Der er så yndigt ude på landet…Eller er der? Bent Haller tager i sin nye roman Hjemsøgt læseren med ud til et landbrug i opbrud.
På det nordjyske gods Storvængegård har slægten Vænge gennem 300 år været en af de storbedrifter, der har opbygget det danske land.
Men mørke skyer samler sig over slægtens nuværende overhoved, Ulrik Christian Vænge, der lidt modvilligt har overtaget ansvaret for gården og som arbejder på at lykkes i et erhverv, der er under pres og hele tiden mødes af nye krav.
Han lever i et kærlighedsløst ægteskab med sin hustru Elsebeth, og kæmper med at få økonomien til at hænge sammen, mens han foruroliget ser på, mens hans jord udpines. Da Elsebeth bliver dødeligt syg, møder han sygeplejersken Abigail på hospitalet og forelsker sig i hende.
Find alle Bent Hallers bøger her.
Læs første kapitel af Hjemsøgt af Bent Haller herunder.
Hjemsøgt
af Bent Haller
1
– MÆLK!
– Mor ligger og sover til middag ovenpå, far, sagde Ulrik. – Jeg står lige her. Jeg kan sagtens høre dig.
– Kan være, du kan det, min dreng, men høre efter, hvad din gamle far fortæller dig, det kan du sgutte.
– Du har din mening, jeg har min, sagde Ulrik.
Rollerne var byttet om.
– Lad os gå ind på kontoret.
Han forsøgte at tale med fast og sikker stemme, klar over, at faderen ville protestere. Derfor havde han også forberedt sig i flere dage, før han fortalte om den beslutning, han havde truffet. Sådan ville han have det. Han var den næste bonde på Storvængegård, og nu var det ham, der sad i den store læderstol bag skrivebordet, mens faderen som aftægtsmand måtte tage til takke med en almindelig stol på den anden side af bordet.
– Mælk, gentog han.
– Jeg har undersøgt sagen, far, jeg har lyttet til de rådgivere, du selv har lyttet til i årevis, det er ikke noget eventyr, jeg kaster mig ud i. Jeg har forhørt mig i banken. Hvis vi skal have et større økonomisk råderum og sikre en mere stabil egenkapital, må vi tænke nyt.
– Så mælk skulle være en nyhed, fnøs aftægtsmanden.
– Hvad med hveden og rugen, byggen og havren? Hvad med Storvængegård? Du vil omdanne gården til en mælkefabrik. Har vi ikke altid, siden tidernes morgen, været den gård i Nordjylland, som har leveret mest mælk til mejeriet? Vi har to hundrede og femogtyve malkekøer, og du vil have det dobbelte.
– Nej, det tredobbelte, sagde Ulrik. – Eksporten af danske mejerivarer er steget de sidste år. Der er fremtid i mælken. Som det ser ud i dag, må vi gå over til stordrift, det er enten svin eller malkekøer. Pedersharme har, som du ved, lagt om til svineproduktion.
– Ja, og det har ødelagt en smuk, gammel gård, sagde faderen.
– Og nu vil du følge efter?
– Vi er nødt til at gøre noget, far. Der er ikke penge nok i det traditionelle landbrug. Vi har de arealer, der skal til. Vi kan dyrke raps på jorderne ud mod motorvejen. Vi vil selv kunne producere det meste af det foder, vi får brug for.
– Og du har snakket med banken, siger du.
– Ja, og de siger god for et lån.
– Jamen for fanden, Ulrik. Hvad med de penge, Elsebeth har bragt med sig ind i jeres ægteskab?
– Det er hendes.
– Gu er de da ej. I er gift, hun får sin andel af Storvængegård, skal det være gratis?
– Det kan være en nødkapital. Hør nu her, far, det bliver sådan, hvad enten du piber eller synger. Du har selv sat mig i den her stol.
– Så jeg skal bare holde kæft, er det dét, du mener? sagde aftægtsmanden.
– Du vil ikke tage imod gode råd fra den, som har haft ansvaret for gården i over tres år, som har sine erfaringer fra din bedstefar og fra din oldefar? Du vil være den eneste, der er så klog, at du ikke behøver at lytte til familien? Du er for enerådig, Ulrik, det har du sgu altid været, deri ligner du din mors slægt. Du kunne i det mindste stikke en finger i jorden og se, hvordan markedet udvikler sig.
– Det er netop det, jeg har gjort, for pokker, alle ti fingre i jorden. Men tøver vi for længe, kommer vi for sent. Vi skal være med fra starten, så vi kan nå at få et forspring. Udviklingen går den vej. Alt peger i den retning. Jeg er netop lydhør, far, jeg har lyttet til eksperterne, men man skal også kunne leve med is i maven, det er en svær beslutning, det skal jeg da gerne indrømme.
Dansk landbrug går store forandringer og vanskeligheder i møde, kun de store, de virkelig store, vil overleve. Og vi har i alt for mange år haft brug for en større egenkapital.
– Altså i den tid, jeg var ved roret?
– Det er ikke mine ord, far, men bankens.
– Så var det da godt, du kom til, Ulrik.
– Hold nu op, far.
– Godt! Du gør, som du vil, så skal jeg for fremtiden lade være med at blande mig.
– Det tror jeg ikke, du kan, lo Ulrik.
– Jeg er åbenbart blevet for gammel. Faderen rejste sig og trak ned i jakken. – Der blæser andre vinde, kan jeg mærke. Hvis jeg havde stillet mig så selvsikker an over for din bedstefar, så …
– Lad nu bedstefar hvile i fred.
Også Ulrik rejste sig. Han svedte på ryggen og i armhulerne, men det værste var overstået. Det var heller ikke gået så slemt, som han havde frygtet, faderen trak sig tilbage, han smækkede med døren, og så var alt, som det skulle være. De var uenige, som de faktisk altid havde været, lige siden Ulrik gik ud af skolen.
Selvfølgelig kunne en aftægtsmand ikke lade være med at blande sig, det var der tradition for, og traditioner havde høj status på Storvængegård. Det ville aldrig blive anderledes. Hans bedstefar havde blandet sig i gårdens drift lige til den dag, han faldt død om.
Nu skulle han af med de svin, og han ville ikke savne dem, han havde allerede en aftale med Danish Crown. Og om en fjorten dages tid ville det første hold kreaturer ankomme fra Holland. Han havde altid holdt mest af kreaturerne. Nu var det afgjort, samtalen var overstået.
Lidt nervøs var han selvfølgelig, ingen kendte morgendagen. Der var en risiko ved alting, men når banken var parat til at smide penge i projektet, så måtte det være i orden, for hvis der var nogen, som forstod at sikre deres penge, så var det bankerne. Altså ville han blive belånt til op over Storvængegårds seks skorstene.
Han satte sig igen ved det skrivebord, som havde været kammerherrens, og gennemgik for hundrede og syttende gang sine papirer. Han skulle bestille murer og tømrer, han var ikke blot nødt til at udvide den gamle kostald, men måtte også bygge en ny og mere tidssvarende. Planen var, at han skulle blive en af de første og største mælkeproducenter i Danmark.
De sidste to år havde det været bestemt, at når han og Elsebeth blev gift, så var tiden inde til, at han skulle overtage ansvaret for gården. Og nu havde de været gift i nøjagtigt tolv måneder. Elsebeth var gravid og lå i dette øjeblik, mens han havde haft sin knubbede samtale med aftægtsmanden, i soveværelset, der vendte ud mod parken og søen. Hun havde ikke haft det godt den seneste tid. Hun havde kastet op.
Hun var mere end almindeligt nervøs. Det virkede, som om hun overhovedet ikke glædede sig. Gården syntes at have forandret sig, den dag han fik overdraget nøglerne til pengeskabet og regnskabs-bøgerne. Han så alting med nye øjne.
Han gik i lang tid rundt i stuerne, både nede og oppe, og stod længe i den store hall og studerede de gamle mørknede portrætter, som han havde kendt hele sit liv, men uden egentlig at se dem. Nu så han dem. Far og mor, bedstefar og bedstemor, oldefar med oldemor, tipoldefar med tipoldemor, de gamle koner havde hvide kyser på, runde æblekinder og ekstra rynker markeret af krakeleringer.
Nu var han selv, sammen med sin hustru, kommet op på væggen nede ved siden af døren ud til mellemgangen. Han syntes ikke, portrættet af Elsebeth var vellykket. Det var også et besynderligt valg, hun havde truffet, da hun valgte maleren Jens Jensen, en sær original med hang til det okkulte.
Det var et eller andet ved hendes øjne, som han ikke brød sig om, men Elsebeth var glad for billedet, og nu hang det på husfruens plads og virkede sært dominerende, og sådan var Elsebeth ikke. Da hans søster Emma så Jens Jensens portræt af Elsebeth, sagde hun: Jeg tror ikke, nogen af os virkelig kender Elsebeth.
Det var især næsen, eller mangel på samme, der karakteriserede Elsebeth. En lille tip, som pegede lodret opad, med store, kuglerunde næsebor. Portrætmaleren havde skildret hende en face. Hovedet en lille smule foroverbøjet. Ingen skygger. Hvad var det med de øjne? Og det tynde, korte, tilbagestrøgne hår.
Lægen sagde, at hendes hårtab skyldtes graviditeten. Det ville ændre sig, når hun havde født. Selv havde han valgt, som den første i slægten, at lade sig portrættere af en fotograf nede i Aalborg. Forstørret og i bred ramme, så det kunne falde ind i samlingen. Det havde hans forældre naturligvis syntes var noget mærkeligt noget. Men ny mand, nye skikke, og nu skulle han tilmed være far. Det ene med det andet og på en gang.
Han havde kendt Elsebeth altid. De havde leget sammen som børn. Elsebeth var et år ældre end ham, og havde han ikke været der, var hun nok aldrig blevet gift. Det mente hans søstre, Emma og Ane, for de to mente altid noget. Selv havde han kun haft en enkelt kæreste, som han faktisk havde været meget glad for, men hun var ikke den rette for ham.
Først nu, da han var blevet gift med Elsebeth, tænkte han over hvorfor. Havde han ikke selv haft noget at skulle have sagt? I så fald havde han ikke sagt det. Det havde bare altid ligget i luften, den luft, de begge havde indåndet, at det skulle være de to. Lidt sært var det, at han først tænkte på det nu. Ikke at han havde fortrudt noget, men det var alligevel mærkeligt, som om han stadigvæk var en lille dreng, der gjorde, hvad hans forældre mente var det bedste for ham.
Jeg har altid godt kunnet lide Elsebeth, tænkte han. Hun havde været ret vild som barn. Hun havde vist aldrig haft en kjole på, ikke engang da hun skulle giftes. Det blev en buksedragt. Men med Elsebeth, havde hans mor sagt, ville han få en god, flittig og ærlig kone. Elsebeth fra Pedersharme. Da han var dreng, troede han, gården hed Pedersarme.
Gården var næsten lige så gammel som Storvængegård, men meget mindre. En gammel, for længst bilagt strid mellem de to gårde var kort beskrevet i slægtsbogen. Det var noget med, at Frederik Ulrik Otto Nielsen, kaldet Store Vænge, kongens jæger, som døde i 1730, samme dag som Frederik den Fjerde, konge af Danmark og Norge, sammen med sin lillebror, Peder, havde deltaget i Den Store Nordiske Krig.
De blev begge belønnet af kongen, men Peder blev forfordelt. Mens Frederik fik de rige jorder syd for Sivholm Sø, broderparten, Storvængegård, måtte Peder nøjes med de mere magre jorder nord for søen, hvilket havde vakt nogen harme. Aftægtslejligheden lå på første sal og bestod af fire ret store værelser.
Den lå til venstre, når man kom op ad trappen og stod på reposen. Til højre, via en mellemgang, lå Emmas og Anes værelser. De var tit hjemme i weekenderne, og i ferierne. Fra denne gang var der en trappe op til pigekamrene under taget og ned i det store køkken. Aftægtsfolkene havde fået deres møbler med ovenpå.
I stuerne nedenunder havde han fået revet en væg ned, så dagligstuen kunne blive større. Væggene var malet i samme varme farve som brune æg. Det store maleri af fiskere på Hornbæk strand, malet af Krøyer, skulle blive hængende i dagligstuen. De småsprossede vinduer vendte ud mod den brede terrasse og trappen, der førte ned til parken og søen.
Han gik ud på terrassen. For hver ende af huset lå der haver, prydhaven, urtehaven og frugthaven. Overalt var der vildtvoksende buksbom, som engang havde været klippet i geometriske former. Barokhaver var heldigvis for længst gået af mode. De var alt for dyre at holde ved lige.
En smal, grusbelagt sti snoede sig ind mellem de bøgetræer, der var blevet plantet samtidig med opførelsen af den nuværende hovedbygning ned til søen, hvor han hvert forår, omkring første maj, stillede den lille badebro op. Da han var yngre, havde han tit startet dagen med en morgendukkert. Nu var det så sjældent som næsten aldrig.
Søstrene Emma og Ane var hjemme for tiden og havde været det et stykke tid. De havde begge, for de gjorde altid alting sammen, sagt deres job op i den børnehave i Hjørring, hvor de havde arbejdet som pædagoger. Et halvt år blev det til. Tidligere havde de arbejdet i Brønderslev, men det holdt kun fire måneder. Så havde de fået nok af det, de kaldte slendrian.
De blev hurtigt utålmodige, når det gjaldt slendrian, og hver gang det skete, kom de hjem for at komme til kræfter. Så indtog de deres værelser med en selvfølge, som ingen undrede sig over. Emma havde indrømmet, at hun faktisk ikke brød sig om børn. Det var vel også nærmest uetisk at sætte børn i verden, når man så den retning, verden bevægede sig i.
Emma var som den ældste ordførende. De to søstre afpassede deres skridt efter hinanden og gik i takt. Det var ikke spor mærkeligt, at folk troede, de var tvillinger. De lignede hinanden, for det ville de. De gik ens klædt. Mor var både irriteret og bekymret, for hvordan skulle det gå de to? Ville de nogensinde blive gift?
Søstrene faldt for den samme type mænd, og de havde da også haft et par kærester. Problemet var bare, at hvis en fyr inviterede Emma en tur i biografen eller på diskotek i Hjørring, så fulgte Ane med. Og vice versa. Før de kom på pædagogseminariet, havde de haft et forhold til en fyr, som hed Benny, en lidt speciel type, men Ulrik kunne godt lide ham.
Benny tog det i stiv arm, at han pludselig havde to kærester på en gang. De gik alle tre med hinanden i hånden. Efter et par måneder havde Benny imidlertid fået nok, og søstrene besluttede efter dette svigt aldrig mere at have noget med mandfolk at gøre. Og det løfte holdt de.
– Selvfølgelig kan I blive her, sagde mor. – Indtil I finder jer et nyt arbejde. Og det gør I. Er det forstået?
Emma og Ane havde snart været raden af nordjyske børnehaver rundt. Mor var, hvor hun altid havde været, i køkkenet. Hun behøvede naturligvis ikke at lære Elsebeth op, svigerdatteren var særdeles godt forberedt hjemmefra, men nu hvor hun ventede sig, indtog svigermor sin gamle plads i huset, og det med en selvfølge, der ikke lod sig fornægte.
Hun kunne da ikke sidde på en stol deroppe på første sal og bare glo ud ad vinduet. Ligesom aftægtsmanden blandede hun sig, det var der tradition for. Elsebeth havde da heller ikke noget imod at blive aflastet i denne tid, hvor hun ikke kunne finde ud af noget som helst, og slet ikke sig selv.
Moderen havde altid travlt med diverse årstidsbestemte forberedelser, der skulle syltes grønne tomater, rødbeder og asier, der skulle laves agurkesalat, rabarberkompot, alskens syltetøjer af brombær, solbær, ribs, mirabeller, hyben og stikkelsbær, hun skulle bage brød, både rugbrød og sigtebrød, og hun bagte kringle og småkager, så der var noget til eftermiddagskaffen.
– Aldrig i livet, havde det lydt fra Emma. – Aldrig skal jeg være landmandskone. Jeg vil have en uddannelse, tjene mine egne penge og ikke finde mig i nogen form for slendrian.
Det var efter Anes hoved. De var moderne unge kvinder, de to. De vidste, hvad de ville, og specielt hvad de ikke ville.
– Fejlen ved jer to, vrissede mor, – det er, at I har haft det for godt og for nemt.
– Det er et par gæve tøser, sagde far. Det havde han altid ment.
De var døtre, så de kunne sådan set gøre, hva faen de ville, det var noget ganske andet med sønnerne. Og nu ligger Elsebeth i soveværelset, tænkte han. Jeg har ikke set ind til hende en eneste gang i dag. Han fyldte sit blik med det matte grågrønne lys fra søen. Hvorfor skammede han sig, når han tænkte på Elsebeth? Det var urimeligt, det var dumt. Men var der grund til det? Hvilken?
Han kunne ikke se den. Hvis hans ægteskab med Elsebeth var en misforståelse, var der kun en, han kunne bebrejde. Alt, alt for sent var han nået dertil. Han kunne faktisk have sagt nej, og når han ikke gjorde det, så var det, fordi han ikke kunne få sig selv til det. Skulle han nu skamme sig over det? Han havde vel regnet med, at han, over tid, ville komme til at elske hende.
Han troede, at han kendte hende, men det var kun én side af hende, han kendte, og den var efterhånden ikke længere til at få øje på. Især ikke efter at hun blev gravid. Ville Elsebeth ikke kunne sige nøjagtig det samme om ham, at han blev mere og mere fremmed? Nu bar hun deres første barn, og hver gang han så hende, så han … bebrejdelsen i hendes øjne.
Nej, nej og atter nej, skammen havde ikke noget at gøre med de betydelige midler, Elsebeth havde ført med sig ind i ægteskabet, for han havde ikke giftet sig med hende for pengenes skyld. Den slags var for usselt. Han blev syg bare ved tanken og havde derfor bestemt, at de penge ikke skulle røres. Så kunne den gamle smække med døren, så meget han lystede.
Han havde aldrig før tænkt over Elsebeths udseende. Det havde ikke haft nogen betydning. Han havde ikke haft andre venner end Elsebeth, før han mødte Karl på landbrugsskolen. Han skulle altid komme lige hjem fra skole for at deltage i arbejdet på gården, han var altid under oplæring, helt fra han var en lille dreng…
Læs resten af første kapitel i Hjemsøgt.
Hjemsøgt
Der er så yndigt ude på landet … Eller er der? Bent Haller tager i romanen ”Hjemsøgt” læseren med til et landbrug i opbrud.
På det nordjyske gods Storvængegård har slægten Vænge gennem 300 år været en af de storbedrifter, der har opbygget det danske land. Men mørke skyer samler sig over slægtens overhoved, Ulrik Christian Vænge. Han lever i et kærlighedsløst ægteskab, og kæmper med at få økonomien til at hænge sammen mens han nervøst bemærker hvordan jorden under hans ledelse forsures. Da hans hustru bliver dødeligt syg, møder han sygeplejersken Abigail på hospitalet og forelsker sig. Men er der en vej ud af slægtens kløer for Ulrik?
Der er så yndigt ude på landet…Eller er der? Bent Haller tager i sin nye roman Hjemsøgt læseren med ud til et landbrug i opbrud.
På det nordjyske gods Storvængegård har slægten Vænge gennem 300 år været en af de storbedrifter, der har opbygget det danske land.
Men mørke skyer samler sig over slægtens nuværende overhoved, Ulrik Christian Vænge, der lidt modvilligt har overtaget ansvaret for gården og som arbejder på at lykkes i et erhverv, der er under pres og hele tiden mødes af nye krav.
Han lever i et kærlighedsløst ægteskab med sin hustru Elsebeth, og kæmper med at få økonomien til at hænge sammen, mens han foruroliget ser på, mens hans jord udpines. Da Elsebeth bliver dødeligt syg, møder han sygeplejersken Abigail på hospitalet og forelsker sig i hende.
Find alle Bent Hallers bøger her.
Læs første kapitel af Hjemsøgt af Bent Haller herunder.
Hjemsøgt
af Bent Haller
1
– MÆLK!
– Mor ligger og sover til middag ovenpå, far, sagde Ulrik. – Jeg står lige her. Jeg kan sagtens høre dig.
– Kan være, du kan det, min dreng, men høre efter, hvad din gamle far fortæller dig, det kan du sgutte.
– Du har din mening, jeg har min, sagde Ulrik.
Rollerne var byttet om.
– Lad os gå ind på kontoret.
Han forsøgte at tale med fast og sikker stemme, klar over, at faderen ville protestere. Derfor havde han også forberedt sig i flere dage, før han fortalte om den beslutning, han havde truffet. Sådan ville han have det. Han var den næste bonde på Storvængegård, og nu var det ham, der sad i den store læderstol bag skrivebordet, mens faderen som aftægtsmand måtte tage til takke med en almindelig stol på den anden side af bordet.
– Mælk, gentog han.
– Jeg har undersøgt sagen, far, jeg har lyttet til de rådgivere, du selv har lyttet til i årevis, det er ikke noget eventyr, jeg kaster mig ud i. Jeg har forhørt mig i banken. Hvis vi skal have et større økonomisk råderum og sikre en mere stabil egenkapital, må vi tænke nyt.
– Så mælk skulle være en nyhed, fnøs aftægtsmanden.
– Hvad med hveden og rugen, byggen og havren? Hvad med Storvængegård? Du vil omdanne gården til en mælkefabrik. Har vi ikke altid, siden tidernes morgen, været den gård i Nordjylland, som har leveret mest mælk til mejeriet? Vi har to hundrede og femogtyve malkekøer, og du vil have det dobbelte.
– Nej, det tredobbelte, sagde Ulrik. – Eksporten af danske mejerivarer er steget de sidste år. Der er fremtid i mælken. Som det ser ud i dag, må vi gå over til stordrift, det er enten svin eller malkekøer. Pedersharme har, som du ved, lagt om til svineproduktion.
– Ja, og det har ødelagt en smuk, gammel gård, sagde faderen.
– Og nu vil du følge efter?
– Vi er nødt til at gøre noget, far. Der er ikke penge nok i det traditionelle landbrug. Vi har de arealer, der skal til. Vi kan dyrke raps på jorderne ud mod motorvejen. Vi vil selv kunne producere det meste af det foder, vi får brug for.
– Og du har snakket med banken, siger du.
– Ja, og de siger god for et lån.
– Jamen for fanden, Ulrik. Hvad med de penge, Elsebeth har bragt med sig ind i jeres ægteskab?
– Det er hendes.
– Gu er de da ej. I er gift, hun får sin andel af Storvængegård, skal det være gratis?
– Det kan være en nødkapital. Hør nu her, far, det bliver sådan, hvad enten du piber eller synger. Du har selv sat mig i den her stol.
– Så jeg skal bare holde kæft, er det dét, du mener? sagde aftægtsmanden.
– Du vil ikke tage imod gode råd fra den, som har haft ansvaret for gården i over tres år, som har sine erfaringer fra din bedstefar og fra din oldefar? Du vil være den eneste, der er så klog, at du ikke behøver at lytte til familien? Du er for enerådig, Ulrik, det har du sgu altid været, deri ligner du din mors slægt. Du kunne i det mindste stikke en finger i jorden og se, hvordan markedet udvikler sig.
– Det er netop det, jeg har gjort, for pokker, alle ti fingre i jorden. Men tøver vi for længe, kommer vi for sent. Vi skal være med fra starten, så vi kan nå at få et forspring. Udviklingen går den vej. Alt peger i den retning. Jeg er netop lydhør, far, jeg har lyttet til eksperterne, men man skal også kunne leve med is i maven, det er en svær beslutning, det skal jeg da gerne indrømme.
Dansk landbrug går store forandringer og vanskeligheder i møde, kun de store, de virkelig store, vil overleve. Og vi har i alt for mange år haft brug for en større egenkapital.
– Altså i den tid, jeg var ved roret?
– Det er ikke mine ord, far, men bankens.
– Så var det da godt, du kom til, Ulrik.
– Hold nu op, far.
– Godt! Du gør, som du vil, så skal jeg for fremtiden lade være med at blande mig.
– Det tror jeg ikke, du kan, lo Ulrik.
– Jeg er åbenbart blevet for gammel. Faderen rejste sig og trak ned i jakken. – Der blæser andre vinde, kan jeg mærke. Hvis jeg havde stillet mig så selvsikker an over for din bedstefar, så …
– Lad nu bedstefar hvile i fred.
Også Ulrik rejste sig. Han svedte på ryggen og i armhulerne, men det værste var overstået. Det var heller ikke gået så slemt, som han havde frygtet, faderen trak sig tilbage, han smækkede med døren, og så var alt, som det skulle være. De var uenige, som de faktisk altid havde været, lige siden Ulrik gik ud af skolen.
Selvfølgelig kunne en aftægtsmand ikke lade være med at blande sig, det var der tradition for, og traditioner havde høj status på Storvængegård. Det ville aldrig blive anderledes. Hans bedstefar havde blandet sig i gårdens drift lige til den dag, han faldt død om.
Nu skulle han af med de svin, og han ville ikke savne dem, han havde allerede en aftale med Danish Crown. Og om en fjorten dages tid ville det første hold kreaturer ankomme fra Holland. Han havde altid holdt mest af kreaturerne. Nu var det afgjort, samtalen var overstået.
Lidt nervøs var han selvfølgelig, ingen kendte morgendagen. Der var en risiko ved alting, men når banken var parat til at smide penge i projektet, så måtte det være i orden, for hvis der var nogen, som forstod at sikre deres penge, så var det bankerne. Altså ville han blive belånt til op over Storvængegårds seks skorstene.
Han satte sig igen ved det skrivebord, som havde været kammerherrens, og gennemgik for hundrede og syttende gang sine papirer. Han skulle bestille murer og tømrer, han var ikke blot nødt til at udvide den gamle kostald, men måtte også bygge en ny og mere tidssvarende. Planen var, at han skulle blive en af de første og største mælkeproducenter i Danmark.
De sidste to år havde det været bestemt, at når han og Elsebeth blev gift, så var tiden inde til, at han skulle overtage ansvaret for gården. Og nu havde de været gift i nøjagtigt tolv måneder. Elsebeth var gravid og lå i dette øjeblik, mens han havde haft sin knubbede samtale med aftægtsmanden, i soveværelset, der vendte ud mod parken og søen. Hun havde ikke haft det godt den seneste tid. Hun havde kastet op.
Hun var mere end almindeligt nervøs. Det virkede, som om hun overhovedet ikke glædede sig. Gården syntes at have forandret sig, den dag han fik overdraget nøglerne til pengeskabet og regnskabs-bøgerne. Han så alting med nye øjne.
Han gik i lang tid rundt i stuerne, både nede og oppe, og stod længe i den store hall og studerede de gamle mørknede portrætter, som han havde kendt hele sit liv, men uden egentlig at se dem. Nu så han dem. Far og mor, bedstefar og bedstemor, oldefar med oldemor, tipoldefar med tipoldemor, de gamle koner havde hvide kyser på, runde æblekinder og ekstra rynker markeret af krakeleringer.
Nu var han selv, sammen med sin hustru, kommet op på væggen nede ved siden af døren ud til mellemgangen. Han syntes ikke, portrættet af Elsebeth var vellykket. Det var også et besynderligt valg, hun havde truffet, da hun valgte maleren Jens Jensen, en sær original med hang til det okkulte.
Det var et eller andet ved hendes øjne, som han ikke brød sig om, men Elsebeth var glad for billedet, og nu hang det på husfruens plads og virkede sært dominerende, og sådan var Elsebeth ikke. Da hans søster Emma så Jens Jensens portræt af Elsebeth, sagde hun: Jeg tror ikke, nogen af os virkelig kender Elsebeth.
Det var især næsen, eller mangel på samme, der karakteriserede Elsebeth. En lille tip, som pegede lodret opad, med store, kuglerunde næsebor. Portrætmaleren havde skildret hende en face. Hovedet en lille smule foroverbøjet. Ingen skygger. Hvad var det med de øjne? Og det tynde, korte, tilbagestrøgne hår.
Lægen sagde, at hendes hårtab skyldtes graviditeten. Det ville ændre sig, når hun havde født. Selv havde han valgt, som den første i slægten, at lade sig portrættere af en fotograf nede i Aalborg. Forstørret og i bred ramme, så det kunne falde ind i samlingen. Det havde hans forældre naturligvis syntes var noget mærkeligt noget. Men ny mand, nye skikke, og nu skulle han tilmed være far. Det ene med det andet og på en gang.
Han havde kendt Elsebeth altid. De havde leget sammen som børn. Elsebeth var et år ældre end ham, og havde han ikke været der, var hun nok aldrig blevet gift. Det mente hans søstre, Emma og Ane, for de to mente altid noget. Selv havde han kun haft en enkelt kæreste, som han faktisk havde været meget glad for, men hun var ikke den rette for ham.
Først nu, da han var blevet gift med Elsebeth, tænkte han over hvorfor. Havde han ikke selv haft noget at skulle have sagt? I så fald havde han ikke sagt det. Det havde bare altid ligget i luften, den luft, de begge havde indåndet, at det skulle være de to. Lidt sært var det, at han først tænkte på det nu. Ikke at han havde fortrudt noget, men det var alligevel mærkeligt, som om han stadigvæk var en lille dreng, der gjorde, hvad hans forældre mente var det bedste for ham.
Jeg har altid godt kunnet lide Elsebeth, tænkte han. Hun havde været ret vild som barn. Hun havde vist aldrig haft en kjole på, ikke engang da hun skulle giftes. Det blev en buksedragt. Men med Elsebeth, havde hans mor sagt, ville han få en god, flittig og ærlig kone. Elsebeth fra Pedersharme. Da han var dreng, troede han, gården hed Pedersarme.
Gården var næsten lige så gammel som Storvængegård, men meget mindre. En gammel, for længst bilagt strid mellem de to gårde var kort beskrevet i slægtsbogen. Det var noget med, at Frederik Ulrik Otto Nielsen, kaldet Store Vænge, kongens jæger, som døde i 1730, samme dag som Frederik den Fjerde, konge af Danmark og Norge, sammen med sin lillebror, Peder, havde deltaget i Den Store Nordiske Krig.
De blev begge belønnet af kongen, men Peder blev forfordelt. Mens Frederik fik de rige jorder syd for Sivholm Sø, broderparten, Storvængegård, måtte Peder nøjes med de mere magre jorder nord for søen, hvilket havde vakt nogen harme. Aftægtslejligheden lå på første sal og bestod af fire ret store værelser.
Den lå til venstre, når man kom op ad trappen og stod på reposen. Til højre, via en mellemgang, lå Emmas og Anes værelser. De var tit hjemme i weekenderne, og i ferierne. Fra denne gang var der en trappe op til pigekamrene under taget og ned i det store køkken. Aftægtsfolkene havde fået deres møbler med ovenpå.
I stuerne nedenunder havde han fået revet en væg ned, så dagligstuen kunne blive større. Væggene var malet i samme varme farve som brune æg. Det store maleri af fiskere på Hornbæk strand, malet af Krøyer, skulle blive hængende i dagligstuen. De småsprossede vinduer vendte ud mod den brede terrasse og trappen, der førte ned til parken og søen.
Han gik ud på terrassen. For hver ende af huset lå der haver, prydhaven, urtehaven og frugthaven. Overalt var der vildtvoksende buksbom, som engang havde været klippet i geometriske former. Barokhaver var heldigvis for længst gået af mode. De var alt for dyre at holde ved lige.
En smal, grusbelagt sti snoede sig ind mellem de bøgetræer, der var blevet plantet samtidig med opførelsen af den nuværende hovedbygning ned til søen, hvor han hvert forår, omkring første maj, stillede den lille badebro op. Da han var yngre, havde han tit startet dagen med en morgendukkert. Nu var det så sjældent som næsten aldrig.
Søstrene Emma og Ane var hjemme for tiden og havde været det et stykke tid. De havde begge, for de gjorde altid alting sammen, sagt deres job op i den børnehave i Hjørring, hvor de havde arbejdet som pædagoger. Et halvt år blev det til. Tidligere havde de arbejdet i Brønderslev, men det holdt kun fire måneder. Så havde de fået nok af det, de kaldte slendrian.
De blev hurtigt utålmodige, når det gjaldt slendrian, og hver gang det skete, kom de hjem for at komme til kræfter. Så indtog de deres værelser med en selvfølge, som ingen undrede sig over. Emma havde indrømmet, at hun faktisk ikke brød sig om børn. Det var vel også nærmest uetisk at sætte børn i verden, når man så den retning, verden bevægede sig i.
Emma var som den ældste ordførende. De to søstre afpassede deres skridt efter hinanden og gik i takt. Det var ikke spor mærkeligt, at folk troede, de var tvillinger. De lignede hinanden, for det ville de. De gik ens klædt. Mor var både irriteret og bekymret, for hvordan skulle det gå de to? Ville de nogensinde blive gift?
Søstrene faldt for den samme type mænd, og de havde da også haft et par kærester. Problemet var bare, at hvis en fyr inviterede Emma en tur i biografen eller på diskotek i Hjørring, så fulgte Ane med. Og vice versa. Før de kom på pædagogseminariet, havde de haft et forhold til en fyr, som hed Benny, en lidt speciel type, men Ulrik kunne godt lide ham.
Benny tog det i stiv arm, at han pludselig havde to kærester på en gang. De gik alle tre med hinanden i hånden. Efter et par måneder havde Benny imidlertid fået nok, og søstrene besluttede efter dette svigt aldrig mere at have noget med mandfolk at gøre. Og det løfte holdt de.
– Selvfølgelig kan I blive her, sagde mor. – Indtil I finder jer et nyt arbejde. Og det gør I. Er det forstået?
Emma og Ane havde snart været raden af nordjyske børnehaver rundt. Mor var, hvor hun altid havde været, i køkkenet. Hun behøvede naturligvis ikke at lære Elsebeth op, svigerdatteren var særdeles godt forberedt hjemmefra, men nu hvor hun ventede sig, indtog svigermor sin gamle plads i huset, og det med en selvfølge, der ikke lod sig fornægte.
Hun kunne da ikke sidde på en stol deroppe på første sal og bare glo ud ad vinduet. Ligesom aftægtsmanden blandede hun sig, det var der tradition for. Elsebeth havde da heller ikke noget imod at blive aflastet i denne tid, hvor hun ikke kunne finde ud af noget som helst, og slet ikke sig selv.
Moderen havde altid travlt med diverse årstidsbestemte forberedelser, der skulle syltes grønne tomater, rødbeder og asier, der skulle laves agurkesalat, rabarberkompot, alskens syltetøjer af brombær, solbær, ribs, mirabeller, hyben og stikkelsbær, hun skulle bage brød, både rugbrød og sigtebrød, og hun bagte kringle og småkager, så der var noget til eftermiddagskaffen.
– Aldrig i livet, havde det lydt fra Emma. – Aldrig skal jeg være landmandskone. Jeg vil have en uddannelse, tjene mine egne penge og ikke finde mig i nogen form for slendrian.
Det var efter Anes hoved. De var moderne unge kvinder, de to. De vidste, hvad de ville, og specielt hvad de ikke ville.
– Fejlen ved jer to, vrissede mor, – det er, at I har haft det for godt og for nemt.
– Det er et par gæve tøser, sagde far. Det havde han altid ment.
De var døtre, så de kunne sådan set gøre, hva faen de ville, det var noget ganske andet med sønnerne. Og nu ligger Elsebeth i soveværelset, tænkte han. Jeg har ikke set ind til hende en eneste gang i dag. Han fyldte sit blik med det matte grågrønne lys fra søen. Hvorfor skammede han sig, når han tænkte på Elsebeth? Det var urimeligt, det var dumt. Men var der grund til det? Hvilken?
Han kunne ikke se den. Hvis hans ægteskab med Elsebeth var en misforståelse, var der kun en, han kunne bebrejde. Alt, alt for sent var han nået dertil. Han kunne faktisk have sagt nej, og når han ikke gjorde det, så var det, fordi han ikke kunne få sig selv til det. Skulle han nu skamme sig over det? Han havde vel regnet med, at han, over tid, ville komme til at elske hende.
Han troede, at han kendte hende, men det var kun én side af hende, han kendte, og den var efterhånden ikke længere til at få øje på. Især ikke efter at hun blev gravid. Ville Elsebeth ikke kunne sige nøjagtig det samme om ham, at han blev mere og mere fremmed? Nu bar hun deres første barn, og hver gang han så hende, så han … bebrejdelsen i hendes øjne.
Nej, nej og atter nej, skammen havde ikke noget at gøre med de betydelige midler, Elsebeth havde ført med sig ind i ægteskabet, for han havde ikke giftet sig med hende for pengenes skyld. Den slags var for usselt. Han blev syg bare ved tanken og havde derfor bestemt, at de penge ikke skulle røres. Så kunne den gamle smække med døren, så meget han lystede.
Han havde aldrig før tænkt over Elsebeths udseende. Det havde ikke haft nogen betydning. Han havde ikke haft andre venner end Elsebeth, før han mødte Karl på landbrugsskolen. Han skulle altid komme lige hjem fra skole for at deltage i arbejdet på gården, han var altid under oplæring, helt fra han var en lille dreng…
Læs resten af første kapitel i Hjemsøgt.
Hjemsøgt
Der er så yndigt ude på landet … Eller er der? Bent Haller tager i romanen ”Hjemsøgt” læseren med til et landbrug i opbrud.
På det nordjyske gods Storvængegård har slægten Vænge gennem 300 år været en af de storbedrifter, der har opbygget det danske land. Men mørke skyer samler sig over slægtens overhoved, Ulrik Christian Vænge. Han lever i et kærlighedsløst ægteskab, og kæmper med at få økonomien til at hænge sammen mens han nervøst bemærker hvordan jorden under hans ledelse forsures. Da hans hustru bliver dødeligt syg, møder han sygeplejersken Abigail på hospitalet og forelsker sig. Men er der en vej ud af slægtens kløer for Ulrik?
Du kan købe Hjemsøgt online hos fx Saxo eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: