Efter et blodigt bryllup, der udsletter to familier, overlever en skotsk brud og en mafioso-søn, hver især overbevist om, at den anden er død. Kan skæbnen føre dem sammen igen?
En mørk, tempofyldt mafia-romance om et brændende ønske om retfærdighed. Et overdådigt bryllup i Napoli forvandles til et blodbad, der udsletter to hele familier. Den unge skotske brud Arabella MacAlister og den magtfulde mafioso-søn Luca Viscusi overlever mirakuløst, men midt i kaosset tror de begge, at den anden er død. Skæbnen fører dem til et maskebal i Venedig, hvor de uvidende jagter de samme fjender. Vil de genkende hinanden bag maskerne, eller vil hævnen sejre?
Arabellas POV:
Der var et liv før og efter. Efter Napoli gik jeg under jorden i Skotland for at drive familieforretningen fra en kælder og holde min families arv i live. Dømt til et liv under jorden, er mit livs kald at få hævn over dem, der tog min fremtid fra mig. Femten år senere, står jeg ansigt til ansigt med min fortid.
LÆS OGSÅ: 8 skønne bøger om kærlighed du (måske) ikke har læst
Lucas POV:
Intet overrasker mig længere. Da jeg kravlede ud af flammerne som en skygge af mig selv, vidste jeg, hvad jeg var villig til at ofre for at få hævn. Fra Italien er jeg i gang med at opbygge en ny organisation af loyalitet. Jeg troede, jeg havde gjort op med fortiden, men pludselig Arabella MacAlister Viscusi træder tilbage ind i mit liv.
Fra Italiens varme til Skotlands rå natur udfolder Den napolitanske brud sig som en paneuropæisk fortælling om magt og kærlighed, og den pris vi betaler for at leve.
LÆS OGSÅ: Marked Men er en forførende og spicy serie til alle romance-fans
Læs uddraget fra Den napolitanske brud af L. Sherman herunder.
PROLOG
Napoli var oprindeligt Camorraens by. Camorraen var den ældste familie i Italien. Med alt hvad det indebærer. Men en familie havde vovet at udfordre Camorraen for at blive den mægtigste familie i Napoli, ja på hele fastlandet. La Famiglia Viscusi. En for en havde Viscusi senior og hans søn likvideret familiemedlemmerne i Camorraen. Og da den ældre Viscusi var gået bort, havde hans søn og sønnesøn overtaget kontrollen over hele det italienske fastland. Der er kun plads til en familie i Italien, havde den ældre Viscusi sagt på sit dødsleje. Giacomo og Luca, jeg stoler på jer. I må vogte vores arv med jeres liv.
På den anden side af havet i Palermo i det smukke, men rå sicilianske landskab hørte La Cosa Nostra til. I dag måtte den gamle familie se sig udkonkurreret af La Famiglia Viscusi. Men La Cosa Nostra havde en plan om at blive den største igen. For at kunne dette måtte de hente hjælp fra resten af Europa; et Europa, der var i forandring. Grænser og handelsmarkeder åbnede sig, og nye spillere kom til. Det var ikke nemt at overtale de nye spillere til at indgå alliancer. Alle ville have den største bid af kagen, dén der indeholdt handel med våben, narkotika og kvinder til prostitution. I Rusland handlede Bratvaen med våben, som andre handlede med mælk og smør. I Albanien handlede de med mennesker, som var slavehandel stadig legalt. I Storbritannien var der fraktioner, som sad på al sortbørshandel med våben, narkotika og hvidvask af penge. Underverdenen strakte sig fra Rusland i øst til Frankrig i vest. Fra Grækenland og Spanien i syd til England og Skotland i nord. De eneste lande, som var for fine til at synke til dette europæiske lavpunkt, var de skandinaviske mindre korrupte lande.
Men krigen om magten i Italien var dog den voldsomste. Bomber i lagerhaller destruerede, forsendelser af sortbørsvarer, mænd som blev likvideret over deres morgenkaffe. Kvinder og børn slap med livet i behold, men kunne aldrig vende tilbage til deres gamle liv.
Midt i denne krig havde Viscusi senior og MacAlister senior besluttet at indgå den stærkeste alliance mellem nord og syd, mellem Skotland og Italien, ved at forene de to familier gennem et magtfuldt giftermål. Luca Viscusi, arving og ældste søn til Viscusiorganisationen skulle ægte den smukke ældste datter i MacAlisterklanen, Arabella MacAlister.
BRYLLUPPET
NAPOLI, MAJ 2010
Solens gyldne skær flettede sig ind imellem bygninger og lagde sig over husenes tage i de sene eftermiddagstimer, mens en varm brise fra havet førte salt med sig ind i byen og blandede sig med byens dufte. Fra en nærliggende cafe blev der brygget frisk espresso, og to ældre mænd røg dagens første cigarer. Sødmefyldte appelsinblomster var som den fineste parfume. Byen var ikke til at genkende. Røde, hvide og grønne bannere var spændt ud fra altan til altan som farverige tørresnore. Den lokale Dons søn, Luca Viscusi, skulle vies, og det var en anledning, som satte byen på den anden ende. Ved et trafiklys ventede en lille trehjulet vareknallert med kurve af pyntegrønt og hvide og røde blomster. Chaufføren gestikulerede vildt, da en flok børn løb over vejen, netop som han skulle til at sætte i gang.
En ung kvinde iført en let, hvid sommerkjole standsede midt i en. Hun glattede sit røde hår tilbage og satte det bag ørerne, før hun pegede sit analoge spejlreflekskamera op mod bannerne i luften og knipsede. Bagefter flyttede hun sit fokus til en lille statue af Jomfru Maria, som i anledning af brylluppet havde fået en blomsterkrans på. Kvinden bøjede ærbødigt hovedet og foldede hænderne i bøn, før hun blev afbrudt:
”Arabella, kom. Vi kommer for sent.”
Arabella tog sin søster ved armen. ”Ja, kommer nu. Her er bare så smukt. Jeg kan ikke forstå, at det er virkeligt. Her skal jeg giftes i morgen.”
”Og du glæder dig, ikke?” Iona standsede og tog Arabellas hænder i sine. ”Sig, at du stadig glæder dig. At du er glad. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre uden dig derhjemme. Men det hjælper lidt at vide, at du er lykkelig, mo phuithar.” Min søster.
”Jeg er glad. Helt oprigtigt. Jeg har drømt om den her dag, siden jeg så Luca første gang. Han er så smuk,” sukkede Arabella henført.
”Og ældre og erfaren,” Iona løftede det ene øjenbryn og søgte sin søsters øjne.
Arabella smilte lidt for sig selv, men hendes mave snørede sig sammen af tvivl og af den overvældende virkelighed, der pressede sig på. Nu var det ikke længere bare en scrapbog med udklip fra bryllupsmagasiner og romantiske ungpigedrømme. I morgen ville hun være Arabella MacAlister Viscusi. Og en af de mest magtfulde kvinder i Europa.
”Også det, men jeg er ikke nervøs.” Det var ikke helt sandt, men Iona skulle ikke bekymre sig om hende. ”Også selv om han har haft andre før mig, og jeg ikke har. Han har været så tålmodig og omsorgsfuld over for mig.” Arabella fik et henført udtryk i øjnene, da hun kom til at tænke på sin forlovede. Hun havde kun mødt ham få gange før, men han havde kysset hende blidt på hånden første gang, hun mødte ham, og hun glædede sig til at lære ham endnu bedre at kende end den foregående aften. En sitrende varme og et sug af længsel greb fat i hendes krop, og hun var sikker på, at hun rødmede af tankerne om sin kommende og åh så flotte ægtemand.
”Il Sporco.” Hvis Iona havde lagt mærke til, at Arabella havde rødmet, sagde hun ikke noget.
”Den beskidte,” gentog Arabella. Hun smagte på ordet. Men der var ikke noget beskidt over Luca Viscusi.
”Det mest beskidte ved ham er heldigvis hans arbejde for Don Viscusi.” Iona hviskede det, selv om det var ganske unødvendigt. Alle i Napoli kendte familien Viscusi og var under familiens beskyttelse. Hvis man satte sig op imod Viscusierne, levede man ikke længe. Det løb Arabella koldt ned ad ryggen. Hvordan kunne en mand, der virkede så blid, gøre så grusomme ting?
”Tænk, at du bliver La donna del Don … Tror du, at han vil stoppe med at have … elskerinder? Rygterne går jo.”
Iona blev ved med at tale, mens hun gik, og så ikke, at hun havde tabt Arabella til tankerne. Det gav dog Arabella et øjeblik til at tænke, før hun sagde: ”Jeg vil ikke være i et ægteskab, som inkluderer andre, men jeg ved ikke, om jeg har den magt over ham.”
”Det har du. Det får du.” Iona så Arabella direkte i øjnene. ”Og hvis ikke, så får han med mig at bestille. Du fortjener al lykke og glæde i dit liv, og Luca Viscusi har bare at give dig det.”
Arabella smilte og rystede let på hovedet, men gav Ionas hånd et klem.
Iona trak sin søster hen foran skrædderen i smøgen: ’Sartoria Lucia’, stod der på et nymalet skilt over døren. ”I den drøm af en kjole, du skal have på, kan han ikke andet end forelske sig i dig.” Da de to kvinder trådte ind, var tre skræddere i gang med at foretage de sidste tilpasninger på brudekjolen på en gine. En kvinde fæstede en sidste perle på kjolens kropsnære og højhalsede overdel. Den var lavet i de fineste blonder og kniplinger. Den elfenbensfarvede blonde var så fin, at den næsten virkede til at være levende. Trådene tegnede et mønster af blomster og vinranker, som var syet med en tålmodighed, der hørte fortiden til. Blonden var håndlavet efter gamle napolitanske mønstre og genskabt efter Luca Viscusis nonnas brudekjole. Omkring halsen var en blondekrave fastgjort med en knap i nakken. Skørtet bredte sig ud fra taljen i luksuriøs italiensk silke og lignede en af de prinsessekjoler, Arabella havde haft til sine barbiedukker, da hun var barn. Der var intet masseproduceret over den smukke kjole, hun ville iklæde sig i morgen og møde sin tilkommende i. Arabella MacAlister var klar til at stå brud og gifte sig med den meste berygtede italienske mafiosos søn.
***
Castello Viscusi lå for enden af en privat vej, der snoede sig op langs klippesiden. På gårdspladsen foran det italienske slot brændte hundredvis af levende lys i lanterner. Duften af blomster – jasmin og kaprifolier – blev forstærket af aftenduggen og havbrisen.
De vigtigste. De mægtigste. De rigeste. Alle var til årtiets bryllup, der forbandt MacAlister- klanen med Famiglia Viscusi. ’Strangers in the Night’ lød ude på den åbne terrasse. Arabella var ved at blive rastløs. Hun havde nærmest ikke vekslet et ord med sin nu ægtemand. Han var travlt optaget af at tale med andre mænd i smoking. Arabella ville have ham for sig selv, men hvordan kunne hun få hans opmærksomhed? Hun glattede en flad hånd ned over kjolen og spejdede rundt blandt gæsterne. Iona dansede med Lucas lillebror, Rocco, og da musikken skiftede fra Frank Sinatra til ’Buona Sera’ med Louis Prima, strøg flere gæster ud på gulvet, og der kom gang i festen. Men Arabella stod stadig alene. Hun mærkede en vrede stige op i brystet. Det skulle blive løgn. Troede han, at hun var en af hans fars capoer, som han kunne behandle, som han ville? Hun ville ikke bukke og skrabe for Luca Viscusi, om han så var paven selv. Hvis han havde tænkt sig at ignorere hende, kunne de lige så godt blive skilt. Ja, det var det, hun ville præsentere ham for: Skilsmisse. Hun greb to champagneglas fra en tjener, tømte først det ene og så det andet. En sådan samtale krævede flydende mod. Med den lille mængde mad, det var lykkedes hende at fange i løbet af aftenen, gik der kun et sekund, før hun mærkede effekten af de gyldne dråber. Arabella løftede op i sine skørter og marcherede over til sin ægtemand, hvor hun med sine hænder skubbede to herrer, hun ikke kendte, til side. ”Vil du gerne skilles, Luca Viscusi?”
Luca stirrede forbløffet på hende. ”Amore.” Han så ud, som om han morede sig over hende. Og et par af herrerne ved hans side tillod sig endog at le ad optrinnet. ”Mi scusi, signori.” Luca nikkede til herrerne omkring sig. Arabella kunne se, at flere stadig måtte undertrykke et grin. Hun var ligeglad. ”Jeg må hellere tale med min brud.” Han lagde armen om hendes talje og ledte hende væk fra gruppen af mænd, der alle kiggede efter dem med vidende blikke.
Da de var nået et par meter væk, satte Arabella hænderne i siderne. ”Jeg mener det. Vil du skilles? Svar mig.” Arabella talte engelsk med sin tykke skotske accent, og i et kort øjeblik var hun i tvivl om, hvorvidt han havde forstået hende. ”DI-VOR-ZIA-RE.” Hun udtalte nøje ordet på italiensk, mens hun pegede mellem dem. ”Du har ikke brugt sammenlagt et minut på mig hele aftenen. Det var ikke det, jeg sagde ’ja’ til, Luca Viscusi. Elske og ære. Der er ikke meget ære over at blive ignoreret, og jeg føler mig på ingen måde
elsket. Det holder jeg ikke til, ’til døden skiller os ad’.” ”Er du færdig?” spurgte han og tog hendes hånd.
Arabella nikkede og lænede sig ind i hans berøring. Efter i går vidste hun, at hun ikke bare bildte sig ind, at hun var forelsket i ham. Hun var forelsket i ham, faktisk helt og aldeles forgabt i ham. ”Du har allerede brudt dit løfte. Dine dage går med firmaet, men du lovede mig dine aftener … og nætter.” Det sidste næsten hviskede hun, mens hun trak sig ud af hans favn og lagde armene over kors, hvilket fik ham til at løfte et fornøjet øjenbryn.
