Aktuelt Børnebøger Carlsen

Livet må godt krølle lidt!

Krølle Bølle Nina Lyng

Den bornholmske trold fylder 80, men han er stadig aktuel og slet ikke kun for bornholmere, siger Nina Lyng, der står bag den nye Krølle Bølle.


Den bornholmske trold fylder 80 i år, og det fejres med biograffilm og ny bog baseret på filmen. Krølle Bølle-filmen er baseret på en idé af filmens producer, bornholmske Nina Lyng. Hun er selv vokset op med alle historierne om Krølle Bølle i sin barndom i Allinge på Bornholm.

“Jeg har længe gerne ville dykke ned i eventyret og fortælle en nutidig historie om Krølle Bølle,” siger Nina Lyng. Den nye Krølle Bølle har hovedrollen i biograffilmen af samme navn og er hovedpersonen i en ny bog skrevet over filmen.

Historien om Krølle Bølle blev første gang udgivet i 1946 og skrevet i årene før af Ludvig Mahler. Den lille bornholmske trold opstod, da Ludvig Mahler skulle fortælle godnathistorier til sin søn under en mørk tid i Danmark. Hele Krølle Bølle-familien boede på Langebjerg på Nordbornholm, og her blev han kendt som øens nationaltrold, men er siden blevet kendt og elsket af hele Danmark.

LÆS OGSÅ: Krølle Bølle bliver 80. Det fejres med film og bog

Krølle Bølles nye look

Den nye Krølle Bølle ser lidt anderledes ud end den oprindelige version fra Mahlers bog, og det er ikke tilfældigt, fortæller Nina Lyng fra Nepenthe Film, der også står bag Skammerens datter (2015) og Skammerens datter II (2019).

“Vi har opdateret udseendet på Krølle Bølle, men selve karakteren er den samme. Han er skabt i 1940’erne af Ludvig Mahler som en lille trold, der lavede ballade – så her 80 år senere, har vi tegnet en lidt mere nutidig trold, men han elsker stadig at lave ballade. Vi vil jo aldrig ramme lige dét, alle havde forestillet sig, det er umuligt. Men jeg håber, at børn i dag også vil elske den nye Krølle Bølle. “

Ligesom Disney har opdateret looket på Mickey Mouse over de sidste 100 år, har holdet bag filmen været tro mod grundprincipperne for karakteren, hans karaktertræk, krøllen og det frække look i blikket. Men størrelsen er ændret, fortæller Nina Lyng:

“Vi besluttede hurtigt, at Krølle Bølle skulle være så lille, at det var realistisk, at trolde kunne bevæge sig rundt oppe mellem mennesker uden at blive opdaget. I Ludvig Mahler-billedbogen har Krølle Bølle forskellige størrelser. Her flyver han i det ene øjeblik på ryggen af en måge og det andet, hopper han op på en stor herrecykel og kan sagtens nå pedalerne, og et tredje sted løber han med en røget sild under armen, hvor silden er cirka på størrelse med ham selv.”

Bedstefar er den originale Krølle Bølle

De helt overordnede elementer i den oprindelige historie om Krølle Bølle er bevaret i både filmen og bogen, der er inspireret af filmen. Den oprindelige Krølle Bølle-familie med Krølle Bølles forældre og lillesøster er bevaret, men i den nye version er der også en bedstefar, en Krølle Bølle-senior, som i virkeligheden er den originale Krølle Bølle fra mere end 80 år tilbage.

Hovedrollen i filmen er dermed faktisk Krølle Bølle-junior, opkaldt efter bedstefaren, der var verdensmester i ballade i gamle dage. Bedstefar forstår derfor den unge Krølle Bølle bedre end resten af familien. Den afdøde skuespiller Kjeld Nørgaard, der er født og opvokset på Bornholm, nåede lige akkurat at lægge stemme til rollen som bedstefaren, før han gik bort.

Det er en helt ny historie sammenlignet med den oprindelige billedbog, et lokalt drama, hvor Krølle Bølle må redde troldenes klipper fra at blive sprunget i luften af de mennesker, der vil bygge en forlystelsespark oven på troldenes hjem. Der er opfundet flere helt nye karakterer til plottet – såsom en gruppe af tre teenagetrolde, som bliver kaldt Modstandsbevægelsen.

“Dem elsker jeg. De er imod. Bare i mod alt. Som i ALT. For det er teenagere jo bare. De er ret skønne, og jeg håber, at folk vil knuselske dem, ligesom holdet bag filmen er kommet til,” siger Nina Lyng.

Det bliver ikke mere bornholmsk

Som barn i Allinge på Bornholm fik Nina Lyng at vide, at hvis man ikke tog sit legetøj ind eller satte det på plads om natten, så kom Krølle Bølle og tog det.

“Så dér blev ryddet op i haven, kan jeg love jer,” siger Nina Lyng, som godt kunne lide, at historierne var “sjov og ballade”. For Nina vil Krølle Bølle altid være indbegrebet af Bornholm.

“Han bor i undergrunden – lige under Hammershus – det bliver ikke mere bornholmsk. Han er rendyrket nordisk folklore. Han er forankret i naturen og er fantastisk eventyrlysten. Der er også rigtig sommer og sol-stemning i vores Krølle Bølle-historie. Og hvad er bedre end Bornholm om sommeren?”

En skøn krøllet hjerne

Men ifølge Nina Lyng behøver man på ingen måde have en relation til Bornholm for at forstå Krølle Bølle.

“Krølle Bølle er for alle. Han er en ballademager af rang, men med hjertet helt på rette sted. Han har en skøn krøllet hjerne, og det tror jeg, at mange børn – og voksne – kan relatere til.”

Selvom Krølle Bølle fylder 80 i år, så synes Nina Lyng, at tematikkerne er meget aktuelle.

“Flere af vores børn og unge i dag kravler ofte lidt på væggene, har svært ved at sidde stille og får tit af vide, at de er forkerte, fordi de ikke passer ind i de “normale” rammer. Vi voksne prøver hele tiden at få runde og skønne former til at passe ned i firkantede rammer,” siger Nina Lyng, som håber, at børn med den nye Krølle Bølle-historie kan drømme sig ind i en verden, hvor de bliver set og føler sig stærke. For her er en historie, hvor de voksne ender med at lære noget af deres børn.

“Krølle Bølle skal også hele tiden pille ved noget, gøre flere ting på én gang, han bliver hurtigt forstyrret, og han har svært ved at sidde stille, hvilket udfordrer hans omgivelser. Hans forældre kommer endda til at sige, at han er forkert. Jeg ville gerne lave en film, hvor vi husker at fortælle børnene, at de ikke er forkerte. Livet må godt krølle lidt!”

Nordisk antihelt

Med Krølle Bølle har vi en ganske særlig og meget nordisk antihelt, forklarer Nina Lyng:

“På mange måder er Krølle Bølle en universel helt. Vores Krølle Bølle er forankret i noget meget nordisk. Den bornholmske natur og miljøet omkring. Og så er han er fuld af fejl. Han er ret ægte. Han er en lille trold med krudt i, der mod alle odds viser sig som den største helt af alle, ham der redder dagen. Dér er karakterer i udlandet og i de brede amerikanske film ofte mere 1:1. Vi har forsøgt at gøre vores Krølle Bølle meget ægte – nordisk, dansk – ja, bornholmsk.”

Krølle Bølle-filmen har premiere 5. februar 2026. Toke Westmark Steensen har skrevet bogen over filmen, den er illustreret af Rasmus Andreasen og udkommer 29. januar.




Læs mere om bogen

Livet må godt krølle lidt!

Der er uro i troldegangene under Hammershus …

Krølle Bølle bor dybt under jorden på det nordligste Bornholm – sammen med sin familie og alle de andre trolde. Dernede er der trygt og godt, og én regel gælder frem for alle: Hold jer langt væk fra menneskenes verden!

Men Krølle Bølle er ikke som de andre trolde. Han drømmer om eventyr – og da mystiske rystelser buldrer, sniger han sig op i lyset. Uden at vide det, har hans lille søster Krølle Borra fulgt efter, og hun bliver hapset af menneskene. Nu må Krølle Bølle træde møde en verden fuld af mærkelige væsner og et eventyr endnu større end, han havde turde drømme om. 

Fra ca. 6 år

Du kan købe Krølle Bølle online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel. 




Ser det som min fornemmeste opgave at sprede læseglæde og dele stærke læseoplevelser med andre læseheste. Det gør jeg som en del af presseteamet hos Lindhardt og Ringhof og i min fritid, hvor bogstakken på mit natbord er faretruende høj. Har en fortid som bogopsætter, journalist, kulturredaktør og kommunikations- og pressekonsulent og har altid valgt arbejdspladsen nøje efter, om jeg kunne dele min store kærlighed til bøger og kultur.