Kransen på det hus dernede. Båndene, mener jeg.
Hun gjorde sig umage for at stå helt stille. Hun var ikke sikker på beslutningen om de myrter. Alt kunne så let gå galt.
– De flagrer, sagde Xenia. – Kransen hænger jo også på en flagstang.
– At flagre og at flage er to forskellige ting, sagde Rigmor, der aldrig lod dem glemme, at hun efter et kort kursus havde status som lærerinde.
Inga syntes ikke, det var længe siden, at hendes forældre selv havde haft rejsegilde på det hus, de stod i.
– Far siger, det skal hedde Stenbækhus, sagde hun.
Det føltes passende, vejens navn taget i betragtning.
– Men det er vel ikke far, der bestemmer? spurgte Xenia, der var vendt tilbage til strygebrættet.
Det lukkede munden på dem alle tre i nogle sekunder. Inga tænkte, at Xenia selvfølgelig havde ret. Deres mor ville måske sætte sin vilje igennem og opkalde det nye hus efter en af De fem. Marie. Eller Klara. Nok ikke drengen.
– Åh nej, sagde Rigmor bare.
– Åh jo, sagde Xenia. – Det tror jeg godt, hun kunne finde på.
Inga kastede et blik op på væggen, hvor fotocollagen af deres fem døde søskende allerede var kommet op at hænge side om side med Jesus på korset og et billede af kongen. Hun vidste godt, hvor samtalen var på vej hen. Men det skulle blive løgn.
Ikke på hendes bryllupsdag.
– Myrterne, kom nu. Ikke mere snak.
Rigmor genoptog arbejdet. Selv rettede hun igen blikket ud gennem vinduet, mens hun stod og holdt i vindueskarmen for ikke at vakle i de nye sko.
Deres mor var et kapitel for sig. Streng, men uretfærdig – det var Xenias ord – havde hun opdraget dem med Biblen i den ene hånd og tabet af De fem i den anden. Men efter i dag var det slut, tænkte Inga. Vel havde hun ikke boet hjemme i over et år. Men så længe hun bare havde været husbestyrerinde, kunne noget gå galt, og så ville hun være blevet nødt til at flytte tilbage. Den trussel faldt væk nu, hvor hun snart var en gift kvinde. Af alt det, hun havde glædet sig til, var det måske det største.
Hun kastede et blik på sit armbåndsur, det, Holger havde givet hende.
– Tjep, tjep. Vi kommer for sent ellers.
Hendes far havde i egen person været hos blomsterhandleren her til morgen, og der var også en knaphulsblomst til Holger. Bruden måtte ikke selv købe myrter, det bragte ulykke. Ligesom det varslede død i familien, hvis myrterne i sløret eller i buketten var sprunget i blomst, eller – Gud forbyde det – hvis hun tabte bare en af dem i kirken. Derfor havde hun inspiceret hver eneste af de mange knopper og kasseret dem, der vovede at vise den mindste sprække.
– Og sy dem godt fast, Rigmor. – Lov mig det.
Bagefter, da hun stod i fuldt ornat og var blevet behørigt beundret, var det ikke mange minutter, hun fik alene. Xenia havde spurgt, om hun var i tvivl om noget ved bryllupsnatten. For så skulle hun bare sige til. De var begge gifte kvinder, hendes søstre, men kun Rigmor havde rødmet.
– Tak, jeg klarer mig. Giv mig nu lidt tid.
Hun havde bogstavelig talt puffet dem ud ad døren med tak for hjælpen.
Da de var gået, åbnede hun vinduet igen og stod lidt og nød brisen. Hun var ikke i tvivl. Ikke i nogen som helst tvivl. Ikke at hun og Holger havde taget forskud på glæderne, for det havde de ikke. Hun, fordi hun for alt i verden ville undgå mødet med den sidste rest af sin mors magt – hun ville høre hendes stemme for sit indre øre, hvis hun trådte det mindste ved siden af, det vidste hun. Han, fordi han så gerne ville gøre tingene på den rigtige måde.
Han var en alvorlig mand, hendes Holger. Alt skulle gå ordentligt til. Men heldigvis havde hun en slags nøgle til dette alvorlige, lidt tunge sind, han indimellem bar på. Hun vidste egentlig ikke helt, hvordan hun bar sig ad, men det var, som om hun alene ved sit nærvær kunne jage mørket væk. Hun behøvede bare at smile til ham, så lettede det, og han smilede tilbage, som om han slet ikke kunne lade være.
– Hvad er det, du gør ved mig? kunne han mumle og genert se væk, mens han begyndte at rode med nogle bøger eller samle sine papirer i mappen.
Men derefter var hans gang blevet lettere, og skuldrene havde sænket sig.
Endnu gladere blev han, hvis hun opførte en af sine parodier på enten pastor Harmsen eller sognerådsformand Ejlersen – sognekongen, kaldte Holger ham. Så skraldgrinede han, så det var en lyst, og tog hende om livet og snurrede hende rundt.
– Sikke et livstykke, jeg har fået mig i dig, sagde han. – Hold aldrig op med at være det. Dit humør kan helbrede sjæle bedre end nogen forbenet pastor eller sognerådsformand.
Hun sukkede ind mod ruden, så det duggede. Det var ikke til at forstå, at det var næsten nøjagtig et år siden, hun havde mødt ham første gang, da hun var flyttet ind for at føre hus hos lærer Jensen, som eleverne kaldte ham. I maven flaksede tusind sommerfugle, så spændt havde hun været. Endelig fri, eller så fri som hun nu kunne blive.
Hendes mor havde ellers ofte nok truet med at beholde hende hjemme. Det havde jo været planen, og argumentet var altid det samme:
– Hvem skal ellers passe os, når vi bliver gamle?
Sådan havde det lydt, lige så længe hun kunne huske. Men for en gangs skyld havde hendes far, det lange, godmodige menneske, hævet stemmen. Da var der gået ni år efter hendes konfirmation, og hun havde været ved at opgive håbet.
– Inga har lige så meget ret til et liv som hendes søstre. Det er nu, det skal være.
Hun huskede det tydeligt. Det var røget ud af munden på ham en lørdag efter aftensmaden, og hendes mor havde været ved at falde ned af klaverbænken i protest. Hun havde siddet i stuen og øvet søndagens salmer til gudstjenesten. Så arrig var hun blevet, at noderne havde taget en flyvetur og ramt ham i ansigtet. – Herregud, Emilie. Vi har da selv været unge.
Hendes mor havde med stram mund udtalt de udødelige ord:
– Og se, hvor det har bragt os hen.
Hun havde ikke taget nederlaget pænt. De følgende uger havde bestået af surhed og raseri, tilsat en hel del ondskabsfuldheder. Men selv ikke hun kunne sætte tiden i stå, og enhver vidste, at biologien ikke ventede på nogen. Hendes far stod fast, og det var i sig selv et mirakel. Beslutningen var taget. Hun skulle være husbestyrerinde for skolelæreren i Thorlund. Friheden var en blomst, hun plukkede med begær.
Småfolk
Småfolk er første bind i Elsebeth Egholms romantrilogi Indtil verdens ende, der giver et levende billede af et stykke danmarkshistorie.
Da brylluppet mellem skolelæreren Holger og hans unge husbestyrerinde Inga står i Brabrand Kirke i 1934, er de mørke skyer fra syd allerede begyndt at trække op over Danmark. I første omgang er det dog noget helt andet, der fylder i Ingas liv. Hendes lykke forstyrres af tankerne om de fem søskende, der døde pludseligt og på samme tid, før Inga selv kom til verden.
Men Inga har besluttet sig for at finde ud af, hvorfor de fem søskende gik bort. Og da hun og Holger flytter til København et års tid senere, får hun kontakt til en læge og en sygeplejerske, der ved mere om sagen.
Du kan købe Småfolk online f.eks. på bog-ide.dk eller i din nærmeste boghandel.
Småfolk er Elsebeth Egholms nye dramatiske familiekrønike, der bygger på hendes egen families historie – en fortælling stærke kvinder, kærlighed, stille sorg og alt, det vi arver.
Det er bryllupsdag i Brabrand Kirke i 1934. Den unge Inga skal giftes med skolelæreren Holger, og mens søstrene Rigmor og Xenia hjælper hende i slør og undertøj, myrter og brudekjole, er hendes hoved fyldt med lettelse: Endelig kan hun slippe væk fra sin mors strenge greb og begynde sit eget liv.
LÆS OGSÅ: Gode romaner der udkommer lige om lidt
Men lykken er ikke uden skygger. Gennem hele Ingas opvækst har familien båret på historien om de fem søskende, der døde brat og på samme tid, længe før Inga selv kom til verden. Ingen har nogensinde talt om, hvad der egentlig skete – og nu, som nygift, beslutter Inga sig for selv at finde svaret.
Da Inga og Holger et år efter brylluppet flytter til København, får hun kontakt til en læge og en sygeplejerske, der ved mere, end familien nogensinde har fortalt hende. Mens hun nøster i fortidens gåde, kaster hun sig samtidig ud i 1930’ernes hovedstadsliv med nye venner, konditorier, stormagasiner og danserestauranter – selvom hun også mærker, hvordan tyskernes tanker langsomt får fat i danskerne omkring hende.
LÆS OGSÅ: 16 bøger med vilde historier fra virkeligheden
Småfolk er første bind i romantrilogien Indtil verdens ende, hvor Elsebeth Egholm tegner et levende og personligt billede af et stykke dansk historie.
Læs uddraget fra Småfolk af Elsebeth Egholm herunder.
Kærlighedsblomst
– Stå nu stille.
– Jeg står stille.
– Nej, du gør ej.
Hun stod i lyset ved det åbne vindue, så Rigmor kunne se til sit arbejde. Hun så ned ad sig selv. Ud over brudesløret var hun iført det, Holger ville kalde for det rene ingenting. Det nye undertøj var blændende hvidt, og strømperne så spindelvævstynde, at en maske kunne rende, bare hun så på dem.
– Det er luften, der får stoffet til at bevæge sig, sagde hun.- Så luk vinduet.
Rigmor holdt nålen op som et våben.
– Jeg kan jo ikke sy, når det slør bliver ved med at flagre.
Rigmor havde selv slået vinduet op. Det blev for beklumret med dem alle tre i det lille rum, mente hun.
– Det flagrer ikke, sagde Xenia henne fra hjørnet, hvor hun var ved at glatte brudekjolen. – Det duver.
Hun sagde det drømmende, med nakken lagt tilbage og den buede næse – sådan en havde de alle tre – ret op i luften. Med det ildrøde hår lignede hun en skuespillerinde på de skrå brædder.
– Det flagrer, fastholdt Rigmor. – Og det skal det holde op med. De myrter syr jo ikke sig selv i.
Hun rakte ud og smækkede vinduet i og haspede det med små, buttede bevægelser. Der var ingen skrå brædder over Rigmor.
Inga kiggede forbi hende gennem det nu lukkede vindue, ned mod Brabrand. Dette var ikke det eneste nybyggede hus i bakkerne nord for byen. Længere nede ad vejen havde der været rejsegilde på endnu et, og kransen hang stadig på sin pæl med bånd på. Majsolen bragede ned.
– Hvad så med den? sagde hun og pegede. – Flagrer den, eller duver den?
– Hvad for en? spurgte Xenia og kom helt hen for bedre at kunne se.
– Kransen på det hus dernede. Båndene, mener jeg.
Hun gjorde sig umage for at stå helt stille. Hun var ikke sikker på beslutningen om de myrter. Alt kunne så let gå galt.
– De flagrer, sagde Xenia. – Kransen hænger jo også på en flagstang.
– At flagre og at flage er to forskellige ting, sagde Rigmor, der aldrig lod dem glemme, at hun efter et kort kursus havde status som lærerinde.
Inga syntes ikke, det var længe siden, at hendes forældre selv havde haft rejsegilde på det hus, de stod i.
– Far siger, det skal hedde Stenbækhus, sagde hun.
Det føltes passende, vejens navn taget i betragtning.
– Men det er vel ikke far, der bestemmer? spurgte Xenia, der var vendt tilbage til strygebrættet.
Det lukkede munden på dem alle tre i nogle sekunder. Inga tænkte, at Xenia selvfølgelig havde ret. Deres mor ville måske sætte sin vilje igennem og opkalde det nye hus efter en af De fem. Marie. Eller Klara. Nok ikke drengen.
– Åh nej, sagde Rigmor bare.
– Åh jo, sagde Xenia. – Det tror jeg godt, hun kunne finde på.
Inga kastede et blik op på væggen, hvor fotocollagen af deres fem døde søskende allerede var kommet op at hænge side om side med Jesus på korset og et billede af kongen. Hun vidste godt, hvor samtalen var på vej hen. Men det skulle blive løgn.
Ikke på hendes bryllupsdag.
– Myrterne, kom nu. Ikke mere snak.
Rigmor genoptog arbejdet. Selv rettede hun igen blikket ud gennem vinduet, mens hun stod og holdt i vindueskarmen for ikke at vakle i de nye sko.
Deres mor var et kapitel for sig. Streng, men uretfærdig – det var Xenias ord – havde hun opdraget dem med Biblen i den ene hånd og tabet af De fem i den anden. Men efter i dag var det slut, tænkte Inga. Vel havde hun ikke boet hjemme i over et år. Men så længe hun bare havde været husbestyrerinde, kunne noget gå galt, og så ville hun være blevet nødt til at flytte tilbage. Den trussel faldt væk nu, hvor hun snart var en gift kvinde. Af alt det, hun havde glædet sig til, var det måske det største.
Hun kastede et blik på sit armbåndsur, det, Holger havde givet hende.
– Tjep, tjep. Vi kommer for sent ellers.
Hendes far havde i egen person været hos blomsterhandleren her til morgen, og der var også en knaphulsblomst til Holger. Bruden måtte ikke selv købe myrter, det bragte ulykke. Ligesom det varslede død i familien, hvis myrterne i sløret eller i buketten var sprunget i blomst, eller – Gud forbyde det – hvis hun tabte bare en af dem i kirken. Derfor havde hun inspiceret hver eneste af de mange knopper og kasseret dem, der vovede at vise den mindste sprække.
– Og sy dem godt fast, Rigmor. – Lov mig det.
Bagefter, da hun stod i fuldt ornat og var blevet behørigt beundret, var det ikke mange minutter, hun fik alene. Xenia havde spurgt, om hun var i tvivl om noget ved bryllupsnatten. For så skulle hun bare sige til. De var begge gifte kvinder, hendes søstre, men kun Rigmor havde rødmet.
– Tak, jeg klarer mig. Giv mig nu lidt tid.
Hun havde bogstavelig talt puffet dem ud ad døren med tak for hjælpen.
Da de var gået, åbnede hun vinduet igen og stod lidt og nød brisen. Hun var ikke i tvivl. Ikke i nogen som helst tvivl. Ikke at hun og Holger havde taget forskud på glæderne, for det havde de ikke. Hun, fordi hun for alt i verden ville undgå mødet med den sidste rest af sin mors magt – hun ville høre hendes stemme for sit indre øre, hvis hun trådte det mindste ved siden af, det vidste hun. Han, fordi han så gerne ville gøre tingene på den rigtige måde.
Han var en alvorlig mand, hendes Holger. Alt skulle gå ordentligt til. Men heldigvis havde hun en slags nøgle til dette alvorlige, lidt tunge sind, han indimellem bar på. Hun vidste egentlig ikke helt, hvordan hun bar sig ad, men det var, som om hun alene ved sit nærvær kunne jage mørket væk. Hun behøvede bare at smile til ham, så lettede det, og han smilede tilbage, som om han slet ikke kunne lade være.
– Hvad er det, du gør ved mig? kunne han mumle og genert se væk, mens han begyndte at rode med nogle bøger eller samle sine papirer i mappen.
Men derefter var hans gang blevet lettere, og skuldrene havde sænket sig.
Endnu gladere blev han, hvis hun opførte en af sine parodier på enten pastor Harmsen eller sognerådsformand Ejlersen – sognekongen, kaldte Holger ham. Så skraldgrinede han, så det var en lyst, og tog hende om livet og snurrede hende rundt.
– Sikke et livstykke, jeg har fået mig i dig, sagde han. – Hold aldrig op med at være det. Dit humør kan helbrede sjæle bedre end nogen forbenet pastor eller sognerådsformand.
Hun sukkede ind mod ruden, så det duggede. Det var ikke til at forstå, at det var næsten nøjagtig et år siden, hun havde mødt ham første gang, da hun var flyttet ind for at føre hus hos lærer Jensen, som eleverne kaldte ham. I maven flaksede tusind sommerfugle, så spændt havde hun været. Endelig fri, eller så fri som hun nu kunne blive.
Hendes mor havde ellers ofte nok truet med at beholde hende hjemme. Det havde jo været planen, og argumentet var altid det samme:
– Hvem skal ellers passe os, når vi bliver gamle?
Sådan havde det lydt, lige så længe hun kunne huske. Men for en gangs skyld havde hendes far, det lange, godmodige menneske, hævet stemmen. Da var der gået ni år efter hendes konfirmation, og hun havde været ved at opgive håbet.
– Inga har lige så meget ret til et liv som hendes søstre. Det er nu, det skal være.
Hun huskede det tydeligt. Det var røget ud af munden på ham en lørdag efter aftensmaden, og hendes mor havde været ved at falde ned af klaverbænken i protest. Hun havde siddet i stuen og øvet søndagens salmer til gudstjenesten. Så arrig var hun blevet, at noderne havde taget en flyvetur og ramt ham i ansigtet. – Herregud, Emilie. Vi har da selv været unge.
Hendes mor havde med stram mund udtalt de udødelige ord:
– Og se, hvor det har bragt os hen.
Hun havde ikke taget nederlaget pænt. De følgende uger havde bestået af surhed og raseri, tilsat en hel del ondskabsfuldheder. Men selv ikke hun kunne sætte tiden i stå, og enhver vidste, at biologien ikke ventede på nogen. Hendes far stod fast, og det var i sig selv et mirakel. Beslutningen var taget. Hun skulle være husbestyrerinde for skolelæreren i Thorlund. Friheden var en blomst, hun plukkede med begær.
Småfolk
Småfolk er første bind i Elsebeth Egholms romantrilogi Indtil verdens ende, der giver et levende billede af et stykke danmarkshistorie.
Da brylluppet mellem skolelæreren Holger og hans unge husbestyrerinde Inga står i Brabrand Kirke i 1934, er de mørke skyer fra syd allerede begyndt at trække op over Danmark. I første omgang er det dog noget helt andet, der fylder i Ingas liv. Hendes lykke forstyrres af tankerne om de fem søskende, der døde pludseligt og på samme tid, før Inga selv kom til verden.
Men Inga har besluttet sig for at finde ud af, hvorfor de fem søskende gik bort. Og da hun og Holger flytter til København et års tid senere, får hun kontakt til en læge og en sygeplejerske, der ved mere om sagen.
Du kan købe Småfolk online f.eks. på bog-ide.dk eller i din nærmeste boghandel.