”Det var ikke min mening at ignorere dig. Der var noget, vi skulle diskutere. Kom, lad os danse.” Han smilte skævt og blinkede charmerende til hende, før han førte hende ind i balsalen og ud på dansegulvet til Nat King Coles ’When I Fall in Love’. Arabella vidste fra sin far og hans arbejde, at der altid ville være noget, der kom først og var vigtigere end hende, så hun måtte kræve sin plads. Det havde hendes mor lært hende. Du er nødt til at sætte dig i respekt og tage, hvad der er dit, Ara, darling. Hun kastede et kort blik på sine forældre, som dansede tæt og smilte. Det var det, hun længtes efter. Hvis bare hun kunne få Luca Viscusi til at elske hende. Kærligheden måtte gå begge veje.
Et sted i baggrunden hørte hun en buldrende latter, som kun kunne være hendes brors. Finn var den, der skulle føre MacAlister Whisky-dynastiet videre, men han var endnu ikke blevet tvunget til at gifte sig. Det er anderledes for mænd, min pige, havde hendes mor sagt. Underforstået at han fik mulighed for at løbe de vilde horn af sig, før han slog sig ned. Vi er meget traditionelle i vores verden … I underverdenen blev alliancer stadig lavet på tværs af Europa gennem ægteskab. Men Arabella havde ikke været utilfreds med udsigten til at ægte Luca Viscusi. Han var så høj, at selv Arabella med sine 1,75 måtte lægge hovedet tilbage for at kigge ham i øjnene. Hans skuldre var brede, taljen smal, og øjne lysende blå, hvilket var en helt utroligt charmerende kontrast mod hans solbrændte hud og næsten sorte hår. Arabella var rødhåret og havde mælkehvid, fregnet hud. De var hinandens modsætninger. Nordisk lys og sydlandsk mørk. Hun kom til at sukke henført, da han førte hende rundt på dansegulvet, og følelsen af hans stærke arm under smokingstoffet, ledte hendes tanker på afveje. Gid han ville kysse hende, som han havde for vane at kysse hende – lidenskabeligt og sultent. Dagens eneste kys på trappen efter vielsen havde været kort og til ære for fotograferne. Men hun kunne stadig mærke hans læber mod hendes. Arabella var kun tyve og meget lidt erfaren, og hovedesageligt fra aftenen før, men hun var stadig nødt til at være modig, hvis hun skulle fastholde hans opmærksomhed. Champagnen hjalp til, da hun langsomt førte sine hænder fra hans skuldre til hans hals, som hun begyndte at kærtegne. Hun flyttede dem om i hans nakke og flettede fingrene ind i det mørke hår. Hvis ikke hun tog fejl, kunne hun mærke hans begejstring, hård mod hendes mave, og det føltes himmelsk at vide, at det var hendes kærtegn, der havde den indflydelse på ham. Musikken gled over i popnummeret ’Sarà perché ti amo’.
”Hvad siger du til at stikke af?” Hun stillede sig på tæer og hviskede til ham.
Inden han nåede at svare, lød et skud hen over musikken, og det blev hurtigt efterfulgt af flere. Musikken standsede brat. Skudsalver blandede sig med skrig og splintret glas. Luca greb Arabella instinktivt om livet og trak hende ned på gulvet, hvor han dækkede hendes krop med sin. Salver af skud fejede hen over balsalen, men Arabella vovede ikke at kigge op.
”Rolig, jeg har dig, lig helt stille.” Luca hviskede til hende og aede hende hen over håret. Stille tårer trillede ned ad hendes kinder. ”Cazzo, porca miseria …” bandede Luca og trak sin pistol fra hylsteret under jakken, før han løftede sig lidt op, så han kunne komme til at skyde de smokingklædte sikkerhedsvagter, som ikke havde været de rigtige vagter, som skød efter gæsterne. Forræderi. Deres fjender havde infiltreret brylluppet. I næste øjeblik lød en splintrende lyd, da krystallysekronen over dem blev skudt ned og styrtede imod dem. ”Vend dit ansigt væk! Jeg har dig,” nåede Luca akkurat at sige, før lysekronen landede oven på ham. De skarpe metalarme borede sig ind i hans ansigt og ben, mens Arabella kun blev snittet i tindingen. Hendes ægtemand havde reddet hendes liv.
Det var en massakre. Men pludselig var der unaturligt stille i balsalen. Fjenden trak sig tilbage. Famiglia Viscusi og MacAlisterklanen var blevet udraderet.
KAPITEL 1
ARABELLA EDINBURGH, 2025
Ariel, min skotske hyrdehund, lå ved min højre fod, og Caliban, min rottweiler, ved min venstre. Jeg skænkede en kop te og tog masken fra skrivebordsskuffen. Under MacAlister Hall strakte sig en kælder i husets fulde længde. Hvad ingen vidste, var, at der var endnu en kælder en etage længere nede. Den fremgik ikke af plantegningen fra 1814, hvor Sir Thomas MacAlister, baronet og pioner inden for whisky, lod MacAlister Hall opføre. Kort efter Napoleonskrigenes afslutning, hvor handelsruterne åbnedes igen, blev MacAlister-klanen den første store whiskyfamilie i Skotland. Uden for herregården strakte heden sig som et uendeligt gyldent tæppe i efteråret. Ræven vandrede hjem i tågen, der drev lavt over græsset. Nogle gange lå tågen tungt over højlandet, andre gange vandt solen kampen. Gennem den nu afblomstrede og brunlige lyng kunne jeg se et rådyr bevæge sig årvågent. For to måneder siden havde lyngen lyst op i alverdens lilla og lyserøde toner. Når vinden kom ned fra det højeste højland mod nordvest, kunne det blæse så voldsomt, at man næsten ikke kunne stå oprejst, men det her var mit Skotland, duften af tørv og lyng, whisky og regnvåd jord. I klart vejr kunne jeg se så langt som til den gamle dæmning ved søen. Herregården var bygget i klassisk Scottish Baronial-stil med spir, karnapper, granitmure og en hovedindgang flankeret af to løver i sten, som også figurerede i guld på vores våbenskjold og firmaets logo. De gyldne løver var blevet ensbetydende med de gyldne whiskydråber. I starten af 1900-tallet blev herregården moderniseret af oldefar Archibald, der havde tjent en formue på at eksportere whisky til hele verden, men især den nye i Amerika. Han installerede elektrisk lys og en helt privat fløj i tilfælde af, at familien fik brug for at skjule sig. Den hemmelige kælderetage et niveau under den almindelige kælder var det perfekte private kontrolcenter for MacAlister Whisky.
Hver gang jeg tog masken på og rystede folderne ud, gibbede det i mig. Maskens ansigt og hår var en tro kopi af min brors ansigt, men han sad i kørestol i stuen flere etager ovenpå og ville aldrig kunne lede et MacAlister-møde. Hver gang jeg satte mig foran skærmen og skulle holde møde med min ledergruppe, måtte jeg minde mig selv om, at det ikke kunne være anderledes. Ifølge resten af verden døde Arabella Elsbeth MacAlister Viscusi den 6. maj 2010 i Napoli, og den eneste, der overlevede massakren til det højtprofilerede napolitanske bryllup, var Finn MacAlister, den ældste søn og arving til MacAlister Whisky. Brud og brudgom var blevet dræbt. Familierne og alle andre gæster var blevet likvideret. Det var lykkedes mig at spinne en historie om, at Finn ikke havde været med til brylluppet, fordi han i sidste øjeblik havde besluttet sig for at blive herhjemme i Skotland. Der var ingen vidner til at modsige min historie, og derfor kunne jeg udgive mig for at være ham og drive firmaet videre. Ingen vidste, at Iona, vores søster, også var sluppet fra bryllupsmassa kren med livet i behold, for hun havde nu vendt familiefore tagendet ryggen, fået sig en ny identitet og boede i Frankrig. Jeg havde begravet Arabella MacAlister Viscusi og skabt et utal af alibier for mig selv. Nu var mit eneste livsmål at drive MacAlister Whisky. Det var lykkedes mig at holde Finns tilstand hemmelig. Han var blevet lam og stum i bryllupsmassakren. Hans hjerne fungerede, men han kunne ikke bruge sin krop eller tale. Nogle dage ville jeg ønske, at jeg ikke havde fundet ham i live den fatale dag i Napoli.
15 år tidligere
Jeg trak stadig vejret, gjorde jeg ikke? Noget varmt løb ned ad mit ansigt. Det startede ved panden, løb ned over min kind, inden det ramte mine læber og gled videre ned ad min hage. Blod. Det smagte af jern. Var det mit eget eller Lucas? Det var ikke klistret, men tyndtflydende, og det tegnede lange baner. Jeg forsøgte at åbne øjnene, men en buldrende smerte havde overtaget mit hoved. Der lugtede brændt og af krudtslam som på skydebanen, eller når vi skød lerduer med far. Det lykkede mig at åbne øjnene på klem, og jeg forsøgte at komme op, men kunne ikke.
Luca lå tungt halvvejs oven på mig, og da jeg så på ham, gispede jeg højt. En arm fra lysekronen havde flænset hans ansigt op til over øjet. Blod strømmede fra hans gabende sår. Jeg blev svimmel af væmmelse ved synet af hans lyseblå øje, der hang ud af øjenhulen, og alt det blod. Så meget blod. Jeg kunne ikke finde ud af, hvor jeg skulle sætte hånden for at standse hans blødninger. Jeg pressede på såret i hans ansigt, mens jeg holdt en hånd for mit eget sår i panden. Det summede og snurrede i mit hoved. Jeg blev svimmel og besvimede. Da jeg kom til mig selv igen, var jeg ikke tynget af hans krop længere.
Hvor var Luca?
Jeg kæmpede mig langsomt op at sidde og så mig omkring. Det hamrede og bankede i mit hoved, og jeg kunne mærke en kæmpe bule i min pande, da jeg kørte hånden hen over stedet, som var vådt af blod. Jeg holdt hænderne ud for mig. Så meget blod. Blødningen måtte stoppes. Uden at tænke nærmere over det, flåede jeg et stykke stof af min fine, hvide brudekjole. Jeg skulle bruge noget til at lægge pres på såret. Den overdimensionerede diamant på forlovelsesringen kunne bruges som kompres. Hurtigt fik jeg lagt en forbinding om mit hoved. Først da jeg havde taget mig af mig selv, lod jeg blikket feje over balsalen. Der var døde mennesker overalt, men ingen Luca. Jeg gispede og slog hånden for munden, da jeg så mine forældre. De var blevet skudt, mens de dansede, og var faldet om i hinandens arme. ”Nej, nej, nej,” hulkede jeg og kom vaklende på benene. Til højre for dem lå Iona med Rocco ved siden af sig. Jeg faldt på knæ ved hendes side og begyndt at ruske i hende. ”Du må ikke være død. Please, please, please, vågn op. Iona, kom så, ikke også dig. Jeg kan ikke klare mig uden dig.” Hendes ansigt var plettet med blod, men jeg kunne ikke se nogen umiddelbare sår. Hun gav en forpint lyd fra sig og blinkede med øjnene.
”Tak, Gud, tak.” Jeg knugede hende ind til mig.
”Hvad skete der? Vi dansede og så …” Iona satte sig op og rørte febrilsk ved arme og ben. Hun så ikke ud til at være blevet ramt.
”Jeg ved det ikke. Men vi er stadig i live. Lad os se at komme væk herfra.” Jeg tog hendes hænder og hjalp hende op at stå.
”Men hvad med mor og far?” hikstede hun. ”Og … og, dit … dit, hoved.” Hun pegede med en rystende finger på forbindingen i min pande.
”Jeg klarer mig. Jeg tror, at jeg har stoppet blødningen. Mor og far …” Sætningen forblev ufærdig, mens jeg trådte et skridt mod Iona og drejede mig lidt, så hun kunne se dem på gulvet.
”Nej!” Hendes hånd fløj op foran munden, og hendes øjne blev paniske. ”Finn?” spurgte hun. ”Og hvad med Luca?” Hun snurrede febrilsk rundt.
”Jeg har ikke set Finn. Men Luca var ved mig, da det skete, og nu er han væk.” Jeg standsede og tog om hende, da hun var ved at miste balancen. ”Er du kommet til skade?”
”Jeg tror det ikke. Rocco må have revet mig med ned i faldet, da han blev skudt. Jeg har vist slået hovedet, men føler ikke, at jeg bløder som dig.” Hun pegede på sit eget hoved.
”Det gør du heller ikke. Kom.” Jeg trak af sted med hende, for ved en af de buede indgangspartier havde jeg fået øje på Finn.
”Nej, jeg efterlader ikke mor og far her!” Iona var sunket på knæ ved siden af vores forældre.
”Hvad foreslår du så?” Jeg havde sat mig på hug ved siden af
Finn. ”Finn er i live, men hårdt såret. Vi skal have ham på hospitalet.”
”Vi tager dem alle med os. Fars Mercedes.” Bilen holdt på parkeringspladsen uden for Castello Viscusi. ”De skal begraves derhjemme.” Iona hulkede og hikstede så højt, at jeg næsten ikke kunne høre, hvad hun sagde. De næste tredive timer kørte Iona og jeg alt, hvad remmer og tøj kunne holde gennem Europa med vores to døde forældre i bagagerummet og en hårdt såret storebror under et tæppe på bagsædet.
Den napolitanske brud
En mørk, tempofyldt mafia-romance om et brændende ønske om retfærdighed.Et overdådigt bryllup i Napoli forvandles til et blodbad, der udsletter to hele familier.Den unge skotske brud Arabella MacAlister og den magtfulde mafioso-søn Luca Viscusi overlever mirakuløst, men midt i kaosset tror de begge, at den anden er død. Skæbnen fører dem til et maskebal i Venedig, hvor de uvidende jagter de samme fjender. Vil de genkende hinanden bag maskerne, eller vil hævnen sejre? Fra Italiens varme til Skotlands rå natur udfolder Den napolitanske brud sig som en paneuropæisk fortælling om magt og kærlighed, og den pris vi betaler for at leve.
Du kan købe Den napolitanske brud online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Efter et blodigt bryllup, der udsletter to familier, overlever en skotsk brud og en mafioso-søn, hver især overbevist om, at den anden er død. Kan skæbnen føre dem sammen igen?
En mørk, tempofyldt mafia-romance om et brændende ønske om retfærdighed. Et overdådigt bryllup i Napoli forvandles til et blodbad, der udsletter to hele familier. Den unge skotske brud Arabella MacAlister og den magtfulde mafioso-søn Luca Viscusi overlever mirakuløst, men midt i kaosset tror de begge, at den anden er død. Skæbnen fører dem til et maskebal i Venedig, hvor de uvidende jagter de samme fjender. Vil de genkende hinanden bag maskerne, eller vil hævnen sejre?
Arabellas POV:
Der var et liv før og efter. Efter Napoli gik jeg under jorden i Skotland for at drive familieforretningen fra en kælder og holde min families arv i live. Dømt til et liv under jorden, er mit livs kald at få hævn over dem, der tog min fremtid fra mig. Femten år senere, står jeg ansigt til ansigt med min fortid.
LÆS OGSÅ: 8 skønne bøger om kærlighed du (måske) ikke har læst
Lucas POV:
Intet overrasker mig længere. Da jeg kravlede ud af flammerne som en skygge af mig selv, vidste jeg, hvad jeg var villig til at ofre for at få hævn. Fra Italien er jeg i gang med at opbygge en ny organisation af loyalitet. Jeg troede, jeg havde gjort op med fortiden, men pludselig Arabella MacAlister Viscusi træder tilbage ind i mit liv.
Fra Italiens varme til Skotlands rå natur udfolder Den napolitanske brud sig som en paneuropæisk fortælling om magt og kærlighed, og den pris vi betaler for at leve.
LÆS OGSÅ: Marked Men er en forførende og spicy serie til alle romance-fans
Læs uddraget fra Den napolitanske brud af L. Sherman herunder.
PROLOG
Napoli var oprindeligt Camorraens by. Camorraen var den ældste familie i Italien. Med alt hvad det indebærer. Men en familie havde vovet at udfordre Camorraen for at blive den mægtigste familie i Napoli, ja på hele fastlandet. La Famiglia Viscusi. En for en havde Viscusi senior og hans søn likvideret familiemedlemmerne i Camorraen. Og da den ældre Viscusi var gået bort, havde hans søn og sønnesøn overtaget kontrollen over hele det italienske fastland. Der er kun plads til en familie i Italien, havde den ældre Viscusi sagt på sit dødsleje. Giacomo og Luca, jeg stoler på jer. I må vogte vores arv med jeres liv.
På den anden side af havet i Palermo i det smukke, men rå sicilianske landskab hørte La Cosa Nostra til. I dag måtte den gamle familie se sig udkonkurreret af La Famiglia Viscusi. Men La Cosa Nostra havde en plan om at blive den største igen. For at kunne dette måtte de hente hjælp fra resten af Europa; et Europa, der var i forandring. Grænser og handelsmarkeder åbnede sig, og nye spillere kom til. Det var ikke nemt at overtale de nye spillere til at indgå alliancer. Alle ville have den største bid af kagen, dén der indeholdt handel med våben, narkotika og kvinder til prostitution. I Rusland handlede Bratvaen med våben, som andre handlede med mælk og smør. I Albanien handlede de med mennesker, som var slavehandel stadig legalt. I Storbritannien var der fraktioner, som sad på al sortbørshandel med våben, narkotika og hvidvask af penge. Underverdenen strakte sig fra Rusland i øst til Frankrig i vest. Fra Grækenland og Spanien i syd til England og Skotland i nord. De eneste lande, som var for fine til at synke til dette europæiske lavpunkt, var de skandinaviske mindre korrupte lande.
Men krigen om magten i Italien var dog den voldsomste. Bomber i lagerhaller destruerede, forsendelser af sortbørsvarer, mænd som blev likvideret over deres morgenkaffe. Kvinder og børn slap med livet i behold, men kunne aldrig vende tilbage til deres gamle liv.
Midt i denne krig havde Viscusi senior og MacAlister senior besluttet at indgå den stærkeste alliance mellem nord og syd, mellem Skotland og Italien, ved at forene de to familier gennem et magtfuldt giftermål. Luca Viscusi, arving og ældste søn til Viscusiorganisationen skulle ægte den smukke ældste datter i MacAlisterklanen, Arabella MacAlister.
BRYLLUPPET
NAPOLI, MAJ 2010
Solens gyldne skær flettede sig ind imellem bygninger og lagde sig over husenes tage i de sene eftermiddagstimer, mens en varm brise fra havet førte salt med sig ind i byen og blandede sig med byens dufte. Fra en nærliggende cafe blev der brygget frisk espresso, og to ældre mænd røg dagens første cigarer. Sødmefyldte appelsinblomster var som den fineste parfume. Byen var ikke til at genkende. Røde, hvide og grønne bannere var spændt ud fra altan til altan som farverige tørresnore. Den lokale Dons søn, Luca Viscusi, skulle vies, og det var en anledning, som satte byen på den anden ende. Ved et trafiklys ventede en lille trehjulet vareknallert med kurve af pyntegrønt og hvide og røde blomster. Chaufføren gestikulerede vildt, da en flok børn løb over vejen, netop som han skulle til at sætte i gang.
En ung kvinde iført en let, hvid sommerkjole standsede midt i en. Hun glattede sit røde hår tilbage og satte det bag ørerne, før hun pegede sit analoge spejlreflekskamera op mod bannerne i luften og knipsede. Bagefter flyttede hun sit fokus til en lille statue af Jomfru Maria, som i anledning af brylluppet havde fået en blomsterkrans på. Kvinden bøjede ærbødigt hovedet og foldede hænderne i bøn, før hun blev afbrudt:
”Arabella, kom. Vi kommer for sent.”
Arabella tog sin søster ved armen. ”Ja, kommer nu. Her er bare så smukt. Jeg kan ikke forstå, at det er virkeligt. Her skal jeg giftes i morgen.”
”Og du glæder dig, ikke?” Iona standsede og tog Arabellas hænder i sine. ”Sig, at du stadig glæder dig. At du er glad. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre uden dig derhjemme. Men det hjælper lidt at vide, at du er lykkelig, mo phuithar.” Min søster.
”Jeg er glad. Helt oprigtigt. Jeg har drømt om den her dag, siden jeg så Luca første gang. Han er så smuk,” sukkede Arabella henført.
”Og ældre og erfaren,” Iona løftede det ene øjenbryn og søgte sin søsters øjne.
Arabella smilte lidt for sig selv, men hendes mave snørede sig sammen af tvivl og af den overvældende virkelighed, der pressede sig på. Nu var det ikke længere bare en scrapbog med udklip fra bryllupsmagasiner og romantiske ungpigedrømme. I morgen ville hun være Arabella MacAlister Viscusi. Og en af de mest magtfulde kvinder i Europa.
”Også det, men jeg er ikke nervøs.” Det var ikke helt sandt, men Iona skulle ikke bekymre sig om hende. ”Også selv om han har haft andre før mig, og jeg ikke har. Han har været så tålmodig og omsorgsfuld over for mig.” Arabella fik et henført udtryk i øjnene, da hun kom til at tænke på sin forlovede. Hun havde kun mødt ham få gange før, men han havde kysset hende blidt på hånden første gang, hun mødte ham, og hun glædede sig til at lære ham endnu bedre at kende end den foregående aften. En sitrende varme og et sug af længsel greb fat i hendes krop, og hun var sikker på, at hun rødmede af tankerne om sin kommende og åh så flotte ægtemand.
”Il Sporco.” Hvis Iona havde lagt mærke til, at Arabella havde rødmet, sagde hun ikke noget.
”Den beskidte,” gentog Arabella. Hun smagte på ordet. Men der var ikke noget beskidt over Luca Viscusi.
”Det mest beskidte ved ham er heldigvis hans arbejde for Don Viscusi.” Iona hviskede det, selv om det var ganske unødvendigt. Alle i Napoli kendte familien Viscusi og var under familiens beskyttelse. Hvis man satte sig op imod Viscusierne, levede man ikke længe. Det løb Arabella koldt ned ad ryggen. Hvordan kunne en mand, der virkede så blid, gøre så grusomme ting?
”Tænk, at du bliver La donna del Don … Tror du, at han vil stoppe med at have … elskerinder? Rygterne går jo.”
Iona blev ved med at tale, mens hun gik, og så ikke, at hun havde tabt Arabella til tankerne. Det gav dog Arabella et øjeblik til at tænke, før hun sagde: ”Jeg vil ikke være i et ægteskab, som inkluderer andre, men jeg ved ikke, om jeg har den magt over ham.”
”Det har du. Det får du.” Iona så Arabella direkte i øjnene. ”Og hvis ikke, så får han med mig at bestille. Du fortjener al lykke og glæde i dit liv, og Luca Viscusi har bare at give dig det.”
Arabella smilte og rystede let på hovedet, men gav Ionas hånd et klem.
Iona trak sin søster hen foran skrædderen i smøgen: ’Sartoria Lucia’, stod der på et nymalet skilt over døren. ”I den drøm af en kjole, du skal have på, kan han ikke andet end forelske sig i dig.” Da de to kvinder trådte ind, var tre skræddere i gang med at foretage de sidste tilpasninger på brudekjolen på en gine. En kvinde fæstede en sidste perle på kjolens kropsnære og højhalsede overdel. Den var lavet i de fineste blonder og kniplinger. Den elfenbensfarvede blonde var så fin, at den næsten virkede til at være levende. Trådene tegnede et mønster af blomster og vinranker, som var syet med en tålmodighed, der hørte fortiden til. Blonden var håndlavet efter gamle napolitanske mønstre og genskabt efter Luca Viscusis nonnas brudekjole. Omkring halsen var en blondekrave fastgjort med en knap i nakken. Skørtet bredte sig ud fra taljen i luksuriøs italiensk silke og lignede en af de prinsessekjoler, Arabella havde haft til sine barbiedukker, da hun var barn. Der var intet masseproduceret over den smukke kjole, hun ville iklæde sig i morgen og møde sin tilkommende i. Arabella MacAlister var klar til at stå brud og gifte sig med den meste berygtede italienske mafiosos søn.
***
Castello Viscusi lå for enden af en privat vej, der snoede sig op langs klippesiden. På gårdspladsen foran det italienske slot brændte hundredvis af levende lys i lanterner. Duften af blomster – jasmin og kaprifolier – blev forstærket af aftenduggen og havbrisen.
De vigtigste. De mægtigste. De rigeste. Alle var til årtiets bryllup, der forbandt MacAlister- klanen med Famiglia Viscusi. ’Strangers in the Night’ lød ude på den åbne terrasse. Arabella var ved at blive rastløs. Hun havde nærmest ikke vekslet et ord med sin nu ægtemand. Han var travlt optaget af at tale med andre mænd i smoking. Arabella ville have ham for sig selv, men hvordan kunne hun få hans opmærksomhed? Hun glattede en flad hånd ned over kjolen og spejdede rundt blandt gæsterne. Iona dansede med Lucas lillebror, Rocco, og da musikken skiftede fra Frank Sinatra til ’Buona Sera’ med Louis Prima, strøg flere gæster ud på gulvet, og der kom gang i festen. Men Arabella stod stadig alene. Hun mærkede en vrede stige op i brystet. Det skulle blive løgn. Troede han, at hun var en af hans fars capoer, som han kunne behandle, som han ville? Hun ville ikke bukke og skrabe for Luca Viscusi, om han så var paven selv. Hvis han havde tænkt sig at ignorere hende, kunne de lige så godt blive skilt. Ja, det var det, hun ville præsentere ham for: Skilsmisse. Hun greb to champagneglas fra en tjener, tømte først det ene og så det andet. En sådan samtale krævede flydende mod. Med den lille mængde mad, det var lykkedes hende at fange i løbet af aftenen, gik der kun et sekund, før hun mærkede effekten af de gyldne dråber. Arabella løftede op i sine skørter og marcherede over til sin ægtemand, hvor hun med sine hænder skubbede to herrer, hun ikke kendte, til side. ”Vil du gerne skilles, Luca Viscusi?”
Luca stirrede forbløffet på hende. ”Amore.” Han så ud, som om han morede sig over hende. Og et par af herrerne ved hans side tillod sig endog at le ad optrinnet. ”Mi scusi, signori.” Luca nikkede til herrerne omkring sig. Arabella kunne se, at flere stadig måtte undertrykke et grin. Hun var ligeglad. ”Jeg må hellere tale med min brud.” Han lagde armen om hendes talje og ledte hende væk fra gruppen af mænd, der alle kiggede efter dem med vidende blikke.
Da de var nået et par meter væk, satte Arabella hænderne i siderne. ”Jeg mener det. Vil du skilles? Svar mig.” Arabella talte engelsk med sin tykke skotske accent, og i et kort øjeblik var hun i tvivl om, hvorvidt han havde forstået hende. ”DI-VOR-ZIA-RE.” Hun udtalte nøje ordet på italiensk, mens hun pegede mellem dem. ”Du har ikke brugt sammenlagt et minut på mig hele aftenen. Det var ikke det, jeg sagde ’ja’ til, Luca Viscusi. Elske og ære. Der er ikke meget ære over at blive ignoreret, og jeg føler mig på ingen måde
elsket. Det holder jeg ikke til, ’til døden skiller os ad’.” ”Er du færdig?” spurgte han og tog hendes hånd.
Arabella nikkede og lænede sig ind i hans berøring. Efter i går vidste hun, at hun ikke bare bildte sig ind, at hun var forelsket i ham. Hun var forelsket i ham, faktisk helt og aldeles forgabt i ham. ”Du har allerede brudt dit løfte. Dine dage går med firmaet, men du lovede mig dine aftener … og nætter.” Det sidste næsten hviskede hun, mens hun trak sig ud af hans favn og lagde armene over kors, hvilket fik ham til at løfte et fornøjet øjenbryn.
”Det var ikke min mening at ignorere dig. Der var noget, vi skulle diskutere. Kom, lad os danse.” Han smilte skævt og blinkede charmerende til hende, før han førte hende ind i balsalen og ud på dansegulvet til Nat King Coles ’When I Fall in Love’. Arabella vidste fra sin far og hans arbejde, at der altid ville være noget, der kom først og var vigtigere end hende, så hun måtte kræve sin plads. Det havde hendes mor lært hende. Du er nødt til at sætte dig i respekt og tage, hvad der er dit, Ara, darling. Hun kastede et kort blik på sine forældre, som dansede tæt og smilte. Det var det, hun længtes efter. Hvis bare hun kunne få Luca Viscusi til at elske hende. Kærligheden måtte gå begge veje.
Et sted i baggrunden hørte hun en buldrende latter, som kun kunne være hendes brors. Finn var den, der skulle føre MacAlister Whisky-dynastiet videre, men han var endnu ikke blevet tvunget til at gifte sig. Det er anderledes for mænd, min pige, havde hendes mor sagt. Underforstået at han fik mulighed for at løbe de vilde horn af sig, før han slog sig ned. Vi er meget traditionelle i vores verden … I underverdenen blev alliancer stadig lavet på tværs af Europa gennem ægteskab. Men Arabella havde ikke været utilfreds med udsigten til at ægte Luca Viscusi. Han var så høj, at selv Arabella med sine 1,75 måtte lægge hovedet tilbage for at kigge ham i øjnene. Hans skuldre var brede, taljen smal, og øjne lysende blå, hvilket var en helt utroligt charmerende kontrast mod hans solbrændte hud og næsten sorte hår. Arabella var rødhåret og havde mælkehvid, fregnet hud. De var hinandens modsætninger. Nordisk lys og sydlandsk mørk. Hun kom til at sukke henført, da han førte hende rundt på dansegulvet, og følelsen af hans stærke arm under smokingstoffet, ledte hendes tanker på afveje. Gid han ville kysse hende, som han havde for vane at kysse hende – lidenskabeligt og sultent. Dagens eneste kys på trappen efter vielsen havde været kort og til ære for fotograferne. Men hun kunne stadig mærke hans læber mod hendes. Arabella var kun tyve og meget lidt erfaren, og hovedesageligt fra aftenen før, men hun var stadig nødt til at være modig, hvis hun skulle fastholde hans opmærksomhed. Champagnen hjalp til, da hun langsomt førte sine hænder fra hans skuldre til hans hals, som hun begyndte at kærtegne. Hun flyttede dem om i hans nakke og flettede fingrene ind i det mørke hår. Hvis ikke hun tog fejl, kunne hun mærke hans begejstring, hård mod hendes mave, og det føltes himmelsk at vide, at det var hendes kærtegn, der havde den indflydelse på ham. Musikken gled over i popnummeret ’Sarà perché ti amo’.
”Hvad siger du til at stikke af?” Hun stillede sig på tæer og hviskede til ham.
Inden han nåede at svare, lød et skud hen over musikken, og det blev hurtigt efterfulgt af flere. Musikken standsede brat. Skudsalver blandede sig med skrig og splintret glas. Luca greb Arabella instinktivt om livet og trak hende ned på gulvet, hvor han dækkede hendes krop med sin. Salver af skud fejede hen over balsalen, men Arabella vovede ikke at kigge op.
”Rolig, jeg har dig, lig helt stille.” Luca hviskede til hende og aede hende hen over håret. Stille tårer trillede ned ad hendes kinder. ”Cazzo, porca miseria …” bandede Luca og trak sin pistol fra hylsteret under jakken, før han løftede sig lidt op, så han kunne komme til at skyde de smokingklædte sikkerhedsvagter, som ikke havde været de rigtige vagter, som skød efter gæsterne. Forræderi. Deres fjender havde infiltreret brylluppet. I næste øjeblik lød en splintrende lyd, da krystallysekronen over dem blev skudt ned og styrtede imod dem. ”Vend dit ansigt væk! Jeg har dig,” nåede Luca akkurat at sige, før lysekronen landede oven på ham. De skarpe metalarme borede sig ind i hans ansigt og ben, mens Arabella kun blev snittet i tindingen. Hendes ægtemand havde reddet hendes liv.
Det var en massakre. Men pludselig var der unaturligt stille i balsalen. Fjenden trak sig tilbage. Famiglia Viscusi og MacAlisterklanen var blevet udraderet.
KAPITEL 1
ARABELLA EDINBURGH, 2025
Ariel, min skotske hyrdehund, lå ved min højre fod, og Caliban, min rottweiler, ved min venstre. Jeg skænkede en kop te og tog masken fra skrivebordsskuffen. Under MacAlister Hall strakte sig en kælder i husets fulde længde. Hvad ingen vidste, var, at der var endnu en kælder en etage længere nede. Den fremgik ikke af plantegningen fra 1814, hvor Sir Thomas MacAlister, baronet og pioner inden for whisky, lod MacAlister Hall opføre. Kort efter Napoleonskrigenes afslutning, hvor handelsruterne åbnedes igen, blev MacAlister-klanen den første store whiskyfamilie i Skotland. Uden for herregården strakte heden sig som et uendeligt gyldent tæppe i efteråret. Ræven vandrede hjem i tågen, der drev lavt over græsset. Nogle gange lå tågen tungt over højlandet, andre gange vandt solen kampen. Gennem den nu afblomstrede og brunlige lyng kunne jeg se et rådyr bevæge sig årvågent. For to måneder siden havde lyngen lyst op i alverdens lilla og lyserøde toner. Når vinden kom ned fra det højeste højland mod nordvest, kunne det blæse så voldsomt, at man næsten ikke kunne stå oprejst, men det her var mit Skotland, duften af tørv og lyng, whisky og regnvåd jord. I klart vejr kunne jeg se så langt som til den gamle dæmning ved søen. Herregården var bygget i klassisk Scottish Baronial-stil med spir, karnapper, granitmure og en hovedindgang flankeret af to løver i sten, som også figurerede i guld på vores våbenskjold og firmaets logo. De gyldne løver var blevet ensbetydende med de gyldne whiskydråber. I starten af 1900-tallet blev herregården moderniseret af oldefar Archibald, der havde tjent en formue på at eksportere whisky til hele verden, men især den nye i Amerika. Han installerede elektrisk lys og en helt privat fløj i tilfælde af, at familien fik brug for at skjule sig. Den hemmelige kælderetage et niveau under den almindelige kælder var det perfekte private kontrolcenter for MacAlister Whisky.
Hver gang jeg tog masken på og rystede folderne ud, gibbede det i mig. Maskens ansigt og hår var en tro kopi af min brors ansigt, men han sad i kørestol i stuen flere etager ovenpå og ville aldrig kunne lede et MacAlister-møde. Hver gang jeg satte mig foran skærmen og skulle holde møde med min ledergruppe, måtte jeg minde mig selv om, at det ikke kunne være anderledes. Ifølge resten af verden døde Arabella Elsbeth MacAlister Viscusi den 6. maj 2010 i Napoli, og den eneste, der overlevede massakren til det højtprofilerede napolitanske bryllup, var Finn MacAlister, den ældste søn og arving til MacAlister Whisky. Brud og brudgom var blevet dræbt. Familierne og alle andre gæster var blevet likvideret. Det var lykkedes mig at spinne en historie om, at Finn ikke havde været med til brylluppet, fordi han i sidste øjeblik havde besluttet sig for at blive herhjemme i Skotland. Der var ingen vidner til at modsige min historie, og derfor kunne jeg udgive mig for at være ham og drive firmaet videre. Ingen vidste, at Iona, vores søster, også var sluppet fra bryllupsmassa kren med livet i behold, for hun havde nu vendt familiefore tagendet ryggen, fået sig en ny identitet og boede i Frankrig. Jeg havde begravet Arabella MacAlister Viscusi og skabt et utal af alibier for mig selv. Nu var mit eneste livsmål at drive MacAlister Whisky. Det var lykkedes mig at holde Finns tilstand hemmelig. Han var blevet lam og stum i bryllupsmassakren. Hans hjerne fungerede, men han kunne ikke bruge sin krop eller tale. Nogle dage ville jeg ønske, at jeg ikke havde fundet ham i live den fatale dag i Napoli.
15 år tidligere
Jeg trak stadig vejret, gjorde jeg ikke? Noget varmt løb ned ad mit ansigt. Det startede ved panden, løb ned over min kind, inden det ramte mine læber og gled videre ned ad min hage. Blod. Det smagte af jern. Var det mit eget eller Lucas? Det var ikke klistret, men tyndtflydende, og det tegnede lange baner. Jeg forsøgte at åbne øjnene, men en buldrende smerte havde overtaget mit hoved. Der lugtede brændt og af krudtslam som på skydebanen, eller når vi skød lerduer med far. Det lykkede mig at åbne øjnene på klem, og jeg forsøgte at komme op, men kunne ikke.
Luca lå tungt halvvejs oven på mig, og da jeg så på ham, gispede jeg højt. En arm fra lysekronen havde flænset hans ansigt op til over øjet. Blod strømmede fra hans gabende sår. Jeg blev svimmel af væmmelse ved synet af hans lyseblå øje, der hang ud af øjenhulen, og alt det blod. Så meget blod. Jeg kunne ikke finde ud af, hvor jeg skulle sætte hånden for at standse hans blødninger. Jeg pressede på såret i hans ansigt, mens jeg holdt en hånd for mit eget sår i panden. Det summede og snurrede i mit hoved. Jeg blev svimmel og besvimede. Da jeg kom til mig selv igen, var jeg ikke tynget af hans krop længere.
Hvor var Luca?
Jeg kæmpede mig langsomt op at sidde og så mig omkring. Det hamrede og bankede i mit hoved, og jeg kunne mærke en kæmpe bule i min pande, da jeg kørte hånden hen over stedet, som var vådt af blod. Jeg holdt hænderne ud for mig. Så meget blod. Blødningen måtte stoppes. Uden at tænke nærmere over det, flåede jeg et stykke stof af min fine, hvide brudekjole. Jeg skulle bruge noget til at lægge pres på såret. Den overdimensionerede diamant på forlovelsesringen kunne bruges som kompres. Hurtigt fik jeg lagt en forbinding om mit hoved. Først da jeg havde taget mig af mig selv, lod jeg blikket feje over balsalen. Der var døde mennesker overalt, men ingen Luca. Jeg gispede og slog hånden for munden, da jeg så mine forældre. De var blevet skudt, mens de dansede, og var faldet om i hinandens arme. ”Nej, nej, nej,” hulkede jeg og kom vaklende på benene. Til højre for dem lå Iona med Rocco ved siden af sig. Jeg faldt på knæ ved hendes side og begyndt at ruske i hende. ”Du må ikke være død. Please, please, please, vågn op. Iona, kom så, ikke også dig. Jeg kan ikke klare mig uden dig.” Hendes ansigt var plettet med blod, men jeg kunne ikke se nogen umiddelbare sår. Hun gav en forpint lyd fra sig og blinkede med øjnene.
”Tak, Gud, tak.” Jeg knugede hende ind til mig.
”Hvad skete der? Vi dansede og så …” Iona satte sig op og rørte febrilsk ved arme og ben. Hun så ikke ud til at være blevet ramt.
”Jeg ved det ikke. Men vi er stadig i live. Lad os se at komme væk herfra.” Jeg tog hendes hænder og hjalp hende op at stå.
”Men hvad med mor og far?” hikstede hun. ”Og … og, dit … dit, hoved.” Hun pegede med en rystende finger på forbindingen i min pande.
”Jeg klarer mig. Jeg tror, at jeg har stoppet blødningen. Mor og far …” Sætningen forblev ufærdig, mens jeg trådte et skridt mod Iona og drejede mig lidt, så hun kunne se dem på gulvet.
”Nej!” Hendes hånd fløj op foran munden, og hendes øjne blev paniske. ”Finn?” spurgte hun. ”Og hvad med Luca?” Hun snurrede febrilsk rundt.
”Jeg har ikke set Finn. Men Luca var ved mig, da det skete, og nu er han væk.” Jeg standsede og tog om hende, da hun var ved at miste balancen. ”Er du kommet til skade?”
”Jeg tror det ikke. Rocco må have revet mig med ned i faldet, da han blev skudt. Jeg har vist slået hovedet, men føler ikke, at jeg bløder som dig.” Hun pegede på sit eget hoved.
”Det gør du heller ikke. Kom.” Jeg trak af sted med hende, for ved en af de buede indgangspartier havde jeg fået øje på Finn.
”Nej, jeg efterlader ikke mor og far her!” Iona var sunket på knæ ved siden af vores forældre.
”Hvad foreslår du så?” Jeg havde sat mig på hug ved siden af
Finn. ”Finn er i live, men hårdt såret. Vi skal have ham på hospitalet.”
”Vi tager dem alle med os. Fars Mercedes.” Bilen holdt på parkeringspladsen uden for Castello Viscusi. ”De skal begraves derhjemme.” Iona hulkede og hikstede så højt, at jeg næsten ikke kunne høre, hvad hun sagde. De næste tredive timer kørte Iona og jeg alt, hvad remmer og tøj kunne holde gennem Europa med vores to døde forældre i bagagerummet og en hårdt såret storebror under et tæppe på bagsædet.
Den napolitanske brud
En mørk, tempofyldt mafia-romance om et brændende ønske om retfærdighed.Et overdådigt bryllup i Napoli forvandles til et blodbad, der udsletter to hele familier.Den unge skotske brud Arabella MacAlister og den magtfulde mafioso-søn Luca Viscusi overlever mirakuløst, men midt i kaosset tror de begge, at den anden er død. Skæbnen fører dem til et maskebal i Venedig, hvor de uvidende jagter de samme fjender. Vil de genkende hinanden bag maskerne, eller vil hævnen sejre? Fra Italiens varme til Skotlands rå natur udfolder Den napolitanske brud sig som en paneuropæisk fortælling om magt og kærlighed, og den pris vi betaler for at leve.
Du kan købe Den napolitanske brud online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.