Den sandhedssøgende kat er en vildtvoksende fortælling om Finlands dramatiske grundlæggelse – set gennem øjnene på en ikke helt almindelig kat.
I 1917 er Eeva bekymret for sin og Finlands usikre fremtid. Mahte tror på, at det hele nok skal gå. Da Eeva en dag rækker Mahte en sort killing, bliver deres skæbner bundet uløseligt sammen, og inden længe forsøger de unge kærester at skabe sig et fælles hjem i det nordlige område, Udkrog.
LÆS OGSÅ: Nye bøger på vej: Se vores liste med kommende bøger
I året 2020 mister en forfatter sit foster, og dertil også sin evne til at skrive. I sin sorg over den tabte fremtid søger hun trøst i fortiden og sin oldemor Eeva. En sort kat kommer hende til undsætning og sender hende i retning mod Udkrog, dét sted hendes forfædre levede deres barske, men begivenhedsrige liv.
Katja Kettu (f. 1978) er en prisbelønnet finsk forfatter og animationsinstruktør. Hun kommer oprindeligt fra Rovaniemi i Sameland. Hendes værker er oversat til mere end 20 sprog. Flere af hendes romaner er tidligere oversat til dansk (Jordemoderen, Natsværmere og Rose er væk).
Læs prologen fra Den sandhedssøgende kat herunder.
Den sandhedssøgende kat
Katja Kettu
Det hav, vi Fermenterede Sjæle skvulper rundt i, er en form for eksistentiel tåge. Et skød, vi bliver vugget blidt i. Her vender intet den rigtige eller den forkerte vej, her er intet op eller ned, Skaberens Øje svæver et sted over os, men man ved aldrig helt hvor. Jeg er del af en verdensånd, en form for energi, der indeholder mig, men også fortsætter uden for mig.
Og alligevel eksisterer netop jeg – det må jeg gøre, for jeg har en hukommelse og en bevidsthed, og jeg er kommet hertil fra Jorden. Mere præcist sagt har jeg været der mange gange, og af uforklarlige årsager bliver jeg snart sendt af sted igen. Jeg har en Opgave der, som endnu ikke har antaget sin færdige form.
Hvorom alting er, er det op til mig at få tilendebragt en hændelseskæde, for det er det, vi gør, vi, der har mange navne og intet. Til en potentiel, jordisk Læser: Bliv ikke urolig over denne skildring, det er ikke sælsom tågetale eller en eksalteret sjæls sindsforvildelse.
Jeg er Åndelig vejleder og en af de dygtige af slagsen, en dannet og behagelig person (omend termen ”person” for mit vedkommende er komisk unøjagtig, jeg er snarere en form for Forsker, omend med skiftende metoder). Al den information, jeg indsamler, opbevares i arkivet på Klarhedens Kontor for Forskning i og Støtte af Livsformerne. Nej, jeg forsøger ikke at føre nogen på vildspor.
Tværtimod agter jeg at fortælle sandheden. Og som det allerførste vil jeg fortælle, hvordan det hele begyndte. Det sted, jeg var denne gang, var en form for Hinsides, et Dødsrige, men ikke nødvendigvis Helvede, og heller ikke Himlen. Til tider har jeg set lædervingede fugle dér, men de flyver altid med bugen opad, og jeg har fået fortalt, at det er dem, der overvintrer på bunden af fjeldsøer eller hinsides himlens hængsler.
Engang så jeg en elevator stige herop, samme slags som jeg har set på hoteller i Wien, den havde harmonikadøre af smedejernsgitter og tillige smukt udskårne skærme af egetræ, men da de lydløst gled op, var der ingen derinde. Ellers er her stille. Nogle gange lyder der sang eller nynnen, men ikke noget, der kan opfattes som menneskeskabt musik.
Alt i alt var det som en kæmpe, lyksalig livmoder, modsætningen til Intet og alligevel uden for bevidsthedens rækkevidde. Det var et hav, men intet sted var det vådt eller sjappet, og havet havde ingen begyndelse og intet omfang. Hvis man gled lidt på afstand af klarheden, kunne man opfange tankernes stille hvisken, når gamle sjæle, der allerede havde levet mange liv, drømte om de ting, de i tidens løb havde oplevet.
