Forsvarsløs er journalist Peter Ernstved Rasmussens beskrivelse af et dansk forsvar i knæ. Begynd din læsning her.
Det danske forsvar består af skibe, der ikke kan sejle. Fly, der ikke kan flyve. Kanoner, der ikke kan skyde. Og kaserner i forfald. Der mangler soldater, artilleri, kampvogne, luftværn, ammunition, reservedele, uniformer, moderne IT – og printerpapir.
Hvordan kunne det gå så galt? Det søger Peter Ernstved Rasmussen svar på i Forsvarsløs: En afslørende bog om skandalerne i forsvaret og om, hvordan en lille skare af politikere, embedsmænd og topofficerer spillede hasard med Danmarks sikkerhed for at fremme egne interesser.
LÆS OGSÅ: Forsvarsløs – Peter Ernstved Rasmussen om skandalerne i Forsvaret
Peter Ernstved Rasmussen (f. 1971) er journalist, driver det uafhængige forsvarsmedie OLFI og er vært på programmet Frontlinjen på Radio4. Han har været udsendt som FN-soldat til Bosnien-Hercegovina i 1993 og som presse- og informationsofficer til Irak i 2004-5.
Han har modtaget flere priser for sin dækning af forsvarsområdet, blandt andet Publicistklubbens nyskaberpris i 2020 for etableringen af OLFI og Graverprisen i 2008 og 2019 af Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ).
Læs prologen til Peter Ernstved Rasmussens nye bog Forsvarsløs her.
Forsvarsløs
af Peter Ernstved Rasmussen
PROLOG
ET HUL PÅ 38 MIA. KR.
2023
Scenen udspiller sig i Forsvarsministeriets kantine i HK9 – Holmens Kanal nummer 9 i det indre København. Selv om det er torsdag den 4. maj 2023 og årsdag for befrielsen af Danmark, er der en tung og ganske alvorlig stemning i lokalet. Troels Lund Poulsen står ved et højt cafébord med forsvarschef Flemming Lentfer ved sin side.
Med rolig stemme præsenterer den fungerende vicestatsminister, forsvarsminister og formand for Venstre resultatet af det ”kasseeftersyn”, som socialdemokraten Morten Bødskov igangsatte i efteråret 2022, da han var forsvarsminister i et par måneder. Resultatet er rystende.
”Vi står i en situation, hvor de opgaver, som Forsvaret skal løse i dag, ikke kan lade sig gøre med de penge, som der er afsat til Forsvaret på nuværende tidspunkt. Det er der flere gode grunde til. Krigen er som bekendt tilbage i Europa, Danmark står i et nyt trusselsbillede. Der bliver stillet nye krav og forventninger til vores forsvar, og samtidig må vi også erkende, at politiske beslutninger gennem flere forligsperioder ikke har levet op til den sikkerhedspolitiske virkelighed, som vi møder i dag,” siger den fungerende forsvarsminister.
Herefter vender han sig om og kigger på et lærred, der ved hjælp af en projektor viser nogle lagkagediagrammer over Forsvarets skrantende økonomi. Det vil koste 27 mia. kr. at håndtere ”ophobede udgifter” og yderligere 11 mia. kr. til ”nye investeringer” alene for at få Forsvaret på niveau, så det kan løse de opgaver, der var planlagt i det eksisterende forsvarsforlig for 2018-2023. I alt 38 mia. kr. for at levere det, som politikerne og den danske befolkning troede, at Forsvaret allerede kunne.
38 milliarder kroner!
Hvordan kan noget ministerområde få lov at opbygge et ”efterslæb” på 38 mia. kr., uden at alarmerne har givet høreskader på alle chefgange? Svaret er, at det kan det kun, når et helt system og alle tilsynsmyndigheder svigter totalt.
Ikke nok med at Forsvaret mangler 38 mia. kr. for overhovedet at kunne leve op til det i maj 2023 igangværende forsvarsforlig. Noget helt andet er, at systemet i en hel generation har spillet hasard med danskernes sikkerhed og solgt ud af arvesølvet i en grad, så det danske forsvar i dag står fuldstændigt afpillet uden nogen som helst form for robusthed eller reel mulighed for at yde den sikkerhed, som man ellers måtte forvente af et nationalt forsvar.
Man har ganske enkelt helt systematisk nedbrudt Forsvaret siden Berlinmurens fald i 1989. Forsvaret var allerede udsultet og havde brug for politisk førstehjælp, da forsvarschef Peter Bartram i 2012 bildte politikerne ind, at man godt kunne spare yderligere 15 pct. af udgifterne, uden at det ville få nogen konsekvenser for de operative kapaciteter.
Man kunne bibeholde det samme antal kampfly, kampvogne og kampenheder, selv om ressourcerne blev barberet med yderligere 3 mia. kr. om året. Hvor naiv har man lov til at være, når man besidder et af rigets øverste embeder?
Der var ikke tale om ”effektiviseringer”, men om en regulær landsskadelig ødelæggelse af det danske forsvar, som gik ud over ansættelsesforhold, uddannelser, skoler, tjenestesteder, kapaciteter, enheder, bygninger, soldaternes personlige udrustning og vigtigst af alt korpsånden, traditionerne, fællesskabet og hele meningen med at være soldat.
Det kostede vores evne til at leve op til Natos styrkemål, og det kunne kun gå så galt, fordi officerer og embedsfolk i deres iver efter at please skiftende regeringer sagde ja, når de skulle have sagt nej. Men forklaringen ligger selvfølgelig også i et politisk system, som ikke ønskede at høre sandheden.
Der var politisk en utilfredshed med tidligere forsvarschefer og topofficerer, som ifølge politikerne ikke havde “politisk tæft” eller “politisk gehør” og derfor ofte virkede som bremseklodser, når nu politikerne gerne ville “effektivisere” eller få virkeligheden til at tage sig bedre ud end den virkelige virkelighed ude i geledderne.
Disse ordentlige og hæderlige officerer, som – i modsætning til mange af nutidens topofficerer – havde rygrad til at stå op imod det politiske pres, når mere og mere opfindsomme idéer og forslag blev forelagt dem, blev voksenmobbet og frosset ud.
Deres faglighed blev undergravet af selvpromoverende politikere, spindoktorer og medier, som mod bedre vidende latterliggjorde hele den militære profession ved at italesætte disse personer som “oberst Hachel-typer” med henvisning til stereotypen af en stokkonservativ officer i tv-serien Matador.
På den måde udvandede politikerne på den mest nederdrægtige og uklædelige måde respekten for hele officersstanden og den type officer, som alle andre lande påskønner at have på de øverste poster i Forsvaret – officerer med faglighed, integritet, personlighed, karisma og med operativ erfaring fra skarpe missioner og ansvar for soldater i krig.
Officerer med mod, vilje og holdninger. I stedet fremelskede man de langt mere medgørlige ”politiske officerer” med forståelse for den omsiggribende civilisering af Forsvaret og med karriereforløb, som primært var foregået bag polerede skriveborde. De havde sjældent prøvet at lede soldater i krig og kamp, men kunne til gengæld læse Excel-ark, tale et konsulentpræget public management-lingo og forstå de politiske signaler uden at få dem skåret ud i pap.
Det var pludselig dem, der kom til tops i Forsvaret – Peter Bartram, Bjørn Bisserup, Per Ludvigsen, Nils Wang, Hans-Christian Mathiesen, Flemming Lentfer og juristen Laila Reenberg. Når de stødte på officerer, som ikke forstod de nye politiske vinde eller var lige så overbeviste om disses lyksaligheder, blev disse officerer som bl.a. oberst Lars R. Møller og oberst Eigil Schjønning frataget deres ansvar og fik deres karrierer sat på fuldt stop – til skræk og advarsel for enhver, der måtte have en anden virkelighedsopfattelse end topledelsens.
Men det kunne også ske langt mere subtilt ved bare at sørge for, at de besværlige typer ikke fik forfremmelser og blev mødt af generel modvilje og ligegyldighed, så de til sidst selv valgte at forlade Forsvaret. Dermed fik man ikke bare stoppet en irriterende aktuel modstand i systemet. Nej, man lukkede for al konstruktiv debat og skabte et klima, som minder mere om forsvar i et autokrati end et moderne demokrati.
Det er derfor en tragedie at konstatere, hvor mange dygtige og talentfulde officerer og befalingsmænd – rygraden i ethvert forsvar – som skuffede og desillusionerede gennem de seneste 10-15-20 år har forladt Forsvaret gennem hovedvagten for aldrig at se sig tilbage.
For at få mere ”politisk kontrol” med Forsvaret kastrerede de socialdemokratiske forsvarsministre Nick Hækkerup og Nicolai Wammen forsvarschefembedet, som indtil 2014 havde helhedsansvaret for alle dele af Forsvaret. Med forsvarsforliget 2013-2017 rykkede de forsvarschefen et niveau ned i organisationsdiagrammet og fratog forsvarschefen ansvaret for økonomi, personel, materiel og ejendomme.
Dernæst gjorde den politiske ledelse det klart, at der var behov for at være enige om, hvad man kommunikerede. Det skulle være slut med at høre på selvstændigt tænkende forsvarschefer og topofficerer, som fremkom med analyser eller vurderinger, som ikke lå fuldstændigt i vater med det politiske narrativ.
Fra politisk hold udpegede man nu forsvarschefer, som havde ”politisk forståelse” og logrede med halen, uanset hvilken umulig opgave der blev stillet. Og hvis det hele så lidt for urealistisk ud, fik man konsulentbureauer som McKinsey & Company, Boston Consulting Group eller Struensee & Co. til at få selv de mest vanvittige besparelser til at se realistiske ud.
Konsekvensen har været, at Forsvaret er blevet kørt ud over skrænten, mens skiftende forsvarschefer præsenterede glansbilleder og bildte politikerne ind, at det gik godt, og at alt kunne lade sig gøre. Det kunne det selvfølgelig ikke.
Det måtte selv Troels Lund Poulsen indrømme, da han stod og præsenterede en manko på 38 mia. kr.
”Det er et kollektivt svigt, der har bragt os i den situation, som vi står i nu. Skiftende forligskredse, skiftende forsvarsministre, skiftende departementschefer og skiftende forsvarschefer har alle sammen et medansvar for, at vi er kommet i den her situation,” sagde han på pressemødet i Forsvarsministeriet.
Selvfølgelig skal Troels Lund Poulsen have anerkendelse for at påtage sig sin del af ansvaret. Men det var politisk spin og ansvarsforflygtigelse, når han ikke ønskede at placere ansvar for katastrofen. Selvfølgelig kunne han have gjort det, men det ville ikke se kønt ud, og det ville udstille såvel statsministre, finansministre som forsvarsministre fra regeringspartierne Venstre og Socialdemokratiet som skurkene.
Regeringen kunne have nedsat en undersøgelseskommission for at afdække, hvordan et statsligt område kunne køre sig selv helt ud over kanten og efterlade en gigantisk regning til de danske skatteydere, men det ville hverken forsvarsministeren, finansminister Nicolai Wammen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen eller statsminister Mette Frederiksen.
Alle bærer de ansvaret for, at Forsvaret er kollapset.
*
Hæren mangler hver fjerde soldat og slås med nedslidt og forældet materiel. Den mangler artilleri, luftværn, ingeniørmateriel, våben, ammunition, køretøjer, reservedele, sløringsnet, radioer, kikkerter, natkampudstyr og helt basale uniformsgenstande som bukser, jakker, sokker og hjelme. Den har fejlindkøbte pansrede mandskabsvogne i hundredvis, men har brug for infanterikampkøretøjer og flere kampvogne.
Landets kaserner er hårdt ramt af skimmelsvamp, ruder falder ud af rådne vinduesrammer, det regner ind gennem taget, og de værnepligtige klager over mangel på varmt vand, når de skal i bad efter øvelse.
I Søværnet sejler skibene “for kort”, hvilket vil sige uden fuldtallig besætning, og ud af fem fregatter er der måske besætninger til tre. Opgaverne vokser, hvorfor man må låne mandskab på kryds og tværs for at få planerne til at hænge sammen.
Fregatterne har endnu ikke fået leveret de missiler af typen SM-2, som de tilbage i 00’erne blev bygget til. Antiubådsfregatterne kan ikke jage ubåde, fordi vi har udfaset ubåde i det danske forsvar og dermed ikke har noget at øve på, og derudover har materiel- og indkøbsstyrelsen aldrig fået købt de slæbesonarer, som ellers var en del af forsvarsforliget 2018-2023.
Vi aner med andre ord ikke, hvad der foregår under havets overflade i de danske farvande. Kanonerne på skibene i Nordatlanten kan ikke skyde, og de mere end 30 år gamle inspektionsskibe ligger snart mere tid ved kaj eller på værft end på søen, fordi de er fuldstændigt nedslidte og har fået fjernet stort set alt, hvad der i sin tid gjorde dem til krigsskibe.
På Flådestation Korsør må der ikke køre tunge køretøjer på kajen, fordi den pga. manglende vedligeholdelse er ved at styrte i vandet. I det andet bassin kan fregatterne ikke lægge til, fordi der ikke er blevet gravet sand, og skibene derfor risikerer at gå på grund. Miljøskibene i Frederikshavn blev erklæret forældede i 1996, men er stadig det eneste beredskab, vi har i forhold til miljøkatastrofer til søs.
I Flyvevåbnet flyver de gamle overvågningsfly af typen Challenger rundt uden radarer, og besætningerne må i stedet bruge kikkerter til at se, hvad der foregår på havoverfladen. De unge piloter oplever, at værnet er mere under afvikling end udvikling. De får alt for lidt flyvetræning, fordi der er for få og gamle stel og for mange opgaver, og hos Fighter Wing Skrydstrup advarer de nyuddannede F-35-piloter direkte om, at situationen går ud over flysikkerheden, og at det kan ende med fatale havarier.
Læg dertil, at Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring allerede i sommer havde brugt sit budget for 2024, og det var derfor ikke længere muligt at levere printerpapir, printerpatroner eller lommebøger for den sags skyld. Der er godt nok 200 mia. kr. på vej til Forsvaret, og regeringen fortæller, at vi – hokus-pokus – nu lever op til Nato-målsætningen om at bruge 2 pct. af bruttonationalproduktet (bnp) på forsvar. Men hvor?
Det er ikke noget, som soldaterne ude i Forsvarets operative ender oplever. De skal spare for flere hundrede millioner kroner i Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet og har derfor fået pålagt ansættelsesstop i forlængelse af en hvervekampagne til 13 mio. kr. Soldater bliver sendt på tvungen afspadsering, øvelser aflyst eller stoppet kl. 16.00, fordi der ikke er råd til at udbetale nattillæg, og altafgørende kurser og uddannelser bliver annulleret.
To et halvt år efter Ruslands invasion af Ukraine står det danske forsvar fuldstændigt afpillet uden endnu at have set noget til alle de penge, som politikerne har talt om at tilføre i mange år.
Hvad er det, der foregår, og hvordan kunne det gå så galt? Forklaringerne er mange.
*
Men nu er alt ikke skidt, og jeg har selv meget godt at sige om Forsvaret. Jeg har her mødt nogle af de dygtigste, hæderligste, modigste, ordentligste, mest engagerede, kreative og pligtopfyldende mennesker, og nogle af dem er blandt mine nærmeste venner i dag. Kendetegnende for dem er dog også, at ingen af dem i dag er tjenestegørende.
Forsvaret har stadig en helt uvurderlig aura og tiltrækningskraft på gode mennesker, som gerne vil ofre noget af sig selv for fællesskabet, for samfundet, for Danmark. Mennesker, som er villige til at sætte livet på spil for at forsvare de værdier, som vi sætter så højt. De gør det til en ussel løn, og de har min allerstørste respekt. Men det er ikke dem, som jeg bruger mine kræfter på i denne bog. Det er tværtimod for alle dem, at jeg har skrevet den.
Jeg vil dog gerne slå fast, så det står fuldstændigt klart fra begyndelsen: Jeg opfatter Forsvaret som den allervigtigste grundpille i ethvert velfungerende demokrati. Og ja, vores nationale forsvar er i sidste ende vigtigere end sundhedsvæsenet, ældreplejen, skoler, uddannelser, daginstitutioner og fængsler. Forsvaret er vores livsforsikring, for hvad er velfærdsstaten værd, hvis vi ikke er i stand til at forsvare den?
Forsvaret kan ikke sammenlignes med andre myndigheder i det civile samfund, for opgaven er grundlæggende en helt anden. Soldater skal lære at slå ihjel. De skal uddanne sig til at gå i krig i fuld skala, og hvis ikke vi snart forstår, at det i sidste ende er det, som det handler om – så går det endnu mere galt.
Jeg mener, at vi skal bruge væsentligt flere penge på forsvar, og at vi på grund af 30 års uansvarligt og grænseløst svigt også kommer til at bruge væsentligt flere penge på forsvar. Til orientering har Norge sammenlignet med Danmark et stærkt og velfungerende forsvar, og her har man i 2024 valgt at afsætte, hvad der svarer til 400 milliarder danske kroner over de kommende år for at rette op på fortidens synder. Vi er bagud, vi har ikke noget valg, og det kan kun gå for langsomt.
Men vi skal også få ryddet op og muget ud, og det kræver, at vi igen ser på organisation, ansættelsesforhold, skoler, uddannelsernes opbygning og længde, demografi og tjenestesteder. Det nytter ikke noget alene at se på værnepligt og materielindkøb. Vi har brug for et helt nyt forsvar, der skal bygges op fra bunden. Bare at hælde penge ned i det eksisterende vil være en dyr fejltagelse.
Forsvarsløs
Hvordan kan vi i 2024 stå med et forsvar, som mangler det mest basale udstyr? Forsvaret manglede ved det seneste kasseeftersyn 38 mia. kr. for overhovedet at kunne leve op til det seneste forsvarsforlig.
Systemet har i en hel generation spillet hasard med danskernes sikkerhed og solgt ud af arvesølvet i en grad, så det danske forsvar i dag står helt afpillet uden nogen form for robusthed eller reel mulighed for at yde den sikkerhed, som man måtte forvente af et nationalt forsvar.
Forsvarsløs er journalist Peter Ernstved Rasmussens personlige beretning og beskrivelse af forsvaret og dets skandaler gennem de seneste årtier. Peter Ernstved Rasmussen er journalist, driver forsvarsmediet OLFI og er vært på programmet Frontlinjen på Radio4. Han har en fortid som reserveofficer i Den Kgl. Livgarde og har bl.a. været udsendt som FN-soldat til Bosnien-Hercegovina og som presse- og informationsofficer til Irak.
Forsvarsløs er journalist Peter Ernstved Rasmussens beskrivelse af et dansk forsvar i knæ. Begynd din læsning her.
Det danske forsvar består af skibe, der ikke kan sejle. Fly, der ikke kan flyve. Kanoner, der ikke kan skyde. Og kaserner i forfald. Der mangler soldater, artilleri, kampvogne, luftværn, ammunition, reservedele, uniformer, moderne IT – og printerpapir.
Hvordan kunne det gå så galt? Det søger Peter Ernstved Rasmussen svar på i Forsvarsløs: En afslørende bog om skandalerne i forsvaret og om, hvordan en lille skare af politikere, embedsmænd og topofficerer spillede hasard med Danmarks sikkerhed for at fremme egne interesser.
LÆS OGSÅ: Forsvarsløs – Peter Ernstved Rasmussen om skandalerne i Forsvaret
Peter Ernstved Rasmussen (f. 1971) er journalist, driver det uafhængige forsvarsmedie OLFI og er vært på programmet Frontlinjen på Radio4. Han har været udsendt som FN-soldat til Bosnien-Hercegovina i 1993 og som presse- og informationsofficer til Irak i 2004-5.
Han har modtaget flere priser for sin dækning af forsvarsområdet, blandt andet Publicistklubbens nyskaberpris i 2020 for etableringen af OLFI og Graverprisen i 2008 og 2019 af Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ).
Læs prologen til Peter Ernstved Rasmussens nye bog Forsvarsløs her.
Forsvarsløs
af Peter Ernstved Rasmussen
PROLOG
ET HUL PÅ 38 MIA. KR.
2023
Scenen udspiller sig i Forsvarsministeriets kantine i HK9 – Holmens Kanal nummer 9 i det indre København. Selv om det er torsdag den 4. maj 2023 og årsdag for befrielsen af Danmark, er der en tung og ganske alvorlig stemning i lokalet. Troels Lund Poulsen står ved et højt cafébord med forsvarschef Flemming Lentfer ved sin side.
Med rolig stemme præsenterer den fungerende vicestatsminister, forsvarsminister og formand for Venstre resultatet af det ”kasseeftersyn”, som socialdemokraten Morten Bødskov igangsatte i efteråret 2022, da han var forsvarsminister i et par måneder. Resultatet er rystende.
”Vi står i en situation, hvor de opgaver, som Forsvaret skal løse i dag, ikke kan lade sig gøre med de penge, som der er afsat til Forsvaret på nuværende tidspunkt. Det er der flere gode grunde til. Krigen er som bekendt tilbage i Europa, Danmark står i et nyt trusselsbillede. Der bliver stillet nye krav og forventninger til vores forsvar, og samtidig må vi også erkende, at politiske beslutninger gennem flere forligsperioder ikke har levet op til den sikkerhedspolitiske virkelighed, som vi møder i dag,” siger den fungerende forsvarsminister.
Herefter vender han sig om og kigger på et lærred, der ved hjælp af en projektor viser nogle lagkagediagrammer over Forsvarets skrantende økonomi. Det vil koste 27 mia. kr. at håndtere ”ophobede udgifter” og yderligere 11 mia. kr. til ”nye investeringer” alene for at få Forsvaret på niveau, så det kan løse de opgaver, der var planlagt i det eksisterende forsvarsforlig for 2018-2023. I alt 38 mia. kr. for at levere det, som politikerne og den danske befolkning troede, at Forsvaret allerede kunne.
38 milliarder kroner!
Hvordan kan noget ministerområde få lov at opbygge et ”efterslæb” på 38 mia. kr., uden at alarmerne har givet høreskader på alle chefgange? Svaret er, at det kan det kun, når et helt system og alle tilsynsmyndigheder svigter totalt.
Ikke nok med at Forsvaret mangler 38 mia. kr. for overhovedet at kunne leve op til det i maj 2023 igangværende forsvarsforlig. Noget helt andet er, at systemet i en hel generation har spillet hasard med danskernes sikkerhed og solgt ud af arvesølvet i en grad, så det danske forsvar i dag står fuldstændigt afpillet uden nogen som helst form for robusthed eller reel mulighed for at yde den sikkerhed, som man ellers måtte forvente af et nationalt forsvar.
Man har ganske enkelt helt systematisk nedbrudt Forsvaret siden Berlinmurens fald i 1989. Forsvaret var allerede udsultet og havde brug for politisk førstehjælp, da forsvarschef Peter Bartram i 2012 bildte politikerne ind, at man godt kunne spare yderligere 15 pct. af udgifterne, uden at det ville få nogen konsekvenser for de operative kapaciteter.
Man kunne bibeholde det samme antal kampfly, kampvogne og kampenheder, selv om ressourcerne blev barberet med yderligere 3 mia. kr. om året. Hvor naiv har man lov til at være, når man besidder et af rigets øverste embeder?
Der var ikke tale om ”effektiviseringer”, men om en regulær landsskadelig ødelæggelse af det danske forsvar, som gik ud over ansættelsesforhold, uddannelser, skoler, tjenestesteder, kapaciteter, enheder, bygninger, soldaternes personlige udrustning og vigtigst af alt korpsånden, traditionerne, fællesskabet og hele meningen med at være soldat.
Det kostede vores evne til at leve op til Natos styrkemål, og det kunne kun gå så galt, fordi officerer og embedsfolk i deres iver efter at please skiftende regeringer sagde ja, når de skulle have sagt nej. Men forklaringen ligger selvfølgelig også i et politisk system, som ikke ønskede at høre sandheden.
Der var politisk en utilfredshed med tidligere forsvarschefer og topofficerer, som ifølge politikerne ikke havde “politisk tæft” eller “politisk gehør” og derfor ofte virkede som bremseklodser, når nu politikerne gerne ville “effektivisere” eller få virkeligheden til at tage sig bedre ud end den virkelige virkelighed ude i geledderne.
Disse ordentlige og hæderlige officerer, som – i modsætning til mange af nutidens topofficerer – havde rygrad til at stå op imod det politiske pres, når mere og mere opfindsomme idéer og forslag blev forelagt dem, blev voksenmobbet og frosset ud.
Deres faglighed blev undergravet af selvpromoverende politikere, spindoktorer og medier, som mod bedre vidende latterliggjorde hele den militære profession ved at italesætte disse personer som “oberst Hachel-typer” med henvisning til stereotypen af en stokkonservativ officer i tv-serien Matador.
På den måde udvandede politikerne på den mest nederdrægtige og uklædelige måde respekten for hele officersstanden og den type officer, som alle andre lande påskønner at have på de øverste poster i Forsvaret – officerer med faglighed, integritet, personlighed, karisma og med operativ erfaring fra skarpe missioner og ansvar for soldater i krig.
Officerer med mod, vilje og holdninger. I stedet fremelskede man de langt mere medgørlige ”politiske officerer” med forståelse for den omsiggribende civilisering af Forsvaret og med karriereforløb, som primært var foregået bag polerede skriveborde. De havde sjældent prøvet at lede soldater i krig og kamp, men kunne til gengæld læse Excel-ark, tale et konsulentpræget public management-lingo og forstå de politiske signaler uden at få dem skåret ud i pap.
Det var pludselig dem, der kom til tops i Forsvaret – Peter Bartram, Bjørn Bisserup, Per Ludvigsen, Nils Wang, Hans-Christian Mathiesen, Flemming Lentfer og juristen Laila Reenberg. Når de stødte på officerer, som ikke forstod de nye politiske vinde eller var lige så overbeviste om disses lyksaligheder, blev disse officerer som bl.a. oberst Lars R. Møller og oberst Eigil Schjønning frataget deres ansvar og fik deres karrierer sat på fuldt stop – til skræk og advarsel for enhver, der måtte have en anden virkelighedsopfattelse end topledelsens.
Men det kunne også ske langt mere subtilt ved bare at sørge for, at de besværlige typer ikke fik forfremmelser og blev mødt af generel modvilje og ligegyldighed, så de til sidst selv valgte at forlade Forsvaret. Dermed fik man ikke bare stoppet en irriterende aktuel modstand i systemet. Nej, man lukkede for al konstruktiv debat og skabte et klima, som minder mere om forsvar i et autokrati end et moderne demokrati.
Det er derfor en tragedie at konstatere, hvor mange dygtige og talentfulde officerer og befalingsmænd – rygraden i ethvert forsvar – som skuffede og desillusionerede gennem de seneste 10-15-20 år har forladt Forsvaret gennem hovedvagten for aldrig at se sig tilbage.
For at få mere ”politisk kontrol” med Forsvaret kastrerede de socialdemokratiske forsvarsministre Nick Hækkerup og Nicolai Wammen forsvarschefembedet, som indtil 2014 havde helhedsansvaret for alle dele af Forsvaret. Med forsvarsforliget 2013-2017 rykkede de forsvarschefen et niveau ned i organisationsdiagrammet og fratog forsvarschefen ansvaret for økonomi, personel, materiel og ejendomme.
Dernæst gjorde den politiske ledelse det klart, at der var behov for at være enige om, hvad man kommunikerede. Det skulle være slut med at høre på selvstændigt tænkende forsvarschefer og topofficerer, som fremkom med analyser eller vurderinger, som ikke lå fuldstændigt i vater med det politiske narrativ.
Fra politisk hold udpegede man nu forsvarschefer, som havde ”politisk forståelse” og logrede med halen, uanset hvilken umulig opgave der blev stillet. Og hvis det hele så lidt for urealistisk ud, fik man konsulentbureauer som McKinsey & Company, Boston Consulting Group eller Struensee & Co. til at få selv de mest vanvittige besparelser til at se realistiske ud.
Konsekvensen har været, at Forsvaret er blevet kørt ud over skrænten, mens skiftende forsvarschefer præsenterede glansbilleder og bildte politikerne ind, at det gik godt, og at alt kunne lade sig gøre. Det kunne det selvfølgelig ikke.
Det måtte selv Troels Lund Poulsen indrømme, da han stod og præsenterede en manko på 38 mia. kr.
”Det er et kollektivt svigt, der har bragt os i den situation, som vi står i nu. Skiftende forligskredse, skiftende forsvarsministre, skiftende departementschefer og skiftende forsvarschefer har alle sammen et medansvar for, at vi er kommet i den her situation,” sagde han på pressemødet i Forsvarsministeriet.
Selvfølgelig skal Troels Lund Poulsen have anerkendelse for at påtage sig sin del af ansvaret. Men det var politisk spin og ansvarsforflygtigelse, når han ikke ønskede at placere ansvar for katastrofen. Selvfølgelig kunne han have gjort det, men det ville ikke se kønt ud, og det ville udstille såvel statsministre, finansministre som forsvarsministre fra regeringspartierne Venstre og Socialdemokratiet som skurkene.
Regeringen kunne have nedsat en undersøgelseskommission for at afdække, hvordan et statsligt område kunne køre sig selv helt ud over kanten og efterlade en gigantisk regning til de danske skatteydere, men det ville hverken forsvarsministeren, finansminister Nicolai Wammen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen eller statsminister Mette Frederiksen.
Alle bærer de ansvaret for, at Forsvaret er kollapset.
*
Hæren mangler hver fjerde soldat og slås med nedslidt og forældet materiel. Den mangler artilleri, luftværn, ingeniørmateriel, våben, ammunition, køretøjer, reservedele, sløringsnet, radioer, kikkerter, natkampudstyr og helt basale uniformsgenstande som bukser, jakker, sokker og hjelme. Den har fejlindkøbte pansrede mandskabsvogne i hundredvis, men har brug for infanterikampkøretøjer og flere kampvogne.
Landets kaserner er hårdt ramt af skimmelsvamp, ruder falder ud af rådne vinduesrammer, det regner ind gennem taget, og de værnepligtige klager over mangel på varmt vand, når de skal i bad efter øvelse.
I Søværnet sejler skibene “for kort”, hvilket vil sige uden fuldtallig besætning, og ud af fem fregatter er der måske besætninger til tre. Opgaverne vokser, hvorfor man må låne mandskab på kryds og tværs for at få planerne til at hænge sammen.
Fregatterne har endnu ikke fået leveret de missiler af typen SM-2, som de tilbage i 00’erne blev bygget til. Antiubådsfregatterne kan ikke jage ubåde, fordi vi har udfaset ubåde i det danske forsvar og dermed ikke har noget at øve på, og derudover har materiel- og indkøbsstyrelsen aldrig fået købt de slæbesonarer, som ellers var en del af forsvarsforliget 2018-2023.
Vi aner med andre ord ikke, hvad der foregår under havets overflade i de danske farvande. Kanonerne på skibene i Nordatlanten kan ikke skyde, og de mere end 30 år gamle inspektionsskibe ligger snart mere tid ved kaj eller på værft end på søen, fordi de er fuldstændigt nedslidte og har fået fjernet stort set alt, hvad der i sin tid gjorde dem til krigsskibe.
På Flådestation Korsør må der ikke køre tunge køretøjer på kajen, fordi den pga. manglende vedligeholdelse er ved at styrte i vandet. I det andet bassin kan fregatterne ikke lægge til, fordi der ikke er blevet gravet sand, og skibene derfor risikerer at gå på grund. Miljøskibene i Frederikshavn blev erklæret forældede i 1996, men er stadig det eneste beredskab, vi har i forhold til miljøkatastrofer til søs.
I Flyvevåbnet flyver de gamle overvågningsfly af typen Challenger rundt uden radarer, og besætningerne må i stedet bruge kikkerter til at se, hvad der foregår på havoverfladen. De unge piloter oplever, at værnet er mere under afvikling end udvikling. De får alt for lidt flyvetræning, fordi der er for få og gamle stel og for mange opgaver, og hos Fighter Wing Skrydstrup advarer de nyuddannede F-35-piloter direkte om, at situationen går ud over flysikkerheden, og at det kan ende med fatale havarier.
Læg dertil, at Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring allerede i sommer havde brugt sit budget for 2024, og det var derfor ikke længere muligt at levere printerpapir, printerpatroner eller lommebøger for den sags skyld. Der er godt nok 200 mia. kr. på vej til Forsvaret, og regeringen fortæller, at vi – hokus-pokus – nu lever op til Nato-målsætningen om at bruge 2 pct. af bruttonationalproduktet (bnp) på forsvar. Men hvor?
Det er ikke noget, som soldaterne ude i Forsvarets operative ender oplever. De skal spare for flere hundrede millioner kroner i Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet og har derfor fået pålagt ansættelsesstop i forlængelse af en hvervekampagne til 13 mio. kr. Soldater bliver sendt på tvungen afspadsering, øvelser aflyst eller stoppet kl. 16.00, fordi der ikke er råd til at udbetale nattillæg, og altafgørende kurser og uddannelser bliver annulleret.
To et halvt år efter Ruslands invasion af Ukraine står det danske forsvar fuldstændigt afpillet uden endnu at have set noget til alle de penge, som politikerne har talt om at tilføre i mange år.
Hvad er det, der foregår, og hvordan kunne det gå så galt? Forklaringerne er mange.
*
Men nu er alt ikke skidt, og jeg har selv meget godt at sige om Forsvaret. Jeg har her mødt nogle af de dygtigste, hæderligste, modigste, ordentligste, mest engagerede, kreative og pligtopfyldende mennesker, og nogle af dem er blandt mine nærmeste venner i dag. Kendetegnende for dem er dog også, at ingen af dem i dag er tjenestegørende.
Forsvaret har stadig en helt uvurderlig aura og tiltrækningskraft på gode mennesker, som gerne vil ofre noget af sig selv for fællesskabet, for samfundet, for Danmark. Mennesker, som er villige til at sætte livet på spil for at forsvare de værdier, som vi sætter så højt. De gør det til en ussel løn, og de har min allerstørste respekt. Men det er ikke dem, som jeg bruger mine kræfter på i denne bog. Det er tværtimod for alle dem, at jeg har skrevet den.
Jeg vil dog gerne slå fast, så det står fuldstændigt klart fra begyndelsen: Jeg opfatter Forsvaret som den allervigtigste grundpille i ethvert velfungerende demokrati. Og ja, vores nationale forsvar er i sidste ende vigtigere end sundhedsvæsenet, ældreplejen, skoler, uddannelser, daginstitutioner og fængsler. Forsvaret er vores livsforsikring, for hvad er velfærdsstaten værd, hvis vi ikke er i stand til at forsvare den?
Forsvaret kan ikke sammenlignes med andre myndigheder i det civile samfund, for opgaven er grundlæggende en helt anden. Soldater skal lære at slå ihjel. De skal uddanne sig til at gå i krig i fuld skala, og hvis ikke vi snart forstår, at det i sidste ende er det, som det handler om – så går det endnu mere galt.
Jeg mener, at vi skal bruge væsentligt flere penge på forsvar, og at vi på grund af 30 års uansvarligt og grænseløst svigt også kommer til at bruge væsentligt flere penge på forsvar. Til orientering har Norge sammenlignet med Danmark et stærkt og velfungerende forsvar, og her har man i 2024 valgt at afsætte, hvad der svarer til 400 milliarder danske kroner over de kommende år for at rette op på fortidens synder. Vi er bagud, vi har ikke noget valg, og det kan kun gå for langsomt.
Men vi skal også få ryddet op og muget ud, og det kræver, at vi igen ser på organisation, ansættelsesforhold, skoler, uddannelsernes opbygning og længde, demografi og tjenestesteder. Det nytter ikke noget alene at se på værnepligt og materielindkøb. Vi har brug for et helt nyt forsvar, der skal bygges op fra bunden. Bare at hælde penge ned i det eksisterende vil være en dyr fejltagelse.
Forsvarsløs
Hvordan kan vi i 2024 stå med et forsvar, som mangler det mest basale udstyr? Forsvaret manglede ved det seneste kasseeftersyn 38 mia. kr. for overhovedet at kunne leve op til det seneste forsvarsforlig.
Systemet har i en hel generation spillet hasard med danskernes sikkerhed og solgt ud af arvesølvet i en grad, så det danske forsvar i dag står helt afpillet uden nogen form for robusthed eller reel mulighed for at yde den sikkerhed, som man måtte forvente af et nationalt forsvar.
Forsvarsløs er journalist Peter Ernstved Rasmussens personlige beretning og beskrivelse af forsvaret og dets skandaler gennem de seneste årtier. Peter Ernstved Rasmussen er journalist, driver forsvarsmediet OLFI og er vært på programmet Frontlinjen på Radio4. Han har en fortid som reserveofficer i Den Kgl. Livgarde og har bl.a. været udsendt som FN-soldat til Bosnien-Hercegovina og som presse- og informationsofficer til Irak.
Du kan købe Forsvarsløs – Når den største trussel kommer indefra online fx på Saxo eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: