I erindringsbogen Kan vi ikke gøre det lidt bedre? fortæller Poul Nyrup Rasmussen om hovedlinjerne i sit liv gennem de sidste 30 år. Begynd din læsning her.
Poul Nyrup Rasmussens erindringer begynder, da han bliver statsminister i 1993. Han fortæller om de næsten 9 år i statsministeriet, om engagementet i Europa og om at miste datteren Signe, der i 1993 tog sit eget liv efter at have kæmpet med en psykisk lidelse. De smertefulde personlige erfaringer har Poul Nyrup senere brugt i sit arbejde for at hjælpe psykisk syge og pårørende.
LÆS OGSÅ: 10 stærke biografier du ikke må gå glip af
Poul Nyrup Rasmussen var statsminister 1993-2001, medlem af Europa-Parlamentet 2004-2009 og formand for Europas Socialdemokrater 2004-2011. Gennem hele livet har Poul Nyrup haft mottoet: “at være noget er at gøre noget, der rækker ud over en selv”. Sådan har drengen fra Esbjerg, der blev Danmarks statsminister, fyldt hele sit liv med arbejde, der gav mening for ham selv og ikke mindst andre.
Poul Nyrup Rasmussen har tidligere udgivet to erindringsbøger, Rødder – Erindringer 1943-62 (2003) og Vokseværk – Erindringer 1963-93 (2005).
Læs første kapitel af Poul Nyrup Rasmussens tredje erindringsbog, Kan vi ikke gøre det lidt bedre?, her.
Kan vi ikke gøre det lidt bedre?
af Poul Nyrup
STATSMINISTEREN
KAPITEL 1
DEN STORE OPGAVE
En granittrappe med sortmalet gelænder og et par diskrete olivengrønne døre danner indgangen til Statsministeriet.
Den beskedne modtagelse i hjørnet af Prins Jørgens Gård er let at overse, hvis ikke man færdes hjemmevant på Slotsholmen, og hører utvivlsomt til blandt de mindst imponerende for en regeringsleder noget sted i verden. Til gengæld stemmer den fint overens med selvopfattelsen i Danmark, hvor afstanden mellem befolkningen og de folkevalgte repræsentanter helst ikke må være for stor. Sådan er det nu engang i et lille land.
Men tag ikke fejl. Når man træder over dørtærsklen i nummer 11, og elevatoren skyder i vejret inde bag sandstensfacaden, træder man ind i et interiør, som afslører, hvor statsmagten har til huse. Øjnene mødes af en imposant arkitektur, som vidner om Christiansborgs rolle som kongemagtens og folkestyrets bindeled. Herfra er der adgang til Riddersalen og de royale gemakker, som benyttes til repræsentation og officielle markeringer – og når statsministeren har frokostgæster.
For nok er majestæten landets overhoved og Folketinget demokratiets inderste kerne, men det er hos statsministeren, at trådene samles, og ansvaret for politiske beslutninger og fejltrin i sidste ende kan placeres. Det er derfor, der er så stor bevågenhed om embedet.
Turen til statsministerens kontor er da også en vej bestrøet med farer. Både bogstaveligt talt og i overført betydning. Et glasparti sikrer, at ingen baner sig vej uden forudgående aftale, men i en hektisk hverdag indebærer det også, at man let mister følingen med verden udenfor. Derfor gælder det om at have styr på proportionssansen og holde sindet åbent, så den lille verden bag glasvæggen aldrig bliver et vakuum.
Men selv i rigets mest magtfulde embede kan man sagtens føle sig magtesløs. En dansk statsminister er jo aldrig alene om at træffe beslutninger. Bag hvert hjørne venter en forhandling og bag hver bakketop et kompromis.
Overalt skal man søge opbakning, forklare sig og navigere mellem forskellige interesser. For sådan er det i et folkestyre, og sådan bør det være. Ofte tager lovgivning lang tid at gennemføre og bagefter endnu længere tid, før den virker og kan mærkes af befolkningen. Og indimellem går forhandlinger i hårdknude, og kritikken hagler ned over et menneske. Statsministeren.
Men spiller man sine kort rigtigt, og holder man øjnene stift rettet mod endemålet, kan man gøre en forskel. Er man både dygtig, flittig og tilsmiles af lidt held, bare en gang imellem, kan man gøre en positiv forskel for de mange.
Det er en statsministers virkelighed.
Kan du nu klare det?
Klokken er lidt over otte mandag den 25. januar 1993. Vintermørket har for længst sænket sig over Slotsholmen, og aftenstilheden indhyller nænsomt det veloplyste, lange hjørnekontor i Christiansborgs nordre fløj. Statsministerens kontor.
Det knirkende parketgulv er udstyret med smukke håndvævede tæpper, som man let snubler i på vejen til forhandlingsbordet. Rummets vigtigste møbel. Det er aflangt og omgivet af funktionelle stole og smukke væghængte skabe. Klassisk dansk design. Magtens rum i Danmark er ikke prangende i sammenligning med, hvad man finder i statschefpalæer rundtom i verden, men det emmer af sjæl og ånd.
Jeg sætter mig til rette ved Thorvald Staunings solide og mørklakerede skrivebord. En kopi, javist, men et stykke gedigent snedkerarbejde. Alene med tankerne og drømmene, som enebarnet kender så godt. Bag mig er en hektisk og larmende dag omgivet af journalister, blitzlys og snurrende tv-kameraer, gratulanter, blomster og håndtryk.
Det er første dag på posten. Og der, i de allerførste, korte og ubevogtede øjeblikke bag magtens mure, snupper jeg telefonen og ringer hjem til to anspændte forældre i Esbjerg.
Far er som vanligt først i røret, selvom han er stærkt sygdomssvækket. Jeg spørger, hvordan han har det. Men før svaret falder, skal søn- nike lige have et par gode råd med på vejen, inden han rømmer sig og eftertænksomt runder af med ordene:
“Tror du nu, du kan klare det?”
De sorte slægter
Statsminister. Titlen indgik aldrig i mine drømme. Jeg har heller aldrig kæmpet om sejren i Matador eller andre magtspil. Mine sejre rakte til nogle sammenstød i skolegården mod de store, når de små blev drillet. Østre Skole hjemme i Esbjerg var min og alle røddernes skole, og i første klasse skrev lærerinden efter en måned mit første skudsmål:
”Ikke gode evner og heller ikke flittig. Slås meget.”
Der var ikke levnet de helt store håb for knægten fra husvildeboligerne, og jeg betragter min fars spørgsmål til mig på statsministerkontoret som et udslag af det, man i gamle dage kaldte almuesindet. Kampen mod almuesindet var endnu i min barndom en central del af Socialdemokratiets opgør med fortidens klassesamfund. Det var en tankegang, som var udbredt blandt fattige, kuede og jævne folk, og som gik ud på, at tilværelsen ikke står til at forandre.
Der lå en god portion magtesløshed i tankegangen. Arbejdsløshed, klasseforskelle og nedarvede privilegier blev nærmest opfattet som en naturlovens orden, og arbejdere, håndværkere og rengøringskoner hørte til på samfundets bund, og når de fik børn, gjorde de det også. Det kunne ikke være anderledes. Mit skudsmål i skolen gav nu heller ikke anledning til at tro andet.
Først for nylig er jeg blevet bevidst om, at bekymringen hos min far, Oluf, stak dybere end det. Han var den yngste af en stor børneflok, og hans egen far forsvandt til Amerika. Han var desuden født for tidligt, fik stort set alle de børnesygdomme, et barn kan skaffe sig på halsen, og det gjorde det svært for ham at følge med i skolen. Det var før, nogen kendte til begrebet senmodenhed.
På den baggrund skrev kredslægen under på en erklæring om, at den blot niårige knægt var åndssvag. Diagnosen blev stillet efter et kort interview, en intelligensprøve havde lægen ikke lige ved hånden, og stemplet – som min far kaldte den – var nærmest umulig for ham at slippe af med igen.
Min far blev senere gemt væk på en lille lukket ø-anstalt i Limfjorden, Livø, som var indrettet til kriminelle, asociale og moralsk åndssvage mænd. Det mandlige sidestykke til den anstalt for moralsk åndssvage kvinder på Sprogø, som de fleste har hørt om. Han ankom i november 1924, 15 år gammel, og opholdet på øen foregik på ubestemt tid og på overlægens nåde.
Syv af hans bedste teenageår blev taget fra ham. Så opdagede inspektøren og hans kone, at den unge mand var alt andet end åndssvag, og tog ham til sig i inspektørboligen, hvor han lærte ordentlige manerer, praktisk husførelse og formentlig også at skrive. Han var lærenem, og det blev hans held. Han kom fra øen i september 1931 og blev udskrevet af åndssvageforsorgen året efter, da det lykkedes ham at skaffe sig arbejde på en af Englandsbådene.
På den måde slap han fra øen kort inden realiseringen af den lov om tvangssterilisation, som skulle hindre åndssvage i at sætte børn i verden. Så tæt var det på, at det ikke blev mig, der satte sig til rette i statsministerstolen.
Der slutter hele historien nu ikke. Min far var en flittig skribent. Velformuleret og altid opmærksom på udsatte familiers situation. I februar 1950 læste han en dag et interview i avisen med overlægen, der havde haft ansvaret for ham. Lægen forklarede, at menneskers mangel på evner går i arv, og at der i Danmark fandtes en række ”sorte slægter”, hvor dårligdommene blev overført fra generation til generation.
Min far klippede siden ud af avisen og understregede det med de sorte slægter. Han sendte den til overlægen og spurgte, om det betød, at han – og jeg – tilhørte dem. Her ser vi min fars retfærdighedsfølelse. Nok havde hans søn problemer i skolen og sloges meget, men han var fuldkommen normal. Men i brevet sporer man også en bekymring, for tænk nu, hvis der alligevel var noget om det. Lå stemplet som åndssvag simpelthen i blodet?
Overlægen svarede undvigende, og min lille familie kom videre. Min far, som var en handlingens mand, tog mig ud af Østre Skole og placerede mig i Vestre Skole. Hans søn var ikke noget problembarn. Længe gik der da heller ikke, før en ny lærerinde opdagede, at jeg havde let ved matematik. Og så roste hun mig. Det var den første ros, jeg havde fået i min opvækst. Pludselig fik jeg fart på og mærkede, at jeg kunne.
Enden på den historie er, at der var en, der så mig. Det betød, at hele mit liv fik retning, og at jeg fik et skub, som satte gang i alt det, der fulgte. Vi kalder det ”relationen” i moderne sprogbrug. For mig og for mange andre små knægte, især de urolige, blev den slags voksenvejledning afgørende.
Socialdemokratiet opbyggede i de år et velfærdssamfund, og der fulgte en tid med arbejde – også til mor og far – og en række nye muligheder for mig, som de to aldrig havde haft.
Meningen med hele den historie? Tag den som et eksempel blandt mange fra samfundets nederste lag og som et eksempel på det fremadstormende velfærdssamfunds afgørende løft for så mange familier i små kår.
Jeg siger ikke, at min baggrund er en forudsætning for at blive statsminister i Danmark, men den er bestemt heller ikke nogen forhindring. Jeg ved, hvad fattigdom gør ved folk. Mit blik for og kamp imod uretfærdighederne, de sociale skel, ydmygelserne, arbejdsløsheden og børns ulige opvækst stammer derfra. Men det samme gør overbevisningen om, at det at få anerkendelse og blive set er afgørende for ethvert menneske.
Værdierne og uretfærdighederne er to afgørende elementer i mit ungdomslivs bagage og fortsat en stor drivkraft i min stræben for at skabe forandring. Sådan er fortid, nutid og fremtid flettet så forunderligt sammen.
Da jeg satte mig til rette i statsministerstolen, var jeg med andre ord bevidst om, hvor meget velfærdsstaten havde givet mine forældre og mig, og at jeg skyldte den – og mine forældres kærlighed – alt. Derfor satte jeg mig i spidsen for dens fornyelse. Jeg ville give tilbage, som jeg havde fået, og jeg havde forberedt mig grundigt.
Så på spørgsmålet, om jeg kunne klare det? Ja, og jeg var så klar.
Gulvtæppet, der blev trukket væk
Bagtæppet for min entré i Statsministeriet var grå som himlen i de triste januardage, der gik forud.
Natten til den 14. januar 1993 var særlig mørk og stormfuld, nærmest orkanagtig, med oversvømmelser, væltede træer og flyvske tage over hele landet. Det virkede nærmest som en varsling af det politiske uvejr, der ventede forude.
Bogbinderen havde arbejdet på højtryk natten igennem, og først på morgenen troppede højesteretsdommer Mogens Hornslet og et par kolleger op på borgen med favnen fuld af kasser forsynet med et fotogent rødt tryk, som røbede indholdet. Tamilsagen. Resultatet af den dommerundersøgelse, som Folketingets flertal havde nedsat under hans ledelse.
Tusindvis af tamilere var i årene forud flygtet fra en blodig borgerkrig på Sri Lanka, de fleste til nabolandet Indien, men mange var også søgt mod Europa. Heraf 3.000 til Danmark. Justitsministeriet havde hindret flygtningene i at få opholdstilladelse og undladt at behandle deres ansøgninger om familiesammenføring, men for enhver regering gælder den selvindlysende grundregel, at landets love skal overholdes, og at man ikke må give Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger.
Havde daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen administrativt sat en stopper for familiesammenføringerne i modstrid med flygtningeloven? Og var det korrekt, når statsminister Poul Schlüter i Folketinget slog fast, at der ikke var ”fejet noget ind under gulvtæppet”? Det var essensen i Tamilsagen.
Hornslet fortsatte op ad trappen, ned forbi gruppeværelser og møde- rum til Statsministeriets døre, og præcis klokken ni fik Schlüter overrakt rapporten. Kort tid efter fik partierne også et eksemplar. En tætskrevet 6.000 siders sag med en krystalklar konklusion, som slog fast, at Ninn-Hansen havde handlet i modstrid med lovgivningen. Men ikke nok med det. Efterfølgeren, justitsminister H.P. Clausen, og statsminister Poul Schlüter selv havde afgivet urigtige oplysninger til Folketinget og havde et medansvar.
Rapporten satte gang i et politisk jordskælv på Christiansborg. Efter et halvt døgns betænkningstid indkaldte Schlüter til et pressemøde og meddelte, at det var slut. Han trak sig som statsminister.
Elleve døgn
I den socialdemokratiske folketingsgruppe var humøret højt. Nærmest løssluppent. Med ét var der skabt en fuldstændig åben parlamentarisk situation, og i de følgende elleve døgn stødte dansk politiks store gamle partier sammen i et tektonisk livtag om regeringsmagten i Danmark.
Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre kunne samle et flertal på 93 mandater, og mine kolleger mente, at regeringsskiftet var en ren formssag. Sådan så jeg ikke på det. Det parlamentariske ræs, der opstår under en regerings nedsmeltning, er nemlig som et maratonløb. Man skal stå tidligt op, når der rækkes ud efter magten, og det er altid den sidste kilometer, der tæller.
Tillidsforholdet til de Radikale var ganske vist opbygget over lang tid og gennem mange samtaler med Marianne Jelved og Niels Helveg Petersen, men den konservative kronprins Henning Dyremose og Venstres Uffe Ellemann-Jensen var straks på frierfødder og bød sig til med fristende tilbud.
Marianne Jelved fik tilbudt Statsministeriet og Niels Helveg Petersen posten som Folketingets formand. Men den radikale folketingsgruppe tænkte sig grundigt om, og i sidste ende pegede den på mig som kongelig undersøger. Efter et årtis ørkenvandring stod Socialdemokratiet foran at danne regering.
En socialdemokratisk mindretalsregering, baseret på de Radikale og SF’s parlamentariske støtte, var den oplagte løsning for flere af mine partifæller. Ikke for mig. Politik handler måske nok om at gribe magten, men fremfor alt om at bruge den og vise handlekraft.
Slutresultatet var en flertalsregering. En umage flok bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, men med 90 mandater bag sig. Lige præcis det antal, der skal til for at skabe en handlekraftig regering. Rødkløverregeringen, som den snart blev døbt.
Så kort tid vi havde til rådighed, og så forskellige partier vi var, tilsagde, at vi måtte have noget skrevet ned, vi kunne holde os til, når vi omsatte vores regering i praktisk handling. Det blev til historiens første fælles nedskrevne regeringsprogram. En nyttig nyskabelse, som gjorde samarbejdet hurtigere og lettere, og som siden hen er blevet en fast bestanddel af det danske folkestyre. Programmet fik navnet ”En ny start”.
Jeg meddelte dronningens kabinetssekretær, at der forelå et resultat.
Kampen mod arbejdsløsheden
Regeringens største og altomfattende opgave var at fjerne arbejdsløsheden.
Statistikken talte for sig selv. Antallet af ledige nærmede sig 400.000 og voksede dag for dag. Mange så i øjnene, at de måske blev de næste, og familierne til de arbejdsløse blev også ramt. I praksis var op mod en million mennesker berørt af ledighed. Der var tale om den største massearbejdsløshed siden Anden Verdenskrig.
Den hidtidige regering havde udelukkende koncentreret sig om underskuddet på betalingsbalancen, og det var vigtigt, bevares, men en arbejdsløshed af den størrelsesorden var helt uholdbart.
Arbejdet var jo selve forudsætningen for Socialdemokratiets historiske kamp for at frigøre mennesker fra almuesindet og nøglen til at skabe et socialt mere retfærdigt samfund. Men det kræver, at der er arbejde at få, og derfor gjorde jeg øjeblikkeligt kampen mod ledigheden til det primære slag, der skulle udkæmpes med mig ved roret. Kurven skulle knækkes.
Ledigheden anno 1993 var selvfølgelig af en anden beskaffenhed, end da statsminister Thorvald Stauning et halvt århundrede tidligere tog livtag med den massearbejdsløshed, der ramte min far, og som var ved at gøre det af med ham. Der var intet socialt sikkerhedsnet.
Fattigdommen, som mine forældre oplevede, satte sit præg på dem resten af livet, og det i en grad, så jeg – selv efter jeg var kommet i Folketinget – sjældent sagde farvel til Esbjerg, uden at min mor trak mig ud i køkkenet og gav mig en skilling med på vejen af hendes møjsommeligt sammenskrabede penge fra jobbet som rengøringsdame på sygehuset.
Da jeg en dag nævnte, at jeg sagtens kunne klare mig, stod skuffelsen malet i hendes ansigt, for så var der jo slet ikke brug for hende mere. Men så foreslog jeg, at pengene i stedet kunne gå til hendes elskede barnebarn, Signe, og pludselig lyste hun op igen.
Man må ikke sige nej, når et ønske om at give er så tæt forbundet med, at man er noget for andre. Min mors og min fars grundholdning var jo, at deres søn for alt i verden ikke skulle udsættes for den samme armod. Med hjælpen til Signe fik vi både rettet op på respekten og holdt fast i omsorgen.
Læren fra Staunings tid var, at arbejdsløshed ikke er nogen naturlov. Politikere kan ændre tingenes tilstand, hvis de er villige til det, og de kan knække ledighedskurver.
Den største forskel på arbejdsløsheden på hans tid og i min egen var, at velfærdssamfundet – resultatet af arbejderbevægelsens kamp mod klassesamfundet – i mellemtiden var fuldt udbygget og holdt hånden under de fleste, når de kom i vanskeligheder. Derfor var det heller ikke alle, der længere var enige i, at lediggang var et uoverstigeligt problem.
”Den største rigdom er fri tid, hvorfor så, med brask og bram, tvinge folk tilbage på arbejdsmarkedet?” husker jeg, at filosoffen Ole Thyssen skrev et sted.
Det lød flot. Men min erfaring sagde mig, at han ramte forbi. Fra opvæksten i Esbjerg og mit voksne liv vidste jeg, hvem der betalte prisen, når økonomien skrantede, og ledigheden steg. Det var de mange familier med jævne indkomster. Det var de udsatte. Det var børn af fattige familier. For den, der ikke arbejder, er udenfor, uanset hvilken tidsalder de har hjemme i. Jeg har da heller aldrig hørt arbejdsskaderamte holde den slags foredrag.
Omvendt vidste jeg, hvilken tolerance og hvilket selvværd der var indbygget i at have et arbejde. Den sande frigørelse blev skabt af arbejdets fællesskab og af velfærdens udvikling. Sådan bliver vores børn sikret en bedre uddannelse, end vi selv har fået, og sådan får vores forældre en bedre omsorg.
Jeg mærkede arbejdsløshedens svøbe overalt, hvor jeg kom. Da jeg under en tale for op mod 500 elever på Herning Gymnasium bad dem række hånden i vejret, hvis en af deres forældre var ramt af arbejdsløshed, skød en skov af hænder i vejret. Mindst hver fjerde. Andre steder var billedet det samme.
Der var mismod at læse i ansigterne i Esbjerg, hvor desillusionerede specialarbejdere valfartede til møde på havnen. Mere end hver femte havde mistet deres arbejde. Og den lokale fagforeningsformand over- rakte mig et brev, som en af de ældre ledige havde skrevet. Det var sindsoprivende læsning.
Manden havde solgt sit hus, fordi der ikke længere var råd til at betale lånet, og han havde bedt sin søn om at stoppe på gymnasiet, Esbjerg Statsskole, for at finde sig et arbejde og tjene penge til familien. Det var jo mit gamle gymnasium. Det, der havde givet mig det nødvendige skub videre i tilværelsen.
Nu var det, som om udviklingen rullede baglæns. Tilbage til min egen ungdoms tid, hvor børn af fattige forældre ofte mistede muligheden for at dygtiggøre sig.
Uanset hvor jeg kom i de dage, var billedet det samme. Apati, mismod og opgivende blikke. Medicinen afhang af, hvem du spurgte. Venstre og Konservative var overbevist om, at markedet måtte ordne det. Socialdemokratiet var overbevist om, at den kommende regering og Folketinget måtte ordne det.
Der var nemlig kun os selv til at trække Danmark fri, og jeg satte mig for at gøre, hvad ingen havde præsteret før: Vi ville nedbringe den høje arbejdsløshed, forbedre de offentlige finanser og mindske Danmarks gæld til udlandet. På én gang.
Alt det kunne selvfølgelig ikke nås på det halvandet år, vi havde til rådighed i vores første regeringsperiode. Vi overtog jo blot den reste- rende tid i den fireårige valgperiode, Schlüter efterlod sammen med statsministerposten. Men vi kunne komme et stykke ad vejen. Det var derfor helt afgørende for mig, at den ny regering kunne vise de første resultater, når valgdagen kom.
Jeg fornemmede, at vælgerne forstod, at vi kæmpede for at skaffe dem nye jobs, men også at de tvivlede på, om det lod sig gøre. Det gjorde jeg også selv inderst inde. For vi havde travlt, og spørgsmålet var, om vi overhovedet havde et økonomisk råderum, der rakte udover den finanslovsaftale for året, som Socialdemokratiet havde indgået med Poul Schlüters regering.
Men tvivlen fungerede samtidig som en adrenalinindsprøjtning og sikrede, at jeg gav mig fuldt ud og holdt blikket stift rettet mod endemålet. Vi ville genopfinde den socialdemokratiske balance mellem marked og politik, og vi ville tage den ultimative samfundsmagt fra markedet og føre den tilbage til det politiske demokrati.
Ingen anden opgave var vigtigere for den kommende regering.
De tusind hensyn
Marianne Jelved var blandt de første, der lagde vejen forbi kontoret, og hun havde store krav med i tasken. De Radikale krævede posterne som udenrigsminister, økonomiminister og undervisningsminister. Mimi Jakobsen og Flemming Kofod-Svendsen var mere beskedne, og på den måde lykkedes det at få kabalen til at gå op. Vi ønskede selv posterne som finansminister, arbejdsminister og socialminister, og snart blev de øvrige ministerier også fordelt.
En sen søndag aften tog jeg en taxa fra Slotsholmen og hjem gennem de næsten mennesketomme gader. På vejen passerede kollegernes ansigter revy for mit indre blik. En efter en. Jeg skulle bruge femten socialdemokratiske ministre, så glæde – men også vrede, skuffelse og bristede illusioner – ventede forude.
Mogens Lykketoft var den første, jeg ringede til, for han skulle have posten som finansminister. Det havde vi for længst aftalt.
Svend Auken havde også allerede forhørt sig om regeringsdannelsen. ”Poul,” spurgte han, ”er jeg med på holdet?”
”Ja, du er, Svend,” svarede jeg ubetinget. ”Du hører fra mig på søndag.”
Jeg genkaldte mig løftet fra formandsvalget om, at vinderen ikke tager det hele, og Svend blev da også hørligt glad, da jeg i telefonen tilbød ham posten som miljøminister. Han kunne med sine evner og kompetencer uden videre bestride enhver ministerpost, men netop miljøet var et holdningspræget område med store potentialer.
Birte Weiss var med sit stærke netværk i hjælpeorganisationerne mit sikre valg til posten som indenrigsminister. Hun var med sin baggrund den rette til at tage hånd om det nye og store flygtninge- og indvandrerområde, som i de år var præget af flygtningestrømmen fra den ulykkelige borgerkrig i Eksjugoslavien.
Hans Hækkerup var ikke overrasket, da jeg ringede til ham. Hans store indsigt og stærke netværk i forsvaret gjorde ham nærmest selvskrevet til posten som forsvarsminister, selvom han var en stille mand.
Det kunne man til gengæld ikke sige om Jytte Hilden, Mogens Lykketofts daværende hustru, der råbte ”jaaaa!” til posten som kulturminister. Indlysende og ukontroversielt var valget ikke. Men hun kunne sætte gang i kludene og tænke nyt i Kulturministeriet, så hvorfor ikke gøre forsøget og se, hvordan det spændte af?
Karen Jespersen var heller ikke et indlysende valg som socialminister. Hun var ny i partiet, og andre i folketingsgruppen havde arbejdet mere med socialpolitik gennem årene. Men Karen havde et stort socialt hjerte, som kunne mærkes, og så var hun en stærk kommunikator. Hun var overrasket og kisteglad.
Jytte Andersen havde al den erfaring og respekt, der måtte til for at klare den vanskelige post som arbejdsminister, så hun fik den – og en nøglerolle i de reformer, der ventede forude.
Telefonen kimede også hos Bjørn Westh, Jan Trøjborg, Ole Stavad, Torben Lund, Pia Gjellerup og Helle Degn, og alle takkede ja. Tonen var til gengæld anderledes afmålt, da jeg fik fat i Ritt Bjerregaard og tilbød hende posten som trafikminister.
Jeg tror, at hun fejlagtigt opfattede opkaldet som et forsøg på i allersidste øjeblik at indlemme hende i regeringen. Det var ikke tilfældet. Trafikken var et af de vigtigste områder i den nye regerings politik og stod foran en voldsom ekspansion, idet vi planlagde at styrke den kollektive trafik markant.
”Er der andet?” spurgte Ritt.
Det var der ikke, og så sagde hun nej og lagde på. Det er det eneste punkt, hvor udnævnelsen af ministrene gik anderledes end forudset. Men nogle gange fører det uventede som bekendt gode ting med sig. Helge Mortensen, vores mangeårige og erfarne trafikordfører, takkede straks ja til tilbuddet. Han viste sig at være et godt valg.
Klokken var lidt over fire om morgenen, da jeg langt om længe kravlede til køjs. Holdet var sat.
Den store dag
”Skal vi gå i gang?”
Det var Helle Hansen, min mangeårige trofaste sekretær, der skyndede på mig, for der var nok at se til.
Først på eftermiddagen begyndte det officielle program. Klokken var to, da vi blev modtaget på Amalienborg, og ministrene var opstemte som en flok teenagere på sidste skoledag.
Hofmarskallen bad dem stille op efter anciennitet, og trods fnisen og småsnak fandt alle deres plads. Jeg gik til dronningen og hilste på den nye regerings vegne, og så var det ellers tid til slotspladsen. Glæden i det øjeblik kunne ingen tage fra os.
Halvanden time senere var der overdragelse af regeringskontorerne.
”Dav, dav, nå ja – nu skal vi vel til det,” indledte Poul Schlüter, da jeg nåede Prins Jørgens Gård.
Det blev en rigtig hyggelig overdragelsesceremoni præget af den gensidige respekt for statsministerhvervet. Men ikke en lyd hørtes undervejs fra ministeriets departementschef og ansatte. Der var jo gået et tiår siden den seneste skiftedag, og Tamilsagens frustrationer havde sat sig i dem.
I deres verden var jeg nærmest kommet til ved en fejltagelse, og det føltes lidt som at træde ind i et gravkammer fuld af sørgende efterladte.
De fire partiledere præsenterede regeringen og dens arbejdsprogram på et pressemøde. Det meste var sivet i forvejen. Og efter endnu et avisinterview faldt aftenen på, og der var tid til et hvil på det nye kontor. Troede jeg.
“Det er tid nu, statsminister,” lød det pludselig fra døren. Det var ministersekretæren. Der var aftalt et tv-interview, som jeg var helt uforberedt på. Af sted i ministerbilen forsynet med en kop stærkt tiltrængt kaffe.
Det var to drevne og veludhvilede DR-journalister, Mogens Rubinstein og Bent Stuckert, der interviewede. De havde formentlig forberedt sig over et par dage. Trætheden var til gengæld ved at overmande mig, og når man i dag ser optagelserne fra dengang, bemærker man den. Imponerende var indsatsen i hvert fald ikke. Ingen klare og tydelige budskaber. Ingen oneliners, som det hedder. Det hele drukner i nuancer og balancer.
Da Mogens Rubinstein spørger, om han ”skal forstå det sådan, at den nye regering faktisk ikke rigtigt kan igangsætte noget i den resterende valgperiode”, er mit svar, at ting tager tid. Ikke just et imponerende budskab. Men jeg ville bare igennem interviewet uden at lægge mig ud med mine regeringskolleger allerede på førstedagen.
Så det blev alt sammen vældig teknisk. Tv-seerne fornemmede på den måde nogle lænker, som lagde fundamentet for mit senere image som statsministeren, der talte med ”uld i munden”.
Skulle jeg i dag give den dengang nyudnævnte statsminister et godt råd, så var det at løsne forsigtighedslænkerne, ranke ryggen og droppe alle forbehold. Den slags er risikofyldt, javist, men det var mit image som en lidt kantet og ulden kommunikator jo også. Det forstod jeg ikke dengang.
Jeg får i hvert fald selv et godt grin ved gensynet med interviewet på de nu over 30 år gamle klip. Med sådan en optræden kunne jeg da heller ikke andet end holde ekstra meget af min gamle mor, da jeg bagefter ringede til mine forældre fra Statsministeriet.
”Jeg lagde ikke så meget mærke til alt det, du sagde om det politiske,” forklarede hun. ”Men dit slips sad så pænt.”
Kan vi ikke gøre det lidt bedre?
I denne erindringsbog fortæller Poul Nyrup Rasmussen om hovedlinjerne i sit liv gennem de sidste 30 år: det nationale, det globale og sindet.
Den første handler om Danmark, om tiden som statsminister og rødderne, der bar ham derhen. Det anden har fokus på Europa og resten af verden og fortæller om tiden som medlem af Europa-Parlamentet og formand for De Europæiske Socialdemokrater. Den tredje hovedlinje tager udgangspunkt i datteren Signe, der led af skizofreni og tog sit eget liv i 1993, og fortæller om Nyrups arbejde med psykisk sårbare unge i bl.a. Det Sociale Netværk.
Det er tre hovedlinjer, som alle hænger uløseligt sammen med, hvad Nyrup er rundet af. Med det aktive livs glæder og med de tab og den magtesløshed, han også har oplevet undervejs. Og med de øjeblikke, hvor han genfandt meningen og skabte handling omkring nogle af livets væsentlige spørgsmål. Drivkraften har været at bruge sin magt til at forandre verden til gavn for så mange som muligt – og konstant spørge: Kan vi ikke gøre det lidt bedre?
Poul Nyrup Rasmussen (f. 1943) var formand for Socialdemokratiet 1992-2002, statsminister 1993-2001 og medlem af Europa-Parlamentet 2004-2009. Siden han forlod politik, har han viet sin tid og energi til arbejdet med psykisk sårbare og deres pårørende, bl.a. ved at være med til at stifte foreningen Det Sociale Netværk, som arbejder for at fjerne fordomme og skabe bedre muligheder for unge med psykiske udfordringer.
I erindringsbogen Kan vi ikke gøre det lidt bedre? fortæller Poul Nyrup Rasmussen om hovedlinjerne i sit liv gennem de sidste 30 år. Begynd din læsning her.
Poul Nyrup Rasmussens erindringer begynder, da han bliver statsminister i 1993. Han fortæller om de næsten 9 år i statsministeriet, om engagementet i Europa og om at miste datteren Signe, der i 1993 tog sit eget liv efter at have kæmpet med en psykisk lidelse. De smertefulde personlige erfaringer har Poul Nyrup senere brugt i sit arbejde for at hjælpe psykisk syge og pårørende.
LÆS OGSÅ: 10 stærke biografier du ikke må gå glip af
Poul Nyrup Rasmussen var statsminister 1993-2001, medlem af Europa-Parlamentet 2004-2009 og formand for Europas Socialdemokrater 2004-2011. Gennem hele livet har Poul Nyrup haft mottoet: “at være noget er at gøre noget, der rækker ud over en selv”. Sådan har drengen fra Esbjerg, der blev Danmarks statsminister, fyldt hele sit liv med arbejde, der gav mening for ham selv og ikke mindst andre.
Poul Nyrup Rasmussen har tidligere udgivet to erindringsbøger, Rødder – Erindringer 1943-62 (2003) og Vokseværk – Erindringer 1963-93 (2005).
Læs første kapitel af Poul Nyrup Rasmussens tredje erindringsbog, Kan vi ikke gøre det lidt bedre?, her.
Kan vi ikke gøre det lidt bedre?
af Poul Nyrup
STATSMINISTEREN
KAPITEL 1
DEN STORE OPGAVE
En granittrappe med sortmalet gelænder og et par diskrete olivengrønne døre danner indgangen til Statsministeriet.
Den beskedne modtagelse i hjørnet af Prins Jørgens Gård er let at overse, hvis ikke man færdes hjemmevant på Slotsholmen, og hører utvivlsomt til blandt de mindst imponerende for en regeringsleder noget sted i verden. Til gengæld stemmer den fint overens med selvopfattelsen i Danmark, hvor afstanden mellem befolkningen og de folkevalgte repræsentanter helst ikke må være for stor. Sådan er det nu engang i et lille land.
Men tag ikke fejl. Når man træder over dørtærsklen i nummer 11, og elevatoren skyder i vejret inde bag sandstensfacaden, træder man ind i et interiør, som afslører, hvor statsmagten har til huse. Øjnene mødes af en imposant arkitektur, som vidner om Christiansborgs rolle som kongemagtens og folkestyrets bindeled. Herfra er der adgang til Riddersalen og de royale gemakker, som benyttes til repræsentation og officielle markeringer – og når statsministeren har frokostgæster.
For nok er majestæten landets overhoved og Folketinget demokratiets inderste kerne, men det er hos statsministeren, at trådene samles, og ansvaret for politiske beslutninger og fejltrin i sidste ende kan placeres. Det er derfor, der er så stor bevågenhed om embedet.
Turen til statsministerens kontor er da også en vej bestrøet med farer. Både bogstaveligt talt og i overført betydning. Et glasparti sikrer, at ingen baner sig vej uden forudgående aftale, men i en hektisk hverdag indebærer det også, at man let mister følingen med verden udenfor. Derfor gælder det om at have styr på proportionssansen og holde sindet åbent, så den lille verden bag glasvæggen aldrig bliver et vakuum.
Men selv i rigets mest magtfulde embede kan man sagtens føle sig magtesløs. En dansk statsminister er jo aldrig alene om at træffe beslutninger. Bag hvert hjørne venter en forhandling og bag hver bakketop et kompromis.
Overalt skal man søge opbakning, forklare sig og navigere mellem forskellige interesser. For sådan er det i et folkestyre, og sådan bør det være. Ofte tager lovgivning lang tid at gennemføre og bagefter endnu længere tid, før den virker og kan mærkes af befolkningen. Og indimellem går forhandlinger i hårdknude, og kritikken hagler ned over et menneske. Statsministeren.
Men spiller man sine kort rigtigt, og holder man øjnene stift rettet mod endemålet, kan man gøre en forskel. Er man både dygtig, flittig og tilsmiles af lidt held, bare en gang imellem, kan man gøre en positiv forskel for de mange.
Det er en statsministers virkelighed.
Kan du nu klare det?
Klokken er lidt over otte mandag den 25. januar 1993. Vintermørket har for længst sænket sig over Slotsholmen, og aftenstilheden indhyller nænsomt det veloplyste, lange hjørnekontor i Christiansborgs nordre fløj. Statsministerens kontor.
Det knirkende parketgulv er udstyret med smukke håndvævede tæpper, som man let snubler i på vejen til forhandlingsbordet. Rummets vigtigste møbel. Det er aflangt og omgivet af funktionelle stole og smukke væghængte skabe. Klassisk dansk design. Magtens rum i Danmark er ikke prangende i sammenligning med, hvad man finder i statschefpalæer rundtom i verden, men det emmer af sjæl og ånd.
Jeg sætter mig til rette ved Thorvald Staunings solide og mørklakerede skrivebord. En kopi, javist, men et stykke gedigent snedkerarbejde. Alene med tankerne og drømmene, som enebarnet kender så godt. Bag mig er en hektisk og larmende dag omgivet af journalister, blitzlys og snurrende tv-kameraer, gratulanter, blomster og håndtryk.
Det er første dag på posten. Og der, i de allerførste, korte og ubevogtede øjeblikke bag magtens mure, snupper jeg telefonen og ringer hjem til to anspændte forældre i Esbjerg.
Far er som vanligt først i røret, selvom han er stærkt sygdomssvækket. Jeg spørger, hvordan han har det. Men før svaret falder, skal søn- nike lige have et par gode råd med på vejen, inden han rømmer sig og eftertænksomt runder af med ordene:
“Tror du nu, du kan klare det?”
De sorte slægter
Statsminister. Titlen indgik aldrig i mine drømme. Jeg har heller aldrig kæmpet om sejren i Matador eller andre magtspil. Mine sejre rakte til nogle sammenstød i skolegården mod de store, når de små blev drillet. Østre Skole hjemme i Esbjerg var min og alle røddernes skole, og i første klasse skrev lærerinden efter en måned mit første skudsmål:
”Ikke gode evner og heller ikke flittig. Slås meget.”
Der var ikke levnet de helt store håb for knægten fra husvildeboligerne, og jeg betragter min fars spørgsmål til mig på statsministerkontoret som et udslag af det, man i gamle dage kaldte almuesindet. Kampen mod almuesindet var endnu i min barndom en central del af Socialdemokratiets opgør med fortidens klassesamfund. Det var en tankegang, som var udbredt blandt fattige, kuede og jævne folk, og som gik ud på, at tilværelsen ikke står til at forandre.
Der lå en god portion magtesløshed i tankegangen. Arbejdsløshed, klasseforskelle og nedarvede privilegier blev nærmest opfattet som en naturlovens orden, og arbejdere, håndværkere og rengøringskoner hørte til på samfundets bund, og når de fik børn, gjorde de det også. Det kunne ikke være anderledes. Mit skudsmål i skolen gav nu heller ikke anledning til at tro andet.
Først for nylig er jeg blevet bevidst om, at bekymringen hos min far, Oluf, stak dybere end det. Han var den yngste af en stor børneflok, og hans egen far forsvandt til Amerika. Han var desuden født for tidligt, fik stort set alle de børnesygdomme, et barn kan skaffe sig på halsen, og det gjorde det svært for ham at følge med i skolen. Det var før, nogen kendte til begrebet senmodenhed.
På den baggrund skrev kredslægen under på en erklæring om, at den blot niårige knægt var åndssvag. Diagnosen blev stillet efter et kort interview, en intelligensprøve havde lægen ikke lige ved hånden, og stemplet – som min far kaldte den – var nærmest umulig for ham at slippe af med igen.
Min far blev senere gemt væk på en lille lukket ø-anstalt i Limfjorden, Livø, som var indrettet til kriminelle, asociale og moralsk åndssvage mænd. Det mandlige sidestykke til den anstalt for moralsk åndssvage kvinder på Sprogø, som de fleste har hørt om. Han ankom i november 1924, 15 år gammel, og opholdet på øen foregik på ubestemt tid og på overlægens nåde.
Syv af hans bedste teenageår blev taget fra ham. Så opdagede inspektøren og hans kone, at den unge mand var alt andet end åndssvag, og tog ham til sig i inspektørboligen, hvor han lærte ordentlige manerer, praktisk husførelse og formentlig også at skrive. Han var lærenem, og det blev hans held. Han kom fra øen i september 1931 og blev udskrevet af åndssvageforsorgen året efter, da det lykkedes ham at skaffe sig arbejde på en af Englandsbådene.
På den måde slap han fra øen kort inden realiseringen af den lov om tvangssterilisation, som skulle hindre åndssvage i at sætte børn i verden. Så tæt var det på, at det ikke blev mig, der satte sig til rette i statsministerstolen.
Der slutter hele historien nu ikke. Min far var en flittig skribent. Velformuleret og altid opmærksom på udsatte familiers situation. I februar 1950 læste han en dag et interview i avisen med overlægen, der havde haft ansvaret for ham. Lægen forklarede, at menneskers mangel på evner går i arv, og at der i Danmark fandtes en række ”sorte slægter”, hvor dårligdommene blev overført fra generation til generation.
Min far klippede siden ud af avisen og understregede det med de sorte slægter. Han sendte den til overlægen og spurgte, om det betød, at han – og jeg – tilhørte dem. Her ser vi min fars retfærdighedsfølelse. Nok havde hans søn problemer i skolen og sloges meget, men han var fuldkommen normal. Men i brevet sporer man også en bekymring, for tænk nu, hvis der alligevel var noget om det. Lå stemplet som åndssvag simpelthen i blodet?
Overlægen svarede undvigende, og min lille familie kom videre. Min far, som var en handlingens mand, tog mig ud af Østre Skole og placerede mig i Vestre Skole. Hans søn var ikke noget problembarn. Længe gik der da heller ikke, før en ny lærerinde opdagede, at jeg havde let ved matematik. Og så roste hun mig. Det var den første ros, jeg havde fået i min opvækst. Pludselig fik jeg fart på og mærkede, at jeg kunne.
Enden på den historie er, at der var en, der så mig. Det betød, at hele mit liv fik retning, og at jeg fik et skub, som satte gang i alt det, der fulgte. Vi kalder det ”relationen” i moderne sprogbrug. For mig og for mange andre små knægte, især de urolige, blev den slags voksenvejledning afgørende.
Socialdemokratiet opbyggede i de år et velfærdssamfund, og der fulgte en tid med arbejde – også til mor og far – og en række nye muligheder for mig, som de to aldrig havde haft.
Meningen med hele den historie? Tag den som et eksempel blandt mange fra samfundets nederste lag og som et eksempel på det fremadstormende velfærdssamfunds afgørende løft for så mange familier i små kår.
Jeg siger ikke, at min baggrund er en forudsætning for at blive statsminister i Danmark, men den er bestemt heller ikke nogen forhindring. Jeg ved, hvad fattigdom gør ved folk. Mit blik for og kamp imod uretfærdighederne, de sociale skel, ydmygelserne, arbejdsløsheden og børns ulige opvækst stammer derfra. Men det samme gør overbevisningen om, at det at få anerkendelse og blive set er afgørende for ethvert menneske.
Værdierne og uretfærdighederne er to afgørende elementer i mit ungdomslivs bagage og fortsat en stor drivkraft i min stræben for at skabe forandring. Sådan er fortid, nutid og fremtid flettet så forunderligt sammen.
Da jeg satte mig til rette i statsministerstolen, var jeg med andre ord bevidst om, hvor meget velfærdsstaten havde givet mine forældre og mig, og at jeg skyldte den – og mine forældres kærlighed – alt. Derfor satte jeg mig i spidsen for dens fornyelse. Jeg ville give tilbage, som jeg havde fået, og jeg havde forberedt mig grundigt.
Så på spørgsmålet, om jeg kunne klare det? Ja, og jeg var så klar.
Gulvtæppet, der blev trukket væk
Bagtæppet for min entré i Statsministeriet var grå som himlen i de triste januardage, der gik forud.
Natten til den 14. januar 1993 var særlig mørk og stormfuld, nærmest orkanagtig, med oversvømmelser, væltede træer og flyvske tage over hele landet. Det virkede nærmest som en varsling af det politiske uvejr, der ventede forude.
Bogbinderen havde arbejdet på højtryk natten igennem, og først på morgenen troppede højesteretsdommer Mogens Hornslet og et par kolleger op på borgen med favnen fuld af kasser forsynet med et fotogent rødt tryk, som røbede indholdet. Tamilsagen. Resultatet af den dommerundersøgelse, som Folketingets flertal havde nedsat under hans ledelse.
Tusindvis af tamilere var i årene forud flygtet fra en blodig borgerkrig på Sri Lanka, de fleste til nabolandet Indien, men mange var også søgt mod Europa. Heraf 3.000 til Danmark. Justitsministeriet havde hindret flygtningene i at få opholdstilladelse og undladt at behandle deres ansøgninger om familiesammenføring, men for enhver regering gælder den selvindlysende grundregel, at landets love skal overholdes, og at man ikke må give Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger.
Havde daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen administrativt sat en stopper for familiesammenføringerne i modstrid med flygtningeloven? Og var det korrekt, når statsminister Poul Schlüter i Folketinget slog fast, at der ikke var ”fejet noget ind under gulvtæppet”? Det var essensen i Tamilsagen.
Hornslet fortsatte op ad trappen, ned forbi gruppeværelser og møde- rum til Statsministeriets døre, og præcis klokken ni fik Schlüter overrakt rapporten. Kort tid efter fik partierne også et eksemplar. En tætskrevet 6.000 siders sag med en krystalklar konklusion, som slog fast, at Ninn-Hansen havde handlet i modstrid med lovgivningen. Men ikke nok med det. Efterfølgeren, justitsminister H.P. Clausen, og statsminister Poul Schlüter selv havde afgivet urigtige oplysninger til Folketinget og havde et medansvar.
Rapporten satte gang i et politisk jordskælv på Christiansborg. Efter et halvt døgns betænkningstid indkaldte Schlüter til et pressemøde og meddelte, at det var slut. Han trak sig som statsminister.
Elleve døgn
I den socialdemokratiske folketingsgruppe var humøret højt. Nærmest løssluppent. Med ét var der skabt en fuldstændig åben parlamentarisk situation, og i de følgende elleve døgn stødte dansk politiks store gamle partier sammen i et tektonisk livtag om regeringsmagten i Danmark.
Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre kunne samle et flertal på 93 mandater, og mine kolleger mente, at regeringsskiftet var en ren formssag. Sådan så jeg ikke på det. Det parlamentariske ræs, der opstår under en regerings nedsmeltning, er nemlig som et maratonløb. Man skal stå tidligt op, når der rækkes ud efter magten, og det er altid den sidste kilometer, der tæller.
Tillidsforholdet til de Radikale var ganske vist opbygget over lang tid og gennem mange samtaler med Marianne Jelved og Niels Helveg Petersen, men den konservative kronprins Henning Dyremose og Venstres Uffe Ellemann-Jensen var straks på frierfødder og bød sig til med fristende tilbud.
Marianne Jelved fik tilbudt Statsministeriet og Niels Helveg Petersen posten som Folketingets formand. Men den radikale folketingsgruppe tænkte sig grundigt om, og i sidste ende pegede den på mig som kongelig undersøger. Efter et årtis ørkenvandring stod Socialdemokratiet foran at danne regering.
En socialdemokratisk mindretalsregering, baseret på de Radikale og SF’s parlamentariske støtte, var den oplagte løsning for flere af mine partifæller. Ikke for mig. Politik handler måske nok om at gribe magten, men fremfor alt om at bruge den og vise handlekraft.
Slutresultatet var en flertalsregering. En umage flok bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, men med 90 mandater bag sig. Lige præcis det antal, der skal til for at skabe en handlekraftig regering. Rødkløverregeringen, som den snart blev døbt.
Så kort tid vi havde til rådighed, og så forskellige partier vi var, tilsagde, at vi måtte have noget skrevet ned, vi kunne holde os til, når vi omsatte vores regering i praktisk handling. Det blev til historiens første fælles nedskrevne regeringsprogram. En nyttig nyskabelse, som gjorde samarbejdet hurtigere og lettere, og som siden hen er blevet en fast bestanddel af det danske folkestyre. Programmet fik navnet ”En ny start”.
Jeg meddelte dronningens kabinetssekretær, at der forelå et resultat.
Kampen mod arbejdsløsheden
Regeringens største og altomfattende opgave var at fjerne arbejdsløsheden.
Statistikken talte for sig selv. Antallet af ledige nærmede sig 400.000 og voksede dag for dag. Mange så i øjnene, at de måske blev de næste, og familierne til de arbejdsløse blev også ramt. I praksis var op mod en million mennesker berørt af ledighed. Der var tale om den største massearbejdsløshed siden Anden Verdenskrig.
Den hidtidige regering havde udelukkende koncentreret sig om underskuddet på betalingsbalancen, og det var vigtigt, bevares, men en arbejdsløshed af den størrelsesorden var helt uholdbart.
Arbejdet var jo selve forudsætningen for Socialdemokratiets historiske kamp for at frigøre mennesker fra almuesindet og nøglen til at skabe et socialt mere retfærdigt samfund. Men det kræver, at der er arbejde at få, og derfor gjorde jeg øjeblikkeligt kampen mod ledigheden til det primære slag, der skulle udkæmpes med mig ved roret. Kurven skulle knækkes.
Ledigheden anno 1993 var selvfølgelig af en anden beskaffenhed, end da statsminister Thorvald Stauning et halvt århundrede tidligere tog livtag med den massearbejdsløshed, der ramte min far, og som var ved at gøre det af med ham. Der var intet socialt sikkerhedsnet.
Fattigdommen, som mine forældre oplevede, satte sit præg på dem resten af livet, og det i en grad, så jeg – selv efter jeg var kommet i Folketinget – sjældent sagde farvel til Esbjerg, uden at min mor trak mig ud i køkkenet og gav mig en skilling med på vejen af hendes møjsommeligt sammenskrabede penge fra jobbet som rengøringsdame på sygehuset.
Da jeg en dag nævnte, at jeg sagtens kunne klare mig, stod skuffelsen malet i hendes ansigt, for så var der jo slet ikke brug for hende mere. Men så foreslog jeg, at pengene i stedet kunne gå til hendes elskede barnebarn, Signe, og pludselig lyste hun op igen.
Man må ikke sige nej, når et ønske om at give er så tæt forbundet med, at man er noget for andre. Min mors og min fars grundholdning var jo, at deres søn for alt i verden ikke skulle udsættes for den samme armod. Med hjælpen til Signe fik vi både rettet op på respekten og holdt fast i omsorgen.
Læren fra Staunings tid var, at arbejdsløshed ikke er nogen naturlov. Politikere kan ændre tingenes tilstand, hvis de er villige til det, og de kan knække ledighedskurver.
Den største forskel på arbejdsløsheden på hans tid og i min egen var, at velfærdssamfundet – resultatet af arbejderbevægelsens kamp mod klassesamfundet – i mellemtiden var fuldt udbygget og holdt hånden under de fleste, når de kom i vanskeligheder. Derfor var det heller ikke alle, der længere var enige i, at lediggang var et uoverstigeligt problem.
”Den største rigdom er fri tid, hvorfor så, med brask og bram, tvinge folk tilbage på arbejdsmarkedet?” husker jeg, at filosoffen Ole Thyssen skrev et sted.
Det lød flot. Men min erfaring sagde mig, at han ramte forbi. Fra opvæksten i Esbjerg og mit voksne liv vidste jeg, hvem der betalte prisen, når økonomien skrantede, og ledigheden steg. Det var de mange familier med jævne indkomster. Det var de udsatte. Det var børn af fattige familier. For den, der ikke arbejder, er udenfor, uanset hvilken tidsalder de har hjemme i. Jeg har da heller aldrig hørt arbejdsskaderamte holde den slags foredrag.
Omvendt vidste jeg, hvilken tolerance og hvilket selvværd der var indbygget i at have et arbejde. Den sande frigørelse blev skabt af arbejdets fællesskab og af velfærdens udvikling. Sådan bliver vores børn sikret en bedre uddannelse, end vi selv har fået, og sådan får vores forældre en bedre omsorg.
Jeg mærkede arbejdsløshedens svøbe overalt, hvor jeg kom. Da jeg under en tale for op mod 500 elever på Herning Gymnasium bad dem række hånden i vejret, hvis en af deres forældre var ramt af arbejdsløshed, skød en skov af hænder i vejret. Mindst hver fjerde. Andre steder var billedet det samme.
Der var mismod at læse i ansigterne i Esbjerg, hvor desillusionerede specialarbejdere valfartede til møde på havnen. Mere end hver femte havde mistet deres arbejde. Og den lokale fagforeningsformand over- rakte mig et brev, som en af de ældre ledige havde skrevet. Det var sindsoprivende læsning.
Manden havde solgt sit hus, fordi der ikke længere var råd til at betale lånet, og han havde bedt sin søn om at stoppe på gymnasiet, Esbjerg Statsskole, for at finde sig et arbejde og tjene penge til familien. Det var jo mit gamle gymnasium. Det, der havde givet mig det nødvendige skub videre i tilværelsen.
Nu var det, som om udviklingen rullede baglæns. Tilbage til min egen ungdoms tid, hvor børn af fattige forældre ofte mistede muligheden for at dygtiggøre sig.
Uanset hvor jeg kom i de dage, var billedet det samme. Apati, mismod og opgivende blikke. Medicinen afhang af, hvem du spurgte. Venstre og Konservative var overbevist om, at markedet måtte ordne det. Socialdemokratiet var overbevist om, at den kommende regering og Folketinget måtte ordne det.
Der var nemlig kun os selv til at trække Danmark fri, og jeg satte mig for at gøre, hvad ingen havde præsteret før: Vi ville nedbringe den høje arbejdsløshed, forbedre de offentlige finanser og mindske Danmarks gæld til udlandet. På én gang.
Alt det kunne selvfølgelig ikke nås på det halvandet år, vi havde til rådighed i vores første regeringsperiode. Vi overtog jo blot den reste- rende tid i den fireårige valgperiode, Schlüter efterlod sammen med statsministerposten. Men vi kunne komme et stykke ad vejen. Det var derfor helt afgørende for mig, at den ny regering kunne vise de første resultater, når valgdagen kom.
Jeg fornemmede, at vælgerne forstod, at vi kæmpede for at skaffe dem nye jobs, men også at de tvivlede på, om det lod sig gøre. Det gjorde jeg også selv inderst inde. For vi havde travlt, og spørgsmålet var, om vi overhovedet havde et økonomisk råderum, der rakte udover den finanslovsaftale for året, som Socialdemokratiet havde indgået med Poul Schlüters regering.
Men tvivlen fungerede samtidig som en adrenalinindsprøjtning og sikrede, at jeg gav mig fuldt ud og holdt blikket stift rettet mod endemålet. Vi ville genopfinde den socialdemokratiske balance mellem marked og politik, og vi ville tage den ultimative samfundsmagt fra markedet og føre den tilbage til det politiske demokrati.
Ingen anden opgave var vigtigere for den kommende regering.
De tusind hensyn
Marianne Jelved var blandt de første, der lagde vejen forbi kontoret, og hun havde store krav med i tasken. De Radikale krævede posterne som udenrigsminister, økonomiminister og undervisningsminister. Mimi Jakobsen og Flemming Kofod-Svendsen var mere beskedne, og på den måde lykkedes det at få kabalen til at gå op. Vi ønskede selv posterne som finansminister, arbejdsminister og socialminister, og snart blev de øvrige ministerier også fordelt.
En sen søndag aften tog jeg en taxa fra Slotsholmen og hjem gennem de næsten mennesketomme gader. På vejen passerede kollegernes ansigter revy for mit indre blik. En efter en. Jeg skulle bruge femten socialdemokratiske ministre, så glæde – men også vrede, skuffelse og bristede illusioner – ventede forude.
Mogens Lykketoft var den første, jeg ringede til, for han skulle have posten som finansminister. Det havde vi for længst aftalt.
Svend Auken havde også allerede forhørt sig om regeringsdannelsen. ”Poul,” spurgte han, ”er jeg med på holdet?”
”Ja, du er, Svend,” svarede jeg ubetinget. ”Du hører fra mig på søndag.”
Jeg genkaldte mig løftet fra formandsvalget om, at vinderen ikke tager det hele, og Svend blev da også hørligt glad, da jeg i telefonen tilbød ham posten som miljøminister. Han kunne med sine evner og kompetencer uden videre bestride enhver ministerpost, men netop miljøet var et holdningspræget område med store potentialer.
Birte Weiss var med sit stærke netværk i hjælpeorganisationerne mit sikre valg til posten som indenrigsminister. Hun var med sin baggrund den rette til at tage hånd om det nye og store flygtninge- og indvandrerområde, som i de år var præget af flygtningestrømmen fra den ulykkelige borgerkrig i Eksjugoslavien.
Hans Hækkerup var ikke overrasket, da jeg ringede til ham. Hans store indsigt og stærke netværk i forsvaret gjorde ham nærmest selvskrevet til posten som forsvarsminister, selvom han var en stille mand.
Det kunne man til gengæld ikke sige om Jytte Hilden, Mogens Lykketofts daværende hustru, der råbte ”jaaaa!” til posten som kulturminister. Indlysende og ukontroversielt var valget ikke. Men hun kunne sætte gang i kludene og tænke nyt i Kulturministeriet, så hvorfor ikke gøre forsøget og se, hvordan det spændte af?
Karen Jespersen var heller ikke et indlysende valg som socialminister. Hun var ny i partiet, og andre i folketingsgruppen havde arbejdet mere med socialpolitik gennem årene. Men Karen havde et stort socialt hjerte, som kunne mærkes, og så var hun en stærk kommunikator. Hun var overrasket og kisteglad.
Jytte Andersen havde al den erfaring og respekt, der måtte til for at klare den vanskelige post som arbejdsminister, så hun fik den – og en nøglerolle i de reformer, der ventede forude.
Telefonen kimede også hos Bjørn Westh, Jan Trøjborg, Ole Stavad, Torben Lund, Pia Gjellerup og Helle Degn, og alle takkede ja. Tonen var til gengæld anderledes afmålt, da jeg fik fat i Ritt Bjerregaard og tilbød hende posten som trafikminister.
Jeg tror, at hun fejlagtigt opfattede opkaldet som et forsøg på i allersidste øjeblik at indlemme hende i regeringen. Det var ikke tilfældet. Trafikken var et af de vigtigste områder i den nye regerings politik og stod foran en voldsom ekspansion, idet vi planlagde at styrke den kollektive trafik markant.
”Er der andet?” spurgte Ritt.
Det var der ikke, og så sagde hun nej og lagde på. Det er det eneste punkt, hvor udnævnelsen af ministrene gik anderledes end forudset. Men nogle gange fører det uventede som bekendt gode ting med sig. Helge Mortensen, vores mangeårige og erfarne trafikordfører, takkede straks ja til tilbuddet. Han viste sig at være et godt valg.
Klokken var lidt over fire om morgenen, da jeg langt om længe kravlede til køjs. Holdet var sat.
Den store dag
”Skal vi gå i gang?”
Det var Helle Hansen, min mangeårige trofaste sekretær, der skyndede på mig, for der var nok at se til.
Først på eftermiddagen begyndte det officielle program. Klokken var to, da vi blev modtaget på Amalienborg, og ministrene var opstemte som en flok teenagere på sidste skoledag.
Hofmarskallen bad dem stille op efter anciennitet, og trods fnisen og småsnak fandt alle deres plads. Jeg gik til dronningen og hilste på den nye regerings vegne, og så var det ellers tid til slotspladsen. Glæden i det øjeblik kunne ingen tage fra os.
Halvanden time senere var der overdragelse af regeringskontorerne.
”Dav, dav, nå ja – nu skal vi vel til det,” indledte Poul Schlüter, da jeg nåede Prins Jørgens Gård.
Det blev en rigtig hyggelig overdragelsesceremoni præget af den gensidige respekt for statsministerhvervet. Men ikke en lyd hørtes undervejs fra ministeriets departementschef og ansatte. Der var jo gået et tiår siden den seneste skiftedag, og Tamilsagens frustrationer havde sat sig i dem.
I deres verden var jeg nærmest kommet til ved en fejltagelse, og det føltes lidt som at træde ind i et gravkammer fuld af sørgende efterladte.
De fire partiledere præsenterede regeringen og dens arbejdsprogram på et pressemøde. Det meste var sivet i forvejen. Og efter endnu et avisinterview faldt aftenen på, og der var tid til et hvil på det nye kontor. Troede jeg.
“Det er tid nu, statsminister,” lød det pludselig fra døren. Det var ministersekretæren. Der var aftalt et tv-interview, som jeg var helt uforberedt på. Af sted i ministerbilen forsynet med en kop stærkt tiltrængt kaffe.
Det var to drevne og veludhvilede DR-journalister, Mogens Rubinstein og Bent Stuckert, der interviewede. De havde formentlig forberedt sig over et par dage. Trætheden var til gengæld ved at overmande mig, og når man i dag ser optagelserne fra dengang, bemærker man den. Imponerende var indsatsen i hvert fald ikke. Ingen klare og tydelige budskaber. Ingen oneliners, som det hedder. Det hele drukner i nuancer og balancer.
Da Mogens Rubinstein spørger, om han ”skal forstå det sådan, at den nye regering faktisk ikke rigtigt kan igangsætte noget i den resterende valgperiode”, er mit svar, at ting tager tid. Ikke just et imponerende budskab. Men jeg ville bare igennem interviewet uden at lægge mig ud med mine regeringskolleger allerede på førstedagen.
Så det blev alt sammen vældig teknisk. Tv-seerne fornemmede på den måde nogle lænker, som lagde fundamentet for mit senere image som statsministeren, der talte med ”uld i munden”.
Skulle jeg i dag give den dengang nyudnævnte statsminister et godt råd, så var det at løsne forsigtighedslænkerne, ranke ryggen og droppe alle forbehold. Den slags er risikofyldt, javist, men det var mit image som en lidt kantet og ulden kommunikator jo også. Det forstod jeg ikke dengang.
Jeg får i hvert fald selv et godt grin ved gensynet med interviewet på de nu over 30 år gamle klip. Med sådan en optræden kunne jeg da heller ikke andet end holde ekstra meget af min gamle mor, da jeg bagefter ringede til mine forældre fra Statsministeriet.
”Jeg lagde ikke så meget mærke til alt det, du sagde om det politiske,” forklarede hun. ”Men dit slips sad så pænt.”
Kan vi ikke gøre det lidt bedre?
I denne erindringsbog fortæller Poul Nyrup Rasmussen om hovedlinjerne i sit liv gennem de sidste 30 år: det nationale, det globale og sindet.
Den første handler om Danmark, om tiden som statsminister og rødderne, der bar ham derhen. Det anden har fokus på Europa og resten af verden og fortæller om tiden som medlem af Europa-Parlamentet og formand for De Europæiske Socialdemokrater. Den tredje hovedlinje tager udgangspunkt i datteren Signe, der led af skizofreni og tog sit eget liv i 1993, og fortæller om Nyrups arbejde med psykisk sårbare unge i bl.a. Det Sociale Netværk.
Det er tre hovedlinjer, som alle hænger uløseligt sammen med, hvad Nyrup er rundet af. Med det aktive livs glæder og med de tab og den magtesløshed, han også har oplevet undervejs. Og med de øjeblikke, hvor han genfandt meningen og skabte handling omkring nogle af livets væsentlige spørgsmål. Drivkraften har været at bruge sin magt til at forandre verden til gavn for så mange som muligt – og konstant spørge: Kan vi ikke gøre det lidt bedre?
Poul Nyrup Rasmussen (f. 1943) var formand for Socialdemokratiet 1992-2002, statsminister 1993-2001 og medlem af Europa-Parlamentet 2004-2009. Siden han forlod politik, har han viet sin tid og energi til arbejdet med psykisk sårbare og deres pårørende, bl.a. ved at være med til at stifte foreningen Det Sociale Netværk, som arbejder for at fjerne fordomme og skabe bedre muligheder for unge med psykiske udfordringer.
Du kan købe Kan vi ikke gøre det lidt bedre online hos fx Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: