”Lige siden jeg som dreng rendte alene rundt i de dybe svenske skove med en machete i hånden og et stykke lakridsrod dinglende i mundvigen, har jeg haft en dyb længsel efter vildmarken,” siger Kristian Jersing.
”Jeg slog øjnene op med et sæt, da klokken dinglede. Det kunne kun betyde én ting. En bjørn var i gang med at æde vores mad. Jeg havde bar røv i soveposen, satte mig op, fik pandelampen på og lynede teltet op. Udenfor plaskede regnen ned, og der var buldrende mørkt. Jeg lod lyskeglen glide gennem mørket, til den ramte maden. I samme øjeblik lyset ramte maddepoterne, kiggede bjørnen op. Dens øjne skinnede i lampens skær, og den må have følt sig truet, for den tøvede ikke. Øjeblikkeligt buldrede 600 kilo bjørn af sted med kurs direkte mod mig. Den var måske 30 meter væk, men et splitsekund senere var den så tæt på, at jeg kunne lugte den. Stadig i fuld fart.”
Sådan begynder Kristian Jersings nye bog ”Kan man tænde ild med to vandmænd?” Så er vi ligesom i gang!
Kendt fra Alene i vildmarken
Han er kendt af mange danskere fra DR-programmet “Alene i vildmarken”, sæson 9 fra 2025, hvor han blev nr. 2, fordi han kom ud for et voldsomt uheld til sidst.
Kristian Jersing har været udsendt som soldat i Kosovo. I mange år har han også været vildmarksguide og ekspeditionsleder i bl.a. Alaska, Canada og Grønland, og han har undervist i overlevelse over hele verden – fra Seychellerne til Sverige. Derudover holder han foredrag, og i sit civile hverdagsliv med kone og søn arbejder han som brandmand i Københavns Brandvæsen.
”Der er noget mærkeligt ved den måde, mange af os lever på. Dagene ligner hinanden. Vi står op, smører madpakker, svarer på mails, henter børn, laver aftensmad og falder trætte ned i sofaen. Når vi ser tilbage på dagen, er det ikke følelsen af at have levet, der fylder, men følelsen af at være kommet igennem,” siger han:
”Alligevel fortæller vi os selv, at det er midlertidigt. At det bare er en periode. At livet begynder senere, når der bliver mere tid, mere ro, mere overskud. Problemet er, at der altid kommer et nyt “når”. Og imens går livet.
Vi har indrettet os, som om frihed er noget, man først får adgang til, når man har gjort sig fortjent til den. Når man har arbejdet nok, leveret nok, ofret nok. Vi kalder det ansvar. Og det er det også – til en vis grænse. Men på et tidspunkt bliver ansvar til udsættelse. Vi venter på ferien. Vi sparer op til friheden.”
Har skabt sig et sabbatliv
I stedet har han selv skabt sig det, han kalder et “sabbatliv”.
I mange år har han sat alt ind på at opsøge verdens øde egne, hvor han har omgivet sig med slagregn, myg, solnedgange og bjørne. Han har oplevet sult, kulde og ensomhed. Og han har mærket tvivl og utilstrækkelighed – men også frihed, mening og styrke.
For naturen og vildmarken har lært ham en masse – også om sig selv.
Han har blandt andet lært, at det hverken er moderne fornødenheder eller det perfekte cv, der skaber det gode liv. At attitude er vigtigere end erfaring. At man skal lægge hånden på kogepladen, når man vil følge sin drøm.
Hold drømmen i live
Og drømmen er vigtig er holde i live. For som han fortæller i forordet til sin bog:
”Lige siden jeg som dreng rendte alene rundt i de dybe svenske skove med en machete i hånden og et stykke lakridsrod dinglende i mundvigen, har jeg haft en dyb længsel efter vildmarken. Det frie enspænderliv i de stille skove var en flugt fra en hverdag i København, hvor jeg konstant fejlede, og hvor alle prøvede at presse mig gennem en tragt, som jeg ikke passede ned i.
Jeg var elendig i skolen, hvor jeg igen og igen skulle forholde mig til, hvad jeg ville være, når jeg blev voksen. Jeg anede det ikke, men jeg vidste dog, hvem jeg ville være. Jeg ville være ham, der drog ud i vildmarken og stod ansigt til ansigt med Alaskas enorme bjørne, som jeg læste om i min farfars National Geographic-magasiner. Eller en fri cowboy, der smed sig i grøftekanten, når den glødende sol sank ned under horisonten, og næste dag drog videre.”
Hvordan det kald er lykkedes, kan man læse om i ”Kan man tænde ild med to vandmænd”.
Kan man tænde ild med to vandmænd?
Kristian Jersing har altid sat alt ind på at opsøge verdens øde egne, uanset om de her budt på slagregn, myg, smukke solnedgange eller bjørne. I en lang række underholdende og hårrejsende historier fra hans liv og rejser, fortæller han, hvad vildmarken har lært ham – og hvordan det også kan bruges i hverdagen.
Han har blandt andet lært, at det hverken er moderne fornødenheder eller det perfekte cv, der skaber det gode liv. At attitude er vigtigere end erfaring. At man skal lægge hånden på kogepladen, når man vil følge sin drøm. Og at der er masser af mening i at følge sit eget kompas og forsøge at skabe sig et “sabbatliv”.
Du kan købe Kan man tænde ild med to vandmænd? online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
”Lige siden jeg som dreng rendte alene rundt i de dybe svenske skove med en machete i hånden og et stykke lakridsrod dinglende i mundvigen, har jeg haft en dyb længsel efter vildmarken,” siger Kristian Jersing.
”Jeg slog øjnene op med et sæt, da klokken dinglede. Det kunne kun betyde én ting. En bjørn var i gang med at æde vores mad. Jeg havde bar røv i soveposen, satte mig op, fik pandelampen på og lynede teltet op. Udenfor plaskede regnen ned, og der var buldrende mørkt. Jeg lod lyskeglen glide gennem mørket, til den ramte maden. I samme øjeblik lyset ramte maddepoterne, kiggede bjørnen op. Dens øjne skinnede i lampens skær, og den må have følt sig truet, for den tøvede ikke. Øjeblikkeligt buldrede 600 kilo bjørn af sted med kurs direkte mod mig. Den var måske 30 meter væk, men et splitsekund senere var den så tæt på, at jeg kunne lugte den. Stadig i fuld fart.”
Sådan begynder Kristian Jersings nye bog ”Kan man tænde ild med to vandmænd?” Så er vi ligesom i gang!
Kendt fra Alene i vildmarken
Han er kendt af mange danskere fra DR-programmet “Alene i vildmarken”, sæson 9 fra 2025, hvor han blev nr. 2, fordi han kom ud for et voldsomt uheld til sidst.
Kristian Jersing har været udsendt som soldat i Kosovo. I mange år har han også været vildmarksguide og ekspeditionsleder i bl.a. Alaska, Canada og Grønland, og han har undervist i overlevelse over hele verden – fra Seychellerne til Sverige. Derudover holder han foredrag, og i sit civile hverdagsliv med kone og søn arbejder han som brandmand i Københavns Brandvæsen.
”Der er noget mærkeligt ved den måde, mange af os lever på. Dagene ligner hinanden. Vi står op, smører madpakker, svarer på mails, henter børn, laver aftensmad og falder trætte ned i sofaen. Når vi ser tilbage på dagen, er det ikke følelsen af at have levet, der fylder, men følelsen af at være kommet igennem,” siger han:
”Alligevel fortæller vi os selv, at det er midlertidigt. At det bare er en periode. At livet begynder senere, når der bliver mere tid, mere ro, mere overskud. Problemet er, at der altid kommer et nyt “når”. Og imens går livet.
Vi har indrettet os, som om frihed er noget, man først får adgang til, når man har gjort sig fortjent til den. Når man har arbejdet nok, leveret nok, ofret nok. Vi kalder det ansvar. Og det er det også – til en vis grænse. Men på et tidspunkt bliver ansvar til udsættelse. Vi venter på ferien. Vi sparer op til friheden.”
Har skabt sig et sabbatliv
I stedet har han selv skabt sig det, han kalder et “sabbatliv”.
I mange år har han sat alt ind på at opsøge verdens øde egne, hvor han har omgivet sig med slagregn, myg, solnedgange og bjørne. Han har oplevet sult, kulde og ensomhed. Og han har mærket tvivl og utilstrækkelighed – men også frihed, mening og styrke.
For naturen og vildmarken har lært ham en masse – også om sig selv.
Han har blandt andet lært, at det hverken er moderne fornødenheder eller det perfekte cv, der skaber det gode liv. At attitude er vigtigere end erfaring. At man skal lægge hånden på kogepladen, når man vil følge sin drøm.
Hold drømmen i live
Og drømmen er vigtig er holde i live. For som han fortæller i forordet til sin bog:
”Lige siden jeg som dreng rendte alene rundt i de dybe svenske skove med en machete i hånden og et stykke lakridsrod dinglende i mundvigen, har jeg haft en dyb længsel efter vildmarken. Det frie enspænderliv i de stille skove var en flugt fra en hverdag i København, hvor jeg konstant fejlede, og hvor alle prøvede at presse mig gennem en tragt, som jeg ikke passede ned i.
Jeg var elendig i skolen, hvor jeg igen og igen skulle forholde mig til, hvad jeg ville være, når jeg blev voksen. Jeg anede det ikke, men jeg vidste dog, hvem jeg ville være. Jeg ville være ham, der drog ud i vildmarken og stod ansigt til ansigt med Alaskas enorme bjørne, som jeg læste om i min farfars National Geographic-magasiner. Eller en fri cowboy, der smed sig i grøftekanten, når den glødende sol sank ned under horisonten, og næste dag drog videre.”
Hvordan det kald er lykkedes, kan man læse om i ”Kan man tænde ild med to vandmænd”.
Kan man tænde ild med to vandmænd?
Kristian Jersing har altid sat alt ind på at opsøge verdens øde egne, uanset om de her budt på slagregn, myg, smukke solnedgange eller bjørne. I en lang række underholdende og hårrejsende historier fra hans liv og rejser, fortæller han, hvad vildmarken har lært ham – og hvordan det også kan bruges i hverdagen.
Han har blandt andet lært, at det hverken er moderne fornødenheder eller det perfekte cv, der skaber det gode liv. At attitude er vigtigere end erfaring. At man skal lægge hånden på kogepladen, når man vil følge sin drøm. Og at der er masser af mening i at følge sit eget kompas og forsøge at skabe sig et “sabbatliv”.
Du kan købe Kan man tænde ild med to vandmænd? online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.