Mit lod har i umindelige tider været at stige ned på Jorden, antage en uforudsigelig form og udføre en Opgave, som først bliver tydelig undervejs, efter jeg har antaget min form. Måske er jeg en lian, der slynger sig om en træstamme i regnskoven, løfter en bestemt svamp til svimlende højder og lader den stråle.
Engang har jeg haft til opgave at lytte til flodperlemuslingers følelser, og en enkelt gang arbejdede jeg med en forpint mark, der med møje skubbede skærver op af sit skød. Sten på sten i stedet for hvede. Jeg lyttede til marken og beroligede den, og det hjalp. Den slags var jeg god til. Men så blev jeg så at sige forfremmet.
De seneste årtusinder har Kontoret haft fokus på menneskene. Jeg har læst i arkiverne og hørt om andre Forskere, der blev tildelt regulære stormænd. Sådan nogle heurekahylende skægaber og sekstantmænd, himmelmålere, vildfarne, fredløse og bandlyste, som alligevel altid fik tilgivelse, blev salvede, ophøjede til storhed.
Sådan er det gået for dem, der i sin tid blev lyst i band, men senere hen vandt hæder og ære. Der er skrevet værker om fuldstændig mislykkede Forskere. En af dem glædede sig over Babylons storhed og blev forbløffet over byens fald. Der var en, der med fuldstændig overbevisning forudsagde, at flodbølger aldrig ville nå Minos’ labyrinter på Kreta.
En forestillede sig, at druiderne, der vandrede mellem stensøjlerne på Stonehenge, ville give menneskeheden de nødvendige svar, en anden fik tilbudt ægte essens af folkene af De Tre Bål, anishinaabeg, der skærer deres hemmeligheder ind i birkebarksruller.
Men nu ser alle disse ud som mislykkede forsøg, inferiøre kulturers endeligt. Indianerne er blevet samlet i reservater og opblødt i ildvand. Ingen af disse eksperimenter har været en succes for universets kontinuitet og Det Højere Kontors vedkommende, og disse Forskere, der kun har nedfældet få resultater, er blevet degraderet til at fifle med hundetand og den slags.
Jeg er blevet advaret. Mennesket er et problematisk objekt, fordi det er svært at styre. Det er stædigt og lytter ikke. Det tror, at det er skaberværkets herre. Som art stiller mennesket sig ikke tilfreds med sin skæbne, der efter al fornuft burde have resulteret i jammer og død allerede for millioner af år siden.
Mennesket er en klodset og upraktisk organisme, en hæslig, hårløs skabning ubeskyttet af pelsens ærbare værn. Dets bækken egner sig ikke til fødsler, og dets hjerne forbruger alt for meget fedt og protein. Mennesket vil selv træffe beslutninger og tror, at det kan klare sig, selvom det ødelægger alt, det rører ved. Se nu bare, hvad der sker på Jorden for tiden!
Den står i brand, bliver ødelagt ene og alene på grund af en forplantningsgal, dumstædig og hidsig art. Mennesket er en latterlig indretning, en naturstridig parasit, et fjollet indfald skabt på Skaberens hviledag, en plageånd, der uvist hvorfor forårsager ulykker og skaber disharmoni på universets bølgelængder.
Men af en eller anden grund, måske netop på grund af dette misforhold, er denne indsats blandt menneskene i hvert fald midlertidigt blevet en af Kontorets vigtigste prioriteter, og først efter at have udmærket sig inde for disse opgaver kan en Forsker opnå evigt nirvana. Det har jeg ladet mig fortælle.
Lyslyden inden i mig tændes. Det er tid til at tage af sted. Jeg bliver glad. Nu har jeg fået besked: Jeg er på vej til år 2020 i menneskenes tid, til en hovedstad i et land mod nord, hvor jeg skal møde en eller anden Forfatter. I Helsinki og den eksklusive bydel Eira, der ligger ud til havet. Jeg forsøger at indprente mig stednavnene og finde placeringen på Atlas over verdensrummet.
Det ligger lidt afsides, slet ikke i en af Europas eller Asiens gamle civilisationers kulturbyer. En ny hovedstad, først grundlagt i 1812, et tidligere russisk storfyrstendømme, landet har kun været selvstændigt i godt hundrede år. Kun få grundmurede bygninger, en klippefuld bakke med en på sin vis smuk, hvid domkirke. Begejstrede arkitekter, bogmagere, alt for lidt overklasseskabt overlegenhed.
Ikke helt det, jeg havde håbet på, stille bibliotekssale med højt til loftet et sted i en evindelig universitetsby, omgivet af bamlende kirkeklokker og gorgoner, der stirrer ned fra skyggen af de gotiske søjler, mærket af tidens tand. Er det her en ondsindet spøg, fordi jeg ikke fik fuldført min forrige opgave?
Men så vækkes min iver igen. Opgaven er tydeligvis vigtig, for den er klassificeret A1 med undernummeret 158B, hvilket henviser til fødslen af nyt liv. Måske er Forfatterens faste hun, altså hustru, drægtig, og der er brug for mig som Sjælefører. Den type opgaver er mere prestigefulde, sjældne og ærværdige, men har også større risiko for at gå galt.
Hvis det lykkes mig denne gang, bliver jeg uden tvivl sendt til Den Evige Fred eller i hvert fald op på Det Øvre Niveau. Jeg har allerede håbet så længe og nået at være så mange.
Så mærker jeg, hvordan jeg glider hen over den klare, kolde overflade på Skaberens øje. Jeg bliver slynget ind i en hvirvel, min livsindsigt skrumper ind, og med den forsvinder erkendelsens trygge, nynnende hav, det er, som om jeg på en gang bliver trukket nedad og slynget opad, jeg falder eller snurrer rundt – eller det er vel ligegyldigt, jeg er ikke bekendt med verdenshjørnerne, og de har heller ikke hidtil haft nogen betydning.
Jeg venter på, at min figur skal tage form. For jeg ved af erfaring, at jeg på et tidspunkt får lemmer og årer, som blodet flyder i. Mit hjerte begynder at slå, og mine knogler bryder i blomst som en lidende, snehvid åkande. Jeg er landet et mørkt sted, er det en menneskehuns livmoder? Ja, ja, det er. Jeg kan mærke den pulserende varme rundt om mig og bliver henrykt. Jeg skal være et barn!
Men samtidig føler jeg, at mit hjerte, der hamrer som en hares, bliver svagere. Hvad er det her? Jeg bliver urolig. Jeg forsøger at åbne øjnene og når at se blodårer aftegne sig mod lyset, jeg fornemmer, at jeg befinder mig i livmoderen, det bedste sted, verdensaltet har udtænkt.
Så er der noget, der ændrer sig. Jeg forsøger at gøre mig begreb om min krop, men der er noget galt, jeg kan ikke mærke en varm, dunkende rede rundt om mig, jeg er ikke inde i noget. Jeg antændes, udslukkes så straks igen, slynges ud af min væren som dødens ravn ud af Judas’ mund.
Alt er i den grad gået galt. Jeg når et niveau af indsigt og forståelse, hvor det står klart for mig, at jeg ikke er havnet i et foster, der er ved at blive født, men at jeg svæver rundt i tiden, bumper ind i hvide fliser og bliver presset mod eksistensens vugge. Alt for hårdt, bum bum bum. Jeg rammer en organisme, trænger ind i dens hjernevæv og blodårer som en raserende toxoplasmose.
Det kværner og bruser i mit hoved, som vugger jeg rundt i en vidunderlig, skummende hvirvelstrøm. Samtidig mærker jeg en sær, ny kraft. Blodet strømmer hidsigere end i nogen af mine tidligere jordiske kroppe. Pludselig får jeg en ubændig trang til at drikke pulserende, varmt blod direkte fra halspulsåren. Hvad i alverden?
Jeg åbner øjnene og ser mit spejlbillede i den brusende fos’ stærke strøm. Det her var ikke meningen! Det helt forkerte sted og det helt forkerte tidspunkt. Mine øjne er smalle sprækker, gule rovdyrøjne, og jeg kan knap nok tro dem. Men i det samme ved jeg, at det er sandt.
Jeg er, og det her piner også mig, blevet til en form for dyr. Jeg har sorte poter og kløer, der på mit bud presser sig ned i huden på den vortede mandenæve. Jeg fornemmer en duft af hæg, stænk mod knurhårene og en brølende fos i mine ører. En skælven løber gennem mit nye, smidige legeme.
Åh, og snart går det op for mig. Jeg, som nu har nye lemmer og en ny pels, er åbenbart også udstyret med evnen til at sanse auraer og varmebølger.
Jeg gentager for mig selv: Jeg er blevet til en form for dyr. Og ikke bare en form for.
Jeg er nu uafvendeligt, uden tvivl og på gruopvækkende vis, blevet til en kat.
Katja Kettu: Den sandhedssøgende kat
En magisk rejse gennem tiden.
1917: Den russiske revolution bryder ud. Finland er lige ved at vinde selvstændighed. I et afsides hjørne langt mod nord, i et barskt grænseland, havner en ganske særlig kat hos kæresteparret Eeva og Mahte.
Eeva og Mahte lever deres liv, mens borgerkrigen raser, og mens Finland efterfølgende finder sin identitet. Katten bliver et vidne til parrets lille historie og den store historie, som de er en del af.
2020: En forfatter mister sit foster og sin evne til at skrive. I hendes sorg over en tabt fremtid rækker hun ud efter fortiden og sin oldemor Eeva.
Forbindelsen etableres gennem en kat.
Den sandhedssøgende kat er en enestående fortælling om kærlighed og tab, og om de kræfter, der forbinder os på tværs af tid.
Den sandhedssøgende kat er en vildtvoksende fortælling om Finlands dramatiske grundlæggelse – set gennem øjnene på en ikke helt almindelig kat.
I 1917 er Eeva bekymret for sin og Finlands usikre fremtid. Mahte tror på, at det hele nok skal gå. Da Eeva en dag rækker Mahte en sort killing, bliver deres skæbner bundet uløseligt sammen, og inden længe forsøger de unge kærester at skabe sig et fælles hjem i det nordlige område, Udkrog.
LÆS OGSÅ: Nye bøger på vej: Se vores liste med kommende bøger
I året 2020 mister en forfatter sit foster, og dertil også sin evne til at skrive. I sin sorg over den tabte fremtid søger hun trøst i fortiden og sin oldemor Eeva. En sort kat kommer hende til undsætning og sender hende i retning mod Udkrog, dét sted hendes forfædre levede deres barske, men begivenhedsrige liv.
Katja Kettu (f. 1978) er en prisbelønnet finsk forfatter og animationsinstruktør. Hun kommer oprindeligt fra Rovaniemi i Sameland. Hendes værker er oversat til mere end 20 sprog. Flere af hendes romaner er tidligere oversat til dansk (Jordemoderen, Natsværmere og Rose er væk).
Læs prologen fra Den sandhedssøgende kat herunder.
Den sandhedssøgende kat
Katja Kettu
Det hav, vi Fermenterede Sjæle skvulper rundt i, er en form for eksistentiel tåge. Et skød, vi bliver vugget blidt i. Her vender intet den rigtige eller den forkerte vej, her er intet op eller ned, Skaberens Øje svæver et sted over os, men man ved aldrig helt hvor. Jeg er del af en verdensånd, en form for energi, der indeholder mig, men også fortsætter uden for mig.
Og alligevel eksisterer netop jeg – det må jeg gøre, for jeg har en hukommelse og en bevidsthed, og jeg er kommet hertil fra Jorden. Mere præcist sagt har jeg været der mange gange, og af uforklarlige årsager bliver jeg snart sendt af sted igen. Jeg har en Opgave der, som endnu ikke har antaget sin færdige form.
Hvorom alting er, er det op til mig at få tilendebragt en hændelseskæde, for det er det, vi gør, vi, der har mange navne og intet. Til en potentiel, jordisk Læser: Bliv ikke urolig over denne skildring, det er ikke sælsom tågetale eller en eksalteret sjæls sindsforvildelse.
Jeg er Åndelig vejleder og en af de dygtige af slagsen, en dannet og behagelig person (omend termen ”person” for mit vedkommende er komisk unøjagtig, jeg er snarere en form for Forsker, omend med skiftende metoder). Al den information, jeg indsamler, opbevares i arkivet på Klarhedens Kontor for Forskning i og Støtte af Livsformerne. Nej, jeg forsøger ikke at føre nogen på vildspor.
Tværtimod agter jeg at fortælle sandheden. Og som det allerførste vil jeg fortælle, hvordan det hele begyndte. Det sted, jeg var denne gang, var en form for Hinsides, et Dødsrige, men ikke nødvendigvis Helvede, og heller ikke Himlen. Til tider har jeg set lædervingede fugle dér, men de flyver altid med bugen opad, og jeg har fået fortalt, at det er dem, der overvintrer på bunden af fjeldsøer eller hinsides himlens hængsler.
Engang så jeg en elevator stige herop, samme slags som jeg har set på hoteller i Wien, den havde harmonikadøre af smedejernsgitter og tillige smukt udskårne skærme af egetræ, men da de lydløst gled op, var der ingen derinde. Ellers er her stille. Nogle gange lyder der sang eller nynnen, men ikke noget, der kan opfattes som menneskeskabt musik.
Alt i alt var det som en kæmpe, lyksalig livmoder, modsætningen til Intet og alligevel uden for bevidsthedens rækkevidde. Det var et hav, men intet sted var det vådt eller sjappet, og havet havde ingen begyndelse og intet omfang. Hvis man gled lidt på afstand af klarheden, kunne man opfange tankernes stille hvisken, når gamle sjæle, der allerede havde levet mange liv, drømte om de ting, de i tidens løb havde oplevet.
Mit lod har i umindelige tider været at stige ned på Jorden, antage en uforudsigelig form og udføre en Opgave, som først bliver tydelig undervejs, efter jeg har antaget min form. Måske er jeg en lian, der slynger sig om en træstamme i regnskoven, løfter en bestemt svamp til svimlende højder og lader den stråle.
Engang har jeg haft til opgave at lytte til flodperlemuslingers følelser, og en enkelt gang arbejdede jeg med en forpint mark, der med møje skubbede skærver op af sit skød. Sten på sten i stedet for hvede. Jeg lyttede til marken og beroligede den, og det hjalp. Den slags var jeg god til. Men så blev jeg så at sige forfremmet.
De seneste årtusinder har Kontoret haft fokus på menneskene. Jeg har læst i arkiverne og hørt om andre Forskere, der blev tildelt regulære stormænd. Sådan nogle heurekahylende skægaber og sekstantmænd, himmelmålere, vildfarne, fredløse og bandlyste, som alligevel altid fik tilgivelse, blev salvede, ophøjede til storhed.
Sådan er det gået for dem, der i sin tid blev lyst i band, men senere hen vandt hæder og ære. Der er skrevet værker om fuldstændig mislykkede Forskere. En af dem glædede sig over Babylons storhed og blev forbløffet over byens fald. Der var en, der med fuldstændig overbevisning forudsagde, at flodbølger aldrig ville nå Minos’ labyrinter på Kreta.
En forestillede sig, at druiderne, der vandrede mellem stensøjlerne på Stonehenge, ville give menneskeheden de nødvendige svar, en anden fik tilbudt ægte essens af folkene af De Tre Bål, anishinaabeg, der skærer deres hemmeligheder ind i birkebarksruller.
Men nu ser alle disse ud som mislykkede forsøg, inferiøre kulturers endeligt. Indianerne er blevet samlet i reservater og opblødt i ildvand. Ingen af disse eksperimenter har været en succes for universets kontinuitet og Det Højere Kontors vedkommende, og disse Forskere, der kun har nedfældet få resultater, er blevet degraderet til at fifle med hundetand og den slags.
Jeg er blevet advaret. Mennesket er et problematisk objekt, fordi det er svært at styre. Det er stædigt og lytter ikke. Det tror, at det er skaberværkets herre. Som art stiller mennesket sig ikke tilfreds med sin skæbne, der efter al fornuft burde have resulteret i jammer og død allerede for millioner af år siden.
Mennesket er en klodset og upraktisk organisme, en hæslig, hårløs skabning ubeskyttet af pelsens ærbare værn. Dets bækken egner sig ikke til fødsler, og dets hjerne forbruger alt for meget fedt og protein. Mennesket vil selv træffe beslutninger og tror, at det kan klare sig, selvom det ødelægger alt, det rører ved. Se nu bare, hvad der sker på Jorden for tiden!
Den står i brand, bliver ødelagt ene og alene på grund af en forplantningsgal, dumstædig og hidsig art. Mennesket er en latterlig indretning, en naturstridig parasit, et fjollet indfald skabt på Skaberens hviledag, en plageånd, der uvist hvorfor forårsager ulykker og skaber disharmoni på universets bølgelængder.
Men af en eller anden grund, måske netop på grund af dette misforhold, er denne indsats blandt menneskene i hvert fald midlertidigt blevet en af Kontorets vigtigste prioriteter, og først efter at have udmærket sig inde for disse opgaver kan en Forsker opnå evigt nirvana. Det har jeg ladet mig fortælle.
Lyslyden inden i mig tændes. Det er tid til at tage af sted. Jeg bliver glad. Nu har jeg fået besked: Jeg er på vej til år 2020 i menneskenes tid, til en hovedstad i et land mod nord, hvor jeg skal møde en eller anden Forfatter. I Helsinki og den eksklusive bydel Eira, der ligger ud til havet. Jeg forsøger at indprente mig stednavnene og finde placeringen på Atlas over verdensrummet.
Det ligger lidt afsides, slet ikke i en af Europas eller Asiens gamle civilisationers kulturbyer. En ny hovedstad, først grundlagt i 1812, et tidligere russisk storfyrstendømme, landet har kun været selvstændigt i godt hundrede år. Kun få grundmurede bygninger, en klippefuld bakke med en på sin vis smuk, hvid domkirke. Begejstrede arkitekter, bogmagere, alt for lidt overklasseskabt overlegenhed.
Ikke helt det, jeg havde håbet på, stille bibliotekssale med højt til loftet et sted i en evindelig universitetsby, omgivet af bamlende kirkeklokker og gorgoner, der stirrer ned fra skyggen af de gotiske søjler, mærket af tidens tand. Er det her en ondsindet spøg, fordi jeg ikke fik fuldført min forrige opgave?
Men så vækkes min iver igen. Opgaven er tydeligvis vigtig, for den er klassificeret A1 med undernummeret 158B, hvilket henviser til fødslen af nyt liv. Måske er Forfatterens faste hun, altså hustru, drægtig, og der er brug for mig som Sjælefører. Den type opgaver er mere prestigefulde, sjældne og ærværdige, men har også større risiko for at gå galt.
Hvis det lykkes mig denne gang, bliver jeg uden tvivl sendt til Den Evige Fred eller i hvert fald op på Det Øvre Niveau. Jeg har allerede håbet så længe og nået at være så mange.
Så mærker jeg, hvordan jeg glider hen over den klare, kolde overflade på Skaberens øje. Jeg bliver slynget ind i en hvirvel, min livsindsigt skrumper ind, og med den forsvinder erkendelsens trygge, nynnende hav, det er, som om jeg på en gang bliver trukket nedad og slynget opad, jeg falder eller snurrer rundt – eller det er vel ligegyldigt, jeg er ikke bekendt med verdenshjørnerne, og de har heller ikke hidtil haft nogen betydning.
Jeg venter på, at min figur skal tage form. For jeg ved af erfaring, at jeg på et tidspunkt får lemmer og årer, som blodet flyder i. Mit hjerte begynder at slå, og mine knogler bryder i blomst som en lidende, snehvid åkande. Jeg er landet et mørkt sted, er det en menneskehuns livmoder? Ja, ja, det er. Jeg kan mærke den pulserende varme rundt om mig og bliver henrykt. Jeg skal være et barn!
Men samtidig føler jeg, at mit hjerte, der hamrer som en hares, bliver svagere. Hvad er det her? Jeg bliver urolig. Jeg forsøger at åbne øjnene og når at se blodårer aftegne sig mod lyset, jeg fornemmer, at jeg befinder mig i livmoderen, det bedste sted, verdensaltet har udtænkt.
Så er der noget, der ændrer sig. Jeg forsøger at gøre mig begreb om min krop, men der er noget galt, jeg kan ikke mærke en varm, dunkende rede rundt om mig, jeg er ikke inde i noget. Jeg antændes, udslukkes så straks igen, slynges ud af min væren som dødens ravn ud af Judas’ mund.
Alt er i den grad gået galt. Jeg når et niveau af indsigt og forståelse, hvor det står klart for mig, at jeg ikke er havnet i et foster, der er ved at blive født, men at jeg svæver rundt i tiden, bumper ind i hvide fliser og bliver presset mod eksistensens vugge. Alt for hårdt, bum bum bum. Jeg rammer en organisme, trænger ind i dens hjernevæv og blodårer som en raserende toxoplasmose.
Det kværner og bruser i mit hoved, som vugger jeg rundt i en vidunderlig, skummende hvirvelstrøm. Samtidig mærker jeg en sær, ny kraft. Blodet strømmer hidsigere end i nogen af mine tidligere jordiske kroppe. Pludselig får jeg en ubændig trang til at drikke pulserende, varmt blod direkte fra halspulsåren. Hvad i alverden?
Jeg åbner øjnene og ser mit spejlbillede i den brusende fos’ stærke strøm. Det her var ikke meningen! Det helt forkerte sted og det helt forkerte tidspunkt. Mine øjne er smalle sprækker, gule rovdyrøjne, og jeg kan knap nok tro dem. Men i det samme ved jeg, at det er sandt.
Jeg er, og det her piner også mig, blevet til en form for dyr. Jeg har sorte poter og kløer, der på mit bud presser sig ned i huden på den vortede mandenæve. Jeg fornemmer en duft af hæg, stænk mod knurhårene og en brølende fos i mine ører. En skælven løber gennem mit nye, smidige legeme.
Åh, og snart går det op for mig. Jeg, som nu har nye lemmer og en ny pels, er åbenbart også udstyret med evnen til at sanse auraer og varmebølger.
Jeg gentager for mig selv: Jeg er blevet til en form for dyr. Og ikke bare en form for.
Jeg er nu uafvendeligt, uden tvivl og på gruopvækkende vis, blevet til en kat.
Katja Kettu: Den sandhedssøgende kat
En magisk rejse gennem tiden.
1917: Den russiske revolution bryder ud. Finland er lige ved at vinde selvstændighed. I et afsides hjørne langt mod nord, i et barskt grænseland, havner en ganske særlig kat hos kæresteparret Eeva og Mahte.
Eeva og Mahte lever deres liv, mens borgerkrigen raser, og mens Finland efterfølgende finder sin identitet. Katten bliver et vidne til parrets lille historie og den store historie, som de er en del af.
2020: En forfatter mister sit foster og sin evne til at skrive. I hendes sorg over en tabt fremtid rækker hun ud efter fortiden og sin oldemor Eeva.
Forbindelsen etableres gennem en kat.
Den sandhedssøgende kat er en enestående fortælling om kærlighed og tab, og om de kræfter, der forbinder os på tværs af tid.
Du kan købe Den sandhedssøgende kat online hos fx. Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: