I De uforskyldte bevæger Bent Haller sig ind i et mørkt landskab af familiebånd, besættelse og hævn – og kærlighed og had.
Dan er lige fyldt femten, da han får at vide, at hans forældre skal skilles. Han er dog mere interesseret i rummet nede i kælderen. Det aflåste rum, hvor nøglen er blevet væk. Hvad er der derinde? Og hvorfor bliver hans forældre ved med at lyve om det? Da Dans far flytter ud og starter en ny familie, forsøger Dan at holde tilværelsen ud, men må konstant høre på sin mors uendelige tirader om faderens svigt og uduelighed.
LÆS OGSÅ: Kom tættere på Bent Hallers imponerende forfatterskab
En dag bliver det hele for meget for Dan, og en utilgivelig handling sætter gang i en række mørke familiehemmeligheder, der kommer for en dag, da Dans halvsøster Hannah en årrække senere opsøger sit ophav. De uforskyldte er en mørk roman om galskab, blodets bånd, hævngerrighed, had og kærlighed.
LÆS OGSÅ: Bent Haller: Jeg kunne ikke have skrevet romanen, mens min mor levede
Læs uddraget fra De uforskyldte af Bent Haller herunder.
1
Dan var lige blevet femten, da han fik at vide, at hans forældre skulle skilles, det kunne han vist godt klare, han var næsten voksen og alt det der, konfirmeret med pressefolder i bukserne og høj cigarføring, lige til at blive grøn i hovedet af. Det kom altså ikke som nogen overraskelse. Der havde været optræk til det i årevis, måske lige siden han blev født, men indimellem blev det glemt for så at poppe op igen, værre og værre fra gang til gang.
Skilles? Nå ja, og hvad så?
Han vænnede sig til tanken. Det var en gammel tanke. Og så gik det ham alligevel mere på, end han havde troet, da det gik op for ham, at det var alvor denne gang. Ifølge hans ven Mogens var det at blive skilt i Danmark lige så almindeligt som leverpostej. Når et par blev gift, var der halvtreds procents risiko for, at de ville blive skilt igen, havde han læst.
Dans mor, Beate, havde på sin egen halvforklarende måde forsøgt at gøde jorden. Hun sagde for eksempel:
– Måske kommer vi snart til at bo alene sammen, vi to.
– Og hvorfor så det?
– Fordi Mikael og jeg er ved at, hm … du ved, glide fra hinanden.
– Nu igen?
Hvis han spurgte lidt ekstra ind til det, hvis han gerne ville have en mere uddybende forklaring, fordi han godt kunne se, at hun gik og hang med næbbet, så kom der en søforklaring. Hun vidste alligevel ikke sådan præcist hvorfor, påstod hun og så mystisk ud. Mon ikke det havde noget at gøre med, at Mikael havde fundet sig en yngre model? Det sædvanlige bavl.
Beate blev først indadvendt, derefter helt tillukket, før hun pludselig begyndte at skrige op og kaste rundt med både de dybe og de flade tallerkner. Så Dan mistede efterhånden lysten til at spørge, for det var aldrig til at vide, hvordan hun ville reagere. Med tårer, raseri eller total stilhed. Så blev han selv tilhyllet, indadvendt, derefter hermetisk lukket, for han var ikke hendes søn for ingenting, for til sidst i raseri at smide sin cykel over hækken ind til naboen. Så kunne den ligge der, indtil naboen fik tid til at smide den tilbage over hækken.
Beates ansigt var en bog, han havde lært at læse i, så han vidste, hvornår hun var glad, og hvornår hun var ligeglad, eller bare led ved det hele. Somme tider det hele på én gang.
Han kunne ikke lide, når hun havde det sådan, når hendes ansigt blev mørkere, og kinderne faldt ind, og med de der mørke rande under øjnene og rynkerne omkring munden og stramme farveløse læber, når hun holdt op med at spise og tabte sig, hvorefter hun gav fanden i det hele og åd som en mejetærsker, alt muligt usundt, og blev melbleg og kvabset. Engang opdagede han, at hun forsvandt ned i et rum i kælderen, som man ellers ikke kunne komme ind i, eftersom han, lige siden han var en bitte knægt, havde fået at vide, at nøglen var blevet væk.
Det rum havde været omgærdet af mystik, lige siden de købte huset.
Dans far, Mikael, ændrede selvfølgelig også udtryk i denne tid med krise og skilsmisseforhandlinger, med storm og stille gråd og tænders gnidsel, men alligevel på en anderledes kryptisk måde.
Han gik rundt og småfløjtede eller nynnede, men kun når han følte sig sikker på, at ingen hørte det.
Når de mødtes, eller var sammen, smilede hans far sådan lidt sagtmodigt til ham. Han blev aldrig hidsig, smed hverken med de dybe eller de flade tallerkner, tværtimod, det var altid ham, der fejede skårene sammen efter Beates bersærkergang.
Det havde altid været svært at aflæse Mikaels ansigt. Her var alt skrevet med usynligt blæk. Hvis Beate i denne tid var en tragisk, langtrukken roman, så var Mikael nærmest en tynd samling modernistiske digte, ingen orkede at analysere. Hans ansigt var aftegnet i mindst tre forskellige stilarter, så det var svært at se, hvordan han egentlig så ud. Det var, som om Mikael for alt i verden ikke ville ud med, hvem fanden han var, så Dan tænkte: Han skjuler et eller andet. Her er noget, som ikke må komme frem i lyset.
Mikael satte en ære i at være en klassisk far, en fjern og fra- værende autoritet, det flittige skaffedyr, en type dinosaur, som Beate hævdede var ved at uddø. Det meste af det, Dan tænkte om Mikael, havde han fra hende. Han skulle huske at trække det halve fra.
På et tidspunkt blev det sådan i weekenden, at Mikael ikke var hjemme om natten. Først var det en enkelt nat, så blev det flere nætter i træk, til sidst var han nærmest allerede flyttet, selv om alt hans lort lå og flød i huset. Sådan tordnede Beate.
Dan var, som han sagde til sig selv, ikke længere noget patte- barn, han havde i sit femtende år en svag antydning af skæg på den lidt hvælvede overlæbe. Han vidste betydeligt mere om Beate og Mikael, end de vidste om ham. De vidste ikke andet end det, han ville vise dem. Resten kom ikke dem ved. De sås stort set kun til aftensmaden.
– I er sgu to alen af det samme stykke, sagde Beate.
Hun pakkede aldrig tingene ind, derfor skulle de heller ikke pakkes ud, og de kunne derfor heller ikke overraske. Man kunne se både forside og bagside på én gang. Hvorimod Mikael var tilhænger af indpakninger, gerne i kulørt papir og med mange flotte sløjfer. Alligevel kunne Beate, alene på pakkens form, se, hvad der var i den. Utroskab, løgne, fortielser, svigt. Hun blev askegrå og krum som en banan. Hun lignede ikke længere den unge skønhed, som engang havde fået folk til at tro, at hun var Dans storesøster.
Selv om Dan sagde til sig selv, at han nu var blevet så gammel, at han kunne være fløjtende ligeglad med det pis, så tænkte han alligevel over det. Hvorfor havde Mikael fundet en anden, som umuligt kunne være lige så smuk og klog som Beate?
Dan tænkte på alle de gange, hvor det tydeligt fremgik, at Mikael elskede Beate, ja, forgudede hende og behandlede hende som et juletræ, der skulle pyntes med glitterstads. Alt det skram- mel, han købte til hende. Før i tiden hørte han dem aldrig skændes eller sige grimme ting til hinanden. De kunne finde på at danse kinddans i køkkenet, de kælede og kyssede og kaldte hinanden skattebasse og lamselår. Det havde han også fra Beate.
– Vi elskede hinanden ud over alle grænser, sagde hun. – Mikael var vanvittig forelsket i mig dengang, og det er han stadigvæk, han ved det bare ikke, idioten.
Og nu skulle skattebassen og lamselåret skilles.
Engang da Dan var hjemme hos Mogens for at drive den af og ryge cigaretter, som de havde gjort, siden de gik i første klasse, havde han hørt Mogens’ forældre hælde skidtspande af grove påstande ud over hinanden. Mogens’ mor kunne finde på at kalde hans far et forkromet røvhul, og faren kunne finde på at kalde moren en tumpet møgmær. Sådan havde det altid været, påstod Mogens, og de havde aldrig så meget som været i nærheden af at skulle skilles. Da Mogens engang spurgte ligeud:
– Hvorfor i fænghullet bliver I ikke bare skilt som alle andre normale mennesker i det her land? så klappede moren ham på kinden og sagde blidt:
– For din skyld, lille Mogens.
Nu hævede Beate stemmen og sparede ikke på det verbale krudt. Ordforrådet blev udvidet og begyndte at lugte brændt. Nu kunne hun pludselig finde på at kalde Mikael en løgnagtig skiderik. Men det meste af tiden var det stilheden, der herskede, en indædt, giftig tavshed.
Mikael indstillede efterhånden sit overlegne og provokerende fløjteri. Han kunne ikke længere spidse læberne, de kom til at hænge slapt nedad som en ødelagt lynlås. Beate fik hængepatter, fordi hun ikke længere gad tage bh på om morgenen. Hun blev stiktosset den sidste juleaften, de holdt sammen for Dans skyld, da Mikael gav hende et komplet spisestel, så hun havde noget til at kaste efter ham. Der var både sovseskål og flødekande med tud. Han havde virkelig en speciel form for humor.
Beate virkede efterhånden så nedtrykt, at der ingenting skulle til, før hun klaskede sammen. Der kom noget søvngængeragtigt over hende, når hun tøffede rundt i sine slidte slippers. Det var på det tidspunkt, Dan fandt ud af, at nøglen til kælderrummet aldeles ikke var blevet væk. Det var ikke kun Beate, der gik der- ned, et par gange var Mikael også med.
De går selvfølgelig derned for at kunne diskutere i fred, og måske rede trådene ud, tænkte Dan. Men hvorfor har de fortalt mig, at nøglen er blevet væk?
Der kom en tid, hvor de skrev små papirlapper til hinanden, som blev læst og derefter revet i bittesmå stumper. Eller måske åd de dem? Der kom en tid, hvor de holdt op med at skrive til hinanden, og til sidst holdt de op med overhovedet at se på hinanden.
Beate kunne finde på at rejse sig midt i aftensmaden og gå op i soveværelset og låse døren. Så sad Mikael med slukket blik og delte sine kartofler i bittesmå tern, som han derefter mosede i brun sovs og skubbede ud til siden, som om han ikke anede, hvad pokker han skulle stille op med det. Han var umulig at få øjenkontakt med.
Mikael havde altid, igen ifølge Beate, været en mellemting mellem en kuli og en morakker. Hver gang der var knas i familien, kastede han sig ud i arbejde, han havde opfundet til lejligheden. Han var direktør i et firma, ingen anede hvad fremstillede, og kunne til hver en tid give sig selv ret til at tage overarbejde på ubestemt tid. Eller han kunne tage på kursus i København eller Stockholm og komme hjem og stinke langt væk af billig parfume. Hvis ikke han kunne KØBE sig ud af vanskelighederne, som han altid havde været vant til, var han på skideren. Nu ville han for eksempel skilles fra kone og barn og begynde forfra med en eller anden smart lille dulle på et par og tyve, men Beate nægtede at lade sig bestikke og at tage imod en tarvelig kompensation, som skulle forhindre Mikael i at få dårlig samvittighed.
At Mikael var blevet direktør, skyldtes udelukkende, forklarede Beate, at nogen skulle være det. Det var et lovkrav. Og hvis kandidaten til direktørstillingen ikke ligefrem var komplet uduelig, så kunne en hvilken som helst idiot blive direktør.
– Gudfader bevares, sagde Beate.
Her på falderebet, mens forhandlingerne gik i hårdknude, delte Mikael sin tid mellem arbejdet og de to aftner om ugen, hvor han spillede badminton med en kammerat.
De uforskyldte
Dan er lige fyldt femten, da han får at vide, at hans forældre skal skilles. Han er dog mere interesseret i rummet nede i kælderen. Det aflåste rum, hvor nøglen er blevet væk. Hvad er der derinde? Og hvorfor bliver hans forældre ved med at lyve om det?
De uforskyldte er en mørk roman om galskab, blodets bånd, hævngerrighed, had og kærlighed.
Du kan købe De forskyldte online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel
I De uforskyldte bevæger Bent Haller sig ind i et mørkt landskab af familiebånd, besættelse og hævn – og kærlighed og had.
Dan er lige fyldt femten, da han får at vide, at hans forældre skal skilles. Han er dog mere interesseret i rummet nede i kælderen. Det aflåste rum, hvor nøglen er blevet væk. Hvad er der derinde? Og hvorfor bliver hans forældre ved med at lyve om det? Da Dans far flytter ud og starter en ny familie, forsøger Dan at holde tilværelsen ud, men må konstant høre på sin mors uendelige tirader om faderens svigt og uduelighed.
LÆS OGSÅ: Kom tættere på Bent Hallers imponerende forfatterskab
En dag bliver det hele for meget for Dan, og en utilgivelig handling sætter gang i en række mørke familiehemmeligheder, der kommer for en dag, da Dans halvsøster Hannah en årrække senere opsøger sit ophav. De uforskyldte er en mørk roman om galskab, blodets bånd, hævngerrighed, had og kærlighed.
LÆS OGSÅ: Bent Haller: Jeg kunne ikke have skrevet romanen, mens min mor levede
Læs uddraget fra De uforskyldte af Bent Haller herunder.
1
Dan var lige blevet femten, da han fik at vide, at hans forældre skulle skilles, det kunne han vist godt klare, han var næsten voksen og alt det der, konfirmeret med pressefolder i bukserne og høj cigarføring, lige til at blive grøn i hovedet af. Det kom altså ikke som nogen overraskelse. Der havde været optræk til det i årevis, måske lige siden han blev født, men indimellem blev det glemt for så at poppe op igen, værre og værre fra gang til gang.
Skilles? Nå ja, og hvad så?
Han vænnede sig til tanken. Det var en gammel tanke. Og så gik det ham alligevel mere på, end han havde troet, da det gik op for ham, at det var alvor denne gang. Ifølge hans ven Mogens var det at blive skilt i Danmark lige så almindeligt som leverpostej. Når et par blev gift, var der halvtreds procents risiko for, at de ville blive skilt igen, havde han læst.
Dans mor, Beate, havde på sin egen halvforklarende måde forsøgt at gøde jorden. Hun sagde for eksempel:
– Måske kommer vi snart til at bo alene sammen, vi to.
– Og hvorfor så det?
– Fordi Mikael og jeg er ved at, hm … du ved, glide fra hinanden.
– Nu igen?
Hvis han spurgte lidt ekstra ind til det, hvis han gerne ville have en mere uddybende forklaring, fordi han godt kunne se, at hun gik og hang med næbbet, så kom der en søforklaring. Hun vidste alligevel ikke sådan præcist hvorfor, påstod hun og så mystisk ud. Mon ikke det havde noget at gøre med, at Mikael havde fundet sig en yngre model? Det sædvanlige bavl.
Beate blev først indadvendt, derefter helt tillukket, før hun pludselig begyndte at skrige op og kaste rundt med både de dybe og de flade tallerkner. Så Dan mistede efterhånden lysten til at spørge, for det var aldrig til at vide, hvordan hun ville reagere. Med tårer, raseri eller total stilhed. Så blev han selv tilhyllet, indadvendt, derefter hermetisk lukket, for han var ikke hendes søn for ingenting, for til sidst i raseri at smide sin cykel over hækken ind til naboen. Så kunne den ligge der, indtil naboen fik tid til at smide den tilbage over hækken.
Beates ansigt var en bog, han havde lært at læse i, så han vidste, hvornår hun var glad, og hvornår hun var ligeglad, eller bare led ved det hele. Somme tider det hele på én gang.
Han kunne ikke lide, når hun havde det sådan, når hendes ansigt blev mørkere, og kinderne faldt ind, og med de der mørke rande under øjnene og rynkerne omkring munden og stramme farveløse læber, når hun holdt op med at spise og tabte sig, hvorefter hun gav fanden i det hele og åd som en mejetærsker, alt muligt usundt, og blev melbleg og kvabset. Engang opdagede han, at hun forsvandt ned i et rum i kælderen, som man ellers ikke kunne komme ind i, eftersom han, lige siden han var en bitte knægt, havde fået at vide, at nøglen var blevet væk.
Det rum havde været omgærdet af mystik, lige siden de købte huset.
Dans far, Mikael, ændrede selvfølgelig også udtryk i denne tid med krise og skilsmisseforhandlinger, med storm og stille gråd og tænders gnidsel, men alligevel på en anderledes kryptisk måde.
Han gik rundt og småfløjtede eller nynnede, men kun når han følte sig sikker på, at ingen hørte det.
Når de mødtes, eller var sammen, smilede hans far sådan lidt sagtmodigt til ham. Han blev aldrig hidsig, smed hverken med de dybe eller de flade tallerkner, tværtimod, det var altid ham, der fejede skårene sammen efter Beates bersærkergang.
Det havde altid været svært at aflæse Mikaels ansigt. Her var alt skrevet med usynligt blæk. Hvis Beate i denne tid var en tragisk, langtrukken roman, så var Mikael nærmest en tynd samling modernistiske digte, ingen orkede at analysere. Hans ansigt var aftegnet i mindst tre forskellige stilarter, så det var svært at se, hvordan han egentlig så ud. Det var, som om Mikael for alt i verden ikke ville ud med, hvem fanden han var, så Dan tænkte: Han skjuler et eller andet. Her er noget, som ikke må komme frem i lyset.
Mikael satte en ære i at være en klassisk far, en fjern og fra- værende autoritet, det flittige skaffedyr, en type dinosaur, som Beate hævdede var ved at uddø. Det meste af det, Dan tænkte om Mikael, havde han fra hende. Han skulle huske at trække det halve fra.
På et tidspunkt blev det sådan i weekenden, at Mikael ikke var hjemme om natten. Først var det en enkelt nat, så blev det flere nætter i træk, til sidst var han nærmest allerede flyttet, selv om alt hans lort lå og flød i huset. Sådan tordnede Beate.
Dan var, som han sagde til sig selv, ikke længere noget patte- barn, han havde i sit femtende år en svag antydning af skæg på den lidt hvælvede overlæbe. Han vidste betydeligt mere om Beate og Mikael, end de vidste om ham. De vidste ikke andet end det, han ville vise dem. Resten kom ikke dem ved. De sås stort set kun til aftensmaden.
– I er sgu to alen af det samme stykke, sagde Beate.
Hun pakkede aldrig tingene ind, derfor skulle de heller ikke pakkes ud, og de kunne derfor heller ikke overraske. Man kunne se både forside og bagside på én gang. Hvorimod Mikael var tilhænger af indpakninger, gerne i kulørt papir og med mange flotte sløjfer. Alligevel kunne Beate, alene på pakkens form, se, hvad der var i den. Utroskab, løgne, fortielser, svigt. Hun blev askegrå og krum som en banan. Hun lignede ikke længere den unge skønhed, som engang havde fået folk til at tro, at hun var Dans storesøster.
Selv om Dan sagde til sig selv, at han nu var blevet så gammel, at han kunne være fløjtende ligeglad med det pis, så tænkte han alligevel over det. Hvorfor havde Mikael fundet en anden, som umuligt kunne være lige så smuk og klog som Beate?
Dan tænkte på alle de gange, hvor det tydeligt fremgik, at Mikael elskede Beate, ja, forgudede hende og behandlede hende som et juletræ, der skulle pyntes med glitterstads. Alt det skram- mel, han købte til hende. Før i tiden hørte han dem aldrig skændes eller sige grimme ting til hinanden. De kunne finde på at danse kinddans i køkkenet, de kælede og kyssede og kaldte hinanden skattebasse og lamselår. Det havde han også fra Beate.
– Vi elskede hinanden ud over alle grænser, sagde hun. – Mikael var vanvittig forelsket i mig dengang, og det er han stadigvæk, han ved det bare ikke, idioten.
Og nu skulle skattebassen og lamselåret skilles.
Engang da Dan var hjemme hos Mogens for at drive den af og ryge cigaretter, som de havde gjort, siden de gik i første klasse, havde han hørt Mogens’ forældre hælde skidtspande af grove påstande ud over hinanden. Mogens’ mor kunne finde på at kalde hans far et forkromet røvhul, og faren kunne finde på at kalde moren en tumpet møgmær. Sådan havde det altid været, påstod Mogens, og de havde aldrig så meget som været i nærheden af at skulle skilles. Da Mogens engang spurgte ligeud:
– Hvorfor i fænghullet bliver I ikke bare skilt som alle andre normale mennesker i det her land? så klappede moren ham på kinden og sagde blidt:
– For din skyld, lille Mogens.
Nu hævede Beate stemmen og sparede ikke på det verbale krudt. Ordforrådet blev udvidet og begyndte at lugte brændt. Nu kunne hun pludselig finde på at kalde Mikael en løgnagtig skiderik. Men det meste af tiden var det stilheden, der herskede, en indædt, giftig tavshed.
Mikael indstillede efterhånden sit overlegne og provokerende fløjteri. Han kunne ikke længere spidse læberne, de kom til at hænge slapt nedad som en ødelagt lynlås. Beate fik hængepatter, fordi hun ikke længere gad tage bh på om morgenen. Hun blev stiktosset den sidste juleaften, de holdt sammen for Dans skyld, da Mikael gav hende et komplet spisestel, så hun havde noget til at kaste efter ham. Der var både sovseskål og flødekande med tud. Han havde virkelig en speciel form for humor.
Beate virkede efterhånden så nedtrykt, at der ingenting skulle til, før hun klaskede sammen. Der kom noget søvngængeragtigt over hende, når hun tøffede rundt i sine slidte slippers. Det var på det tidspunkt, Dan fandt ud af, at nøglen til kælderrummet aldeles ikke var blevet væk. Det var ikke kun Beate, der gik der- ned, et par gange var Mikael også med.
De går selvfølgelig derned for at kunne diskutere i fred, og måske rede trådene ud, tænkte Dan. Men hvorfor har de fortalt mig, at nøglen er blevet væk?
Der kom en tid, hvor de skrev små papirlapper til hinanden, som blev læst og derefter revet i bittesmå stumper. Eller måske åd de dem? Der kom en tid, hvor de holdt op med at skrive til hinanden, og til sidst holdt de op med overhovedet at se på hinanden.
Beate kunne finde på at rejse sig midt i aftensmaden og gå op i soveværelset og låse døren. Så sad Mikael med slukket blik og delte sine kartofler i bittesmå tern, som han derefter mosede i brun sovs og skubbede ud til siden, som om han ikke anede, hvad pokker han skulle stille op med det. Han var umulig at få øjenkontakt med.
Mikael havde altid, igen ifølge Beate, været en mellemting mellem en kuli og en morakker. Hver gang der var knas i familien, kastede han sig ud i arbejde, han havde opfundet til lejligheden. Han var direktør i et firma, ingen anede hvad fremstillede, og kunne til hver en tid give sig selv ret til at tage overarbejde på ubestemt tid. Eller han kunne tage på kursus i København eller Stockholm og komme hjem og stinke langt væk af billig parfume. Hvis ikke han kunne KØBE sig ud af vanskelighederne, som han altid havde været vant til, var han på skideren. Nu ville han for eksempel skilles fra kone og barn og begynde forfra med en eller anden smart lille dulle på et par og tyve, men Beate nægtede at lade sig bestikke og at tage imod en tarvelig kompensation, som skulle forhindre Mikael i at få dårlig samvittighed.
At Mikael var blevet direktør, skyldtes udelukkende, forklarede Beate, at nogen skulle være det. Det var et lovkrav. Og hvis kandidaten til direktørstillingen ikke ligefrem var komplet uduelig, så kunne en hvilken som helst idiot blive direktør.
– Gudfader bevares, sagde Beate.
Her på falderebet, mens forhandlingerne gik i hårdknude, delte Mikael sin tid mellem arbejdet og de to aftner om ugen, hvor han spillede badminton med en kammerat.
De uforskyldte
Dan er lige fyldt femten, da han får at vide, at hans forældre skal skilles. Han er dog mere interesseret i rummet nede i kælderen. Det aflåste rum, hvor nøglen er blevet væk. Hvad er der derinde? Og hvorfor bliver hans forældre ved med at lyve om det?
De uforskyldte er en mørk roman om galskab, blodets bånd, hævngerrighed, had og kærlighed.
Du kan købe De forskyldte online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel