Læseprøve og uddrag Oversat skønlitteratur

Michelle Steinbeck har skrevet en tankevækkende, feministisk roman. Læs et uddrag af Favorita her

Michelle Steinbeck har skrevet en tankevækkende, feministisk roman. Læs et uddrag af Favorita her

Favorita er flere årtiers feministisk vildskab og vrede kogt ned til en intens roman, der forsøger at give kvinderne magten tilbage.


Michelle Steinbeck inviterer ind i et hæsblæsende, feministisk univers og spørger på vejen: Er det ved at være på tide at skrive en ny slutning på århundreders patriarkalsk vold? Og er det overhovedet muligt?
For som pigen Fila selv gør opmærksom på i bogen: “Der er ikke noget mere poetisk end en smuk kvindes død.”

LÆS OGSÅ: Michelle Steinbeck: En bouillon-terning af feministisk vildskab

For at finde sandheden om hvad der skete i hendes mors sidste timer, vælger den unge pige Fila at forlade sit liv i Schweiz og rejse alene til Italiens bagende sol.

LÆS OGSÅ: 34 bøger om stærke kvinder og utrolige kvindeliv

Men i det tidløse, toscanske landskab begynder fascister, kommunister, hekse, spøgelser og bordeller snart at pible frem fra alverdens sprækker. Skridt for skridt optrevler hun det hemmelige liv, hendes mor har levet – under navnet Favorita.

Læs første del af Favorita herunder.




Favorita

af Michelle Steinbeck




FØRSTE DEL

I min bedstemors køkken hænger der en kødpølsefarvet vægtelefon med drejeskive. Den ringer. Jeg tager den, men siger ikke noget.

Der er en italiensk kvinde i røret. Hun spørger efter min bedstemor. Jeg gnider mig i panden med røret, det er køligt. Jeg kan mærke, hvordan hun bliver utålmodig, jeg rømmer mig og siger:

Min bedstemor bor er her ikke længere, faktisk bor hun slet ingen steder, hun er død.

Stemmen venter lige akkurat længe nok til, at det ikke er uhøfligt. Så siger hun:

Jeg beklager, men jeg har ikke så meget tid.

Hun spørger, om jeg er min mors datter. Hun siger min mors fornavn, Magdalena, og et efternavn, jeg ikke kender.

Hun er læge, min mors læge, mere præcist specialist i leversygdomme, og min mor gik hos hende på grund af sin sygdom.

Levercirrose, siger hun, eller det, man kalder skrumpelever. Men det var ikke skrumpeleveren, hun døde af.

Det gør mig ondt, siger hun, men din mor er død.

Hun holder en pause, akkurat længe nok til, at jeg når at se en lever for mig, stegt og med persille, og så siger hun:

Hør her, din mor er død, og de siger, at det var leveren, men det kan jeg forsikre dig for, at det ikke var. Jeg så den selv så sent som i sidste uge, altså på et røntgenbillede, og den var helt fin.
Hør her, siger hun igen, du må hellere komme. Men du skal ikke tro dem, når de siger, det var leveren. Det gør mig ondt, men din mor blev slået ihjel.

Hun giver mig adressen og telefonnummeret til et sygehus i Napoli og siger:

Hun ville ikke dø. Aldrig har jeg set nogen kæmpe så hårdt for livet.
Jeg spørger, hvad hun hedder, men hun har allerede lagt på.

Jeg sidder ved bordet og nikker.

Godt, siger jeg højt, det var så det.

For første gang er jeg glad for, at min bedstemor ikkeer her længere. Det, hun frygtede mest, er sket. Var det også det, jeg selv frygtede mest? I alle årene har min mor været en mulighed, en opgave, som jeg udsatte. Nu er jeg endelig blevet fri for hende.

Jeg prøver at fremmane hendes ansigt, at føje de enkelte dele sammen. Det touperede, kulsorte hår. Et tykt lag rouge, kunstige øjenvipper. Opspærrede øjne, en kæmpestor, rød mund. Og så tænderne: lange og fremstående, rigtige hestetænder. Det lykkes ikke.

Jeg tænker på den dag, jeg sidst så min mor. Det er meget længe siden. Jeg husker den tydeligt.
Jeg kom hjem fra skole, og jeg kunne med det samme lugte hende. Stod stille uden for entredøren. På reposen stod et kæmpestort tøjdyr, en giraf. Det var umiskendeligt hende, der trængte ud gennem døren: den hæse stemme, den hostende latter, smældende skridt.

Jeg overvejede, om jeg skulle lade være med at gå ind, om jeg simpelthen skulle vende om og bare strejfe rundt, indtil det hele var overstået, og hun var væk igen. Men jeg trykkede dørhåndtaget ned, og dér stod hun. Lænet op ad dørkarmen ind til køkkenet med en tændt cigaret mellem fingrene, mens hun talte indtrængende til min bedstemor.

Ved første blik virkede hun ikke lige så høj og frygtindgydende, som jeg huskede hende. Hun hvinede, da hun så mig.


Hold da kæft, råbte hun, er det virkelig min Filù? Du er jo uigenkendelig! Mamma, kan du huske, hvordan der gik en evighed, før hun fik hår på hovedet? Du er jo gået hen og blevet en rigtig lille godte!

Min bedstemor protesterede, og min mor vendte sig igen om mod hende:

Det var bare for sjov, hun ligner jo et fugleskræmsel, giver du hende overhovedet noget at spise?

Hun rakte ud efter mig og slog træfsikkert kløerne i mine kinder og vred dem, som om hun ville flå dem af. Sådan havde det altid været med hendes besøg, altid var de forbundet med denne rædsel og smerte. Jeg stod som i en skruestik og kunne ikke undgå det, når hendes ansigt nærmede sig mit, og hun kyssede mig på min vrængende mund. Hun udbrød chokeret:

Har du plukket dine øjenbryn?

Jeg sagde: Nej da, jeg er jo kun et barn.

Men hun hørte ikke efter og sagde, at jeg allerede havde plukket dem for meget – kom, så viser jeg dig, hvordan man gør! Jeg undveg hende, og min bedstemor, der stod ved det åbne vindue og røg, sagde irriteret:

Så lad dog pigebarnet være, hun er kun lige kommet hjem. Du gør hende jo bange.

Magdalena blev fornærmet og slap mig. Hun syntes, at jeg i det mindste skulle passe på kun at tage de hår, der virkelig irriterede mig, for øjenbryn vokser ikke ud igen.
Hun kneb min bedstemor i kinden og sagde:

Desværre har jeg selv plukket dem alle sammen, for min mor forklarede mig det aldrig.
Min bedstemor verfede hendes hånd væk, hendes kind var blevet rød. Magdalena vendte sig igen om mod mig. Dine er jo perfekte, som de er, sagde hun og strøg mig over øjenbrynene med pegefingrene:

Det kan du takke mig for. Det har jeg også altid bedt til Den Hellige Jomfru om:
Lad hende ikke blive lille og skaldet som sin far.

Min bedstemor hvæsede: Så dæmp dig dog lidt! Fru
Müller står allerede i vinduet og kigger.

Magdalena lo: Vi har da ikke noget at skjule.

Hun gik hen ved siden af min bedstemor og vinkede
med store bevægelser:

Halløj, fru Müller!

Min bedstemor lukkede vinduet:

Er du fra forstanden, hun er vicevært nu!

Et rædsomt kvindemenneske, sagde Magdalena, og
min bedstemor trak på skuldrene.

For en gangs skyld var hun enig. Magdalena rystede på hovedet:

Kan I huske, dengang hun rev svalereden ned fra tagskægget med kosteskaftet? Alle de små fuglebabyer lå døde på fortovet. De havde ikke engang fået fjer endnu.

Det gør hun hvert år, sagde jeg.

Magdalena åbnede vinduet igen og råbte:

Nå, fru Suresen, ja, det er dig, jeg taler til! Pas du bare på, at jeg ikke river dig ned fra tagskægget med kosten. Din morder!

Hun lo, lænede sig langt ud og fløjtede:

Hvor er I henne, alle sammen? Fru Schneider? Er der ikke nogen, der vil sige hej? Hey, signora!

Min bedstemor rev hende væk fra vinduet. Fru Schneider boede nedenunder, hun var også fra Italien, havde også været gift med en schweizisk mand og var også enke. Somme tider kom hun op og drak kaffe, og når vi mødte hende på gaden, standsede vi op og spurgte, hvordan det gik.
Magdalena satte sig ned og mumlede:

Hvad er der nu galt i, at jeg gerne vil sige goddag til fru Schneider? Hun har altid behandlet mig ordentligt.

Så rakte hun hurtigt frem og kneb mig i kinden og trak mig tæt hen til sig. Sådan sad vi og kiggede indgående på hinanden, helt ind i porerne i huden. Jeg indsnusede lugten af hendes parfume og tobakken på hendes fingre og kiggede på den tynde, rynkede hud under øjnene med den udtværede eyeliner.

Blå, tegnede øjenbrynsbuer, furen mellem dem: vredesrynken. Bittesmå blodårer i næsefløjene med svedperler under; læbestift, der var flydt ud i rynkerne om munden og tørret ind. Der var noget foruroligende over hendes øjne, de svømmede og flakkede, indtil hun brat vendte dem væk fra mig og udbrød:

Mamma, hun er så frygtelig bleg! Har hun … har hun fået det?

Jeg stivnede. For det havde jeg faktisk den morgen, og det havde rystet mig dybt. Jeg havde ikke sagt det til nogen, men gået rundt med underbukserne proppet med blodigt toiletpapir og ondt i lænden. Jeg blev forskrækket over, at det pludselig var afsløret, at jeg var nødt til at tale med Magdalena om det nu. Og temmelig imponeret over, at hun bare sådan havde kunnet se det på mig.

Min bedstemor sagde: Hvad? Nej da, hun er jo kun et barn.

Jeg måtte væk og mumlede noget om en aftale. Magdalena ville følge mig derhen.

En fest, udbrød hun, jeg tager med. Hvor går I unge hen, når I går ud for tiden? Måske kender jeg også nogen – vent lige, jeg skal lige klæde om, og hvad med dig, hvad skal du have på?

Jeg svarede køligt, valgte mine ord med omhu, som om hun var langsom i opfattelsen:

Vi går ikke ud. Vi mødes bare udenfor og snakker, det er ikke spor interessant for dig.

Alt er interessant for mig, sagde hun, du er så skidevoksen, se bare på dig, jeg fatter det ikke.

Hun så ud, som om hun overvejede at begynde at græde, og det gad jeg virkelig ikke se på.
Jeg smuttede. Nede på gaden kunne jeg høre hende råbe efter mig oppe fra vinduet og grine ad, hvordan jeg stak af fra hende. Da jeg kom hjem igen, var giraffen væk. Alle vinduerne stod åbne, det trak, og min bedstemor susede rundt og slettede alle spor efter hende.

Hun var meget oprevet. Men jeg måtte ikke spørge hende hvorfor.

Din mor er sindssyg, sagde hun bare, din mor er farlig, hun skal lade os være, hører du, det er det bedste for os alle sammen.

Vi så hende aldrig mere. Jeg havde troet, hun ville vende tilbage, sådan som jeg også selv var vendt tilbage. Hver aften, når jeg kom hjem fra hospicet, hvor min bedstemor lå og lignede en nøgen fugleunge, regnede jeg med, at hun sad i køkkenet og ventede på mig. Det var med bankende hjerte, at jeg låste entredørens tre låse op og beredte mig på, at hun skulle slå kløerne i mig.

Jeg frygtede det og håbede på et mirakel. Min bedstemor havde forbudt mig at fortælle hende, hvordan det stod til, faktisk måtte ingen vide det. Mens hun stadig kunne tale, greb jeg hende i at lyve over for fru Schneider i telefonen og sige, at hun snart ville være hjemme igen, og at fru Schneider ikke behøvede at besøge hende, jeg var der jo.

Hvordan skulle Magdalena så kunne vide det, hvor hun nu end befandt sig? Hun kom ikke til begravelsen. En af nabokonerne gav mig et knus og sagde, som om hun prøvede at trøste mig:

Hun har aldrig været en af os.

Efter at min bedstemor var død, føltes det pludselig naturligt at kontakte hende. Hun var trods alt den eneste familie, jeg havde tilbage. Min bedstemors frygt havde altid forekommet mig overdrevet. For mig at se udsprang den af de samme kilder som hendes frygt for Helvede og onde øjne – jeg troede ikke på den. Magdalena var sindssyg, ja, men farlig?

Vi sørgede for at holde vores verdener adskilt; jeg var tryg og uafhængig i min egen. Jeg kunne ikke se, hvordan hun og hendes forkætrede underverden på nogen måde skulle være nogen trussel.
Min bedstemor ville uden tvivl have protesteret. Hun havde hele tiden sagt til mig, indtil hun ikke kunne sige noget mere, at jeg snart ville være tilbage i min egen, dejlige tilværelse.

Jeg modsagde hende ikke og fortalte hende heller ikke, at jeg havde sagt mit værelse i byen op, lige efter at hun var blevet diagnosticeret. Mens hun forsikrede mig over telefonen, at der ikke var noget at være bekymret for, og at jeg ikke skulle gøre mig nogen ulejlighed, var jeg allerede i gang med at pakke mine ting.

Når jeg ser tilbage, føles det, som om jeg havde gået og ventet på det, ventet på en udløsende faktor, en god grund til endelig at give op og droppe alle mine planer. Der var ikke noget i den her by, der holdt på mig. Jeg gjorde det alt sammen for hendes skyld.

Den dejlige tilværelse, som hun ønskede for mig – jeg fortalte hende aldrig, at jeg havde opgivet den, at jeg uden nogen fortrydelse havde opsagt den ligesom de underbetalte jobs, hun troede var ønskejobs. Det nyttede ikke noget, at jeg prøvede at forklare hende, at tiderne havde ændret sig; at praktikanter hverken fik løn eller anerkendelse, at universitetet betalte mig med ects-point, og at jeg havde aftenjobs på barerne for at tjene til huslejen.

Hun nægtede at forstå, at et studie ikke længere automatisk førte til en karriere og en hel masse penge.
Mit barnebarn, sagde hun storsmilende, familiens første på universitetet!
Det gik ikke at brokke sig.

Hun blev glad, da jeg var nødt til at flytte til byen for at gå på universitetet. Min dårlige samvittighed over at forlade hende fejede hun af med en håndbevægelse. Jeg tror, at hun betragtede min optagelse på universitetet som et tegn på, at det var lykkedes hende at beskytte mig mod Magdalenas dårlige indflydelse. Det var også en lettelse for mig selv, at Magdalena ikke kendte min nye adresse.

Og alligevel var jeg hele tiden bange for, at hun pludselig skulle dukke op på det mest upassende tidspunkt og af sløre mig over for alle som den bedrager, jeg var. At hun ville bryde ind i mit liv og splitte det hele ad.

Som barn havde jeg nærmest tvangsmæssigt gransket mit ansigt i spejlet for at se, om jeg lignede hende. Hvad var der af hende i mig? Takket være en tandbøjle, som min bedstemor havde betalt en formue for, ville jeg ikke få hendes tænder. Jeg overvågede min måde at bevæge mig på, min stemme, mine handlinger, min krop, mine tanker.

Ville jeg blive sindssyg ligesom hende? Hvis jeg sporede den mindste lighed med hende, anstrengte jeg mig, til den var væk. Jeg ville forme mig selv, ligesom bøjlen omformede mine tænder, så jeg ikke kom til at ligne hende. Men tiden gik, og Magdalena forsvandt mere og mere for mig, jo mere jeg prøvede at huske hende. Hvordan kunne jeg sammenligne mig med hende, når jeg ikke engang længere kunne huske, hvordan hun var?


Billederne falmede, indtil de kun bestod af anekdoter. Magdalena blev til et fantom, et skrækindjagende, ansigtsomklamrende spøgelse fra min barndom. Og for hver gang jeg prøvede at påkalde mig noget, der måske var et minde, blev det minde svagere og mere falsk og løgnagtigt. Grænsen mellem sande og falske minder, mine egne og min bedstemors, mellem fotografier og anekdoter blev udvisket.

Det fik mig til at slappe af og gjorde det lettere at tænke på hende. Hun føltes ikke så tyngende længere, den diffuse skræk og smerte og skam fortog sig. Hun havde gjort sig usynlig, selv i min erindring. Som en død forblev hun i fortiden, mens vi andre levede videre og formede hende, som det nu passede os.

Efter min bedstemors død satte jeg mig for at finde Magdalena, men det blev aldrig til noget. Hvordan skulle det også det? Hun var forsvundet. Hun kunne sådan set være død for længst, det var ikke til at vide. Så jeg lod være med at prøve. Tanken om, at jeg kunne, blev ved med at nage mig, men jeg udskød det hele tiden: måske snart.

Nu er jeg fri for den tanke.

Hvad var det, damen i telefonen havde sagt? Du må hellere komme. Din mor blev slået ihjel.

Jeg sætter kaffe over. Tager tomme flasker frem fra under køkkenbordet, ryster dem, stiller dem ind igen. Leder i køkkenskabene: Amaretto eller æggelikør. Jeg holder telefonrøret mellem hage og skulder og drejer nummeret. Det er ganske rigtigt et hospital i Italien.

Jeg spørger efter min mor, Magdalena og så det der efternavn, jeg ikke kender. En kvindestemme siger: Attimino, jeg ser lige efter.

Jeg hører hende skrive på et tastatur. Så ånder hun ind, rømmer sig og siger:

Signora efternavn-jeg-ikke-kender døde i går aftes her på hospitalet.

Hvordan døde hun? spørger jeg.

Der står her, at hun døde efter langvarig sygdom, skrumpelever, som man kalder det. Øjeblik …

Der lyder ophidsede stemmer i baggrunden.
Så er hun der igen:

Undskyld, men hvem er De?

Hendes datter.

Stemmen råber:

Datter! Virkelig? Madonna. Så lægger hun på.

Kaffen koger over. Jeg sidder bare og ser på det. Hvis min bedstemor var her, ville hun have råbt op:

Ma! Ma! Magdalena!

Det var vores måde at mindes hende på – som en vittighed. Som en helgeninde, vi påkaldte i umulige situationer. Når en af os opførte sig særlig glemsomt eller klodset, lod den anden, som om hun var lige så forvirret og skør og sagde med et grin: Ja, Magdalena?


Allerede da jeg var lille, forbød min bedstemor mig at gå ind på hendes soveværelse, når hun ikke var med. Det overholdt jeg, også efter at hun var død. Det skulle blive ved med at stå, som hun havde efterladt det. Mens hun lå for døden, lovede jeg mig selv at gøre det anderledes denne gang: Hun skulle ikke blive glemt, ikke overhovedet.

Jeg ville holde hende i frisk erindring altid. Jeg ville ikke røre hende, ikke lade nogen luft komme til, holde hende under lås og slå. Men da jeg kom hjem fra hospitalet, den dag hun var død, var lejligheden allerede som forhekset: Den virkede pludselig slidt og støvet og præget af tilfældigt sammensatte ting og sager.

Min bedstemor døde, og alt, hvad hun havde ejet, mistede sin glans. Dengang tøjet sad på hendes levende krop, havde det set elegant ud, men nu gik det op for mig, at det var fra hende selv, at lyset udgik. Hun havde oplyst ethvert rum med sin tilstedeværelse, ja, selv en stegegaffel havde set yndefuld ud i hendes ferme hænder.

Mit barndomshjem havde pludselig forvandlet sig til en omgang storskrald. Fortvivlet gik jeg hen til hendes kommode og ledte i hendes ting for dog bare at finde et skær, et vidnesbyrd om, at hun havde fandtes. Men i de forbudte skuffer lugtede der kun af mølkugler. Hendes viftende silketørklæder var af kunststof, øreklipsenes guld af afskallende plastic.

Skyldbevidst lukkede jeg først skufferne og så døren i efter mig.
Nu åbner jeg den igen for første gang siden dengang.
Chatollet lugter stærkt. Af møbelpolish måske, af lim, frimærker, gamle papirer. På skrivepulten står der noget neglelak. Jungle Green. Den var dyr, min sidste fødselsdagsgave til hende.

Fuld af dårlig samvittighed sendte jeg den med posten sammen med et løfte om at komme og besøge hende senest til jul. Nu åbner jeg den lille flaske og giver mig til langsomt at lakere negle. Så venter jeg, til det er tørret, og åbner klappen.

Jeg finder børnetegninger, postkort, en ønskeseddel (Kære nonna, til jul ønsker jeg mig: penge) og en hel masse små tændstikmapper. Gratis souvenirs fra hendes pensionistbusrejser, som hun har gemt. Jeg vender og drejer dem; det er alt, hvad der er tilbage af et helt liv. Tomme reklametændstikmapper fra en restauration med udeservering.

Først da tager jeg skotøjsæsken med fotografierne frem. Fingeraftryk, ansigter fra fortiden.
En regnfuld efterårsdag ved havnen i en by ved den italienske kyst. På de våde brosten en kvinde med en barnevogn. Hun poserer for fotografen: stiller sig på tæer, skyder brystet frem, hæver øjenbrynene.

Min unge bedstemor, Lavinia. To unge mænd på knallert råber efter hende. Hun står stadig rank, hun er en dame. Hendes fingre er hævede og sprukne efter hårdt arbejde, men hun er stolt. Når hun skal til bageren, tager hun et lyserødt sæt på med et flagrende tørklæde, øreklips, åbne sandaler. Fascinerende knyster.

Nyt fotografi, måske samme dag. På stranden, havet med hvide skumtoppe, sandet mørkt og vådt, bøjede ben i nylonstrømper. Magdalena har taget skoene af, også her: fornøjede knyster ved storetæerne.

Hun sidder i strømpefødder i sandet med et barn ved sin side, som sidder på hug og kigger interesseret på, mens hun skriver mit navn med pegefingeren i sandet. FILA. En forkortelse af Filippa, efter min far. Min bedstemor ville ikke have noget med ham at gøre, så hun gav mig navnet på sin fridag: Domenica, forkortet MIMMA.

Det tredje fotografi har tryllebundet mig, så længe jeg kan huske: et sort-hvidt portræt af et barn i forklædekjole. Det korte, mørke hår ligger tæt ind til hovedet, blikket er skarpt og rettet lige mod kameraet. Maddalenas første skoledag står der på italiensk på bagsiden med min bedstemors runde håndskrift.

Barnet ser meget alvorligt ud. De var lige flyttet til Schweiz på det tidspunkt, og det var før, hendes navn blev ændret, gjort schweizisk. Når min bedstemor kiggede på det her billede, sagde hun altid: Hun havde det ikke let, din mor.

Hun var født uden for ægteskabet, en skændsel. Hendes far, min bedstefar, var schweizer og i Italien på ferie. Efter at han var rejst hjem til Schweiz igen, opdagede min bedstemor, at hun var gravid. De skrev til hinanden, og han kom med løfter: Vent på mig, jeg kommer og henter jer.

Efter fem år blev hun træt af at vente, pakkede sine ting og sit barn og rejste selv op til ham.
Der er kun ét billede af ham i æsken. Sepiabrunt, taget bagfra, han står ved en bred og fisker. Han drak for meget og var kolerisk – det har Magdalena fra ham, sagde min bedstemor.

Jeg har hans udstående ører.
Han døde, kort før jeg blev født, skrumpelever.
Mere ved jeg egentlig ikke om ham.

Jeg kender heller ikke min egen far, kun den måde, min bedstemor sagde hans navn på: Filippo. Som om hendes tunge ville rådne og falde ud. Med lav stemme, som om han kunne høre hende.
Hun anklagede sig selv for at have forsømt Magdalena; at hun var blevet sådan, fordi hun havde manglet noget som barn.

Hun mente, hun havde drevet Magdalena hjemmefra og i armene på Filippo.
Jeg tilsidesatte hende for meget – sådan sagde hun.
Og hun fortalte:

I Italien bar jeg altid Magdalena, når vi skulle langt. Men her havde jeg andre ting at bekymre mig om. Et nyt sted, et nyt sprog. Vi skulle have mad på bordet. Pludselig var vi ikke bare os to, der var også hele svigerfamilien, som jeg skulle tage mig af. Jeg tog mig af alt og alle.

Hun rystede på hovedet:

Ved de hellige ben, den mand havde aldrig nogen penge! Spørg mig ikke, hvor mange penge han havde, spørg mig, hvor meget han skyldte! Det var jeg ikke vant til – jeg har altid kun tjent lidt, men aldrig skyldt nogen noget, jeg har passet på pengene. Når det var lønningsdag, sad jeg ved vinduet og ventede på ham om aftenen, og så kom han hjem næste morgen, døddrukken, og havde brugt hver øre!

Så begyndte jeg at vaske for folk, men han skændte på mig og smed kurven med nystrøget vasketøj ned ad trappen: Min kone skal ikke arbejde.

Somme tider var jeg også nødt til at hente ham nede på værtshuset, fordi han ikke kunne stå på benene længere, åh, hvor var det pinligt.

Ja, sagde hun tankefuld, mens hun kiggede på billedet af Magdalena, jeg tilsidesatte hende helt sikkert for meget.

Magdalena er død, siger jeg højt.

Hvorfor er jeg ikke mere påvirket af det?
Jeg gransker mine fødder. Stirrer på fotografiet fra
stranden, indtil det opløser sig. Prøver at sætte mig ind i skikkelserne på billedet i netop det øjeblik. Det er jo mig, så hvorfor kan jeg ikke huske det?

Jeg ville gerne føle noget. Stryger med fingeren hen over billedet af Magdalena som ung kvinde, min mor. Intet. Det sker intet. Jeg bliver ikke grebet af noget, ikke overvældet af noget. Jeg bliver en lille smule bevæget, som et stykke træ i en brønd.


Telefonen ringer og vækker mig.
Det er en mand fra hospitalet, han går om den varme
grød:

Signorina.

Han kalder mig ved det efternavn, jeg ikke kender, jeg siger:

Det hedder jeg ikke.
Så bliver han slesk:

Nej, naturligvis, signorina, det må De undskylde. De skal vide, at vi satte stor pris på Deres mor, alle her kendte hende. Hendes død var en frygtelig tragedie. Desværre drak hun en del, og nu ligger hun under mulde, eller næsten: Hun ligger i kølerummet, leveren er kaput, skrumpelever, som man kalder …


Jeg afbryder ham: Jeg kommer med det samme. Jeg vil sige farvel til min mor.




Michelle Steinbeck: Favorita

Michelle Steinbeck har skrevet en tankevækkende, feministisk roman. Læs et uddrag af Favorita her

Favorita handler om mødre og døtre og om patriarkalsk vold mod kvinder – op gennem historien, i myter og popkultur.

Den unge kvinde Fila får et mystisk opkald fra en italiensk læge. Hendes mor, som hun ikke har set i årevis, er død, og der er mistanke om mord. Sådan starter Filas rejse fra Schweiz til Italien. Fra landet, hvor hun er vokset op, til landet, hendes bedstemor forlod, og hvor hendes mor senere forsvandt.

Fila følger sporene af de to kvinder, og det bringer hende fra en velkendt, realistisk nutid til et fantastisk, tidløst landskab befolket af kommunister, fascister, spøgelser, hekse og bordeller. Her optrevler hun det hemmelige liv hendes mor har levet under navnet Favorita.

Du kan købe Favorita online hos fx Saxo eller i din nærmeste boghandel.