Sarah Engells nye spændingsroman tager læserne med ind i en labyrint af paranoia, hemmeligheder og kunstig intelligens, hvor fortid og nutid smelter sammen og intet er som det ser ud til.
En ung mor befinder sig pludselig i sit livs mareridt, da hun en morgen vågner og finder ud af, at hun har fået nyt navn, at der er hændt noget frygteligt, at hun er blevet skilt, at hun har mistet sit arbejde i it-branchen, og at nogen øjensynligt forfølger hende. Men hvad er det, der er sket? Hvad har hun gjort? Har hun overhovedet gjort noget?
LÆS OGSÅ: Ung i en skærmtid. Interview med Sarah Engell om novellesamlingen Bare så du ved det
Mens hun kæmper for at finde ud af, hvad der er op og ned på det hele, hvem der sender hende mystiske beskeder og forsøger at knække hende – er der overhovedet nogen, der gør det, eller er hun ved at blive skør? – arbejder hun som en rasende på at udvikle en AI-baseret verden til en kvinde, der har mistet sin lille datter. En verden, som skal hjælpe kvinden til at sige farvel til det barn, hun aldrig kommer til at se i levende live igen.
LÆS OGSÅ: Den store krimiguide – se alle de gode krimier
Læs et uddrag af Sarah Engells nye spændingsroman Labyrint lige her.
Kapitel 1
Det første, jeg lægger mærke til, er blåt lys, der blinker. Der holder en ambulance. Også en politibil.
Asfalten under mig er brandvarm. Jeg sidder på jorden med knæene trukket ind til mig, alting bevæger sig. Først efter nogle sekunder forstår jeg, at det er mig, der rokker frem og tilbage.
Nogen lægger en hånd på min skulder.
”Charlotte?” Over mig står en uniformeret betjent. ”Vi skal have både dig og din mand ind til en afhøring. Men Kasper tager ikke sin telefon. Ved du, hvor han er?”
Jeg ryster på hovedet. Bevægelsen får mit hoved til at dunke. Da jeg mærker efter med hånden, går det op for mig, at jeg bløder.
”Hvad er der sket?” Jeg ser hen mod ambulancen.
”Lad være med at kigge derover. Det er for dit eget bedste. Kan du rejse dig?”
Jeg forsøger, men kroppen vil ikke.
”Kan du slet ikke huske noget?” spørger betjenten.
Usammenhængende glimt dukker op. Følelsen af at løbe. Lyden af Kasper, der råber.
”Jeg ved det ikke rigtig,” siger jeg.
Hun rækker mig en hånd og får mig op at stå. Varmedisen flimrer over asfalten, bag mig er en mumlen af stemmer.
”Jeg tror, vi var uvenner,” siger jeg.
”Jeg kan ikke huske hvorfor … Jeg er lidt svimmel.”
Betjenten gelejder mig ind på bagsædet af politibilen.
”Nu starter vi lige med at køre dig over til traumecentret,” siger hun.
Kapitel 2
Et år senere
Tirsdag den 3. juni
Jeg vågner brat, T-shirten klæber til min ryg, sollys presser sig mod mørklægningsgardinet og tegner en lysende firkant. Det må være langt op ad formiddagen. Min mund føles tør, hovedet dunker, en tung, monoton fornemmelse.
Dunk, dunk, dunk.
Først nu går det op for mig, at der bliver banket på døren.
Det flimrer for øjnene, da jeg rejser mig. Jeg trækker i et par joggingbukser, kører hænderne gennem mit svedige hår, ser på min mobil.
Kun 08.04. Jeg har sovet i mindre end to timer.
Der bliver banket igen, og jeg er ved at snuble over nogle ledninger, mens jeg kanter mig gennem det lille kolonihavehus. Computeren er brandvarm, da jeg lægger hånden på den.
Udenfor står mor. Hun har en stor plastickasse i armene. Nede i den er stablet mindre plasticbøtter med gryderetter.
Jeg sukker. Tager imod kassen og gør en bevægelse med hovedet som tegn til, at hun kan gå ind.
”Du behøver altså ikke det her, mor. Jeg er 32 år. Jeg kan godt selv lave mad.”
”Men nu er der lidt til fryseren.” Hun klapper mig på kinden, en hurtig, akavet bevægelse.
Kassen er tung. I stedet for at sætte sig står mor midt på gulvtæppet med sit blik. Kolonihavehuset er småt. Lille soveværelse, lille badeværelse, et lidt større børneværelse. Resten er samlet i ét rum: simpel køkkenafdeling, spisebord til tre, en gul fløjlssofa med matchende lænestol, arbejdshjørne med computer.
Man kan få plads til meget på 66 kvadratmeter.
Gulvet knirker, da mor skifter stilling. Hendes blik er på pizzaæsken.
De mange tomme krus og glas. Hjelmen i sofaen.
”Har du været oppe hele natten igen?” spørger hun.
”Sådan er det at være selvstændig. Vil du have en kop kaffe eller noget?”
”Jeg kan godt hjælpe dig med at gøre rent, hvis det er?”
Jeg går hen i køkkenafdelingen uden at svare. Stiller kassen fra mig, fylder vand i elkedlen, finder neskaffe og to kopper frem.
Mor kommer hen til mig. Hun har stadig sko på og håndtasken over skulderen. Hun ser rundt. Munden er lille og spids. Hun tager en karklud og tørrer det rødvin op, der er dryppet fra den bag-in-box, jeg har stående fremme.
”Du ser træt ud. Hvordan går det med søvnen?”
”Stadig dårligt.” Jeg gnider mig i ansigtet.
”De der mareridt bliver mere og mere tydelige.”
Mor tøver kort, inden hun tørrer videre. Hun er gået i gang med hele bordpladen nu.
”I nat var der også en ambulance,” siger jeg.
”Det føltes så virkeligt.” Afhøring. Traumecenter. Alle mulige detaljer, jeg aldrig har drømt om før.
”Måske er min hukommelse ved at vende tilbage?”
Elkedlen begynder at brumme. Vandet bobler og får kanden til at vibrere.
Den varme asfalt. Smerten i hovedet.
”Var jeg faldet, mor? Eller … var der nogen, der havde slået mig?”
Hun vrider kluden og hænger den pænt over vandhanen.
”Det ved du godt, vi ikke skal tale om.”
”Jeg blødte, og der var politi. Jeg tror, det havde noget med Kasper at gøre. Jeg tror, der var sket noget forfærdeligt.”
Mor stirrer på mig. Et øjeblik er der frygt i hendes øjne.
Så vender hun sig væk og begynder at tage plasticbøtterne ud af kassen.
”Nu sætter vi lige dem her i fryseren. De skal jo ikke stå og blive dårlige, vel? Den varme.”
Hun hiver fryseren op, isen knaser, da hun rykker rundt derinde.
”Du har jo slet ikke spist det fra sidst!”
”Mor?” siger jeg. ”Hvad var det, jeg ikke måtte kigge på?”
Hendes krop stivner. Hun lukker fryseren og vender sig mod mig.
”Psykologen siger, at det er vigtigt, du husker i dit eget tempo. Jeg må ikke svare på dine spørgsmål, det ved du også godt. Skulle vi have den kaffe, eller hvad?”
Jeg fjerner udstyret fra sofaen, og vi sætter os i hver sin ende. Kaffen er blevet meget stærk. Mor stiller koppen fra sig uden at drikke.
”Nå,” siger hun. ”Men har du hørt det om Kasper?”
”Svært at undgå. Han lagde det op på alle sine sociale medier i går.”
Mor nikker. Hun ser hen mod rødvinsboksen.
”Klarer du den?”
”Ja ja, jeg er selvfølgelig glad på deres …” Min stemme knækker, og jeg kan ikke fuldføre sætningen.
Mor klapper mit knæ. En hurtig, kejtet bevægelse.
”Har du tid hos psykologen i dag?”
”Det spørger du om hver tirsdag.”
”Bevares. Men du overholder dine tider, ikke?”
”Jo.”
Vi sidder lidt i tavshed.
”Hvordan med far?” spørger jeg. ”Han vil stadig ikke se mig, eller hvad?”
”Han skal nok bare have lidt mere tid.” Tavshed igen. Jeg brænder mig på tungen. Bliver ved med at tænke på det blinkende, blå lys.
”Nå!” Mor rejser sig, børster sig bag på nederdelen. ”Så må vi også hellere se at komme videre.”
”Hvad med din kaffe?”
”Du kan sikkert godt drikke to kopper. Du ser ud til at trænge til det.”
Hun skræver over ledningerne, tager i håndtaget.
”Pas på dig selv.”
Døren glider i bag hende, jeg kan høre bilmotoren tænde, derefter lyden af knasende grus ude fra stien.
Jeg ser på det udstyr, jeg fjernede fra sofaen. Nu ligger det i lænestolen. Dragt, hjelm, handsker.
Døren til børneværelset glider lydløst op, da jeg trykker håndtaget ned.
I loftet drejer himmeluroen langsomt rundt om sig selv. Vilde ligger på siden og trækker vejret dybt og regelmæssigt.
Jeg står længe og kigger på hende. De lyse øjenvipper. Den lille næse. Arret på hagen.
Hr. Kanin er faldet på gulvet. Jeg samler den op og putter den ind under dynen.
”Jeg er gravid,” hvisker jeg.
Vilde giver sig i søvne. Bevæger fingrene. Så ligger hun stille igen. Jeg stryger hende forsigtigt over håret. Bøjer mig og kysser hendes bløde, varme pande.
”Elsker dig,” hvisker jeg.
Dagmar dukker op i døren. Hun er ved at binde et forklæde på ryggen. Smilet er varmt. Hun kommer hen og lægger en hånd på min skulder.
”Jeg skal nok tage den herfra,” hvisker hun. ”Jeg sørger for morgenmad til hende. Du kan bare tage ind på kontoret.”
”Tak.”
Hun står lidt og betragter mig. Lægger hovedet på skrå.
”Har din mor været her?”
”Kan man ligefrem se det på mig?” Hun smiler skævt. Stryger mig over kinden.
”Man kan ikke være heldig med alting.”
”Næ.” Jeg griner.
”Men du er heldig, at du har Vilde.”
”Ja,” siger jeg. ”Og jeg er heldig, at jeg har dig.”
Ude på badeværelset hiver jeg tøjet af, skruer helt op for det varme vand, skrubber mig med hurtige, hårdhændede bevægelser.
Testen ligger stadig på kanten af håndvasken. Jeg tog den i nat, klokken var lidt over fire, og det var begyndt at lysne udenfor. Jeg ved ikke, om jeg blev glad eller bange. Det ved jeg stadig ikke.
Efter badet tager jeg en hvid, kortærmet skjorte på. Tager den af igen og stryger den for anden gang. Beige, knælang nederdel med slids. Sandaler med guldspænder og fire centimeter hæle.
Mit hår har samme lyse farve som Vildes. Det er klippet i en skarp page, der går til lige over skuldrene. Pandehåret er så langt, at det dækker øjenbrynene og den øverste kant af de runde stålbriller, jeg begyndte at gå med sidste sommer.
Jeg snor håret op i nakken og fæstner det med et spænde. Tager mascara og læbestift på, lukker halskæden i nakken og lader medaljonen glide ind under skjorten, ind på den bare hud.
Jeg inspicerer mig selv i spejlet. Vender og drejer min krop. Stikker læbestiften ned i den taske, jeg skal have med på arbejde.
Klokken er 09.23. Det er tirsdag. Jeg hedder Kajsa Brandt.
Jeg siger navnet til mit spejlbillede. Kajsa Brandt.
Jeg ved ikke, hvorfor betjenten i drømmen kaldte mig noget andet.
Kapitel 3
Malou sidder ved sin computer, da jeg møder ind. Hendes blå hår er samlet i en hestehale, næseringen glimter.
”Fedt! Så kom du endelig.” Hun rejser sig og giver mig et kram.
”Den første er klar til dig.”
”Allerede?”
”Jep. Han har været klar hele morgenen. Han hedder Kristoffer. Han glæder sig!”
”Hvorfor er her så varmt?”
”Vores aircon er gået død.” Jeg tager min telefon frem, logger på kontorets interface og vælger Klimaanlæg.
Ingen forbindelse.
”Det har den sagt hele morgenen,” siger Malou. ”Jeg har ringet ned til receptionen, og de har lovet at kigge på det. Men kom nu, smid klunset. Kristoffer venter.”
Han er flot. Solbrun og muskuløs. Meget veludstyret. Da han lægger armene om mig, kan jeg dufte dyr parfume. Han fører mig over til sengen og begynder at klæde mig af. Blød jazz spiller i baggrunden. Jeg kigger rundt i værelset, lægger mærke til lysekronen og det mønstrede tapet. Der er gjort meget ud af detaljerne. Der er endda skægstubbe i hans ansigt.
”Hvor er du smuk,” siger han.
Sollys falder ind gennem vinduet, jazzmusikken er sat på en perfekt volumen.
Kristoffer ser mig i øjnene. ”Gør mig glad. Stik en finger i mit røvhul.”
”Hvad?” Han tager min hånd.
Jeg vrister mig fri og trækker hjelmen af.
Malou ser forvirret på mig. ”Er I allerede færdige?”
Jeg træder ned fra platformen og pauser virtual reality-simulationen.
”En finger i røven?”
”Det er en ting,” siger hun. ”Prøv selv at google det.”
Jeg går ind i omklædningen og lyner VR-dragten af. Mit eget tøj ligger på en stol, og jeg tager det på.
”Du nåede ikke engang til det bedste!” råber Malou på den anden side af forhænget.
Jeg ignorerer hende og fisker min mobil op af lommen. Kan ikke lade være med at tjekke det igen.
Så tager vi springet og flytter sammen!
Kaspers opslag har fået 224 likes. De sidder på terrassen i de have- stole, jeg har valgt. Skåler med de hvidvinsglas, vi fik i bryllupsgave.
Hun hedder Mette-Louise.
Nu er der 225 likes.
Jeg har ikke liket det.
”Det bedste? ” siger jeg, da jeg kommer ud fra omklædningen. ”Det er jeg faktisk glad for, jeg ikke nåede at se.”
”Du ville have godt af det,” siger Malou.
”Klart.”
”Lidt at slappe af på.”
”Jeg er helt afslappet, ellers tak.”
Jeg åbner min taske, finder Stimorol-pakken og tager to stykker i munden.
”Stik en finger i mit røvhul,” mumler jeg.
”Hvis du ikke ejede en tredjedel, ville jeg fyre dig for den replik.”
”Tro mig, vi kommer til at tjene kassen på det her. Folk er klam- mere, end man skulle tro.”
”Folk? Eller dig?”
Hun peger på min Stimorol-pakke, og jeg kaster den hen til hende.
”Det er jo også bare en dummy,” siger hun. ”Det hele kan justeres.”
”Det er under vores niveau.”
”Men lagde du mærke til detaljerne? Hans parfume. Skægstubbene. De kradser endda, opdagede du det? Vi kan vippe alle de andre af banen, sådan her.” Hun knipser. ”Ligesom da internettet gjorde alle pornobladsfolkene arbejdsløse.”
”Vi kunne også bare sælge vores nyrer.” Malou lægger armene over kors. ”Du lovede at have jahatten på.”
”Men Kristoffer tog mit tøj af. Inklusive hatten.”
Hun trækker på smilebåndet. Bagefter sukker hun.
”Så hvad gør vi? Dropper det og vender tilbage til at lave fine, smalle kunstoplevelser, der ligger og rådner op på serveren?”
”Jeg har brugt nat og dag på at udvikle den her teknologi. Jeg vil gerne have, den bliver brugt til noget meningsfuldt.”
”Det er muligt, du ikke er tilfreds med den litterære kvalitet i dialogerne, men i det mindste er det noget, vi kan tjene penge på.”
”Nu er penge jo ikke alt,” siger jeg.
”Så længe vi ikke kan udbetale løn til os selv, så jo, så er penge faktisk alt.”
”Vi har fået løn.”
”Mig og Freddy, ja. Men hvad med dig selv? Og hvad med næste måned? Kassen er snart helt tom.”
”Jeg er i gang med at søge venturekapitalfinansiering. Altså støtte fra en kapitalfond. Vi skal bare finde nogen, der tror nok på os.”
”Men indtil videre har vi ikke set nogen penge, vel? Vi har ikke engang fået et møde i stand. Tror du virkelig, nogle investorer kan redde os?”
”Det finder vi ud af. Vi har en aftale på fredag.”
”Hvad?”
Jeg smiler. Nikker. ”Jeg har lige fået besked om, at vi er udvalgt til en seedrunde for private equity hos nogen, der hedder Future Capital Group. Du kan godt begynde at øve vores pitch.”
Hun ser overrasket på mig. Så løfter hun hånden og giver mig en highfive.
”De er store og har et kæmpe netværk,” siger jeg. ”En af de bedste kapitalfonde, hvis du spørger mig. Bare ærgerligt, vi kun har én VR- dragt. Hvis de skal forstå, hvad vi kan, skal de helst opleve det.”
”Så må de prøve lidt på skift,” siger Malou.
”Hvis vi lander en god aftale, får vi snart råd til at lave tonsvis af VR-dragter.”
Jeg krydser to fingre.
Det gør hun også.
En kæmpemæssig elefantskildpadde kravler forbi mig. Længere nede ad stranden kan jeg se leguaner, pingviner og blåfodede suler. Der lyder et prust, da en pukkelhval kommer til syne i det turkisblå vand.
”Kig op!” Charles Darwin peger mod himlen, og jeg følger hans blik. En flok sorte spurvefugle flyver over vores hoveder og lander i et højt solsikketræ.
”Finker,” siger han. ”Der er fjorten forskellige arter på Galápagosøerne. Men engang var der kun én. Det var sådan, jeg kom på evolutionsteorien. Følg med, jeg skal vise dig noget.”
Vi bevæger os fra stranden op mod bjergskråningen, hvor meterhøje figenkaktus rejser sig mod den blå himmel. Hver eneste lille nålespids er tegnet i frihånd, og jeg forsøger at se det hele med investorernes øjne.
En notifikation popper op på skærmen. Der er kommet en mail. Jeg sætter simulationen på pause, vender tilbage til kontorlandskabet og dobbeltklikker. Mailen er sendt fra en Hotmail, jeg ikke kender.
Der står kun to sætninger.
Det var mig, der slog hende ihjel. Jeg har brug for hjælp.
Nedenunder står der et telefonnummer og et navn. Lea Kølpin.
Jeg genkender det fra nyhederne. I flere dage skrev de nærmest ikke om andet.
Jeg knækker fingre. Sidder lidt og ser ud i luften. Så skriver jeg: Jeg laver desværre ikke den slags mere. Beklager. Mvh Kajsa.
”Godmorgen!”
Freddy har en to go-kaffe i hånden. Hans T-shirt er gul med teksten: Always be yourself, unless you can be a unicorn, then always be a unicorn.
Med den anden hånd skubber han en sækkevogn ud af elevatoren. Der står en stor papkasse på den.
”Hvad dælen,” siger Malou. ”Kommer du med julegaver allerede?”
”Tæt på.” Han ser over på mig, og smilehullerne kommer frem. Hans øjne har samme farve som det Galápagoshav, jeg lige har set ud over.
Så dasker Malou til ham. ”Hey, har du hørt, at vi har fået en aftale hos en kapitalfond på fredag?”
”Fedt! Hos Future Capital Group?”
”Præcis. Så vi skal i gang med at øve vores salgstale.”
”Hvem pitcher vi? Darwin eller Kristoffer?”
”Vi kører med Darwin. Kajsa opgav allerede efter finger. Er det ikke rigtigt, Kajsa?”
De ser begge på mig, og jeg løfter hånden.
”Jeg har en finger til dig her.” Jeg strækker langemanden.
Hun griner. Gentager, at jeg ville have godt af det.
Ring til mig!
Hotmailen har skrevet igen. Gentaget sit telefonnummer.
Jeg trykker på Bloker afsender.
”Jamen så er timingen jo perfekt.” Freddy finder en hobbykniv frem. I en hurtig bevægelse sprætter han papkassen op, og sort nylonstof kommer til syne.
”Jeg har købt materialer til flere VR-dragter. Så kan investorerne få sig en god fællesudflugt med Darwin på fredag.”
”Har du?” spørger Malou. ”For dine egne penge, eller hvad?” ”Hvis Kajsa kan undvære løn flere måneder i træk, kan jeg vel også klare mig for lidt mindre.”
”Men …” siger Malou. ”Hvordan har du nået det? Vi har jo først fået besked om mødet i dag.”
”Ja,” siger Freddy. ”Men jeg vidste, at Kajsa ville få en aftale i stand.” Han blinker til mig, og jeg smiler.
Mens Freddy pakker ud, og Malou sætter sig tilbage ved sin com- puter, finder jeg visitkort og brochurer frem og lægger det i en æske med vores logo.
Unlimited Corporation.
Jeg går over til vinduet og ser ud. Under mig glimter junisolen i Nordhavnens blanke flader. Kontoret ligger på ottende etage, allerøverst.
Parkeringspladsen er lillebitte dernede. Engang holdt min og Kas- pers bil altid der.
Nu tager jeg det offentlige.
Jeg piller ved medaljonen om min hals. Tænker igen på det blinkende blå lys. Blodet fra mit hoved. Kasper tager ikke sin telefon. Ved du, hvor han er?
Sarah Engell: Labyrint
En ung mor befinder sig pludselig i sit livs mareridt, da hun en morgen vågner og finder ud af, at hun har fået nyt navn, at der er hændt noget frygteligt, at hun er blevet skilt, at hun har mistet sit arbejde i it-branchen, og at nogen øjensynligt forfølger hende.
Mens hun kæmper for at finde ud af, hvad der er op og ned på det hele, hvem der sender hende mystiske beskeder og forsøger at knække hende – er der overhovedet nogen, der gør det, eller er hun ved at blive skør? – arbejder hun som en rasende på at udvikle en AI-baseret verden til en kvinde, der har mistet sin lille datter. En verden, som skal hjælpe kvinden til at sige farvel til det barn, hun aldrig kommer til at se i levende live igen.
Du kan købe Labyrint af Sarah Engell, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Sarah Engells nye spændingsroman tager læserne med ind i en labyrint af paranoia, hemmeligheder og kunstig intelligens, hvor fortid og nutid smelter sammen og intet er som det ser ud til.
En ung mor befinder sig pludselig i sit livs mareridt, da hun en morgen vågner og finder ud af, at hun har fået nyt navn, at der er hændt noget frygteligt, at hun er blevet skilt, at hun har mistet sit arbejde i it-branchen, og at nogen øjensynligt forfølger hende. Men hvad er det, der er sket? Hvad har hun gjort? Har hun overhovedet gjort noget?
LÆS OGSÅ: Ung i en skærmtid. Interview med Sarah Engell om novellesamlingen Bare så du ved det
Mens hun kæmper for at finde ud af, hvad der er op og ned på det hele, hvem der sender hende mystiske beskeder og forsøger at knække hende – er der overhovedet nogen, der gør det, eller er hun ved at blive skør? – arbejder hun som en rasende på at udvikle en AI-baseret verden til en kvinde, der har mistet sin lille datter. En verden, som skal hjælpe kvinden til at sige farvel til det barn, hun aldrig kommer til at se i levende live igen.
LÆS OGSÅ: Den store krimiguide – se alle de gode krimier
Læs et uddrag af Sarah Engells nye spændingsroman Labyrint lige her.
Kapitel 1
Det første, jeg lægger mærke til, er blåt lys, der blinker. Der holder en ambulance. Også en politibil.
Asfalten under mig er brandvarm. Jeg sidder på jorden med knæene trukket ind til mig, alting bevæger sig. Først efter nogle sekunder forstår jeg, at det er mig, der rokker frem og tilbage.
Nogen lægger en hånd på min skulder.
”Charlotte?” Over mig står en uniformeret betjent. ”Vi skal have både dig og din mand ind til en afhøring. Men Kasper tager ikke sin telefon. Ved du, hvor han er?”
Jeg ryster på hovedet. Bevægelsen får mit hoved til at dunke. Da jeg mærker efter med hånden, går det op for mig, at jeg bløder.
”Hvad er der sket?” Jeg ser hen mod ambulancen.
”Lad være med at kigge derover. Det er for dit eget bedste. Kan du rejse dig?”
Jeg forsøger, men kroppen vil ikke.
”Kan du slet ikke huske noget?” spørger betjenten.
Usammenhængende glimt dukker op. Følelsen af at løbe. Lyden af Kasper, der råber.
”Jeg ved det ikke rigtig,” siger jeg.
Hun rækker mig en hånd og får mig op at stå. Varmedisen flimrer over asfalten, bag mig er en mumlen af stemmer.
”Jeg tror, vi var uvenner,” siger jeg.
”Jeg kan ikke huske hvorfor … Jeg er lidt svimmel.”
Betjenten gelejder mig ind på bagsædet af politibilen.
”Nu starter vi lige med at køre dig over til traumecentret,” siger hun.
Kapitel 2
Et år senere
Tirsdag den 3. juni
Jeg vågner brat, T-shirten klæber til min ryg, sollys presser sig mod mørklægningsgardinet og tegner en lysende firkant. Det må være langt op ad formiddagen. Min mund føles tør, hovedet dunker, en tung, monoton fornemmelse.
Dunk, dunk, dunk.
Først nu går det op for mig, at der bliver banket på døren.
Det flimrer for øjnene, da jeg rejser mig. Jeg trækker i et par joggingbukser, kører hænderne gennem mit svedige hår, ser på min mobil.
Kun 08.04. Jeg har sovet i mindre end to timer.
Der bliver banket igen, og jeg er ved at snuble over nogle ledninger, mens jeg kanter mig gennem det lille kolonihavehus. Computeren er brandvarm, da jeg lægger hånden på den.
Udenfor står mor. Hun har en stor plastickasse i armene. Nede i den er stablet mindre plasticbøtter med gryderetter.
Jeg sukker. Tager imod kassen og gør en bevægelse med hovedet som tegn til, at hun kan gå ind.
”Du behøver altså ikke det her, mor. Jeg er 32 år. Jeg kan godt selv lave mad.”
”Men nu er der lidt til fryseren.” Hun klapper mig på kinden, en hurtig, akavet bevægelse.
Kassen er tung. I stedet for at sætte sig står mor midt på gulvtæppet med sit blik. Kolonihavehuset er småt. Lille soveværelse, lille badeværelse, et lidt større børneværelse. Resten er samlet i ét rum: simpel køkkenafdeling, spisebord til tre, en gul fløjlssofa med matchende lænestol, arbejdshjørne med computer.
Man kan få plads til meget på 66 kvadratmeter.
Gulvet knirker, da mor skifter stilling. Hendes blik er på pizzaæsken.
De mange tomme krus og glas. Hjelmen i sofaen.
”Har du været oppe hele natten igen?” spørger hun.
”Sådan er det at være selvstændig. Vil du have en kop kaffe eller noget?”
”Jeg kan godt hjælpe dig med at gøre rent, hvis det er?”
Jeg går hen i køkkenafdelingen uden at svare. Stiller kassen fra mig, fylder vand i elkedlen, finder neskaffe og to kopper frem.
Mor kommer hen til mig. Hun har stadig sko på og håndtasken over skulderen. Hun ser rundt. Munden er lille og spids. Hun tager en karklud og tørrer det rødvin op, der er dryppet fra den bag-in-box, jeg har stående fremme.
”Du ser træt ud. Hvordan går det med søvnen?”
”Stadig dårligt.” Jeg gnider mig i ansigtet.
”De der mareridt bliver mere og mere tydelige.”
Mor tøver kort, inden hun tørrer videre. Hun er gået i gang med hele bordpladen nu.
”I nat var der også en ambulance,” siger jeg.
”Det føltes så virkeligt.” Afhøring. Traumecenter. Alle mulige detaljer, jeg aldrig har drømt om før.
”Måske er min hukommelse ved at vende tilbage?”
Elkedlen begynder at brumme. Vandet bobler og får kanden til at vibrere.
Den varme asfalt. Smerten i hovedet.
”Var jeg faldet, mor? Eller … var der nogen, der havde slået mig?”
Hun vrider kluden og hænger den pænt over vandhanen.
”Det ved du godt, vi ikke skal tale om.”
”Jeg blødte, og der var politi. Jeg tror, det havde noget med Kasper at gøre. Jeg tror, der var sket noget forfærdeligt.”
Mor stirrer på mig. Et øjeblik er der frygt i hendes øjne.
Så vender hun sig væk og begynder at tage plasticbøtterne ud af kassen.
”Nu sætter vi lige dem her i fryseren. De skal jo ikke stå og blive dårlige, vel? Den varme.”
Hun hiver fryseren op, isen knaser, da hun rykker rundt derinde.
”Du har jo slet ikke spist det fra sidst!”
”Mor?” siger jeg. ”Hvad var det, jeg ikke måtte kigge på?”
Hendes krop stivner. Hun lukker fryseren og vender sig mod mig.
”Psykologen siger, at det er vigtigt, du husker i dit eget tempo. Jeg må ikke svare på dine spørgsmål, det ved du også godt. Skulle vi have den kaffe, eller hvad?”
Jeg fjerner udstyret fra sofaen, og vi sætter os i hver sin ende. Kaffen er blevet meget stærk. Mor stiller koppen fra sig uden at drikke.
”Nå,” siger hun. ”Men har du hørt det om Kasper?”
”Svært at undgå. Han lagde det op på alle sine sociale medier i går.”
Mor nikker. Hun ser hen mod rødvinsboksen.
”Klarer du den?”
”Ja ja, jeg er selvfølgelig glad på deres …” Min stemme knækker, og jeg kan ikke fuldføre sætningen.
Mor klapper mit knæ. En hurtig, kejtet bevægelse.
”Har du tid hos psykologen i dag?”
”Det spørger du om hver tirsdag.”
”Bevares. Men du overholder dine tider, ikke?”
”Jo.”
Vi sidder lidt i tavshed.
”Hvordan med far?” spørger jeg. ”Han vil stadig ikke se mig, eller hvad?”
”Han skal nok bare have lidt mere tid.” Tavshed igen. Jeg brænder mig på tungen. Bliver ved med at tænke på det blinkende, blå lys.
”Nå!” Mor rejser sig, børster sig bag på nederdelen. ”Så må vi også hellere se at komme videre.”
”Hvad med din kaffe?”
”Du kan sikkert godt drikke to kopper. Du ser ud til at trænge til det.”
Hun skræver over ledningerne, tager i håndtaget.
”Pas på dig selv.”
Døren glider i bag hende, jeg kan høre bilmotoren tænde, derefter lyden af knasende grus ude fra stien.
Jeg ser på det udstyr, jeg fjernede fra sofaen. Nu ligger det i lænestolen. Dragt, hjelm, handsker.
Døren til børneværelset glider lydløst op, da jeg trykker håndtaget ned.
I loftet drejer himmeluroen langsomt rundt om sig selv. Vilde ligger på siden og trækker vejret dybt og regelmæssigt.
Jeg står længe og kigger på hende. De lyse øjenvipper. Den lille næse. Arret på hagen.
Hr. Kanin er faldet på gulvet. Jeg samler den op og putter den ind under dynen.
”Jeg er gravid,” hvisker jeg.
Vilde giver sig i søvne. Bevæger fingrene. Så ligger hun stille igen. Jeg stryger hende forsigtigt over håret. Bøjer mig og kysser hendes bløde, varme pande.
”Elsker dig,” hvisker jeg.
Dagmar dukker op i døren. Hun er ved at binde et forklæde på ryggen. Smilet er varmt. Hun kommer hen og lægger en hånd på min skulder.
”Jeg skal nok tage den herfra,” hvisker hun. ”Jeg sørger for morgenmad til hende. Du kan bare tage ind på kontoret.”
”Tak.”
Hun står lidt og betragter mig. Lægger hovedet på skrå.
”Har din mor været her?”
”Kan man ligefrem se det på mig?” Hun smiler skævt. Stryger mig over kinden.
”Man kan ikke være heldig med alting.”
”Næ.” Jeg griner.
”Men du er heldig, at du har Vilde.”
”Ja,” siger jeg. ”Og jeg er heldig, at jeg har dig.”
Ude på badeværelset hiver jeg tøjet af, skruer helt op for det varme vand, skrubber mig med hurtige, hårdhændede bevægelser.
Testen ligger stadig på kanten af håndvasken. Jeg tog den i nat, klokken var lidt over fire, og det var begyndt at lysne udenfor. Jeg ved ikke, om jeg blev glad eller bange. Det ved jeg stadig ikke.
Efter badet tager jeg en hvid, kortærmet skjorte på. Tager den af igen og stryger den for anden gang. Beige, knælang nederdel med slids. Sandaler med guldspænder og fire centimeter hæle.
Mit hår har samme lyse farve som Vildes. Det er klippet i en skarp page, der går til lige over skuldrene. Pandehåret er så langt, at det dækker øjenbrynene og den øverste kant af de runde stålbriller, jeg begyndte at gå med sidste sommer.
Jeg snor håret op i nakken og fæstner det med et spænde. Tager mascara og læbestift på, lukker halskæden i nakken og lader medaljonen glide ind under skjorten, ind på den bare hud.
Jeg inspicerer mig selv i spejlet. Vender og drejer min krop. Stikker læbestiften ned i den taske, jeg skal have med på arbejde.
Klokken er 09.23. Det er tirsdag. Jeg hedder Kajsa Brandt.
Jeg siger navnet til mit spejlbillede. Kajsa Brandt.
Jeg ved ikke, hvorfor betjenten i drømmen kaldte mig noget andet.
Kapitel 3
Malou sidder ved sin computer, da jeg møder ind. Hendes blå hår er samlet i en hestehale, næseringen glimter.
”Fedt! Så kom du endelig.” Hun rejser sig og giver mig et kram.
”Den første er klar til dig.”
”Allerede?”
”Jep. Han har været klar hele morgenen. Han hedder Kristoffer. Han glæder sig!”
”Hvorfor er her så varmt?”
”Vores aircon er gået død.” Jeg tager min telefon frem, logger på kontorets interface og vælger Klimaanlæg.
Ingen forbindelse.
”Det har den sagt hele morgenen,” siger Malou. ”Jeg har ringet ned til receptionen, og de har lovet at kigge på det. Men kom nu, smid klunset. Kristoffer venter.”
Han er flot. Solbrun og muskuløs. Meget veludstyret. Da han lægger armene om mig, kan jeg dufte dyr parfume. Han fører mig over til sengen og begynder at klæde mig af. Blød jazz spiller i baggrunden. Jeg kigger rundt i værelset, lægger mærke til lysekronen og det mønstrede tapet. Der er gjort meget ud af detaljerne. Der er endda skægstubbe i hans ansigt.
”Hvor er du smuk,” siger han.
Sollys falder ind gennem vinduet, jazzmusikken er sat på en perfekt volumen.
Kristoffer ser mig i øjnene. ”Gør mig glad. Stik en finger i mit røvhul.”
”Hvad?” Han tager min hånd.
Jeg vrister mig fri og trækker hjelmen af.
Malou ser forvirret på mig. ”Er I allerede færdige?”
Jeg træder ned fra platformen og pauser virtual reality-simulationen.
”En finger i røven?”
”Det er en ting,” siger hun. ”Prøv selv at google det.”
Jeg går ind i omklædningen og lyner VR-dragten af. Mit eget tøj ligger på en stol, og jeg tager det på.
”Du nåede ikke engang til det bedste!” råber Malou på den anden side af forhænget.
Jeg ignorerer hende og fisker min mobil op af lommen. Kan ikke lade være med at tjekke det igen.
Så tager vi springet og flytter sammen!
Kaspers opslag har fået 224 likes. De sidder på terrassen i de have- stole, jeg har valgt. Skåler med de hvidvinsglas, vi fik i bryllupsgave.
Hun hedder Mette-Louise.
Nu er der 225 likes.
Jeg har ikke liket det.
”Det bedste? ” siger jeg, da jeg kommer ud fra omklædningen. ”Det er jeg faktisk glad for, jeg ikke nåede at se.”
”Du ville have godt af det,” siger Malou.
”Klart.”
”Lidt at slappe af på.”
”Jeg er helt afslappet, ellers tak.”
Jeg åbner min taske, finder Stimorol-pakken og tager to stykker i munden.
”Stik en finger i mit røvhul,” mumler jeg.
”Hvis du ikke ejede en tredjedel, ville jeg fyre dig for den replik.”
”Tro mig, vi kommer til at tjene kassen på det her. Folk er klam- mere, end man skulle tro.”
”Folk? Eller dig?”
Hun peger på min Stimorol-pakke, og jeg kaster den hen til hende.
”Det er jo også bare en dummy,” siger hun. ”Det hele kan justeres.”
”Det er under vores niveau.”
”Men lagde du mærke til detaljerne? Hans parfume. Skægstubbene. De kradser endda, opdagede du det? Vi kan vippe alle de andre af banen, sådan her.” Hun knipser. ”Ligesom da internettet gjorde alle pornobladsfolkene arbejdsløse.”
”Vi kunne også bare sælge vores nyrer.” Malou lægger armene over kors. ”Du lovede at have jahatten på.”
”Men Kristoffer tog mit tøj af. Inklusive hatten.”
Hun trækker på smilebåndet. Bagefter sukker hun.
”Så hvad gør vi? Dropper det og vender tilbage til at lave fine, smalle kunstoplevelser, der ligger og rådner op på serveren?”
”Jeg har brugt nat og dag på at udvikle den her teknologi. Jeg vil gerne have, den bliver brugt til noget meningsfuldt.”
”Det er muligt, du ikke er tilfreds med den litterære kvalitet i dialogerne, men i det mindste er det noget, vi kan tjene penge på.”
”Nu er penge jo ikke alt,” siger jeg.
”Så længe vi ikke kan udbetale løn til os selv, så jo, så er penge faktisk alt.”
”Vi har fået løn.”
”Mig og Freddy, ja. Men hvad med dig selv? Og hvad med næste måned? Kassen er snart helt tom.”
”Jeg er i gang med at søge venturekapitalfinansiering. Altså støtte fra en kapitalfond. Vi skal bare finde nogen, der tror nok på os.”
”Men indtil videre har vi ikke set nogen penge, vel? Vi har ikke engang fået et møde i stand. Tror du virkelig, nogle investorer kan redde os?”
”Det finder vi ud af. Vi har en aftale på fredag.”
”Hvad?”
Jeg smiler. Nikker. ”Jeg har lige fået besked om, at vi er udvalgt til en seedrunde for private equity hos nogen, der hedder Future Capital Group. Du kan godt begynde at øve vores pitch.”
Hun ser overrasket på mig. Så løfter hun hånden og giver mig en highfive.
”De er store og har et kæmpe netværk,” siger jeg. ”En af de bedste kapitalfonde, hvis du spørger mig. Bare ærgerligt, vi kun har én VR- dragt. Hvis de skal forstå, hvad vi kan, skal de helst opleve det.”
”Så må de prøve lidt på skift,” siger Malou.
”Hvis vi lander en god aftale, får vi snart råd til at lave tonsvis af VR-dragter.”
Jeg krydser to fingre.
Det gør hun også.
En kæmpemæssig elefantskildpadde kravler forbi mig. Længere nede ad stranden kan jeg se leguaner, pingviner og blåfodede suler. Der lyder et prust, da en pukkelhval kommer til syne i det turkisblå vand.
”Kig op!” Charles Darwin peger mod himlen, og jeg følger hans blik. En flok sorte spurvefugle flyver over vores hoveder og lander i et højt solsikketræ.
”Finker,” siger han. ”Der er fjorten forskellige arter på Galápagosøerne. Men engang var der kun én. Det var sådan, jeg kom på evolutionsteorien. Følg med, jeg skal vise dig noget.”
Vi bevæger os fra stranden op mod bjergskråningen, hvor meterhøje figenkaktus rejser sig mod den blå himmel. Hver eneste lille nålespids er tegnet i frihånd, og jeg forsøger at se det hele med investorernes øjne.
En notifikation popper op på skærmen. Der er kommet en mail. Jeg sætter simulationen på pause, vender tilbage til kontorlandskabet og dobbeltklikker. Mailen er sendt fra en Hotmail, jeg ikke kender.
Der står kun to sætninger.
Det var mig, der slog hende ihjel. Jeg har brug for hjælp.
Nedenunder står der et telefonnummer og et navn. Lea Kølpin.
Jeg genkender det fra nyhederne. I flere dage skrev de nærmest ikke om andet.
Jeg knækker fingre. Sidder lidt og ser ud i luften. Så skriver jeg: Jeg laver desværre ikke den slags mere. Beklager. Mvh Kajsa.
”Godmorgen!”
Freddy har en to go-kaffe i hånden. Hans T-shirt er gul med teksten: Always be yourself, unless you can be a unicorn, then always be a unicorn.
Med den anden hånd skubber han en sækkevogn ud af elevatoren. Der står en stor papkasse på den.
”Hvad dælen,” siger Malou. ”Kommer du med julegaver allerede?”
”Tæt på.” Han ser over på mig, og smilehullerne kommer frem. Hans øjne har samme farve som det Galápagoshav, jeg lige har set ud over.
Så dasker Malou til ham. ”Hey, har du hørt, at vi har fået en aftale hos en kapitalfond på fredag?”
”Fedt! Hos Future Capital Group?”
”Præcis. Så vi skal i gang med at øve vores salgstale.”
”Hvem pitcher vi? Darwin eller Kristoffer?”
”Vi kører med Darwin. Kajsa opgav allerede efter finger. Er det ikke rigtigt, Kajsa?”
De ser begge på mig, og jeg løfter hånden.
”Jeg har en finger til dig her.” Jeg strækker langemanden.
Hun griner. Gentager, at jeg ville have godt af det.
Ring til mig!
Hotmailen har skrevet igen. Gentaget sit telefonnummer.
Jeg trykker på Bloker afsender.
”Jamen så er timingen jo perfekt.” Freddy finder en hobbykniv frem. I en hurtig bevægelse sprætter han papkassen op, og sort nylonstof kommer til syne.
”Jeg har købt materialer til flere VR-dragter. Så kan investorerne få sig en god fællesudflugt med Darwin på fredag.”
”Har du?” spørger Malou. ”For dine egne penge, eller hvad?” ”Hvis Kajsa kan undvære løn flere måneder i træk, kan jeg vel også klare mig for lidt mindre.”
”Men …” siger Malou. ”Hvordan har du nået det? Vi har jo først fået besked om mødet i dag.”
”Ja,” siger Freddy. ”Men jeg vidste, at Kajsa ville få en aftale i stand.” Han blinker til mig, og jeg smiler.
Mens Freddy pakker ud, og Malou sætter sig tilbage ved sin com- puter, finder jeg visitkort og brochurer frem og lægger det i en æske med vores logo.
Unlimited Corporation.
Jeg går over til vinduet og ser ud. Under mig glimter junisolen i Nordhavnens blanke flader. Kontoret ligger på ottende etage, allerøverst.
Parkeringspladsen er lillebitte dernede. Engang holdt min og Kas- pers bil altid der.
Nu tager jeg det offentlige.
Jeg piller ved medaljonen om min hals. Tænker igen på det blinkende blå lys. Blodet fra mit hoved. Kasper tager ikke sin telefon. Ved du, hvor han er?
Sarah Engell: Labyrint
En ung mor befinder sig pludselig i sit livs mareridt, da hun en morgen vågner og finder ud af, at hun har fået nyt navn, at der er hændt noget frygteligt, at hun er blevet skilt, at hun har mistet sit arbejde i it-branchen, og at nogen øjensynligt forfølger hende.
Mens hun kæmper for at finde ud af, hvad der er op og ned på det hele, hvem der sender hende mystiske beskeder og forsøger at knække hende – er der overhovedet nogen, der gør det, eller er hun ved at blive skør? – arbejder hun som en rasende på at udvikle en AI-baseret verden til en kvinde, der har mistet sin lille datter. En verden, som skal hjælpe kvinden til at sige farvel til det barn, hun aldrig kommer til at se i levende live igen.
Du kan købe Labyrint af Sarah Engell, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.