Bøger til unge CarlsenPuls Læseprøve og uddrag

Dit liv i mine hænder er opfølgeren til en af de bedstsælgende ungdomsbøger i nyere tid. Læs et uddrag fra bogen her

Dit liv i mine hænder er opfølgeren til en af de bedstsælgende ungdomsbøger i nyere tid. Læs et uddrag fra bogen her

Dit liv i mine hænder er opfølgeren til bestselleren Dig og mig ved daggry som udkom i 2013. Der er gået fire år, siden Jonathans storebror Liam sprang i Limfjorden med sin kæreste og begik selvmord. Nu er Jonathan alene med sin arbejdsløse far, men de taler ikke om Liams død.

Jonathan overlever bare. Lige indtil han møder Isa i byen og bliver forelsket.

Isa er fremme i skoene, men også vant til at fyrene hurtigt forlader hende. Men så bliver hun gravid, og selvom alle opfordrer dem til at få en abort, så vælger Jonathan og Isa at få barnet i håbet om at kunne give deres barn en bedre barndom end de selv har fået. Det viser sig bare at være overordentligt svært at bryde den sociale arv. 

LÆS OGSÅ: Fra side til samtale med Dit liv i mine hænder – hent arket her!

Dit liv i mine hænder er en tempofyldt og hård kærlighedshistorie sat i et miljø, hvor arv er en tung byrde, man skal kæmpe hårdt for at slippe fri af. 

Læs første del af Dit liv i mine hænder af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved herunder.




Dit liv i mine hænder

af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved




Det er først, da jeg synker sammen og ligger på ryggen på jorden, at jeg fatter, at jeg er ramt. Det føltes ellers ikke som et skud, mere som et slag, et hårdt og præcist slag af en hammer lige under ribbenene. Over mig runger hans stemme.

Lyden ruller frem og tilbage som en hul torden under vand, jeg kan ikke skille ordene fra hinanden. Hans ansigt bøjer sig over mit, jeg kan kun se konturerne, en mørk skygge, og jeg ved ikke, om det er mig eller ham, der gisper, måske er det mig? Er det sådan, det er? Er det sådan her, det føles?

”Dør jeg?” Min stemme lyder tør og fremmed. ”Skal jeg dø nu?”

Han svarer ikke, ser bare på mig, men da hans mørke ansigt flyder ud og først bliver til mors og så til Isas, er jeg ikke længere i tvivl. Hendes hår er uglet, men hun er smukkere end nogensinde. Hun græder. Hendes ansigt er helt vådt, og hun siger, at jeg ikke må forlade hende, hun kan ikke alene, hun kan ikke klare sig uden mig.

Jeg rækker en hånd ud mod hende, men jeg kan ikke nå hende.

”Undskyld,” hvisker jeg, men der kommer ingen lyd.

”Undskyld …”

*

”UNDSKYLD? HALLO, UNDSKYLD?”

En finger prikkede på min skulder, og jeg vendte mig irriteret og skulle lige til at bede idioten om at slappe af. Men der stod hun, helt tæt på mig, og nærmest som om hun var skudt direkte op af gulvet. Hun havde sort hår med bløde krøller, sort streg om øjnene, store øreringe, sort blondetrøje, smilehuller og et kæmpestort og virkelig flabet smil. Hun satte hænderne i siden og lagde hovedet på skrå.

”Hva’ æh …” sagde hun på bimlende aalborgensisk. ”Må jeg lige komme forbi?”

Jeg trådte til side, rykkede længere ind mod baren, hvor Noah og Olli sad, men hun flyttede sig ikke. Blev ved med at stå der og smile, som om hun forventede noget af mig.

Min puls pumpede i mit hoved, og jeg var sikker på, at hun måtte kunne se det på mig. Sådan var det altid. Jeg vidste aldrig, hvad jeg skulle sige til piger. Stod bare dér, fuldkommen forstenet og så fucking akavet.

Sig noget, for helvede, tænkte jeg. Bare sig noget!

Noah puffede mig i siden, tænkte åbenbart det samme, og så spurgte jeg, om hun ikke skulle forbi?

”… Eller hva’?”

Noah og Olli spruttede af grin, og jeg mærkede, hvordan jeg begyndte at blive rød op ad nakken. Pis. Jeg tænkte, at hun nok ville gå nu, og på en måde håbede jeg på det, så jeg kunne komme ud af den her situation, men hun blev stående. Nikkede ind mod baren.

”Du kunne jo også købe en drink til mig?” Hun bed sig i læben på en drillende måde, løftede brynene.

”Ja. Klart. Det kunne jeg også,” sagde jeg. ”Hvad vil du have?”

Hun trak på skuldrene. Sagde, at jeg skulle overraske hende. Shit. Jeg drak aldrig andet end øl og anede seriøst ikke en skid om drinks. Jeg tænkte vodka og juice, men det var nok for kedeligt, små sure var ikke en drink, hvad fanden havde jeg ellers hørt om …

” … Gin-tonic!” råbte jeg til bartenderen.

Han lavede den lynhurtigt, rakte mig den, og jeg bippede mit kort på terminalen. Gav glasset videre til pigen, der straks tog et sip af sugerøret og smilede, mens hun kiggede op på mig.

“Wow. Gin-tonic. Dét var en overraskelse,” grinede hun. “Classy type, hvá?”

Jeg nikkede, og bag mig kunne jeg høre Olli fnise og Noah, der sagde aargh. Jeg ville sige noget til hende, noget med, at hun ikke skulle tage sig af dem, men det var, som om hun slet ikke ænsede dem. Hun så mig lige i øjnene. Jeg kunne ikke se, hvad farve de havde, hendes øjne, men de strålede.

”Tak for drinken,” sagde hun. ”Du er sød.”

Noah sagde aargh igen, denne gang højere, og nu så hun endelig på ham.

”Jo, han er,” sagde hun. ”Det kan jeg mærke.” Så rakte hun en hånd frem og aede min kind. Lod hånden glide op i mit hår. ”Er det ikke rigtigt?”

Jeg stod bare og måbede og prøvede at finde ud af, om hun tog pis på mig. Så trak hun langsomt mit ansigt mod sit eget, og da hun begravede sin tunge i min mund, føltes det næsten som en eksplosion; hvidt lys, vådt, og en varme, der skød ud i hele min krop. Jeg prøvede at kysse med, førte også en hånd op i hendes hår, spejlede hendes bevægelser.

Hun smagte underligt, jeg ved ikke, hvad det var, som slushice måske, eller stærkt saftevand, og hun åndede tungt, luften fra hendes næsebor mod min kind var som en varm udstødning. Jeg overvejede, hvad jeg mon selv smagte af. Øl. Smøger.Taber. Og jeg tænkte, at hun sikkert kunne mærke på mig, at jeg aldrig rigtig havde kysset nogen før.

Bag mig var der nogen, der piftede, sikkert Olli, Noah kunne ikke pifte. Nogen klappede også, men jeg turde ikke åbne øjnene. Kyssede bare videre, både fordi jeg ikke ville have, det nogensinde skulle stoppe, og fordi jeg ikke anede, hvad man så gjorde bagefter. Så trak hun endelig selv sit hoved tilbage. Slog blikket ned. Tog min hånd.

Det lykkedes mig på en eller anden måde at få spurgt, om hun ikke ville sidde, men hun smilede bare og bed sig i læben igen på den dér måde og lænede sig ind mod mit øre.

”Skal vi ikke hellere gå?” hviskede hun.

Jeg nikkede. Anede ikke, hvem hun var, eller hvad vi skulle, men jeg ville gå med hende alle steder. Selv om jeg slet ikke troede på sådan noget skæbnepis, så vidste jeg på en måde, at det her, det var meningen. At det ville komme til at få en betydning. En kæmpe betydning. Jeg havde bare ikke i min vildeste, mest fucked-up fantasi forestillet mig, at det ville blive, som det blev.

Da vi sad på bagsædet i taxaen ud til Aalborg Øst, lagde hun hovedet mod min skulder og sin hånd på mit lår. Førte den opad og så op på mig med det dér smil igen. Jeg forsøgte at smile tilbage på samme måde, men havde aldrig bollet før. Tanken om, at det nok var det, vi skulle, gjorde mig nærmest søsyg, men jeg tænkte, at Noah og Olli gjorde det konstant, eller det påstod de i hvert fald, og så kunne jeg vel for fanden også.

Så kunne jeg fortælle dem om det i morgen, og det ville ikke engang være løgn. Jeg lænede mig forsigtigt ind mod hende. Hendes hår duftede fantastisk. Jeg lukkede øjnene. Snusede til det igen og lod duften fylde mig helt ud, indtil vi pludselig holdt stille, og taxachaufføren sagde, at vi var der.

Hun boede på første sal i en lejlighed på Sebbersundsvej, sammen med sin mor, sagde hun. Lige nu boede hendes ene storebror der også, men ingen af dem var hjemme.

”Men de kommer nok senere. Du skal være ude i morgen, inden de vågner. Især min storebror. Okay? Ellers skal jeg til at høre på alt deres pis.”

Jeg nikkede. Klart.
Hun stod med nøglen og forsøgte at ramme låsen i hoveddøren, jeg hjalp hende. Inde i entréen kyssede hun mig igen og blev ved med at kysse, imens hun trak mig forbi køkkenet og ind på et værelse med en seng, et skab og et vindue for enden, tøj spredt ud over gulvet, plakater og lyskæder over det hele.

Hun hev sin sorte blondeting over hovedet, forsøgte at trække mig med ned på sengen. Jeg fumlede med mine bukser, kunne ikke få lynlåsen op og var nødt til at bruge begge hænder, imens jeg prøvede at grine lidt for at gøre det mindre akavet.

”Nu er du ikke jomfru eller sådan noget, vel?” Hun bed sig igen i læben. Smilede.

”Nej sgu da,” løj jeg, og hun sagde phew, og at hun troede sgu lige …

”… Du virker bare så ung i det.”

Jeg fnøs. Løj igen og sagde, at jeg altså var 19 år, snart 20. Det stak i hele det nederste af maven, det gjorde det kraftedeme, hver gang jeg løj, og min pik faldt sammen som en punkteret hoppeborg, nærmest som om den prøvede at straffe mig. Hvad fanden skulle jeg sige? Sandheden? At jeg var 17, men lignede en på 12, og aldrig havde så meget som rørt en pige før hende?

”Så er vi lige gamle.” Hun lød nærmest lettet.

Jeg sagde, at jeg lige skulle på toilettet først, og hun pegede ud mod gangen. Sagde, at jeg skulle skynde mig. Rundt om vasken flød det med makeup. Små koste og stifter og farvede skumdimser og en tube med lysebrun creme, der var klippet over, som far gjorde det med remouladen.

Jeg så mig i spejlet, der var fyldt med hvide kalkpletter. Mine øjne var blodskudte. Jeg pøsede vand i ansigtet. Det skriggrønne håndklæde, der hang på sugekopkrogen ved spejlet, var helt stift, og jeg tørrede ansigtet i ærmet. Stillede mig over til toilettet. Pissede. Prøvede at hive i pikken, lukkede øjnene, tænkte på ting, jeg havde set, noget Pornhub, tre piger på rad og række med røven i vejret, for lige at komme i gang.

Det virkede ikke. Jeg så op i loftet. Lukkede øjnene.
Gå nu hjem, din fucking taber …

Jeg tænkte på far, der sikkert også sad oppe og ventede på mig, when are you home, blabla, hvem er du med, tell your Dad! Det var heller ikke ligefrem et turn on. Jeg pakkede den visne pik væk. Listede ud i gangen og stod og overvejede, om jeg virkelig bare skulle skride, så hun ikke nåede at opdage, hvor fucking useless jeg var, da en nøgle pludselig blev stukket i hoveddøren.

Jeg sprang tilbage gennem gangen, ind på værelset, lukkede døren.

”Fuck! Der kom nogen!”

Pigen svarede ikke, og jeg så over mod sengen. I vindueskarmen kørte en lampe, der fik hele rummet til at lyse op i farver, der hele tiden skiftede og blandede sig med hinanden, og midt på sengen lå hun, halvvejs på siden og kun i trusser.

Hun snorkede. Pustede ud i korte stød. Ude fra gangen trængte lyden af stemmer igennem, en kvinde og en mand, høje grin. Så en skramlen fra køkkenet. Jeg så på pigen igen. Der var et eller andet over hende, som hun lå der, næsten nøgen og svajrygget og med åben mund, maven blød mod madrassen og i et rum, der hele tiden skiftede farve; noget smukt og skrøbeligt på samme tid.

Jeg samlede dynen op fra gulvet, lagde den over hende.Trykkede den let ned omkring hendes krop. Hun lukkede munden, mumlede et eller andet. Nu sang de begge to ude i køkkenet, og en af dem væltede noget, kvinden bandede. Jeg så på min telefon. Far havde ringet fire gange. Klokken var næsten tre.
Pigen mumlede noget igen. Klynkede nærmest, som om hun havde en ond drøm.

Så trådte jeg ud af mine sko og tog min jakke af. Løftede dynen og lagde mig forsigtigt ind bag hende. Hun lagde en hånd på min hofte, sukkede, men sov videre.

Jeg vågnede af rågerne og troede først, at jeg var hjemme hos Noah, der også boede i Aalborg Øst. Rågerne var ligesom lyden af det kvarter. Lejligheden var stille. De skiftende farver fra lampen var svage i det hvide morgenlys. Klokken kunne ikke være ret mange.

Jeg drejede ansigtet og så på pigen, der havde møffet sit hoved op på min skulder og lå med munden helt tæt mod mit øre. Min arm sov, og jeg forsøgte forsigtigt at trække den til mig og få bugseret hendes hoved ned på puden uden at vække hende, men kom til at krænge det så meget bagover, at hun gav en klagende lyd fra sig og slog øjnene op.

”Undskyld,” hviskede jeg.

Hun lagde nakken tilbage og så på mig, undrende nærmest, som om hun ikke anede, hvem jeg var, eller hvad jeg lavede i hendes seng. Hendes sorte hår var farvet, kunne jeg se nu, så sort var der ikke noget hår, der var. Øjnene blågrå. Den øverste række af øjenvipper på det ene øje strittede lige op i luften.

”Hej?” sagde hun.

”Hej.”
Så lagde hun sig på ryggen. Kiggede op i loftet, blinkede nogle gange og pillede den strittende vipperække af, inden hun drejede ansigtet mod mig igen. Smilede.

”Nåmn, hva’ så?” spurgte hun. Hendes øjne strålede stadig på den der forventningsfulde måde, også selv om hun lige var vågnet, og den sorte streg rundt om dem var helt smattet.

”Hva’ så hvad?”

“Ja, hva’ så, har vi æh … Har vi lavet noget?” Hun løftede dynen. ”Jeg har ligesom næsten ikke noget tøj på.”

Først troede jeg, at det var en joke, for så fuld havde hun sgu da heller ikke været, men hun blev ved med at glo afventende på mig. Så overvejede jeg selv at lave sjov og spørge, om hun virkelig ikke kunne huske, hvordan vi havde bollet som vilde dyr hele natten? Men hvad nu, hvis hun var typen, der ikke forstod en joke, eller hvis det bare ikke var sjovt? Der var sjældent nogen, der grinede, når jeg prøvede at være morsom.

Jeg rystede på hovedet. Sagde, at hun var faldet i søvn.

”Ej, pinligt …” Hun trak dynen op over hovedet. Trak den ned igen. Grinede.

”Nej, slet ikke,” sagde jeg. ”Det var fint. Du sov bare. Stille og roligt.”

”Og så skred du ikke engang?”

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Kunne ikke helt afkode, hvad hun mente med det, eller hvad der ville have været det rigtige at gøre. Jeg trak på skuldrene. Så lænede hun sig frem og kyssede mig.

”Tak, fordi du blev …”

Hun puttede sig ind til mig, og varmen skød igen ud i hele min krop, ligesom første gang hun kyssede mig.

”… Men du kan ikke blive her,” fortsatte hun. Hendes stemme vibrerede lidt, nærmest som en kat, der spandt.

”Gid du kunne, men det går ikke. Ikke med min mor og storebror og alt det der.”

Hun vendte sig og lagde hagen mod min brystkasse, så mig direkte i øjnene igen.

”Ej, de er sgu nok rimelig ligeglade. Men faktisk så gider jeg ikke, du skal møde dem. Ikke sådan her. De kan godt være lidt …” Hun lavede en pistol med fingrene, skød sig i panden. Grinede. ”Især min mor.”

Hun rullede af mig igen, gned sig i øjnene, og jeg kravlede over hende og trak op i mine bukser, satte mig på kanten af sengen og rakte ned efter min jakke på gulvet. Jeg havde slet ikke lyst til at gå, havde kun lyst til at krybe ind til hende under dynen og blive her ved den varme, bløde krop og alle de der fantastiske lyde og dufte.

Jeg stak langsomt den ene arm i ærmet, håbede, at hun ville fortryde og bede mig om at blive.
Det gjorde hun ikke. I stedet sagde hun:

”Skal du slet ikke spørge mig om noget?” Hun havde sat sig op og holdt en pude for maven. ”Altså, mit telefonnummer?”

”Jo!” sagde jeg, lidt for højt, jeg kunne slet ikke skjule, hvor glad jeg blev. Jeg trak min telefon frem.

”Selvfølgelig skal jeg da det.”

Jeg gik ind i kontakter, men standsede så, mens jeg desperat forsøgte at huske, hvad fanden hun hed. Havde hun overhovedet sagt det?
Hun fnes.

”Isabella,” sagde hun, som om hun kunne læse mine tanker. ”Men du kan bare skrive Isa. Jeg bliver aldrig kaldt andet.”

”Isa,” gentog jeg. ”Med ét s?”

”Mm.”

Hun remsede tallene op et ad gangen. Spurgte, om jeg ringede.
Om jeg lovede det.

”Selvfølgelig,” sagde jeg. Og jeg mente det, også selv om jeg aldrig nogensinde havde ringet til en pige før.

Hun gav slip på puden og satte sig overskrævs på mig. Kyssedenmig igen. Længe. Jeg lod mine hænder glide langs hendes hofter om mod lænden, men hun greb dem og placerede dem på sine bryster. Grinede. Så rakte hun ud efter sin egen telefon.

”Giv mig lige dit nummer også. Hvad hedder du?”

”Jonathan,” sagde jeg. På dansk. ”Men du kan bare skrive Jon.”

”Jon?”

Jeg nikkede, og hun tastede det ind. Smed telefonen i dynen. Lagde mine hænder på sine bryster igen.

”Så,” sagde hun og grinede det der fantastiske grin. ”Nu hænger du sgu på mig.”




Dit liv i mine hænder

Dit liv i mine hænder

Dit liv i mine hænder er opfølgeren til den prisvindende bestseller fra 2013, Dig og mig ved daggry.

Jeg havde ingen anelse om, hvor lang tid det varede. Måske nogle minutter, måske ikke engang, men imens det stod på, nåede jeg at tænke, at jeg bare ville smelte sammen med hende for altid. Jeg kendte hende nærmest ikke, og her lå vi.

Der er gået fire år, siden Jonathans storebror Liam sprang i Limfjorden med sin kæreste og begik selvmord. Nu er Jonathan alene med sin far.

De to bor sammen, men taler ikke med hinanden – og slet ikke om Liams død. Jonathan overlever bare. Lige indtil han møder Isa, og verden åbner sig, og der pludselig er mere at leve for end nogensinde.

Dit liv i mine hænder er historien om at kæmpe for livet og for dem, man elsker, selv om man bærer på en tung og mørk arv.

Fra 14 år.

Du kan købe Dit liv i mine hænder online hos fx. Saxo eller i din nærmeste boghandel.