Historiske romaner Krimi Læseprøve og uddrag Oversat skønlitteratur

Det han så, ændrede ham for altid. Læs et uddrag af den rørende og rædselsvækkende historiske roman, Aske i sneen, her

Det han så, ændrede ham for altid. Læs et uddrag af den rørende og rædselsvækkende historiske roman, Aske i sneen, her

Aske i sneen er italienske Oriana Ramunnos debut. Hendes grandonkel var interneret i en KZ-lejr under Anden Verdenskrig, og bogen er inspireret af hans oplevelser.

Mens julen nærmer sig i det rædselsvækkende Auschwitz, efterforsker kriminalkommisæren Hugo Fischer mordet på en SS-officer. Men langsomt opdager han, at han er blevet stillet en absurd opgave: Han skal opklare ét mord, samtidig med at tusinder hver dag gasses ihjel i lejren.

LÆS OGSÅ: Aske i sneen: Et mord skal opklares, mens tusinder slås ihjel hver dag

Midt i den frygtelige situation opstår et særligt bånd mellem Hugo og den lille jødiske dreng Gioele, som er en af lejrens fanger. Drengen Gioele er nemlig Hugos vigtigeste vidne – det var ham der fandt liget af den myrdede officer.

LÆS OGSÅ: 10 spændende krimier du ikke må snyde dig selv for

Om Aske i sneen skriver den udenlandske presse blandt andet:

“En rørende roman… der bevæger sig ud over kriminalgenren.” – London Times.

Læs første del af Aske i sneen herunder.




Aske i sneen

af Oriana Ramunno




21. december 1943, Auschwitz


“1, 2”

Gioele talte på tysk, hvor mange skridt der skilte sovesalen fra lægernes kontorer. Sålerne ramte gulvet mellem de kolde vægge, så det gav genlyd helt op til loftet, som projektørlyset gav en spøgelsesagtig farve.

“3, 4!”

Med tegnepapiret knuget i hænderne løb han hoppende hen til vinduet i den fjerneste ende af gangen. Der var slået tunge brædder for næsten alle vinduerne i Blok 10, men ikke for dette: Herfra kunne man se de nøgne, hvidpudrede birketræer langs vejen, pigtrådshegnet, der skinnede i projektørlyset, og i det fjerne et hus, hvor der steg røg op fra skorstenen.

Han stillede sig på tæer. Sneen pikkede vedholdende mod ruden. Den dækkede hele vejen, træerne, bedene, blokkene og vagttårnene. Han kunne se soldaten oppe i hjørnetårnet. Hans ånde blev til små tætte skyer i den isnende kolde luft, og han så ud, som om han stod og skælvede bag sit maskingevær.

Mon han længtes efter en kop varm kødsuppe, tænkte Gioele, en blussende pejs eller en familie, der sad sammen foran den knitrende ild?
Han hoppede videre.

“5, 6!”

Han standsede foran onkel Mengeles kontor. Han prøvede at åbne døren, men håndtaget var spærret, og foldegardinet dirrede bare og klikkede mod ruden. På væggen bag skrivebordet, ved siden af samlingen af øjeæbler, hang Gioeles tegninger. Han behøvede ikke åbne døren for at se dem, for han havde efterhånden alle rummets enkeltheder i hovedet.

Mengele lod ham færdes, hvor som helst han havde lyst, også på sit private kontor. Han behandlede ham anderledes end de andre børn. Han gav ham for eksempel lov til at tegne, og han hængte hans tegninger op alle vegne, han forærede dem til sygeplejerskerne og sine lægekolleger og viste dem stolt frem for de andre SS-folk.

Dengang malerinden fra Birkenau kom for at tegne tvillingerne, havde Gioele måbende iagttaget hende, mens hun arbejdede. Det havde betaget ham at se, hvordan øjne og læber dukkede frem af blyantens krimskrams, og hvordan ansigterne tog form, som om de var levende. Dina overgik alle andre malere, han havde set i hele sit liv.

Den formiddag havde han bedt hende om et stykke papir og en kulstift og havde tegnet vejen foran køkkenerne. En sygeplejerske havde hængt hans tegning op på væggen. Først havde det irriteret onkel Mengele, men så havde han set rigtigt på tegningen og havde smilet, kun antydningen af et smil, men dog et smil.

Samme eftermiddag var han kommet med en blok papir og en æske Lyra-farver til ham. Gioele havde aldrig haft så dyre farver før. Siden da var væggene i den fløj af Blok 10 blevet dækket af hans tegninger.

“7, 8!”

fortsatte han og lagde Mengeles kontor bag sig. Gangen var lang og mørk. De indlagte i blokken var bange for den, for stuerne åbnede sig til begge sider som sultne munde, bag hvilke der skete frygtelige ting. Sommetider hørte man grufulde skrig.

Men det mest uhyggelige var de hviskende stemmer i natten, skridtene, der var som dumpe klokkeslag og fik det til at gyse i én. Der var nogle, der sagde, at det var genfærdene af dem, der var døde under lægernes besøg. De hjemsøgte bygningen, og om natten kunne man se dem hyllet i deres hvidlige slør, når de gled langs væggene og gned sig mod vinduerne, så ruderne pludselig blev fugtige.

Eller man kunne fornemme dem i det sitrende lys fra blokkens elektriske pærer.
Gioele tog mod til sig.

“9.”

Han blev stående foran en åben dør. Lyset var slukket derinde bortset fra et svagt skær bagest i rummet, og døråbningen lignede et dunkelt øje, der stirrede vedholdende på ham. Han løftede blikket og skimtede i halvmørket teksten sigismund braun på skiltet ved siden af dørkarmen.

Døren bevægede sig med en ildevarslende knirken, måske på grund af et vindue, der stod på klem. Gioele kunne ikke lade være med at tænke, at måske var spøgelseshistorierne alligevel sande. Han knugede tegnepapiret i hånden og trykkede det mod brystet for at dæmpe hjertets dunken, som nåede helt op i halsen på ham.

I stedet for at gøre omkring og løbe sin vej stak han imidlertid næsen ind i laboratoriets mørke. I toget, hvor han sommetider råbte ad SS-mændene ud gennem det lille vindue for at øve sig i at tale tysk, havde hans mor ofte sagt:

“Du er alt for vaks og nysgerrig, Gioele. Det kommer til at give dig problemer. Det vil bringe dig ulykke.”

Men i den tid han havde været i lejren, var det netop dét, at han var så vaks og nysgerrig, der havde reddet ham, dét og så det talent, der skilte ham fra de øvrige tvillinger, selv fra hans bror Gabriele. Han blev belønnet med sukkerknalder, chokolade og sommetider et brugt stykke legetøj.

Han og hans bror sov i Blok 10 sammen med nogle få andre udvalgte og ikke i blokkene i Birkenau, som han havde hørt var møgbeskidte og myldrede af lus. De gik i det tøj, de havde haft på, da de ankom til lejren, og de blev ikke tvunget til hver dag at trave flere kilometer hen over markerne, fra barakkerne til laboratorierne i Auschwitz, for at blive målt og studeret. Det var heldigt, tænkte han.

“10!”

Gioele samlede alt sit mod. Med ét eneste, modigt skridt overskred han den linje, der skilte halvmørket fra laboratoriets dunkelhed. Det var som at kaste sig ud over randen af en truende afgrund.
Man kunne ikke se noget derinde.

Han ledte efter afbryderen, han trykkede den ned, og et koldt lys trængte ind i lokalet. Han måtte knibe øjnene sammen for at kunne se noget. Han skyggede for øjnene med hånden og så sig stjålent omkring. Laboratoriet var ligesom alle de andre i blokken. Han genkendte granitgulvet og væggene med de hvide fliser; de var alle sammen ens.

Han fik øje på rullebordene af stål, de mærkelige apparater og flisebordene. Han dvælede ved de små skabe, der var fulde af medicin, den blanke håndvask og fotografiet af Føreren, der hang på væggen og skulede ad ham.

Vinduet stod åbent, men der hang en mærkelig lugt i luften. Det var hverken desinfektionsmiddel eller det formalin, som lægerne opbevarede deres præparater i. Han syntes, at han kendte den et sted fra, et sted i lejren, men også hjemmefra, fra Bologna. Gioele blev overvældet af et uhåndgribeligt minde og blev med ét trist til mode.

Stille gik han ind midt i rummet. Nogle steder var fugerne mellem fliserne skorpede af blod. Han så op på hylderne og skimtede de gennemsigtige beholdere, hvori der lå et hjerte, en hjerne og et par nyrer. Et foster flød i væsken, som om det stadig lå i sin mors mave. Ved siden af stod en kurv med røde æbler, som gjorde Gioele sulten.

Han så sig om efter en stol, så han kunne kravle op og tage et, men hans opmærksomhed blev fanget af det rum, der stødte op til laboratoriet, og hvorfra en smule morgenrøde trængte ud.
Han gik hen til døren og trådte indenfor.

Kontoret var oplyst af et blødt, ravgyldent skær fra en bordlampe, der kastede den blyindfattede glasskærms kulørte blomstermønster op på væggen. Der var en summen i luften, som en elektrisk klagen, der gennemtrængte væggene. Det var en rytmisk, knasende lyd, der ikke lød, som om den ville holde op.

Gioeles blik gled hen over skrivebordet, mikroskoperne, de fløjlsbetrukne lænestole, standuret og bogreolen. I et hjørne af rummet stod en grammofon og kørte rundt og rundt uden ophør. Nålen var nået til slutningen af rillen, og messinghornet gav ikke en lyd fra sig længere, bortset fra en skurrende summen, der mindede om en flue, som ikke kunne falde til ro.

Han så ned på gulvet. Hans opmærksomhed blev fanget af et afgnavet æble. Gioele mærkede sit hjerte sætte sig fast i halsen, da han skimtede en lys silhuet mellem skrivepulten og juletræet. En kittel, der var smidt hen i et hjørne.

Spøgelserne har hvide lagner på, tænkte han. Han skulle lige til at stikke af, men noget holdt ham tilbage og naglede ham til stedet. Han mærkede frygten tage til, og hans hjerteslag rungede ud i hele kroppen, helt ud i fingerspidserne. Det var ikke bare en kittel, der var blevet smidt på gulvet. Det var en kittel med en mand indeni.

Gioele genkendte ham straks. Doktor Sigismund Braun havde ærmerne smøget op til albuerne, som om han lige var blevet færdig med sit arbejde, og de grønblå øjne var spærret op på vid gab. Munden stod åben i et tavst skrig, og tungen hang ud af den, ligesom hos SS-mændenes hunde, når de var tørstige. Hans høje skaldepande var mærket af en blåsort bule.

Gioele nærmede sig på tåspidserne. Han ruskede i manden, men han rørte sig ikke.
Manden var stendød.

Gioele satte sig i skrædderstilling foran den døde, fugtede læberne med tungespidsen og lagde sin tegneblok i skødet. Selvom det føltes, som om han slugte ild, hver gang han prøvede at synke, og selvom hans hænder rystede, begyndte han at tegne. Man kunne ikke forestille sig nogen smukkere tegning, tænkte han, end én, der forestillede den døde hr. doktor Braun.




Oriana Ramunno: Aske i sneen

Det han så, ændrede ham for altid. Læs et uddrag af den rørende og rædselsvækkende historiske roman, Aske i sneen, her

En SS-officer findes myrdet i koncentrationslejren Auschwitz, og kriminalkommisær Hugo Fischer tilkaldes fra Berlin for at opklare mordet.

Det er vinter, og julen nærmer sig på dette gudsforladte og rædselsvækkende sted. Sneen daler og lægger sig som et smukt dækkende pudder.

Ét mord skal opklares, samtidig med at tusinder hver dag gasses og dør. Midt i al elendigheden opstår et helt særligt bånd mellem Hugo og den jødiske dreng Gioele, en af lejrens fanger.

Aske i sneen er baseret på virkelige begivenheder. Forfatterens grandonkel var interneret i KZ-lejr under Anden Verdenskrig.

Du kan købe Aske i sneen online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.